KEN nr 9187 af 28/04/2010
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2010-6-0958

 

 

[A] har i henhold til fuldmagt fra [K1] og [K2] klaget til Pressenævnet over en artikel på Nordkysten.nu den 24. februar 2010, idet klagerne mener, at god presseskik er tilsidesat.

Sagen er behandlet sammen med sag nr. 2010-6-0957, [K1] og [K2] mod ekstrabladet.dk og sag nr. 2010-6-0968, [K1] og [K2] mod TV 2. Disse sager vedrører omtale af samme anholdelse.

1 Sagsfremstilling

Nordkysten.nu bragte den 24. februar 2010 kl. 13.50 en artikel under overskriften ”Civil politimand stukket ned” og underoverskriften ”To indbrudstyve gik til angreb på civil politimand, da de blev overrasket under et indbrud i betjentens hus i Ålsgårde. Begge indbrudstyve blev anholdt kort efter”. Af artiklen fremgik følgende:

”HORNBÆK: To indbrudstyve af østeuropæisk afstamning kom galt af sted i dag, onsdag ved 09-tiden da de brød ind i et hus tilhørende en politimand på [vejnavn] i Ålsgårde.

Politimanden ringede først efter assistance og ville derefter anholde dem, men de satte sig voldsomt til modværge og angreb politimanden bl.a. ved brug af en skruetrækker, som han blev stukket med i den ene arm, hvorefter det lykkedes de to – nu røvere – at slippe af sted.

De flygtede i en blå Peugeot 106, med nummeret [registreringsnummer] – og denne bil, med de to mænd i, blev kort efter spottet af en patruljevogn og stoppet på Skindersøvej i udkanten af Ålsgårde, men først efter at betjentene havde trukket pistoler.

På vej til Gilleleje

Begge mænd blev anholdt en halv times tid senere, også selv om de bedyrede deres uskyld og i øvrigt var på vej til Gilleleje. Men ved identifikationen blev de genkendt – det var de to gerningsmænd, som viste sig at være 25 og 37 år gamle.

Lige i nærheden på Hellebækvejen ved skolen, så en anden patrulje to mænd kaste rygsække fra sig. Disse to mænd eftersøges netop nu af politiet omkring Strandvejen i Ålsgårde, idet politiet har mistanke om, at de to anholdte kun er en lille del af en større østeuropæisk tyvebande.”

Til artiklen var indsat seks billeder fra anholdelsen af klagerne. Der var indsat en tynd sort bjælke for klagernes øjne på alle billederne på nær et, hvor [K2] fremtræder usløret Det var muligt at læse nummerpladen på bilen, som klagerne kørte i.

Samme dag kl. 15.39 bragte Nordkysten.nu endnu en artikel under overskriften ”USKYLDIGE ANHOLDT? Avisbude anholdt – og løsladt”. Af artiklen fremgik bl.a. følgende:

”Efter afhøring på Politigården i Helsingør, blev de begge løsladt omkring middagstid, og deres bil udleveret, men sigtelsen mod dem opretholdes.

Om mændene er uskyldige, eller blot var yderst uheldige vil politiets videre efterforskning vise, bl.a. ved DNA undersøgelser og andre spor i sagen. Sigtelsen opretholdes også for at sikre mændene deres rettigheder i sagen – specielt hvis der viser sig at de var så uheldige, at være det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.”

Dagen efter den 25. februar 2010 bragte Nordkysten.nu yderligere en artikel under overskriften ”RØVERE SLAP VÆK Avisbude er nu renset for alt”, hvoraf bl.a. følgende fremgik:

Avisbude forvekslet med røvere

Sagen virkede oplagt, specielt fordi mændene passede stort set til signalementet af påklædning og udseende – men nu har politiets grundige efterforskning renset de to sigtede for enhver mistanke.

De anholdte havde ganske enkelt krydset røvernes spor og havde absolut intet med sagen at gøre, tværtimod havde mændene blot passet deres arbejde med at bringe aviser ud, da de pludselig blev stoppet af en politibil og anholdt, sigtet for indbrudsforsøg og røveri.

De to avisbude havde blot været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, og endda været så uheldige at være klædt på som røverne.”

Til artiklen var indsat to billeder fra anholdelsen. Klagerne var ikke slørede.

Nordkysten.nu indsatte til artiklerne ”Civil politimand stukket ned” og ”USKYLDIGE ANHOLDT? Avisbude anholdt – og løsladt” af 24. februar 2010 linket ”Læs også: Avisbude nu renset for alt”, der henviste til artiklen af 25. februar 2010.

2 Parternes synspunkter

2.1 [K1] og [K2]s synspunkter

[A] har navnlig anført, at [K1] og [K2] er reklame- og avisuddelere og intet har med sagen at gøre og uberettiget blev sigtet. Klagerne er blevet vist uslørede, således at de er genkendelige i det offentlige rum og hos venner og pårørende. Nummerpladen på arbejdsgiverens bil er læsbar.

[A] har videre anført, at klagerne føler sig misbrugte i en kampagne mod EU-borgere fra Østeuropa.

[A] har herudover anført, at Nordkysten.nu har videresolgt historien til Ekstra Bladet og TV 2, og at det er i strid med god presseskik, at Nordkysten.nu kommercielt har udnyttet videooptagelser af to uskyldige mænd.

2.2 Nordkysten.nu’s synspunkter

Nordkysten.nu har anført, at den pågældende artikel er den første af tre artikler, der beskriver politiets anholdelse af klagerne. Artiklens korrekthed – eller mangel på samme – er ikke Nordkysten.nu’s ansvar. Forløbet er beskrevet, og da politiet efterfølgende når frem til, at de to anholdte ikke har noget med indbrudssagen at gøre, følges det op samme dag med artiklen ”Avisbude anholdt – og løsladt” og afsluttende den 25. februar 2010 med artiklen ”Avisbude er nu renset for alt”.

På denne baggrund mener Nordkysten.nu, at der ikke er grundlag til at foretage yderligere.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Axel Kierkegaard, Jan Kristensen, Lene Sarup og Marianne Druedahl.

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at der i videst muligt omfang skal følges en klar saglig linje ved afgørelsen af, hvilke sager der omtales, og i hvilke tilfælde navne på de implicerede nævnes. En sigtets eller tiltalts navn eller anden identificering bør udelades, når ingen almen interesse taler herfor.

Klagerne er på fem af billederne offentliggjort 24. februar 2010 sløret med en sort bjælke over øjnene, medens [K2] fremtræder usløret på et af billederne.

Pressenævnet finder, at der er en almen interesse i at bringe artiklen vedrørende politiets anholdelse, men at der ikke er nogen almen interesse i at identificere [K1] og [K2]. Da den foretagne sløring ikke er tilstrækkelig til at sikre klagernes anonymitet, udtaler Pressenævnet sin kritik af Nordkysten.nu for ikke at have foretage en effektiv anonymisering af klagerne.

På baggrund af politiets formodning om en østeuropæisk tyvebande finder nævnet ikke grundlag for at kritisere avisen for at henvise til klagernes nationalitet.

Det omtales i indslaget, at de to afbildede personer, [K1] og [K2], havde forsøgt at foretage et indbrud. Dette viste sig efterfølgende ikke at være korrekt, idet klagerne ikke havde noget med indbruddet at gøre. Nordkysten.nu bragte efterfølgende opdateringer i sagen og indsatte til den påklagede artikel link til artiklen ”Avisbude er nu renset for alt”, hvori avisen oplyste om fejlen. Da Nordkysten.nu har foretaget en behørig berigtigelse, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere berigtigelsens form.

På baggrund af berigtigelsen finder nævnet heller ikke grundlag for at pålægge offentliggørelse efter medieansvarslovens § 49 af ovennævnte kritik.

Afgjort den 28. april 2010