9275 af 24/06/2008
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2008-6-682

 

 

[K] har klaget til Pressenævnet over en artikel i B.T. den 16. maj 2008, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1. Sagsfremstilling

B.T. bragte den 16. maj 2008 en artikel under overskriften ”Fotograf nægter voldtægt” og underoverskriften ”Fire modeller anklager fotograf for voldtægt”. Af artiklen fremgik følgende:

”Han har gramset på sine nøgne modeller. Han har blottet sig for dem, truet dem med vold – og voldtaget én af dem.

Så barske er anklagerne mod en midaldrende pornofotograf, som i flere år drev et foto-studie i udkanten af Århus.

”Jeg er uskyldig,” lyder det fra manden selv, som i dag er bosat i Tyskland.

Fotografen udeblev i går fra retten, da en domsmandsret tog hul på sagen. Indledningsvis valgte dommeren at beskytte ham med et navneforbud på begæring af mandens forsvarer, advokat Anders Boelskifte.

Kendt fotograf

Derfor kan B.T. ikke offentliggøre hans identitet på trods af, at han tidligere har optrådt i flere aviser, har været på tv og udsendt sin egen pressemeddelelse om sagen med fuldt navn og stilling.

Præcis hvad manden har udsat kvinderne for, får offentligheden heller ikke noget dækkende billede af. Dommeren besluttede nemlig at lukke døren for pressen, da sagens hovedvidne – en yngre kvinde – skulle vidne.

Hun er – ifølge tiltaleskriftet – den af de fire modeller, som har været offer for de groveste krænkelser af fotografen. Hun har forklaret Århus Politi, hvordan manden låste hende inde i en kælderlejlighed, tog sine bukser af og tvang hende ned på ryggen, inden han gennemførte fuldbyrdet voldtægt.

Bedyrer sin uskyld

Tre andre unge kvindelige modeller har fortalt, hvordan den uterlige fotograf befamlede dem på brysterne og kønsdelene. Den ene lagde han sig nøgen ovenpå.

Voldtægten fandt sted for 10 år siden. Blufærdighedskrænkelserne i 2003 og 2004.

Det var først i forbindelse med en tv-udsendelse i fjor, som omtalte mandens tvivlsomme lokkemidler over for unge nøgenmodeller, at kvinderne tog mod til sig og gik til politiet. Han har under hele sagen bedyret sin uskyld.

”Når dommeren har fået lejlighed til at høre vidnerne i sagen, vil det stå lysende klart for alle, at jeg er uskyldig”, står der i den telefax, som han har sendt til retten fra sin bopæl i Tyskland.

Om byretten vil kræve at få ham udleveret fra Tyskland inden selve domsafsigelsen, er endnu uvist.

Dommeren vil først tage stilling til det spørgsmål, når han torsdag har hørt alle vidner i sagen.”

B.T. bragte den 28. maj 2008 under overskriften ”B.T. RETTER” følgende:

”B.T. skrev i en underrubrik den 16. maj, at en model-fotograf er anklaget for 4 voldtægter. Dette er ikke tilfældet: Fotografen er anklaget for 1 voldtægt og 3 blufærdighedskrænkelser. B.T. beklager fejlen”.

2. Parternes synspunkter

2.1. [K]s synspunkter

[K] har indledningsvis anført, at han på baggrund af massiv mediedækning er kendt i en større kreds.

[K] har videre anført, at han føler sig krænket ved med udsagnet ”Fire modeller anklager fotograf for voldtægt” at være beskyldt for 4 voldtægter. Han er ved Retten i Århus anklaget for én voldtægt og tre tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

Klager har herudover anført, at B.T. ikke kan unddrage sig kritik ved at bringe berigtigelsen af 28. maj 2008.

2.2. B.T.’s synspunkter

B.T. har indledningsvis anført, at [K] ikke kan identificeres i artiklen og derved ikke har retlig interesse.

Avisen har videre anført, at det fremgik af oplysningerne i artiklen, at straffesagen mod klager alene omfatter én anklage for voldtægt, mens beskyldningerne fra de tre øvrige modeller vedrører andre seksuelle krænkelser. Klagers holdning til beskyldningerne fremgik af overskriften.

Avisen har herudover anført, at da underoverskriften kunne opfattes som for vidtgående i forhold til selve artiklen, bragte B.T. en rettelse.

3. Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marianne Druedahl.

Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet.

Da [K] er indirekte nævnt i artiklen, har han en sådan interesse i sagen, at der er grundlag for at behandle klagen. Klagen realitetsbehandles derfor af nævnet.

På baggrund af [K]s synspunkter lægger Pressenævnet til grund, at klager ved Retten i Århus er tiltalt for én voldtægt og tre tilfælde af blufærdighedskrænkelse. Pressenævnet finder herefter, at B.T. med underoverskriften ”Fire modeller anklager fotograf for voldtægt” fejlagtigt har bibragt det indtryk, at klager var anklaget for fire tilfælde af voldtægt, hvilket ikke er korrekt, og nævnet udtaler sin kritik heraf. Da B.T. den 28. maj 2008 har berigtiget forholdet, finder Pressenævnet ikke grundlag for at pålægge offentliggørelse i medfør af medieansvarsloven § 49.

Pressenævnet finder videre, at klagers holdning klart fremgår af overskriften ”Fotograf nægter voldtægt” og udsagnet ”jeg er uskyldig”, og nævnet udtaler ikke kritik af det bragte.

Afgjort den 24. juni 2008