Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0883
 

 

Advokat Trine Nytrup har på vegne af [K] klaget til Pressenævnet over en artikel i B.T. den 21. juli 2009 og en identisk artikel på bt.dk, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Sagen er behandlet sammen med sag nr. 2009-6-0882, [B] mod B.T. og bt.dk.

1 Sagsfremstilling

B.T. bragte den 21. juli 2009 en artikel under overskriften ”AK81 REKRUTTERER PÅ STADION” og underoverskriften ”Folk fra det ultranationale miljø i Århus knytter bånd på tværs af grupperinger. HAs kampgruppe, AK81, henter nye tropper fra den racistiske AGF-fangruppe White Pride. ” Artiklen omtalte generelt, hvordan avisens kilder anførte, at AK81 i de seneste år havde rekrutteret medlemmer fra voldelige fan­grupper. I den forbindelse var White Pride anført som eksempel. [A] var nævnt ved navn i artiklen, og kilder vurderede, at han havde forbindelser til både White Pride og AK81. Klager var ikke nævnt i artiklen.

Til artiklen var indsat et billede af tilskuere på en udendørstribune. Af billedteksten fremgik følgende:

”AGF mødte Lyngby i oktober 2007. Traditionen tro blev fansene fra White Pride mødt af folk fra den militante nazi-organisation Blood & Honour, der altid hilser på, når White Pride er i Lyngby.”

På billedet var fem ud af de tolv personer markeret og oplistet i et persongalleri, hvoraf følgende bl.a. fremgik:

”[B]

White Pride. Bl.a. anholdt for at have overmalet et område i det indre Århus med nazistisk graffiti.

Har kontakter til flere grupper i det ekstremt højreorienterede miljø i Århus.

Var bl.a. officiel vagtmand, da Vederfølner holdt sommerfest i 2008”,

”[K]

Ledende person i White Pride.

Er bl.a. dømt for hærværk mod Enhedslistens lokaler i Århus.

Har modtaget flere fængselsdomme for vold, hærværk og besiddelse af narko”,

og

”[A]

21-årig med kontakter i flere grupper. Bl.a. AK81 og White Pride. Har netop fået en ny fængselsstraf på 15 måneder. Er straffet for vold, trusler og våbenbesiddelse.”

bt.dk bragte samme dag et billede af [K] (et forstørret billedet af klager fra fodboldtribunen) og gengav tekstboksen ”[K]” under overskriften ”AK81 rekrutterer på stadion”.

2 Parternes synspunkter

2.1 [K]s synspunkter

Advokat Trine Nytrup har anført, at overskriften ”AK81 rekrutterer på stadion” sammenholdt med billedet, hvorpå [K] er markeret, giver indtryk af, at klager har et tilhørsforhold til AK81 og er en ledende person i White Pride. Oplysningen er krænkende i sig selv og en krænkelse af klagers privatliv. [K] har afvist at have et tilhørsforhold til AK81 og White Pride og dermed også, at han er en ledende person.

Klager har herudover anmodet om, at det offentliggjorte billede slettes.

2.2 B.T. og bt.dk’s synspunkter

B.T. har afvist at have påstået, at [K] er rekrutteret til AK81. [K] er imidlertid tilknyttet det højreorienterede miljø omkring White Pride. Som dokumentation herfor har avisen fremlagt to billeder. På det ene billede ses klager med højre arm strakt i selskab med andre medlemmer af White Pride. På det andet billede ses klager iført en T-shirt med tallene ”4-6-4” (til et fodboldstævne i 2008, hvor White Pride stillede med et hold). Tallene henviser efter B.T.s opfattelse til bogstaverne ”D-F-D” i alfabetet og står for ”Danmark for Danskerne”, hvilket er White Prides slogan. Klager er dømt for politisk motiveret vold og er tilknyttet bevægelsen Vederfølner. En højreorienteret, stærk national bevægelse, der har optaget en række White Pride-medlemmer. Det bragte foto af klager er ikke krænkende, ligesom offentliggørelsen ligger indenfor avisens redaktionelle frihed.

Avisen har oplyst, at linket til artiklen på bt.dk ikke længere findes.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget:

Jytte Scharling, Jan Kristensen, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at det ligger uden for nævnets kompetence at pålægge et medie at slette billeder og artikler. Nævnet bemærker imidlertid, at linket til det påklagede foto ikke længere er tilgængeligt.

I artiklen ”AK81 REKRUTTERER PÅ STADION” beskrives det generelt, hvordan det formodes, at AK81 har hvervet medlemmer fra voldelige fangrupperinger, herunder White Pride. Billedet til artiklen er fra en fodboldkamp i 2007. Der foreligger ikke oplysninger om, at der var nedlagt forbud mod fotograferingen under kampen.

Pressenævnet finder det beklageligt, at billedet kan give læseren en forventning om, at artiklen handler om de afbildede personer. Det fremgår imidlertid af artiklen sammenholdt med teksten i persongalleriet, at klager er afbildet, idet han formodes at have en tilknytning til White Pride og ikke på grund af et eventuelt medlemskab af AK81. Nævnet har herved lagt vægt på, at alene [A] er omtalt i artiklen, og at det alene er teksten indsat ved denne person, der nævner en tilknytning til AK81. Da billedet ikke i sig selv er krænkende, udtaler nævnet ikke kritik af avisen for at bringe fotografiet fra en offentlig tilgængelig fodboldkamp.

Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt [K] dels er medlem af White Pride, dels om han er en ledende person. Uanset det af B.T. fremlagte billedmateriale måtte påvise en forbindelse til White Pride, finder nævnet det ikke godtgjort, at klager skulle være en ledende person inden for grupperingen. Under hensyn til oplysningens krænkende karakter finder nævnet, at avisen burde have udfoldet yderligere bestræbelser på at efterprøve dem, herunder ved forelæggelse for klager. Da dette ikke er sket, udtaler nævnet sin kritik.

I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af B.T. og bt.dk at offentliggøre følgende:

”Kritik fra Pressenævnet

Avisen bragte den 21. juli 2009 artiklen ”AK81 REKRUTTERER PÅ STADION”. Artiklen omtalte generelt, hvordan AK81 formodedes at rekruttere medlemmer fra voldelige fangrupper, herunder fra ”den racistiske AGF-fangruppe White Pride”. Til artiklen var indsat et billede af fodboldtilskuere på en tribune. Det blev beskrevet, hvordan nogle af disse skulle være tilknyttet White Pride.

Én af de afbildede tilskuere blev omtalt som ”en ledende person i White Pride”.

Den pågældende har klaget til Pressenævnet, idet han har afvist at have tilknytning til White Pride.

Der er ikke forelagt dokumentation for, at klager er en ledende person inden for White Pride, og Pressenævnet finder, at avisen har tilsidesat god presseskik ved ikke at kontrollere oplysningen, herunder indhentet klagers kommentarer hertil. Nævnet udtaler derfor sin kritik af avisen.

Pressenævnet har pålagt avisen at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk.”

Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden.

Afgjort den 6. november 2009