UfR 1999.122 HD
 
  H.D. 28. oktober 1998 i sag I 508/1997

Rigsadvokaten mod Jørgen Pedersen (adv. Jørgen Jacobsen, Kbh., e.o.) og Sten Kristian Baadsgaard (lrs. Ernest Hartwig, Kbh., e.o.).

Retten i Gladsaxes dom.

Under denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, tiltales Jørgen Pedersen og Sten Baadsgaard ifølge anklageskrift af 5. juli 1994 med rettelse foretaget 10. november 1994 og 21. august 1995 fra politimesteren i Gladsaxe til straf for overtrædelse af straffelovens § 267, stk. 1 og 3, og straffelovens § 268 ved den 22. april 1991 i Danmarks Radio, TV-udsendelsen »Politiets blinde Øje«, mod bedre vidende eller uden rimelig grund til at anse sigtelsen for sand at have fremsat eller udbredt ærekrænkende sigtelser mod kriminalinspektør Kaj Nielsen, om under efterforskningen af straffesagen mod Ove Thomas Hansen at have gjort sig skyldig i bevisforvanskning og embedsmisbrug, hvilket er egnet til at nedsætte kriminalinspektøren i medborgernes agtelse, idet de tiltalte som journalistiske medarbejdere i udsendelsen rejste spørgsmålene:

Hvorfor forsvandt den afgørende del af Jane Nielsens forklaring, og hvem inden for politi eller anklagemyndighed bærer ansvaret for dette?

Var det kriminalinspektør Kaj Nielsen, der besluttede, at rapporten ikke skulle indgå i sagen? Eller har han sammen med Karl Nikolajsen fra Rigspolitiets Rejsehold holdt vidneudsagnet skjult for forsvar og dommere og nævninge?

Anklagemyndigheden har påstået frihedsstraf og mortifikation efter straffelovens § 273, stk. 1, og godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 på ikke over 150.000 kr. med tillæg af rente fra den 18. oktober 1994, principalt pålagt solidarisk, subsidiært pro rata, og offentliggørelse af dommen efter medieansvarslovens § 54.

De tiltalte har nægtet sig skyldige og påstået principalt frifindelse, subsidiært straffrihed og mere subsidiært strafbortfald samt frifindelse vedrørende mortifikationspåstanden. Over for erstatningspåstanden har de påstået principalt henvisning til civilt søgsmål, subsidiært frifindelse.

TV-udsendelserne »Dømt for Mord« og »Politiets blinde Øje«, udsendt henholdsvis den 14. september 1990 og 22. april 1991 har været afspillet i retten. De drejede sig om efterforskningen i en sag, hvor en kvinde, Brita Hansen, den 12. december 1981 forsvandt og den 11. juli 1982 blev fundet død i havnen i Frederikshavn. Brita Hansens fraseparerede ægtefælle, Ove Thomas Hansen, blev ved Vestre Landsrets nævningedom af 12. november 1982 fundet skyldig i at have dræbt hende. De tiltalte producerede som programmedarbejdere ved Danmarks Radio begge udsendelser. De havde til den første ladet indtale følgende præmis:

»I programmet vil vi, gennem en række konkrete eksempler, føre bevis for, at det retslige grundlag, Ove Hansen blev dømt på, ikke var til stede, og at Vestre Landsret med sin dom tilsidesatte et af de fundamentale retsprincipper i Danmark nemlig: at lade al rimelig tvivl komme den tiltalte til gode.

Vi vil påvise, at et skandaløst dårligt politiarbejde, som fra starten havde lagt sig fast på skyldsspørgsmålet - og som ignorerede vægtige vidner og støttede sig til dubiøse - førte frem til Ove Hansens dom på 12 års fængsel for drabet på Brita.

Programmet skal dokumentere, at Ove Hansen ikke kan have begået den forbrydelse, han blev dømt for den 12. november 1982.«

Det er oplyst, at den senere udsendelse, hvori de i anklageskriftet nævnte spørgsmål blev stillet, blev produceret under samme præmis.

Ifølge den første udsendelse var det den person, som den 12. december 1981 kl. 19.06 fandt Brita Hansens bil på havnen, og som fik en ven til at tilkalde politiet, der samme dag kl. 11.15 sidst havde set hende i live. Ifølge samme udsendelse var det anklagemyndighedens opfattelse, at hun mellem kl. 11.50 og 12.50 blev dræbt af ægtefællen, efter at denne skulle have lokket hende til sin moders hus for at hente deres fælles barn, Mads, som han havde passet.

Tidsplanen for Ove Hansens færden den 12. december 1981 er i den første TV-udsendelse, at han hos sin mor sammen med Mads spiste morgenmad til ca. kl. 10, hvorefter han sammen med Mads ordnede nogle ærinder og derpå kørte til Mølleparkens gildesal for at stille sine musikinstrumenter, som han, der er fritidsmusiker, skulle bruge der senere samme dag, indenfor. Det lykkedes ikke, fordi døren var låst, og han afkoblede traileren, hvorpå instrumenterne befandt sig, og kørte tilbage til sin mor omkring kl. 11. Kl. 11.45 kørte han derfra. Mellem kl. 12 og 12.15 forsøgte han på ny at få musikinstrumenterne ind. Ca. kl. 12.15 var han på sin bopæl, hvor han var til ca. kl. 12.45. På vej til det sted, hvor han skulle spille, var han i sin moders hus for at hente noget sengetøj. Det ligger fast, at han fra kl. 13.06 til kl. 17 befandt sig i Mølleparken, hvor han spillede for et selskab.

Anklagemyndigheden har bestridt, at han har været ved Mølleparken mellem det tidspunkt, hvor han afkoblede traileren, og det tidspunkt, hvor han ankom for at spille.

Under politiets efterforskning, efter at Brita Hansen var forsvundet, blev blandt andet taxachauffør Jane Nielsen (da Johannsen) afhørt. Af rapporten, der er dateret 30. december 1981, fremgår intet om, at hun skulle have forklaret at have set Ove Hansen den 12. december 1981. Den pågældende rapport blev under betegnelsen 0-22 henlagt som betydningsløs.

Baggrunden for, at de tiltalte i udsendelsen »Politiets blinde Øje« stillede de i anklageskriftet nævnte spørgsmål, var, at kriminalinspektør Kaj Nielsen den 17. september 1990 havde fået en anonym meddelelse om, at en kvindelig taxachauffør skulle kende noget til Ove Hansens færden den 12. december 1981. Kriminalassistent Karl Nikolajsen, Rigspolitichefens Rejseafdeling, der også havde deltaget i den oprindelige efterforskning ved Brita Hansens død, foretog i den anledning den 18. oktober 1990 en telefonisk henvendelse til Jane Nielsen. Der blev ikke i den anledning umiddelbart udarbejdet nogen politirapport, men kriminalassistentens notat i forbindelse med samtalen er fremlagt i sagen.

Den 11. marts 1991 blev Jane Nielsen afhørt på politigården i Frederikshavn af kriminalassistent Karl Nikolajsen og kriminalinspektør Kaj Nielsen. I rapporten er blandt andet tilført, at hun forklarede:

»at hun den 12/12-1981 skulle til begravelse i Ugilt Kirke kl. 1300 i anledning af, at hendes bedstemor . . . skulle begraves.

. . .

Afhørte fortsatte til Ugilt Kirke, hvortil hun ankom i sidste øjeblik - kl. 1300.

Under sin kørsel ad Gærumvej kl. 1205 - 1210 måtte afhørte holde tilbage for Ove Thomas Hansen, som kom kørende fra L.P. Houmøllersvej og svingede til venstre ad Gærumvej. Han burde have holdt tilbage for afhørte, men gjorde det ikke, hvilket medførte, at afhørte måtte bremse og nedsætte sin hastighed for ikke at påkøre ham.

Afhørte kørte herefter ad Gærumvej og Brønderslevvej bag efter Ove Thomas Hansen, indtil denne kørte til venstre ad Ryetsvej.

Ove Thomas Hansen var kørende i sin personmotorvogn - den samme, som han kører i nu - vist af fabrikatet Toyota, brunlig.

Ove Thomas Hansen havde sin søn med i bilen. Han (sønnen) sad på bagsædet og var placeret således, at han opholdt sig midt mellem de forreste sæder i bilen.

. . .

Undervejs hjem gjorde afhørte nogle iagttagelser, som hun under efterforskningen af sagen mod Ove Thomas Hansen afgav forklaring om. Afhørte husker ikke nøjere herom, når bortses fra, at det var noget med en taxa, som var søgt, fordi den var blevet set ved havnen.

Afhørte blev spurgt, om hun afgav forklaring om andet under den nævnte afhøring, hvorefter hun erklærede, at hun ikke afgav forklaring om andet end den nævnte taxa og om sine iagttagelser af Ove Thomas Hansen.

Spurgt yderligere en gang fastholder afhørte det oplyste med hensyn til den tidligere afhøring af hende.

. . .«

Rapporten vedrørende afhøringen den 11. marts 1991 kom de tiltalte i hænde, og de blev herved opmærksomme på, at Jane Nielsen dels forklarede, at hun havde set domfældte på et tidspunkt, der ville kunne udelukke ham som gerningsmand til drabet, dels at hun allerede under efterforskningen efter Brita Hansens forsvinden havde forklaret dette til politiet. De tiltalte besluttede herefter sammen med deres chef at foretage research til brug for den udsendelse, der blev sendt den 22. april 1991.

Under interviewet til »Politiets blinde Øje« fortalte Jane Nielsen, at hun kort efter Brita Hansens forsvinden var blevet opsøgt kl. 11 om aftenen af to kriminalbetjente, som hun havde fortalt, at hun på vej til sin bedstemors begravelse kl. 5 - 10 minutter over kl. 12 om middagen kørte bagefter Ove Hansen, der var kørt til venstre ud foran hende. Hun kunne huske tidspunktet, fordi hun skulle til sin bedstemors begravelse, der var kl. 13.00.

Hun fortalte videre i interviewet, at den ene af betjentene sagde, at det ikke kunne passe, at Mads havde været med i bilen, men at hun havde fastholdt det.

Efter at være forevist rapporten af 30. december 1981 (0-22) udtalte Jane Nielsen i interviewet, at der manglede noget, og at hun syntes, det burde have været skrevet ned, ellers kunne hun ikke se noget formål med at afgive forklaring.


Tiltalte Sten Baadsgaard har forklaret, at han har været ansat ved Danmarks Radio siden 1972 eller 1973. Han blev tilknyttet Dokumentarafdelingen ved dens oprettelse 1988. Han arbejdede sammen med medtiltalte Jørgen Pedersen specielt på denne sag, men de havde også arbejdet sammen tidligere. Det var især tiltalte Baadsgaard, der redigerede. Begge lavede research forud. En lidt større del af researchen lå hos Jørgen Pedersen, idet Sten Baadsgaard især foretog redigering, da de kom så langt. De var begge med til at udfærdige speakerteksten til udsendelserne. Efterforskningen (researchen) foretages på den måde, at de tager rundt til personer, som har haft berøring med sagen, og udspørger disse. Alt, hvad de foretog sig under researchen, var aftalt mellem dem indbyrdes, idet der var tale om et fælles projekt. Ideen til programmet »Dømt for Mord« opstod hos en kollega ved Ålborg Stiftstidende, som syntes, at hun ikke kunne komme længere med sagen, hvorfor hun henvendte sig til tiltalte. Dette skete nok ca. l½ år før udsendelsen. Det var før Ove Hansen blev prøveløsladt. Tiltalte var dybt skeptisk over for kollegaens oplysninger. Han kikkede på dommen, og da han havde gennemlæst den, undrede han sig lidt, idet han fandt, at der i hvert fald var 3 ubekendte faktorer, som, hvis blot en af dem holdt, gjorde, at dommen kunne være urigtig. De var, at der manglede en dødsårsag samt et tidspunkt og et sted for gerningen. Tiltaltes chef var på det tidspunkt Keld Veirup. Tiltalte spurgte ham, om de måtte tale med Ove Hansen, og fik lov til at tale med ham i fængslet. De blev ikke overbevist. Tiltalte sagde til ham, at de ikke ville holde ham orienteret, hvis det blev dem tilladt at fortsætte med sagen, at de ikke kun ville tale med hans venner, og at de ikke ville drøfte sagen med ham.

Tiltalte blev mere og mere af den opfattelse, at politiet havde lagt sig fast på kun at koncentrere sig om Ove Hansen som den skyldige. Dette beroede dels på samtaler med Kaj Nielsen og dels på en del henvendelser fra personer, som var blevet afvist af politiet som uinteressante. Det tog nogle måneder, før de var færdige med efterforskningen. Prøveløsladelsen skete under researchen, og tiltalte fik tilladelse til at foretage optagelse af denne. I sommeren 1989 forelagde de deres resultat af efterforskningen for deres gruppe. Der var 12 mennesker, som var med til at træffe beslutning om at optage. Efter at de tiltalte havde forelagt, hvad de havde fundet frem til under deres efterforskning, var der ingen modstand i gruppen mod at påbegynde optagelse.

De havde haft forbindelse med Sinne Johansen under efterforskningen. De talte begge med hende flere gange, og hun fortalte svarende til udsendelsen. De blev klar over, at hendes forklaring, dersom den var rigtig, halverede politiets tidsplan. De var skeptiske over for hendes forklaring. De fortalte hende ikke, hvor vigtigt det var, hvad hun sagde, dersom dette var korrekt. De talte derefter med hendes omgangskreds for at sikre sig hendes troværdighed. De fik herunder blandt andet datterens forklaring, således som den fremgik af udsendelsen senere. De spurgte Sinne Johansen, om hun havde været hos politiet med sin forklaring, men hun sagde, at hun ikke havde tiltro til politiet, fordi nogle i hendes familie var gået til politiet vedrørende sagen og var blevet afvist på det kraftigste. Tiltalte vidste, at hendes forklaring ville blive fremdraget ved en eventuel genoptagelse af straffesagen.

Beslutning om optagelse var sket i september/oktober 1989. Produktionen skete på en lidt anden måde end den, filmholdet var vant til, idet der skete optagelse i flere sekvenser. De var korte og optaget enkeltvis. Der var ikke tale om gentagelse af tidligere sekvenser. De kunne være afbrudt af nogle dage. Der blev optaget ca. 50 timer til den første udsendelse, »Dømt for Mord«. Efter optagelserne var det især tiltalte Baadsgaard, der redigerede. Redigeringen skete på basis af præmissen, side 56 i forsvarernes ekstrakt. Denne præmis svarede til speakerteksten, forneden side 71 i forsvarernes ekstrakt.

Tiltalte har videre forklaret, at han mellem den 11. og 21. marts 1991 læste afhøringsrapporten af 11. marts 1991. Han vil ikke oplyse, hvor han havde rapporten fra. Han blev ved at læse rapporten opmærksom på, at Ove Hansen kunne have været nævnt i forbindelse med afhøringen af Jane Nielsen i december 1981, uden at det var kommet med i rapporten af 30. december 1981. Han fandt, at de, der den 11. marts 1991 havde foretaget afhøring af hende, burde have boret deri.

Tiltaltes chef, Preben Wilhjelm, var stærkt kritisk over for en fortsættelse af sagen, men gav tilladelse til yderligere research.

Tiltalte tog derfor den 21. marts 1991 efter at have undervist på et kursus i Nordjylland kontakt til Jane Nielsen. Han traf ved henvendelse på hendes bopæl hendes søn, der oplyste, at hun kørte taxa, og det lykkedes tiltalte at få hende bestilt til at komme til det hotel, hvor tiltalte opholdt sig. Da hun kom til hotellet, talte han med hende i taxaen. Han præsenterede sig og oplyste, at han havde hørt, at hun skulle have kørt bag Ove og Mads den dag, Oves kone var blevet myrdet. Jane Nielsen bekræftede dette og oplyste tid og sted for kørslen. Hun oplyste videre, at hun i 1981 havde fortalt til politiet, at hun havde kørt bag Ove og Mads. Hun forklarede videre som senere i udsendelsen. Tiltalte spurgte hende, hvordan afhøringen den 11. marts 1991 havde fundet sted, og hun havde svaret, at det var på Frederikshavn politistation, og at det var Kaj Nielsen, som havde afhørt hende. Tiltalte sagde til hende, at det ikke kunne passe, fordi statsadvokaten havde lovet, at Frederikshavns politi ikke måtte være involveret i undersøgelserne til brug for Klageretten, men hun fastholdt.

Hun forklarede videre, at kriminalassistent Frank B. Madsen i 1981 på hendes oplysning om, at Mads var med i bilen, havde sagt, at dette ikke kunne passe. Dette var korrekt set fra den pågældende betjents side, idet Ove Hansen på det tidspunkt havde forklaret, at han var alene i bilen. Det var først på et senere tidspunkt, at Ove Hansen under en ændret forklaring havde oplyst, at Mads var til stede i bilen. Denne nye forklaring fra Ove Hansens side blev afgivet den 26. januar 1982.

Jane Nielsen fortalte i taxaen, at hun var blevet ringet op af Nikolajsen, der sagde, at en kvindelig taxachauffør havde nogen viden om Ove Hansen-sagen, at hun var blevet afhørt af Frederikshavns politi af Kaj Nielsen og Karl Nikolajsen, og at hun ikke blev forevist den gamle rapport. Hun oplyste, at Nikolajsen den 11. marts 1991 spurgte hende, om hun i 1981 havde sagt sådan, som hun nu sagde, hvilket hun bekræftede, uden at den tidligere rapport blev foreholdt hende. Tiltalte regnede ikke med, at der var foretaget nogen rapport vedrørende den telefoniske afhøring, notatet (side 379).

Vedrørende Jane Nielsens rute til begravelsen oplyser tiltalte, at Jane Nielsen fortalte, hun var hos købmanden på vej til begravelsen, hvorfor hun kørte en omvej.

Jane Nielsen kunne huske tidspunktet for sin iagttagelse af Ove Hansen på grund af en begravelse kl. 13. Oplysningen vedrørende denne begravelse blev kontrolleret af medtiltalte Jørgen Pedersen.

Tiltalte havde endvidere spurgt Jane Nielsen, om hun i 1991 havde set rapporten fra 1981. Hun benægtede dette og oplyste for tiltalte, at det havde undret hende, dels fordi hun nu skulle underskrive den rapport, der blev afgivet, dels fordi den gamle rapport, som hun ikke måtte se, men som hun kunne se, Nikolajsen sad med, så så kort ud. Tiltalte kan ikke under samtalen den 21. marts 1991 i taxaen have lovet Jane Nielsen, at han ville vise hende den pågældende rapport, men han kan have sagt til hende, at han ville forsøge at skaffe den. Tiltalte havde på daværende tidspunkt ikke selv været i besiddelse af den og var heller ikke bekendt med, hvad der stod i den. Tiltalte havde på det tidspunkt hverken haft kontakt med advokat Wagner eller dennes hustru vedrørende Jane Nielsen. Han aftalte et interview under optagelse med Jane Nielsen. Det blev aftalt til den 4. april 1991 kl. 9.30 i hendes hjem. Jane Nielsen udtalte ingen betænkeligheder ud over, at hun meddelte, at hendes mand tidligere havde været gift med Sinne Johansen, og at politiet måske ville inddrage denne omstændighed senere. Hun oplyste dog for tiltalte, at de på grund af det tidligere ægteskab ikke var gode venner og ikke talte sammen. På tiltaltes spørgsmål til Jane Nielsen om, hvorfor hun ikke var kommet frem med sin viden før nu, oplyste hun, at hun jo havde afgivet forklaring til politiet. Det var først, da hun under udsendelsen hørte, at Sinne Johansens forklaring stemte med hendes iagttagelser, at hun havde fundet anledning til at fortælle, hvad hun vidste. Tiltalte sagde i taxaen til Jane Nielsen, at han ikke vidste, om det, hun havde fortalt, var så relevant, at det kunne medføre en tilladelse til at lave et tv-program.

Tiltalte fandt ikke, at der var modstrid mellem politirapporten af 11. marts 1991 og det, Jane Nielsen fortalte ham, men han fandt, at rapporten burde have givet anledning til yderligere efterforskning fra politiets side vedrørende rapporten fra 1981, 0-22 rapporten.

Den 4. april 1991 kom tiltalte med filmholdet som aftalt. Han gik op til Jane Nielsen alene. Hun var i lejligheden sammen med sin mand og mor eller svigermor. Hun syntes, det var uheldigt at optage nu, fordi hun var forkølet og havde det dårligt. Tiltalte overtalte hende imidlertid til at medvirke alligevel om aftenen på hotellet. Hun spurgte, om tiltalte havde skaffet rapporten af 30. december 1981, hvilket tiltalte bekræftede, hvorpå han viste hende den. Han tog den imidlertid med, da han forlod hende.

Tiltalte har vedrørende optagelsen af interviewet med Jane Nielsen på hotellet den 4. april 1991 forklaret, at han kom lidt før og fortalte Jane Nielsen, hvorledes interviewet ville foregå. Han sagde, at det drejede sig om den efterfølgende kontakt med politiet, om Nikolajsens telefonopringning og om den senere afhøring foretaget af Nikolajsen og Kaj Nielsen. Denne indledning varede kun ganske kort tid, måske 5 minutter. Han gik derefter sammen med Jane Nielsen ind i naboværelset, hvor tv-holdet opholdt sig. Under tiltaltes interview af Jane Nielsen fulgte medtiltalte Jørgen Pedersen med for at kontrollere, at alt relevant var blevet berørt. Umiddelbart efter optagelsen sagde han, at det burde tages om, idet der var visse unøjagtigheder. Jane Nielsen havde for eksempel på et tidspunkt sagt »dengang« i stedet for at nævne en relevant dato eller klokkeslæt. Det blev derfor besluttet straks at foretage interviewet én gang til. Indholdsmæssigt blev det det samme, men mere præcist. Tiltalte har ikke efter udsendelserne kørt råbåndene for sig selv.

Foreholdt forsvarernes ekstrakt side 133 (Jane Nielsens forklaring til Klageretten) oplyser tiltalte, at han »styrede« ved, at det var ham, der stillede spørgsmålene.

Vedrørende anklagemyndighedens ekstrakt side 315 (politirapport af 25. april 1991) oplyser tiltalte, at han sagde til Jane Nielsen, at hun ikke skulle sige under interviewet, at hun havde set rapport 0-22 i formiddags. Der blev ikke under interviewet talt om nogen anden rapport. Det var blot en slutning Jane Nielsen drog, da det blev oplyst, at hendes forklaring vedrørende hendes iagttagelser angående Ove Hansen ikke var med i rapport 0-22.

Vedrørende anklagemyndighedens ekstrakt side 315 (samme politirapport) oplyser tiltalte, at han spurgte Jane Nielsen, om hun var 100% sikker på det, hun sagde. Dette havde tiltalte spurgt hende om allerede under mødet i hendes taxa. Han spurgte hende endvidere, om det, hun sagde, var noget, Ove Hansen havde sagt, at hun skulle sige, hvilket hun benægtede.

Vedrørende rapporten 0-22 (anklagemyndighedens ekstrakt side 39) oplyser tiltalte, at Jane Nielsen, da hun så den, bestred, at den i rapporten nævnte afhøring kunne have fundet sted den 30. december 1981. Tiltalte foretog nogle undersøgelser i den anledning, vistnok af kørebøger. Tiltalte mener ikke, at de nåede til noget klart resultat.

Vedrørende anklagemyndighedens ekstrakt side 320 (rapport af 27. april 1991) oplyser tiltalte, at han ikke kan huske, at han viste Jane Nielsen et anonymt brev. Han har haft det i hænde og kan have vist hende det.

Tiltalte talte efterfølgende med Jane Nielsens mand, der uafhængigt af hende bekræftede hendes forklaring.

Umiddelbart før udsendelsen »Politiets blinde Øje« blev sendt, ringede han til Jane Nielsen for at fortælle, at den ville blive sendt, og at hun ville komme med. Han gjorde det for at forberede hende på, at hun nok ville blive kimet ned. Foreholdt Jane Nielsens forklaring for Klageretten (forsvarernes ekstrakt, side 134) oplyser tiltalte, at Jane Nielsen, da han ringede hende op, ikke spurgte ham, om hendes medvirken kunne klippes fra. Han er helt sikker herpå, idet han i så fald ville have draget hendes udsagn i tvivl. Han kan huske, at hun undrede sig over, at udsendelsen kom så hurtigt efter, at den var optaget.

Efter at udsendelsen var blevet sendt, ringede hun tiltalte op og fortalte, at hun var blevet truet på livet. Tiltalte købte en båndoptager til hende, som hun kunne slutte til sin telefon, så hun havde mulighed for at dokumentere truslerne, hvis der kom flere.

Jane Nielsen ringede til tiltalte forrige mandag i anledning af nærværende sag. Hun var blevet indkaldt som vidne. Tiltalte sagde, at de ikke kunne tale sammen.

Forsvarerne gjorde opmærksom på, at det i anklagemyndighedens ekstrakt side 379 indsatte notat af 18. oktober 1990 først blev fulgt op af en rapport, der er indsat som side 377, den 2. maj 1991. Den som side 291-292 indsatte rapport af 11. marts 1991 er optaget, mellem notatet er foretaget og det på dette hvilende rapportmateriale.

Tiltalte oplyser, at der ikke er ydet Jane Nielsen nogen form for vederlag. Hun har på et tidspunkt fået en danskvand.

Foreholdt anklagemyndighedens ekstrakt side 15 forklarer tiltalte, at han talte med Birgit Kristensen og hendes mand. Birgit Kristensen udtalte sig ikke med usikkerhed, og tiltalte betvivlede det heller ikke, fordi det svarede til, hvad der var oplyst til politirapporterne. Birgit Kristensen oplyste, at hun først var blevet afhørt af politiet, men da var usikker med hensyn til tidspunktet for sine iagttagelser. Hun ringede senere til politiet den 22. december 1981 og fortalte politiet, at hun nu kunne huske det, fordi hun havde været hos frisør. Det, tiltalte især havde til formål med sin omtale af det passerede fra Birgit Kristensens side, var, at politiet havde ventet fra den 22. december 1981 til den 29. januar 1982 med at tage kontakt til damefrisøren for at få verificeret tidspunktet. Damefrisøren sagde ikke med sikkerhed, at hendes ordrebøger måtte have været til stede, men udtalte, at hun var blevet opsøgt af toldvæsenet, og at hun havde dem i forvaring.

Det er efterfølgende konstateret, at formaningen fra toldvæsenet er givet damefrisøren på et senere tidspunkt.

Ingen har fortalt de tiltalte om, at de havde set en rapport med oplysning om, at Jane Nielsen i 1981 havde fortalt politiet om en iagttagelse af Ove og Mads den 12. december 1981. Da de tiltalte blev klar over, at Jane Nielsen i rapporten af 11. marts 1991 havde sagt, at hun havde afgivet forklaring til politiet, ud over hvad 0-22 rapporten indeholdt, betvivlede tiltalte dette. Han fandt imidlertid ved researchen ud af, at hun måtte have fortalt om sine iagttagelser vedrørende Ove Hansen. Han var efter recearchen ikke i tvivl herom. Tiltalte forsøgte meget aktivt at få Kaj Nielsen til at medvirke også ved at forsøge at lade statsadvokaten få ham til det. Tiltalte fandt Kaj Nielsens medvirken væsentlig. Han ville have spurgt Kaj Nielsen om, hvorfor Jane Nielsens forklaring ikke var anført i en rapport, hvis Kaj Nielsen ville have medvirket i udsendelsen. Han følte, at når han ikke kunne stille spørgsmålene til Kaj Nielsen, måtte han stille dem til seerne.

Da tiltalte havde foretaget undersøgelserne vedrørende Jane Nielsens troværdighed, følte han sig overbevist om, at hun var til at stole på, og at hun havde fortalt til politiet, som hun nu fortalte, hun havde gjort. Tiltalte var godt klar over, hvad han med udsendelsen ville sætte i gang. Det blev drøftet meget med tiltaltes overordnede, Preben Wilhjelm.

Der blev anvendt meget store ressourcer på efterforskningen (research) i forbindelse med udsendelsernes optagelse. Tiltalte har foretaget interview med mange flere end de, der medvirkede i udsendelserne. Nogle blev frasorteret som utroværdige. Årsagen til, at tiltalte opsøgte folk flere gange før et interview, var, at han ville være sikker på, at det var en forklaring, som kunne holde. Der lå meget store overvejelser til grund, før man valgte det, der blev sendt.

Der er kun én af de medvirkende, der efterfølgende har klaget over at være blevet misklippet, men det er senere blevet gendrevet. Dette er ført til protokol af Østre Landsret i forbindelse med forligsteksten side 3 (forsvarernes ekstrakt side 171).

Tiltalte Jørgen Pedersen har forklaret, at han har været ansat ved Danmarks Radio fra 1978-79, først som freelance ved radioen. Fra 1980 havde han kontakt med medtiltalte Baadsgaard. Han blev fastansat i 1984. De lavede først dokumentarprogrammer til ungdomsredaktionen. Senere var de sammen i Dokumentarafdelingen.

På et tidspunkt under efterforskningen fik tiltalte en kasse papirer fra Ove Hansens bror. Disse papirer havde været brugt af ham i forbindelse med henvendelse til 2 advokater under forsøg på at få sagen genoptaget. Tiltalte tog et møde med advokat Morten Wagner, der gav dem en redegørelse på ca. 90 sider vedrørende sine undersøgelser til brug for eventuel genoptagelse. Tiltalte havde endvidere en samtale med statsadvokat Stigel og talte med kriminalinspektør Kaj Nielsen, vistnok 3 gange. Der blev herunder blandt andet talt om, i hvilket omfang politiet ville medvirke. Kriminalinspektøren gav udtryk for, at han ikke ville medvirke uden tjenstlig ordre dertil. Det undrede tiltalte, at Kaj Nielsen straks ved første samtale hurtigt gjorde tiltalte opmærksom på, at Ove Hansen var psykopat, og at der ikke var tvivl om hans skyld. Under tiltaltes efterforskning gav statsadvokaten enkelte gange ordre til, at nogle fotos skulle udleveres til tiltalte.

Sinne Johansen reagerede på en annonce, som tiltalte havde indrykket med henblik på at få kontakt med personer, som havde kendskab til sagen. Hun fortalte om sine iagttagelser ved Mølleparken. Tiltalte var klar over hendes iagttagelsers betydning, talte med Sten Baadsgaard derom og tog straks ud til Sinne Johansen. Han spurgte hende ud om, hvad årsagen var til, at hun så sikkert kunne huske dato og klokkeslæt. Begge dele blev begrundet f.eks. ved den omstændighed, at Ove Hansen havde barberet skægget af. Tiltalte fik endvidere efterfølgende tidspunkterne bekræftet, blandt andet ved at checke hendes oplysning om lukketid i Brugsen og om tidspunktet for et bingospil. Han undersøgte endvidere ved hjælp af hendes time- og lønsedler, at det var korrekt, at hun havde været på arbejde den pågældende dag, og han checkede endvidere hos fiskehandleren og Sinne Johansens broder.

Tiltalte spurgte hende, hvorfor hun først nu fandt det vigtigt at oplyse om sine iagttagelser. Hun svarede hertil, at det havde fremgået af avisen, at mange havde set Ove Hansen i Mølleparken. Hun var ikke klar over, at det var tidspunktet for hendes iagttagelse, der var afgørende for tiltalte.

Sinne Johansen var knotten på politiet, fordi hendes datter havde en bekendt, der havde været hos politiet med en oplysning, som var blevet afvist med en bemærkning om, at Ove Hansen var den, der havde myrdet sin kone. Den veninde, som Sinne Johansen havde talt med, da hun havde set Ove Hansen, var død, da tiltalte foretog sin efterforskning.

Efter at have talt med Sinne Johansen talte tiltalte med dennes datter, Jytte Nielsen. Jytte Nielsen fortalte, at en bekendt, P.E. Letz, havde kontaktet politiet om nogle iagttagelser, han havde gjort, og følt sig afvist. Hun var derfor negativt stemt over for politiet.

Politiet havde endvidere haft kontakt med Jytte Nielsens tidligere samlever, der havde fortalt politiet, at han havde været sammen med Ove Hansen på værtshus aftenen før 12/12-81, og på vej derfra havde de »delt« en taxa. Jytte Nielsen oplyste ikke for tiltalte noget om, at hendes samlever var blevet afhørt af politiet.

Efter at »Dømt for mord« var udsendt i september 1990, blev der i Danmarks Radio diskussion om dens genudsendelse. Generaldirektøren var imod dette, og dette gav anledning til intern uro. Genudsendelsen fandt imidlertid ikke sted.

Den 1. januar 1991 afløste Preben Wilhjelm Keld Veirup som producent.

I marts 1991 fik tiltalte kendskab til Jane Nielsen. Dette skete ved en oplysning fra Frederikshavn, hvoraf det fremgik, at hun da var blevet afhørt af politiet. Tiltalte fik tilsendt afhøringsrapporten. Preben Wilhjelm afviste imidlertid på dette grundlag at lave »follow up«.

De tiltalte skulle i anledning af det civile søgsmål fra »skolelæreren« til Frederikshavn nogle gange, og Baadsgaard tog i den forbindelse, for bedre at have et grundlag for en »follow up«, kontakt med Jane Nielsen. Tiltalte skulle i den forbindelse undersøge hendes troværdighed. Han talte med hendes arbejdsgiver og en kollega, der begge omtalte hende som en pålidelig og stabil arbejdskraft. Han opsøgte chefredaktøren for Frederikshavn Avis for at sikre sig Jane Nielsens troværdighed. Denne bekræftede, at det var en dame, han kunne stole på. Andre fortalte, at hun var meget aktiv i sin fritid vedrørende et ridecenter. Vidnet stødte ikke under sine undersøgelser på noget, der kunne antyde, at hun hørte til i »uheldige miljøer«.

Til brug for researchen angående begravelsen noterede han medtiltaltes oplysninger fra Jane Nielsen ned og gik også til avisarkivet og fandt dødsannoncen. Det fremgik heraf, at den pågældende slægtning var død. Han tog derefter til plejehjemmet, hvor det ligeledes blev bekræftet, at hun var død på det tidspunkt. Jane Nielsen havde oplyst, at hun fra sin bopæl var kørt til købmanden og derfra til nogle slægtninge, hvor begravelseskaffen skulle foregå, før hun var kørt til Ugilt Kirke. Tiltalte så graven og kørte derpå den rute, som Jane Nielsen havde oplyst, blot i den modsatte retning. Han fandt ikke, at der var noget påfaldende, der kunne rokke ved hendes oplysninger. Klokkeslættet for begravelsen fik tiltalte ikke bekræftet, men han konstaterede, at Jane Nielsens forklaring herom svarede til hendes forklaring, som gengivet i politirapporten af 11. marts 1991.

Tiltalte så hende ikke før interviewet. Tiltalte har heller ikke talt med Jane Nielsen, efter optagelserne var sluttet, og før de blev sendt.

Tiltalte blev senere ved en oplysning fra Preben Wilhjelm, som var blevet givet denne af rigsadvokat Asbjørn Jensen, klar over, at begravelsen i virkeligheden havde fundet sted kl. 14. Tiltalte tog til Frederikshavn for at kontrollere det og konstaterede, at det var rigtigt. Det passede imidlertid ikke med forskellige oplysninger vedrørende køreplaner for offentlige transportmidler, som begravelsesgæsterne havde anvendt. Det viste sig, at flere var kommet i god tid til begravelsen på grund af forberedelsesarrangementer. Tidspunktet for Jane Nielsens kørsel blev herefter mere »elastisk«, idet der havde været bedre tid for hendes kørsel til begravelsen. Den ændrede oplysning ville ikke have rokket ved tiltaltes tillid til hendes forklaring.

Han kontaktede Brian Frederiksen (købmandens lærling), fordi denne under nævningesagen havde oplyst, at han havde påhørt Ove Hansen true sin hustru. Under samtalen med Brian fortalte denne selv om, at han ikke havde været i kælderen. Da tiltalte kom tilbage med denne oplysning, blev han enig med medtiltalte om, at de straks skulle tage tilbage til Brian, der da boede i Brande. De medtog såvel politirapporter som retsbog. Da de foreholdt Brian det, sagde denne, at han ikke vidste, hvordan det kunne være kommet i retsbogen, for det kunne han aldrig have forklaret. Han sagde videre, at hvis han som 18-årig havde været i en kælder for at søge efter et lig, ville han bestemt have husket det. Tiltalte havde ved sit første besøg hos Brian bedt denne om at opsøge sin daværende arbejdsgiver, købmanden, for at få denne til at af- eller bekræfte, at han havde været i kælderen. Da tiltalte og medtiltalte på ny var ovre hos Brian, oplyste han, at han havde taget kontakt med købmanden, som bekræftede, at han ikke havde været med i kælderen.

Tiltalte Baadsgaard forklarer vedrørende Brian Frederiksens medvirken, at de kom til Brande fra Frederikshavn, og da de mødte ham, skulle han handle hus, hvorfor han ikke var meget for at medvirke. Han indvilgede dog, da han hørte, hvor kort tid det ville tage.

Tiltalte Jørgen Pedersen forklarer videre, at årsagen til, at han opsøgte rutebilejeren, Henning Nielsen, var, at statsadvokat Stigel under nævningesagen havde brugt politirapporten vedrørende rutebilejerens forklaring som eksempel på, at man ikke kunne stole på, hvad Ove Hansen forklarede. Tiltalte ville med sit forehold af politirapporten for rutebilejeren høre, om rapporten svarede til rutebilejerens iagttagelser, hvilket det viste sig, at den ikke gjorde. Han gav over for tiltalte udtryk for, at den ikke gav nogen mening, idet han i så fald måtte have standset for at tage Ove Hansen op og derpå, efter at have kørt ca. 500 meter, have sat ham af mellem 2 stoppesteder. Politirapporten blev således under udsendelsen brugt som et eksempel på, hvor vigtigt det er, at de afhørte får mulighed for at gennemlæse og bekræfte deres forklaring til rapport. Han har besøgt Henning Nielsen 3 gange. Den ene af gangene var det for at aftale det praktiske vedrørende optagelsen.

Tiltalte tilføjer, at han løbende holdt statsadvokat Stigel orienteret om, hvad de nåede frem til. Han forelagde endvidere statsadvokaten skriftligt deres konklusion og bad ham oplyse, hvad anklagemyndigheden havde lagt vægt på under nævningesagen. Dette blev besvaret af statsadvokaten.

Tiltalte fortalte endvidere Kaj Nielsen om »den tomme stols virkning«.

Politimesteren oplyste, at han ikke kunne give Kaj Nielsen ordre til at stille sig til rådighed i pressen.

Preben Wilhjelm har som vidne forklaret, at han tiltrådte som producent den 1. januar 1991. Han havde således ikke været chef for de tiltalte under den første udsendelse, »Dømt for mord«.

Omkring den 18. marts 1991 blev vidnet orienteret af de tiltalte om, at der var et nyt vidne, som ikke var kendt under den tidligere udsendelse. De tiltalte rejste spørgsmålet om, hvorvidt det skulle overvejes at lave en opfølgende udsendelse på grund af det vidne, der nu var dukket op. Vidnet kom herved i en prekær situation, idet det var blevet besluttet fra højere sted, at den første udsendelse ikke måtte genudsendes. Det kunne nu virke som en provokation, hvis der blev lavet en opfølgende udsendelse.

Vidnet fik refereret rapporten af 11. marts 1991. Vidnet læste den ikke som det, den viste sig at være. Han troede først, at der blot var tale om et nyt vidne. Han så, hvem der havde optaget rapporten, men blev ikke umiddelbart klar over, at dette havde betydning. Dette gjorde Baadsgaard ham imidlertid opmærksom på.

Den følgende nat blev vidnet ringet op af tiltalte Baadsgaard, der oplyste, at han mente, at der lå mere i rapporten af 11. marts 1991 end det, de havde set ved det første øjekast. De havde da troet, at der var tale om et nyt vidne, men ved nærlæsning mente Baadsgaard, at det fremgik af rapporten, at det, Jane Nielsen havde fortalt, havde hun i virkeligheden også meddelt politiet omkring nytår 1981-82. Han læste den pågældende passage fra rapporten af 11. marts 1991 op for vidnet i telefonen. Vidnet sagde, at de kunne se på det den følgende dag. Da vidnet læste rapporten igen, fandt han, at det måtte bekræftes, at det var det, Jane Nielsen mente, hvilket det blev. Vidnet følte det imidlertid stadig noget provokatorisk at gå ind i arbejdet med en opfølgende udsendelse. Han sagde således til de tiltalte: »Det kan jo også være noget, hun siger nu«. De gik dog ind i en nærmere research dels af, hvorvidt det var sandsynligt, at Jane Nielsen tidligere havde sagt, hvad hun oplyste, hun havde sagt, dels af hendes troværdighed. Det var især Baadsgaard, der havde kontakten med Jane Nielsen, medens det var Jørgen Pedersen, der foretog den øvrige research.

Jane Nielsens forklaring til Baadsgaard viste sig at stemme med rapporten af 11. marts 1991. Hun kunne endvidere huske tidspunktet på grund af bedstemoderens begravelse. Det passede med datoen for drabet. Hun blev endvidere foreholdt spørgsmålet om, hvorfor hun ikke havde meldt sig med sine iagttagelser før, idet der havde været annoncering efter vidner. Hun forklarede hertil, at hun mente, at hun til politiet havde forklaret om sine iagttagelser.

Det viste sig, at Jane Nielsens søn og mand havde været til stede under den første afhøring af hende i 1981-82. Hendes søn var da mindreårig. Hendes mand bekræftede imidlertid, at hun havde fortalt om sine iagttagelser vedrørende Ove Hansen.

I oktober 1990 havde Karl Nikolajsen ringet Jane Nielsen op og spurgt hende, om hun kendte noget til den gamle sag. Hun fortalte da, hvad hun tidligere havde fortalt dels om den Peugeot, som viste sig at være uden betydning, og dels om Ove og Mads i bilen. Der var ikke udfærdiget nogen rapport vedrørende Karl Nikolajsens opringning i oktober 1990. Det viste sig imidlertid, at hendes forklaring om, at han havde ringet hende op, passede.

Jane Nielsen blev afhørt af Nikolajsen og Nielsen, efter at Morten Wagner havde begæret hende afhørt. Hun fortalte Baadsgaard, at Karl Nikolajsen og Kaj Nielsen ikke over for hende gav udtryk for undren over, at hun sagde, at det, hun fortalte dem nu, havde hun tidligere fortalt politiet i 1981-82.

Under tiltalte Jørgen Pedersens research vedrørende Jane Nielsens renommé kom der kun positive udtalelser. Vidnet kan blandt andet huske, at chefredaktøren for Frederikshavns Avis havde givet udtryk for, at hende kunne de trygt stole på.

Det, der slog »hovedet på sømmet« vedrørende Jane Nielsens forklaring om, at hun i 1981-82 havde talt med politiet om sagen, var, at hun nu fortalte, at den ene af de afhørende betjente havde sagt til hende, at det kunne passe, hvad hun fortalte om Ove, men at det i hvert fald ikke kunne passe, at Mads var med. Denne udtalelse fra betjenten var korrekt set fra betjentens side, idet Mads efter Ove Hansens forklaring på det tidspunkt ikke havde været med i bilen. Først senere ændrede Ove Hansen sin forklaring, idet han oplyste, at Mads havde været med i bilen.

Vidnet var indforstået med, at Jane Nielsens forklaring til Baadsgaard blev lagt til grund. Han tiltrådte speakerteksten til udsendelsen. Han oplyste, at han fik oplysning om, at 2 personer ved politiet havde givet udtryk for, at de to, der havde foretaget afhøringen i 1981-82, næppe ville have turdet undertrykke hendes forklaring. Vidnet sagde, at det var tilstrækkeligt, da han havde fået oplyst navnet på den ene af personerne.

Vidnet fandt det besynderligt, at Frederikshavns politi deltog, efter det var blevet bestemt, at de ikke måtte deltage. Især at det kun var denne centrale del fra den gamle efterforskning, at Frederikshavns politi deltog i. Vidnet fandt det endvidere underligt, at Karl Nikolajsen lige præcis ringede til Jane Nielsen efter at have modtaget det anonyme brev om en kvindelig taxachauffør, idet der var adskillige kvindelige taxachauffører i Frederikshavn på det tidspunkt. Han undrede sig endvidere over, at der ikke var blevet lavet rapport fra Karl Nikolajsens side vedrørende dennes telefoniske henvendelse, der viste sig at have fundet sted, og at Jane Nielsen ikke var blevet kaldt til en egentlig afhøring efter telefonopringningen. Dette skete først, da advokat Wagner krævede det.

Endelig fandt vidnet det underligt, at det lige præcis var Karl Nikolajsen, som havde været med under den første efterforskning fra Rejseholdet, der foretog afhøringen af Jane Nielsen, og at Kaj Nielsen havde fået lov til at være til stede. Der var ikke andre end Jane Nielsen, der var blevet afhørt på denne måde.

Vidnet har set hele råbåndet før redigering. Vedrørende Jane Nielsen var der tale om 2 optagelser. De var identiske, bortset fra at der var et tidspunkt, som ikke var tilstrækkeligt præciseret i den første, således at det kunne misforstås, hvornår noget havde fundet sted. Dette blev præciseret ved et årstal i det næste interview. Vidnet mener højst, der var et minut mellem dem. Vidnet er ikke sikker på, at præciseringen blev foretaget af Jane Nielsen i det andet interview, men ved en præcisering fra Baadsgaards side, som blev bekræftet af Jane Nielsen.

Vidnet havde som nævnt ikke været ansvarlig for den første udsendelse. Han var imidlertid bekendt med præmissen og var indforstået med, at den næste udsendelse skete under samme præmis.

Jane Nielsen har som vidne forklaret, at hun fik kontakt med Danmarks Radio i marts 1991. Sten Baadsgaard havde bestilt en vogn til Jutlandia, og det var hende, der kom. Hun talte med ham i taxaen. Han præsenterede sig og sagde, at han kom fra Danmarks Radio. Han sagde, at han havde hørt, at hun var blevet afhørt i sagen fra 1981, og ville vide, om det passede, hvilket hun bekræftede. Hun fortalte, at hun var blevet ringet op af Nikolajsen efter udsendelsen. Mødet i taxaen var ganske kort. De aftalte at mødes den 4. april 1991. Nok i marts 1991 blev vidnet ringet op af fru Wagner. Vidnet mener ikke, at hun har fortalt dette til Baadsgaard. Foreholdt rapporten af 27. april 1991 (anklagemyndighedens ekstrakt, side 325) oplyser vidnet, at hun ikke har sagt det, der er nævnt de 2 næste linier efter omtalen af samtalen med fru Wagner. Hun underskrev uden at gennemlæse, idet hun var blevet afhørt i 10 timer. Hun fortalte Baadsgaard, at hun havde kørt efter Ove den dag, hun skulle til begravelse.

Hun har i 1991 efter den første udsendelse kørt for Ove, og da fortalt ham, at hun havde talt med Nikolajsen. Hun sagde til Ove, at det var mærkeligt, at Nikolajsen ikke var vendt tilbage til sagen. Ove svarede ikke noget særligt. Han er måske gået videre til advokat Wagner med hendes oplysning. Vidnet kunne efter at have set »Dømt for mord« ikke forstå, at hun ikke var blevet afhørt. Hun sagde dette til Ove og til de andre betjente.

Vidnet blev foreholdt, at hun til politirapporten den 27. april 1991 (anklagemyndighedens ekstrakt side 318 ff) flere gange har udtalt noget, som ikke kan passe. De pågældende steder bliver foreholdt hende nøje. Hun erklærer, at det ikke er usandt, at hun har sagt som anført, men årsagen hertil var, at hun fik besked på, hvorledes det var foregået, og fik fornemmelsen af, at det ikke kunne nytte, at hun sagde noget andet.

Foreholdt, at det ikke fremgår af rapporterne, at hun har nævnt for Ove Hansen, at det var mærkeligt, at Nikolajsen ikke vendte tilbage, oplyser hun, at denne samtale om Nikolajsen muligvis har fundet sted på et langt senere tidspunkt.

Vidnet oplyser, at samtalen med Ove Hansen i taxaen, hvor hun fortalte, at hun havde været ved at køre ind i ham, fandt sted på et ret tidligt tidspunkt, idet hun kan huske, det også da var glat. Hendes oplysning til Ove Hansen om, at hun ikke kunne forstå, at Nikolajsen ikke »vendte tilbage«, fandt sted på et senere tidspunkt. Det var, efter at hun havde set »Dømt for Mord«. Hun gav oplysning til Isager og Bigum om begge samtalerne med Ove Hansen.

Vidnet er sikker på, at hun før »Politiets blinde Øje« havde samtalen med Ove Hansen, og at den ligeledes lå før samtalen med Charlotte Wagner. Vidnet bekræftede over for Charlotte Wagner, at hun var blevet afhørt i 1981, og fortalte, hvad hun havde sagt til politiet.

Den 4. april 1991 kom Baadsgaard kl. 10 som aftalt. De talte om sagen, og hun fortalte, hvad hun havde sagt i 1981 til politiet. Hun fortalte, at hun var blevet afhørt ca. 1-2 uger efter, at Brita var forsvundet. Vidnet var sammen med de andre taxachauffører allerede dagen efter blevet forevist et billede af Brita og Ove. Afhøringen af hende derefter var efter jul. Børnene var startet i skolen. Hun fortalte Baadsgaard, at dateringen var forkert. Hun mener først, at hun så rapporten 0-22 om aftenen på Jutlandia, men er ikke sikker. Hun sagde sikkert, at hun gerne ville se rapporten. Hun er sikker på, at Baadsgaard ikke har lovet hende, at han ville vise hende rapporten, men han viste hende den. Hun kan ikke huske, om hun så den før interviewet. Hun ved ikke, om hendes mand har set den. Det var ikke forud aftalt, at der skulle ske tv-optagelse om formiddagen, men om formiddagen blev det aftalt, at der skulle laves et tv-interview. Vidnet var betænkelig. Hun valgte imidlertid at være med, idet hun tænkte, at det, der var sket, kunne ske for en selv. Optagelsen varede nok 15-20 minutter. Den blev taget om, fordi hun hostede. Hun mener ikke, at der var anden årsag. Foreholdt politirapporten i anklagemyndighedens ekstrakt (side 315-16) oplyser hun, at Isager sagde, at årsagen til, at den skulle tages om, var, at hun havde sagt »mener« eller »tror«, og at hun skulle have sagt »100% sikkert«. Dette blev fastholdt af Isager, hvorfor hun bøjede sig til sidst. Hun sagde: »Du kan skrive, hvad du vil«. Hun kunne ikke overbevise dem om noget.

Foreholdt, at det kan skyldes, at et årstal skulle præciseres, at interviewet skulle køres om, bekræfter vidnet, at dette kan passe.

Vidnet oplyser, at Baadsgaard mere end en gang sagde til hende, at hun skulle være 100% sikker på, hvad hun sagde. Hun skulle sige sandheden og kun det, hun kunne huske.

Vidnet bekræfter udskriften fra Den særlige Klageret og landsretten, henholdsvis forsvarernes ekstrakt side 132 og anklagemyndighedens ekstrakt side 245.

Sten Baadsgaard sagde 3 dage før til hende i telefonen, at udsendelsen ville blive sendt. Hun har sikkert spurgt ham, om det ikke kunne vente. Foreholdt anklagemyndighedens ekstrakt side 328 oplyser hun, at hun tror, at hun har spurgt, om han kunne klippe hende væk. Han svarede, at det var sat på, og hun accepterede så, at det måtte tages med.

Foreholdt forsvarernes ekstrakt side 134 oplyser vidnet, at Baadsgaard, en uge før sagen skulle for i Klageretten, havde sagt, at hun skulle sige sandheden.

Foreholdt anklagemyndighedens ekstrakt side 246 foroven bestrider vidnet ikke, at hun har sagt som anført i Vestre Landsret.

Vedrørende rapport nr. 0-22 oplyser vidnet, at hun fortalte, at Ove Hansen havde kørt foran hende. De betjente, som optog rapporten, havde imidlertid hverken papir eller blyant med. Der var stor diskussion. Vidnet har nok ikke på det tidspunkt sagt noget om begravelsen. Hun har givet sagt det nøjagtige tidspunkt for, hvornår det foregik, fordi det var så kort tid efter, at hun blev afhørt.

Foreholdt anklagemyndighedens ekstrakt side 311 oplyser vidnet, at det er korrekt som anført, men hun har dog ikke sagt, at hun ville få Baadsgaard på nakken. Det var, da hun begyndte at få mordtrusler, hun ville trække afhøringen tilbage. Foreholdt rapporten side 312, bekræfter hun, at hun sagde som anført. Hun havde før afhøringen fået mordtrusler.

Foreholdt rapporten side 313 oplyser vidnet, at hun kendte Ove og Brita gennem sit arbejde. Hun bestrider ikke, at hun har sagt til politiet som anført for at få afsluttet afhøringen.

Foreholdt forsvarernes ekstrakt side 132 vedrørende Den særlige Klageret forklarer vidnet, at hun kunne ved afhøringen fra Madsens side huske, at det var den dag, hendes bedstemor var blevet begravet, hun så Ove. Vidnet skulle til en moster i Østre Vrå, for at de kunne følges ad. Da hun så udsendelsen, blev hun klar over, at begravelsen havde været kl. 14 og ikke kl. 13. Hun kontaktede præsten, der bekræftede, at den havde været kl. 14. Hun sagde senere, at hun havde glemt en krans. Det viste sig imidlertid at have været ved en anden begravelse, at hun glemte den. Hun havde i den periode været til 3 begravelser.
Foreholdt anklagemyndighedens ekstrakt side 295, 297, 300 og side 320-325 oplyste vidnet, at hun ikke kan huske, at hun har forklaret som anført. De mange modstridende forklaringer skyldtes, at politiet fastholdt, at hendes tidspunkter ikke kunne passe.

Få dage før hun skulle møde i Klageretten, ringede Isager og sagde til hende, at hun ville kunne få problemer med de skiftende forklaringer og spurgte hende, om de skulle gennemgå rapporten sammen.

Under afhøringen fra Isagers side havde denne sagt til hende, at hvis hun ville indrømme, at hun havde fået 100.000 kr. af Danmarks Radio, så skulle hun få lov til at gå. Han sagde, at han ville kontrollere hendes konto. Det blev udtalt den 27. april 1991.

Foreholdt anklagemyndighedens ekstrakt side 241 oplyser vidnet, at de kørte rundt med hende.

Vidnet forklarer vedrørende kørslen den 12. december 1981, at hun efter at være kørt hjemmefra købte en avis ved købmanden. Da hun kom til Gærumvej, var hun ved at køre ind i Ove Hansen. Føret var glat, og der var sne. Da Ove kørte ud foran hende, måtte hun bremse, så hendes bil kom til at stå på tværs. Hun kørte lige efter ham ca. 2 kilometer til Ryetvej, hvor han drejede fra til venstre mod sin bopæl. Vidnet kendte hans bil. Vidnet så Mads tydeligt. Han kikkede ud ad bagruden. Vidnet kender ham, fordi hun har kørt ham til dagpleje. Føreren så lige så lille ud som Ove.

Vidnet har fortalt dette mere end en gang til dem ved Rejseholdet. Hun har også fortalt det til Frank Madsen og Willy Nielsen. Vidnet regnede med, at det var blevet skrevet ned af Madsen og Nielsen. Hun kom senere i tanke om, at de hverken havde papir eller blyant med.

Vidnet gav ikke over for Baadsgaard udtryk for tvivl om, at det var den oplevelse, hun havde haft.

Foreholdt forsvarernes ekstrakt side 133 forneden oplyser vidnet, at hun hele tiden af politiet fik at vide, hvordan det var sket. Bigum sagde, at statsadvokaten ikke ville acceptere en rapport med det klokkeslæt, hun havde givet.

Foreholdt forsvarernes ekstrakt side 3 oplyser vidnet, at bøden blev betalt med den samme. Hun lånte penge i banken. Hun betalte straks, da hun fik girokortet, man sagen havde forud varet 2 år.

Kriminalkommissær Bent Isager har som vidne forklaret, at han foretog 3 afhøringer af Jane Nielsen efter »Politiets blinde Øje«. Vidnet havde ikke haft sagen før. Han foretog sammen med Jens Bigum afhøring af Jane Nielsen, den 24., 25. og 27. april 1991. Vidnet finder ikke, at afhøringerne var urimeligt lange. De tog så lang tid, som de tog, fordi de udviklede sig sådan. Bigum og vidnet havde sammen lavet afhøringstemaerne. De havde forud talt med statsadvokat Stigel.

Vidnets chef, Kanding, havde sagt, at de, der tidligere fra Rigspolitichefens rejseafdeling havde deltaget i efterforskningen, ikke måtte deltage.

Det afgørende for afhøringen var dels Jane Nielsens iagttagelse, dels afhøringen af hende den 30. december 1981 og dels temaet for tv-udsendelsen, men der kom mange ting frem undervejs, som krævede nye oplysninger. Således var det oplyst af Jane Nielsen, at begravelsen var kl. 13. Det var let at finde frem til, at den havde foregået kl. 14. Der var også andre ting, der ikke passede: Jane Nielsens forklaring om, at hun havde taget mosteren med, og mærket på den bil, som Jane Nielsen havde oplyst, hun havde benyttet. Alle disse ting måtte foreholdes hende undervejs. Hun sagde endvidere, at hun var blevet afhørt efter den 15. januar 1982. Det faldt imidlertid naturligt, at det måtte havde været den 30. december 1981.

Om selve rapporterne vedrørende vidnets afhøringer oplyser vidnet, at det var ham, der skrev dem. Der blev nedskrevet kontinuerligt. Jane Nielsen bad hen ad vejen om at læse, hvad der var skrevet. Der blev skrevet, hvad hun ville have med. Afhøringerne skete, så vidt han husker, dels på Hjørring Politistation, dels hjemme hos hende. Der var ingen problematik vedrørende stemningen. Jane Nielsen er ikke ked af at være i centrum. Det var hende, der gerne ville fortsætte. Som et eksempel på stemningen kan vidnet oplyse, at det var hende, der på et tidspunkt fik kaffemaskinen til at virke.

En del af årsagen til, at afhøringerne blev så langvarige, var hendes meget skiftende forklaringer. Afhøringen den 25. april 1991 var på hendes egen foranledning. Hun havde det somme tider under afhøringerne dårligt, når hun blev taget i at have sagt noget, som »ikke holdt vand«.

Når noget i rapporterne står med citationstegn, var det, fordi de fandt hendes formulering af betydning.

Vedrørende anklagemyndighedens ekstrakt side 315-16: Vidnet vidste ikke forud for afhøringerne, hvorledes optagelsen af Jane Nielsen havde fundet sted.

Vedrørende side 323: Samtalen med Wagner blev vigtig.

Uanset de skiftende forklaringer følte vidnet professionelt ved 3. afhøring, at de nok nu var nået til noget, som kunne passe.

Statsadvokat Stigel blandede sig ikke i, hvad der skulle komme ud af afhøringen. Vidnet overværede flere afhøringer, og Jane Nielsen har flere gange henvendt sig for at blive afhørt på ny. Vidnet kan ikke mere sige, hvornår det skete. Der lå »ringesedler«, og når vidnet henvendte sig til hende, viste det sig, at der ikke var tale om noget konkret. Han afviste derfor. De var på daværende tidspunkt også tæt på Klagerettens behandling.

Vidnet har ikke forud for Jane Nielsens forklaring i Klageretten ringet til hende og tilbudt at gennemgå rapporten med hende. Det var slet ikke relevant.

Vedrørende omtalen af de 100.000 kr. oplyser vidnet, at dette er helt hen i vejret. Han har hverken forsøgt at holde på hende, og ville heller ikke kunne gøre det, eller sagt noget, der svarede til det af Jane Nielsen oplyste. Han har måske spurgt hende, om hun har fået honorar for sin medvirken.

Foreholdt, at han ved alle de 3 afhøringer spurgte hende, om hun havde fået vederlag, oplyser vidnet, at han ikke fandt dette unaturligt. Det skyldtes nok, at hun flere gange i øvrigt havde sagt noget usandt.

Vidnet havde ikke før opgaven fra Klageretten haft noget med Jane Nielsen at gøre.

Vidnet kender ikke noget til bøden, som Jane Nielsen skulle have fået.

Vidnet talte med Kaj Nielsen før afhøringen af Frank Madsen og Villy Nielsen.

Vidnet blev foreholdt det forneden i anklagemyndighedens ekstrakt side 329 og øverst side 330 anførte. Han bekræfter dette.

Vidnet redegjorde generelt for Rejseholdets anvendelse af oplysningsrapporter.


Anklagemyndigheden har anført, at det, sagen drejer sig om, er, hvorvidt det er en ærekrænkende sigtelse mod kriminalinspektør Kaj Nielsen, når der til sidst i tv-udsendelsen »Politiets blinde Øje« rejses spørgsmålene:

»Var det kriminalinspektør Kaj Nielsen, der besluttede, at rapporten ikke skulle indgå i sagen?

Eller har han sammen med Karl Nikolajsen fra Rigspolitiets Rejsehold holdt vidneudsagnet skjult for forsvar og dommere og nævninge?«

Selvfølgelig er det ærekrænkende at beskylde en politimand for at skjule eller udeholde beviser i en hvilken som helst straffesag, og spørgsmålene indebærer en sigtelse, som endda er omfattet af straffeloven med en straframme på indtil 9 års fængsel. Det, at den er fremsat i form af spørgsmål, fritager ikke for ansvar. Den er fremsat på en sådan måde, at den får en større udbredelse. TV er vel det mest udbredte og suggestivt stærkest virkende massemedie, vi har, så forholdet er tillige omfattet af straffelovens § 267, stk. 3.

Det, der har givet anledning til den omfattende bevisførelse, og som kræver en nærmere gennemgang af dele af sagens materiale, er spørgsmålene:

1. Blev sigtelsen fremsat mod bedre vidende, altså vidste de tiltalte, at Kaj Nielsen ikke havde fjernet nogen rapport eller dele heraf, eller

2. savnede de rimelig grund til at tro, at Kaj Nielsen havde foretaget dette?

Hvis et af disse spørgsmål besvares bekræftende, skal der dømmes for bagvaskelse efter straffelovens § 268.

Hvis retten derimod lægger til grund, at de tiltalte var i god tro, skal der tages stilling til, om straffrihedsgrundene i § 269, stk. 1, har foreligget ved, at de tiltalte har handlet til berettiget varetagelse af eget eller andres tarv, altså motivet til, at sigtelsen blev fremsat.

Hvis de ikke var i god tro, skal retten vurdere, om der objektivt har foreligget omstændigheder, der kunne støtte god tro hos de tiltalte, idet straf så kan bortfalde i medfør af § 269, stk. 2.

Endelig skal retten, dog ikke hvis den dømmer for bagvaskelse, tage stilling til, om Kaj Nielsen selv ved utilbørlig adfærd har givet anledning til krænkelsen, jf. § 272.

Det, der er allervigtigst, er at holde sig for øje, hvad der var situationen, da de tiltalte valgte at lave udsendelsen »Politiets blinde Øje« med det indhold, som den fik.

Der foreligger en politirapport fra 30.12.81, den meget omtalte 0-22, om Jane Nielsens forklaring, og der er hendes forklaringer mange år senere om en iagttagelse den 12.12.81, som hun siger, hun allerede ved den omtalte afhøring fortalte politiet om.

Der findes ikke og har aldrig eksisteret andre rapporter vedrørende afhøring af Jane Nielsen forud for den oprindelige sag end 0-22 med det indhold, vi kender. Den vedrører en afhøring af taxachauffør Jane Nielsen. Hun blev opsøgt på baggrund af oplysninger om en Peugeot Taxa. Hun forklarer om denne og om en lys Prinz, begge biler, hun har set sidst på eftermiddagen. Der er således overhovedet ingen oplysninger af betydning for sagen mod Ove Hansen i denne rapport, der er skrevet af daværende politiassistent Willy Nielsen, der sammen med kriminalassistent Frank B. Madsen foretog denne afhøring af Jane Nielsen.

Der er således heller intet mærkværdigt eller odiøst i, at denne rapport sammen med mange andre findes i den særlige gruppe af oplysningsrapporter, som altid findes i forbindelse med en større efterforskning. Rapportens oplysninger havde ikke dengang og har heller ikke siden vist sig at være af nogen som helst betydning for drabssagen.

Situationen i december 1981 og også i tiden derefter var, at en større politistyrke, Rejseholdet, var tilkaldt og arbejdede sammen med Frederikshavns politi på sagen. En væsentlig del af efterforskningen var at samle oplysninger om Ove Hansens færden den dag, Brita Hansen forsvandt. Alle oplysninger om Ove Hansen var af betydning, ikke mindst om hans færden midt på dagen. De to betjente, der har været afhørt i såvel Klageretten som i Vestre Landsret under den genoptagne nævningesag, kunne naturligt nok ikke huske netop denne afhøring, men kunne sige, at hvis de under sådan en afhøring var blevet præsenteret for oplysninger om Ove Hansens færden, så ville de have skrevet dem ned. Selvfølgelig ville de det, hvorfor skulle de undlade dette, og hvorfor skulle indholdet af politirapporten 0-22 i øvrigt ikke svare til det, der var blevet forklaret.

Frederikshavns politi overholdt ikke § 751, stk. 2, i retsplejeloven om at give afhørte mulighed for at gennemse deres rapporter. Det ville være et problem, hvis vi stod med eksempelvis en rapportoplysning om et klokkeslæt, en vej eller retningsangivelse, farven på en bil eller en anden detalje i en længere forklaring, som siden hen bestrides. Men her drejer det sig om en helt central, detaljeret forklaring, der, ifølge Jane Nielsen, slet ikke er omtalt i rapporten, hverken helt eller delvis.

Dette er baggrunden for anklagemyndighedens helt klare opfattelse, at der aldrig har eksisteret en rapport eller dele af en rapport med sådanne oplysninger, som man konkluderer i TV-udsendelsen.

Der skal derfor være særdeles vægtige og afgørende grunde til, at man mange år senere med rette kan vælge at gå ud fra, at der enten i denne rapport 0-22 eller i en anden rapport, som af en eller anden grund skulle være skrevet af de to betjente om den samme afhøring, har foreligget en nedskrevet rapportforklaring, hvor Jane Nielsen i 1981 til de to betjente har fortalt om iagttagelser af Ove den 12.12.81.

Det er eksistensen af en sådan rapport, de tiltalte forudsætter, når de stiller de spørgsmål, som er omfattet af tiltalen. Derfor er det afgørende, hvilket grundlag de har haft for at tro på Jane Nielsen og hendes oplysninger samt for ud fra disse oplysninger at slutte, at der har eksisteret en sådan rapport.

Det er ikke opgaven for retten under denne sag at finde ud af, hvad Jane Nielsen så eller ikke så den 12.12.81, eller hvad hun sagde eller ikke sagde til politiet i forbindelse med den oprindelige afhøring. Man kan formentlig heller ikke i dag finde frem til den endegyldige sandhed om, hvad Jane Nielsen så og sagde i 1981.

Det, retten skal tage stilling til, er, om de overvejelser og undersøgelser, som dannede baggrund for, at de tiltalte i udsendelsen valgte at konkludere, som de gjorde, har været tilstrækkelige til at nå frem til i god tro at stille spørgsmålet, om Kaj Nielsen har fjernet en rapport eller holdt den skjult for retten og forsvaret, og dermed beskylde ham for en alvorlig forbrydelse. Der er intet i selve udsendelsen, der klart viser, at der var en rapport, og at Kaj Nielsen havde fjernet den eller holdt den skjult.

På baggrund af Jane Nielsens forklaring og umiddelbart efter denne i udsendelsen blev de krænkende spørgsmål stillet. Der var på dette stadium i udsendelsen og efter Jane Nielsens udtalelser mange spørgsmål, man naturligt måtte stille, men man valgte kun at stille nogle ganske få, som var klart tendentiøse. Baadsgaard erkendte under afhøringen, at der af de tiltalte i udsendelsen kunne være stillet flere spørgsmål. Man valgte at lægge Jane Nielsens forklaring til grund uden at forklare seerne, hvorfor man havde foretaget dette valg. Allerede ved dette særdeles velovervejede valg af spørgsmål var de tiltalte godt på vej til at manipulere seerne til at tro, at alle andre spørgsmål var undersøgt og afklaret, således at der kun var én mulighed tilbage, nemlig at der eksisterede en rapport, som Kaj Nielsen havde sørget for blev holdt ude af sagen, hvorved Kaj Nielsen var ansvarlig for justitsmord.

De mange spørgsmål, der naturligt meldte sig, når man så interviewet med Jane Nielsen, er man nødt til at gennemgå for at vurdere, om de tiltalte har haft grundlag for at udvælge og stille netop de spørgsmål, de i udsendelsen valgte at stille uden at tage alle de andre med og uden at gøre rede for den usikkerhed, der kan være om svarene på de stillede spørgsmål, med den konsekvens, at sigtelsen mod Kaj Nielsen fik lov at hænge i luften.

Det første spørgsmål, der naturligt melder sig, er: Har Jane Nielsen den 12.12.81 set Ove og Mads i Oves bil kl. 5-10 minutter over 12. Sådan, som hun siger i TV?

Retten skal ikke tage stilling til, hvad Jane Nielsen så eller ikke så den pågældende dag, men blot vurdere, om de tiltalte med rette, som de gjorde, kunne lægge til grund, at Jane Nielsen har set, hvad hun forklarede.

Sten Baadsgaard har sagt, at interviewet med Jane Nielsen i udsendelsen var i overensstemmelse med, hvad hun havde sagt til ham ved den første kontakt i taxaen, og da han var hjemme hos hende.

Det er selvfølgelig helt afgørende at vide, hvordan hun kunne huske det hele så nøjagtigt, og det lyder selvfølgelig også meget tilforladeligt i udsendelsen, at hun, da hun bliver spurgt herom, svarer, at det skyldes, at hun skulle til en begravelse kl. 13.00. Hun siger jo selv, at det for såvel dag som tidspunkt var afgørende, at hun skulle til den begravelse kl. 13.00.

Seerne må gå ud fra, at det, når nu dette var så vigtigt et udsagn, måtte være altafgørende for de to tiltalte i dokumentarafdelingen, at netop Jane Nielsens forklaring var velunderbygget. Det må derfor være åbenbart, at man havde undersøgt de faktiske oplysninger, der fremgik af hendes forklaring, så vidt det overhovedet lod sig gøre, og det er jo indlysende, at begravelsen spillede en afgørende rolle.

Jørgen Pedersen forklarede, hvordan han checkede dødsannoncen, således at dødsfaldet blev bekræftet, men den oplyste intet om begravelsestidspunktet. Han talte med plejehjemmet, der heller ikke kunne sige noget om tidspunktet, men kun kunne bekræfte datoen. Han kørte ruten og konstaterede, at det kunne passe med Jane Nielsens forklaring, at hun havde passeret det relevante sted på det angivne tidspunkt lidt over kl. 12.00, når hun skulle være til begravelse kl. 13.00.

Men han checkede ikke begravelsestidspunktet, til trods for at det var særdeles let at konstatere. Kriminalassistent Isager fik lynhurtigt inden den første kontakt til Jane Nielsen den 24. april 1991 ved kontakt til præsten konstateret, at begravelsen havde været kl. 14.00 og ikke kl. 13.00.

Jørgen Pedersen har forklaret, at det faktisk ikke spillede nogen rolle, og at det ikke ville have spillet nogen rolle for udsendelsen, selvom hun havde sagt kl. 14.00. Det er mageløst i betragtning af, hvor snævre tidsmarginer der under sagen arbejdedes med, og hvor spørgsmålet, om en iagttagelse var kl. 12 eller kl. 13, åbenbart måtte være afgørende.

Jane Nielsen vidste straks, at det var altafgørende for hendes troværdighed, at begravelsen var kl. 13.00, for var den først kl. 14.00, var der ingen som helst grund til, at hun skulle befinde sig det pågældende sted lidt over kl. 12.00. Det førte til, at hun fandt på en forklaring om en glemt krans. I Klageretten erkendte hun at have løjet om den glemte krans, og i Vestre Landsret indrømmede hun efter at være formanet om sandhedspligten, at det forholdt sig sådan. Det kunne have sparet Jane Nielsen for uhyre mange vanskeligheder, hvis de tiltalte havde checket begravelsestidspunktet.

Under afhøringerne hos politiet, i Klageretten, i Vestre Landsret og senest her i retten er Jane Nielsen kommet med ændringer til tidligere forklaringer. Specielt vedrørende tidspunktet for iagttagelsen af Ove har der været så mange tilføjelser, ændringer og bortforklaringer af tidligere forklaringer, at ingen med rette vil kunne sige, at der foreligger en entydig forklaring fra Jane Nielsen om, at hun den 12.12.81 kl. 5 til 10 minutter over kl. 12.00 så Ove, hvilket de tiltalte bragte i TV som en kendsgerning.

Det er afgørende, at de tiltalte ikke gjorde mere for at være helt sikre på tidspunktet, for det var ikke ligegyldigt, om den begravelse var kl. 13.00 eller kl. 14.00. Det virker, som om de har været grebet af, at her lå muligvis en journalistisk sensation, og så stort på detaljen. Men det var den detalje, der blev afgørende for det videre forløb, og den burde være undersøgt. Det havde været en smal sag.

De tiltalte valgte at lægge til grund, at Jane Nielsen havde set Ove lidt over kl. 12.00 den 12.12.81.

Det næste spørgsmål er, om Jane Nielsen i 1981 i forbindelse med politiafhøringen ved udfærdigelsen af rapport 0-22 fortalte Frank B. Madsen og Willly Nielsen dette. Det har som nævnt en stærk formodning for sig, at hvis hun fortalte det, ville det stå i rapporten. Da det ikke står der, skyldes dette, at hun ikke har sagt det.

I udsendelsen spørger de tiltalte ikke, hvad der er sket med rapporten eller oplysningen, hvis Jane Nielsen har sagt dette til politiet. Men de lader seerne tro, at man kan gå ud fra, at Jane Nielsen har sagt det til politiet i 1981.

Det, retten skal tage stilling til, er, om de tiltalte har haft belæg for at lægge til grund, at Jane Nielsen har sagt sådan med de konsekvenser, dette havde for udsendelsens konklusion. Det havde de ikke. De har forklaret, at de havde Jane Nielsens forklaring, at de havde hendes mands forklaring om, at Jane Nielsen sagde sådan - og dette er vel at mærke forklaringer til Danmarks Radio i 1991, næsten 10 år efter - og at de havde forskellige personer, der sagde, at Jane Nielsen er troværdig, uden at vi ved nærmere om disse personers kendskab til Jane Nielsen.

Derudover lægger de tiltalte vægt på, at Jane Nielsen den 18. oktober 1990 ved kontakten til Karl Nikolajsen har omtalt episoden. Der har været sat mange spørgsmålstegn ved årsagen til og indholdet af denne kontakt med Nikolajsen. Det, der var afgørende for Karl Nikolajsen, var, at den oplysning, som Jane Nielsen gav, endda behæftet med usikkerhed, under ingen omstændigheder kunne passe med det, der lå helt fast, nemlig at Ove den 12.12.81 kl. 13.06 sad og spillede foran mange vidner. Det er værd at hæfte sig ved, at det, Karl Nikolajsen har noteret med hensyn til tidspunktet for kørslen ad Gærumvej kl. 13.00 til 13.30, stemmer med det rigtige begravelsestidspunkt kl. 14. 00, men ikke med det, hun oplyste i udsendelsen.

Herudover har de tiltalte forklaret, at en væsentlig omstændighed var Jane Nielsens oplysning om, at hun i 1981 havde en diskussion med den ene betjent om iagttagelsen. Betjentene er afhørt i såvel Klageret som landsret. De kunne som nævnt ikke mere huske denne afhøring, men kunne kun sige, at de selvfølgelig ville have skrevet det, hvis Jane Nielsen sagde sådan. De huskede intet om en diskussion.

Der er intet af det, de tiltalte har anført, der med rimelighed kan give grundlag for, at de i udsendelsen, uden at udtale den mindste tvivl over for seerne, gav indtryk af, at det var et faktum, at Jane Nielsen har sagt dette til politiet i 1981.

Disse to meget centrale og afgørende spørgsmål undlod de tiltalte helt at stille. Baadsgaard er enig i, at spørgsmålene med rette kunne stilles, men siger, at det ville have virket for tungt. Det var imidlertid ikke et program produceret af underholdningsafdelingen, vi taler om, men derimod et program, der kaldte sig dokumentarisk, hvor de tiltalte kritisk ville se på politiets arbejde i en drabssag, og hvor de endte med en alvorlig sigtelse mod en enkeltperson. Her må man forvente, at alle relevante spørgsmål stilles og besvares seriøst, uanset tyngden af disse.

Forsvarerne har gentagne gange efterlyst en forklaring på årsagen til, at betjentene Madsen og Nielsen, der sammen med Kaj Nielsen anmeldte de tiltalte for injurier, ikke er medtaget i anklageskriftet. Det skyldes, at de tiltalte straks efter i udsendelsen gik ud fra, at de to betjente havde gjort, hvad de skulle, nemlig skrevet en rapport om Jane Nielsens oplysninger om sine iagttagelser. De har også spurgt, hvorfor Karl Nikolajsen, Stigel og politimesteren i Frederikshavn, som også blev nævnt, ikke er taget med i tiltalen. Men straffelovens § 275 siger, at injuriesager er undergivet privat påtale. Udgangspunktet er, at man selv skal føre sådanne sager. Undtagelsen i stk. 2 siger, at når det er en offentlig ansat eller en embedsmand, der bliver ærekrænket, så kan det offentlige påtale, men efter en anmodning fra disse personer, og en sådan er ikke fremsat.

Dette bringer til det næste relevante spørgsmål, hvis man skal nå frem til nogen form for konklusion: Hvad var der sket med denne rapport eller disse rapportoplysninger, som efter de tiltaltes antagelse må have eksisteret?

Hvis sådan en rapport skulle have eksisteret, så må man for at kunne spørge, som man gjorde, kunne dokumentere, at Kaj Nielsen har kendt rapporten, førend man kan begynde at gøre sig overvejelser om hvorvidt Kaj Nielsen kan have besluttet, at den ikke skulle indgå i sagen, eller overvejelser om hvorvidt han i konspiration med andre - eks. Karl Nikolajsen - har holdt vidneudsagnet skjult for forsvar, dommere og nævninge.

De tiltalte har ikke kunnet dokumentere, at en sådan rapport har eksisteret, og endnu mindre, at Kaj Nielsen skulle have noget som helst med den at gøre. Alligevel, ud af den blå luft i slutningen af udsendelsen, dukkede der en rapport op - ikke 0-22 - men den rapport, der omtaltes i spørgsmålet, der er omfattet af tiltalen. Lige så meget ud af den blå luft dukkede Kaj Nielsens navn op.

Tilbage stod herefter for seerne efter interviewet med Jane Nielsen og de spørgsmål, der blev stillet, at der blev skrevet en rapport i 1981 om Jane Nielsens iagttagelser, og at Kaj Nielsen sørgede for, at den ikke indgik i sagen, så Ove Hansen blev offer for et justitsmord.

Det har netop været meningen med det hele fra de tiltaltes side at personificere den rejste kritik i en enkelt person, nemlig Kaj Nielsen. Der er journalistisk mere power i at kunne hænge et menneske af kød og blod op på et justitsmord end blot at konstatere, at der nu 10 år efter kan stilles nogle spørgsmål til kvaliteten af den efterforskning, Frederikshavns politi foretog. Men her gik de tiltalte over stregen, for der skal beviser til, og de har ikke et eneste bevis for, at Kaj Nielsen havde begået bevisforvanskning. De har end ikke nogen anden- eller tredjehåndsoplysninger eller andet, der kan sandsynliggøre, at noget sådant havde fundet sted. I modsætning til Ove Hansen, der oprindelig blev dømt på indicier, har de tiltalte dømt Kaj Nielsen på rent tankespind. Det er det, der kaldes bagvaskelse. Han blev dømt, ikke ved en domstol med de retssikkerhedsgarantier, der ligger heri, herunder muligheden for efterfølgende at få prøvet sin sag ved en genoptagelse, men i et program, der kaldte sig dokumentarisk og opfattes som seriøst, i det stærkeste massemedie, vi overhovedet har, for hele den danske befolkning og tilmed i Norge og Sverige uden nogen anden mulighed for at rense sig end at foretage den anmeldelse, han indgav straks efter.

Når man skal se på forsættet, er det nok til straf, at de tiltalte måtte indse, at de spørgsmål, de kom med, var egnet til at nedsætte Kaj Nielsen i egen eller omgivelsernes vurdering. Spørgsmålene kunne ikke opfattes som andet end en sigtelse for at have skjult vigtige beviser i en straffesag, og sådan blev de jo også opfattet ikke alene af Kaj Nielsen, men også af den danske befolkning. Det må have stået de tiltalte klart, at når de fremsatte dem, så var det meget nærliggende, at Kaj Nielsen ville føle sig stødt.

Efter straffelovens § 275a skal sager af denne karakter fremmes med størst mulig hurtighed, og det er også anklagemyndighedens påstand, at dette er sket. Den lange tid, der er gået, er de tiltalte i høj grad medansvarlige for.

I maj 1991, da anmeldelsen blev modtaget hos Gladsaxe politi, var Klageretten i fuld gang med behandlingen af genoptagelsessagen. Den 24. juni 1991 og igen i august 1991 blev der afholdt retsmøde. Det var endda på tale, at de tiltalte muligt skulle have været afhørt i Klageretten, så det var åbenbart, at man på det tidspunkt i Gladsaxe ikke under nogen omstændigheder ville opsøge nogen af de involverede og på den måde forplumre genoptagelsessagen.

Resultatet af Klagerettens behandling blev, at sagen mod Ove Hansen blev genoptaget, og i foråret 1992 skulle den foretages ved Vestre Landsret. På det tidspunkt skulle en lang række vidner afhøres på ny, så man kunne heller ikke komme i gang på det tidspunkt. I januar 1992 bliver der dog udpeget en sagsbehandler, hvis eneste opgave da blev at sørge for at få indhentet relevant materiale fra genoptagelsessagen og gennemgå dette. Efter frifindelsen af Ove Hansen den 13. april 1992 indhentede han yderligere materiale fra nævningesagen og gennemgik dette.

Det er de tiltalte, der havde valgt at lave en udsendelse, hvor de, mens Klageretten arbejdede med sagen, interviewede en del af de vidner, som efterfølgende skulle afhøres i Klageretten og under nævningesagen. Det er de tiltalte, der er ansvarlige for, at denne udsendelse blev til og sendt netop på dette tidspunkt, så de må selvfølgelig også bære risikoen for, at denne sag trak ud for ikke at intervenere i Ove Hansen-sagen.

Materialet blev samlet og gennemgået af Gladsaxe politi fra april til september 1992, hvor sagen blev forelagt for statsadvokaten, der i januar 93 traf bestemmelse om tiltalerejsning. Det var et omfattende materiale, der lå, så der er ikke noget usædvanligt i, at statsadvokaten brugte nogle måneder til at gennemgå dette.

Efter januar 1993 fremsattes en editionsbegæring, og den blev behandlet i 2 instanser. De tiltaltes forsvarere rejste samtidig spørgsmålet om værneting. Dette blev også behandlet i to instanser, søgt bragt for Højesteret af de tiltalte og var først endeligt afklaret den 30. juni 1994, hvor Justitsministeriet gav afslag. Først da det lå fast, at sagen ikke skulle behandles som nævningesag, kunne der den 5. juli 1994 rejses tiltale her ved retten. Den lange berammelsestid herefter skyldtes hensyn til rettens og forsvarernes forhold.

Den eneste, jeg kan beklage tidsforløbet over for, er Kaj Nielsen, der ikke nåede at opleve afslutningen på denne for ham særdeles belastende sag.

Klagerettens præsident, højesteretsdommer Funch Jensen, anså det for usandsynligt, at tidsplanen kunne holde. Det var den tidsplan, der eksisterede i 1981 med de beviser, man havde dengang. Selv uden Sinne Johansens og Jane Nielsens forklaring mente han, at beviserne var forkert bedømt. Det kan ikke give belæg for at bedømme de tiltalte mildere, at Funch Jensen skulle være enig med dem, for det var han ikke. Resultatet var det samme, men på nogle helt andre præmisser

Menneskerettighedskonventionens artikel 10 siger ikke, at ytringsfrihed indebærer, at der overhovedet ingen grænser er. I stk. 2 siges udtrykkeligt, at denne frihedsrettighed medfører pligter og ansvar og derfor kan underkastes straffebestemmelser for blandt andet at beskytte andres gode navn og rygte.

Det, artikel 10 vil sikre, er det for ethvert demokratisk samfund væsentlige fundament, der hedder ytringsfrihed, og pressefrihed er afgørende for at sikre ytringsfriheden. Denne sag drejer sig ikke om at fordømme, at de tiltalte beskæftigede sig med Pedal Ove-sagen, at de så kritisk på politiets efterforskning, eller at de stillede spørgsmålstegn ved forskellige punkter i denne. Havde de tiltalte lavet nøjagtig den samme udsendelse, men blot udeladt den ledsagende tekst efter interviewet med Jane Nielsen, så ville der aldrig have været rejst nogen sag. Så havde de overladt det til seerne selv at stille alle spørgsmålene og havde alligevel opnået det, der var formålet med udsendelsen - at se kritisk på politiets efterforskning.

Der er én meget afgørende forskel på denne sag og Jersild-sagen. Den gør, at man må nå til, at artikel 10 på ingen måde er til hinder for at dømme de tiltalte. Denne forskel er det punkt, der fremhæves i dommen, at en journalist, der har virket til at udbrede andres påstande, bør ikke straffes. Der er ikke rejst tiltale for at have bragt interviewet med Jane Nielsen eller for nogen af de udtalelser, der fremkom i interviewet. Der er rejst tiltale for nogle udtalelser i speakerteksten, som de tiltalte har erkendt at være ansvarlige for. Det er nogle udtalelser, der ikke har hold i det forudgående interview eller det i øvrigt fremkomne. En domfældelse af de tiltalte vil derfor ikke kunne give anledning til domfældelse af Danmark ved Menneskerettighedsdomstolen.

Anvendelsen af § 269, stk. 1, forudsætter god tro hos de tiltalte, men de kan ikke på nogen måde have troet på, at Kaj Nielsen havde smidt en rapport væk, hvorfor retten bør se helt bort fra denne bestemmelse.

Da udsendelsen »Politiets blinde Øje« blev sendt, var Klageretten i fuld gang med genoptagelsessagen. Der var iværksat yderligere undersøgelser, herunder havde Ove Hansens forsvarer, advokat Morten Wagner, fået udvirket, at Jane Nielsen var blevet afhørt i marts 1991. Det er en underlig mistro til advokat Wagner at gå ud fra, at han, der har bedt om afhøringen af Jane Nielsen, ikke skulle være i stand til at få udvirket de efterforskningskridt, rapporten af 11.3.91 måtte give anledning til. Genoptagelsessagen var i gang, og de retsmidler, der på nogen måde kunne varetage Ove Hansens tarv, var sat i værk og ville være fortsat også uden TV-udsendelsen. Sagen havde været bedre tjent med, at man helt havde undladt at blande sig, for de to af Klagerettens dommere, der med mange betænkeligheder vælger at stemme for genoptagelse, udtaler, at det har været en svækkelse af vidneudsagnene, at de har været gengivet i massemedierne. Det er derfor vanskeligt at få øje på, at de tiltalte har handlet til berettiget varetagelse af Ove Hansens tarv. De har slet ikke gjort det ved at komme med de påtalte udtalelser.

Det er end ikke nok, at de tiltalte godtgør, at deres motiv til at lave udsendelsen alene var at varetage Ove Hansens tarv og at rejse kritik af politiets efterforskning i sagen. De skal også godtgøre, at det for at varetage Ove Hansens tarv og for at kunne give udtryk for kritikken var nødvendigt at fremsætte netop den helt udokumenterede, alvorlige sigtelse mod Kaj Nielsen for bevisforvanskning.

Der skal til anvendelse af den i § 269, stk. 2, indeholdte strafbortfaldsgrund være nogle faktiske oplysninger, der kan støtte den gode tro. Der var intet, der har kunne give de tiltalte troen på, at Kaj Nielsen havde begået bevisforvanskning. Sigtelsen beroede på ren spekulation.

Efter straffelovens § 272 kan der endvidere ske strafbortfald, hvis Kaj Nielsen »selv har været ude om det«. § 272 finder ikke anvendelse ved bagvaskelse, så hvis retten følger påstanden om domfældelse efter § 268, skal den ikke ind i overvejelser om anvendelsen af denne bestemmelse.

Det var kritisabelt, at man ikke i Frederikshavn i 1981 fulgte retsplejelovens § 751, stk. 2, men der var tale om en praksis, som var bekendt for alle, herunder advokater og alle tre domstolsniveauer, der var involveret i behandlingen af »Pedal-Ove-sagen«, uden at det dengang gav anledning til påtale eller kritik. Hvis det var en grov embedsforbrydelse, ville den nok være påtalt dengang.

Den, der rent formelt skulle gøres ansvarlig for reglens manglende overholdelse, hvis man endelig skulle hænge nogen enkeltperson op på denne fejl, ville være politimesteren, der står med det endelige og øverste ansvar for Frederikshavns politi. Hvis han i sin tid havde udstedt instrukser eller på anden vis sørget for at give anvisninger for kriminalpolitiet om overholdelse af disse regler, og Kaj Nielsen som leder af kriminalpolitiet havde siddet sådanne instrukser overhørig, kunne der selvfølgelig blive tale om, at Kaj Nielsen havde gjort sig skyldig i en tjenesteforsømmelse, som kunne medføre en eller anden form for disciplinær reaktion, men det er der ikke belæg for, og det ville, om så var, ikke kunne danne grundlag for en sigtelse som den fremsatte. Der er således ikke støtte for anvendelsen af § 272 i den manglende overholdelse af § 751.

Det kan ikke være utilbørligt, at Kaj Nielsen i forbindelse med Jørgen Petersens første henvendelse, vist helt tilbage i 1989, da man startede researchen i forbindelse med »Dømt for Mord«s tilblivelse, havde givet udtryk for, at Ove Hansen var skyldig. På dette tidpunkt var Ove Hansen dømt både i landsretten og Højesteret. Han måtte af alle på det tidspunkt anses for skyldig. Der var i øvrigt ikke i udtalelserne en utilbørlig adfærd i forhold til injurianterne, Jørgen Petersen og Sten Baadsgaard, hvilket en anvendelse af § 272 betinger.

Det andet punkt er, om det forhold, at Kaj Nielsen nægtede at medvirke i udsendelsen, kan medføre anvendelse af § 272. Hvis dette lægges til grund, kan alle og enhver blive jaget vildt i pressen og udsat for beskyldninger for hvad som helst. Lige så vel som vi har ytringsfrihed, skal det vel også stå enhver frit for, om man vil stille op på TV eller lade være.

Hvis Kaj Nielsen havde stillet op i den pågældende udsendelse, og de påtalte spørgsmål var blevet stillet, ville der stadig være tale om ærekrænkende sigtelser og bagvaskelse - for også når man stiller op i TV, er der grænser for, hvad man skal udsættes for. Derfor kan Kaj Nielsens manglende medvirken selvfølgelig ikke kaldes utilbørlig adfærd og medføre strafbortfald for de tiltalte.


Advokat Karsten Høj har som advokat for boet efter politiinspektør Kaj Nielsen til støtte for godtgørelsespåstanden anført, at der er to bestemmelser, der har interesse for spørgsmålet vedrørende udskillelse til civilt søgsmål. Den første er retsplejelovens § 991, stk. 4, hvorefter retten på ethvert tidspunkt af straffeprocessen kan udskille det erstatningsretlige krav, hvis straffeprocessen vidtløftiggøres eller forhales på grund af erstatningskravet. Der er ikke påvist noget grundlag for at hævde, at den strafferetlige behandling af sagen mod de tiltalte er blevet forhalet eller vidtløftiggjort af, at der skulle behandles et erstatningsretligt spørgsmål. Særlig i injuriesager er der en helt naturlig og sædvanlig sammenhæng mellem det strafferetlige og det erstatningsmæssige.

Den anden er retsplejelovens § 992, hvorefter retten kan beslutte at udskille erstatningskravet, hvis der ikke er et ordentligt grundlag for at bedømme, eller retten ikke når frem til det samme resultat eller et resultat, som er i samme retning som straffedommen.

Bestemmelsen om bedømmelsesgrundlaget er til beskyttelse af den forurettede, således at man ikke i en straffesag rejser et for dårligt dokumenteret og behandlet erstatningskrav, som derved bliver pådømt på et ufuldstændigt grundlag. Det er der ikke risiko for i denne sag. Derimod kan 2. led i § 992 komme i anvendelse, men det ved retten først, når man når frem til, hvad resultatet bliver dels af straffesagen, dels af behandlingen af erstatningssagen. Der er i ensretningsprincippet ikke noget til hinder for, at retten bedømmer og tager stilling til det særlige erstatningsretlige problem.

Efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, falder et krav som det her rejste i arv, hvis det ved dødsfaldet er gjort gældende ved fremsættelse i retten under en straffesag. Det fremgår af § 26, at bestemmelsen også finder anvendelse vedrørende tortgodtgørelse.

Erstatningsansvarsloven trådte i kraft den 1. oktober 1984. En næsten identisk regel gjaldt fra 1930, ikrafttrædelsesloven til straffeloven § 15, stk. 3, hvor der også var mulighed for, at et godtgørelseskrav faldt i arv, når betingelsen var opfyldt. Der var ikke i forarbejderne noget nærmere om forståelsen af det specifikke problem om, hvornår det er gjort gældende i retten under en straffesag, og forarbejderne til erstatningsansvarsloven er heller ikke særlig vejledende.

Et godtgørelseskrav er et krav, der ikke modsvares af et økonomisk tab. Det er af personlig karakter, og når blot den berettigede, det vil sige Kaj Nielsen, selv har rejst kravet og derved tilkendegivet, at han ønskede det fremmet, er der ingen grund til, at det ikke skal falde i arv. En sådan regel bygger på det personlige element i kravet og lader det være afgørende, om en berettiget har tilkendegivet sit ønske om, at det bliver gjort gældende.

Anmeldelsen var vedlagt begæringen om edition, og af retsbogen i forbindelse med behandlingen af editionsspørgsmålet fremgår, at det blev nævnt, at der ville blive krævet erstatning, idet anklagemyndigheden oplyste, at det kun var over for de to tiltalte og ikke over for Danmarks Radio, man krævede erstatning. Selv om Kaj Nielsen måske har formuleret sig mindre præcist, så kan der ikke være tvivl om, at det krav, han rejste om erstatning, ikke kan forstås som andet end tortgodtgørelse. Det ligger jo fast, at han ikke var kommet til skade fysisk, ved at disse sigtelser blev fremsat imod ham i TV-udsendelsen.

I domsmandssager er det anklagemyndighedens opgave at medtage et krav om erstatning, og det har man gjort. Kaj Nielsen gjorde det eneste, han kunne, nemlig at kræve erstatningen i anmeldelsen og overlade til anklagemyndigheden at videreføre kravet. Kaj Nielsens anmeldelse var vedlagt editionsbegæringen, og det fremgår af retsbogen fra Retten i Gladsaxe af 30.3.93, at der på det tidspunkt var truffet beslutning om at rejse tiltale mod de tiltalte. Det fremgår af kendelsen om edition, at der kun kræves erstatning over for de to tiltalte. Dette fører til, at det kan lægges til grund, at kravet var fremsat i Retten i Gladsaxe, inden Kaj Nielsen afgik ved døden.

Det er relevant at se på de regler, der gælder for afbrydelse af strafferetlig forældelse. Den strafferetlige forældelse afbrydes ved ethvert rettergangsskridt, og det kan for eksempel være en sigtelse, en begæring om efterforskningsforhør, eller at der fremsættes en anmodning om forsvarsbeskikkelse. Dette kan overføres på vurderingen af erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2. Det er ikke prøvet ved nogen domstol, om tortgodtgørelse kræver en særlig specifikation eller præcisering.

Hvis retten når frem til, at kravet kan falde i arv, skal der tilkendes en godtgørelse for tort. Det er en obligatorisk regel.


Den ene af de beskikkede forsvarere, landsretssagfører Ernest Hartwig, har anført, at det vigtigste i denne sag er at få fastslået, at det, der kom i den udsendelse, der hedder »Politiets blinde Øje«, og som afsluttede udsendelsen, var retorikspørgsmål. Det var ikke en sigtelse, og der lå ikke deri nogen æreskrænkelse. Det var i hvert fald ikke søgt, og der var ikke forsæt til at ærekrænke Kaj Nielsen. Forsættet var rettet imod at fremstille baggrunden for, at der var sket et justitsmord. Spørgsmålene og hele udsendelsen var en hård kritik, fordi det, man ville frem til, var at få sagen genoptaget. Det var en kritik rettet imod Frederikshavns politi, og det fik selvfølgelig navnlig betydning for lederen af Frederikshavns kriminalpoliti, kriminalinspektør Kaj Nielsen, som havde ansvaret.

Det stod i præmissen, som var udarbejdet både til brug for »Dømt for Mord« og »Politiets blinde Øje«, hvad de tiltalte ville påvise. Præsidenten for Klageretten har lagt til grund for sin afgørelse, at tidsfaktoren ganske simpelt ikke tillod, at Ove Hansen kunne have begået forbrydelsen. Det svarer til formålet, som blev udtrykt i præmissen. Dette formål kom frem i TV-udsendelsen »Politiets blinde Øje«. Formålet var, at de tiltalte dels kritisk ville gennemgå politiets efterforskning, dels påvise, at den mangelfulde efterforskning var en væsentlig årsag til, at Ove Hansen blev dømt. Disse to formålsbestemmelser blev fulgt i udsendelsen »Politiets blinde Øje« den 22. april 1991.

I udsendelsen forelagde man Jane Nielsen rapporten med hendes forklaring fra 1981, som hun aldrig havde set før, og så sagde Jane Nielsen, at der jo ikke står noget om det andet, hvis du ikke har en til, og så sagde Baadsgaard, at der er kun den. Hun oplyste derefter, at hun ikke måtte se rapporten. Hvorefter de spørgsmål, der er basis for anklagen, kom frem.

Men der blev stillet 10 spørgsmål. Det er spørgsmålene 1 og 2, der nævnes i tiltalen, men man springer spørgsmål 3 over og tager så spørgsmål 4 og 5 og gør dem til sagens kardinalpunkter, hvorpå man udlader de sidste 5 spørgsmål. Ved at bryde sammenhængen søger man en begrundelse for en anklage for ærekrænkelse. Der var ikke i udsendelsen nogen accentuering af de spørgsmål, som nu er gravet frem som anklagepunkter. Udsendelsens formål var i første række en kritisk gennemgang af efterforskningen, og herunder konstaterede man, at en bestemmelse i retsplejeloven § 751, stk. 2, ikke blev overholdt. Den helt afgørende del af den, at den afhørte skal have mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af rapporten, anvendtes ikke af Frederikshavns kriminalpoliti helt frem til 1981, hvor denne sag finder sted, og det har fået betydning for hoveddokumentet i sagen, den såkaldte 0-22 rapport, dateret 30.12.1981, og som ikke blev gennemgået med Jane Nielsen. 0-22 rapporten omhandlede kun en Peugeot og en Prinz, men Jane Nielsen gør gældende, at hun gav oplysning om endnu en ting, der blev det afgørende i sagen, nemlig at hun den 12.12.81 lidt over middag havde kørt på Gærumvej i Frederikshavn lige bag Ove Hansen, og at sønnen Mads var med i bilen. Jane Nielsen har aldrig set rapporten, før hun fik den præsenteret 10 år efter.

Rigsadvokaten har til statsadvokaten i Viborg udtalt, at han fandt det uheldigt og kritisabelt, at Frederikshavns politi mere end 3 år efter regelens indførelse ikke som almindelig arbejdsrutine generelt havde gennemført bestemmelsen, Frederikshavns politi, ikke specielt Kaj Nielsen. Men ansvaret for den klare og enkle regels overholdelse påhvilede i første række ham som stationsleder. Kriminalinspektør Kaj Nielsen havde den overordnede ledelse og havde ansvaret for, at man undlod at iagttage denne for borgernes beskyttelse meget vigtige bestemmelse i retsplejeloven.

Hele udviklingen om, at der var en rapport, der ikke var der, hvilede på, at Jane Nielsen var af den opfattelse, at der med den forklaring, hun afgav i 1981, måtte være to rapporter, fordi hun har sagt, at hun har set Ove og Mads den 12. december over middag på Gærumvej. Når det ikke var med i rapporten, der hedder 0-22 - det var en følgeslutning, hun kom med - så måtte der ganske enkelt være en anden rapport. Det var den følgeslutning, der blev fulgt op i de 10 spørgsmål, som afsluttede udsendelsen. Det var en andens udtalelse, som blev viderebygget i de 10 spørgsmål, og derfor gælder de principper, der er fastslået i Jersild-dommen og senere i Auken-sagen, også for denne her sag.

Klagerettens kendelse af 29.11.1991 klargjorde, at Danmarks Radios udsendelser var med til, at der fandt en genoptagelse til.

Den næste domstol, der tog stilling til materialet, var Østre Landsret i et forlig af 14. december 1993, i en injuriesag, som »skolelæreren« anlagde mod de to tiltalte og Danmarks Radio. I det sagde landsretten som sin opfattelse, at de tiltalte ved produktionen af TV-udsendelsen »Dømt for Mord« ikke havde haft anden bevæggrund end ønsket om at undersøge og kritisk vurdere politiets arbejde ved straffesagen og at rejse tvivl om rigtigheden af den straffedom, udsendelsen handlede om, og som efter genoptagelse af straffesagen i 1992 blev ændret, således at den tiltalte blev frifundet. Dette kunne imidlertid ikke retfærdiggøre den krænkelse, »skolelæreren« havde været udsat for.

Den tredje gang, domstolene fik lejlighed til at udtale sig om disse udsendelser, var Østre Landsret, der i en kendelse af 21. marts 1994 udtalte, at de påsigtede udtalelser angår spørgsmålet om omstændighederne omkring tilblivelsen og indholdet af politirapporten betegnet 0-22 og dermed en specifik, afgrænset del af udsendelsen, og at vidnet Jane Nielsens forklaring efter det foreliggende ikke har ændret sig væsentligt gennem sagens forløb. Den tager altså stilling til de to ting, der er afgørende i nærværende sag, 0-22 rapporten og afhøringen af Jane Nielsen. Det væsentligste er Klagerettens begrundelse. To af Klagerettens dommere siger, at 0-22 rapporten og Jane Nielsens og Sinne Johansens udtalelser fører til genoptagelse. Når de kan udtale, at det er nye oplysninger, og at disse oplysninger er så vigtige, at de giver grundlag for en genoptagelse, så kan det ikke være kriminerende for de tiltalte i den udsendelse, der hed »Politiets blinde Øje«, at komme med de 10 spørgsmål, hvor man siger: »Hvordan kan dette overhovedet hænge sammen?«

Klagerettens præsident, højesteretsdommeren, var enig med de to dommere, der sagde, at der ikke var tilstrækkeligt sikre nye oplysninger til en genoptagelse, men sagde til gengæld, at tidsmæssigt havde Ove Hansen ikke haft mulighed for at begå drabet. Derfor stemte han for genoptagelse, og derved blev sagen genoptaget. Dette var en meget stor triumf for de tiltalte, der havde lavet udsendelsen, for de havde sagt det, et helt år før præsidenten sagde det. Et sådant resultat kan selvfølgelig ikke medføre, at den mand, der leder Frederikshavns politi, skal føle sig ærekrænket. Det var jo de klareste tegn på dårlig efterforskning, at Frederikshavns politi ikke havde fundet ud af det, som Klagerettens præsident fandt ud af. Frederikshavns politi, der havde hele efterforskningen, burde have stillet en tidsplan op og arbejdet ud fra denne tidsplan. Alle, der har beskæftiget sig med straffesager, ved, at man allerførst lægger en timeplan og finder ud af, hvordan det her nu hænger sammen Kan det overhovedet lade sig gøre? Der er ikke bare antydning af, at Frederikshavns politi havde lavet en timeplan. Det var en helt grov fejl, der dengang er begået af Frederikshavns kriminalpoliti, og det havde kriminalinspektøren selvfølgelig ansvaret for, og derfor var det med rette allerede af den grund, at han, ikke personligt, men som leder af dette kriminalpoliti, udsattes for kritik i udsendelsen.

Hvis reglen om, at en afhørt skal kunne se rapporten, var blevet overholdt, havde der slet ikke været nogen »Pedal Ove-sag« allerede af den grund, at det grundlæggende dokument var 0-22 rapporten. Hvis Jane Nielsen havde fået dette dokument forelagt i 1981, så havde hun kun to muligheder, enten at sige: »Denne rapport er i orden, jeg har ikke noget at tilføje«. Så kunne hun selvfølgelig ikke komme 10 år efter og tilføje noget andet. Eller hun kunne have sagt: »Denne rapport er ikke i orden, der mangler det, jeg har sagt om Pedal Ove og Mads«. Så måtte politiets påstand om, at Brita var myrdet af Pedal Ove i dette tidsrum, ganske enkelt have været uigennemførlig.

De tiltalte har været aldeles sikre på den oplysning, Jane Nielsen gav om, at hun den 12.12.81 havde set Pedal Ove. Der har ikke været nogen som helst grund til, at de skulle have betvivlet Jane Nielsens udtalelse herom. Det fremgår nemlig af samtlige afhøringer, at hun har fastholdt, at hun så Mads og Ove den 12. december lidt over middag, og at hun har fortalt det til politiet, da hun blev afhørt, den 30. december 1981. Det fremgår af alle de rapporter, som er gennemgået. Den 18. oktober 1990 telefonerede kriminalassistent Nikolajsen til Jane, der sagde til ham, at hun i 1981 også havde nævnt Mads og Ove. Han noterede det på et ark, men han noterede det lidt sjusket, fordi han indføjede nogle klokkeslæt, der bagefter gav anledning til, at han skrev forkert i den rapport, han mere end et halvt år efter på statsadvokatens ordre udarbejdede vedrørende telefonsamtalen.

Hun forklarede senere den 11.3.1991 til en rapport, der, trods statsadvokatens forbud herimod, blev optaget med Kaj Nielsen som medhører og på Frederikshavns politistation, praktisk talt ord til andet det, hun forklarede den 4.4.1991, da interviewet til udsendelsen fandt sted. Det bestyrkede de tiltalte i, at hun er troværdig. Den 22.4.1991 fandt udsendelsen sted, og allerede den 24.4.1991 var to politifolk fra Rigspolitiets Rejsehold af sted til afhøring af Jane Nielsen. I udsendelsen den 22.4. optrådte Jane Nielsen første gang, og hun kom med en for politiet helt ny oplysning. Den burde ikke være ny, fordi de havde jo allerede kendt den fra afhøringerne den 18. oktober 1990 og 11. marts 1991. I udsendelsen fortalte hun, at hun havde set Ove og Mads netop den dag, hvor Brita var forsvundet og netop på det tidspunkt, hvor politiet sagde, at drabet blev begået. De to nye folk fra Rejseholdet var blevet sendt ud med lynets hast og foretog blandt andet, et døgn efter at udsendelsen har fundet sted, en 5½ time lang afhøring af Jane og fortsatte dagen efter den 25. april og igen den 27. april i 5½ time. Det må give anledning til nogen eftertanke: Hvorfor denne lynhast? Hvorfor disse lange afhøringer? Hvorfor sætter man Nikolajsen fra arbejdet og tager nogle nye folk? Alle tre afhøringer afsluttes med, at hun havde set Mads og Ove den dag og på det klokkeslæt. Den sidste dag, det var den 27. april, afsluttede hun sin forklaring med, at hun understregede, at det var rigtigt, at hun havde set Mads og Ove den 12. december lidt over middag. Kriminalassistent Isager kunne bekræfte, at sådan blev det sagt.

Spørgsmålet er, om de tiltalte kunne lægge vægt på det, som Jane havde sagt. Det har de gjort i kvalificeret god tro. Forholdet var det, at Jane Nielsen var helt sikker i sin forklaring om, hvad hun havde sagt den 30.12.1981 om iagttagelsen den 12.12.1981. Det var så sikkert, fordi Jane Nielsen fortalte, at da hun den 30.12.81 sagde til betjentene, at hun den 12.12.81 lidt over middag havde set Ove og Mads, så sagde betjentene helt korrekt efter deres vidende: »Det kan godt være, du har set Ove, men du kan ikke have set Mads. Det kan ikke passe«. Det siger de, fordi Ove Hansens forklaring på den tid gik ud på, at Mads ikke var med, da han kørte anden gang nede fra Mølleparken. Først den 26. august ændrede han sin forklaring og fortalte, at Mads var med. Men på det tidspunkt, hvor Jane sagde til politiet, at Mads var med, var han det efter Ove Hansens egen forklaring ikke. Det vidste politiet selvfølgelig, men det vidste Jane ikke. Det bestyrkede de tiltalte meget stærkt i deres opfattelse af hendes troværdighed. De tiltalte har gjort meget ud af researchen for så vidt angår Janes troværdighed. De har talt med hendes arbejdsgiver, der sagde god for hende. Man kunne stole på hende. De har talt med hendes kolleger, og de har talt med chefredaktøren på Frederikshavns Avis, som kendte hende og også sagde god for hende. Endelig havde de altså den udtalelse, hvor hun siger, at Mads var med, og hvor betjentene siger, at det ikke kan passe. Alle disse ting gav et samlet billede af, at hun er troværdig, og det har de tiltalte lagt til grund. Under efterforskningen var der begået følgende fejl fra Frederikshavns politi, som Kaj Nielsen som leder havde ansvaret for. For det første havde han ikke informeret og instrueret sine folk, som han skulle om retsplejelovens § 751. Han har generelt ikke efterkommet bestemmelsen heller ikke ved de centrale vidneforklaringer, hvor det blev undladt gennem mere end 3 år. Han havde allerede i 1981-82 entydigt lagt sig fast på, at man havde morderen, og ikke undersøgt nogen anden mulighed. Han havde ikke fået udarbejdet den timeplan, man skulle have brugt. Efterfølgende sker der også nogle ting til belysning af de fejl, der er begået, navnlig den afhøring, der fandt sted ved Karl Nikolajsen og Kaj Nielsen den 11. marts 1991, hvor man, uanset den officielle meddelelse om, at Frederikshavns politi ikke havde med sagen at gøre, alligevel lod Kaj Nielsen deltage i afhøringen af Jane, og det på Frederikshavns politistation.
Kaj Nielsen blev opfordret af de tiltalte til at deltage i udsendelsen, men det ville han ikke, uagtet han blev gjort opmærksom på det, der hedder den tomme stols effekt. Det kan undre, når man dagligt ser kriminalinspektører, der udtaler sig.

Kaj Nielsen har herudover begået en anden mærkværdighed. Efter at Klageretten havde genoptaget sagen og lagt det til grund, som står i dens kendelse, ringede kriminalinspektør Kaj Nielsen til kriminalinspektør Sandvig, som er her ved Gladsaxe kriminalpoliti, og oplyste, at Jane Nielsen og hendes mand den 5. juni 1991 var i stand til at betale bøder på tilsammen 8.850 kr., som gennem 2 år forgæves havde været forsøgt inddrevet. Anmelderen, Kaj Nielsen, der har krævet erstatning, fandt, at dette kunne have forbindelse med deres medvirken i TV-udsendelsen og derfor være en relevant oplysning. Dette er utilbørligt. Hun var afhørt 3 gange om dette betalingsspørgsmål og havde sagt, hun intet har fået. Man kunne have spurgt Danmarks Radio, om der var blevet betalt noget. Ikke desto mindre kom Kaj Nielsen med denne oplysning, han kun kan have fået ad tjenstlig vej, og forsøgte at bruge den til sit eget formål. Jane Nielsen blev, da jeg forelagde dette for hende under afhøringen her, meget vred og sagde, hun havde betalt den bøde med penge, der var lånt i banken. Det er aldeles utroligt, at en højtstående politiembedsmand bruger oplysninger, han får tjenstligt, på denne måde, og det viser, at han helt er klar over, at han slet ikke skulle være kommet med denne injuriesag.

Injuriesager skal fremmes med størst mulig hast, og det er ikke sket her. Men anklagemyndigheden har været helt usikker over for, hvad man skulle stille op. På den ene side vil man gerne føje højtstående politiembedsmænd, på den anden side har man været helt klar over, at der ikke var nogen sag.

Der mangler forsæt til at ærekrænke personen Kaj Nielsen. Det er en betingelse efter injurieparagraffen, § 267, ligesom det er en betingelse for at dømme efter bagvaskelsesparagraffen, § 268. Yderligere er der i § 269, stk. 2, en bestemmelse om strafbortfald, når der oplyses omstændigheder, som gav føje til at anse sigtelsen for sand. De tiltalte har arbejdet for almenvellet og fik opnået det, der tjente »Pedal Oves« tarv.

§ 272 går ud på, at straf for injurier kan bortfalde, når handlingen er fremkaldt ved utilbørlig adfærd af den forurettede. Da Jørgen Pedersen første gang henvendte sig til kriminalinspektør Kaj Nielsen om denne sag, som han gerne ville undersøge nærmere, fik han at vide, at det skulle han bare lade være med, »for Ove er psykopat, og i øvrigt er han også morder«. Det var utilbørligt. Det var også utilbørligt over for Jane, at han har betvivlet hendes oplysninger med hensyn til honorar. Det drejer sig om den meddelelse, som han i 1992 gav politiinspektøren i Gladsaxe vedrørende de oplysninger, han havde fået om en bødes betaling, hvor han gjorde opmærksom på, at det nok havde noget med TV-udsendelsen at gøre.

Man kan ikke med det resultat, det gav, bagefter komme og sige, at de pågældende har gjort sig skyldige i bagvaskelse, injurier og ærekrænkelse. Man må tage resultatet til efterretning, og gøre det bedre næste gang, men begynde at lave injurie- og bagvaskelsessager hører ingen steder hjemme. Det er målene, der tæller, og man kunne ikke opnå mere igennem disse udsendelser end det, der er opnået, ikke engang teoretisk. Det er uhyre vigtigt, at politirapporter bliver optaget rigtigt, og at efterforskning sker på en rigtig vis.

Man er tilbøjelig til at lægge megen vægt på politirapporter, og det skal man også gerne kunne gøre i fremtiden, men så skal de selvfølgelig også være rigtige og indeholde oplysninger om, hvad der faktisk er sket.

De tiltalte udførte dygtigt arbejde og efterforskning. Der er intet deri, der kan medføre nogen form for straf eller erstatning, og det ville være temmeligt forfærdeligt, hvis et sådant arbejde, der resulterede i et sådant resultat, skulle kunne medføre strafferetlig forfølgning fra den person, som bar en væsentlig del af skylden for, at det resultat, man oprindeligt kom til, var forkert.


Den anden forsvarer, advokat Jørgen Jacobsen, har anført, at Østre Landsret ved forliget i injuriesagen, anlagt af »skolelæreren«, fandt anledning til at tilkendegive, at der ikke i de fremlagte råbånd var foretaget misvisende redigering, og at de tiltalte ved produktionen af TV-udsendelsen ikke har haft anden bevæggrund end ønsket om at undersøge og kritisk vurdere politiets arbejde med straffesagen og at rejse tvivl om rigtigheden af den straffedom, udsendelsen handlede om. Landsretten anerkendte hermed den præmis, der var ledetråden i begge produktioner. Det er af betydning, at udsendelsen ses i sin helhed, og at den er seriøs og beregnet på en veloplyst seerskare.

Den anden udtalelse fra landsretten, som det er værd at holde sig for øje, er kendelsen af 21.3.94 i nærværende sag. Det blev hermed fastslået, at det er de tiltaltes opfattelse af Janes troværdighed på tidspunktet for optagelsen, der er relevant.

Vel kan et spørgsmål i subtile tilfælde indeholde en sigtelse, men her er der ikke tale om, at en sigtelse er camoufleret som spørgsmål. Det fremgik af de tiltaltes forklaringer og Preben Wilhjelms vidneforklaring og af dokumentationen. Spørgsmålene blev stillet, fordi politiet - herunder Kaj Nielsen - nægtede at medvirke i udsendelsen. Det var alene de spørgsmål, som ville være blevet stillet til blandt andre Kaj Nielsen. Man har trukket dem ud af en sammenhæng. Isoleret kunne de linier måske opfattes som en sigtelse. Men seerne fik dem ikke præsenteret isoleret. De fik dem præsenteret i en sammenhæng, hvor de spørgsmål, man i udsendelsen ville have forelagt de pågældende politifolk, hvis de havde modtaget opfordringen til at medvirke, blev opregnet.

Det blev præciseret lige fra starten, at nu kom en række spørgsmål som mulige forklaringer på det, der var sket, og efter at have opridset de spørgsmål, som involverede ikke Kaj Nielsen isoleret, men alle de relevante efterforskere, sluttede afsnittet med den oplysning, at ingen af dem havde villet udtale sig om sagen overhovedet. Tydeligere kunne det vel ikke siges, at det drejede sig om spørgsmål, man ville have stillet de pågældende.

Spørgsmålene var ikke tilfældige. De rettede sig i logisk orden mod mulige årsager til, at den afgørende del af Jane Nielsens forklaring fra 1981-82 ikke fandtes i sagsakterne. Først det mest nærliggende, om det var Willy Nielsen og Frank B. Madsen, der undlod at skrive rapport om dette. Det afvises med ordet »næppe«, hvorefter man gik videre til næste trin i rækken, Kaj Nielsen og Karl Nikolajsen. Men med ordet »næppe« havde man ikke udelukket den første mulighed, således at spørgsmålet om Kaj Nielsen fremstod som en konklusion.

Når Willy Nielsen og Frank B. Madsen blev taget ud af sagen, var det ikke kun, fordi deres sag stod svagere. De følte sig helt på linie med Kaj Nielsen og stod som medunderskrivere på anmeldelsen. Men anklagemyndigheden har været nødt til at hævde, at de, i strid med deres egen opfattelse, var fuldstændigt renset med ordet »næppe«, ellers ville det være umuligt at påstå, at spørgsmålet vedrørende Kaj Nielsen var en strafbar sigtelse.

Anklageren har fremstillet det, som om det i speakerteksten lægges til grund, at der har foreligget en rapport med Janes iagttagelse. Den opfattelse får man kun, hvis man trækker den ud af sammenhængen. Måske skulle man i stedet for »rapporten« have sagt »Janes iagttagelse«. Men det blev jo klart trukket op forinden. Tidspunktet for den gode tro er tidspunktet for den påståede ærekrænkelses fremsættelse. Da udsendelsen blev produceret og udsendt, havde de tiltalte fuld føje til at anse udtalelsen, der jo i øvrigt blot er de spørgsmål, man ville have stillet, hvis ikke politifolkene havde nægtet at medvirke, for både sand og bevislig.

Når det i udsendelsens opsamlende afsnit blev lagt til grund, at Jane Nielsen havde fortalt om sin iagttagelse af Ove og Mads allerede under afhøringen den 30.12.81, skyldtes det ikke mindst hendes oplysning om Frank B. Madsens reaktion på hendes forklaring. Hun har ikke haft nogen som helst mulighed for at vide, at det, hun refererede Madsen for, var en fuldstændig logisk reaktion netop på det tidspunkt.

Anklageren vil have de tiltalte dømt for bagvaskelse efter straffelovens § 268. Denne påstand er helt ude af proportioner. Der er ikke grund til at antage, at de tiltalte har handlet mod bedre vidende.

Det er en betingelse for straffrihed efter § 269, stk. 1, at sigtelsen blev fremsat i god tro. Det udelukker ikke god tro, at de tiltalte burde være kommet til en anden opfattelse. De tiltalte har blot udtrykt en mistanke, en mulighed, og ikke en injurierende påstand. De har altså været i god tro og hermed er det første led i § 269 opfyldt.

Den anden hovedbetingelse for straffrihed og dermed frifindelse efter § 269 er, at der er handlet til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af andres tarv. Varetagelsen af almeninteressen skal kunne anses som berettiget. Der skal anlægges en konkret vurdering af, om ærekrænkelsens fremsættelse var rimelig under hensyn til udtalelsens nytteværdi. Man kan erindre Østre Landsrets ord fra »Skolelærer«-forliget.

De påklagede udtalelser var endvidere kun en brik i et samlet kritisk billede af efterforskningens forløb. Der var ikke tale om en isoleret udhængning af en enkelt person.

Det er således godtgjort, at de tiltalte fremsatte udtalelsen i god tro og handlede til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse.

Men der er også straffrihed, hvis den, der fremsætter en sigtelse handler til varetagelse af andres tarv. Det var klart tilfældet her, hvor den uskyldigt dømtes - Ove Hansens - tarv blev varetaget.

Der kan ikke mortificeres, hvis sigtelsen er straffri på grund af et særligt ytringsprivilegium, og et sådant ytringsprivilegium var til stede i denne sag. Selv om journalister ikke har et særligt frisprog, så har de et særligt ytringsprivilegium. Denne udvidede ytringsfrihed gælder, når det drejer sig om kritik mod myndighedsorganer.

Selv om kritik mod myndighedsorganer kan være uvederhæftig og noget voldsom og fornærmelig i sin form, så bør det offentlige være varsom med at møde den med trussel om straf. Inden for statsmagtens område er man i udkanten af ærekrænkelsesbestemmelsernes naturlige virkefelt. Myndighedsorganerne har som regel en bred ryg under rolige og normale samfundsforhold. Deres egne udtalelser og imødegåelse vil som regel give dem beskyttelse nok. Der er i dag i både teori og praksis tilstrækkeligt underlag for at tillægge ytringsfriheden overvægt, når der er tale om en mulig konflikt med ærekrænkelse.

Det fremgår også nu af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis. Menneskerettighedskonventionen er ved lov gjort til en del af dansk ret, som skal følges at vore domstole.

Pressen som offentlighedens vagthund har en forpligtelse til at viderebringe information og synspunkter af offentlig interesse. Der må sættes snævre grænser for indgreb i en journalists ytringsfrihed, og udgangspunktet er, at der kræves meget overbevisende og stærke grunde for at straffe en journalist for udførelse af opgaver, der falder inden for journalistikkens formål. Dette er særlig tilfældet, når journalistikken vedrører et emne af offentlig interesse, eksempelvis vurdering og kritik af offentlige myndigheders adfærd, in casu en politimæssig efterforskning.

Både ytringer om politiske emner og andre emner af almen, offentlig interesse nyder særlig beskyttelse under art. 10. Det kan blive anset for en krænkelse af ytringsfriheden at forlange sandhedsbevis for viderebringelse af udokumenterede beskyldninger om emner af offentlig interesse fremsat med et anerkendelsesværdigt formål for øje.

Politiet har stor magt. Det må derfor finde sig i kritik, også i uberettiget. Politifolk skal ikke komme løbende og bede domstolene om at straffe pressen, hvis de føler sig fornærmede. De burde i denne sag i stedet have benyttet sig af den ytringsfrihed, de af de tiltalte fik tilbudt, men ikke ønskede at udnytte.

Forsvareren har angående det rejste krav om godtgørelse for tort vedrørende den principale påstand om henvisning til civilt søgsmål gjort gældende, at det rejste borgerlige kravs forfølgning under sagen har været til væsentlig ulempe. Kravet har medført en række spørgsmål, som har været til sådan ulempe, at alene disse spørgsmål burde bevirke, at kravet henvises til civilt søgsmål. Man kan heller ikke se bort fra muligheden af, at det kan sløre lægdommernes opfattelse af de omstændigheder, der har betydning for strafspørgsmålet, at de skal påhøre en længere bevisførelse og procedure om erstatningsspørgsmål, hvis afgørelse ligger uden for deres kompetence.

I samme retning går reglen i § 992, stk. 1. Denne bestemmelse indeholder det såkaldte ensretningsprincip, hvorefter der ikke vil kunne gives medhold i det borgerlige krav, hvis der frifindes i straffesagen, ligesom der ikke vil kunne frifindes for det borgerlige krav, hvis der domfældes i straffesagen.

Kravet er ikke specificeret på tilstrækkelig måde og ikke gjort gældende på den i loven foreskrevne måde. Det er derfor ifølge erstatningsansvarslovens § 18 ikke faldet i arv. Kravet er rejst af Kaj Nielsens enke og derfor er det § 18, stk. 2, det drejer sig om. Bestemmelsen opregner de tidsmæssige betingelser, som skal være opfyldt, for at kravet går i arv. Hvis ingen af betingelserne i bestemmelsen er opfyldt, er kravet definitivt bortfaldet med afdødes død.

Bestemmelsen vedrører kun godtgørelseskrav, det vil sige krav af ikke-økonomisk karakter som tort. Disse krav er i særlig grad knyttet til skadelidtes person, og beslutningen om at gøre kravet gældende bør derfor være truffet af den krænkede selv. På den anden side er der ingen grund til, at kravet ikke skal kunne falde i arv, hvis skadelidte har valgt at fremsætte kravet. Det er dog ikke tilstrækkeligt, at det bevismæssigt er utvivlsomt, at den krænkede ønsker kravet fremmet. Afgørende er, om en af de fremgangsmåder, som opregnes i § 18, stk. 2, er fulgt.

Erstatningssøgende har gjort gældende, at nu afdøde kriminalinspektør Kaj Nielsen i selve anmeldelsen af 23. maj 1991 anførte kravet om erstatning. Synspunktet i relation til erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, er, at anmeldelsen medfulgte den editionsbegæring, som politimesteren i Gladsaxe den 11. februar 1993 sendte til Gladsaxe Ret, og at anklageren under forelæggelsen af sagen i retsmødet den 14. maj 1993 vedrørende editionsspørgsmålet oplyste, at erstatningskravet, uanset det i anmeldelsen anførte, alene ville blive rejst mod de to sigtede og ikke mod Danmarks Radio.

Først bør man undersøge, om anmeldelsen af 23. maj 1991 og oplysningen i retsmødet 14. maj 93 opfylder de krav, der kan stilles til specifikationen af godtgørelseskravet. Er formuleringen »vi ønsker . . . erstatning« i anmeldelsen og oplysningen i retsmødet »der . . . vil blive rejst erstatningskrav« egnet til at anse et krav om godtgørelse for tort fremsat indenretligt på vegne kriminalinspektør Kaj Nielsen?

Kravet skal være rejst indenretligt af skadelidte inden dødsfaldet. Kravet behøver ikke at være blevet specificeret i detaljer, når det dog er klart, at det omfatter godtgørelse af en vis type. Den forenkling af godtgørelseskrav, der er gennemført ved erstatningsansvarsloven, mindsker behovet for deres specifikation. Krav om godtgørelse for tort, der ikke følger bestemte takster, må imidlertid være fremsat udtrykkeligt.

Erstatningsansvarsloven indførte faste regler for udmåling af personskadekrav. Svie og smerte og mén opgøres efter helt faste takster, og det er derfor ubetænkeligt og forringer ikke retsstillingen for den ansvarlige, såfremt disse krav ikke opgøres nærmere. Omvendt med krav om godtgørelse for tort, der ikke opgøres efter faste regler, hvorfor der ikke er vejledning at hente i loven. Retsgrundlaget for at tilkende tort er heller ikke culpa som ved de øvrige poster, men det særlige retsstridighedskrav i erstatningsansvarslovens § 26. Dette taler også for at stille større krav til specifikationen af krav om godtgørelse for tort.

Erstatningssøgende har godtgjort, at de 3 anmeldere kun kan have ment et tort-krav, når de skriver, »vi ønsker . . . erstatning« i anmeldelsen. Men formuleringen er ikke egnet til at anse et krav om godtgørelse for tort for tilstrækkeligt specificeret, hverken tort, kravets størrelse eller godtgørelse nævnes.

Godtgørelseskravet er heller ikke gjort gældende ved selve editionsbegæringen. Formuleringen af lovteksten må bevirke, at kravet skal være en integreret del af det dokument, der indleveres til retten.

Ved en gennemgang af editionsbegæringen kan man konstatere, at hverken erstatningskravet eller anmeldelsen nævnes noget sted i selve tekstdelen. Anmeldelsen nævnes udelukkende i forbindelse med en opregning af de mange sagsakter fra efterforskningen, som medfulgte begæringen. Dette er ikke tilstrækkeligt til, at begæringen kan dække hele det medfølgende materiale i den forstand, at detaljerede oplysninger fra alle bilag dermed må anses for at være gjort gældende for retten.

Det bestrides, at anklagerens oplysning under forelæggelsen af sagen i retsmødet den 14. maj 1993 kan sidestilles med en indenretlig fremsættelse af kravet. Om erstatningskravet anføres i kendelsen: »Anklagemyndigheden har oplyst, at der alene vil blive rejst erstatningskrav mod de to sigtede, ikke mod Danmarks Radio«.

Denne oplysning skyldtes, at editionsbegæringen kun var rettet imod Danmarks Radio, der til støtte for sin protest havde gjort gældende, at retsplejelovens § 171, stk. 2, var til hinder for edition, da edition som følge af erstatningskravet ville påføre Danmarks Radio økonomisk skade. For at tilbagevise Danmarks Radio's argumentation foretog man en faktisk berigtigelse af anmeldelsen, således at erstatningskravet ikke ville omfatte institutionen.

Da oplysningen således ikke havde sigte til de tiltalte og fremkom i en for dem uvedkommende sammenhæng, kan den ikke gøre det ud for, at kravet i forhold til dem blev fremsat indenretligt.

Editionsbegæringen kan ikke sidestilles med de dokumenter, der nævnes i lovbestemmelsen: anklageskrift eller stævning. Kendetegnende og fælles for anklageskrift og stævning er, at en sag dermed er indledt. Der er truffet beslutning om tiltalerejsning, således at en sag, hvorunder der kan rejses adhæsionskrav, bliver gennemført. Dette var ikke tilfældet på tidspunktet for editionsbegæringens indlevering. Reglerne om edition findes i retsplejelovens kapitel 75b, om beslaglæggelse som et foreløbigt retsmiddel, det vil sige et straffeprocessuelt indgreb, der gennemføres under efterforskningen til brug for beslutningen om tiltalerejsning. På det tidspunkt, hvor editionsbegæringen blev indleveret, kunne ingen vide, hvorvidt en sag overhovedet ville blive gennemført.

I tidsrummet mellem editionsbegæringens indlevering den 11. februar 1993 og retsmødet den 14. maj 1993 fandt et retsmøde sted den 30. marts 1993. Ifølge retsbogen oplyste anklageren under dette retsmøde, at der nu var truffet beslutning om tiltalerejsning, men at tiltalen ikke var formuleret endnu. Erstatningssøgende hævder, at indvendingerne imod at sidestille en editionsbegæring med anklageskrift herefter ikke gør sig gældende, da man nu er klar over, at tiltalen bliver rejst.

Heroverfor må fastholdes, at der først er tale om tiltalerejsning, når et anklageskrift er udarbejdet, hvilket først skete ca. 1 år og 2 måneder efter editionsretsmødet. Indtil da kunne beslutningen omgøres administrativt. De sigtede må kende den præcise udformning af tiltalen, før de kan forholde sig til et erstatningskrav.

Retten udtaler:

De i tiltalen citerede første to spørgsmål forudsatte, at en afgørende del af Jane Nielsens forklaring var forsvundet, og at nogen inden for politi eller anklagemyndighed bar ansvaret herfor. Der forelå hermed et udsagn, som kunne gøres til genstand for bevisførelse. Ved de næste to spørgsmål blev udsagnet konkretiseret til muligheden for en kriminel handling fra kriminalinspektør Kaj Nielsens side, hvorved det indebar en sigtelse mod ham, uanset det var formuleret gennem spørgsmål og indgik som led i en række af spørgsmål.

Efter de tiltaltes person og stilling findes det åbenbart, at de har indset, at udsagnet kunne indebære en sigtelse, og af deres og vidnet Wilhjelms forklaring om overvejelserne, før udsendelsen fandt sted, findes det endvidere godtgjort, at de, trods denne risiko, af hensyn til formålet lod sigtelsen fremsætte, hvorfor det til straf fornødne forsæt var til stede.

Det findes ikke at leve op til den standard for researchen, som de tiltalte efter deres forklaring ønskede, den skulle have, når de ikke før udsendelsen fik opklaret, at begravelsen i Ugilt havde fundet sted kl. 14. Det ville have bevirket en sådan usikkerhed med hensyn til oplysningerne i interviewet med Jane Nielsen, at dette havde været værdiløst for udsendelsens formål. Verifikation af klokkeslættet kunne nemt have været foretaget ved en henvendelse til præsten.

Under hensyn til, at tiltalte Jørgen Pedersen ved forespørgsel hos plejehjem og bedemand fik bekræftet dødsfaldet og datoen for begravelsen, at Jane Nielsens forklaring om klokkeslættet svarede til den, hun havde afgivet til politiet den 11. marts 1991, og at Sinne Johansens forklaring, der var afgivet uafhængigt af Jane Nielsens, om at have set Ove Hansen ved Mølleparken på et tidspunkt, et tidspunkt, der stemte med Jane Nielsens oplysning, findes det imidlertid betænkeligt at anse de tiltalte som værende i ond tro med hensyn til klokkeslættet.

Jane Nielsens forklaring om, at hun kunne huske, at en af betjentene ved afhøringen af hende kort efter Brita Hansens forsvinden havde betvivlet rigtigheden af, at hun havde set Mads i Ove Hansens bil, måtte bestyrke de tiltalte i deres opfattelse af, at hun da havde afgivet forklaring herom. Da dette ikke fremgik af 0-22-rapporten, og da Kaj Nielsen udviste en negativ holdning over for deres arbejde med sagen, måtte de få en sådan mistro, at de må antages at have været i god tro med hensyn til sigtelsens rigtighed, da udsendelsen blev sendt.

Da det endvidere er utvivlsomt, at formålet var at varetage almenhedens åbenbare interesse i at blive gjort bekendt med en efterforskning, som de anså for fordrejet, straffes de tiltalte i medfør af straffelovens § 269, stk. 1, ikke.

Da sigtelsens sandhed ikke er bevist, vil den i medfør af straffelovens § 273, stk. 1, være at mortificere. Det bemærkes, at det er uden betydning herfor, at de tiltalte ikke straffes for dens fremsættelse, når dette skyldes deres gode tro.

I medfør af medieansvarslovens § 54 bestemmes, at Danmarks Radio i TV snarest muligt mellem kl. 19.30 og kl. 22.00 offentliggør, at sigtelsen var ubeføjet.

Retsformanden udtaler:

Da kravet om godtgørelse for tort ikke er tilstrækkeligt klart fremsat i retten, før kriminalinspektør Kaj Nielsens død den 2. oktober 1993, er det efter erstatningsansvarslovens § 18, stk. 2, ikke faldet i arv, hvorfor de tiltalte frifindes.

— — —

Sagens omkostninger betales af statskassen.


Østre Landsrets dom 6. marts 1997 (5. afd.)

(A. F. Wehner og Michael Dorn med domsmænd, jf. retsplejelovens § 214, stk. 3).

Gladsaxe Rets dom af 15. september 1995 — — — er anket af Jørgen Pedersen og Sten Kristian Baadsgaard med påstand om frifindelse. De tiltaltes forsvarere har til støtte for påstanden om frifindelse henvist til deres anbringender og argumentation for byretten. De har for landsretten særligt fremhævet, at mortifikation ikke bør ske, idet sigtelserne er straffri på grund af et særligt ytringsprivilegium. De har endvidere støttet frifindelsespåstanden på, at der ikke foreligger nogen sigtelse, og at der ikke foreligger forsæt til æreskrænkelse. Forsvarerne har yderligere støttet frifindelsespåstanden på, at den påståede sigtelse blev fremsat i god tro, og at der er handlet til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af andres tarv. Forsvarerne har for landsretten yderligere til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at den i straffelovens § 96, stk. 1, fastsatte frist for påtalebegæring er oversiddet af Kaj Nielsen. Forsvarerne har herudover for landsretten påstået frifindelse som følge af strafferetlig forældelse, idet rettergangsskridt ikke er taget inden for 2 år regnet fra den 22. april 1991, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1. Subsidiært har forsvarerne påstået frifindelse i medfør af straffelovens § 275 a og art. 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, idet sagen ikke er fremmet behørigt.

Anklagemyndigheden, der har påstået dom efter anklageskriftet og skærpelse, har i det hele bestridt forsvarernes argumentation.

Kriminalinspektør Kaj Nielsen afgik ved døden den 2. oktober 1993. Enken, Bodil Nielsen, der hensidder i uskiftet bo, har over for de tiltalte nedlagt påstand om godtgørelse på ikke over 150.000 kr. for tort. Der påstås godtgørelsesbeløbet tillagt renter fra den 18. oktober 1994.

De tiltalte har principalt påstået sig frifundet for kravet, subsidiært at en eventuel godtgørelse fastsættes til et langt lavere beløb.

De i udsendelsen »Politiets blinde Øje«, der sendtes den 22. april 1991, stillede spørgsmål, var i speakerteksten sålydende:

»Speaker: Tilbage står nu alle spørgsmålene, hvorfor forsvandt den afgørende del af Jane Nielsens forklaring - og hvem inden for politiet eller anklagemyndighed bærer ansvaret for dette?

Var det de to betjente Willy Nielsen og Frank B. Madsen, der undlod at skrive rapport om dette?

Næppe, siger kilder inden for politiet til os, det ville de ikke turde.

Var det kriminalinspektør Kaj Nielsen, der besluttede, at rapporten ikke skulle indgå i sagen? Eller har han sammen med Karl Nikolajsen fra Rigspolitiets Rejsehold holdt vidneudsagnet skjult for forsvar og dommere og nævninge?

Hvorfor ringer Nikolajsen til Jane Nielsen kort efter TV-programmet dømt for mord - Jane Nielsen var jo efter politiets opfattelse et vidne uden betydning. Hun var arkiveret blandt 0-rapporter.

Hvorfor indkaldte Nikolajsen hende ikke til afhøring, da hun i telefonen gentog sin oprindelige forklaring?

Hvorfor afhøres Jane Nielsen på Frederikshavns politistation i overværelse af kriminalinspektør Kaj Nielsen. Helt i strid med statsadvokat Stigels udtalelser til offentligheden.

Politimester Søren Kamp Knudsen udtalte den 20. september sidste år til Aalborg Stiftstidende:

Speaker: Samtlige oplysninger har været forelagt forsvarerne, anklageren og dommerne i forbindelse med sagen.

Speaker:. Kendte politimesteren til Jane Nielsens vidneudsagn, da han fremsatte denne udtalelse.

Vidste statsadvokat Ole Stigel allerede i 1981, at der forelå et vidneudsagn, der bekræftede, at Ove Hansen havde været i Mølleparken to gange, og at Mads havde været med begge gange. Ingen af dem har villet udtale sig om sagen overhovedet.«

Det fremgår af sagen, at kriminalassistenterne Frank Madsen og Willy Nielsen samt kriminalinspektør Kaj Nielsen ved skrivelse af 23. maj 1991, modtaget hos Politimesteren i Gladsaxe den 27. maj 1991, anmeldte Danmarks Radio og de tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 267 og § 268. I anmeldelsen hedder det blandt andet:

»Under henvisning til bestemmelserne i straffelovens § 275, stk. 2, 2. pkt., ønsker vi, . . . at indgive anmeldelse for overtrædelse af straffelovens § 267 og § 268.

Baggrunden for anmeldelsen er TV-udsendelsen, Politiets Blinde Øje, der sendtes den 22. april 1991, hvor vi på grundlag af taxachauffør Jane Nielsens forklaring til TV-udsendelsen blev beskyldt for at have bortskaffet eller tilintetgjort væsentligt bevismateriale i drabssagen.

. . .

Vi ønsker de pågældende tiltalt og straffet, ligesom vi ønsker mortifikation og erstatning.

. . . «

Første retsmøde, hvori de tiltalte sigtedes for overtrædelse af straffelovens § 267 og § 268 afholdtes i Gladsaxe Ret den 30. marts 1993 i anledning af retsmødebegæring af 11. februar 1993 fra Politimesteren i Gladsaxe vedrørende edition over for Danmarks Radio. I retsmødebegæringen, der må antages at være modtaget i Gladsaxe Ret den 11. februar 1993 eller få dage efter, hedder det blandt andet:

»Herved skal jeg i medfør af retsplejelovens § 827, jfr. § 824, stk. 1 anmode retten om at pålægge

Danmarks Radio

TV-Byen

2860 Søborg

til Gladsaxe politi at udlevere de til den 22. april 1991 bragte TV-udsendelse «Politiets Blinde Øje» tilhørende rå-bånd, drejebøger og alle dertil udfærdigede forarbejder samt alt øvrigt skriftligt materiale i forbindelse med udsendelsens tilblivelse.

. . .

Baggrunden for begæringen er, at programmedarbejderne

Jørgen Pedersen

og

Sten Baadsgaard

sigtes for overtrædelse af straffelovens § 267, stk. 1, og stk. 3, og straffelovens § 268 ved den 22. april 1991 i Danmarks Radio, TV-udsendelsen »Politiets Blinde Øje«, mod bedre vidende eller uden rimelig grund til at anse sigtelsen for sand, at have fremsat eller udbredt sigtelse for et forhold, der er egnet til at nedsætte kriminalinspektør Kaj Nielsen i medborgeres agtelse, idet de sigtede som journalistiske medarbejdere og dermed ansvarlige for tilvejebringelsen af de oplysninger, der indgår i udsendelsen, rejste spørgsmålene:

Hvorfor forsvandt den afgørende del af Jane Nielsens forklaring, og hvem inden for politi og anklagemyndighed bærer ansvaret for dette?

Var det kriminalinspektør Kaj Nielsen, der besluttede, at rapporten ikke skulle indgå i sagen? Eller har han sammen med en kriminalassistent fra Rejseholdet holdt vidneudsagnet skjult for forsvar, dommere og nævninge?

De sigtede har nægtet at udtale sig til politiet.«

Som bilag til retsmødebegæringen var blandt andet vedlagt førnævnte anmeldelse af 23. maj 1991. Det fremgår af det retsbogen tilførte, at retsmødebegæringen med bilag blev fremlagt, at de tiltaltes forsvarere var til stede, at tiltalte Jørgen Pedersen var mødt, og at anklagemyndighedens repræsentant oplyste, at der var truffet beslutning om tiltalerejsning, men at tiltalen da endnu ikke var formuleret.

Det fremgår af sagen, at Gladsaxe kriminalpoliti den 27. maj 1991 i en skematisk anmeldelsesrapport har registreret de forurettede således »Ki. K. Nielsen, ka. W. Nielsen, og ka. F. Madsen«. I rubrikken »resume« er henvist til »vedlagte skrivelse med bilag«.

Det er ubestridt, at skrivelsen er anmeldelsen af 23. maj 1991.

I rubrikken »sagsbehandler« er datoen »29/1-92« anført.

Hos Gladsaxe kriminalpoliti er der udfærdiget endnu en anmeldelsesrapport, hvorpå anmeldelsestidspunktet er anført som »19/1-93«. Forurettede anføres som »Kaj Nielsen«. I rubrikken »resume« er tilført følgende »Konf. rapport vedr. andre undersøgelser af 27. maj 1991 iht ki Kaj Nielsens skriftlige anmeldelse af 23. maj 1991.«

I skrivelse af 9. marts 1993 fra Politimesteren i Gladsaxe til advokat Jørgen Jacobsen hedder det:

». . . sagen mod Sten Baadsgaard og Jørgen Pedersen

. . .

skal jeg meddele, at der kun er indgivet een anmeldelse.

På baggrund af denne anmeldelse blev sagen startet med en anmeldelsesblanket vedrørende andre undersøgelser. Da sigtelserne blev rejst blev der udfærdiget en ny anmeldelsesrapport, der henviser til den tidligere udfærdigede. Det forhold, at der foreligger to anmeldelsesrapporter, er således af rent journaliseringsmæssige grunde.«

Der er for landsretten afgivet forklaring af de tiltalte og vidnerne Preben Wilhjelm, Jane Mary Nielsen og kriminalkommissær Bent Isager-Nielsen. De har alle i det væsentlige forklaret som for byretten.

Der er endvidere for landsretten afgivet forklaring af Karl Nikolajsen, herom henvises til retsbogen.

Landsretten skal udtale:

Kriminalinspektør Kaj Nielsens anmeldelse af 23. maj 1991 indeholder en klart formuleret begæring om offentlig påtale. Den er fremkommet inden den i straffelovens § 96, stk. 1, fastsatte frist på 6 måneder og har siden da dannet grundlag for sagens behandling. Den omstændighed, at tiltale i denne sag først blev rejst ved anklageskrift af 5. juli 1994, og at sagen hos politiet internt er journaliseret på forskellig måde, kan ikke føre til, at nævnte frist er overskredet.

Første rettergangsskridt i sagen, hvorved de tiltalte sigtes for de forhold, for hvilke der er rejst tiltale under denne sag, er foretaget den 11. februar 1993 eller umiddelbart efter denne dato, idet politimesterens retsmødebegæring af 11. februar 1993 enten denne dag eller umiddelbart efter må være modtaget i Retten i Gladsaxe og i hvert fald før retsmødet den 30. marts 1993. Herefter, og da der ikke foreligger grundlag for at anse forfølgningen i sagen opgivet eller indstillet på ubestemt tid, er den i straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, nævnte tidsfrist overholdt, og ingen del af tiltalen forældet.

Når henses til, at der verserede en sag om straffesagens genoptagelse og til sagens omstændigheder i øvrigt, finder landsretten ikke grundlag for, at der ved sagens behandling foreligger en overtrædelse af straffelovens § 275 a eller en krænkelse af art. 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det tiltrædes af de af byretten anførte grunde, at de i anklageskriftet nævnte spørgsmål, der blev stillet af de tiltalte ved afslutningen af TV-udsendelsen »Politiets blinde Øje« har været egnede til at nedsætte forurettede, kriminalinspektør Kaj Nielsen, i egen og omgivelsernes vurdering og derfor har indebåret strafbare sigtelser mod forurettede. Det bemærkes herved, at der allerede på dette tidspunkt verserede sag for Den særlige Klageret vedrørende genoptagelse af den straffesag, der dannede baggrund for TV-udsendelsen. Som følge heraf måtte det af kriminalinspektør Kaj Nielsen befrygtes, at hans deltagelse i TV-udsendelsen kunne fremtræde som et indlæg i den verserende klageretssag, hvilket må have stået de tiltalte klart. Det kan herefter ikke føre til et andet resultat, at Kaj Nielsen afslog at medvirke i TV-udsendelsen. Det tiltrædes videre, at de tiltalte ikke har været i stand til at bevise sandheden af disse sigtelser.

Endelig tiltrædes det, at de tiltalte inden TV-udsendelsen kan have haft en vis føje til at antage, at Jane Nielsens forklaring om at have set Ove Hansen og dennes søn Mads den 12. december 1981 var sand, og at de tiltalte ved at bringe den for politiets efterforskning i »Pedal Ove-sagen« kritiske TV-udsendelse som sådan har handlet til berettiget varetagelse af almenhedens og Ove Hansens åbenbare interesse i at blive gjort bekendt med denne politiefterforskning, jf. herved straffelovens § 269, stk. 1, og princippet i art. 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Landsretten finder imidlertid, at det til varetagelse af disse interesser ikke har været nødvendigt for de tiltalte særskilt at formulere og stille de nævnte spørgsmål. Interesserne kunne fuldt ud have været tilgodeset, uden at de tiltalte ved afslutningen af TV-udsendelsen stillede spørgsmål af den pågældende karakter og derigennem fremsatte meget alvorlige sigtelser mod forurettede om bevisforvanskning og embedsmisbrug. De tiltaltes fremsættelse af sigtelser mod forurettede gennem spørgsmålene har herefter ikke været berettiget varetagelse af de omtalte interesser. På den baggrund finder landsretten ikke grundlag for, at de rejste sigtelser kan være straffri, jf. straffelovens § 269, stk. 1. Dette resultat findes i overensstemmelse med art. 10, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvoraf blandt andet fremgår, at ytringsfriheden kan »underkastes . . . straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige . . . for at beskytte andres gode navn og rygte . . .«. I afvejningen af hensynet til ytringsfriheden mod æreskrænkelser er der efter landsrettens opfattelse ikke herved opstillet begrænsninger, der har hindret Danmarks Radio i på rimelig måde at udfylde rollen som offentlighedens kontrol- og informationsorgan (»Public Watchdog«), jf. Højesterets dom af 9. december 1996 i sagen Vagn Nygaard og Mette Ørum Andersen mod Henning Dalgaard.

Landsretten finder ikke tilstrækkeligt grundlag for anvendelse af straffelovens § 269, stk. 2.

Landsretten finder endelig ikke grundlag for anvendelse af straffelovens § 268 eller § 272.

De tiltalte straffes herefter efter straffelovens § 267, stk. 1, jf. stk. 3, hver med 20 dagbøder a 400 kr.

Forvandlingsstraffen er hæfte i 20 dage.

Ved straffens fastsættelse har landsretten på den ene side henset til, at de tiltalte havde et helt legitimt formål med at bringe TV-udsendelsen, at de 2 spørgsmål udgjorde en begrænset del af den samlede udsendelse, og at de strafbare forhold blev begået i 1991, og på den anden side til, at de strafbare sigtelser blev bragt i en TV-udsendelse i Danmarks Radio og derved har forøget det krænkende i ytringen, jf. straffelovens § 267, stk. 3.

Det tiltrædes, at der ved byrettens dom er sket mortifikation. I overensstemmelse hermed pålægges det Danmarks Radio ved generaldirektøren efter en nyhedsudsendelse, begyndende kl. 18.30 eller kl. 21.00, at bringe meddelelse om, at følgende udtalelser kendes ubeføjet:

»Hvorfor forsvandt den afgørende del af Jane Nielsens forklaring, og hvem inden for politi eller anklagemyndighed bærer ansvaret for dette?

Var det kriminalinspektør Kaj Nielsen, der besluttede, at rapporten ikke skulle indgå i sagen? Eller har han sammen med Karl Nikolajsen fra Rigspolitiets Rejsehold holdt vidneudsagnet skjult for forsvar og dommere og nævninge?«

For så vidt angår det af Bodil Nielsen over for de tiltalte rejste krav om godtgørelse for tort udtaler rettens juridiske dommere:

Forurettede Kaj Nielsen havde i anmeldelsen af 23. maj 1991 »krævet erstatning.«

Anmeldelsen blev med andre dokumenter fremlagt i Gladsaxe Ret den 30. marts 1993, og i Gladsaxe Rets kendelse af 28. maj 1993 vedrørende spørgsmålet om at pålægge Danmarks Radio at udlevere materiale hedder det: »Anklagemyndigheden har oplyst, at der alene vil blive rejst erstatningskrav mod de to sigtede . . .«

Herefter er der i overensstemmelse med erstatningsansvarslovens § 26, jf. § 18, stk. 2, »i retten gjort et erstatningskrav gældende«, inden Kaj Nielsen den 2. oktober 1993 afgik ved døden. Den omstændighed, at kravet betegnes som »erstatning« og ikke som »tort«, findes, idet godtgørelsens endelige størrelse vil bero dels på sagens forløb, dels på en skønsmæssig udmåling, ikke at kunne føre til andet resultat.

For så vidt angår størrelsen af den godtgørelse, der efter erstatningsansvarslovens § 26 tilkommer forurettede, nu dennes i uskiftet bo hensiddende enke, findes beløbet at burde fastsættes efter et skøn over samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig føleligheden af de meget alvorlige sigtelser, der retsstridigt rejstes mod Kaj Nielsen for bevisforvanskning eller bevisundertrykkelse. Idet der ikke er grundlag for at anvende erstatningsansvarslovens nedsættelsesregler eller for at statuere egen skyld hos forurettede, fastsættes beløbet til 75.000 kr. med renter som påstået, hvorhos de tiltalte tilpligtes at betale sagsomkostninger til Bodil Nielsen som nedenfor fastsat.

— — —

De tiltalte betaler en for begge og begge for en til Bodil Nielsen 75.000 kr. med procesrente fra den 18. oktober 1994 og 20.000 kr. i sagsomkostninger for begge retter.

De tiltalte betaler en for begge og begge for en sagens omkostninger for landsretten, dog udreder de tiltalte hver for sig salæret til egen forsvarer.


Højesterets dom.

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Gladsaxe den 15. september 1995 og af Østre Landsrets 5. afdeling den 6. marts 1997.

I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Pontoppidan, Hornslet, Poul Sørensen, Melchior, Blok, Jørgen Nørgaard og Børge Dahl.

Landsrettens dom er anket af de tiltalte, Jørgen Pedersen og Sten Kristian Baadsgaard, med påstand om frifindelse for straf og mortifikation samt for betaling af godtgørelse for tort. Vedrørende straf har de subsidiært påstået bortfald, mere subsidiært formildelse. Vedrørende godtgørelse for tort har de subsidiært påstået nedsættelse af beløbet.

Rigsadvokaten har påstået stadfæstelse med den ændring, at straffene skærpes, og at pålægget til Danmarks Radio udgår.

Erstatningssøgende, Bodil Nielsen, har påstået, at de tiltalte - principalt solidarisk, subsidiært proratarisk - skal betale 150.000 kr., subsidiært et mindre beløb, med tillæg af procesrente fra den 18. oktober 1994. Der er enighed om forrentningstidspunktet.

Rigsadvokaten har for Højesteret frafaldet påstanden om forholdets henførelse under straffelovens § 268.

Ved dom afsagt den 12. november 1982 af Vestre Landsret blev Ove Thomas Hansen fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237 ved den 12. december 1981 ved kværkning at have dræbt Brita Hansen, hvorefter han kastede liget i havnen, hvor det blev fundet den 11. juli 1982. Straffen blev fastsat til fængsel i 12 år. Denne dom blev af Ove Hansen med henblik på formildelse anket til Højesteret, som ved dom af 12. januar 1983 stadfæstede strafudmålingen. Ove Hansen blev prøveløsladt den 12. juni 1989.

Den 13. september 1990 modtog Den særlige Klageret en begæring om genoptagelse af sagen indgivet af advokat Morten Wagner som advokat for Ove Hansen.

Danmarks Radio udsendte den 17. september 1990 »Dømt for Mord« og den 22. april 1991 »Politiets blinde Øje«. Som anført i byrettens dom er begge udsendelser produceret under følgende »præmis«:

»I programmet vil vi, gennem en række konkrete eksempler, føre bevis for, at det retslige grundlag Ove Hansen blev dømt på, ikke var til stede, og at Vestre Landsret med sin dom, tilsidesatte et af de fundamentale retsprincipper i Danmark, nemlig: at lade al rimelig tvivl komme den tiltalte til gode.

Vi vil påvise, at et skandaløst dårligt politiarbejde, som fra starten havde lagt sig fast på skyldspørgsmålet - og som ignorerede vægtige vidner og støttede sig til dubiøse - førte frem til Ove Hansens dom på 12 års fængsel for drabet på Brita.

Programmet skal dokumentere, at Ove Hansen ikke kan have begået den forbrydelse han blev dømt for den 12. november 1982.«

Begge udsendelser er under domsforhandlingen i deres helhed forevist for Højesteret.

I »Dømt for Mord« er der tidligt i programmet følgende speakertekst:

»I sagen mod Ove Hansen har politiet afhørt omkring 900 personer. Der er skrevet mere end 4.000 rapportsider - og der er blevet ført 30 vidner i Vestre Landsret.

DR-Dokumentar vil prøve at undersøge, hvad der egentlig skete i Frederikshavn, lørdag den 12. december 1981.

Vi vil kritisk gennemgå politiets efterforskning og vurdere de vidneudsagn, der er afgivet i tiden omkring Britas forsvinden.«

Programmets afsluttende speakertekst lyder således:

»Det står i dag klart, at flere vidneudsagn, som ikke bekræftede politiets teori, aldrig blev efterforsket til bunds, de blev lagt til side.

Derfor fik nævningene ingen kendskab til dem, da de dømte Ove Hansen. Samtidig blev Monas dødsfald tysset ned. Meget tyder på, at der også her var tale om drab.

Gennemgangen af sagen viser, at Ove Hansen ikke kan være drabsmanden, han blev dømt, fordi Frederikshavns politi fra starten udelukkede andre muligheder, og politiets mangelfulde efterforskning er en væsentlig årsag til, at den eller de virkelig skyldige aldrig er blevet fundet.«

Umiddelbart efter denne udsendelse anlagde den person, der i programmet omtales som »skolelæreren«, sag mod Danmarks Radio og de tiltalte. Af udskrift af Østre Landsrets retsbog for den 14. december 1993 fremgår bl.a.:

». . .

Det er herved bragt på det rene, at parterne er enige om følgende

F 0 R L I G:

»Umiddelbart efter, at Danmarks Radio havde bragt TV-udsendelsen »Dømt for Mord« den 17. september 1990, udtog lærer . . . [i det følgende: NN] stævning mod Danmarks Radio og programmedarbejderne Sten Baadsgaard og Jørgen Pedersen, idet han fandt, at Danmarks Radio på retsstridig måde havde sat ham i forbindelse med de 2 kvinders dødsfald, som blev omtalt i udsendelsen.

Denne sag har nu været procederet ved Østre Landsret, hvor Østre Landsret efter proceduren har tilkendegivet, at udsendelsen på retsstridig måde har krænket NN's ære.

I den anledning giver Danmarks Radio og programmedarbejderne Sten Baadsgaard og Jørgen Pedersen herved NN deres uforbeholdne undskyldning.

Landsretten har tilkendegivet, at TV-udsendelsen havde en udformning, så TV-seerne måtte få opfattelsen af, at den undersøgelse, som Sten Baadsgaard og Jørgen Pedersen havde foretaget af den straffesag, som udsendelsen handlede om, havde vist, at NN meget vel kunne være gerningsmand til drabet på den kvinde »Brita«, der var blevet myrdet i 1981, og at han også med god grund kunne mistænkes for ved en forbrydelse at have forvoldt en anden ung kvindes død i 1982.

I den anledning erklærer Sten Baadsgaard og Jørgen Pedersen, at de ikke har og ikke på noget tidspunkt har haft noget som helst grundlag for at kaste en sådan mistanke på NN eller for i øvrigt at betvivle hans retskaffenhed.
Sten Baadsgaard og Jørgen Pedersen og Danmarks Radio udtaler deres beklagelse af den krænkelse af NN, der er sket, og erklærer samtidig, at det er en selvfølge, at en genudsendelse i fjernsynet af det omhandlede TV-program og anden anvendelse heraf ikke kan komme på tale.

I anledning af krænkelsen at NN's ære og den lidelse, der herved er påført ham og hans familie, tilbyder Danmarks Radio, Sten Baadsgaard og Jørgen Pedersen, i erkendelse af det ansvar, der påhviler dem i henhold til loven om erstatningsansvar, at betale en godtgørelse til NN på 300.000 kr. med procesrente fra sagens anlæg. Beløbet er fastsat efter rettens tilkendegivelse.

Landsretten har tilkendegivet, at der ikke i de i henhold til Højesterets kendelse fremlagte råbånd er foretaget misvisende redigering.

Landsretten har videre tilkendegivet som sin opfattelse, at Sten Baadsgaard og Jørgen Pedersen ved produktionen af TV-udsendelsen ikke har haft anden bevæggrund end ønsket om at undersøge og kritisk vurdere politiets arbejde med straffesagen og at rejse tvivl om rigtigheden af den straffedom, udsendelsen handlede om, og som efter genoptagelse af straffesagen i 1992 blev ændret, således at den tiltalte blev frifundet. Dette kan imidlertid ikke retfærdiggøre den krænkelse, NN har været udsat for.

I betragtning heraf og idet NN accepterer den tilbudte godtgørelse og stiller sig tilfreds med Danmarks Radios og de to programmedarbejderes erkendelse af, at der ikke har været grundlag for at mistænkeliggøre NN, frafalder NN sin påstand under denne sag om, at Sten Baadsgaard og Jørgen Pedersen skal idømmes straf for ærekrænkelse.

Parterne er herefter enige om, at den anlagte retssag hæves som forligt.

. . .«

I indledningen til »Politiets blinde Øje« er der bl.a. følgende speakerudsagn:

»Det var politiet i Frederikshavn, der dengang var ansvarlige for den efterforskning, der førte til Ove Hansen blev dømt. Har de fra starten lagt sig fast på, at Ove Hansen var drabsmanden og ikke, som loven kræver, undersøgt alle spor i sagen?

DR-dokumentar har undersøgt, om der er hold i Ove Hansens alvorlige anklager mod Frederikshavns Politi.«

Kort efter er der i udsendelsen - efter et interview med en chauffør - følgende speakertekst:

»Speaker: Chaufførens forklaring stemmer altså ikke overens med, hvad der står i politirapporten.

Det er et problem for flere vidner. De har over for os givet udtryk for, at de ikke kan genkende dele af deres forklaring, når de ser den i dag. Dengang i 1981 fik de ikke mulighed for at se rapporten, eller få den læst op.

Det brugte Frederikshavns Politi ikke.«

Udsendelsen indeholder en del gentagelser fra »Dømt for Mord«. Det væsentligste nye er interviewet med Jane Nielsen, som introduceres med speakerteksten:

». . . afhører politiet efter et tip fra en kollega en kvindelig taxachauffør i 1981«.

Jane Nielsen udtaler sig i udsendelsen først om sine iagttagelser af en Peugeot-taxa lørdag den 12. december 1981 og om, at politiet på grund af dette kommer hjem til hende. Herefter følger:

»Speaker: Under afhøringen i 1981 om Peugeot taxaen, som aldrig kommer til at spille nogen som helst rolle i sagen, fortæller Jane Nielsen om noget andet, hun også ser den lørdag.

Baadsgaard: Den 12.12.1981 hvad er det da, du ser der?

Nielsen: Ja, der kører jeg hjemmefra lidt i 12 . . . og der kører Ove ud foran mig, og da er klokken cirka 5-10 minutter over 12 om middagen, og der kører jeg bagefter Ove og så Mads, Mads han sidder midt på bagsædet med armene oppe på begge forsæder, og der kører jeg bagefter de to op til Ryetsvej.

Baadsgaard: Hvor lang er den strækning der, vil du tro.

Nielsen: Der er vel cirka en kilometer, vil jeg regne med, og der svinger Ove så til venstre hen ad Ryetsvej, og så ser jeg så ikke mere til ham, så fortsætter jeg jo ad Brønderslevvej.

Baadsgaard: Hvad - hvad er det, der gør, at du selv i dag er så sikker på, at du har set det, du så.

Nielsen: Ja, på grund af, jeg kan huske det, det er jo på grund af, jeg skulle til min bedstemors begravelse for ellers så havde jeg nok ikke kunnet huske datoen og klokkeslæt så nøjagtigt.

Baadsgaard: Og du skulle være til begravelsen?

Nielsen: Klokken 1.

Speaker: Frederikshavns politi er altså i december 1981 - kort tid efter at Brita forsvinder og Ove Hansen sidder fængslet, i besiddelse af Jane Nielsens vidneudsagn, hvor hun fortæller, at hun lidt over klokken 12 den lørdag kører bagefter Mads og Ove cirka 1 kilometer.

Det gør hun hele vejen op ad Gærumbakken, hvor Ove drejer til venstre ned til sit hus på Ryetsvej.

Ove og Mads var altså i Mølleparken to gange, og politiet vidste det i 1981.

Baadsgaard: Hvad siger de til de oplysninger, du kommer med?

Nielsen: Ja, altså den ene han sagde, at det kunne ikke passe, Mads, han var med i bilen, men altså det ved jeg 100%, det var han, for jeg kender også Mads, for jeg har kørt med ham i dagpleje.

Baadsgaard: Hvordan siger han det til dig?

Nielsen: Jamen han siger bare, at det kan ikke passe, Mads er med.

Baadsgaard: Altså det kan ikke passe, at du har set det, du har set.

Nielsen: Nej, altså han siger ikke, jeg ikke har set Ove, det kan bare ikke passe, Mads er med.

Speaker: Det var de to betjente Frank B. Madsen og Willy Nielsen, der i 1981 afhørte Jane Nielsen, og det var dem, der skrev politirapporten.

Vi har forelagt Jane Nielsen hendes forklaring fra 1981, som hun aldrig har set før.

Nielsen: Der mangler jo - der stod jo kun om Peugeot'en, der står jo ikke om noget af det andet, hvis ikke du har en til.

Baadsgaard: Der er kun den.

Nielsen: Men det har åbenbart ikke været vigtigt.

Baadsgaard: Hvad siger du til det?

Nielsen: Jah, det siger - ved jeg ikke, altså jeg synes jo, når man afgiver en forklaring, så burde det da i hvert fald være skrevet ned, det - ellers kan jeg jo ikke se noget formål ved det, og slet ikke i en mordsag.

Speaker: Jane Nielsen hævder altså, at hun allerede i 1981 fortalte de to betjente, at hun så Ove og Mads.

Det er ikke omtalt med et eneste ord i denne rapport.

Baadsgaard: Hvordan er du så sikker på, at du fortæller politiet det på det tidspunkt der i 1981.

Nielsen: Jamen det er jeg 100% sikker på og desuden så sad min mand inde i stuen ved siden af mig som vidne, så - så derfor er jeg 100% sikker på, at jeg har fortalt det.

Baadsgaard: Og han overværer hele afhøringen?

Nielsen: Ja, det gjorde han.

Baadsgaard: Ikke bare dele af afhøringen?

Nielsen: Nej, han overværer det hele.

Speaker: Først i 1990 - 9 år senere - hører Jane Nielsen til sagen igen, det er kort efter TV-programmet dømt for mord er sendt, selv om Jane Nielsens rapport er arkiveret som 0-rapport, bliver hun ringet op af Karl Nikolajsen fra Rigspolitiets Rejsehold, der på dette tidspunkt af statsadvokat Stigel er blevet sat til at foretage et par supplerende afhøringer.

Nielsen: Nikolajsen fra Rejseholdet, han ringede til mig og spørger efter, om jeg ved, om der er nogle af mine kollegaer, der ligger inde med noget, som de ikke har fortalt eller - eller jeg eventuelt er kommet efter noget, og der fortæller jeg ham i telefonen, som hvad jeg har fortalt første gang med Peugeot'en og med, at jeg kørte bagefter Ove og Mads op til Ryetsvej, og der siger han så, altså hvis han finder noget, der eller - eller hvis der er noget altså han - så vil han kontakte mig igen og det har han altså ikke gjort før et stykke tid efter, her, hvor at han ringede til mig og sagde, om jeg ville komme ned og blive afhørt igen.

Baadsgaard: Da du fortæller Nikolajsen i den telefonsamtale, at du har kørt bagefter Ove, og Mads var med i bilen, hvad siger han til det?

Nielsen: Jamen han siger ikke noget.

Baadsgaard: Han siger ikke, det har du aldrig forklaret?

Nielsen: Nej - det gør han ikke.

Baadsgaard: Hvad er dine kommentarer til Jane Nielsens forklaring, som hun nu afgiver?

Morten Wagner: Jeg har ingen kommentarer på nuværende tidspunkt.

Baadsgaard: Hvorfor ikke?

Wagner: Jeg har aftalt med statsadvokat Stigel og formanden for Den særlige Klageret, at udtalelser til pressen fremover i denne sag kun kommer fra Den særlige Klageret.

Speaker: Selv om advokat Morten Wagner ikke ønsker at udtale sig om sagen, så ved vi fra anden side, at det er ham, der i februar i år forlanger Jane Nielsen afhørt igen.

Derfor bliver hun i marts måned afhørt på Frederikshavns politistation, i overværelse af kriminalinspektør Kaj Nielsen, det er i klar modstrid med, hvad statsadvokat Stigel tidligere har udtalt offentligt, nemlig at Frederikshavns politi ikke ville få lejlighed til at blande sig i den nye efterforskning.

Baadsgaard: Og hvordan foregår den afhøring?

Nielsen: Den foregår med, at altså jeg kom ind til Nikolajsen, og så kriminalkommissær Kaj Nielsen er til stede også.

Baadsgaard: Gav man nogen forklaring på, hvorfor han var til stede?

Nielsen: Nej.

Baadsgaard: Og hvad forklarer du så i den afhøring?

Nielsen: Der forklarer jeg det samme, som jeg gjorde første gang, jeg blev afhørt hjemme ved mig selv.

Baadsgaard: Altså 10 år før.

Nielsen: Ja.

Baadsgaard: Og det var?

Nielsen: Ja, at jeg havde kørt bagefter Ove og Mads op til Ryetsvej.

Baadsgaard: Hvad siger de til det?

Nielsen: De siger ikke noget.

Baadsgaard: Den rapport, som blev lavet i 1981, så du den?

Nielsen: Nej.

Baadsgaard: Var den til stede i lokalet?

Nielsen: Der var en rapport til stede i - da jeg blev afhørt her, men jeg måtte ikke se den.

Baadsgaard: Spurgte du udtrykkeligt, om du måtte se den gamle rapport?

Nielsen: Jeg spurgte efter, om jeg måtte se den, men det sagde Nikolajsen, at det måtte jeg ikke.

Speaker: Tilbage står nu alle spørgsmålene, hvorfor forsvandt den afgørende del af Jane Nielsens forklaring - og hvem inden for politi eller anklagemyndighed bærer ansvaret for dette.

Var det de to betjente Willy Nielsen og Frank B. Madsen, der undlod at skrive rapport om dette?

Næppe, siger kilder inden for politiet til os, det ville de ikke turde.

Var det kriminalinspektør Kaj Nielsen, der besluttede, at rapporten ikke skulle indgå i sagen? Eller har han sammen med Karl Nikolajsen fra Rigspolitiets Rejsehold holdt vidneudsagnet skjult for forsvar og dommere og nævninge?

Hvorfor ringer Nikolajsen til Jane Nielsen kort efter TV-programmet dømt for mord - Jane Nielsen var jo efter politiets opfattelse et vidne uden betydning. Hun var arkiveret blandt 0-rapporter.

Hvorfor indkaldte Nikolajsen hende ikke til afhøring, da hun i telefonen gentog sin oprindelige forklaring?

Hvorfor afhøres Jane Nielsen på Frederikshavns politistation i overværelse af kriminalinspektør Kaj Nielsen. Helt i strid med statsadvokat Stigels udtalelser til offentligheden.

Politimester Søren Kamp Knudsen udtalte den 20. september sidste år til Aalborg Stiftstidende:

Speaker: Samtlige oplysninger har været forelagt forsvarerne, anklageren og dommerne i forbindelse med sagen.

Speaker: Kendte politimesteren til Jane Nielsens vidneudsagn, da han fremsatte denne udtalelse.

Vidste statsadvokat Ole Stigel allerede i 1981, at der forelå et vidneudsagn, der bekræftede, at Ove Hansen havde været i Mølleparken to gange, og at Mads havde været med begge gange.

Ingen af dem har villet udtale sig om sagen overhovedet.

Baadsgaard: Hvad er dine kommentarer til de oplysninger i sagen mod Ove Hansen?

Finn Brøbecher [Ove Hansens første forsvarer]: Hvis jeg havde haft de oplysninger, det vidneudsagn i januar måned 1982, samtidig med oplysningerne fra damen, der havde set Ove i telefonboksen, så er jeg sikker på, han var blevet løsladt i næste grundlovsforhør senest - der var næppe blevet rejst tiltale, og han var i hvert fald blevet frifundet. Det føler jeg mig overbevist om.

Baadsgaard: Hvad tænker du, når du hører det om den rapport?

Brøbecher: Jeg kan ikke rigtig tro, det passer.

Baadsgaard: Fordi?

Brøbecher: Det rokker ved min barnetro på systemet.

Baadsgaard: Og hvis det passer?

Brøbecher: Så trænger der til at blive ryddet op i et eller andet.«

Den ledsagende billedside til det andet af de spørgsmål, som er anført i tiltalen, er udformet således, at skærmen dækkes af et portræt af Kaj Nielsen under lyden til spørgsmålets første del og af portrætter af Kaj Nielsen og Karl Nikolajsen i hver sin side af skærmen under lyden til spørgsmålets anden del.

Den i byrettens dom omtalte politirapport 0-22 af 30. december 1981 lyder således:

»EFTERFORSKNINGS-RAPPORT

i anledning af oplysninger om en lys taxa, Peugeot, st.car, som skulle have taget en kunde op ved telefonboksen ved terminalcafeteriet på Havnen i Frederikshavn, 121281 ved 18-tiden.

Taxachauffør Jane Johannsen [Jane Nielsens daværende efternavn] forklarede ved ka. Frank B. Madsens og min henvendelse på bopælen d.d. kl. 2100, at hun lørdag 121281 kl. 1740-1745 kørte i bil ad Gærumvej mod Frederikshavn.

I svinget inden hun kom til Cloos-tårnet bemærkede hun en mørk, muligvis mørkeblå, taxi kørende i modsat retning (fra Frh. i retning mod Gærum). Afhørte troede i første omgang, at det var taxavognmand Ryesgårds bil. Både hans taxa og den taxi, som afhørte observerede på Gærumvej, er af mrk. Peugeot st.car.

I vognen var der føreren og en passager på højre forsæde. Afhørte kunne ikke signalisere nogen af disse.

Afhørte blev klar over, at det ikke var Ryesgårds bil, idet den ad Gærumvej kørende taxi havde hyrevognslygter og skilte, men ikke taxa-mærker på siderne. På dørene stod der et eller andet med hvidt. Afhørte havde ingen anelse om, hvem der kørte i hyrevogn af den slags.

På samme tur og umiddelbart efter den første iagttagelse, blev afhørte opmærksom på en lys Prinz 4 kørende foran hende.

Denne Prinz 4, som var uden tagbagagebærer, svingede fra Gærumvej til venstre ad Flade Kirkevej. Grundet tåge kunne afhørte ikke oplyse, hvorfra Prinzen var kommet, ej heller kunne hun oplyse noget om person(er) i køretøjet.

[sign] Willy Nielsen, pa.«

Som anført i byrettens dom havde Jane Nielsen afgivet forklaring til politiet den 11. marts 1991, hvor hun bl.a. oplyste, at hun ved afhøringen den 30. december 1981 også havde forklaret om sin iagttagelse af Ove Hansen. Efter udsendelsen af »Politiets blinde Øje« foretog politiet - ligeledes til brug for Klagerettens behandling af genoptagelsesbegæringen - den 24. april 1991 fornyet afhøring af Jane Nielsen. Den 25. april 1991 ønskede Jane Nielsen at korrigere denne forklaring, hvilket hun blev afhørt om samme dag. Hun blev endvidere afhørt af politiet den 27. april 1991. Det var i forbindelse med disse afhøringer, at det bl.a. kom frem, at begravelsen ikke havde fundet sted kl. 13, men kl. 14 den 12. december 1981.

Foranlediget af genoptagelsesbegæringen og af det, der blev forklaret i de to TV-udsendelser, besluttede Klageretten at behandle sagen mundtligt med afhøring af en række vidner, bl.a. Jane Nielsen. Den 29. november 1991 afsagde Den særlige Klageret kendelse om, at sagen skulle genoptages. Genoptagelsen af sagen mod Ove Hansen blev afsluttet med Vestre Landsrets frifindelsesdom af 13. april 1992.

Højesterets bemærkninger.

Af de grunde, som er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at fristen i straffelovens § 96, stk. 1, ikke er overskredet, at tiltalen ikke er forældet, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med § 94, stk. 4 og 5, og at der heller ikke er grundlag for frifindelse i medfør af straffelovens § 275 a og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1. Med hensyn til de sidstnævnte bestemmelser bemærkes i øvrigt, at en overtrædelse af disse ikke ville kunne føre til frifindelse.


Fem dommere - Hornslet, Poul Sørensen, Blok, Jørgen Nørgaard og Børge Dahl - udtaler herefter:

De tiltalte har i udsendelsen »Politiets blinde Øje« ikke kun viderebragt et udsagn af Jane Nielsen om, at hun allerede under efterforskningen i 1981 havde afgivet forklaring til politiet om, at hun lidt over klokken 12 den 12. december 1981 kørte bagefter Ove Hansen over en strækning på en kilometer. De tiltalte har også - i overensstemmelse med den fælles »præmis« for udsendelserne »Dømt for Mord« og »Politiets blinde Øje« - taget stilling til rigtigheden af Jane Nielsens udsagn og fremstillet forholdet således, at seerne - allerede forud for den afsluttende sekvens med spørgsmål - bibringes den opfattelse, at det kunne lægges til grund som en kendsgerning, at Jane Nielsen i 1981 havde afgivet forklaring som anført, og at politiet derfor i 1981 var i besiddelse af denne forklaring. Denne opfattelse bliver bestyrket af det første af de afsluttende spørgsmål: »hvorfor forsvandt den afgørende del af Jane Nielsens forklaring - og hvem inden for politi eller anklagemyndighed bærer ansvaret for dette?« I sammenhæng med det indskudte led om betjentene Willy Nielsen og Frank B. Madsen bibringer de to spørgsmål i speakerteksten, som tiltalen angår - uanset spørgsmålsformen - utvivlsomt seerne det klare indtryk, at der blev optaget en rapport om, at Jane Nielsen havde forklaret, at hun på det relevante tidspunkt den 12. december 1981 havde set Ove Hansen, at denne rapport senere blev undertrykt, og at denne undertrykkelse blev besluttet enten af Kaj Nielsen alene eller af Kaj Nielsen og Karl Nikolajsen i forening. De efterfølgende spørgsmål i speakerteksten afsvækker ikke dette indtryk - heller ikke spørgsmålene om, hvorvidt politimesteren eller statsadvokaten kendte Jane Nielsens vidneudsagn. På denne baggrund tiltræder vi, at de tiltalte i udsendelsen »Politiets blinde Øje« har fremsat en sigtelse mod Kaj Nielsen, som er egnet til at nedsætte ham i medborgeres agtelse, jf. straffelovens § 267, stk. 1. Vi tiltræder endvidere, at det må have stået de tiltalte klart, at de gennem deres fremstilling fremsatte en sådan sigtelse.

De tiltalte har ikke søgt at føre sandhedsbevis, men har gjort gældende, at sigtelsen er straffri i medfør af straffelovens § 269, stk. 1, om den, der i god tro fremsætter en sigtelse til berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller andres tarv, således som denne bestemmelse - i sammenhæng med § 267, stk. 1 - må forstås i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10, jf. herved Højesterets dom af 9. december 1996 (UfR 1997, s. 259).

Som fastslået ved Den Europæiske Menneskeretsdomstols dom af 25. juni 1992 i sagen Thorgeirson mod Island er der en meget vid adgang til offentlig kritik af politiet. Som antaget i denne dom er der imidlertid forskel på viderebringelse og fremsættelse, ligesom der er forskel på, om kritik rettes mod politiet som sådant eller mod navngivne enkeltpersoner inden for politiet. Selv om det er en naturlig del af en polititjenestemands arbejde, at dette er i offentlighedens kritiske søgelys, er der også et hensyn at tage til hans gode navn og rygte.

Som anført har de tiltalte i udsendelsen ikke begrænset sig til at referere Jane Nielsens udsagn eller begrænset sig til på den baggrund at udtrykke en værdidom (»value judgment«) over kvaliteten af politiets efterforskning og Kaj Nielsens ledelse heraf. De tiltalte har heller ikke begrænset sig til at beskylde politiet som sådant for at undertrykke Jane Nielsens forklaring, men har fremsat en konkret sigtelse mod Kaj Nielsen for at have begået et alvorligt strafbart forhold i form af undertrykkelse af et centralt vidneudsagn (»fact«).

Da de tiltalte tilrettelagde udsendelsen, vidste de, at der var indgivet begæring til Den særlige Klageret om genoptagelse af straffesagen mod Ove Hansen, og at Jane Nielsen til brug for Klagerettens behandling af denne begæring var blevet afhørt af politiet den 11. marts 1991 på foranledning af Ove Hansens forsvarer under genoptagelsessagen. Som følge af den verserende genoptagelsessag kunne de tiltalte ikke påregne, at Kaj Nielsen og de to betjente, der havde afhørt Jane Nielsen i 1981, ville medvirke i udsendelsen og derved eventuelt foregribe afhøringer ved Klageretten. Sigtelsens fremsættelse berettiges derfor ikke ved politiets manglende medvirken i udsendelsen.

De tiltaltes formål med udsendelsen - at foretage en kritisk vurdering af politiets efterforskning - er en berettiget varetagelse af pressens opgave som offentlighedens kontrol- og informationsorgan (»public watchdog«), men retfærdiggør ikke enhver sigtelse. De tiltalte har ikke haft grundlag for at fremsætte en så alvorlig beskyldning mod en navngiven polititjenestemand, og de tiltaltes mulighed for at opfylde udsendelsens formål krævede på ingen måde, at de spørgsmål, som tiltalen angår, blev medtaget.

På denne baggrund - og selv om undtagelsen i Menneskerettighedskonventionens artikel 10, stk. 2, må forstås snævert, og selv om artikel 10 beskytter ikke blot ytringers indhold, men også den form, i hvilken de fremsættes - tiltræder vi, at den fremsatte sigtelse ikke er straffri i medfør af straffelovens § 269, stk. 1.

Allerede som følge af sigtelsens grovhed tiltræder vi, at der ikke er grundlag for strafbortfald efter straffelovens § 269, stk. 2. Vi tiltræder endvidere, at der heller ikke efter § 272 er grundlag for strafbortfald.

Vi tiltræder desuden, at der er truffet bestemmelse om mortifikation.

Vi er enige med landsretten i, at det må anses som en skærpende omstændighed, at sigtelserne blev fremsat i en TV-udsendelse i Danmarks Radio og dermed måtte forventes at få - og fik - meget stor udbredelse, jf. herved straffelovens § 267, stk. 3. Under hensyn til, at det nu er mere end 7 år siden, at udsendelsen blev sendt, finder vi imidlertid ikke tilstrækkeligt grundlag for at skærpe straffen.

Af de grunde, som er anført af landsretten, finder vi, at de tiltalte skal betale godtgørelse for tort til Bodil Nielsen som arving efter Kaj Nielsen, hvorved bemærkes, at det ikke kan anses for afgørende, at kravets karakter af kompensation for tort ikke er anført i anmeldelsen af 23. maj 1991, da Kaj Nielsens krav om økonomisk kompensation ikke kunne vedrøre andet end godtgørelse for tort. Når henses til sigtelsens grovhed og fremsættelsesmåde, stemmer vi for at forhøje godtgørelsen til 100.000 kr.


Dommerne Pontoppidan og Melchior udtaler:

Vi er enige i, at de udtalelser, der er omfattet af tiltalen uanset at de er fremsat i spørgsmålsform - må anses som en sigtelse efter straffelovens § 267, stk. 1, og at de tiltalte havde det fornødne forsæt.

Som anført af flertallet må spørgsmålet om strafbarhed herefter afgøres efter straffelovens § 269, stk. 1, således som denne bestemmelse - i sammenhæng med § 267, stk. 1 - må forstås i lyset af Menneskerettighedskonventionens art. 10 og Menneskeretsdomstolens restriktive fortolkning af undtagelsesbestemmelsen i art. 10, stk. 2.

Ved afgørelsen må der navnlig tages hensyn til de tiltaltes grundlag for fremsættelse af sigtelsen, dennes udformning og den sammenhæng, hvori sigtelsen indgik, samt de tiltaltes formål med udsendelsen.

Som anført af landsretten havde de tiltalte en vis føje til at antage, at Jane Nielsens forklaring om, at hun havde set Ove Hansen den 12. december 1981 lidt efter kl. 12, var sand. Vi finder endvidere, at de - som anført af byretten - også havde en vis føje til at gå ud fra, at Jane Nielsen ved politiets afhøring den 30. december 1981 havde fortalt om sin iagttagelse af Ove Hansen. Vi lægger herved vægt på, at det er naturligt, at en sådan observation oplyses over for politiet under afhøringen, at det også fremgår af hendes forklaring til politirapporten af 11. marts 1991, at hun allerede i 1981 havde forklaret om sin iagttagelse til politiet, og at hendes forklaring om politiets reaktion på hendes oplysning om, at Ove Hansens søn var med i bilen, bestyrker, at hun ved afhøringen i 1981 oplyste om sin iagttagelse.

Det var nærliggende for de tiltalte at gå ud fra, at en sådan væsentlig forklaring til politiet ville blive optaget i en rapport, jf. herved retsplejelovens § 744. Det fremgår af TV-udsendelsen, at de tiltalte var bekendt med, at Frederikshavns politi dengang ikke overholdt kravet i retsplejelovens § 751, stk. 2, om, at den afhørte skulle gives mulighed for at gøre sig bekendt med gengivelsen af forklaringen. De tiltalte kan herefter have haft en vis føje til at antage, at 0-22 rapporten af 30. december 1981 ikke gengav Jane Nielsens fulde forklaring, eller at der forelå en anden rapport herom.

Såvel Ove Hansen som offentligheden havde en åbenbar interesse i at blive orienteret om en efterforskning, som de tiltalte - på det ovenfor angivne grundlag - anså for ensidig og fordrejet. En sådan orientering måtte naturligt give anledning til at søge klarlagt, hvordan politiet havde forholdt sig med den forklaring, som Jane Nielsen oplyste at have afgivet allerede i 1981. Sigtelsen mod Kaj Nielsen er - i spørgsmålsform - fremsat som led i en række spørgsmål, der afsluttede udsendelsen. Alle spørgsmålene havde snæver sammenhæng med udsendelsen i øvrigt, idet udsendelsen lagde op til spørgsmålene. Spørgsmålene, herunder de spørgsmål, som rummede sigtelsen, bør derfor ikke bedømmes løsrevet fra udsendelsen i øvrigt.

Under henvisning hertil og til, at udsendelsen - i fortsættelse af udsendelsen »Dømt for Mord« - havde til formål at rejse og søge underbygget en kritik af den efterforskning, der under ledelse af Kaj Nielsen førte til domfældelsen af Ove Hansen ved Vestre Landsrets dom af 11. juli 1982, mener vi, at de tiltalte ved at stille de spørgsmål, som er omfattet af tiltalen, ikke overskred grænserne for den ytringsfrihed, der - hvor det som her drejer sig om et alvorligt emne af betydelig offentlig interesse - bør tilkomme medierne. Vi lægger også en vis vægt på, at udsendelsen var en medvirkende årsag til, at Klageretten lod foretage vidneafhøringer, ligesom vi lægger en vis vægt på, at Ove Hansen efterfølgende blev frifundet.

Efter en samlet vurdering finder vi herefter, at sigtelsen er straffri efter straffelovens § 269, stk. 1.

Vi stemmer derfor for at tage de tiltaltes frifindelsespåstand til følge.

Som anført af byretten bør sigtelsen mortificeres, da dens sandhed ikke er bevist.

Efter det anførte finder vi, at sigtelsen ikke er retsstridig, og vi stemmer derfor for at frifinde de tiltalte for kravet om godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26.

Efter udfaldet af stemmeafgivningen stadfæster Højesteret herefter landsrettens dom med de ændringer, at pålægget til Danmarks Radio udgår, og at det beløb, som de tiltalte skal betale til Bodil Nielsen, forhøjes til 100.000 kr.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes med de ændringer, at pålægget til Danmark Radio udgår, og at det beløb, de tiltalte skal betale til Bodil Nielsen, forhøjes til 100.000 kr.

De tiltalte skal én for begge og begge for én betale sagens omkostninger for Højesteret, idet de dog hver for sig skal afholde udgiften til egen forsvarer.

De tiltalte skal endvidere i sagsomkostninger for Højesteret én for begge og begge for én betale 25.000 kr. til Bodil Nielsen.

Godtgørelsen og sagsomkostningsbeløbene til Bodil Nielsen skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.