
	UfR 1999.509 ØLD
		Ø.L.D. 14. december 1998 i anke 17. afd. nr. B-2970-97 (Kroman, Michael Dorn, Charlotte Arndt (kst.)). Christian Braad Thomsen (adv. Tyge Trier) mod Dansk Politiforbund (adv. Knud Bjørn Eriksen). Københavns Byrets dom af 1. oktober 1997. Under denne sag, hvor dommen i henhold til retsplejelovens § 366 a, stk. 2, affattes uden fuldstændig sagsfremstilling, har sagsøgeren, Dansk Politiforbund, nedlagt følgende påstande over for sagsøgte, Christian Braad Thomsen: A.Sagsøgte straffes efter straffelovens § 267, stk. 1, jf. stk. 2 og 3, og § 268 i anledning af fremsatte sigtelser i en navngiven artikel i dagbladet Politiken den 22. december 1996 under overskriften »Dørvogtere og politihunde«. B.Følgende af sagsøgte i den nævnte artikel »Dørvogtere og politihunde« fremsatte sigtelser kendes ubeføjede, jf. straffelovens § 273, stk. 1: »I Danmark har politiet lov til at lade deres gale hunde skambide mennesker på arme, ben og kønsdele, og i Danmark skal man mindst af alt tilkalde politiet, hvis man vil forbi en ubehagelig dørvogter, for hos os har politiet lov at slå sagesløse ned foran nattens diskoteker. Det er sket, og det vil ske igen, fordi ingen påtaler det.« C.Sagsøgte tilpligtes at betale sagsøgeren en godtgørelse for tort i anledning af de i afsnit B nævnte sigtelser på 100.000 kr., subsidiært et af retten fastsat beløb efter skøn, med tillæg af procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker. D.Sagsøgte tilpligtes at betale et af retten fastsat beløb til dækning af omkostningerne ved kundgørelse af dommens grunde og konklusion, jf. straffelovens § 273, stk. 2. Sagsøgte har efter sin endelige påstand påstået frifindelse. Der er ikke afgivet forklaringer under sagen. Sagsøgeren har gjort gældende, at det påtalte afsnit i sagsøgtes artikel efter en almindelig sproglig opfattelse må forstås som sigtelser om, at politiet benytter retsstridige metoder, jf. ordene »Det er sket . . .« Artiklen indeholder sigtelser mod det sagsøgende forbunds medlemmer, der er ærekrænkende og egnet til at nedsætte medlemmerne i andres agtelse. Sagsøgte har ikke ført bevis for, at hundene er »gale«, at de »skambider« folk, eller at »sagesløse« mennesker er blevet slået ned. Det er heller ikke godtgjort, at politiet har overtrådt de regler, der gælder for politiets arbejde. Det er skærpende omstændigheder, at sigtelserne er fremsat over for polititjenestemænd og i et dagblad. Der er endvidere tale om bagvaskelse, da sigtelserne er fremsat mod bedre vidende, eller uden at sagsøgte har haft rimelig grund til at anse sigtelserne for sande. Kritik af politiets fremgangsmåde kunne have været fremsat på andre måder og uden anvendelse af ærekrænkende sigtelser. En dom efter sagsøgerens påstande vil derfor ikke krænke sagsøgtes materielle ytringsfrihed efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. På baggrund af, at sagsøgtes udtalelser fremkom på en fremtrædende plads på Politikens debatside, efter at den såkaldte Parnas-sag havde været meget omtalt i pressen, bør der tillægges sagsøgeren en betydelig godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26. Alle landets polititjenestemænd rammes i princippet af artiklen. Sagsøgte har gjort gældende, at han ikke har beskyldt politiet for at have begået tjenesteforseelser eller for at have anvendt uretmæssig vold eller lignende. Tværtimod fremgår det udtrykkeligt af artiklen, at politiet har lov til at anvende hunde og udøve vold. Artiklen indeholder kritik rettet mod lovgiverne og ikke mod politiet. Sagsøgte har valgt ikke at føre sandhedsbevis, selv om det ville have været muligt, da det er overflødigt i denne sag. Vedrørende Parnas-sagen henvises især til de avisartikler, der har været bragt om sagen, og til, at Politiklagenævnet mente, at der var grundlag for kritik af politiet. Rigsadvokaten udtalte i realiteten også, at den uskyldigt anholdte blev slået ned af politiet. Mange også sagesløse mennesker er blevet skambidt af politihunde. Ved sagesløs forstår sagsøgte, at man er uskyldig i en rejst sigtelse. I det øjeblik, hundene bliver beordret til at angribe, er de ude af kontrol og »gale«. Artiklen er skrevet som led i en samfundsmæssig debat om væsentlige retspolitiske spørgsmål, hvor der generelt må gælde et vist frisprog. Brugen af hunde mod mennesker er en trussel mod retsbevidstheden og indgår historisk set i en sadistisk og nazistisk tradition. Rettens bemærkninger: De påtalte udtalelser fremsat af sagsøgte i en artikel i Politiken den 22. december 1996 findes at udgøre ærekrænkende sigtelser, der er omfattet af straffelovens § 267, stk. 1, idet udtalelserne om, at politiet har lov til at lade deres gale hunde skambide mennesker på arme, ben og kønsdele, at politiet har lov at slå sagesløse ned foran nattens diskoteker, samt at det er sket og vil ske igen, må forstås som beskyldninger om, at politiet i de nævnte sammenhænge har foretaget og foretager retsstridige handlinger. Udtalelserne er derfor egnet til at nedsætte polititjenestemænd i andres agtelse. Det findes dog ikke godtgjort, at sagsøgte har gjort sig skyldig i bagvaskelse efter straffelovens § 268. Sagsøgte har ikke ført sandhedsbevis for de ærekrænkende sigtelser, og der findes heller ikke i øvrigt grundlag for at statuere straffrihed eller strafbortfald efter straffelovens § 269. Efter det anførte idømmes sagsøgte for overtrædelse af straffelovens § 267, stk. 1, jf. stk. 2 og 3, 6 dagbøder a 500 kr., subsidiært hæfte i 6 dage. Sagsøgerens påstand om, at sigtelserne kendes ubeføjede, tages til følge, jf. straffelovens § 273, stk. 1. Der findes ikke tilstrækkelig anledning til at tilkende det sagsøgende forbund en godtgørelse for tort eller et beløb til offentliggørelse af domsgrundene eller domsslutningen. Østre Landsrets dom. 2) Københavns Byrets dom af 1. oktober 1997 — — — er anket af Christian Braad Thomsen med påstand om principalt ophævelse af dommen og afvisning, subsidiært frifindelse og mere subsidiært strafbortfald. Indstævnte, Dansk Politiforbund, har påstået stadfæstelse. Den 27. oktober 1995 besluttede Statsadvokaten for København at opgive påtale mod 5 polititjenestemænd i anledning af en anholdelse den 9. april 1995 af en vietnamesisk statsborger ud for restaurant Parnas i København. Anholdelsen gav anledning til en del presseomtale, herunder 2 artikler i Politiken hhv. den 9. maj 1996 og den 12. maj 1996 af journalist Niels Northroup. I artiklen af 9. maj 1996 hedder det således: — — — I en skrivelse af 24. september 1996 fra Justitsministeriet til advokat Steen Bech, der i anledning af den ovenfor omtalte »Parnas-sag« var indtrådt som advokat for den anholdte vietnamesiske statsborger, hedder det under punkt 7 følgende: — — — Blandt andet i anledning af »Parnas-sagen« og de ovenfor nævnte artikler om politihunde skrev appellanten herefter under navn i Politiken den 22. december 1996 den under nærværende sag omhandlede artikel, der har følgende ordlyd: »Dørvogtere og politihunde Ubehagelig udvikling i de skandinaviske velfærdsstater. . . . Inden for det sidste år har jeg to gange været inviteret til Sverige for at præsentere min film om Karen Blixen. Mødet med det svenske filmmiljø er altid positivt - men når man vover sig ud i det »virkelige« Sverige, venter der ubehagelige overraskelser. Det begyndte allerede i lufthavnen, da jeg sidste vinter skulle vis Blixen-filmen på Göteborg Film Festival. Jeg slentrede som så ofte før gennem toldkontrollen fordybet i mine egne tanker, da pludselig en glubsk schæferhund sprang frem imod mig. Det var et totalt chock: En lufthavn er det sidste sted, man forventer at blive overfaldet af en hund, og ingen havde øjensynlig kontrol med den. Den begyndte at snuse til mine lommer og mine kønsorganer, og jeg tænkte, at hvor tæt skal jeg lade den komme, før jeg forsøger at sparke den væk - med risiko for liv og lemmer. Da fik jeg øje på to politibetjente, som stod en snes meter borte og morede sig over min forskrækkelse. Det var dem, der havde pudset hunden på mig, og da den havde snuset færdig, løb den tilbage til dem og afventede nye ordrer. Jeg var for rystet til at bede politiet om en forklaring, men da jeg siden diskuterede episoden med filmvenner på festivalen, blev vi enige om, at det formentlig havde været en hashhund. Fordi jeg kom fra Danmark, og beklageligvis ser ud som jeg gør, var jeg potentielt mistænkt for at ville indføre hash til Sverige. Jeg ville have fundet det helt i sin orden, hvis politiet høfligt havde bedt mig om at tømme lommerne. Til nød kunne jeg endog have accepteret, hvis de på forhånd havde bedt om tilladelse til, at deres hund snusede til mig her og der, hvis jeg på den måde kunne undgå at få en politifinger i endetarmen. Men jeg finder det fuldstændig chokerende, at det første møde med en venligsindet nation er en glubsk schæferhund. Hvis noget sådant virkelig er lovligt i Sverige, er landet ved at udvikle tendenser, som burde være fremmede i en civiliseret nation. Næste gang jeg var i Sverige var til Karen Blixen-filmens premiere i Stockholm. Efter en særdeles hyggelig middag med filmens svenske distributører og andre venner ville jeg sammen med en af distributørerne slutte aftenen med et glas rødvin på restaurant Riche. Vi var på ingen måde berusede, vi var velklædte og stilfærdige, og alligevel blev jeg foran Riche afvist af en brysk dørvogter, mens alle andre fik lov at gå ind. Vi undrede os og bad om en begrundelse for afvisningen, hvilket blev os nægtet. Så bad vi om at tale med dørvogterens chef, men fik den besked, at han var chef her, og at vi bare skulle forsvinde. For at lægge styrke bag ordene, skubbede han mig hen ad fortovet. Jeg bad ham da tilkalde politiet, idet jeg ikke mente, hans optræden kunne være lovlig. Også dette nægtede han. Vi var lamslåede, men valgte så at gå et andet sted hen at drikke vores rødvin. Men i nogle få sekunder forstod jeg lysende klart, at folk med større tillid til deres muskelkraft end jeg kommer i klammeri med dørvogtere. Han udstrålede en stupid menneskeforagt, som jeg ikke tøver med at kalde neonazistisk af natur, og han havde ingen anden grund til at afvise mig, end at jeg var udlænding. Men inden man nu konkluderer, at dette er typisk i Sverige, bør man måske erindre, at i Danmark har politiet lov til at lade deres gale hunde skambide mennesker på arme, ben og kønsdele, og i Danmark skal man mindst af alt tilkalde politiet, hvis man vil forbi en ubehagelig dørvogter, for hos os har politiet lov at slå sagesløse ned foran nattens diskoteker. Det er sket, og det vil ske igen, fordi ingen påtaler det. Der er ingen grund til at være tryg ved udviklingen i de skandinaviske velfærdssamfund i disse år.« Af Rigsadvokatens beretning for 1997 fremgår under pkt. 7.1.4. om »Klager over bid fra politihunde« således: — — — I skrivelse af 22. august 1997 til politidirektøren i København og samtlige politimestre knytter Rigspolitichefen blandt andet følgende bemærkninger til den nye kundgørelse om »Politiets brug af politihunde til magtanvendelse«: — — — Der er i landsretten foretaget afspilning af videooptagelser fra DR, TV2, TV STOP og en af appellanten fremskaffet privat optagelse angående politiets anvendelse af hunde til magtanvendelse. Optagelserne drejer sig efter det oplyste om »Ribus-konflikten«, en demonstration i Roskilde den 19. august 1995 og nogle uroligheder i Spjald den 16. maj 1996. Appellanten har forklaret blandt andet, at baggrunden for artiklen var, at han var rystet over tv-optagelserne af politiets anvendelse af hunde og rystet over, at noget sådant er lovligt. Hans pointe med artiklen er, at politiet gør, hvad de har lov til. Han har alene gjort opmærksom på retstilstanden i Danmark. Han havde ikke til hensigt at injuriere politiet. Hans kritik er rettet mod lovgiver. Han ønsker, at det forbydes, at man i et retssamfund må anvende politihunde mod mennesker. Rigspolitichefen har da også efterfølgende udarbejdet en ny bekendtgørelse om politiets anvendelse af hunde som led i magtanvendelse. Appellanten mener imidlertid, at dette langtfra er nok. For så vidt angår Parnas-sagen har appellanten forklaret, at det netop fremgår af Rigsadvokatens afgørelse i sagen, at den pågældende vietnameser var uskyldig. Når appellanten i artiklen anvender udtrykket »sagesløs«, mener han uskyldig. Appellanten var klar over, at der af anklagemyndigheden var truffet endelig afgørelse i Parnas-sagen, da han skrev artiklen. Han ønskede med sin artikel at skabe debat om en retstilstand, der efter hans opfattelse er uacceptabel. Appellanten har til støtte for de nedlagte påstande procederet i det væsentlige i overensstemmelse med sine hovedanbringender i påstandsdokumentet af 11. november 1998, hvori det hedder: »Til støtte for den principale påstand gøres det gældende, at indstævnte ikke har søgsmålskompetence, jfr. retsplejelovens § 255, stk. 1. at indstævntes stævning i sagen ikke indeholder de nødvendige oplysninger (de sagsøgende parters navne og adresser), jfr. retsplejelovens § 348, stk. 2, nr. 1 Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at appellantens kritiske udtalelse efter sit indhold ikke vedrører beskyttelse af indstævnte under straffelovens § 267, allerede fordi udtalelsen har en anden adressat end indstævnte at appellantens udtalelser falder uden for § 267s anvendelsesområde, da indholdet af udtalelsen ikke udgør en sigtelse, jfr. herved EMRK artikel 10, hvorefter betingelsen om, at udtalelsen skal være konkret retsstridig, ikke er opfyldt at appellanten ikke er forpligtet til at føre konkret sandhedsbevis for de faktuelle forhold, som var baggrunden for udtalelsen (»value judgements«) at appellantens udtalelse er straffri i medfør af § 269, stk. 1, idet appellanten handlede i god tro til berettiget varetagelse af »åbenbar almeninteresse«, således som dette skal forstås i lyset af artikel 10 at det fremlagte materiale konkret har dokumenteret sandheden af de faktuelle forhold bag den vurderende udtalelse, jfr. § 269, stk. 1, 1. led. Til støtte for den mest subsidiære påstand gøres det gældende, at appellanten via det dokumenterende materiale havde føje til at anse de faktuelle forhold bag den vurderende udtalelse som sand, hvorfor eventuel straf skal bortfalde, jfr. § 269, stk. 2.« Indstævnte har til støtte for den nedlagte påstand i første række gjort gældende, at indstævnte har søgsmålskompetence, idet ordvalget i appellantens artikel er vendt mod polititjenestemænd, herunder de polititjenestemænd, der har deltaget i de konkrete aktioner omtalt i avisartiklerne og på videooptagelserne. Appellantens udtalelser i artiklen har karakter af sigtelser, idet politiet beskyldes for at overtræde gældende regler, og da appellanten i artiklen hævder, at konkrete begivenheder »er sket«, er der tale om sigtelser, for hvilke der kan kræves ført sandhedsbevis, hvilket er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Appellanten har ej heller for landsretten været i stand til at føre sandhedsbevis for de fremsatte sigtelser. Videooptagelserne viser alene lovlige politiindgreb, der beklageligvis har medført fysisk tilskadekomst. Det følger af artikel 10, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at ytringsfriheden er begrænset af hensynet til at beskytte andres - i dette tilfælde polititjenestemændenes - gode navn og rygte. Appellanten kunne have fremsat sine kritiske synspunkter og rejst en debat, uden at det havde været nødvendigt at fremsætte de pågældende sigtelser mod polititjenestemænd. Appellanten havde, da han skrev artiklen, ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at de fremsatte sigtelser var sande. Udtalelserne kan, uanset om appellanten straffes, mortificeres. Landsretten skal udtale: Det indstævnte forbund findes, som antaget ved Østre Landsrets dom af 20. december 1984 (UfR 85.458), som faglig interesseorganisation for polititjenestemænd, herunder de polititjenestemænd, der gjorde tjeneste i forbindelse med Parnas-sagen og de omhandlede politiaktioner, hvor politihunde blev anvendt, at have fornøden søgsmålskompetence. Den af appellanten nedlagte påstand om ophævelse af dommen og afvisning tages herefter ikke til følge. Landsretten tiltræder, at de af appellanten fremsatte udtalelser, som disse er gengivet i byrettens dom under pkt. B, udgør ærekrænkende sigtelser, der er omfattet af straffelovens § 267, stk. 1, idet de pågældende udtalelser bibringer læseren det indtryk, at politiet handler uprofessionelt og hensynsløst ved anvendelse af hunde og i forbindelse med episoder foran diskoteker. Appellanten har ikke ført sandhedsbevis for sigtelsernes rigtighed. Landsretten kan imidlertid ikke ganske afvise, at der for appellanten på tidspunktet for fremsættelsen af sigtelserne forelå en vis bestyrkelse af disses sandhed. Spørgsmålet om strafbarhed må herefter afgøres efter straffelovens § 269, stk. 1, således som denne bestemmelse - i sammenhæng med § 267, stk. 1 - må forstås i lyset af Menneskerettighedskonventionens artikel 10 og Menneskerettighedsdomstolens restriktive fortolkning af undtagelsesbestemmelsen i artikel 10, stk. 2. Herefter, og når henses til appellantens formål med at fremsætte sigtelserne, at sigtelserne ikke var rettet mod navngivne polititjenestemænd, og at sigtelserne indgik i en nærmere bestemt sammenhæng, finder landsretten efter en samlet vurdering, at sigtelserne er straffri efter straffelovens § 269, stk. 1. Landsretten har i denne forbindelse tillige henset til, at der af Rigspolitichefen efterfølgende blev udarbejdet nye regler for politiets anvendelse af hunde som led i magtanvendelse, og at det ligger fast, at der i »Parnas-sagen« skete anholdelse af en forkert person, der blev »udsat for betydelig magtanvendelse«, hvilket resulterede i, at Justitsministeriet over for den pågældendes advokat udtrykte sin beklagelse af det samlede forløb i forbindelse med anholdelsen. Appellantens påstand om straffrihed i medfør af straffelovens § 269, stk. 1, tages herefter til følge. Landsretten finder efter sagens karakter ikke tilstrækkeligt grundlag for mortifikation. Efter omstændighederne ophæves sagens omkostninger.