uskyldsformodningsreglen i EMRK artikel 6 § 2 beskytter også sigtede mod,
at pressen udråber dem som skyldige, inden sagen er afgjort

  


Af advokat Claus Bonnez, formand for Landsforeningen KRIM

6. februar 2010

I UfR 2003 624 HD fandt både landsretten og Højesteret, at udtalelserne "Politiet: Hun dræbte 12" og "....politiet i København overbevist om, at det nu har materiale til i det mindste at få den 33-årige A gjort ansvarlig for 10-12 drab", som den 2. december 1998 blev fremsat i en avis, var ubeføjede.

Den kvinde, der i sagen havde sagsøgt redaktøren for det dagblad, hvor artiklen med udtalelserne havde været bragt, var på det tidspunkt, hvor udtalelserne fremkom af politiet sigtet for et større antal drab begået mod beboere på institutionen "Plejebo" i københavn.

Det fremgår af dommen, at avisen den omhandlede dag udkom i 151.300 eksemplarer. Kvindens navn, adresse mv. blev ikke nævnt i avisen.

Sagsøgte blev straffet efter straffelovens § 267, stk. 1, jf. stk. 3, med 20 dagbøder a 2.000 kr., subsidiært hæfte i 20 dage.

Sagsøgeren fik endvidere tilkendt en erstatning på 100.000 kr. i godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26. Landsrettens begrundelse for at tilkende denne erstatning lyder:
 
  "Efter Højesterets kendelse af 23. december 1997, hvorved sagsøgeren blev løsladt, måtte det for offentligheden fremstå som et åbent spørgsmål, om der ville blive grundlag for senere rejsning af tiltale for drab imod sagsøgeren. C, der den 2. december 1998 udkom i et oplag på 151.300 eksemplarer, findes ved udbredelsen af de påklagede udsagn næsten et år efter sagsøgerens løsladelse, og kort tid før endelig afgørelse om tiltalespørgsmålet måtte ventes truffet, at have påført sagsøgeren betydelig tort. I godtgørelse herfor pålægges det i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 sagsøgte at betale 100.000 kr. med procesrente fra den 8. februar 1999."

Af landsrettens bemærkninger til dommen gengivet umiddelbart nedenfor fremgår blandt andet, at retten "ved afvejningen mellem hensynet til pressens ytringsfrihed og beskyttelsen mod ærekrænkelser" efter omstændighederne i den foreliggende sag måtte "lægge afgørende vægt på den grundlæggende beskyttelse, som uskyldsformodningsreglen i Menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 2, giver den enkelte borger". Der henvises også til retsplejelovens § 1016 a, der forbyder aktørerne i en uafsluttet straffesag uden for retten til offentligheden at udtale sig om skyldspørgsmålet. 
 
  "Landsrettens bemærkninger:

De omhandlede udsagn i C den 2. december 1998 fastslår efter deres ordlyd, at sagsøgeren efter politiets vurdering er skyldig i 10-12 tilfælde af drab. Idet sagsøgerens identitet, uanset det nedlagte navneforbud, på dette tidspunkt må antages at have været kendt i en ikke ubetydelig kreds, finder landsretten, at udsagnene indeholder en sådan ærekrænkende sigtelse mod sagsøgeren, at sigtelsen isoleret set er omfattet af straffelovens § 267, stk. 1.

Som fastslået i Højesterets domme af 9. december 1996, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1997, side 259, og 28. oktober 1998, jf. Ugeskrift for Retsvæsen 1999, side 122, må bestemmelserne i straffelovens §§ 267-269 læses i lyset af ytringsfrihedsbestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Begrænsninger i ytringsfriheden - herunder i form af straffebestemmelser - kan derfor kun ske, i det omfang de er »nødvendige i et demokratisk samfund« af hensyn til blandt andet beskyttelse af »andres gode navn og rygte«. I afvejningen af hensynet til ytringsfriheden over for hensynet til beskyttelsen mod ærekrænkelser, må det - hvor det som her drejer sig om ytringer i medierne - særligt indgå, at der ikke opstilles begrænsninger, som hindrer medierne i på rimelig måde at udfylde rollen som offentlighedens kontrol- og informationsorgan.

Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 2, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 10. februar 1995 i sagen Allenet de Ribemont mod Frankrig skal enhver, der anklages for en lovovertrædelse, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven, anses for uskyldig, ikke alene af en dommer eller domstol, men også af andre offentlige myndigheder. Også retsplejelovens § 1016 a fastslår, at ingen, som i embeds medfør er beskæftiget med en straffesag, må udtale sig uden for retten til offentligheden angående skyldsspørgsmålet, så længe sagen ikke er pådømt eller bortfaldet.

Sagsøgte har ikke ført bevis for, at politiet har udtalt sig som anført i artiklen, og eventuelle udtalelser fra politiet om skyldsspørgsmålet i den da foreliggende straffesag ville også være i strid med såvel Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som retsplejelovens § 1016 a.

Landsretten finder ved afvejningen mellem hensynet til pressens ytringsfrihed og beskyttelsen mod ærekrænkelser efter omstændighederne i den foreliggende sag at måtte lægge afgørende vægt på den grundlæggende beskyttelse, som uskyldsformodningsreglen i Menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 2, giver den enkelte borger. Fremsættelse eller udbredelse af den omhandlede sigtelse kan derfor ikke anses for straffri i medfør af straffelovens § 269, stk. 1, sammenholdt med Menneskerettighedskonventionens artikel 10, ligesom der ikke er grundlag for strafbortfald efter straffelovens § 269, stk. .."
 
Højesteret stadfæstede landsrettens dom, dog således at forvandlingsstraffen for dagbøderne blev ændret til fængsel i 20 dage.

Avisens advokat henviste til støtte for sin frifindelsespåstand blandt andet til, at sagsøgerens forsvarer selv udtalte sig offentligt i medierne om skyldsspørgsmålet, og at det nedlagte navneforbud blev respekteret. Advokaten mente, at artiklen berørte "en lang række væsentlige samfundsmæssige spørgsmål. Af dommen fremgår følgende om sagsøgtes anbringender:
 
Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at det drejer sig om en meget bemærkelsesværdig sag af betydelig samfundsmæssig interesse, som er blevet beskrevet i samtlige danske medier i et meget langt tidsrum. Ud over skyldsspørgsmålet rejste sagen således en lang række væsentlige samfundsmæssige spørgsmål, såsom kontrol med medicinering, ældrepolitik og grænserne mellem aktiv og passiv dødshjælp. Fra starten var det politiet, der satte dagsordenen med udsendelse af en pressemeddelelse. Efter Højesterets løsladelse af sagsøgeren var sagen i et dødvande indtil fremkomsten af Retslægerådets rapport. Efter dette lange tidsrum var det vigtigt for pressen at kunne orientere om, hvor sagen stod. Det var særlig vigtigt at kunne gengive tilkendegivelser fra politiet om dets opfattelse af sagen, efter at Retslægerådet havde afgivet rapport. Når der foreligger afgørende nyt i en sådan sag, må medierne have en udvidet ytringsfrihed. At udtalelser fra politiet om skyldsspørgsmålet måtte være i strid med bestemmelser i retsplejeloven, er et helt andet spørgsmål.

Den omtvistede artikel indeholdt også oplysninger om Retslægerådets vurdering af den tilsynsførende læges rolle, og det må lægges til grund, at disse oplysninger kun kunne stamme fra Københavns Politis afdeling A. Også andre medier skrev efter rapportens fremkomst om 10-12 drab, og oplysningen herom er således ikke grebet ud af luften. Artiklens overskrift er en præcis sammenfatning af situationen den 2. december 1998. Det er en meget vigtig information, der videregives i en afbalanceret form og med avisens sædvanlige opsætning og typografi. Det nedlagte navneforbud blev respekteret, og artiklen medførte ingen selvstændig skadevirkning for sagsøgeren. Tidligere omtaler af sagen i samtlige medier har indeholdt udtryk, som var mere vidtgående end de omhandlede udsagn.

Sagsøgerens forsvarer udtalte sig selv til offentligheden om skyldsspørgsmålet og præsterede herved at få vendt stemningen til fordel for sagsøgeren. Der opstod i medierne nærmest berøringsangst i forhold til skyldsspørgsmålet i sagen, hvilket er uhensigtsmæssigt i en sag som denne. Sagsøgte har således ikke handlet i strid med straffelovens § 267, stk. 1.
 
Det kan af dommen blandt andet udledes, at en avis ikke må udtale sig om skyldsspørgsmålet i en straffesag, der ikke er afgjort, også selv om avisen ikke omtaler den sigtedes navn. Det er navnlig uskyldsformodningsreglen i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 stk. 2, der kræver dette..