Folketinget (§ 20 spørgsmål)

 
  Spm. nr. S 2052

Til miljøministeren (19/2 03) af:

Mogens Nørgård Pedersen (KRF):

»Vil ministeren redegøre for, hvorvidt man vil sikre en generel tilladelse til, at borgere kan afhente genanvendeligt affald fra kommunernes genbrugsstationer?«

Begrundelse

TV-2 bragte i Nyhederne d. 13. februar 2003 et indslag om, at man i Kerteminde har tilladt borgerne at afhente genanvendeligt affald fra kommunens genbrugsstation. En lignende ordning findes i Århus, Silkeborg og Søllerød. Den grundlæggende idé med genbrugsstationer er at sikre en sådan behandling af affald at den størst mulige andel af affaldet kan genanvendes. Det er spørgerens opfattelse, at klunsning bør være tilladt inden for ordnede rammer og selvfølgelig kun af de typer affald, hvor det er miljømæssigt forsvarligt. Det er spørgerens opfattelse, at det er problematisk, når man på nogle genbrugsstationer ligefrem ødelægger funktionsdygtige fjernsyn m.v. for at undgå, at det bliver klunset - eller rettere at det bliver fuldstændigt genanvendt. Spørgeren mener, at klunsning kan være en af mulighederne for at modvirke den dominerende køb-og- smid væk mentalitet, der er hovedårsagen til de store affaldsmængder. Med ordnede rammer for klunsning, således at misbrug undgås, kan genbrugsprocenten for affald øges uden større omkostninger.

Svar (27/2 03)

Miljøministeren (Hans Christian Schmidt):

Det er kommunerne, der etablerer og driver genbrugsstationerne. Kommunerne kan således også selv fastsætte retningslinier for benyttelsen af genbrugsstationerne, herunder om klunsning skal være tilladt eller ej. Dette følger også af, at ansvaret for affaldet overgår til den pågældende kommune, når affald afleveres på genbrugsstationen.

Det er vigtigt at skelne mellem genanvendelse af affald, hvor materialet anvendes i nye produkter, og genbrug af affald, hvor genstanden bruges direkte til samme formål, som den er udformet til.

Klunsning bør kun ske i relation til genbrugeligt affald.

Jeg er helt enig i, at et øget genbrug af affald er ønskeligt og skal fremmes mest muligt. Samtidig er jeg af den opfattelse, at der kan være situationer, hvor personer, som afleverer genstande som affald på en genbrugsstation, bør kunne have en berettiget forventning om, at kommunen håndterer genstanden miljømæssigt forsvarligt og således, at genstanden ikke senere kan genfindes hos andre.

For at fremme genbruget vil regeringen i den kommende affaldsstrategi opfordre kommunerne til at indrette deres genbrugsstationer således, at der etableres et særligt område på alle genbrugsstationer, hvor genstande kan anbringes, hvis den, der aflevere genstanden, finder, at den kan genbruges af andre. Disse genstande skal det samtidig være tilladt for andre at tage med hjem.

Det er min holdning, at en sådan indretning af genbrugsstationerne både vil kunne opfylde ønsket om en adgang til klunsning, en forøgelse af forsvarligt genbrug samt et behov for egentlig affaldshåndtering.