UfR 1996.422 HD
 
  H.D. 22. december 1995 i sag I 138/1995

Rigsadvokaten mod T1 og T2 (adv. Steen Røgilds, Kalundborg, e.o.).

Kalundborg Rets dom 7. juli 1994.
I denne sag, der er behandlet efter retsplejelovens § 925, tiltales

T1, cpr. 200774- - - -...T3, cpr. 270974- - - -...T2, cpr. 150673- - - -...til straf for forsøg på bedrageri, T1 tillige for overtrædelse af straffelovens § 165 og T3 yderligere for hæleri med hensyn til tyveri.

De tiltalte findes ikke tidligere straffet ud over, at T3 i 1993 har vedtaget et bødeforelæg fra politimesteren i Kalundborg på 3.000 kr. for brugstyveri af bil.

Ved de tiltaltes uforbeholdne tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger, finder retten de tiltalte skyldige i:
1)T1 overtrædelse af straffelovens § 165 ved onsdag den 8. december 1993 ca. kl. 07.00 at have indfundet sig hos ordenspolitiet i Kalundborg, hvor han i strid med sandheden anmeldte, at hans bil - - - uberettiget var fjernet fra parkeringspladsen ved Klosterparkvej nr. 7 i Kalundborg i tidsrummet mellem onsdag den 8. december 1993 fra kl. 00.30 til 07.00.
2)alle forsøg på bedrageri efter straffelovens § 279 jf. § 21 ved natten til torsdag den 9. december 1993 i forening og efter forudgående aftale at have bortskaffet personbil - - - til en værdi af mindst 75.000 kr., som T1 forinden havde meldt stjålet til politiet, og som T1 efterfølgende den 12. december 1993 anmeldte bortkommet til bilens forsikringsselskab i den hensigt uberettiget at få udbetalt erstatning, hvilket imidlertid mislykkedes, da personbilen blev fundet.
3)T3 hæleri med hensyn til tyveri efter straffelovens § 284, jf. § 276, ved et års tid forud for nytår 1993 af en bekendt at have modtaget herrecykel mrk. Motobekane stelnr. WKM 9020265 G til en værdi af ca. 1.000 kr., uagtet han vidste, at cyklen var stjålet.
Vedrørende forholdene 1-2 har tiltalte T1 forklaret, at han den 7. december 1993 om aftenen var sammen med de medtiltalte T3 og T2. Han talte med T3 om, at T3 skulle være ham behjælpelig med at bortskaffe tiltaltes bil, som tiltalte så ville anmelde stjålet, ligesom han ville indgive anmeldelse til forsikringsselskabet for at få udbetalt erstatning. Der var ikke nogen nærmere aftale om, hvordan bortskaffelsen skulle ske. Tiltalte kørte om aftenen i bilen til Klosterparkvej. Lidt senere hentede T3 bilen. Tiltalte indfandt sig den følgende morgen på politistationen og meldte bilen stjålet ved parkeringspladsen Klosterparkvej 7. Tyveriet skulle være sket om natten. Han fik senere af T3 at vide, at T2 og T3 havde kørt bilen i Nyby havn. Han ringede derefter til sin fader og fortalte, at bilen var stjålet. Faderen indgav derefter anmeldelse til forsikringsselskabet. Tiltalte kan anerkende, at bilen havde en værdi af mindst 75.000 kr. Da han indgik aftalen med T3, aftalte de, at T3 kunne tage fra bilen, hvad han kunne bruge.

Tiltalte T3 har forklaret, at det er rigtigt, at han var til stede den 7. december 1993 om aftenen sammen med tiltalte T1 og T2. Han indgik aftale med T1, som af denne forklaret. Han overtog bilen samme nat. Bilen blev kørt ud ved Kallerup Teglværk, hvor han den følgende dag til dels skrællede bilen sammen med tiltalte T2. De tilegnede sig 2 døre, bagklap, fronthjelm, 2 forsæder, forskellige lygter m.v. Det var tanken, at det var ham, der skulle have de tilegnede ting, som han også hentede dagen efter. Bilen blev om aftenen kørt til Nyby havn. Den blev ført af A, medens tiltalte T2 og sigtede kørte foran i en anden bil. Ved Nyby havn blev bilen skubbet i. Han gav bagefter besked til tiltalte T1 om, at nu var bilen væk. Han kan anerkende, at bilen havde en værdi af mindst 75.000 kr.

Tiltalte T2 har forklaret, at han nok var til stede den aften, da T1 og T3 indgik aftalen, men han hørte ikke, hvad de aftalte. Da T3 tilegnede sig bilen om natten, spurgte han tiltalte, om han ville hjælpe ham, idet han fik at vide, hvad der skulle ske. Det erklærede han sig indforstået med. Han var med til at køre bilen ud til teglværket, med til delvis at skille den ad og med til at skubbe den i havnen. Han kan anerkende, at bilen havde en værdi af mindst 75.000 kr.

Tiltalte T1 har om sine personlige forhold forklaret, at han den 1. juli 1994 bliver udlært som maskinarbejder på - - - , hvorefter han fra den 1. august 1994 skal starte som soldat. Han er ugift, og han har ingen forsørgerforpligtelser.

Tiltalte T3 har forklaret, at han er på højskole i - - - . Han skal fra 1. september 1994 til Afrika under et Tvind-projekt. Han er ugift, og han har ingen forsørgerforpligtelser.

Tiltalte T2 har forklaret, at han er udlært kleinsmed. Han fik den 3. juni 1994 arbejde hos - - - i forbindelse med Storebæltsprojektet. Han er ugift, og han har ingen forsørgerforpligtelser.

Anklagemyndigheden har i henhold til de af Højesteret afsagte domme gengivet i U.1991.670 og U.1992.251 påstået de tiltalte idømt ubetinget frihedsstraf.

Straffen fastsættes for tiltalte T1 efter straffelovens § 165 og efter § 285 stk. 1 jf. § 279 jf. § 21 til fængsel i 4 måneder.

For tiltalte T3 fastsættes straffen efter straffelovens § 285 stk. 1 jf. § 279 jf. § 21 og § 284 jf. § 276 til fængsel i 3 måneder.

For tiltalte T2 fastsættes straffen efter straffelovens § 285 stk. 1 jf. 279 jf. § 21 til fængsel i 60 dage.

Efter karakteren og omfanget af forhold 2 finder retten ikke grundlag for at anvende betinget dom med eller uden samfundstjeneste for nogen af de tiltalte.

- - -

Østre Landsrets dom 31. januar 1995 (7. afd.)

(Grønning-Nielsen, Stampe Jakobsen, Morten Larsen (kst.) med domsmænd).

Kalundborg Rets dom af 7. juli 1994 (SS 187/94)er anket af T1 og T2 med påstand om formildelse, navnlig således at straffene gøres betingede.

Anklagemyndigheden har endeligt påstået stadfæstelse.

Der er til brug for ankesagen foretaget personundersøgelser i henhold til retsplejelovens § 808.

3 voterende stemmer under hensyn til de tiltaltes unge alder og ganske særligt gode personlige forhold for at gøre de idømte straffe betingede med vilkår om samfundstjeneste som nedenfor bestemt.

3 voterende finder af de af byretten anførte grunde ikke grundlag for anvendelse af betinget dom, og stemmer for stadfæstelse.

Der afsiges dom efter stemmeresultatet.

- - -

Kalundborg rets dom i sagen mod T1 og T2 ændres, således at fuldbyrdelsen af straffene udsættes og bortfalder efter forløbet af en prøvetid på 6 måneder fra landsrettens dom på vilkår,
atde tiltalte, T1 og T2, i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, og
atde tiltalte efter kriminalforsorgens nærmere bestemmelse udfører ulønnet arbejde (samfundstjeneste) i prøvetiden, tiltalte T1 i 80 timer og tiltalte T2 i 60 timer.
Statskassen betaler sagens omkostninger for landsretten.

Højesterets dom.

Østre Landsrets dom er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse, navnlig således at straffen for begge tiltalte gøres ubetinget.

De tiltalte har påstået stadfæstelse.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Hermann, Wendler Pedersen, Blok, Walsøe og Lorenzen.

For Højesteret er der for begge tiltalte indhentet supplerende personundersøgelser i medfør af retsplejelovens § 808.

For så vidt påstanden om ubetinget straf ikke tages til følge, har anklagemyndigheden anført, at det bør overvejes at idømme en delvis betinget straf efter straffelovens § 58 frem for en betinget straf med vilkår om samfundstjeneste.

Højesterets bemærkninger.
Fire dommere - Hermann, Wendler Pedersen, Blok og Lorenzen - udtaler:
Ved domme af 14. juni 1991 og 10. januar 1992, der er gengivet i U.1991.670 og U.1992.251, fandt Højesteret i to sager om forsikringsbedrageri i form af bortskaffelse af biler til en betydelig værdi, at der ikke var grundlag for at anvende betinget dom, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Der blev i begge sager henvist til forholdets karakter. Den sidstnævnte dom blev afsagt efter vedtagelsen, men før ikrafttrædelsen af lov nr. 16 af 3. januar 1992, hvorved der blev optaget bestemmelser om samfundstjeneste i straffeloven. Et mindretal på to dommere stemte på denne baggrund for at stadfæste landsrettens dom om idømmelse af en betinget straf med vilkår om samfundstjeneste.

Vi finder, at anvendelse af ubetinget straf fortsat i almindelighed er påkrævet for at modvirke denne form for kriminalitet, blandt andet fordi opklaringen ofte er forbundet med betydelige vanskeligheder.

Der er ikke grundlag for i det hele at gøre straffene betinget, herunder heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Navnlig under hensyn til de tiltaltes alder på gerningstidspunktet og oplysningerne om deres gode personlige forhold finder vi det derimod forsvarligt at gøre en del af straffene, der er passende udmålt af byretten, betinget i medfør af straffelovens § 58. Vi stemmer derfor for at stadfæste byrettens dom med den nedenfor anførte ændring.

Dommer Walsøe udtaler:

Det må anses for ønskeligt, at betinget dom med vilkår om samfundstjeneste anvendes i så vidt omfang, som det er forsvarligt, inden for det område, der ved ordningens indførelse er betegnet som dens kerneområde, nemlig berigelseskriminalitet. Det må antages, at vurderingen af opdagelsesrisikoen - som er forholdsvis ringe - spiller en betydelig rolle for den, der overvejer at begå forsikringsbedrageri. Anvendelse af betinget dom med samfundstjeneste vil imidlertid næppe virke væsentlig mindre afskrækkende end anvendelse af ubetinget fængselsstraf. Generalpræventive overvejelser findes derfor ikke i sig selv at tale afgørende imod anvendelse af betinget dom med samfundstjeneste ved forsikringsbedrageri.

Under hensyn hertil og af de grunde, der er anført af landsretten, stemmer jeg for at stadfæste landsrettens dom.

Afgørelsen træffes efter stemmefletallet.

Thi kendes for ret:

Kalundborg rets dom i sagen mod T1 og T2 stadfæstes med den ændring, at fuldbyrdelsen af 3 måneder af den af tiltalte T1 forskyldte straf og 30 dage af den af tiltalte T2 forskyldte straf udsættes og bortfalder efter forløbet af en prøvetid på 1 år fra denne højesteretsdom på vilkår, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden.

Sagens omkostninger for landsret og Højesteret skal betales af statskassen.