
	UfR 2002.1264 HD
		H.D. 22. marts 2002 i sag I 355/2001 Rigsadvokaten mod T2 (adv. Merethe Stagetorn, Kbh., e.o.). Hvidovre Rets dom 30. marts 2000. Denne sag er behandlet med domsmænd. Anklageskrift er modtaget den 23. juli 1999. T1, T2 og T3 tiltales for 1. T1 og T3 - forsøg på bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 21, ved i forening at have bortskaffet personbil - - - til en værdi af 125.000 kr. og derved svigagtigt at have forsøgt at formå forsikringsselskabet A til at udbetale erstatning, idet T3 den 23. oktober 1997 kørte bilen til udlandet, hvorefter T1 den 6. november 1997 i strid med sandheden til forsikringsselskabet A anmeldte bilen stjålet i den hensigt uberettiget at få udbetalt erstatning, hvilket mislykkedes, idet tysk politi meddelte, at bilen den 23. oktober 1997 var blevet ført over landegrænsen mellem Tyskland og Østrig. 2. T1 - overtrædelse af straffelovens § 165 ved den 4. november 1997 til politiet i Rødovre i strid med sandheden at have anmeldt, at den i forhold 1 nævnte personbil var blevet stjålet. 3. T2 og T3 - forsøg på bedrageri efter straffelovens § 279, jf. § 21, ved i forening at have bortskaffet personbil - - - til en værdi af 248.200 kr. og derved svigagtigt at have forsøgt at formå forsikringsselskabet B til at udbetale erstatning, idet T3 den 4. august 1997 kørte bilen til udlandet, hvorefter T2 den 14. august 1997 i strid med sandheden til forsikringsselskabet B anmeldte bilen stjålet i den hensigt uberettiget at få udbetalt erstatning, hvilket mislykkedes, idet tysk politi meddelte, at bilen den 4. august 1997 var blevet ført over landegrænsen mellem tyskland og Østrig. 4. T2 - overtrædelse af straffelovens § 165 ved den 12. august 1997 til politiet i Gladsaxe i strid med sandheden at have anmeldt, at den i forhold 3 nævnte bil var blevet stjålet. Alle tiltalte har nægtet sig skyldige. T3 er tidligere straffet, senest ved Ballerup Rets dom af 13. oktober 1997 med fængsel i 6 måneder, betinget, prøvetid 2 år, for overtrædelse af straffelovens § 285 og § 293, stk. 1, samt lov om euforiserende stoffer § 3. Der er under sagen afgivet forklaring af de tiltalte og vidneforklaring af vicekriminalkommissær C. Forklaringerne er gengivet i retsbogen. Der er sket dokumentation af sagens bilag, som det fremgår af retsbogen. Rettens bemærkninger: Vedr. forhold 1 og 2: Såvel tiltalte T1 som tiltalte T3 har nægtet sig skyldige, idet de har benægtet ethvert kendskab til hinanden. Tiltalte T3 har forklaret, at han har stjålet den omhandlede bil og kørt den til og efterladt den i Ungarn. Tiltalte T1's indenretligt afgivne forklaring er i overensstemmelse med den forklaring, som hun afgav til politiet den 18. februar 1998. Retten finder efter en samlet vurdering af bevisførelsen ikke fuldt tilstrækkeligt bevis for tiltalte T1's skyld jf. forhold 1, hvorfor hun som konsekvens heraf frifindes for såvel dette forhold som forhold 2. Ligeledes frifindes tiltalte T3 grundet manglende bevis. Der ses ikke grundlag for - således som anklageskriftet er formuleret - at domfælde tiltalte T3 for tyveri eller brugstyveri vedr. forhold 1, hvorfor også han frifindes. Vedr. forhold 3 og 4: De tiltalte har forklaret, at T3 lånte den omhandlede bil af tiltalte T2 og anvendte den til kørsel til Ungarn gennem Tyskland, hvorefter han kørte den tilbage til Danmark, hvor den få dage senere blev stjålet. Under hensyn til den forklaring, der er afgivet af tiltalte T3 til politiet, finder retten det helt ubetænkeligt at forkaste de tiltaltes forklaringer som utroværdige. Begge tiltalte findes herefter skyldige i forsøg på bedrageri jf. forhold 3 og tiltalte T2 for urigtig anmeldelse vedr. forhold 4. For tiltalte T2 fastsættes straffen efter straffelovens § 165 samt § 285, stk. 1, jf. § 279, jf. § 21, til fængsel i 4 måneder, der i medfør af straffelovens § 56, stk. 2, under hensyn til den forløbne tid gøres betinget mod prøvetid i 1 år med samfundstjeneste i 80 timer inden for en længstetid på 6 måneder efter Kriminalforsorgens nærmere bestemmelse og tilsyn. For tiltalte T3 fastsættes straffen efter straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 279, jf. § 21, der som fællesstraf, jf. straffelovens § 61, stk. 1, jf. § 89, indeholder den betingede dom på fængsel i 6 måneder i henhold til dom af 13. oktober 1997, til fængsel i 9 måneder. Under hensyn til den forløbne tid er det i medfør af straffelovens § 56, stk. 2, på ny forsvarligt at gøre straffen betinget med prøvetid nu på vilkår om samfundstjeneste i 150 timer inden for en længstetid på 9 måneder efter Kriminalforsorgens nærmere bestemmelse og tilsyn. Der er ikke fremsat erstatningskrav. - - - Statskassen betaler sagens omkostninger for tiltalte T1. De tiltalte T2 og T3 betaler hver deres andel af sagens omkostninger. Østre Landsrets dom 30. april 2001 (20. afd.) (Otto Werner, Karen-Anke Tørring, Dorthe Wiisbye (kst.) med domsmænd). Hvidovre Rets dom af 30. marts 2000 er anket af de tiltalte T2 og T3 med påstand om frifindelse. Anklagemyndigheden har påstået domfældelse efter det i byretten opnåede bevisresultat samt skærpelse. Der er i landsretten afgivet forklaring af de tiltalte og af vidnet vicekriminalkommissær C, der alle i det væsentlige har forklaret som gengivet i byrettens retsbog. Også efter bevisførelsen for landsretten findes de tiltalte skyldige som fastslået i byrettens dom. For tiltalte T2 fastsættes straffen til 6 måneders fængsel. For tiltalte T3 fastsættes straffen til 6 måneders fængsel, idet det har sit forblivende med udsættelsen af afsoningen af straffen idømt ved den betingede dom afsagt af Ballerup Ret den 13. oktober 1997. Det bemærkes, at den tid, der er forløbet, fra forholdet blev begået til sagens pådømmelse, som efter det oplyste kun i begrænset omfang skyldes sagsbehandlingen hos det offentlige, ikke i sig selv kan medføre en mildere afgørelse for de tiltalte, herunder heller ikke at straffen gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste. - - - De tiltalte betaler in solidum sagens omkostninger for landsretten. Dog betaler de hver især salæret til deres beskikkede forsvarere. Højesterets dom. I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Hvidovre den 30. marts 2000 og af Østre Landsrets 20. afdeling den 30. april 2001. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Wendler Pedersen, Torben Melchior, Per Sørensen, Lene Pagter Kristensen og Jytte Scharling. Dommen er anket af tiltalte med påstand om formildelse, herunder navnlig at straffen gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af bl.a. straffeloven, der trådte i kraft den 1. maj 1997, blev der - med henblik på at styrke anvendelsen af samfundstjeneste - givet mulighed for at idømme ubetinget frihedsstraf i forbindelse med betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, jf. straffelovens § 64. Det fremgår af forarbejderne til denne bestemmelse bl.a. (Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 94 f): »Der er . . . efter Justitsministeriets opfattelse også behov for at justere straffelovens regler om samfundstjeneste, således at domstolene får mulighed for at anvende samfundstjeneste mere end i dag. Med dette sigte foreslås det, at straffelovens § 64 samtidig ændres, således at det i videre omfang bliver muligt sammen med en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste at idømme en kort ubetinget frihedsstraf eller en bøde, . . . Ved en dom til samfundstjeneste kombineret med en kort ubetinget frihedsstraf undgås det ganske vist ikke, at den pågældende bliver indsat til afsoning, men den ubetingede del af straffen bliver kortere, end den ville være blevet uden muligheden for at kombinere frihedsstraffen med samfundstjeneste. . . . Den øgede mulighed, der efter forslaget bliver for dels at kunne kombinere en dom til samfundstjeneste med en kort ubetinget frihedsstraf eller en bøde, dels at kunne knytte vilkår til en dom til samfundstjeneste, må forventes at indebære, at det samlede antal domme til samfundstjeneste vil stige. Den forventede stigning tilsigtes således opnået ved, at samfundstjeneste idømmes ved kombinationsdom i en række tilfælde, hvor lovovertrædelsens alvor efter hidtidig praksis har udelukket brugen af samfundstjeneste, eller ved at der fastsættes yderligere vilkår, der vil kunne medføre anvendelse af samfundstjeneste over for personer, der ellers ikke skønnes egnet hertil. I bilag 3 til lovforslaget findes eksempler fra praksis på forskellige typer af lovovertrædelser, hvor samfundstjeneste har været anvendt eller overvejet anvendt. . . . Hvis valget står mellem en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste og en længere ubetinget frihedsstraf, altså et valg mellem »alt eller intet«, bør der efter Justitsministeriets opfattelse være mulighed for at vælge en mellemform, således at der afsiges en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste og samtidig idømmes en kortere ubetinget frihedsstraf eller en bøde. . . . En videre adgang til at idømme kombinationsdom vil . . . generelt kunne bidrage til at udvide brugen af samfundstjeneste. Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at straffelovens § 64 ændres, således at der i videre omfang bliver mulighed for i forbindelse med betinget dom med vilkår om samfundstjeneste at idømme en ubetinget frihedsstraf eller en bøde efter reglerne i straffelovens § 58. Justitsministeriet har dog fundet, at grænsen for den ubetingede del af straffen, der i § 58, stk. 1, er 6 måneder, bør være lavere, når der er tale om en kombination af samfundstjeneste og ubetinget frihedsstraf. Det foreslås derfor, at den ubetingede del af straffen ikke kan overstige 3 måneder. Det er dog hensigten, at der ved kombinationsdomme som hovedregel bliver tale om en korterevarende ubetinget frihedsstraf, således at det vil være rent undtagelsesvis, at den ubetingede frihedsstraf fastsættes til 3 måneder.« I det nævnte bilag 3 omtales under et afsnit med overskriften »Særligt om forsikringsbedrageri« i alt fem domme, herunder de nedennævnte højesteretsdomme fra 1996. I bemærkningerne til lov nr. 230 af 4. april 2000 om ændring af straffeloven (Udvidet brug af samfundstjeneste og betingede domme med vilkår om alkoholistbehandling for spirituskørsel) hedder det bl.a. (Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 1142): »3.3.3. Generelt øget anvendelse af samfundstjenestedomme 3.3.3.1. Berigelseskriminalitet For så vidt angår berigelseskriminalitet, der er kerneområdet for anvendelse af samfundstjeneste, er en øget anvendelse af samfundstjeneste i stedet for kortere ubetingede frihedsstraffe en særlig nærliggende mulighed. Det forudsættes herved, at samfundstjeneste fortsat ikke anvendes, hvor en betinget dom uden samfundstjenestevilkår i dag skønnes tilstrækkelig. I samtlige de sager, hvor berigelseskriminalitet skønnes at kunne medføre ubetinget frihedsstraf af en person, som ikke tidligere er idømt ubetinget frihedsstraf, bør der efter Justitsministeriets opfattelse fremover foretages personundersøgelse med henblik på en vurdering af den pågældendes egnethed til samfundstjeneste. . . .« Lovforslaget har været forelagt Straffelovrådet, der har udtalt, at rådet kan tiltræde, at samfundstjeneste søges anvendt i øget omfang ved berigelseskriminalitet. Højesterets bemærkninger. Sagen angår forsøg på forsikringsbedrageri med hensyn til en bil af en betydelig værdi. I højesteretsdommene gengivet i U 1996.420 og U 1996.422 er det anført, at anvendelsen af ubetinget frihedsstraf i almindelighed er påkrævet for at modvirke denne form for kriminalitet, blandt andet fordi opklaringen ofte er forbundet med betydelige vanskeligheder. Under henvisning hertil og til de tilkendegivelser om øget anvendelse af samfundstjeneste, der er indeholdt i bemærkningerne til de nævnte forslag til ændringer af straffeloven i 1997 og 2000, finder Højesteret, at straffen for bedrageri af denne karakter i almindelighed bør fastsættes i medfør af straffelovens § 64, således at der idømmes en ubetinget frihedsstraf i forbindelse med en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. I den foreliggende sag er der nu - i alt væsentligt uden at dette beror på tiltaltes forhold - forløbet mere end 4½år, siden kriminaliteten blev begået. Under hensyn hertil finder Højesteret, at straffen, hvis længde er passende fastsat, kan gøres betinget alene på vilkår af, at tiltalte ikke begår nyt strafbart forhold i prøvetiden. Thi kendes for ret: Tiltalte straffes med fængsel i 6 måneder. Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra dato på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. Tiltalte skal betale de sagsomkostninger, der vedrører ham for byretten. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsret og Højesteret.