TfK 2002.596 ØLD

Ø.L.D. 13. juni 2002 i 19. afd. S-1250-02
 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Lars Flyvholm, e.o.).

(V. Rønne, Arne Brandt og Lone Kerrn-Jespersen (kst.) med domsmænd).

Næstved Rets dom af 15. marts 2002:

Denne sag er behandlet med domsmænd.

Anklageskrift er modtaget den 1. marts 2002.

T, p.t. Næstved Arrest, er tiltalt for

1. overtrædelse af straffelovens § 245 stk. 1,

ved den 20. januar 2002 omkring kl. 00.10 i lejligheden - - -, i forening med en uidentificeret mand at have slået A 3 gange i hovedet med en maglite lygte eller et hammerskaft, hvorved A bl.a. pådrog sig en flænge i hovedbunden.

2. afpresning efter straffelovens § 281,

ved den 20. januar 2002 på tid og sted som beskrevet i forhold 1 i forening med en uidentificeret mand at have udøvet vold mod og truet A med vold for at skaffe sig uberettiget vinding, idet tiltalte som beskrevet i forhold 1 slog A 3 gange i hovedet med en maglite lygte eller et hammerskaft, truede A ved at pege med en finger mod hans ene tinding og sige, at han blev skudt eller slået ihjel, og truede med at skære A's lillefinger af med en flækøkse, for at få A til at betale dem 10.000 kr. næste dag omkring kl. 15.00.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af A, B, C og D.

Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Tiltalte er tidligere straffet flere gange, senest

ved Sorø rets dom af 26. september 2000 for overtrædelse af straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276, i medfør af straffelovens § 56, stk. 2, mod en prøvetid på 1 år.

Rettens bemærkninger:


Vidnerne E og B, C og D er samtlige bekendte af tiltalte. Disse vidner har samstemmende forklaret, at de var til stede på adressen - - -, på tidspunktet for gerningsforholdene. Samtlige vidner har forklaret, at de og de i øvrigt tilstedeværende havde drukket meget, og at folk kom og gik fra stedet. Vidnerne E og B, som begge medlemmer af Red & White Crew og dels i hvilken periode, A skulle have været medlem heraf. Der er afgivet indbyrdes uoverensstemmende forklaringer om, hvornår vidnet B forlod festen på - - -. Henset til disse omstændigheder og til, at vidnet A flere gange under domsforhandlingen var blevet indskærpet dels sandhedspligten og dels det strafbare ved at afgive falsk anmeldelse og vidnets i øvrigt troværdige forklaring sammenholdt med de objektive fund, findes det bevist, at tiltalte har slået vidnet A 2 gange i hovedet med et redskab, som beskrevet i forhold 1. Med denne begrænsning findes tiltalte skyldig i den rejste tiltale.

Straffen fastsættes til fængsel i 1 år, jf. straffelovens § 245, jf. § 285, jf. § 281.

Østre Landsrets dom:

Næstved Rets dom af 15. marts 2002 (- - -) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

- - -

Der er for landsretten afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne A og D, der alle i det væsentlige har forklaret som for byretten. Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

- - -

De i byretten af vidnerne B, C og E afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 4.

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de i dommen anførte grunde skyldig i det ved dommen fastslåede omfang, således at det tillige lægges til grund, at tiltalte truede forurettede på den i forhold 2 beskrevne måde, jf. straffelovens § 281, dog blev han truet med at få skåret lillefingeren af med en skovøkse.

Straffen, der fastsættes efter straffelovens § 245, stk. 1, og § 285, stk. 1, jf. § 281, findes efter forholdenes karakter og tiltaltes tidligere kriminalitet passende udmålt.

- - -

Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 24. januar 2002, samt tillige under anken.