TfK 2000.602/2 ØLD

Ø.L.D. 11. juli 2000 i anke 10. afd. S-0968-00
 

  Anklagemyndigheden mod T1 (adv. Helle Gregersen, e.o.) T2 (adv. Lene Østerberg, e.o.).

(A.F. Wehner, Kroman og Karen-Anke Tørring med domsmænd).

Af sagen fremgik, at T1 og T2 under en sag, der blev behandlet efter retsplejelovens § 925, var tiltalt for tyveri af særlig grov beskaffenhed eller medvirken hertil, i et enkelt tilfælde vedrørende T2 til dels forsøg herpå, ved i perioden maj/juni 1999 til september/oktober 1999 i forening med forskellige medgerningsmænd at have stjålet henholdsvis 4 lastvognstog til en samlet værdi af godt 4,3 mio. kr. og 8 lastvognstog til en samlet værdi af godt 8,4 mio. kr. Lastvognstogene blev kørt til udlandet med henblik på overdragelse til aftagere her. T1 var herudover tiltalt for tyveri fra nogle møntautomater.

Det hedder bl.a. i Brøndbyerne Rets dom af 2. marts 2000:

Tiltalte T1 er straffet
ved Hillerød Kriminalrets dom af 4. marts 1998 med fængsel 1 år for dokumentfalsk, tyveri, forsøg på bedrageri og hæleri m.v.; ét forhold sammen med medtiltalte - - -,

ved Hillerød Kriminalrets dom af 22. december 1998 med fængsel i 1 år og 3 måneder for dokumentfalsk. Prøveløsladt den 27. august 1999 med reststraf 153 dage.

- - -

Tiltalte T2 er straffet flere gange senest
ved Gentofte rets dom af 8. februar 1999 med fængsel i 1 år og 6 måneder incl. en reststraf på 104 dage for dokumentfalsk, tyveri efter § 286, stk. 1, herunder tyveri af lastvognstog m.v. Prøveløsladt den 22. juni 1999 med reststraf 187 dage.

- - -

Tiltalte T1 straffes efter straffelovens § 286, stk. 1, jf. § 276, tildels jf. § 21, eller medvirken hertil jf. § 23, jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2, med en fællesstraf omfattende tillige reststraffen på 153 dage ved prøveløsladelsen den 27. august 1999, af fængsel i 2 år og 6 måneder.

- - -

Tiltalte T2 straffes efter straffelovens § 286, stk. 1, jf. § 276, tildels § 21, eller medvirken hertil jf. § 23, jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2, med en fællesstraf omfattende tillige reststraffen på 187 dage ved prøveløsladelsen den 22. juni 1999, af fængsel i 2 år og 6 måneder.

Østre Landsrets dom:

Brøndbyernes Rets dom af 2. marts 2000 (- - -) er anket af tiltalte T1 med påstand om formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Dommen er af anklagemyndigheden over for tiltalte T2 anket med påstand om skærpelse. Tiltalte T2 har påstået stadfæstelse.

De tiltalte har for landsretten givet forklaring om deres personlige forhold.

Sagen vedrører i det væsentlige berigelsesforbrydelser ved tyverier af lastvognstog for værdier til for T1's vedkommende godt 4,3 mio. kr. og for T2's vedkommende godt 8,4 mio. kr. Forholdene er begået sammen med yderligere tre domfældte over 5 måneder og er udført professionelt.

Den tiltalte T1 idømte fællesstraf forhøjes til fængsel i 3 år.

Den tiltalte T2 idømte fællesstraf forhøjes til fængsel i 3 år og 6 måneder.

I øvrigt stadfæstes dommen.

De tiltalte har været fortsat frihedsberøvet under anken.