TfK 2009.188/3 ØLD

Ø.L.D. 5. december 2008 i anke 21. afd. S-3330-08
 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Henrik Bollerup Jensen, besk.).

(Ulla Langholz, Lisbet Wandel og Jesper Perregaard (kst.) med domsmænd).

Københavns Byrets dom af 27. oktober 2008:

Sagens baggrund og parternes påstande.

Denne sag er behandlet som tilståelsessag.

Retsmødebegæring er modtaget den 15. oktober 2008.

T er tiltalt for

1. tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1, jf. § 89,

ved den 24. oktober 2007 ca. kl. 19.00 i Magasin, Kongens Nytorv 13, København, at have stjålet parfumevarer til en samlet værdi af 1.811 kr.

2. tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1,

ved den 15. februar 2008 ca. kl. 15.15 i Bilka, Ishøj Bycenter, Ishøj at have stjålet 12 flasker spiritus til en samlet værdi på 1560,40 kr.

3. tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1,

ved den 22. april 2008 ca. kl. 12.45 i Føtex, Falkoner Alle 21, Frederiksberg at have stjålet 9 flasker spiritus til en samlet værdi af kr. 999,50 kr.

4. tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1,

ved den 13. juli 2008 ca. kl. 14.20 i Super Brugsen, Parkvej 1, Gilleleje at have stjålet 12 flasker spiritus til en samlet værdi af 1.707,90 kr.

5. tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1,

ved den 11. september 2008 ca. kl. 13.37 i Bilka, Ishøj Bycenter, Ishøj at have stjålet 6 stk. mørbrad, 1 stk. danonino og 2 stk. risifruitti til en samlet værdi af 4.152,80 kr.

6. tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1,

ved den 11. september 2008 ca. kl. 12.20 i Bilka Hundige, Hundige Centervej, Greve at have stjålet 10 pakker oksemørbrad, 1 pakke rismel og stk. danone til en samlet værdi af 5.959,17 kr.

7. tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1,

ved den 12. september 2008 ca. kl. 19.20 i Bilka i Fields, Arne Jacobsens Alle 12, København at have stjålet oksekød til en samlet værdi 3.698 kr.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Oplysningerne i sagen.

Der er afgivet forklaring af tiltalte. Denne forklaring fremgår af retsbogen.

Personlige oplysninger.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun gerne vil afvænnes.

Tiltalte er tidligere straffet gentagne gange for berigelseskriminalitet, senest

ved Københavns Byrets dom af 26. januar 2006 efter straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276, med fængsel i 3 måneder,

ved Københavns Byrets dom af 29. juni 2007 efter straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276 og bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, liste A, nr. 1 og 3, med fængsel i 6 måneder, og

ved Retten i Lyngbys dom af 22. november 2007 efter straffeloven § 285, stk. 1, nr. § 276, med fængsel i 60 dage.

Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 12. september 2008.

Rettens begrundelse og afgørelse.


Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Straffen fastsættes til fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276, jf. til dels § 89.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at tiltalte er straffet for berigelseskriminalitet flere gange tidligere.

Østre Landsrets dom:

Københavns Byrets dom af 27. oktober 2008 (- - -) er anket af T med påstand om formildelse.

Anklagemyndigheden har anket til skærpelse.

Tiltalte har for landsretten om sine personlige forhold forklaret, at hun har været narkoman, siden hun var 15 år. Hun får metadon men har haft flere tilbagefald til narkotikamisbrug. Hun har en søn på 10 år, som bor hos hendes søster. Hun har god kontakt til sine forældre og søskende. Hun har i 5½ år været kæreste med M, som for tiden er varetægtsfængslet og får dom den 25. januar 2009. Hun og M har i november 2008 fået tilbud fra »Projekt over Muren« om at komme i parbehandling efter løsladelse med henblik på at komme ud af deres stofmisbrug. Der er lavet en behandlingsplan, hvorefter de skal anbringes på behandlingsinstitutionen Alfa i Fredensborg. De håber på at kunne afsone en del af deres straffe på behandlingsinstitutionen.

Straffen findes passende udmålt.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

Tiltalte har været fortsat fængslet under anken.