TfK 2009.69 VLD

 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Nina Hygum, Bjerringbro).

(Kirsten Thorup, Vogter og Jens Chr. Brodersen (kst.) med domsmænd).

Retten i Viborgs dom af 19. juni 2008:

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift fra Midt- og Vestjyllands Politi er modtaget den 19. marts 2008.

T er tiltalt for overtrædelse af

straffelovens § 276 - tyveri -

ved den 2. september 2007, ca. kl. 19.15, i forening med en ukendt gerningsmand, at være brudt ind i virksomheden - - -, og stjålet 2 fladskærmsmonitorer, mrk. Samsung, til en samlet værdi af 5.000 kr.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget fængselsstraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

- - -

Der har været fremlagt fotos af den person, tiltalte, som vidnet udpegede ved fotogennemgang hos politiet.

Tiltalte er tidligere straffet bl.a. for tyveri, senest

- ved dom af 5. november 2002, med fængsel i 30 dage, betinget, 2 års prøvetid.

- ved dom af 22. september 2006, med 6 dagbøder a 250 kr.

Rettens bemærkninger:

Det anses efter bevisførelsen godtgjort, at det er tiltaltes bil, der med stor fart er kørt bort fra gerningsstedet med åbne bagdøre ved vidnet A's ankomst. Efter vidnets genkendelse af tiltalte, og idet der i øvrigt intet er i tiltaltes forklaring, der indikerer, at andre end tiltalte har været fører af bilen på det angivne tidspunkt, lægger retten til grund, at det var tiltalte, der var fører. Under hensyn til tiltaltes særegne måde at komme fra stedet på samt under hensyn til, at en tyv med 2 fladskærme straks efter indfandt sig, og idet tiltalte i øvrigt ikke har givet nogen troværdig forklaring på sin tilstedeværelse, finder retten det bevist, at tiltalte, som aftalt transportør, har medvirket til tyveriet. Tiltalte anses derfor for skyldig efter tiltalen.

Straffen fastsættes i medfør af straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276, til fængsel i 50 dage.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 2.

Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 5.000 kr., jf. straffelovens § 58, stk. 2.

- - -

Vestre Landsrets dom:

Retten i Viborg har den 19. juni 2008 afsagt dom i 1. instans (- - -).

Tiltalte, T, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

I forbindelse med ankesagen har Kriminalforsorgen, Afdelingen i Vestjylland, foretaget en personundersøgelse.

Tiltalte og vidnet A har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han nok tidligere har været i det pågældende industriområde. Han husker ikke, om han dengang luftede hund. Han kan ved den lejlighed godt have været kørende i en hvid Fiat Ducato. Hvis bagdørene står åbne, vil bilen blive meget bred. Den kan så ikke passere en anden bil på en almindelig vej. Om sine personlige forhold har han forklaret, at hans mor er blevet alvorlig syg. Hun har fået kræft. Det har påvirket ham psykisk. Hans pensionssag er ikke afsluttet, men han regner med, at han får tilkendt pension. Han lider af panikangst. Det påvirker hans adfærd meget. Panikreaktionen kan udløses af mange ting. Den kommer ikke kun, når han er blandt mange mennesker, men også hvis nogen vil henvende sig til ham. Han kører ikke meget i bil. Han tør ikke.

A har supplerende forklaret, at han så en hvid kassebil på vendepladsen. Han mener, at han også i byretten forklarede, at bilen var hvid. Han husker ikke, hvor meget bagdørene var lukket op, men de stod åbne. Kassebilen holdt ca. 10 meter fra nummer 14.

Landsrettens begrundelse og resultat:


Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket.

Navnlig under hensyn til, at tiltalte tidligere er straffet flere gange for berigelseskriminalitet, findes frihedsstraffen at burde forhøjes til fængsel i 60 dage.

4 voterende udtaler:

Tiltalte er tidligere straffet 5 gange for berigelseskriminalitet. Han er senest straffet ved domme fra 2002 og 2006.

Uanset oplysningerne om tiltaltes personlige forhold er der herefter ikke grundlag for endnu en gang at gøre straffen betinget. Vi stemmer derfor for, at straffen gøres ubetinget.

2 voterende udtaler:

Efter oplysningerne om tiltaltes personlige forhold tiltræder vi, at straffen er gjort betinget med vilkår som fastsat i byrettens dom.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Byrettens bestemmelse om tillægsbøde udgår.

Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.