TfK 2010.225 ØLD


Ø.L.D. 2. december 2009 i anke 12. afd. S-2693-09
 

  Anklagemyndigheden mod T1 (adv. Ulrik Rasmussen, besk.).


(Taber Rasmussen, Tuk Bagger og Lise Leth-Nissen (kst.) med domsmænd).

Frederiksberg Rets dom af 8. september 2009:


Sagens baggrund og parternes påstande.

Denne sag er behandlet med domsmænd.

Anklageskrift er modtaget den 7. juli 2009.

T1, T2 og T3 er tiltalt for

Alle

1. tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 286,

ved den 9. april 2009 ca. kl. 03.20 i forening indbrudsvis at have skaffet sig adgang til fotoforretningen »- - -« beliggende - - - i København, hvor de for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding stjal fotoudstyr mv. til en samlet værdi af ikke under 890.000 kr.
- - -
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf for tiltalte T1.

Anklagemyndigheden har overfor de tiltalte T2 og T3 nedlagt påstand om, at de tiltalte dømmes til ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse på psykiatrisk afdeling, jf. straffelovens § 16, stk. 1, og § 68, 2. pkt.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at længstetiden for foranstaltningen for begge tiltaltes vedkommende fastsættes til 5 år.
- - -
Alle tiltalte har nægtet sig skyldige i forhold 1.
- - -
Personlige oplysninger.

Alle tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 9. april 2009 til den 14. maj 2009, og derudover har tiltalte T2 været frihedsberøvet fra den 9. januar 2009 til den 6. februar 2009.
- - -
Tiltalte T1 er tidligere straffet flere gange for blandt andet berigelseskriminalitet, senest ved dom af 17. juni 2008 med fængsel i 30 dage.

Rettens begrundelse og afgørelse.

forhold 1

Alt det stjålne fotoudstyr m.v. blev fundet i den bil, som de tre tiltalte kørte rundt i meget tæt ved gerningsstedet. I bilen var der forskelligt værktøj, der typisk anvendes ved indbrud. De tiltalte blev observeret og anholdt mellem 5 og 10 minutter efter, tyverialarmen blev aktiveret i fotoforretningen. Hertil kommer, at de tiltalte har afgivet noget modstridende forklaringer om deres færden om natten den 9. april 2009, herunder har ingen af dem oplyst fra hvem, de skulle have modtaget de stjålne varer. Under disse omstændigheder er det bevist, at de tiltalte er skyldige i overensstemmelse med tiltalen. Denne bevisvurdering er ikke i strid med den afgivne tekniske erklæring.
- - -
Straffen fastsættes for tiltalte T1 til fængsel i 1 år, jf. straffelovens § 286, stk. 1, jf. § 276.
Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på værdien af det stjålne. Det er tillige tillagt skærpende betydning, at tiltalte tidligere er straffet for berigelseskriminalitet, og at tyveriet er begået af flere i forening.

Østre Landsrets dom:


Frederiksberg Rets dom af 8. september 2009 (- - -) er anket af T1 med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Der er til brug for ankesagen foretaget personundersøgelse i henhold til retsplejelovens § 808.

Der er endvidere indhentet erklæring fra REFLEKS, hvor tiltalte efter det oplyste indgår i et beskæftigelsesrettet forløb.

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet politiassistent A.

Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han var i trøje og gamle sko og ikke engang havde taget sin telefon med på gaden, for han og T2 skulle bare have lidt mad og nogle cigaretter. T3 kom kørende fra Hejrevej og ud på Nordre Fasanvej, da de gik op ad Nordre Fasanvej på vej fra 7-eleven. De vinkede ham ind til siden og fik et lift ind mod byen, hvor de kunne få noget bedre at spise. T3 fortalte ikke, hvor han havde været. Det var ikke en politiscanner, men en radiomodtager, der også kunne modtage politiets frekvenser, og tiltalte havde lige tændt den, da de blev stoppet. Han troede, det var et rutinetjek. T2 bor nok 10 minutter i gåafstand fra Hejrevej. Tiltalte købte en pakke Rød Cecil i 7-eleven. Han eller T2 havde pakken på sig ved anholdelsen. De fortalte politiet om dette køb allerede, mens de sad i bilen. T3 havde vist været hos T2 i løbet af aftenen, men han var der ikke, da tiltalte ankom ved midnatstid.

Politiassistent A har supplerende forklaret blandt andet, at bilen med tiltalte fangede politiets mistanke, fordi der var tre unge mænd i, og den kørte i et belastet kvarter midt om natten. Bilen kørte på Glentevej i retning mod Nordre Fasanvej, da de fik øje på den. De unge mænd sagde ikke, hvor de havde været henne, men vidnet og kollegaen spurgte heller ikke til det. Tiltalte sad helt stille og sagde ikke så meget. Foreholdt tiltaltes forklaring om, at de kun havde kørt få minutter, og at kosterne lå på bagsædet, da han kom ind i bilen, oplyste vidnet, at det efter tidspunktet og afstandene må antages, at bilen kom direkte fra gerningsstedet.

Den i byretten af vidnet B afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.
Tiltalte er rettelig ved Frederiksberg Rets dom af 17. juni 2008 straffet efter straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276 og § 277 og færdselsloven med en tillægsstraf af fængsel i 30 dage, betinget med en prøvetid på 1 år, og en bøde på 10.000 kr., subsidiært fængsel i 10 dage.

Landsrettens begrundelse og resultat


Politiassistent A har forklaret, at bilen, der blev standset, kom kørende på Glentevej i retning mod Nordre Fasanvej. Med denne tilføjelse og i øvrigt af de grunde, der er anført i dommen, tiltræder landsretten, at tiltalte er skyldig efter anklageskriftet.

Straffen, der efter straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2, fastsættes som en fællesstraf og omfatter den friheds- og bødestraf, der blev fastsat ved den betingede dom af 17. juni 2008, findes passende.
Landsretten stadfæster derfor dommen, hvorved bemærkes, at landsretten henset til karakteren og omfanget af den begåede kriminalitet og til, at tiltalte flere gange tidligere straffet, ikke har fundet grundlag for at gøre straffen betinget, helt eller delvis, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.