TfK 2012.60 ØLD

Ø.L.D. 18. oktober 2011 i anke 2. afd. S-1649-11
 

 

Anklagemyndigheden mod T (adv. Gert Nørvang, besk.).
(Hedegaard Madsen, Anne Thalbitzer og Anette Voigt Arnsted (kst.) med domsmænd).

Københavns Byrets dom af 19. maj 2011:



Sagens baggrund og parternes påstande.


Denne sag er behandlet med domsmænd.


Anklageskrift er modtaget den 21. februar 2011.


T er tiltalt for


1. tyveri efter straffelovens § 276,


ved den 18. oktober 2009 ca. kl. 06.20 fra Sions Kirken på Østerbrogade 192 i København, hvortil han skaffede sig adgang ved at bryde flere døre op, at have stjålet diverse designermøbler samt en PH-lampe, tre nøgler, kontanter og fem spisebilletter, alt til en samlet værdi af ca. 87.000 kr.


2. tyveri efter straffelovens § 276,


ved i tidsrummet fra den 9. august 2009 ca. kl. 22.00 til den 10. august 2009 ca. kl. 07.00 fra V's lokaler, Fridtjof Nansens Plads 5 i København, hvortil tiltalte skaffede sig adgang ved at bryde en dør op, at have stjålet diverse designermøbler, divese designerlamper, et ægte persertæppe og to Georg Jensen vægure alt til en samlet værdi af ca. 450.000 kr. samt en bilnøgle til personbil med reg.nr. - - -.


3. brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293a,


ved i tidsrummet fra den 9. august 2009 ca. kl. 18.00 til den 10. august 2009 ca. kl. 07.00 under anvendelse af rette nøgle uberettiget at have brugt personbil med reg.nr. - - - bl.a. til kørsel fra Fridtjof Nansens Plads 5 i København.


Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf efter straffelovens § 286, stk. 1.


Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse. Subsidiært har tiltalte nedlagt påstand om, at værdiangivelserne i anklageskriftet ikke lægges til grund, og at forholdene ikke henføres under straffelovens § 286, stk. 1, og i øvrigt rettens mildeste dom.


Anklagemyndigheden har på vegne Willis I/S nedlagt påstand om erstatning på 103.135,75 kr. vedrørende forhold 1.


Anklagemyndigheden har på vegne Alm. Brand Forsikring A/S nedlagt påstand om erstatning på 378.247,94 kr., fordelt på 305.872,94 kr. vedrørende forhold 2 og 72.373,00 kr. vedrørende forhold 3.


V A/S har nedlagt påstand om erstatning på 6.233 kr. svarende til selvrisikoen på 3.233 kr. vedrørende forhold 2 og på 3.000 kr. vedrørende forhold 3.


B har vedrørende forhold 3 nedlagt påstand om erstatning på 2.275 kr. for et halstørklæde, et par handsker og en måtte.


Tiltalte har i det hele bestridt erstatningspligten. Tiltalte har endvidere bestridt den beløbsmæssige opgørelse af kravene, bortset fra V A/S' krav, som tiltalte har anerkendt den størrelsesmæssige opgørelse af.


Forklaringer.


Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne A og B.


Forklaringerne gengives ikke i dommen, da rettens gengivelse af disse er blevet lydoptaget.


Øvrige oplysninger i sagen.


Ad forhold 1:


Politirapport af 18. oktober 2009 vedrørende gerningsstedsundersøgelse er dokumenteret.


Fotos fra gerningsstedet er forevist.


Erklæring vedrørende sammenfald i dna-profilregister er dokumenteret.


Anholdelsesrapport af 3. november 2010 og ransagningsrapport af samme dato er dokumenteret.


En fortegnelse over stjålne genstande er dokumenteret.


Ad forhold 2-3:


Rapport af 10. august 2009 vedrørende gerningsstedsundersøgelse er dokumenteret.


Fotos fra gerningsstedet er forevist.


Rapporter af 28. august 2009 og 18. september 2009 vedrørende politiets kontakter med Shell, Jyderup og e-mail af 18. september 2009 fra Shell, Jyderup til politiet er dokumenteret.


Erklæring vedrørende sammenfald i dna-profilregister er dokumenteret.


Fortegnelse over stjålne genstande er dokumenteret.


Personlige oplysninger.


Tiltalte er tidligere straffet for tyveri, senest


ved Københavns Byrets dom af 19. juli 2000 efter straffelovens § 124, stk. 2, § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. til dels § 23, § 285, stk. 1, jf. § 276, § 285, stk. 2, jf. § 277 samt bekendtgørelse om euforiserende stoffer og færdselsloven med en fællesstraf, der også omfatter en reststraf på 103 dage, af fængsel i 2 år. Løsladt den 25. juli 2001, prøvetid 2 år, reststraf 246 dage.


Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han har en verserende sag om tildeling af førtidspension. Den er påbegyndt for 4 år siden. Han har en kæreste. Han og kæresten ønsker sig et normalt familieliv.


Rettens begrundelse og afgørelse.


forhold 1


Det fremgår af den retsgenetiske erklæring, at den bevismæssige vægt af dna- materialet fundet på en skruetrækker på gerningsstedet er sådan, at det var mere end 1 mio. gange mere sandsynligt at finde sporets dna-profil, hvis tiltalte var ophavsmand til sporet, end hvis en tilfældig person i den danske befolkning var ophavsmand. Selv om endvidere gerningsstedet er i København, og tiltalte på gerningstidspunktet boede i det storkøbenhavnske område, finde retten det ikke med den fornødne sikkerhed bevist, at dna-materialet på skruetrækkeren hidrørte fra tiltalte, heller ikke når sagens øvrige omstændigheder tages i betragtning. Retten har ved vurderingen heraf lagt til grund, at det på gerningstidspunktet var mere end 9 år siden, at tiltalte sidst blev idømt fængselsstraf, og at han på gerningstidspunktet havde været på fri fod i mere end 8 år uden at begå ny berigelseskriminalitet. Retten finder, at sagen herved adskiller sig væsentligt fra den af anklagemyndigheden påberåbte afgørelse gengivet i TfK 2011.128 Ø.


forhold 2-3


Det fremgår af den retsgenetiske erklæring, at den bevismæssige vægt af dna- materialet på et cigaretskod fundet i indgangspartiet til V A/S er sådan, at det var mere end 1 mio. gange mere sandsynligt at finde sporets dna-profil, hvis tiltalte var ophavsmand til sporet, end hvis en tilfældig person i den danske befolkning var ophavsmand. Selv om endvidere gerningsstedet er i København, og tiltalte på gerningstidspunktet boede i det storkøbenhavnske område, finde retten det ikke med den fornødne sikkerhed bevist, at dna-materialet på cigaretskoddet hidrørte fra tiltalte, heller ikke når sagens øvrige omstændigheder tages i betragtning. Retten har ved vurderingen heraf lagt til grund, at det på gerningstidspunktet var mere end 9 år siden, at tiltalte sidst blev idømt fængselsstraf, og at han på gerningstidspunktet havde været på fri fod i mere end 8 år uden at begå ny berigelseskriminalitet. Retten finder, at sagen herved adskiller sig væsentligt fra den af anklagemyndigheden påberåbte afgørelse gengivet i TfK 2011.128 Ø.


Herefter frifindes tiltalte.


De nedlagte erstatningspåstande er efter retsformandens bestemmelse ikke taget under påkendelse, jf. retsplejelovens § 992, stk. 1.

Østre Landsrets dom:


Københavns Byrets dom af 19. maj 2011 (- - -) er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse efter anklageskriftet og påstand om, at tiltalte straffes med fængsel i 4-6 måneder, og således at forhold 1 og 2 henføres til straffelovens § 286, stk. 1.


T har påstået stadfæstelse.


Anklagemyndigheden har på vegne af Willis I/S, Alm. Brand Forsikring A/S, V A/S samt B, gentaget de i byretten nedlagte erstatningspåstande.


Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte.


De i byretten af vidnerne A og B afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.


Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han ikke mere præcist kan sige, hvornår hans værktøj blev stjålet. Han har formentlig kastet cigaretten på fortovet. Han har nok været rimeligt fuld, da han passerede. Cigaretskoddet må være blæst ind i indgangspartiet. Da han flyttede ind i sin lejlighed for snart fire år siden, købte han blandt andet et brugt Piet Hein elipsebord for 1.500 kr. Der var skrammer i bordets kant. Han købte også et brugt B&O fjernsyn for 600 kr. De øvrige designermøbler, som var i hans lejlighed, har han arvet fra sin far. I 2005 blev han udlært som mekaniker. Han har udviklet olieeksem og kan ikke arbejde som mekaniker. Hans sag om førtidspension er endnu ikke afsluttet. Han bor fortsat sammen med sin kæreste, der er studerende.


Landsrettens afgørelse


Den rejste tiltale i forhold 1 og 2 angår indbrud, hvorunder der begge steder blev stjålet navnlig designermøbler. Begge forhold er begået på Østerbro i København, og på begge gerningssteder er der fundet effekter i form af henholdsvis en skruetrækker og et cigaretskod med et dna-materiale, hvor det efter indholdet af de retsgenetiske erklæringer er mere end 1 million gange mere sandsynligt at finde sporets dna-profil, hvis tiltalte er ophavsmand til sporet, end hvis en tilfældig person i den danske befolkning er ophavsmand. Tiltalte er bosiddende i Storkøbenhavns-området og er efter sin egen forklaring ryger. Vidnet A har forklaret, at skruetrækkeren tilhørte kirken. Det fremgår af sagen videre, at cigaretskoddet er fundet i indgangspartiet til gerningsstedet i forhold 2.


Landsretten finder det således herefter ganske ubetænkeligt at tilsidesætte tiltaltes forklaringer om, hvorledes hans dna-profil kan være kommet på skruetrækkeren og cigaretskoddet, som usandsynlige.


På denne baggrund sammenholdt i øvrigt med tiltaltes personlige forhold finder landsretten det for bevist, at dna-sporet på henholdsvis skruetrækkeren og på cigaretskoddet, er afsat af tiltalte, og at dette er sket i forbindelse med, at han er brudt ind de pågældende steder i forholdene 1 og 2. Tiltalte findes herefter skyldig i tiltalen, herunder også for brugstyveriet i forhold 3.


Straffen, der er en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, fastsættes efter straffelovens § 286, stk. 1, jf. § 276, til fængsel i 6 måneder.


De juridiske dommere henskyder de rejste erstatningskrav til eventuel påkendelse ved civilt søgsmål, jf. retsplejelovens § 991, stk. 4.