UfR 1997.1023 HD
 

Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Sagen drejer sig om følgende spørgsmål:

1. Hvorvidt forsikringsaftalen mellem parterne er bortfaldet på grund af manglende præmiebetaling.

2. Hvorvidt sagsøgeren har fortabt sin ret til at gøre kravet gældende på grund af manglende foranstaltninger med henblik på at hindre indbrud.

3. Hvorvidt fjernelsen af effekterne fra kroen kan betegnes som tyveri, herunder indbrudstyveri.

4. Hvorvidt sagsøgeren ved at gøre sit krav gældende til kompensation under en retssag mellem den tidligere forpagter, Karin Nielsen, og sagsøgeren har givet afkald på at gøre sit krav gældende mod sagsøgte.

5. Erstatningens størrelse.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

Den 30. oktober 1989 købte sagsøgeren Hotel Over Jerstal, der tidligere havde tilhørt Hotel Over Jerstal ApS, på tvangsauktion for et bud på 577.000 kr. Sagsøgeren antog Karin Nielsen, som bestyrer af hotellet, og denne antog samtidig sin samlever Hardy Mäenchen som kok/tjener på hotellet. Hardy Mäenchen havde indtil da drevet hotellet for Hotel Over Jerstal ApS, som han var eneanpartshaver i. Den 26. juli 1990 opsagde sagsøgeren forpagtningsaftalen. Samme dag indgik Erik Vest, der er direktør for og eneanpartshaver i det sagsøgende selskab, aftale med assurandør hos sagsøgte, Ejvind Madsen, om tegning af en erhvervsforsikring vedrørende hotellet. Det fremgår af Ejvind Madsens servicerapport af samme dato, at det blev aftalt, at forsikringssummen skulle udgøre 800.000 kr., og at forsikringen skulle træde i kraft samme dato under forudsætning af, at der blev opsat midlertidig tyverisikring, der skulle afløses af endelig tyverisikring senest den 15. august 1990. El-kompagniet i Odense opsatte den 26. juli om aftenen alarmer på hotellet. Den 1. august 1990 fremsendte advokat Sten Garde på sagsøgerens vegne skadesanmeldelse til sagsøgte vedrørende tyveri begået den 27. og 28. juli 1990. Den 6. august 1990 fremsendte sagsøgte forsikringspolice til Erik Vest. Det fremgår af de medsendte forsikringsbetingelser blandt andet, at forsikringen dækker tab som følge af skade forårsaget ved indbrudstyveri, der i ordforklaringen til policen er defineret således:

.  .  .

»Indbrudstyveri

Ved indbrudstyveri forstår man tyveri fra forsvarligt sikrede bygninger, hvortil tyven uretmæssigt har skaffet sig adgang,

enten

ved vold mod selve bygningen eller dens lukker (døre, vinduer, lemme o.lign.) eller ved dirke, falske eller tillistede nøgler har skaffet sig adgang til bygningen, aflåsede værelser, lofts- og kælderrum,

eller

er steget ind gennem åbninger, der ikke er beregnet til indgang, f.eks. skorstene, udluftningskanaler o.lign.

eller

stjæler løsøre gennem åbninger, som han umiddelbart forinden har frembragt f.eks. ved at knuse vinduesruder.«

Det fremgår videre af policen, at der for tyveriforsikringen gælder det i de særlige forsikringsbetingelser anførte sikringsniveau 3, hvori det hedder:

»*Større åbninger i *grænseflader skal være dækket med *lukker.

*Ind- og *udgangsdøre i grænseflader skal være låst med mindst 2 *låseenheder, hvoraf mindst den ene skal være SKAFOR-godkendt.

Større åbninger i grænseflader skal være sikret mod *gennembrydning .  .  . samt *rumovervågning.

Anlægget skal være forsynet med *alarmoverførsel til godkendt *kontrolcentral.«

I forsikringsbetingelsernes pkt. 7 hedder det vedrørende præmiebetaling:

».  .  .

Betales præmien ikke rettidigt, sender selskabet et erindringsbrev, der indeholder oplysning om, at forsikringsdækningen ophører, hvis præmien ikke er betalt senest 14 dage efter brevets udsendelse. .  .  .«

Om opgørelsen af erstatningen hedder det i pkt. 18:

».  .  .

18.1. Erstatningen for inventar, maskiner og øvrigt driftsudstyr opgøres på grundlag af *nyværdi under forudsætning af, at genstandene genanskaffes eller istandsættes senest 12 måneder efter skadedagen.

.  .  .«

Ligeledes den 6. august 1990 fremsendte sagsøgte opkrævning på præmie for tiden 26. juli 1990 til 1. oktober 1990, på 3.065 kr., med sidste rettidige betalingsdato den 20. august 1990.

Den 7. august 1990 fremsendte sagsøgeren til sagsøgte en foreløbig opgørelse over stjålne effekter og varelager, vedlagt tre alarmrapporter fra firmaet Scandinavian Security. Af den første rapport, dateret den 27. januar (rettelig juli) 1990 kl. 7.27 fremgår af bemærkningerne, at hotellet ikke var låst, og at der ingen varelager var tilbage i baren. Af den næste rapport, dateret samme dag kl. 15.02 fremgår af bemærkningerne, at døren ud mod gården ikke var låst. Af den sidste rapport, dateret den 28. juli 1990 kl. 20.48, fremgår af bemærkningerne, at der mangler inventar, stole og borde i salen m.m.

Den 13. august 1990 bekræftede sagsøgte ved Finn Petersen at have modtaget anmeldelsen vedrørende tyveri fra hotellet og anmodede om dokumentation for, at effekterne tilhørte sagsøgeren. Sagsøgeren svarede angiveligt den 14. august herpå. I brevet, som sagsøgte angiver ikke at have modtaget, er anført:

».  .  .

Tryg Forsikring

Att.: Finn Petersen

.  .  .

.  .  .

Med henvisning til Deres brev af 13. ds. skal vi hurtigst muligt fremkomme med den manglende dokumentation for vore ejendele.

Vi har modtaget Deres opkrævning af 6.8.90 på kr. 3.065,00 vedr. erhvervforsikring til betaling den 20.8.90, men beder Dem lade denne afregne over driftstabet.«

I to breve af 17. august 1990 fremsendte sagsøgeren bemærkninger samt dokumentation vedrørende erstatningsopgørelsen.

Den 30. august 1990 meddelte politimesteren i Haderslev Erik Vest, at han afviste dennes anmeldelse af indbruddet i Hotel Over Jerstal med henvisning til, at der ikke var skabt en rimelig formodning om, at der i sagen forelå et strafbart forhold. Denne afgørelse påklagede Erik Vest til Statsadvokaten i Sønderborg.

Den 11. september 1990 skrev sagsøgte herefter således til Erik Vest:

».  .  .

Vi har modtaget Deres anmeldelse vedrørende løsøregenstande, der er fjernet fra Hotel Over Jerstal.

Sagen kan ikke behandles, og der kan ikke betales nogen erstatning, da der ifølge rapport fra politiet i Haderslev ikke foreligger indbrud i bygning eller lokale. Det synes at være en strid mellem ejer og forpagter.

Samtidig opsiger vi ovennævnte forsikring pr. 25. september 1990, jvf. policebetingelsernes afsnit 10-6.

Vi har herefter afsluttet sagen.«

Den 13. september 1990 fremsendte sagsøgte ny opkrævning til sagsøgeren på den omhandlede forsikring vedrørende præmie på 2.790 kr. for tiden 26. juli 1990 til den 25. september 1990, med sidste rettidige betalingsdato den 27. september 1990.

Af korrespondance mellem parterne i september og oktober 1990 fremgår, at sagsøgeren fastholdt, at der var sket en erstatningsberettiget skade, medens sagsøgte afslog at betale erstatning med henvisning til, at der ikke forelå indbrud.

Den 17. oktober 1990 meddelte Statsadvokaten i Sønderborg sagsøgeren, at han var enig med Politimesteren i Haderslev i dennes afgørelse. Det fremgår af statsadvokatens afgørelse, at han har opfattet politimesterens afgørelse som truffet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1.

Af en intern skrivelse af 23. oktober 1990 fra sagsøgtes Lyngby afdeling til Finn Petersen fremgår følgende:

».  .  .

Erik Vest har fået 1. rykker sendt herfra 11.9.1990 ifølge Steen Fremming i EDB-afdelingen og produktionsplanen for september.

Da vi så den 12.9.1990 modtager kopi af dit brev af 11.9., hvori du opsiger forsikringen med 14 dages varsel, bliver den slettet, og derfor går slutpræmien på de 2.790,00 kr. i Redning den 10.10.1990.

2. rykker er altså aldrig blevet sendt.

Som lovet får du kopi af ordlyden i 1. og 2. rykkerskrivelse, men det er altså kun nr. 1, du kan tage i betragtning. .  .  .«

I henvendelser henholdsvis i oktober, november og december 1990 fra sagsøgerens advokat bad denne sagsøgte revurdere sagen.

Den 15. januar 1991 svarede sagsøgte ved Finn Petersen herefter advokaten således:

».  .  .

Som følge af manglende præmiebetaling er forsikringsaftalen helt bortfaldet, jævnfør FAL's § 15, og policen er slettet pr. 26. juli 1990.

Det kan oplyses, at police er nytegnet pr. 26. juli 1990 og police udstedt den 6. august 1990. Der er rykket for præmie den 11. september 1990, men præmie er ikke betalt.

Det følger heraf, at der ikke har været nogen forsikringsaftale i kraft på skadetidspunktet.

Såfremt præmie havde været betalt og police været i kraft, måtte vi dog fastholde vor afvisning af skaden, da der ikke foreligger indbrud. .  .  .«

Den 26. januar 1991 skrev sagsøgeren således til sagsøgte:

».  .  .

Vedlagt fremsendes kr. 2.800,- til dækning af restbeløb vedr. brandfors. – præmie for perioden 1.7.90 til 30.9.90, idet vor indbetaling pr. check af 15.10.90, udover at dække forfalden præmie vedr. police no. 640 700058431, også dækker forfalden præmie vedr. police no. 648 2210164, men kun frem til forsikringsskade indtræder hos os ultimo juli 1990, idet De iflg. Deres brev af 9.10.90 har ønsket indbetaling af præmie vedrørende perioden før skaden. Vi har nu forstået, at brandforsikringspræmien for perioden 1.7.90 til 30.9.90 kr. 3.619,- fuldt ud var forfalden til betaling før skaden, hvorfor vi imødekommer Dem ved at fremsende det restbeløb, der svarer til det beløb vi havde beregnet for tidsrummet fra skaden indtrådte indtil 30.9.90, men vi tillader os at opretholde modregning af Deres præmietilgodehavender i øvrigt.«

Den 14. februar 1991 skrev sagsøgeren således til sagsøgte:

».  .  .

Vedr. præmiebetaling, police nr. 648 2210164.

Ved skrivelse af 26. januar d.å. fremsendtes check stor kr. 2.800,00 til dækning af forholdsmæssig præmierestance for tiden 27. juli 1990 skadedato police nr. 640 700058431, til 30.09.90, som i henhold til specification af 15. oktober 1990 ej fremsendtes med vor indbetaling stor kr. 13.442,25, idet kr. 2.790,00 udgjorde forfalden præmie jfr. selskabets opkrævning af 13.09.90 vedrørende erhvervspolice. Som nævnt i vort brev af 15. oktober 1990 blev det udtrykkeligt præciseret, at indbetalingen var med forbehold for endelig opgørelse, idet der var ændringer i forholdet, som blandt andet nævnt i vort brev af 13.09.90.

Måtte vi nu venligst modtage bekræftelse på at vor indbetalinger er bogført på rette konti jfr. vore specificationer.«

Police nr. 640 700058431 er den omhandlede erhvervsforsikring, medens police nr. 648 2210164 er en brandforsikring, sagsøgeren tillige havde tegnet hos sagsøgte.

Den 10. april 1991 skrev sagsøgte således til sagsøgerens advokat:

».  .  .

Det fra Erik Vest den 15. oktober 1990 modtagne beløb på 13.442,25 kr. vedrører alene præmierestance på bygningsforsikringen.

Vi må således fastholde, at der ikke er indbetalt præmie på løsøreforsikringen, hvorfor denne helt er bortfaldet og policen slettet pr. 26. juli 1990, tegningstidspunktet.

Den 29. januar 1991 modtager Tryg Forsikring 2.800,00 kr., hvilket beløb modregnes i præmierestancen for perioden 1. oktober 1990 til 1. april 1991 på bygningsforsikringen.

.  .  .

Såfremt præmie havde været betalt og police i kraft, måtte vi dog fastholde vor afvisning af skaden, da der ikke foreligger indbrud.

.  .  .«

Den 13. maj 1991 skrev sagsøgte således til sagsøgeren:

».  .  .

Kombineret erhvervsforsikring

Med henvisning til Deres korrespondance vedrørende ovennævnte forsikring må vi meddele Dem, at det desværre ikke er teknisk muligt at udstede en police på en afgangsført forsikring.

Vi skal derfor med nærværende bekræfte, at forsikringen har været i kraft i perioden 26.07.1990 til 25.09.1990, og at forsikringstageren i følge Deres oplysninger rettere skulle have været Svanwork ApS.«

Sagsøgtes svar blev imidlertid ændret ved følgende brev af 20. juni 1991 til sagsøgeren:

»Kombineret erhvervsforsikring

Vi har i vort brev af d. 13.05.1991 bekræftet, at ovennævnte forsikring har været i kraft i perioden 26.07.1990 til 25.09.1990.

Dette er imidlertid en fejl, idet forsikringen udgik pr. ikrafttrædelsesdatoen, d. 26.07.1990, på grund af manglende rettidig indbetaling af præmien.

Vi beklager det skete.«

Det fremgår af en forpagtningsaftale, dateret den 29. juli 1990, mellem sagsøgeren og Birte Willadsen, at denne med virkning fra den 1. september 1990 forpagtede Hotel Over Jerstal for en månedlig forpagtningsafgift på 13.500 kr.

Det fremgår af en politirapport, at Erik Vest søndag den 29. juli 1990 kl. 00.40 anmeldte, at der den 27. og 28. juli var begået indbrud på hotellet. Anmeldelsen skete i forbindelse med, at politiet under patrulje henvendte sig på hotellet, fordi der – trods oplysning om, at hotellet var lukket – var oplyst på hotellet.

Det fremgår videre af en politirapport af 15. august 1990, at Hardy Mäenchen under en afhøring hos politiet fik forevist en af Erik Vest underskrevet opgørelse over stjålet varelager og inventar. Hardy Mäenchen foretog afkrydsning af effekter, som han havde fjernet, og som efter hans opfattelse tilhørte ham. Ifølge rapporten erkendte Mäenchen, »at f.eks. borde og stole, samt muligt enkelte andre ting, er medtaget som en slags »pant« for ikke udbetalt løn.«

Det fremgår af en dom, afsagt af civilretten i Gentofte den 21. april 1993, at Hardy Mäenchen og Karin Nielsen havde rejst et krav blandt andet for tilgodehavende løn mod sagsøgeren på 126.000 kr. Sagsøgeren gjorde under sagen blandt andet gældende, at man havde et modkrav på 643.000 kr., svarende til værdien af inventar, som Hardy Mäenchen og Karin Nielsen havde fjernet fra hotellet. Karin Nielsen fik medhold i, at hun havde et løntilgodehavende på 18.000 kr. Det hedder herefter i dommens præmisser:

».  .  .

Retten konstaterer, at sagsøgtes modkrav på kr. 643.000 er udokumenteret, men lægger til grund, at sagsøgernes bortfjernelse af effekterne var en retsstridig handling, og at disse i vist omfang ikke er tilbageleveret sagsøgte – et omfang der i hvert fald er så betydeligt, at det findes ubetænkeligt at lade sagsøgte modregne med sit krav til udligning af det beløb på kr. 18.000 + renter, hvormed sagsøgeren Karin Nielsen får medhold i sagsøgernes påstand. .  .  .«

Sagsøgte har under domsforhandlingen fremlagt nogle edb-lister (produktionsplaner), vedrørende august og oktober 1990, hvoraf blandt andet fremgår, at rykkerbreve i oktober er postforsendt den 11. oktober 1990.

Økonomichef Erik Vest, Gentofte, har forklaret, at sagsøgeren købte Hotel Over Jerstal efter råd fra advokat Steen Garde. Han så hverken hotellet eller bestyrerparret forinden. Han traf Hardy Mäenchen og Karin Nielsen første gang i februar 1990. Hardy Mäenchen var interesseret i et samarbejde, så han kunne overtage hotellet igen. I løbet af foråret 1990 blev vidnet kontaktet af Ejvind Madsen, som tilbød at tegne forsikring. Vidnet kontaktede herefter Ejvind Madsen den 25. eller 26. juli og meddelte, at han gerne ville tage mod tilbudet. Ejvind Madsen sagde, at han vurderede inventaret til 800.000 kr., hvilket vidnet fandt i orden. Ejvind Madsen forlangte, at der skulle sættes alarmer op, men ikke, at låsene skulle omlægges. Ejvind Madsen bestemte, hvor alarmerne skulle sidde og kontaktede selv El-kompagniet, der skulle fortage monteringen. Den 26. juli deltog Hardy Mäenchen efter anmodning fra vidnet i et møde i København med ham og Steen Garde, idet det var nødvendigt at finde ud af, om der var basis for at forsætte samarbejdet med ham og hans samlever. Vidnet var på baggrund af det dårlige regnskab, han netop havde fået, på forhånd ret negativ med hensyn til det fortsatte samarbejde. For det tilfælde, at forhandlingerne med Hardy Mäenchen ikke faldt heldigt ud, havde han givet sin bekendte, Knud Erik Vestergaard, fuldmagt til at opsige Karin Nielsen. Efter at de på mødet havde talt sammen en halv times tid, ringede han til Vestergaard og bad denne aflevere opsigelsen. Vestergaard ringede herefter et par gange og sagde, at det var svært at få dem, der var på hotellet, til at forstå, at det skulle lukkes. Vidnet aftalte så med Vestergaard, at han skulle få en låsesmed til at skifte låsene ud. Alle døre, bortset fra 2, der var sikret med skudrigler, og en, der skulle låses indefra, kunne kun låses udefra med en nøgle. Fredag den 27. juli blev han kontaktet af vagtselskabet om, at der havde været indbrud på hotellet, og at politiet var underrettet herom. Dagen efter tog han sammen med Steen Garde til hotellet. Vagtmanden ankom ved 23.00-23.30-tiden, og de gik lokalerne igennem. De kunne se, at skudrigelen ved døren med indgang til festsalen var bøjet. Næste morgen gik han og Garde lokalerne igennem igen, og de kunne på døren til festsalen se, at der var brugt brækjern forneden, og at palhullerne var revet op. Døren kunne ikke låses. Beslaget til hængelåsen på bagdøren til redskabsrummet var revet ud, og hængelåsen på den anden dør til redskabsrummet var savet over.

Vidnet skrev selv brevet vedrørende modregning af præmie i forsikringssummen den 14. august til sagsøgte, og han har også selv postet det. Han har ikke modtaget nogen rykker vedrørende erhvervsforsikringen i september. Han har således ikke før i januar 1991 fået at vide, at præmien skulle betales.

Vidnet har vedrørende opgørelsen af erstatningen forklaret, at der ved opgørelsen over inventaret er taget udgangspunkt i det, der medfulgte på tvangsauktionen. Steen Garde rekonstruerede listen i samarbejde med folk på stedet. Priserne er fastsat efter bedste overbevisning. Der er delvist anskaffet andet brugt inventar. Der er nok sket genanskaffelse af 50-60% heraf. De køkkenelementer, der kræves erstattet, var indkøbt til køkkenet i lejligheden oven på kroen. Vidnets tidligere samlever har senere købt nogle borde og stole tilbage af Hardy Mäenchen. Vidnet rettede ikke henvendelse til sagsøgte herom på grund af den negative holdning, selskabet havde vist med hensyn til forsikringsdækningen. Dette var også årsagen til, at sagsøgte heller ikke blev orienteret om forløbet af Hardy Mäenchens lønsag.

Assurandør Ejvind Madsen, Vojens, har forklaret, at Erik Vest ringede til ham umiddelbart før den 26. juli 1990 vedrørende tegningen af erhvervsforsikringen. Vidnet vidste, at forsikringssummen tidligere var sat til 800.000 kr. Han nævnte derfor dette beløb over for Vest. Han var ikke klar over, om Vest selv drev hotellet, eller om han havde forpagtet det ud. Han krævede, at der straks blev anbragt alarmer ved baren og på lageret, men han stillede ikke krav om, at låsene skulle udskiftes.

Direktør Knud Erik Vestergaard, Odense, har forklaret, at han sammen med sin svigerfar, Arne Rasmussen, på Vests foranledning ankom til Hotel Over Jerstal for at lukke hotellet. Han var udstyret med fuldmagt til »at få damen ud«. Vidnet havde aftalt med Vest, at låsene skulle udskiftes. Han følte sig noget utryg ved situationen og tilkaldte på et tidspunkt politiet. Han forlod hotellet omkring kl. 22.45.

Preben Risager, Nyborg, har forklaret, at han, der er ansat ved El-kompagniet i Odense, blev bedt om at oprette et midlertidigt alarmanlæg, der skulle overvåge krostue og spirituslager. Han kan ikke huske, om det blev overladt til ham at bestemme, hvor følerne skulle sidde. Han kunne ikke uden videre få lov til at gå i gang, idet han skulle vente på et eller andet. Der ankom også en låsesmed. Mens han ventede i bilen, så han nogen slæbe noget spiritus ud bag i en bil. Der var en, der ringede til politiet, som kom til stede. Derefter gik vidnet i gang med arbejdet. Han kan ikke i dag huske, om han var med til at kontrollere om dørene var låst, inden han forlod stedet, men han er ret sikker på, at ejerens repræsentant kontrollerede dørene.

Låsesmed Ebbe Loll Larsen, Haderslev, har forklaret, at han den 26. juli 1990 blev ringet op af Vest, som bad ham om at låse et hotel af. Der var en repræsentant for ejeren, Knud Erik Vestergaard, på stedet. Herudover var der ca. 50 unge mennesker til stede. Det endte med, at politiet kom og fjernede de unge mennesker. Han udskiftede de låse, Vestergaard bad ham om.

Vagtchef Steen Brian Jensen, Sønderborg, har forklaret, at han er ansat hos Scandinavian Security. Han fik af en montør fra El-kompagniet at vide, at firmaet skulle afhente en nøgle til Hotel Over Jerstal den 26. juli 1990. Da vidnet ankom til hotellet efter den første alarm, tilkaldte han politiet. To døre var ulåst, og der var fri passage til hotellet fra den ene dør. Der var ikke tegn på, at dørene var brudt op, men der var nogle mærker ved en tredje dør, uden at han dog kan sige, om de stammede fra indbrud. Han konstaterede, at baren var tom, og at der lå nogle spiritusflasker rundt omkring i gården. Han låste hotellet af. Da han ankom efter den anden alarm, var døren ind til køkkenet ikke låst. Han kunne se, at der på indgangsdøren ved festsalen var opbrudsmærker og skudrigelen var bøjet. Han rettede beslaget ud og lukkede døren indefra og låste døren ud til køkkenet. Han kunne konstatere, at der manglede noget i køkkenet. Efter tredje alarm stod døren ind til festsalen åben. Skudrigelen var nu ødelagt så meget, at døren ikke kunne lukkes igen. Der var mærker i karmen efter brug af koben eller skruetrækker. Festsalen var tømt. Det tager mellem 5 og 20 minutter at komme til hotellet, efter at en alarm er indgået.

Advokatfuldmægtig Steen Garde, Tisvildeleje, har forklaret, at formålet med mødet med Hardy Mäenchen den 26. juli 1990 var at få afklaret fremtiden. De kunne imidlertid ikke blive enige, og Hardy Mäenchen fik et brev med hjem om, at Karin Nielsen var opsagt. Vidnet forestillede sig slet ikke, at Hardy Mäenchen kunne finde på at fjerne alle tingene. Senere ringede Vestergaard, som fortalte, at der var tumulter på stedet. Politiet blev kontaktet. Han fik endnu en opringning fra Vestergaard om, at nogen havde forsøgt at stjæle flasker. Politiet blev tilkaldt igen, og de pågældende forlod herefter kroen. Vidnet og Vest ankom til hotellet ved midnatstid den 28. juli. Det var ret tydeligt, at døren ind til festsalen havde været brudt op. Vidnet har lavet erstatningsopgørelsen efter drøftelse med stamgæsterne. Der fandtes et varelager på hotellet, da sagsøgeren overtog hotellet på auktion.

Birte Willadsen Petersen, Over Jerstal, har forklaret, at hun den 29. juli 1990 indgik forpagtningsaftale med sagsøgeren. Der havde forinden været lidt »løs snak« herom flere gange. Hun havde således i al hemmelighed været rundt for at se hotellet, mens Hardy Mäenchen endnu var der. Hun havde fået at vide, at låsene skulle skiftes, fordi Vest havde på fornemmelsen, at Hardy Mäenchen godt kunne »finde på noget«. Det var på forhånd aftalt, at forpagtningen skulle begynde den 1. august, men den trådte reelt først i kraft den 1. september. Hun betalte afgift første gang den 1. september, men hun fik nedslag heri, fordi der manglede noget inventar. Hun kan ikke nu huske, hvorledes de forhandlede sig frem til nedslagene.

Tjener Hardy Thorkild Mäenchen, Bevtofte, har forklaret, at det var ham, der »kørte hotellet.« Steen Garde og Erik Vest foreslog selv, at Karin Nielsen blev sat ind som bevillingshaver, fordi vidnet ikke selv kunne opnå bevilling. Han mødte Erik Vest første gang i januar eller februar 1990. Det var meningen, at Vest skulle være sleeping partner. Vidnet ønskede at få at vide, hvorledes hans fremtidige situation var. Straks da han ankom til mødet den 26. juli i København, fik han at vide, at der var tre mand på hotellet for at skifte låse ud. Der blev slet ikke talt om mere, og han var tilbage på hotellet ved 23.00-tiden. Låsene var skiftet, og alarmen var ved at blive installeret. Vidnet fjernede varelageret, som han mente tilhørte ham, idet han allerede ejede det, da hotellet blev solgt på tvangsauktion. Der var en person til stede fra Odense, som sagde, at det var i orden, at han fjernede sit varelager. Han fjernede tingene i sin private bil, og de blev anbragt i sønnens bolig. Han boede i lejligheden oven på hotellet endnu 14 dage. Det var i dette tidsrum, han fjernede borde og stole fra festsalen. Det gjorde han, fordi han havde penge til gode hos sagsøgeren. Kroen var åben, og de nye forpagtere så, at han fjernede tingene. Det tog nok en times tid. Han har aldrig foretaget nogen opbrydning af døre. Han tog møblerne som en form for sikkerhed for det, han ikke kunne få udleveret. Han fjernede køkkenet samtidig med tingene fra festsalen. Møblerne i gæsteværelserne flyttede han sammen med sine møbler. Det var hans private møbler, der stod i gæsteværelserne. Alt det, han har fjernet, er gået tilbage til sagsøgeren. Erik Vest har flere gange hentet ting i den ulåste lade, hvor de blev opbevaret. 9 borde, 60 stole og nogle egetræsborde blev købt af Vests veninde for et beløb, der svarede til opbevaringsudgifterne.

Efterlønsmodtager Arne Rasmussen, Odense, har forklaret, at han ankom til Hotel Over Jerstal den 26. juli ved 17-tiden sammen med Vestergaard, som havde bedt ham hjælpe sig med at lukke hotellet. Låsesmeden kom ved 18-19-tiden. Sidst på aftenen kom Hardy Mäenchen, som tog lidt varelager, pengekasse og andre ejendele med. Politiet ryddede krostuen ved midnatstid. Vidnet forlod hotellet ved 5-tiden, og han havde sammen med manden fra El-kompagniet gået alle dørene igennem.

Chauffør Anton Pedersen, Bevtofte, har forklaret, at han for nogle år siden lejede en lade ud til Hardy Mäenchen, som opbevarede nogle møbler der. Erik Vest har i hvert fald en gang fjernet møbler fra laden. Vest har været der flere gange siden, men uden at få noget med. Til sidst udleverede vidnet resten af det, der var i laden, til Erik Vest mod betaling.

Eksportchauffør Kurt Niemann, Over Jerstal, har forklaret, at han sidst i juli 1990 lånte sin lastbil ud til Hardy Mäenchen. Han parkerede lastbilen i hotellets gård, men deltog ikke selv i flytningen. Han så senere, at der var senge, madrasser, borde, stole og egetræsbænke på lastbilen.

Ekspeditionssekretær Finn John Hother Petersen, Egå, har forklaret, at han er ansat i sagsøgtes skadesafdeling i Århus. Da han modtog sagsøgerens skadesanmeldelse, fandt han det usædvanligt, at der kunne stjæles så meget, og han bad derfor om at se politirapporterne og kvitteringer. Han har ikke før under sagen set Erik Vests brev af 14. august 1990 til sagsøgte. Vidnet havde ikke noget med opkrævning af præmie at gøre. Hvis der ikke sker betaling efter første rykker, sendes der en ny rykker. Hvis der herefter ikke sker betaling, slettes forsikringen. Efter udsendelsen af den korrigerede opkrævning til sagsøgeren den 27. september 1990 skulle der således efter sædvanlig procedure være fremsendt en rykker den 10. oktober 1990. At en forsikring går »i redning« betyder blot, at man vil undersøge, om den trods misligholdelsen skal fortsætte.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgte i henhold til den den 26. juli 1990 tegnede erhvervsforsikring er pligtig at erstatte sagsøgeren det tab, sagsøgeren har lidt ved de indbrudstyverier, der blev begået på Hotel Over Jerstal den 27. og 28. juli 1990.

Sagsøgeren har nærmere anført, at der ikke er grundlag for at statuere, at forsikringen er bortfaldet som følge af manglende betaling af præmie. Sagsøgte har ikke løftet bevisbyrden for, at der er sket påkrav i oktober 1990. Ifølge sagsøgtes brev af 13. maj 1991 til sagsøgeren og brevet af 23. oktober 1990 fra sagsøgtes Lyngby afdeling til Finn Petersen har forsikringen været i kraft i perioden 26. juli til 25. september 1990. Under disse omstændigheder kan det ikke ved edb-udskrifterne anses for bevist, at rykkerskrivelserne er afsendt.

Hvis det lægges til grund, at påkravene er kommet frem til sagsøgeren, har sagsøgeren gjort gældende, at betaling er sket rettidigt ved modregningserklæringen af 14. august 1990. Da erklæringen blev afgivet, var det sandsynligt, at sagsøgeren havde et krav mod sagsøgte. Konneksiteten må i sig selv være medvirkende til at udvide modregningsretten. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at sagsøgte ved sin handlemåde har afskåret sig fra at påberåbe sig manglende præmiebetaling som begrundelse for ikke at ville dække skaden. Sagsøgeren har herved henvist til, at sagsøgte har opsagt forsikringen og derfor må have anset denne for at være i kraft, at sagsøgte i oktober og november 1990 satte sagen i bero med henblik på politiets afgørelse vedrørende det strafferetlige spørgsmål, samt at sagsøgte den 13. maj 1991 bekræftede, at forsikringen havde været i kraft.

Sagsøgeren har videre gjort gældende, at selskabet har foretaget sig tilstrækkelige foranstaltninger med henblik på at afværge, at indbrudstyveriet skete. Der forelå ikke nogen truende situation som omhandlet i forsikringsaftalelovens § 52. Sagsøgeren foretog udskiftning af låse, tilkaldte politiet og sørgede for, at hotellet blev lukket, hvilket i den pågældende situation må anses for tilstrækkeligt.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger tyveri/indbrudstyveri, har sagsøgeren gjort gældende, at det er uden betydning, om der er sket strafferetlig forfølgning i sagen. Efter de foreliggende oplysninger om, hvad sagsøgeren har foretaget sig for at lukke hotellet, må det lægges til grund, at Hardy Mäenchen har skaffet sig uretmæssig adgang til hotellet. Han har således ikke på det tidspunkt, hvor effekterne blev fjernet, og hvor han sammen med Karin Nielsen var bortvist derfra, haft nogen lovlig adgang til hotellet. Sagsøgeren har således løftet sin bevisbyrde for, at der er begået tyveri, medens sagsøgte ikke har løftet bevisbyrden for, at der ikke foreligger indbrudstyveri.

Den omstændighed, at sagsøgeren under en sag mellem selskabet og Karin Nielsen og Hardy Mäenchen har fremsat et erstatningskrav for fjernede møbler til kompensation, medfører ikke, at sagsøgeren kan anses for at have givet afkald på sit krav over for sagsøgte.

For så vidt angår opgørelsen af erstatningskravet har sagsøgeren gjort gældende, at alt det bortfjernede inventar tilhørte sagsøgeren. Da sagsøgeren har købt inventaret på tvangsauktion, har det været umuligt for sagsøgeren at fremlægge fakturaer vedrørende dette. Sagsøgerens opgørelse må lægges til grund, medmindre sagsøgte kan påvise urigtige eller mangelfulde oplysninger, hvilket ikke er tilfældet. Kravet forekommer rimeligt, når det sammenlignes med Ejvind Madsens vurdering på 800.000 kr. Det bør komme sagsøgte processuelt til skade, at denne først 3 uger før domsforhandlingen har præciseret sine indsigelser. Værdiansættelsen må ske til nyværdipriser, idet forsikringsaftalens vilkår om genanskaffelse bør tilsidesættes som urimeligt i medfør af aftalens § 36. Særligt for så vidt angår køkkenelementerne er det gjort gældende, at det afgørende er, at der er tale om inventar, som omhandlet i forsikringsaftalen. For så vidt angår driftstabet er det gjort gældende, at det forhold, at hotellet var forpagtet ud, ikke bør medføre, at sagsøgte ikke er forpligtet til at erstatte driftstabet.

Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand i første række gjort gældende, at der ikke var nogen gyldig forsikringsaftale i kraft mellem parterne på tidspunktet for det påståede tyveri. Da sagsøgeren ikke betalte præmien efter påkrav, er aftalen ophørt uden opsigelse i henhold til forsikringsaftalelovens § 15. Efter at den korrigerede præmieopkrævning blev sendt til sagsøgeren, er denne indgået i sagsøgtes rykkerprocedure. Det må ved sagsøgtes maskinelle rykkerprocedure, hvoraf fremgår, at rykker er postforsendt den 11. oktober 1990, anses for bevist, at påkrav er fremsat. Det er ikke bevist, at sagsøgeren har sendt brevet af 14. august 1990. Hvis sagsøgte havde accepteret, at modregning kunne ske, ville Finn Petersen have givet besked om, at rykkerproceduren skulle indstilles. Hvis det lægges til grund, at sagsøgte har modtaget brevet, er det gjort gældende, at der ikke kan ske modregning i en situation, hvor sagsøgte ikke har anerkendt erstatningspligten, og hvor sagsøgerens tilgodehavende må anses som usikkert.

Sagsøgte har i anden række gjort gældende, at der ikke er sket noget tyveri fra hotellet, endsige sket noget dækningsberettiget indbrudstyveri. Hardy Mäenchen har ifølge sin forklaring fjernet det, som han mente tilhørte ham, samt noget inventar, han tog »som pant«. Der er en klar forbindelse mellem fjernelsen af inventaret og afskedigelsen af Karin Nielsen og Hardy Mäenchen. Det må anses som sandsynligt, at Hardy Mäenchen har haft fri adgang til hotellet, idet det vanskeligt vil kunne lade sig gøre at fjerne så meget inventar ved tyveri, navnlig når det ifølge Brian Jensens forklaring må lægges til grund, at han ankom til stedet 5-20 minutter efter, at alarmen var aktiveret. I en sag som den foreliggende, hvor der kun er tegnet forsikring for indbrudstyveri, må det påhvile sagsøgeren at bevise, at der foreligger indbrudstyveri. Denne bevisbyrde har sagsøgeren ikke løftet.

Sagsøgte har i øvrigt til støtte for sin påstand gjort gældende, at sagsøgeren, der havde en formodning om, at ting ville blive fjernet fra hotellet, burde have foretaget overvågning af hotellet. Da sagsøgeren ved at undlade dette har handlet groft uagtsomt, er sagsøgte ikke pligtig at erstatte skaden. Endelig har sagsøgte gjort gældende, at sagsøgeren ved at rejse kravet mod Hardy Mäenchen har givet afkald på at rejse kravet mod sagsøgte.

Med hensyn til erstatningskravets størrelse har sagsøgte gjort gældende, at det ikke er dokumenteret, hvilke genstande der tilhørte sagsøgeren. Genstande, der tilhørte Hardy Mäenchen eller andre, kan ikke kræves erstattet. Sagsøgte har ikke haft nogen mulighed for at vurdere hverken nyværdien eller dagsværdien af effekterne. Ifølge forsikringsbetingelserne kan sagsøgeren kun kræve genstande, der er genanskaffet, erstattet til nyværdi, og der er ikke grundlag for at tilsidesætte denne bestemmelse i henhold til aftalelovens § 36. Videre er det gjort gældende, at køkkenelementerne, der må anses for bygningsdele, ikke er omfattet af forsikringen, ligesom ej heller varelageret, der efter det oplyste må antages at tilhøre Hardy Mäenchen, kan kræves erstattet. Den krævede erstatning for rejseudgifter kan ikke anses for en dækningsberettiget udgift til oprydning. Den omstændighed, at sagsøgeren på grund af pengemangel var ude af stand til at genanskaffe inventaret med den følge, at forpagtningsafgiften måtte nedsættes, er sagsøgte uvedkommende.

Landsretten udtaler:

Efter bevisførelsen kan det lægges til grund, at sagsøgte den 6. august 1990 til sagsøgeren fremsendte opkrævning på præmie, og at påkrav efter sagsøgtes sædvanligt anvendte fremgangsmåde herefter skulle være fremsendt den 11. september 1990. Imidlertid opsagde sagsøgte forsikringen den 11. september 1990 og fremsendte herefter korrigeret præmieopkrævning den 23. september 1990. Såfremt denne ikke blev betalt, skulle påkrav efter sagsøgtes sædvanlige fremgangsmåde være fremsendt den 11. oktober 1990. Det fremgår af sagsøgtes brev af 15. januar 1991 til sagsøgerens advokat, at forsikringen ansås for bortfaldet som følge af manglende behandling efter en rykker den 11. september 1990. Det fremgår videre af brevet af 23. oktober 1990 fra sagsøgtes Lyngby afdeling til Finn Petersen, at præmien var gået »i redning« den 10. oktober 1990, og at anden rykker aldrig blev sendt.

Under disse omstændigheder findes sagsøgte ikke at have godtgjort, at der er fremsendt påkravsskrivelse som omhandlet i forsikringsaftalens pkt. 7. Som følge heraf findes der allerede af den grund ikke grundlag for at statuere, at forsikringen var bortfaldet som følge af manglende præmiebetaling.

Efter bevisførelsen kan det lægges til grund, at Hardy Mäenchen, allerede forinden hotellet blev aflåst, fjernede varelageret, som han – muligvis med rette – mente tilhørte ham. Det må videre lægges til grund, at de effekter, der senere blev fjernet fra hotellet, ligeledes blev fjernet af Hardy Mäenchen. Det henstår som usikkert, hvorvidt en del heraf retteligt tilhørte ham, men efter sin egen forklaring fjernede han en del effekter, som tilhørte sagsøgeren, »som pant« for et eventuelt tilgodehavende. Mäenchens forklaring om, at han mente at have et tilgodehavende hos sagsøgeren, bestyrkes af, at han senere anlagde sag mod sagsøgeren. Under disse omstændigheder findes Mäenchens bortfjernelse af effekterne ikke at kunne karakteriseres som tyveri. Landsretten tager herefter sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.

– – –

Sagsøgeren, Scan Work ApS, betaler sagens omkostninger til sagsøgte med 38.000 kr.

Højesterets dom.

Den indankede dom er afsagt af Vestre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Hornslet, Marie-Louise Andreasen, Blok, Børge Dahl og Lene Pagter Kristensen.

Appellanten, Scan Work ApS, har nedlagt påstand om betaling af principalt 561.114,14 kr., subsidiært 313.383,72 kr., mere subsidiært et mindre beløb efter Højesterets skøn, alt med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

Indstævnte, Tryg-Baltica Forsikring A/S, har principalt påstået stadfæstelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Tryg-Baltica har ikke for Højesteret gjort gældende, at forsikringsdækningen er bortfaldet som følge af manglende præmiebetaling, eller at kravet er bortfaldet som følge af, at det blev gjort gældende mod Hardy Mäenchen og Karin Nielsen.

Der er til brug for Højesteret afgivet nye forklaringer.

Højesterets bemærkninger.

Af de grunde, som landsretten har anført, stadfæster Højesteret dommen.

Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, Scan Work ApS, betale 50.000 kr. til indstævnte, Tryg-Baltica Forsikring A/S.

De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.