TfK 2003.539 ØLD


Ø.L.D. 24. april 2003 i anke 10. afd. S-4646-02

 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Niels Forsby, besk.).

(B. Vollmond, Aamand og Nanna Blach (kst.) med domsmænd).

Københavns Byrets dom af 12. december 2002:

Politidirektøren i København har ved et anklageskrift af 25. oktober 2002 rejst tiltale mod T for

røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1,

ved den 31. juli 2002 ca. kl. 11.50 i forretningen, - - -, - - -, i forening og efter forudgående aftale med en p.t. uidentificeret medgerningsmand, ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold, at have aftvunget ekspedienten A diverse smykker til en samlet udsalgspris af 505.026 kr., samt en mobiltelefon af mærket Panasonic og en discman, idet tiltalte indfandt sig i forretningen bevæbnet med en pistol og gik hen til A og rettede pistolen ind i maven på ham, mens han udtalte »Hvor er pengeskabet« eller lignende, hvorved han formåede A til at påvise forretningens pengeskab i forretningens baglokale, hvorefter tiltalte, mens han fortsat rettede pistolen mod A, beordrede A til at åbne pengeskabet og udlevere en boks, hvori der bl.a. lå smykker og et checkhæfte, hvilken boks tiltalte herefter tømte og lagde indholdet i en medbragt rygsæk, hvorefter tiltalte beordrede A til ligeledes at udlevere nøglerne til forretningens aflåste udstillingsskabe, og da A havde udleveret disse, bandt A's hænder på ryggen med plasticstrips og trak en plasticpose over hovedet på ham, hvorefter tiltalte gik tilbage i butikslokalet, hvor han i forening med den uidentificerede medgerningsmand, der havde indfundet sig i butikslokalet, mens tiltalte og A opholdt sig i baglokalet, åbnede udstillingsskabene ved hjælp af de aftvungne nøgler og tilegnede sig de udstillede smykker, ligesom de ligeledes medtog A's mobiltelefon og discman, hvorpå de undløb fra stedet.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Der er afgivet forklaring af tiltalte samt af vidnerne A, B, kriminalassistent C og D. Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 6. august 2002, herunder i isolation i perioden fra den 6. august 2002 til den 2. september 2002.

Domsmandsrettens bemærkninger:

Efter vidnet A's detaljerede og troværdige vidneforklaring sammenholdt med oplysningerne om tiltaltes besiddelse af effekter, der hidrørte fra røveriet, og om indholdet af hans telefonsamtaler med S finder retten det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, til fængsel i 2 år og 6 måneder. Retten har ved straffastsættelsen i skærpende retning lagt vægt på, at tiltalte begik røveriet i forening med og efter forudgående aftale med en medgerningsmand, at tiltalte truede A med en pistol, at han med plasticstrips bandt A's hænder sammen bag A's ryg, og at han trak en plasticpose med over A's hoved.

Østre Landsrets dom:

Københavns Byrets 17. afdelings dom af 12. december 2002 (- - -) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Der er i landsretten afgivet suplerende forklaring af tiltalte og vidnerne A og B, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Der endvidere afgivet forklaring af kriminalassistent E.

Af de grunde, der er anført i dommen, og ligeledes under hensyn til det af den telefonsamtale, som tiltalte førte med en uidentificeret mand den 3. august 2002 fra kl. 20.23, findes tiltalte også efter bevisførelsen for landsretten skyldig efter anklageskriftet.

Straffen findes passende.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

Tiltalte har fortsat været frihedsberøvet under anken.