TfK 2009.783 ØLD

Ø.L.D. 1. juli 2009 i anke 14. afd. S-648-09


 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Peter Ølholm, besk.).

(Ole Dybdahl, B.O. Jespersen og Suzanne Holst (kst.) med domsmænd).

Holbæk Rets dom af 11. februar 2009:

Sagens baggrund og parternes påstande.

Denne sag er behandlet som tilståelsessag.

Retsmødebegæring er modtaget den 11. februar 2009.

T er tiltalt for overtrædelse af

1. røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved den 10. februar 2009 ca. kl. 17.53, at have begået røveri mod forretningen Rema 1000 på Klosterparkvej 47 i Kalundborg, idet han indfandt sig i forretningen og under trussel med en medbragt kniv fratvang ekspedienten ca. 13.000 kr.

2. overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, ved at have været i besiddelse af 5 gram hash ved anholdelsen.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Rema 1000 har påstået, at tiltalte skal betale 13.000 kr. i erstatning.

Tiltalte har anerkendt erstatningskravet.

Oplysningerne i sagen.

Tiltalte forklarede, at han mener, at beløbet var ca. 12.000. Tiltalte forklarede, at han havde taget noget nervemedicin. Han var rimeligt påvirket og fik derfor nogle gode ideer. Han skyldte penge væk i Kalundborg, ca. 12.500 kr. for stoffer. Efter at have betalt hvad han skyldte, købte han de 5 gram hash, som han havde på sig ved anholdelsen. Det var på grund af, at han havde spist flere piller end han plejede, at han begik røveriet. Han tager daglig medicin, men ikke så meget. Da han gik hjemmefra var [han] iført en Karl Kani-bluse, og han havde lavet en hue af et par joggingbukser, og han havde jakke på. Han kørte ned ad en bakke, og ved en sidevej gemte han cyklen. Han tog cowboybukserne m.m. i tasken, som han gemte i en park. Han hoppede af cyklen og gik stille og roligt ind i butikken, og sagde: »Give me the money«. Han viste dem kniven, men var ikke truende eller voldelig. Ekspedienten flygtede. Han hoppede over disken og tog pengene fra kassen. Kunderne forsvandt også. Han hverken råbte eller truede, og stak heller ikke efter nogen.

Foreholdt bilag 1-A forklarede sigtede, at han tabte indsatsen i kassen, og nogle penge røg på gulvet. Så hoppede han over disken og forsøgte at samle pengene op fra gulvet.

Tiltalte forklarede, at det kan godt passe med sålaftryk fra hans sko på billedet.

Han mener ikke, at det hele tog mere end et minut. Da han kom ud af butikken, kørte han på cyklen ud på vejen op mod parken. Han drejede ned mod børnehaven og lidt til højre ad en skråning. Forevist bilag 8, forklarede sigtede, hvor han gemte tasken og bekræftede, at det var den taske. Vedrørende billede 8 bekræftede tiltalte, at det var denne trøje, og at foto 7 var af kniven, han havde med. Bilag 12 viser et kort over hjørnet af Klosterparkvej, hvor Rema 100 er beliggende. Sigtede udpegede, hvilken rute han havde kørt, og der hvor han havde skjult tasken, og hvor han mødte politiet.

Han blev i første omgang løsladt, idet vidner havde sagt, at det ikke var ham, da han havde skiftet tøj og ikke var så høj, som gerningsmanden..

Han tog hjem og lånte en telefon af sin kone, hvorefter han ringede efter en taxa. Han kørte ud og betalte pengene, han skyldte væk og derefter ind på tanken for at købe cigaretter m.m. Han havde pengene fra røveriet særskilt i plastikposen. De penge, der var i pungen derhjemme, er hvad konen har at leve for resten af måneden, og der er ingen af dem, der stammer fra røveriet.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at at han bor i Kalundborg sammen med sin kone. Han fik dummebøder fra - - - fra Fredericia, hvilket pressede ham til at begå røveriet. Sigtede politianmeldte dem. De sidder nu fængslet. Han vil gerne skifte navn, idet han frygter, når han skal vidne mod dem. Hvis han ryger tilbage til lukket fængsel under navnet - - -, er han bange for at få en »dolk i ryggen«. Han er også bange for, hvad der måtte ske med hans kone.

Tiltalte er tidligere straffet, senest

ved Vestre Landsrets ankedom af 8. marts 2007 med fængsel i 60 dage for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer,

ved Retten i Fredericias dom af 11. januar 2006 med fængsel i 2 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, og § 276, § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21,

ved Retten i Fredericias dom af 21. januar 2005 med fængsel i 6 måneder for tyveri,

ved Kriminalretten i Vejles dom af 7. maj 2003 med fængsel i 1 år og 9 måneder for en række tyverier samt et røveri.

Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 10. februar 2009.

Rettens begrundelse og afgørelse.


Ved tiltaltes erkendelse sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger er det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1 med fængsel i 1 år og 10 måneder.

Inden 14 dage skal tiltalte betale 13.000 kr. til Rema 1000 tillige med procesrente fra d.d. til betaling sker.

Ved strafudmålingen har retten lagt vægt på, at tiltalte tidligere er straffet for røveri samt forsøg herpå, samt at forholdet blev begået under anvendelse af en kniv.

Østre Landsrets dom:

Holbæk rets dom af 11. februar 2009 (- - -) er anket af T med påstand om formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Tiltalte har i landsretten givet forklaring om sine personlige forhold.

Straffen nedsættes til fængsel i 1 år og 9 måneder.

I øvrigt stadfæstes dommen.

Tiltalte har været fortsat frihedsberøvet under anken.