TfK2012.222


Ø.L.D. 29. november 2011i anke 21. afd. S-3153-11

 

 

Anklagemyndigheden mod T (adv. Laurits Ivar Hviid, besk.).

(Bloch Andersen, Sanne Kolmos og Mikael Friis Rasmussen (kst.) med domsmænd).

Svendborg Rets dom af 13. oktober 2011:

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 20. juli 2011.

T er tiltalt for

forsøg på røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, ved den 17. maj 2011 ca. kl. 13.25 i bagerforretningen »Guldbageren«, Bøjdenvej 17, Pilshuse i Nyborg ved trusler om øjeblikkelig anvendelse af vold at have forsøgt at aftvinge ekspedient A penge, idet han udtalte: »du ved godt hvad jeg vil have« - »Jeg skal have pengene« samt »hvis du bare åbner kasseapparatet og giver mig pengene så gør jeg dig ikke noget«, eller lignende, hvilket imidlertid mislykkedes, idet der kom kunder ind i butikken, hvorefter tiltalte løb fra stedet uden udbytte.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

A har påstået, at tiltalte skal betale 996,43 kr. i erstatning

Tiltalte har bestridt erstatningspligten.

Tiltalte har anerkendt erstatningskravets størrelse.

Sagens oplysninger

Tiltalte T, har forklaret, at han den 17. maj 2011 havde været i skole, og at han fik fri kl. 13.30. Efter skolen gik han hen til sin kammerat, B, som han næsten dagligt sås med, og som boede tæt ved hans bopæl. B havde 2 dage før den 17. maj 2011 fået en ansigtsmaske, som lignede en gammel mand. Masken skulle bruges til sidste skoledag. De ville lave en joke/parodi med den og besluttede sig for at gå en tur. De ville lave lidt sjov med at sige underlige ting til tilfældige, forbipasserende og falde, mens tiltalte havde masken på og var iført et par handsker, noget tøj og nogle sko, så han kom til at ligne en ældre mand. Det var tiltaltes idé, at denne i første omgang skulle klædes ud, hvorefter B skulle prøve det samme.

De tog et billede, da tiltalte var klædt ud, hvorefter de gik op ad gaden, hvor de bor, og kom til Bøjdenvej. De lavede jokes med flere mennesker, som de mødte på vejen. Der var omkring 4 mennesker, der så dem, og som kiggede på dem og grinte. B gik på det modsatte fortov af tiltalte, da de lavede jokes, så de ikke blev gennemskuet. Da de tilfældigvis kom til »Guldbageren«, gik tiltalte ind på parkeringspladsen og kiggede ind ad vinduet. Der stod en ældre herre ved siden af døren til butikken og kiggede på kager. Han kunne ikke huske, hvad han sagde til manden, inden han gik ind, men det var noget, der var ment i sjov. Manden sagde ikke noget, men kiggede bare på ham. Han gik en halv meter ind i døråbningen af butikken, hvorefter han vendte om og gik ud igen, idet han fik den tanke, at det nok ikke var så smart at gå ind i butikken med masken på. Dette skete i løbet af få sekunder. Da han var helt ude igen, sagde han med ryggen til butikken noget til den ældre mand og gik stille og roligt fra stedet igen. Mens han var kort inde i butikken, bemærkede han ikke andre personer end den ældre mand og heller ikke, at der var nogen ekspedient i butikken.

B stod og ventede ude på fortovet, mens tiltalte kort var henne ved bageren. De gik fra stedet og mødte flere mennesker. Da de kom til »Super Best«, drejede de til højre og skiftede kostumet, således at B fik masken og tøjet på. De fortsatte herefter ned mod havnen og videre ad lystbådehavnen og herefter hjem til tiltalte. De forsatte hen ad eftermiddagen med legen. De havde ikke aftalt noget på forhånd, da det kun var meningen, at de skulle lave noget sjov.

Tiltalte havde forud for episoden i bagerbutikken haft kostumet på i omkring 10 minutter, hvor de havde gået på gaden og lavet sjov, hvilket var blevet observeret af flere personer, der kendte tiltalte.

Han har ikke sagt noget til nogen i butikken. Han havde under hele forløbet forvrænget sin stemme, så den lød ældre og hæs, og med hans måde at gå på prøvede han at efterligne en ældre person. Han har ikke på noget tidspunkt løbet, da masken så ville være faldet af.

Masken blev brugt af B den sidste skoledag, hvorefter den blev revet i stykker og smidt væk. Der blev taget billeder den sidste skoledag, hvor masken fremgik af billederne.

Tiltalte erkendte at have ringet til ekspedienten i bagerbutikken den 16. august 2011 for at spørge, hvorfor hun havde meldt ham, da han ikke havde gjort noget.

A har som vidne forklaret, at hun er forpagter af butikken »Guldbageren« på Bøjdenvej i Nyborg, og at hun var alene på arbejde i bagerbutikken den 17. maj 2011. Der var ingen kunder i butikken på gerningstidspunktet. Der havde været mange kunder i løbet af formiddagen. Døren til butikken stod åben, idet det var varmt i butikken. Da hun var ved at gøre byttepengekassen op og stod med ryggen til kasseapparatet og døren, hørte hun, at den klokke, der styres af en sensor i butiksdøren, ringede. Hun vendte sig om og så, at der ved disken stod en person med maske på. Hun fik et stort chock og blev bange, da personen stod meget tæt på hende ved disken. Han havde en maske, der lignede en gammel mand, og han havde hætten op på hættetrøjen, så man ikke kunne se hans hår eller andre kendetegn i ansigtet. Han sagde noget til hende, som hun ikke kunne høre, da han havde masken på. Hans stemme var ikke forvrænget, men lød ung. Hun tænkte først, at det måtte være et eller andet sjov, og hun spurgte ham, hvad han sagde. Han svarede højt og kommanderende: »Hvis du bare åbner kasseapparatet og giver mig pengene, så gør jeg dig ikke noget«. Han sagde ikke andet, og de førte ikke nogen samtale. Hun lagde ikke mærke til, hvor han havde hænderne men mente, at han havde dem ned langs siden. Hun var klar til at give ham pengene, men da der kom nogle kunder gående ude på parkeringspladsen 4-5 meter fra indgangsdøren, løb han ud af butikken og ned mod byen ad Bøjdenvej mod »Super Best«.

Da de kunder - et par ældre damer - som var kommet gående på parkeringspladsen, var kommet ind i butikken, efter at tiltalte var ude af butikken, sagde de til hende, at han så lidt underlig ud. Hun svarede ja uden nærmere at tænke over situationen. Hun ekspederede kunderne, som hun ikke kendte. Hendes reaktion herefter var først afdæmpet, men da hun tænkte nærmere over episoden, berørte den hende. Hun arbejdede videre i butikken, indtil hun havde fri kl. 15.00 og ekspederede i den forbindelse flere kunder. Samme aften efter episoden kom hun til at tænke nærmere over det skete. Hun fik det dårligt og havde efterfølgende en sygedag på grund heraf. Hun tog til zumba samme aften og snakkede med sin gode veninde og andre om episoden, og de rådede hende til at anmelde det. Hun besluttede efter egen overvejelse at anmelde episoden til politiet, hvilket skete næste formiddag den 18. maj 2011 kl. 9.30. Hun har efterfølgende haft møder med sine ansatte, der er 9 unge piger, om episoden.

B har som vidne forklaret, at han og tiltalte er venner og gik i skole sammen. Efter skolen den 17. maj 2011 tog de hjem til ham. Han havde fået en maske et par dage i forvejen, som skulle bruges til sidste skoledag, og tiltalte skulle se den. De blev enige om, at den ene af dem skulle klædes ud, så han lignede en gammel mand, og så skulle de lave lidt sjov og se, hvordan folk reagerede på det. Der var ikke planlagt noget på forhånd om, hvad de skulle lave. De gik en stor runde i byen og så på folks reaktion. Det var tilfældigt, at det var tiltalte, der skulle klædes ud. Han har taget et billede af tiltalte i indkørslen, inden de gik ud på gaden og lavede sjov. De mødte nogle mennesker på vejen. De gik på hver sin side af gaden. Før de kom til »Guldbageren«, gik vidnet over på samme fortov som tiltalte. Han gik foran tiltalte. Han har ikke set, at tiltalte gik ind i butikken, og parkeringspladsen var helt tom for biler. Der var ingen kunder i butikken. Han mener ikke, at tiltalte var i butikken, og de gik stille og roligt hen ad fortovet. De har højst været uden for »Guldbageren« i 5-10 sekunder. De gik med et lille mellemrum mellem sig, og da de kom til Egevej, skiftede de, så han blev klædt ud. De gik ned mod havnen og tilbage igen. Selve turen varede ca. 1½ time. De har ikke efterfølgende talt om, at tiltalte skulle have været i butikken.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Der har været fremvist fotos.

Der har været indhentet personundersøgelse vedrørende tiltalte.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter tiltaltes og vidnet B's forklaring samt det foreviste foto af tiltalte lægger retten til grund, at tiltalte hos B klædte sig ud med en maske og en jakke med hætte på hovedet, og at de således begav sig ud på offentlig vej. Det kan ikke lægges til grund, at tiltalte og vidnet B havde aftalt, eller at der var en indforståelse mellem dem om, at tiltalte skulle begå et røveri iført den pågældende maskering.

Det lægges endvidere efter tiltaltes og vidnet B's forklaring til grund, at tiltalte på et tidspunkt relativt kort tid efter, de havde forladt B's bopæl befandt sig ved »Guldbageren«. Efter vidnet A's sikre og troværdige forklaring lægges det til grund, at tiltalte i forbindelse med hans ophold ved »Guldbageren«, gik ind i bagerforretningen, stillede sig - iført maske og hætte om hovedet - tæt ved disken med front mod vidnet, og på dennes anmodning om at gentage en uforståelig besked, i et højt og kommanderende tonefald svarede: »hvis du bare åbner pengekassen og giver mig pengene, så gør jeg dig ikke noget« eller lignende.

Retten finder, at tiltaltes udtalelse - navnlig set i lyset af hans fremtoning - har udgjort en trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold, og at tiltalte har været klar over dette. Efter indholdet af udtalelsen har tiltalte endvidere haft forsæt til hermed at aftvinge vidnet penge. Vidnet A har forklaret, at tiltalte opgav sit forehavende, idet 2 kunder nærmede sig butikkens indgangsdør, og at han undløb fra stedet. Retten har ikke i øvrigt grundlag for at antage, at tiltaltes tilbagetræden fra røveriforsøget var frivillig.

Retten finder derfor, at tiltalte er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, og fastsætter efter denne bestemmelse straffen til fængsel i 60 dage.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 2.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på kriminalitetens art og i formildende retning på det antageligt spontant opståede og vage forsæt. Retten har navnlig på grund af tiltaltes unge alder og gode personlige forhold fundet det forsvarligt at gøre straffen betinget.

Retten tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret:

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 60 dage.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser:

1. Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom.

Østre Landsrets dom:

Svendborg Rets dom af 13. oktober 2011 (- - -) er anket af T med påstand om frifindelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Vidnet A har gentaget sin påstand om erstatning på 996,43 kr.

Tiltalte har også for landsretten bestridt erstatningspligten, men ikke kravets størrelse.

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet A.

Den i byretten af vidnet B afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

Tiltalte har forklaret blandt andet, at han ved bagerbutikken gik helt hen til døren og max. ½ meter ind i butikken, idet han tænkte, at det nok ikke var så smart at gå ind i en butik med en maske på. Han sagde kun noget på vej ind og ud til den ældre herre. Det, han sagde, var ikke noget, der kunne misforstås. Han så ikke nogen på vej ind i butikken. Han sagde ikke noget inde i butikken. På måtten trådte han kun ind frem til den store kringle på måtten, og ikke ind i ekspeditionsområdet, og han så ikke nogen, der var klar til at ekspedere. Det var lige ind og ud igen med det samme. B stod ovre på det andet fortov, så han kunne se tiltalte. Han gik derfra i normalt tempo. Han løb ikke. Fotoet af ham med masken på viser, hvordan han så ud den pågældende dag. Første gang han blev afhørt af politiet forklarede han, at han slet ikke havde været inde i butikken. Den forklaring ændrede han ved den næste afhøring.

Foreholdt bagerekspedient A's forklaring i byretten om, at han skulle have sagt: »Hvis du bare åbner kasseapparatet og giver mig pengene, så gør jeg dig ikke noget« har han fastholdt, at han ikke sagde noget inde i butikken.

Vidnet A har forklaret blandt andet, at pågældende stod helt inde på den inderste måtte i ekspeditionslokalet fremme ved disken, da hun vendte sig om. Det er muligt, at hun til politiet den 18. og 31. maj 2011 har forklaret, at der i det samme kom to ældre damer fra parkeringspladsen ind i butikken, og at det var det, at de var på vej ind i butikken, der fik personen til at stikke af - personerne på parkeringspladsen har jo været på vej ind i butikken og kom ind til hende, efter at personen med masken var stukket af. Foreholdt tiltaltes forklaring om, at han kun var ca. ½ meter inde i butikken og intet sagde, har hun fastholdt, er hun helt sikker på, at personen var helt inde i butikken og henne ved disken og kom med den udtalelse, som hun har forklaret om.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han går på 1-årig HG og ønsker at fortsætte på handelsgymnasiet.

Landsrettens begrundelse og resultat

5 dommere udtaler:

Også efter bevisførelsen for landsretten finder vi, at tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, er skyldig efter anklageskriftet. Der er heller ikke efter bevisførelsen for landsretten grundlag for at antage, at tiltalte er trådt frivilligt tilbage fra røveriforsøget.

1 dommer udtaler:

Jeg finder det ikke godtgjort, at tiltalte har haft forsæt til at begå røveri og stemmer derfor for at frifinde tiltalte.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

Det tiltrædes, at straffen er fastsat til fængsel i 60 dage.

Det tiltrædes endvidere, at straffen gøres betinget, dog med en prøvetid på 2 år. Landsretten har ved strafudmålingen og anvendelsen af betinget dom lagt vægt på de samme grunde, som byretten har anført.

Landsretten stadfæster med den nævnte ændring dommen.

Efter de juridiske dommeres bestemmelse tages erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.