TfK2013.296/2 H.D. 17. december 2012 i sag 173/2012 (2. afd.) Rigsadvokaten mod T2 (adv. Casper Andreasen, Kbh., besk.) og T1 (adv. Mikael Skjødt, Kbh., besk.). Retten i Glostrups dom 21. december 2011, 15-11413/2011. Denne sag er behandlet som tilståelsessag. Retsmødebegæring er modtaget den 16. december 2011. T1 og T2 er tiltalt for overtrædelse af hjemmerøveri, jf. straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, ved den 7. november 2011 mellem ca. kl. 23.00 og kl. 23.30, i forening, på opfordring af og efter planlægning med T3, hvis sag behandles særskilt, at være trængt ind i et privat hjem på adressen - - - Alle 80, - - -, for at begå røveri, idet T1 og T2 bevæbnet med hver sin lægtehammer indfandt sig på F's bopæl, hvor de ved brug af vold i form af halsgreb og efterfølgende trusler om vold, herunder trussel med hammer, frarøvede F adskillige personlige effekter i form af Play Station 3, mobiltelefon, bærbar PC, kr. 1.200,- i kontanter, kondomer, 1 dolk, Ray Ban-solbriller, diverse smykker samt andre effekter til en ikke nærmere opgjort værdi. Påstande Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf. De tiltalte har erkendt sig skyldige. Sagens oplysninger Tiltalte T1 har forklaret, at han har kendt T3 fra barnsben. Han kender tiltalte T2 fra en bodega. Den 7. november tog han og T3 op til - - - Bodega, hvor T2 sluttede sig til dem. De drak whisky og Bacardi breezers. Ved 7-tiden kørte T2 hen for at hente sin kæreste K. De fortsatte »festen« hos K. De drak og spillede. De var godt fulde. På et tidspunkt kom T2 og K op at skændes. K trak sig herefter tilbage, mens tiltalte, T2 og T3 fortsatte. Snakken faldt på F. De snakkede om, at han solgte hash, og om de kunne købe hash hos ham. T3 sendte ham en SMS. Tiltalte og T2 ville tage ud til F efter hashen. Han husker ikke, hvordan de kom på, at de ville tage hashen uden at betale. Men de var alle tre med til at aftale det. De talte om, at T3 havde nogle ting hos F, som tiltalte og T2 skulle tage med. T3 fortalte endvidere, at F havde 20.-30.000 kr. og 5 plader hash liggende. Han husker ikke helt, hvorfor de talte om det. De var fulde og syntes derfor, det var mindre slemt bare at tage hashen. Tiltalte og T2 satte sig ud i bilen for at køre op til F. Inden de kørte, aftalte de, at de ikke ville være voldelige over for F. Undervejs ringede de til T3, der gav dem kørselsanvisninger. Tiltalte og T2 fortsatte herefter mod F. Da de ankom, tog de handsker på, steg ud af bilen og røg en smøg. De tog hver en lægtehammer fra bagagerummet. De bankede på. F åbnede, hvorefter tiltalte tog halsgreb om F. De bad F vise, hvor hans ting var. F viste vej til pengeskabet, som blev åbnet. Det var tomt. De spurgte F, hvor hashen så var. Han svarede, at den var i stuen. De gik ind i stuen og så, at der lå en halv plade hash på bordet. Der lå også nogle penge. De spurgte, hvor der var mere hash og flere penge. F sagde, at der ikke var mere, da han kun solgte til nogle få venner. Tiltalte og T2 gik herefter ud i køkkenet. Der så tiltalte, at alle skuffer var flået op. Han vidste ikke, hvem der havde gjort det, men troede, at det var T2. F var meget skræmt nu. Tiltalte tog fat om hans hoved og sagde til ham, at han skulle slappe af, for der ville ikke ske noget, >> 822 >> og han ville få sine smykker igen. T2 råbte nu til F, om han helst ville miste sin bærbare eller sin fladskærm. F råbte, at han helst ville miste skærmen. T2 var fuld og ophidset og sagde, at den ikke var noget værd. De gik ind i stuen. T2 var fortsat ophidset. De gik frem og tilbage mellem stuen og køkkenet. På et tidspunkt så tiltalte, at der lå et IKEA-net, fyldt med ting, i stuen. Der blev ikke råbt, kun på et tidspunkt, da T2 ramte tiltalte med en lægtehammer. De var hos F i omkring en halv time. Da de gik råbte T2: »Vi kommer tilbage, hvis der ikke er 15.000 kr.« Da de sad i bilen, viste T2 tiltalte en pose med en masse ammunition. De kørte ud og smed det i en sø. De talte undervejs med T3 i telefonen. Bagefter kørte de til K, hvor også T3 var. De havde IKEA-nettet med. K vidste ikke noget om det hele. De sagde til T3, at de ikke havde fået hendes ting med og heller ikke noget hash, men kun pengene. Dagen efter gik tiltalte i skole. Han hentede T3, og de tog op til K, hvor alle tingene fra IKEA-nettet lå på bordet. Der var bl.a. en bærbar, et kamera og nogle smykker. Pengene delte de, så T3 fik 400 kr. og T2 800 kr. Smykkerne ved tiltalte ikke, hvad der skete med. Han manglede ikke penge, men han tror, T2 manglede penge. Han ved ikke, om T3 manglede penge. Tiltalte var sur på F, fordi han et par uger før havde overhørt en telefonsamtale, hvor F talte meget grimt om ham. I øvrigt ved han ikke, hvorfor de gjorde det. De var fulde. T3 omtalte F som sin fætter. De tog lægtehamrene med, fordi de var bange for, der var flere hos F. De havde også hørt, at han havde et aluminiumsbaseballbat lige inden for døren. Tiltalte syntes, det var lidt voldsomt med våben, men tænkte, at det alligevel var sikrest. Han og T2 havde aftalt, at der ikke måtte udøves vold, inden de tog derhen. Der blev heller ikke udøvet vold, og de talte stille og roligt til F. Tiltalte tog ikke hashen med, fordi han fik medlidenhed med F, der fortalte, at han ikke ville have penge til resten af måneden, hvis de tog den med. Han og T2 talte med T3 om, hvor meget hash og hvor mange penge F lå inde med. Tiltalte ved ikke, hvorfra T3 havde sin viden. Tiltalte forstod, at F solgte hash. T3 overnattede hos F, når hun passede hans hus. Tiltalte T2 har under et grundlovsforhør den 15. november 2011 forklaret, at han kender tiltalte T1. De kommer på samme bodega, spiller billard og drikker bajere. Tiltalte har mødt T3, men kender hende ikke særligt. Hun har været oppe og tale med tiltaltes dame. Den forurettede, F, kender han overhovedet ikke. Tiltalte tog med T1 ud til F, fordi T1 ikke skulle tage derud alene. T1 skulle hente noget hash, og T3 skulle have sine ting derudefra. T3 havde sagt, at F var en fætter til hende meget langt ude. Det var vist en dyne, noget tøj og nogle smykker, hun havde liggende hos F. Det var noget, de talte om samme aften, først nede på bodegaen og bagefter oppe hos sigtedes kæreste K, hvor de var K og de tre sigtede til stede. T3 fik »ligesom kørt en stemning op«. Hun sagde, at F lå med store mængder - 2-300 gram - hash, 20.000 kr. i kontanter, skydevåben og guldsmykker. Det fremgik ikke, hvor hun vidste det fra. Det var mest T1, hun »fik gejlet op«. Tiltalte var nærmest ligeglad. De skulle derud og hente hashen og pengene. Tiltalte tog med, for at T1 ikke skulle tage derud alene, hvis nu der var andre sammen med F, og der var også det med skydevåbnene. T1 og sigtede kørte derud, mens T3 blev tilbage sammen med K. Da de kom til stedet, bankede de på døren. F kiggede ud ad køkkenvinduet og åbnede så døren. T1 tog straks halsgreb på ham. De kom ind i køkkenet. De sagde til F, at de bare skulle have hashen og pengene. De talte meget stille og roligt sammen. T1 og tiltalte havde haft lægtehammere med. De truede ikke med dem. Den ene hammer blev lagt på en kommode i gangen og den anden inde på F's seng. Da F »begyndte at tale lidt grimt«, og T1 begyndte at blive sur, slog tiltalte den ene hammer ind i væggen for at markere og undgå, at situationen udviklede sig. De fik 1.200 kr. i kontanter, 30 gram hash og en masse ammunition. Der var også nogle værdiløse smykker, noget parfume, en playstation og en bærbar pc samt et par falske Ray Ban-solbriller. De medtog også F's mobiltelefon, så han ikke kunne ringe, men tiltalte tog SIM-kortet ud og efterlod det. De kørte hjem til K. T3 fik 3-400 kr. Resten delte T1 og tiltalte, således at de endte med omkring 400 kr. hver. Der var noget med, at T3 havde brug for 300 kr. til sin bror. Det var også T3's behov for penge, der var en del af begrundelsen for, at de skulle derud. De lod T3's ting ligge ude hos F, så hun selv kunne hente dem. Det havde heller ikke været det med at hente T3's ting, der havde været grunden til, at de skulle ud til F. Hun havde bare bedt dem om at tage tingene med, når de nu alligevel var der. Tiltalte T2 har under sagen vedstået sin forklaring i grundlovsforhøret og har supplerende forklaret, at T1's forklaring lyder rigtig. Tiltalte havde aldrig hørt om F eller mødt ham før. De talte om, at de ville have noget hash. Tiltalte havde 500 kr., men ville ikke bruge dem på det. Han husker ikke, hvordan de kom til at tale om, at F havde en del hash, nogle kontanter (17-20.000 kr.) og nogle våben. Han husker heller ikke, hvordan det blev aftalt, at det lige var ham og T1, der skulle tage derud. Det var aldrig på tale, at T3 skulle med, men de var aldrig taget derud, hvis ikke de havde fået informationer fra T3. Da de kom tilbage, spurgte T3 efter sine ting. Han kan ikke huske, om der blev spurgt efter hashen og pengene. De så kort på kosterne, men pakkede dem sammen og gik i seng. Dagen efter gik T1 i skole. >> 823 >> Om aftenen så de alle på kosterne. De tog handsker med som beskyttelse. Det var faktisk T1, der fandt ammunitionen hos F. De fjernede knive og tunge genstande hos F og sagde til ham, at det var, for at der ikke skulle ske nogen noget. T1 talte med F i køkkenet, mens tiltalte ledte efter ting. De var skuffede over, at der ikke var mere. T1 var »pissesur« over, at der ikke var hash. Det hele var stille og roligt, men F var meget bange og talte om, at han af og til fik angstanfald. De tog tingene med henblik på at sælge dem. Smykkerne var en lille guldkæde og et vedhæng, der ikke var massivt. Der var også nogle andre ting, men de var af ringe kvalitet og værdiløse. Han anslår, at værdien af alle kosterne er 8-10.000 kr. eller derunder. Han tog SIM-kortet ud, sådan at F ikke mistede alle sine numre. De tog telefonen for at undgå, at F ringede til nogen, når de var gået. De tog ud til F, fordi de vidste, han solgte hash, ikke fordi de kendte ham. Det var hans opfattelse, at F både solgte fra hjemmet og fra gaden. Tiltalte T1 er tidligere straffet ved dom af 4. maj 2011 med fængsel i 60 dage for overtrædelse af straffelovens §158, stk. 1. Betinget. Pøvetid 2 år. Tiltalte T1 har om sine personlige forhold forklaret, at han på gerningstidspunktet gik i skole og var i gang med en uddannelse til flyttemand. Han stod for at skulle afslutte sin grunduddannelse og skulle snart i lære. Han bor hos sine forældre. Tiltalte T2 er tidligere straffet for blandt andet hæleri og tyveri senest ved dom af 20. marts 2009 med en fællesstraf af fængsel i 9 måneder. Betinget. Prøvetid 2 år. Tiltalte T2 har om sine personlige forhold forklaret, at han på gerningstidspunktet gik på teknisk skole. Han havde tilsagn om en læreplads. Han arbejdede desuden som bartender. Han har en søn på 2½ år. Han bor ikke sammen med sønnens mor, men de har et godt samarbejde, og han har ofte samvær med sin søn. De tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 14. november 2011. Rettens begrundelse og afgørelse: De tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldige. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at de tiltalte er skyldige. Straffen for begge de tiltalte fastsættes til fængsel i 5 år, jf. straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1. Det har sit forblivende med den betingede dom af 4. maj 2011 vedrørende T1, jf. straffelovens § 61, stk. 2, nr. 1. Retten har lagt vægt på den ændring af straffelovens § 288, stk. 2, der blev gennemført ved lov nr. 760 af 29. juni 2011. Af lovens forarbejder fremgår, at egentlige hjemmerøverier fremover som udgangspunkt skal anses for at være røveri af en sådan grov beskaffenhed, at forholdet henføres under strafskærpelsesreglen i straffelovens § 288, stk. 2. Det fremgår videre, at straffen for hjemmerøveri som udgangspunkt skal være 5 års fængsel. Der foreligger ikke omstændigheder, der giver grundlag for at fravige dette udgangspunkt. - - - Østre Landsrets dom 28. marts 2012 (22. afd.), S-3933-11 (Niels Boesen, Katja Høegh, Morten Nielsen (kst.) med domsmænd). Glostrup Rets dom af 21. december 2011 (- - -) er anket af T2 og T1 med påstand om formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. T1 har afgivet en supplerende forklaring, som i det væsentlige svarer til det i byretten forklarede. Han har yderligere forklaret, at når T3 sagde, at F var hendes fætter, gik han ud fra, at det var rigtigt. Hans personlige forhold er ikke ændret. T2 har supplerende forklaret, at han på T3 forstod, at F lå inde med store pengebeløb, som var udbytte fra hashhandel. De tog hamrene med ind som en sikkerhedsforanstaltning. Hamrene lå i bilen med andet værktøj. For så vidt angår hans personlige forhold har han fået tilsagn om, at han stadig har lærepladsen, når han bliver løsladt. De tiltalte har været frihedsberøvet under anken. Landsrettens begrundelse og resultat: Det er i forarbejderne til den ved lov nr. 760 af 29. juni 2011 foretagne ændring af straffelovens § 288, stk. 2, jf. lovforslag nr. 209 af 25. maj 2011, forudsat, at »egentlige hjemmerøverier« fremover skal være omfattet af strafskærpelsesreglen i straffelovens § 288, stk. 2, og at straffen som udgangspunkt skal være 5 års fængsel svarende til en fordobling af det hidtidige strafniveau for hjemmerøverier. Det fremgår endvidere, at strafniveauet vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder. Ved »egentlige hjemmerøverier« forstås ifølge de almindelige bemærkninger afsnit 3.2: »røverier, hvor gerningsmanden og offeret ikke har haft forudgående personlige relationer, hvor motivet må antages at være en formodning om værdier i offerets hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, uanset at beboerne var hjemme.« Det tiltrædes, at røveriet hos F, som de tiltalte ikke kendte i forvejen, og som skete, fordi de formodede, at han havde penge og hash på bopælen, og hvor de trængte ind bevæbnet, uanset at F var hjemme, må anses for et »egentligt hjemmerøveri«. Landsretten er enig med byretten i, at der ikke i denne sag er sådanne skærpende eller formildende omstændigheder, som - under hensyntagen til hvad et lignende forhold før lovændringen må antages at have medført af straf, og det i forarbejderne tilkendegivne om en fordobling af den hidtidige straf - kan begrunde, at udgangspunktet om 5 års fængselsstraf fraviges. De tiltaltes relativt unge alder, det forhold, at de ikke tidligere er straffet for personfarlig kriminalitet, samt det forhold, at det ifølge deres tilståelse, som lægges til grund, ikke var dem, der fik idéen til røveriet, må således vejes op mod, at røveriet blev begået i forening, efter forudgående aftale, under udøvelse af vold i form af halsgrebet samt under trussel med hammere. Det tiltrædes for så vidt angår T1, at det har sit forblivende med den betingede dom af 4. maj 2011. Landsretten stadfæster derfor dommen. - - - Højesterets dom. I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Glostrup den 21. december 2011 og af Østre Landsrets 22. afdeling den 28. marts 2012. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Jytte Scharling, Marianne Højgaard Pedersen, Henrik Waaben og Lars Hjortnæs. Påstande Dommen er anket af T2 og T1 med påstand om formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Anbringender T2 og T1 har anført, at røveriet ikke er et egentligt hjemmerøveri efter den definition herpå, som er lagt til grund i forarbejderne til den lovændring om skærpelse af straffen for hjemmerøveri, der blev gennemført i 2011. Røveriet skal derfor henføres til straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, og ikke stk. 2. Det skyldes for det første, at de med hensyn til spørgsmålet om forudgående personlig relation til forurettede må identificeres med T3, som anstiftede røveriet, og som kendte den forurettede, F, idet anstifteren ikke bør straffes langt mildere end dem, der udførte røveriet. For det andet må der lægges vægt på, at T1 efter sin forklaring havde haft en kontrovers med forurettede, og at denne forudgående personlige relation var med til at motivere, at røveriet blev begået netop mod F. For det tredje må der lægges vægt på, at den væsentligste grund til, at røveriet blev begået mod F, var, at T3 gerne ville have afhentet nogle ejendele, som hun havde stående hos F. Endelig må der lægges vægt på, at en del af motivet for røveriet var en formodning om, at forurettede kunne fratages en større mængde hash og nogle våben. Såfremt forholdet anses for omfattet af § 288, stk. 2, må der ved strafudmålingen tages hensyn til, at der ved lovændringen i 2011 ikke blev fastsat en minimumsstraf for de egentlige hjemmerøverier. Der blev alene angivet en forudsætning om, at straffen skulle udmåles til det dobbelte af den straf, der før lovændringen ville være blevet fastsat af domstolene. Straffen for det foreliggende hjemmerøveri ville forud for lovændringen i 2011 have været lavere end 2½ års fængsel, og den idømte straf på 5 års fængsel skal derfor under alle omstændigheder nedsættes for begge de tiltalte. Det ville bl.a. have tilsagt en mildere bedømmelse af røveriet, at en del af motivet var en formodning om, at forurettede kunne fratages en større mængde hash. Anklagemyndigheden har anført, at røveriet er et egentligt hjemmerøveri efter den definition, som er lagt til grund i forarbejderne til strafskærpelsesloven fra 2011. Det følger af, at de tiltalte ikke kendte forurettede, at de havde en formodning om, at der var værdier i hans hjem i form af penge og hash, og at de trængte ind i hans hjem, skønt han var hjemme. Lovforarbejdernes definition af egentlige hjemmerøverier (kategori 1) må - når den sammenholdes med de øvrige kategorier, som er nævnt i forarbejderne - forstås sådan, at »egentlige hjemmerøverier« også omfatter tilfælde, hvor én eller flere gerningsmænd kendte forurettede i forvejen, men hvor det samtidig må lægges til grund, at den eller de tiltaltes motiv til røveriet ikke var personlige stridigheder mv. Denne forståelse må i hvert fald gælde i den foreliggende situation, hvor ingen af de personer, som udførte røveriet, kendte forurettede i forvejen. For forurettede har oplevelsen været, at to personer, som han ikke kendte, trængte ind i hans hjem og begik røveri. Ved strafudmålingen må der i skærpende retning lægges vægt på, at røveriet er begået af flere gerningsmænd i forening, og at de tiltalte medbragte lægtehammere under røveriet. I formildende retning må der lægges vægt på de tiltaltes relativt unge alder, og at der kun blev udøvet vold mod forurettede i forholdsvis begrænset omfang. Endvidere er de tiltalte ikke tidligere straffet for personfarlig kriminalitet. Det må antages, at straffen forud for lovændringen i 2011 ville være blevet fastsat til 2-2½ års fængsel. Da der foreligger omstændigheder, som isoleret set er skærpende, taler meget for at fastsætte straffen til 5 års fængsel på baggrund af den fordobling af strafniveauet, der blev gennemført i 2011. Supplerende sagsfremstilling T3 er ved Retten i Glostrups dom af 27. april 2012 idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved at have tilskyndet T1 og T2 til at begå det røveri, som de er tiltalt for i >> 825 >> denne sag. Retten i Glostrups dom er anket til landsretten. Retsgrundlag Straffelovens § 288 lyder således: »§ 288. For røveri straffes med fængsel indtil 6 år den, som for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold 1) fratager eller aftvinger nogen en fremmed rørlig ting, 2) bringer en stjålen ting i sikkerhed eller 3) tvinger nogen til en handling eller undladelse, der medfører formuetab for den overfaldne eller nogen, for hvem denne handler. Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 10 år, når et røveri er af særligt grov beskaffenhed navnlig på grund af dets særligt farlige karakter, udførelsesmåden eller omfanget af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller fordi gerningsmanden er trængt ind i et privat hjem for at begå røveri, eller når et større antal forbrydelser er begået.« § 288, stk. 2, fik sin gældende udformning ved lov nr. 760 af 29. juni 2011, der trådte i kraft den 1. juli 2011. I bemærkningerne til det pågældende lovforslag (L 209, fremsat den 25. maj 2011, side 2ff.) hedder det bl.a.: »1. Indledning Hjemmerøverier og indbrud udgør en meget alvorlig krænkelse af ofrenes tryghed og integritet. Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne har derfor som led i aftalen fra maj 2011 om en styrket indsats mod kriminelle bander og organiseret indbrudskriminalitet samt styrket indsats for at beskytte ofre mv. besluttet yderligere at styrke indsatsen for, at borgerne kan føle sig trygge i deres eget hjem. Aftalen indebærer bl.a., at straffen for hjemmerøveri fordobles, så normalstraffen som udgangspunkt vil være 5 års fængsel, og at straffen for organiseret indbrudskriminalitet hæves med en tredjedel i forhold til det nuværende strafniveau. . . 3. Skærpelse af straffen for hjemmerøveri 3.1. Gældende ret . . . 3.1.2. Efter anmodning fra Justitsministeriet afgav Rigsadvokaten i oktober 2009 en redegørelse for strafniveauet i sager om røveri begået i private hjem. I redegørelsen angav Rigsadvokaten også sin opfattelse af, om der kunne være brug for yderligere initiativer med henblik på at sikre en skærpet strafferetlig vurdering på dette område. Rigsadvokaten anførte, at den øgede opmærksomhed og den særlige indsats på området navnlig var rettet mod de egentlige hjemmerøverier - det vil sige røverier, hvor gerningsmanden og offeret ikke har haft forudgående personlige relationer, hvor motivet må antages at være en formodning om værdier i offerets hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, uanset at beboerne var hjemme. Rigsadvokaten anførte endvidere, at Højesteret i en dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2009, side 1410, mere generelt havde udtalt, at indtrængen i privat hjem for at begå røveri er en selvstændig skærpende omstændighed, som må tillægges betydning ved fastsættelse af straffen. Desuden anførte Rigsadvokaten, at det også i hovedparten af de øvrige sager om egentligt hjemmerøveri udtrykkeligt af retten blev anset som en skærpende omstændighed ved røveriet, at det var begået i privat hjem. Den samlede gennemgang af de domme, der var omfattet af kategorien egentligt hjemmerøveri, viste efter Rigsadvokatens opfattelse, at straffen lå i niveauet 2 år og 6 måneder til 3 års fængsel, når der ikke forelå særlig skærpende eller formildende omstændigheder. . . . Rigsadvokaten fandt endvidere, at der ved højesteretsdommen var fastlagt et vist - strengt - strafniveau for egentlige hjemmerøverier, og at det var slået fast, at det skal anses for en selvstændig skærpende omstændighed, at et røveri begås i et privat hjem. På den baggrund fandt Rigsadvokaten ikke behov for yderligere initiativer til sikring af en skærpet strafferetlig vurdering på området. Rigsadvokaten fandt dog, at det ville være nyttigt at følge strafudmålingen i sager om de egentlige hjemmerøverier i endnu en periode for derved at sikre fortsat opmærksomhed på området. Justitsministeriet anmodede i overensstemmelse hermed Rigsadvokaten om at udarbejde en fornyet udtalelse om straffene i sager om egentlige hjemmerøverier. Rigsadvokaten iværksatte herefter en ny midlertidig underretnings- og forelæggelsesordning i sager om egentlige hjemmerøverier og udarbejdede på den baggrund en ny redegørelse, der omfatter by- og landsretsdomme, hvor dommen er afsagt i perioden fra den 1. juli 2009 til den 1. juli 2010. Den samlede gennemgang af dommene viste efter Rigsadvokatens opfattelse, at normalstraffen for egentlige hjemmerøverier fortsat ligger i niveauet 2 år og 6 måneder til 3 års fængsel. Straffastsættelsen i den enkelte sag vil dog - ligesom i andre straffesager - altid ske efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder i både skærpende og formildende retning. Rigsadvokatens redegørelser er optrykt som bilag til dette lovforslag. 3.2. Lovforslagets udformning Regeringen ser med stor alvor på røverier begået i private hjem. Det skyldes, at der er tale om en forbrydelse, som i sagens natur kan udgøre en meget voldsom belastning for ofrene. Et hjemmerøveri er således et >> 826 >> endog særdeles groft angreb på den enkeltes ret til at kunne opholde sig sikkert og trygt i sit eget hjem. I overensstemmelse med den i pkt. 1 nævnte aftale mellem regeringsparterne, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne foreslås der med dette lovforslag en skærpelse af straffen for egentlige hjemmerøverier, hvilket vil sige røverier, hvor gerningsmanden og offeret ikke har haft forudgående personlige relationer, hvor motivet må antages at være en formodning om værdier i offerets hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, uanset at beboerne var hjemme (jf. de ovenfor nævnte redegørelser fra Rigsadvokaten) . Det er hensigten med forslaget, at egentlige hjemmerøverier fremover som udgangspunkt skal anses for at være røveri af en sådan grov beskaffenhed, at forholdet henføres under strafskærpelsesreglen i straffelovens § 288, stk. 2, hvorefter strafferammen er fængsel i indtil 10 år. Det tilsigtes samtidig, at straffen i de pågældende sager forhøjes til det dobbelte i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene, således at straffen som udgangspunkt vil være 5 års fængsel. Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10. Der tilsigtes med forslaget ikke i øvrigt en skærpelse af straffen for røveri. . . . Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser . . . Til nr. 2 (straffelovens 288, stk. 2) Det er hensigten med forslaget, at egentlige hjemmerøverier (hvilket vil sige røverier, hvor gerningsmanden og offeret ikke har haft forudgående personlige relationer, hvor motivet må antages at være en formodning om værdier i offerets hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, uanset at beboerne var hjemme) fremover som udgangspunkt skal anses for at være røveri af en sådan grov beskaffenhed, at forholdet henføres under strafskærpelsesreglen i straffelovens § 288, stk. 2, hvorefter strafferammen er fængsel i indtil 10 år. Det tilsigtes samtidig, at straffen i de pågældende sager forhøjes til det dobbelte i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene, således at straffen som udgangspunkt vil være 5 års fængsel. Fastsættelsen af straffen i det enkelte tilfælde vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10. . . Bilag 2 Rigsadvokaten Oktober 2009 . . . Redegørelse om straffene i sager om røveri begået i private hjem . . . I Rigsadvokaten Informerer nr. 5/2009 er om de hidtidige erfaringer på området bl.a. anført følgende: »Som nævnt i indledningen har rigsadvokaturen siden udsendelsen af Rigsadvokaten Informerer nr. 8/2008 modtaget underretning om en række sager om røveri begået i private hjem. Sagerne har vist sig at falde i tre hovedkategorier: 1) Egentligt hjemmerøveri: Røveri, hvor gerningsmanden og forurettede ikke har forudgående personlige relationer, men hvor motivet må antages at være en formodning om værdier i forurettedes hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, uanset at beboerne var hjemme. 2) Røveri i privat hjem med motiv af hævn eller inddrivelse af påstået gæld eller lignende: Røveri begået med baggrund i stridigheder eller uoverensstemmelser mellem forurettede og gerningsmanden eller personer med tilknytning til gerningsmanden, herunder hvad der kan betegnes som »hævnmotiv«, og også hvor der er tale om et påstået skyldforhold mellem parterne, herunder narkogæld. 3) Indbrud, som udvikler sig til et røveri: Røveri, der opstår i tilfælde, hvor en beboer kommer til stede under et igangværende indbrud i et privat hjem. Efter rigsadvokaturens opfattelse er det især røverierne under pkt. 1 - egentlig hjemmerøveri - der giver anledning til, at anklagemyndigheden skal påstå markante straffe. I disse sager er det min opfattelse, at der som udgangspunkt -ligesom det skete i Højesteret - af anklagemyndigheden bør nedlægges påstand om straf af fængsel i 3 år, og at denne strafpåstand i øvrigt bør justeres i lyset af skærpende og formildende omstændigheder i de enkelte sager.« Det blev samtidig tilkendegivet, at for de øvrige typer af røveri i private hjem (røverierne under kategori 2 og 3) vil der typisk foreligge sådanne omstændigheder, at udgangspunktet for strafpåstanden skal være mindre end 3 år, dog således at strafpåstanden også her udformes under hensyn til sagens konkrete omstændigheder i både skærpende og formildende retning. . . . 4. Generelt om de sager, der er omfattet af redegørelsen 4.1. Afgrænsning af de sager, der er omfattet af redegørelsen De sager, som indgår i redegørelsen, omfatter by- og landsretsdomme, der har været indberettet til rigsadvokaturen i henhold til Rigsadvokatens midlertidige underretnings- og forelæggelsesordning, og hvor sagen er endeligt afgjort i perioden fra den 14. april 2008 til den 1. juli 2009. I redegørelsen indgår også én højesteretsdom afsagt den 10. marts 2009 (U2009.1410 H). Domme, hvor en væsentlig del af straffen er udmålt som følge af anden kriminalitet, der er pådømt samtidig, er ikke medtaget i redegørelsen. Endvidere er domme, hvor der i stedet for straf er idømt en foranstaltning efter straffelovens § 68 eller § 69, ikke medtaget. Som nævnt under afsnit 3 har de indberettede sager vist sig at falde i tre hovedkategorier, der benævnes henholdsvis egentligt hjemmerøveri (kategori 1), røveri i privat hjem med motiv af hævn eller inddrivelse af påstået gæld eller lignende (kategori 2) og indbrud, som udvikler sig til røveri (kategori 3). Det er navnlig de egentlige hjemmerøverier, som har givet anledning til den øgede opmærksomhed og den særlige indsats på området. Redegørelsen for straffene i de indberettede sager er derfor inddelt i afsnit svarende til de tre hovedkategorier. Det er imidlertid vigtigt at fremhæve, at der generelt er tale om sager af meget forskellig karakter, således at det selv inden for de enkelte kategorier kan være vanskeligt at foretage en sammenligning af strafudmålingen i sagerne. Årsagen hertil er, at straffene udmåles på baggrund af de konkrete omstændigheder i sagerne, og bl.a. beror på, i hvilket omfang der har været udøvet vold, og hvilken karakter den udøvede vold har haft, herunder om forurettede har lidt alvorlige skader som følge af volden. Derudover vil det have betydning, hvorvidt der har været anvendt våben, ligesom det har betydning, om røveriet er begået af flere i forening og eventuelt efter forudgående planlægning. Er tiltalte endvidere tidligere straffet for lignende kriminalitet, vil dette typisk være en selvstændig skærpende omstændighed ved udmåling af straffen. Endelig ses det ofte i sagerne, at der foruden røveri begået i privat hjem også indgår anden kriminalitet. Det kan i de sidstnævnte sager således være vanskeligt at se præcist, hvad straffen for hjemmerøveriet isoleret blev udmålt til. Som ovenfor nævnt er domme, hvor en væsentlig del af straffen er udmålt som følge af anden kriminalitet, ikke medtaget i redegørelsen. . . . 4.3. Straffene i sager om egentligt hjemmerøveri (kategori 1) Der er, som det fremgår af tabellen under afsnit 4.2., indberettet i alt 23 sager (dom 1-23), hvor der har været tale om egentligt hjemmerøveri. Sagerne fordeler sig på én højesteretssag, 14 ankesager, herunder en nævningesag, samt 8 byretssager. Sagerne varierer meget i karakter og grovhed, herunder både med hensyn til karakteren af truslen eller volden, om der er medbragt eller anvendt våben, udbyttets størrelse og omstændighederne, hvorunder røveriet i øvrigt er begået, herunder om forurettede har været en ældre eller svagelig person. Det varierer endvidere, om tiltalte var tidligere straffet for lignende kriminalitet. Disse forhold gør samlet set sagerne meget vanskeligt sammenlignelige. Dom 1 er en sag, der blev endeligt afgjort af Højesteret (U2009.1410 H). Sagen omfattede fire røverier begået i private hjem samt anden kriminalitet for nogle af de tiltalte. Straffen blev af Højesteret udmålt til fængsel i 4 år for T4, der alene havde deltaget i et af de fire røverier. Dette røveri blev begået mod en enlig mand på en fjerntliggende landejendom og under udøvelse af grov og voldsom vold, hvor forurettede bl.a. pådrog sig knivstik, knoglebrud og blødning i hjernevæv. Højesteret lagde ved straffastsættelsen for T4 vægt på karakteren af røveriet, grovheden af volden og på de alvorlige skader, som blev påført forurettede. TI, T2 og T3 blev fundet skyldige i alle fire røverier samt anden kriminalitet. Højesteret udmålte straffen for TI og T3 til fængsel i 8 år og for T2 til fængsel i 8 år og 6 måneder som en fælles straf med 137 dage fra en tidligere prøveløsladelse. Højesteret anførte i dommen, at indtrængen i privat hjem for at begå røveri i sig selv er en skærpende omstændighed, som må tillægges betydning ved fastsættelsen af straffen for det pågældende røveri. Endvidere anførte Højesteret, at grovheden af sådanne røverier kan variere meget betydeligt, og at strafudmålingen derfor må ske efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, jf. de almindelige bestemmelser om straffens fastsættelse i straffelovens §§ 80-83. Også i dom 2 blev det udtrykkeligt fremhævet af retten, at det er en skærpende omstændighed, at røveriet var begået i offerets hjem. I denne sag blev straffen for en af de tiltalte (T1) udmålt til fængsel i 9 år for røveri af særlig farlig karakter. Denne tiltalte blev dog samtidig dømt for vold med døden til følge i forhold til den ene af de forurettede i røveriet. Retten lagde ved strafudmålingen for TI derudover vægt på, at han tidligere var straffet for røveri og grov vold samt det hurtige recidiv. Straffen for de øvrige to tiltalte blev udmålt til henholdsvis fængsel i 1 år og 9 måneder (T2) og fængsel i 2 år og 6 måneder (T3) som en fællesstraf med 226 dage fra en tidligere prøveløsladelse. I dom 3 blev straffen udmålt til fængsel i 3 år og 6 måneder. Dette var også tilfældet i dom 5, hvor der dog var tale om en fællesstraf. Dom 3 er en sag om røveri af særlig farlig karakter, jf. straffelovens § 288, stk. 2. Byretten lagde ved >> 828 >> strafudmålingen vægt på, at der var tale om særdeles alvorlig personfarlig kriminalitet begået af flere maskerede gerningsmænd i forening og efter forudgående planlægning under anvendelse af en pistollignende genstand, kniv og slag under indtrængen i en ældre mands hjem, mens den pågældende lå og sov alene. Der var endvidere tale om et betydeligt udbytte. I dom 5 var der under røveriet kun udøvet meget begrænset vold mod forurettede, samt fremsat trussel om vold og truet med en kniv. Forurettede blev endvidere udsat for forsøg på anden kønslig omgængelse end samleje efter straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 224, jf. § 21. Sidstnævnte forhold må antages i nogen grad at have haft betydning for den udmålte straf. Retten lagde vægt på, at forurettede var en ældre (80 år), svagelig og forsvarsløs kvinde. Gerningsmanden var tidligere straffet for ligeartet kriminalitet. Straffen for tiltalte blev fastsat som en fællesstraf med 203 dage fra to tidligere prøveløsladelser. I dom 6 blev straffen udmålt til fængsel i 3 år. Der var tale om forsøg på røveri af særlig farlig karakter, jf. straffelovens § 288, stk. 2. Røveriforsøget blev begået efter forudgående aftale og af flere i forening ved trussel med skarpladt pistol og under anvendelse af vold i begrænset omfang. De tiltalte var alle tidligere straffet for ligeartet kriminalitet. Det er ikke i byrets- eller landsretsdommen anført, hvad der blev lagt vægt på ved strafudmålingen. Straffene i dom 4 ligger i samme niveau som dom 6. Tilsvarende gælder for dom 7 og dom 8. Fælles for dom 4, 7 og 8 er, at domstolene ved strafudmålingen har anført, at der er lagt vægt på, at røveriet var begået i forurettedes hjem. Det er endvidere i dom 4 og 8 anført, at der ved strafudmålingen blev lagt vægt på, at røveriet var begået af flere i forening. I dom 4 var der tale om et planlagt røveri, hvor gerningsmændene var maskerede og havde medbragt knive. Der blev ikke anvendt vold, men offeret blev bundet på hænderne. Udbyttet var på ca. 85.000 kr. Straffen for T1 (der havde udpeget forurettedes hus og modtaget en del af udbyttet) blev udmålt til fængsel i 5 år som en fællesstraf med en reststraf på 1.006 dage fra en tidligere prøveløsladelse. Straffen for T2 og T3 (der havde deltaget i selve røveriet) blev udmålt til henholdsvis fængsel i 3 år og 3 måneder og fængsel i 3 år og 9 måneder, hvilket tillige omfattede anden samtidig pådømt kriminalitet, der havde betydning for strafudmålingen. Det er således vanskeligt at vurdere, hvor stor en del af den samlede straf for T2 og T3, der angår røveriet. For T4 (der havde deltaget i selve røveriet) blev straffen udmålt til fængsel i 3 år, hvilket var en fællesstraf med 184 dage fra en tidligere prøveløsladelse. Byretten lagde ved strafudmålingen vægt på grovheden af røveriet, og anførte endvidere udtrykkeligt, at det for så vidt angik T2 og T3 blev tillagt vægt, at disse tiltalte flere gange tidligere var straffet for berigelseskriminalitet. Dommen blev ikke anket til landsretten for T1's vedkommende. Landsretten stadfæstede dommene for de øvrige tiltalte. I dom 7 udmålte byretten straffen til fængsel i 3 år som en fællesstraf med en betinget dom på 30 dage for to forhold af røveri begået i privat hjem og et forsøg herpå, ligesom T blev dømt for blufærdighedskrænkelse. Der var under røverierne og røveriforsøget udøvet vold af beskedent omfang i form af skub. Byretten lagde ved strafudmålingen vægt på, at de forurettede var særlig svage ofre. Tiltaltes hurtige recidiv og det forhold, at hun havde forklædt sig som hjemmehjælp, blev endvidere tillagt vægt. Dom 8 har lighedspunkter med dom 4. I denne sag var der tale om et røveri begået af flere i forening efter forudgående aftale og under anvendelse af maskering og trussel med våben. I dom 8 blev der dog i modsætning til dom 4 udøvet vold mod forurettede, ligesom der blev truet med pistol og ikke knive. Udbyttet var dog mindre (3.000 kr.). Landsretten udmålte her straffen for T1 til fængsel i 2 år og 9 måneder, der var en fællesstraf med en betinget dom på 30 dage. For T2 blev straffen udmålt til fængsel i 2 år (heraf 1 år og 6 måneder betinget), idet der for T2 i formildende retning blev lagt vægt på, at han var 16 år på gerningstidspunktet og ikke tidligere straffet. I dom 9 blev straffen udmålt til fængsel i 2 år og 6 måneder, der dog var en fællesstraf med 7 måneder fra en tidligere prøveløsladelse. Der var i denne sag tale om røveri begået i forening med to medgerningsmænd under trussel med en skruetrækker og en kniv. En af gerningsmændene blev hos forurettede, mens de øvrige forsøgte at hæve penge på forurettedes hævekort. Den tiltalte var 18 år og tidligere straffet for ligeartet kriminalitet. I dom 10 blev straffen udmålt til fængsel i 2 år. Dette var også resultatet i dom 11, 12, 13 og 14. Bortset fra dom 14 har domstolene i disse sager ved strafudmålingen enten udtrykkeligt anført, at der er lagt vægt på, at røveriet var begået i privat hjem, eller i øvrigt henvist til karakteren af forholdet, hvori må antages at indgå den omstændighed, at forholdet var begået i privat hjem. Fælles for dom 10 - 14 er endvidere, at der under røveriet/røveriforsøget enten ingen vold blev udøvet eller alene vold af begrænset omfang. Derudover er sagerne af meget forskellig karakter, idet de konkrete omstændigheder ved selve røveriet/røveriforsøget varierer. Således blev der i dom 10 truet med en skruetrækker og en kniv, der blev taget fra forurettedes hjem. I dom 11 blev der alene fremsat trussel om vold. I dom 12 blev der ved røveriforsøget truet med pistollignende genstand, og T1, der tillige blev dømt for et andet røveri, >> 829 >> havde ved dette røveri skubbet til forurettede. I dom 13, der omfatter to røverier, blev der ved det ene røveri fremsat trussel om vold og ved det andet røveri tildelt slag i ansigtet med flad hånd. I dom 14 var der tale om et planlagt røveri, der kun blev til et forsøg herpå, jf. straffelovens § 21, udøvet under trussel med et oversavet jagtgevær. I dom 10, 11 og 14 var de tiltalte tidligere straffet, ligesom røverierne/røveriforsøget blev begået i forening med medgerningsmænd. Retten har ved strafudmålingen i dom 11 og 13 udtrykkeligt anført, at det er tillagt betydning i skærpende retning, at de forurettede var svagelige personer. I dom 11 lagde retten i formildende retning vægt på, at der ikke var medbragt våben og ikke udøvet vold, og i dom 12 lagde retten i formildende retning for den ene tiltalte (T1) vægt på, at han var 16 år på gerningstidspunktet. I dom 15 blev straffen udmålt til fængsel i 1 år og 6 måneder. Dette var også resultatet i dom 16 og 17. I dom 15 var der tale om røveri samt tildels forsøg herpå overfor samme forurettede, begået over to dage. Der blev ved røveriet kun udøvet vold af begrænset omfang. De tiltaltes unge alder må antages at have haft indflydelse på strafudmålingen i formildende retning. I dom 16 og 17 var de tiltalte tidligere straffet. I dom 16 var der tale om et forsøg på røveri forøvet om natten, hvor der kun blev udøvet vold af begrænset omfang. I dom 17 blev der udøvet nogen vold, og straffen ses her at været idømt som en tillægsstraf. I dom 19 blev straffen udmålt til fængsel i 1 år. Straffene i dom 18, 20 og 21 ligger i samme niveau eller derunder. I tre af sagerne (dom 18 - 20) har domstolene ved strafudmålingen anført, at der i skærpende retning blev lagt vægt på, at røveriet var begået i forurettedes hjem. Fælles for de fire sager er, at der ikke har været anvendt vold, men alene truet med kniv, legetøjspistoler eller været medbragt strømpistol og peberspray. De tiltalte var endvidere alle forholdsvis unge. I dom 20 og 21, hvor der blev udmålt de laveste straffe, var de tiltalte 15 år og 16 år, hvilket retten ved strafudmålingen ses at have lagt vægt på i formildende retning. De tiltalte var endvidere ikke tidligere straffet. I skærpende retning lagde retten i dom 18 og 19 vægt på, at røveriet var begået af flere i forening under trussel med kniv, og i dom 19 endvidere, at gerningsmændene havde anvendt maskering. I dom 20 lagde retten i skærpende retning vægt på, at røveriet var begået mod en 86-årig kvinde. Endelig blev de tiltalte i dom 22 og 23 idømt en ungdomssanktion efter bestemmelsen i straffelovens § 74 a. I disse sager var de tiltalte ustraffede og mellem 15 år og 17 år, og der var under røverierne kun udøvet vold af begrænset omfang. Sammenfattende er det min klare opfattelse, at indtrængen i privat hjem for at begå røveri er en selvstændig skærpende omstændighed, som bliver tillagt betydning ved fastsættelsen af straffen. Dette er udtrykkeligt anført af Højesteret i dom 1 (U2009.1410 H), men også i hovedparten af de øvrige ovennævnte sager har retten udtrykkeligt anført, at det er en skærpende omstændighed ved røveriet, at det er begået i privat hjem. Rigsadvokaten anførte i Rigsadvokaten Informerer nr. 5/2009, at der i Højesterets dom U2009.1410 H (dom 1) kunne antages at være en vis støtte for et udgangspunkt på fængsel i 3 år i sager under kategori 1. Den samlede gennemgang af de domme i kategori 1, der indgår i redegørelsen, viser efter min opfattelse, at straffen for et egentligt hjemmerøveri ligger i niveauet 2 ½ til 3 års fængsel, når der ikke foreligger særlig skærpende eller formildende omstændigheder (normalstrafniveauet). Straffastsættelsen i den enkelte sag vil dog altid ske efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder i både skærpende og formildende retning. I skærpende retning ses det bl.a. at blive tillagt betydning, at røveriet f.eks. er begået af flere i forening og under anvendelse af væsentlig vold, at forurettede er afgået ved døden som følge af voldsudøvelsen, eller at forurettede var ældre eller svagelig. I sådanne sager er der udmålt en straf, der ligger over normalstrafniveauet. Som eksempel kan nævnes dom 1 (U2009.1410 H), hvor Højesteret idømte T4 fængsel i 4 år i et tilfælde, hvor der forelå væsentlig skærpende omstændigheder i form af omfattende og voldsom vold over for en ældre mand. I andre tilfælde ses der omvendt at være udmålt en lavere straf, hvilket må antages at skyldes konkrete formildende omstændigheder, herunder f.eks. ung alder hos tiltalte eller begrænset eller ingen voldsudøvelse i forbindelse med røveriet. 4.4. Straffene i sager om røveri i privat hjem med motiv af hævn eller inddrivelse af påstået gæld eller lignende (kategori 2) Som det fremgår af tabellen under afsnit 4.2., er der indberettet i alt 31 sager (dom 24-54), hvor der har været tale om røveri henført under kategori 2. Sagerne fordeler sig på 17 ankesager og 14 byretssager. Straffene i denne kategori går fra fængsel i 3 måneder til fængsel i 4 år og 6 måneder. I en enkelt sag er der idømt en ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a til en 15-årig tiltalt (dom 49). De fleste straffe ligger dog i niveauet fængsel i 1 år og 6 måneder til 2 år og 6 måneder. De laveste straffe er udmålt i de sager, hvor de tiltalte enten var meget unge eller ikke tidligere var straffet. Domstolene ses herudover at have lagt vægt på karakteren af den begående vold eller trussel om vold, herunder om der har været anvendt våben. Det er endvidere >> 830 >> tillagt vægt, om forurettede var ældre eller svagelig, og om tiltalte var tidligere straffet for ligeartet kriminalitet. I formildende retning ses domstolene navnlig at have lagt vægt på, om de tiltalte og forurettede havde et forudgående kendskab til hinanden (dom 29, 41, 48, 49 og 52). Også i sagerne i kategori 2 ses det at blive betragtet som en skærpende omstændighed, at røveriet er begået i privat hjem (dom 26, 28, 30, 35, 38, 40, 46, 49 og 51). I to domme har retten dog anført, at røveriet ikke kan betragtes som et »hjemmerøveri« eller et røveri med de sædvanlige karakteristika for et hjemmerøveri (dom 29 og 48). Ud over at røverierne er begået med baggrund i stridigheder eller uoverensstemmelser mellem forurettede og gerningsmanden eller personer med tilknytning til gerningsmanden, har sagerne ikke et overordnet fællestræk. Motivet for de enkelte røverier er således meget forskellige. I nogle sager er begrundelsen for røveriet et ønske om at give forurettede en »dummebøde« eller »lærestreg« (dom 31, 36 og 39). I andre sager har der være tale om inddrivelse af påstået gæld hos forurettede (dom 27, 35, 37, 38, 43, 46, 50 og 53), ligesom motivet i visse sager har haft karakter af hævn (dom 25, 26 og 34). Det synes endvidere i nogle tilfælde at bero på en tilfældighed, at forholdet udvikler sig til et røveri. Dette er navnlig tilfældet i de sager, hvor motivet oprindeligt har været en hævnaktion mod forurettede eller et ønske om at give forurettede en lærestreg ved udøvelse af vold. I nogle tilfælde har situationen således udviklet sig, og gerningsmændene har frataget forurettede værdier under eller efter udøvelsen af volden. Sammenfattende er det min opfattelse, at domstolene også i disse sager generelt finder, at det er en skærpende omstændighed, at røveriet er begået i privat hjem. Det er vanskeligt at udtale sig mere præcist om normalstrafniveauet. Dette skyldes sagernes forskellige karakter, de forskelligartede motiver til røveriet og karakteren af de personlige relationer forurettede og tiltalte imellem, som må antages at have haft selvstændig betydning for strafudmålingen, ligesom sagens konkrete skærpende eller formildende omstændigheder har betydning for udmålingen af straffen i den enkelte sag. Der synes dog at være tale om udmåling af en noget lavere straf end i forhold, der kan henføres til kategori 1. Således er de fleste straffe som nævnt udmålt i niveauet 1 år og 6 måneder til 2 år og 6 måneders fængsel. . . . Bilag 3 Rigsadvokaten 14. december 2010 . . . Redegørelse om straffene i sager om røveri begået i private hjem . . . 5. Straffene i sager om egentligt hjemmerøveri 5.1. Afgrænsning af de sager, der er omfattet af redegørelsen Til brug for denne redegørelse iværksatte Rigsadvokaten herefter ved Rigsadvokaten Informerer nr. 18/2009 en ny midlertidig underretnings- og forelæggelsesordning. De sager, der er indberettet i henhold til Rigsadvokaten Informerer nr. 18/2009, og som indgår i denne redegørelse, omfatter by- og landsretsdomme, hvor dommen er afsagt i perioden fra den 1. juli 2009 til den 1. juli 2010. Endvidere er ankedomme afsagt af landsretterne efter udløbet af den nævnte periode medtaget, hvis byrettens dom i sagen er afsagt inden udgangen af juni 2010. Domme, hvor en væsentlig del af straffen er udmålt som følge af anden kriminalitet, der er pådømt samtidig, er ikke medtaget i redegørelsen. Endvidere er domme, hvor der i stedet for straf er idømt en foranstaltning efter straffelovens § 68 eller § 69 (f.eks. vedrørende sindssyge), ikke medtaget. Redegørelsen omfatter alene sager om egentlige hjemmerøverier (kategori 1). Et egentligt hjemmerøveri er som anført i afsnit 3 defineret som et røveri, hvor gerningsmanden og forurettede ikke har forudgående personlige relationer, men hvor motivet må antages at være en formodning om værdier i forurettedes hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, uanset at beboeren var hjemme. Herunder hører også de tilfælde, hvor forurettede er blevet udvalgt, idet gerningsmanden har betragtet vedkommende som et »let« offer. Det samlede antal af indberettede sager, som indgår i redegørelsen, er 36. Der er ved opgørelsen af det samlede antal af sager medtaget både fuldbyrdede røverier og forsøg herpå, jf. straffelovens § 21. Selv om redegørelsen - i modsætning til redegørelsen fra 2009 - kun omfatter domme om egentlige hjemmerøverier, skal det bemærkes, at der også her generelt er tale om sager af meget forskellig karakter, som kan variere betydeligt i karakter og grovhed, således at det også inden for denne sagskategori kan være vanskeligt at foretage en nærmere sammenligning af strafudmålingen i sagerne. Straffene udmåles således på baggrund af de konkrete omstændigheder i sagerne, og strafudmålingen afhænger bl.a. af, i hvilket omfang der har været udøvet vold, og hvilken karakter den udøvede vold har haft, herunder om forurettede har fået alvorlige skader som følge af volden. Derudover vil det have betydning, hvorvidt der har været anvendt våben, og om røveriet er begået af flere i forening og eventuelt efter >> 831 >> forudgående planlægning. Er tiltalte endvidere tidligere straffet for lignende kriminalitet, vil dette som hovedregel være en selvstændig skærpende omstændighed ved udmåling af straffen. Endelig ses det ofte i sagerne, at der foruden røveri begået i privat hjem indgår anden kriminalitet i dommen. Det kan i sådanne sager således være vanskeligt at vurdere præcist, hvad straffen for hjemmerøveriet isoleret blev udmålt til. Som ovenfor nævnt er domme, hvor en væsentlig del af straffen må anses for udmålt som følge af anden kriminalitet, i øvrigt ikke medtaget i redegørelsen. 5.2. De indberettede domme Som nævnt ovenfor er der indberettet i alt 36 sager. Sagerne fordeler sig på 18 ankesager og 18 byretssager. Dom 1 er en sag om røveri af særlig farlig karakter, jf. straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, hvor 4 af de tiltalte endvidere blev dømt for vold med døden til følge mod en af de forurettede. T4 og T5 blev for disse forhold idømt fængsel i 8 år. Byretten lagde ved strafudmålingen på den ene side vægt på karakteren af voldsudøvelsen, at der ikke havde været tale om et planlagt røveri, og at de tiltalte ikke tidligere var straffet for vold. På den anden side lagde retten vægt på, at volden havde haft døden til følge for den ene forurettede, at der havde været tale om grov vold omfattet af straffelovens § 245, stk. I i forhold til den anden forurettede, og på de omstændigheder, hvorunder volden var udøvet. Byretten udmålte straffen for TI for de to forhold samt tre indbrud til fængsel i 8 år og 3 måneder, mens straffen for T2 for de to forhold samt 49 indbrud blev udmålt til fængsel i 10 år. T3 havde fungeret som chauffør og blev alene dømt for tyveri, og straffen for dette samt 43 indbrud blev udmålt til fængsel i 2 år. T6 havde under røveriet opholdt sig uden for huset og straffen blev udmålt til fængsel i 1 år og 6 måneder. Landsretten stadfæstede byrettens dom. I dom 2 blev det udtrykkeligt fremhævet af retten, at indtrængen i privat hjem for at begå røveri i sig selv er en skærpende omstændighed, som må tillægges betydning ved fastsættelsen af straffen for det pågældende røveri. Der var i sagen tale om et røveri, til dels forsøg herpå, hvor der blev udøvet vold i form af knivstik, knytnæveslag og bid. TI blev endvidere dømt for to grove voldsforhold i gentagelsestilfælde, mens T2 tillige blev dømt for et forhold af grov vold efter straffelovens § 245, stk. 1. Straffen for T1 blev udmålt til fængsel i 6 år, der var en fællesstraf med 60 dage fra en tidligere betinget dom. For T2 udmåltes straffen til fængsel i 3 år. I dom 3 blev tiltalte dømt for røveri af særlig farlig karakter, jf. straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, idet der blev truet med et skarpladt haglgevær. Byretten udmålte straffen til fængsel i 4 år og 9 måneder, der var en fællesstraf med 187 dage fra en tidligere prøveløsladelse. T blev endvidere dømt for ulovlig tvang samt en række øvrige forhold, herunder overtrædelse af straffelovens § 192 a om overtrædelse af våbenlovgivningen under særlig skærpende omstændigheder. Retten anså det for særligt skærpende, at røveriet blev begået i forurettedes hjem under anvendelse af et skarpladt haglgevær, og at T efterfølgende truede forurettede til at følge med ud til en bil, hvorefter T tvang forurettede til at lægge sig i bilens bagagerum. I dom 4 blev straffen udmålt til fængsel i 4 år og 6 måneder. Dette var også resultatet i dom 5, 6 og 7. I dom 4 blev de tiltalte ligesom i dom 3 dømt for røveri af særlig farlig karakter, jf. straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, idet de tiltalte bevæbnet med baseballbat og pistoler truede og udøvede vold mod to forurettede. De tiltalte blev endvidere dømt for ulovlig frihedsberøvelse af de forurettede ved efterfølgende at have tvunget de forurettede til at køre med i en bil. I dom 5 blev de to 16-årige tiltalte dømt for 8 hjemmerøverier, der hovedsagligt blev begået mod ældre svage mennesker under anvendelse af vold og grove trusler. De tiltalte blev endvidere dømt for 4 gaderøverier. Straffen blev udmålt i lyset af skærpelsen af strafniveauet, der kom til udtryk i Højesterets dom af 10. marts 2009. I dom 6 blev de to tiltalte på henholdsvis 15 år og 17 år dømt for 3 hjemmerøverier hos ældre mennesker. De blev endvidere dømt for et røveri mod en buschauffør, ligesom T1 blev dømt for yderligere et forsøg på hjemmerøveri samt 3 gaderøverier, herunder et forsøg. Straffen for T1 blev udmålt til fængsel i 4 år og 6 måneder, mens T2's strafblev fastsat til fængsel i 3 år og 6 måneder. Dom 7 har lighedspunkter med dom 4. I denne sag blev røveriet begået i forening efter forudgående aftale om natten under anvendelse af maskering og trussel med oversavet haglgevær og knive. Derudover blev de forurettede bundet med gaffatape. De tiltalte blev endvidere dømt for ulovlig frihedsberøvelse ved efterfølgende at have bundet de forurettede til et møbel, hvorefter de blev låst inde på et badeværelse. Straffene i dom 8 ligger i samme niveau som dom 4-7. I denne sag blev røveriet som i dom 7 begået af flere i forening efter forudgående aftale og under anvendelse af maskering og trussel med knive. De tiltalte var endvidere bevæbnet med køller. Retten udmålte straffen for T1 til fængsel i 4 år og 3 måneder, der var en fælles straf med 1 år og 6 måneder fra en tidligere delvist betinget dom. Straffen for de øvrige tre tiltalte blev udmålt til henholdsvis fængsel i 3 år og 9 måneder (fællesstraf med 1 år), 2 år og 6 måneder (fællesstraf med 2 måneder) og 2 år og 6 måneder. Retten lagde på den ene side vægt på røveriets alvorlige karakter og på den anden side, at der ikke blev udøvet vold. I dom 9 blev straffen udmålt til fængsel i 4 år, der var en fællesstraf med 4 måneder fra en tidligere delvist betinget dom. Straffene i dom 10, 11 og 12 ligger i samme niveau eller lidt under. I dom 9 var der ligesom i dom 7 og 8 tale om et røveri begået af flere i forening efter fælles forudgående aftale under anvendelse af maskering og trussel med kniv. I dom 9 blev der desuden udøvet vold mod alle tre forurettede i form af spark og slag på kroppen og i ansigtet. Straffen for T3 og T4 blev udmålt til fængsel i 2 år, hvoraf 1 år og 6 måneder blev gjort betinget, der for T4's vedkommende var en fælles straf med 50 dage fra en tidligere betinget dom. Straffen for T5 blev udmålt til fængsel i 2 år og 2 måneder. Fælles for dom 10, 11 og 12 er, at der blev truet med pistol, hvilket domstolene anså som en skærpende omstændighed. I dom 10 og 12 blev der desuden udøvet vold. Derudover var de tiltalte alle tidligere straffet. Røverierne i dom 10 og 12 blev begået af flere gerningsmænd i forening, hvilket også udtrykkeligt blev tillagt skærpende betydning. I dom 10 fandt byretten, at et hjemmerøveri som udgangspunkt bør medføre en straf på fængsel i 2 år og 6 måneder til 3 år. Retten udmålte straffen for T1 til fængsel i 3 år og 6 måneder og for T2 til fængsel i 4 år. T2 blev endvidere dømt for en grov overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, om vold og trusler mod personer, som det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv. Dom 11 og 12 ligger i samme niveau som dom 10. I dom 11 udmålte landsretten straffen til fængsel i 3 år og 9 måneder. I dom 12 udmålte landsretten straffen for T1, T2 og T3 til fængsel i 2 år og 6 måneder, der for T1's vedkommende var en fællesstraf med 42 dage fra en tidligere prøveløsladelse. For T4 udmåltes straffen til fængsel i 3 år og 6 måneder, der var en fællesstraf med 6 måneder fra en tidligere betinget dom, mens straffen for T5 blev fastsat til fængsel i 2 år. I dom 13 blev straffen for T1 udmålt til fængsel i 3 år, der var en fællesstraf med 35 dage fra en tidligere prøveløsladelse. Der var under røveriet udøvet vold i form af knytnæveslag, spark samt slag i hovedet med en vinflaske. Retten lagde ved strafudmålingen vægt på, at røveriet blev begået i forening om natten i privat hjem under udøvelse af vold. Straffen for T2 blev udmålt til fængsel i 2 år og 9 måneder. Begge de tiltalte var tidligere straffet. Straffene i dom 14 og 15 ligger i samme niveau som dom 13. I både dom 14 og 15 blev der udøvet vold, mens der i dom 15 tillige blev truet med en attrappistol og med kniv. I begge domme blev hjemmerøveriet begået i forening med medgerningsmænd. I dom 14 lagde retten vægt på, at forurettede var særligt svækket samt på tiltaltes forstraffe. I dom 15 lagde retten vægt på den tiltaltes rolle som initiativtager og hovedmand. I dom 16 blev straffen udmålt til fængsel i 2 år og 9 måneder. Dette var også resultatet i dom 17, 18 og 19. I dom 17 blev der tillige idømt en ungdomssanktion. Fælles for disse domme er, at domstolene som skærpende omstændighed lagde vægt på, at røveriet/røveriforsøget blev begået i forening og efter forudgående aftale under trussel med skydevåben, samt at røveriet blev begået i forurettedes hjem. I både dom 17 og 19 anførte landsretten udtrykkeligt, at indtrængen i privat hjem for at begå røveri i sig selv er en skærpende omstændighed. Som formildende omstændigheder blev der lagt vægt på de tiltaltes unge alder. I dom 20 blev straffen udmålt til fængsel i 2 år og 6 måneder. Dette var også resultatet i dom 21, 22, 23 og 24. Fælles for dommene er, at røverierne/røveriforsøgene er begået i forening med medgerningsmænd. Derudover er sagerne af meget forskellig karakter, idet de konkrete omstændigheder ved selve røveriet/røveriforsøget varierer. I dom 20 blev der anvendt maskering og trusler med pistol. I dom 23 og 24 blev der truet med kniv, ligesom der i dom 23 endvidere blev udøvet grov vold, hvorimod der i dom 24 ikke blev udøvet vold. I dom 20, 21, 23 og 24 var de tiltalte tidligere straffet. Som formildende omstændigheder ses retten i dom 21, 22 og 23 primært at have lagt vægt på de tiltaltes unge alder. I dom 25 blev straffen udmålt til fængsel i 2 år, hvilket også var resultatet i dom 26 og 28. Fælles for disse domme er, at forholdene blev begået i forening med en medgerningsmand, og at de tiltalte var tidligere straffet. Derudover er omstændighederne i dommene forskellige, idet der blev udøvet vold i dom 25 og anvendt kniv til vold og trusler over for de forurettede i dom 26. I dom 26 lagde retten vægt på tiltaltes unge alder. I dom 28 blev røveriet begået over for et svagt offer. I dom 27 var de tiltalte begge 17 år. De blev dømt for forsøg på røveri, hvor T1 var maskeret og truede med pistol og patroner. T1 var tidligere straffet. Landsretten udmålte straffen for T1 til fængsel i 1 år og 10 måneder, der var en fællesstraf med 20 dage fra en tidligere betinget dom, og for T2 til fængsel i 2 år, hvoraf 1 år og 6 måneder blev gjort betinget. Retten lagde ved strafudmålingen vægt på T1's alder, at der alene var tale om forsøg, samt at der ikke var blevet udøvet vold. Med hensyn til T2, der tillige blev dømt for medvirken til et røveri mod et supermarked, lagde retten vægt på hans unge alder, at han ikke tidligere var straffet samt hans mindre fremtrædende rolle i forbindelse med røverierne. I dom 29 blev straffen udmålt til fængsel i 1 år og 6 måneder. Straffene i dom 30, 31, 32, 33, 34 og 35 ligger i samme niveau eller derunder. I dom 32 blev der tillige idømt en ungdomssanktion. I dom 29, 30, 33 og 34 blev der ikke anvendt vold, men alene truet med kniv eller softgun. I dom 31 og 32 var den anvendte vold af begrænset karakter. I dom 30-35 lagde domstolene ved strafudmålingen som skærpende omstændighed vægt på, at røveriet/røveriforsøget blev begået i forurettedes hjem. I dom 29 lagde retten ved strafudmålingen vægt på karakteren af forholdet, hvori må antages at indgå den omstændighed, at røveriforsøget blev begået i privat hjem. I dom 30, 31, 32, 33 og 34 blev der som formildende omstændighed lagt vægt på de tiltaltes unge alder og gode personlige forhold. I dom 35, hvor der blev udmålt de laveste straffe (8 måneders fængsel, heraf 6 måneder betinget, samt ungdomssanktion) blandt de indberettede domme, var de tiltalte 15 år og 16 år. De tiltalte var endvidere ikke tidligere straffet. Som skærpende omstændighed lagde retten vægt på, at røveriforsøget blev begået af flere i forening. Endelig blev den tiltalte i dom 36 idømt en ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a bl.a. med vilkår om anbringelse på institution. Tiltalte var 17 år og tidligere straffet for vold. Der var tale om forsøg på røveri i forening med en medgerningsmand under trussel med kniv. Retten fandt det forsvarligt at idømme en ungdomssanktion, da tiltalte havde udnyttet sit ophold på en sikret institution under en varetægtsfængsling optimalt, bl.a. til at blive stoffri.« Højesterets begrundelse og resultat Den skærpede strafferamme i straffelovens § 288, stk. 2, omfatter røveri af særlig grov beskaffenhed, herunder fordi gerningsmanden er trængt ind i et privat hjem for at begå røveri. I forarbejderne til den gældende bestemmelse, der trådte i kraft den 1. juli 2011, er det forudsat, at ikke alle røverier, hvor gerningsmanden er trængt ind i et privat hjem for at begå røveri, skal anses for at være røveri af en sådan grov beskaffenhed, at forholdet henføres under strafskærpelsesreglen i § 288, stk. 2. I bemærkningerne til det pågældende lovforslag er det således anført, at det er hensigten med forslaget, at kun egentlige hjemmerøverier som udgangspunkt skal henføres under § 288, stk. 2, og det er anført, at »egentlige hjemmerøverier« vil sige røverier, hvor gerningsmanden og ofret ikke har haft forudgående personlige relationer, hvor motivet må antages at være en formodning om værdier i ofrets hjem, og hvor gerningsmanden er trængt ind i det private hjem, uanset at beboerne var hjemme, jf. Rigsadvokatens redegørelser. I lovforslagets bemærkninger er det anført, at det tilsigtes, at straffen i de sager om egentlige hjemmerøverier, som henføres under strafskærpelsesreglen i § 288, stk. 2, forhøjes til det dobbelte i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene. Det er endvidere anført, at der ikke i øvrigt med forslaget tilsigtes en skærpelse af straffen for røveri. Det er således forudsat i lovforslagets bemærkninger, at det skal have direkte og meget væsentlig betydning for strafudmålingen, om et røveri anses for omfattet af den anførte definition af et egentligt hjemmerøveri og af den grund henføres under § 288, stk. 2. Kerneområdet i den anførte definition af et »egentligt hjemmerøveri« må antages at være planlagte overfald på tilfældige sagesløse personer i deres eget hjem for at fratage dem værdier. Der er imidlertid ikke i forarbejderne taget klar stilling til, hvordan forholdet bør bedømmes i et tilfælde som det foreliggende, hvor der ifølge de tiltaltes forklaringer, som er lagt til grund, har været en forudgående personlig relation mellem ofret og en medvirkende gerningsmand, som har anstiftet, at røveriet blev begået hos det pågældende offer, men ikke har deltaget i selve udførelsen af røveriet. Højesteret finder, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan lægges til grund, at det har været hensigten med lovændringen, at et sådant røveri skal anses som et egentligt hjemmerøveri. Da røveriet heller ikke i øvrigt kan anses for at være af særlig grov beskaffenhed, finder Højesteret herefter, at straffen for begge de tiltalte skal fastsættes efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1. Ved straffastsættelsen må der herefter som anført i Højesterets dom i UfR 2009.1410 lægges vægt på, at indtrængen i et privat hjem for at begå røveri i sig selv er en skærpende omstændighed. I skærpende retning må der desuden lægges vægt på, at røveriet blev begået af de tiltalte i forening, og at de begge medbragte våben i form af en lægtehammer. På den anden side må der lægges vægt på, at der alene blev udøvet vold i et ret begrænset omfang og uden personskade, og at røveriet ikke havde et professionelt præg. I formildende retning må der desuden lægges vægt på de tiltaltes unge alder. Endvidere er de tiltalte ikke tidligere straffet for ligeartet kriminalitet. På denne baggrund finder Højesteret, at straffen for begge de tiltalte bør fastsættes således, at T1 og T2 hver straffes med fængsel i 1 år og 6 måneder. For så vidt angår T1 har det sit forblivende med den betingede dom af 4. maj 2011. T2 og T1 har fortsat været fængslet under anken. Thi kendes for ret: T1 straffes med fængsel i 1 år og 6 måneder. T2 straffes med fængsel i 1 år og 6 måneder. T1 og T2 skal betale sagens omkostninger for byretten. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten og Højesteret.