TfK2013.559/1

V.L.D. 19. marts 2013 i anke 15. afd. S-2631-12

(Hans-Jørgen Nymark Beck, Erik P. Bentzen, Mette Vinding (kst.) med domsmænd).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Søren Salomonsen, Aarhus).


Viborg Rets dom 7. november 2012, 4273/2012.


Denne sag er behandlet som tilståelsessag.


Retsmødebegæring er modtaget den 26. oktober 2012.


F er tiltalt for overtrædelse af


1.


straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 2, røveri af særlig grov beskaffenhed, ved den 22. august 2012 ca. kl. 22.45 i forening med A og efter forudgående planlægning for at begå røveri at være trængt ind i F's private hjem på - - - og under trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at have tvunget F til at udlevere ca. 400 kr. og en ring, idet sigtede og A, maskerede for ansigterne, holdt en kniv og en økse frem mod F, mens de flere gange truende råbte, at F skulle give dem pengene og »Hvor er pengene?« eller lignende, ligesom de skar ledningen til F's telefon over i den hensigt at forhindre ham i at tilkalde hjælp, og ved i forbindelse med flugten fra stedet at have skubbet til F og slået ud efter ham, ligesom sigtede sparkede F i brystkassen, så han faldt omkuld,


2.


våbenbekendtgørelsens § 44, stk. 4, jf. § 15, stk. 1, nr. 1 og nr. 9, ved den 22. august 2012 ca. kl. 22.45 i forening med A på - - -, i forbindelse med det i forhold 1 nævnte røveri, uden anerkendelsesværdigt formål at have båret en kniv og en økse.


Påstande


Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængsel i 5 år og om konfiskation af en skruetrækker, en hue, et tørklæde og 1 par handsker hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk.


Tiltalte har erkendt sig skyldig og erklæret sig indforstået med konfiskation.


Advokat Nina Hygum har på vegne F krævet 9.015 kr. i erstatning.


Tiltalte har anerkendt kravet.


Sagens oplysninger


Der er afgivet forklaring af tiltalte.


Forklaringen er lydoptaget og gengives ikke i dommen.


Af en politiattest af 29. august 2012 fremgår, at F henvendte sig den 23. august 2012 på skadestuen. Det fremgår af politiattesten under »Det objektive fund«:


»Smerter svt forsiden af brystkassen ved såvel palpation som ved dybe vejrtrækninger. Ingen blå mærker eller sår på brystkasse/ryg, hoved eller hals.«.


Kriminalforsorgen har i en udtalelse af 4. oktober 2012 blandt andet oplyst, at T findes egnet til en betinget dom. Til en eventuel betinget dom anbefales tilsyn i 1 år af de sociale myndigheder indtil det fyldte 18. år og herefter af Kriminalforsorgen. Til et eventuelt tilsyn anbefales særvilkår om, at T skal undergive sig behandling mod euforiserende stoffer, såfremt tilsynsmyndigheden finder det fornødent.


Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 24. august 2012.

Rettens begrundelse og afgørelse


Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.


Straffen fastsættes til fængsel i 3 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1 og nr. 2, og våbenbekendtgørelsens § 44, stk. 4, jf. § 15, stk. 1, nr. 1 og nr. 9. 


Forholdet må betegnes som et »egentligt hjemmerøveri«, jf. herved bemærkningerne til lov nr. 760 i 2011, hvoraf det fremgår, at der skulle skulle ske en fordobling af det hidtidige strafniveau, svarende til en »normalstraf« på fængsel i 5 år. Det fremgår ikke af forarbejderne, hvorledes der skulle forholdes, såfremt gerningsmanden på gerningstidspunktet ikke var fyldt 18 år, men det fremgår af straffelovens § 82, nr. 1, at dette forhold i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed. Da tiltalte er 17 år gammel, findes straffen at burde fastsættes til fængsel i 3 år og 6 måneder.


Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1.


Retten tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.

- - -

Vestre Landsrets dom.


Retten i Viborg har den 7. november 2012 afsagt dom i 1. instans (- - -).


Påstande


Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.


Tiltalte har påstået stadfæstelse.


Supplerende oplysninger


I forbindelse med ankesagen har Aalborg Kommune afgivet en udtalelse af 20. december 2012 vedrørende tiltalte.


Forklaringer


M har forklaret, at hun er socialrådgiver og er tilknyttet familieafdelingen ved Aalborg Kommune. Hun fik med tiltaltes sag at gøre den 1. februar 2013. Beskrivelsen af tiltalte i udtalelsen af 20. december 2012 er fortsat gældende. Tiltalte er fortsat modtagelig for den pædagogiske indsats på - - -. Kommunen fastholder indstillingen om, at tiltalte ikke skal afsone i et fængsel.


Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han var med i samtalerne vedrørende en eventuel anbringelse på - - -. Han havde et hashmisbrug og ville gerne ud af det, men ikke via et ophold på - - -. Han er fortsat glad for opholdet på - - -. Efter sommerferien vil han gerne på handelsskolen. Han har ikke talt med kommunen om hjælp til at imødegå misbrug og uhensigtsmæssig adfærd efter opholdet på - - -, men det vil han gerne have. Det er rigtigt, at han kan være »medløber«, når han bliver presset. Han har fået nogle »værktøjer« på - - - til at imødegå dette, og dem vil han benytte sig af i fremtiden.

Landsrettens begrundelse og resultat


Landsretten tiltræder, at røveriet hos F, som tiltalte og A ikke kendte i forvejen, og som blev gennemført, fordi de formodede, at han havde penge på bopælen, og hvor de trængte ind bevæbnet, uanset at F var hjemme, må anses for et »egentligt hjemmerøveri«.


Ved lov nr. 760 af 29. juni 2011 fik straffelovens § 288, stk. 2, sin gældende formulering. Bestemmelsen omfatter røveri af særlig grov beskaffenhed, herunder forhold, hvor gerningsmanden er trængt ind i et privat hjem for at begå røveri. I bemærkningerne til det pågældende lovforslag (L 209 af 25. maj 2011) fremgår bl.a.:


»Det er hensigten med forslaget, at egentlige hjemmerøverier fremover som udgangspunkt skal anses for at være røveri af en sådan grov beskaffenhed, at forholdet henføres under strafskærpelsesreglen i straffelovens § 288, stk. 2, hvorefter strafferammen er fængsel i indtil 10 år. Det tilsigtes samtidig, at straffen i de pågældende sager forhøjes til det dobbelte i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene, således at straffen som udgangspunkt vil være 5 års fængsel.


Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.«


Straffen skal herefter fastsættes efter en konkret vurdering og under hensyn til, om der foreligger skærpende eller formildende omstændigheder som beskrevet i navnlig straffelovens §§ 80-82.


Indtrængen i et privat hjem for at begå røveri er i sig selv en skærpende omstændighed. Der må i samme retning lægges vægt på, at røveriet blev begået af tiltalte og en medgerningsmand i forening, og at de medbragte våben i form af en kniv og en økse. På den anden side må der lægges vægt på, at røveriet ikke havde udpræget professionel karakter, og på den begåede vold og de forholdsvis begrænsede skader som følge heraf. I formildende retning må der desuden lægges vægt på tiltaltes unge alder, og at tiltalte tidligere er dømt for berigelseskriminalitet, men ikke for personfarlig kriminalitet.


På denne baggrund tiltræder landsretten, at tiltalte er idømt fængsel i 3 år og 6 måneder som sket.


Landsretten stadfæster derfor dommen.


Tiltalte har fortsat været frihedsberøvet under anken.