|
|
H.D. 18. november 2002 i sag 197/2002 (2. afd.)
Rigsadvokaten mod T (adv. Lars Henriksen, Århus, e.o.).
Retten i Silkeborgs dom 5. september 2001.
Denne sag er behandlet efter retsplejelovens § 922.
Retsmødebegæring er modtaget den 9. april 2001.
T er tiltalt for overtrædelse af
1)
straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 13, stk. 1,
skattesvig af særlig grov karakter, ved i selvangivelser for
årene 1992-1997, indgivet til Silkeborg Kommune, med forsæt
til skatteunddragelse, som indehaver af virksomheden V, at
have udeholdt indtægter fra klargøring af biler med i alt
1.280.431 kr. og derved unddraget det offentlige i alt
540.270 kr. i skat,
2)
lov om arbejdsmarkedsfonde § 18, stk. 2, jf. stk. 1, litra
b, ved for indkomstårene 1994 til 1997 i Silkeborg med
forsæt til at unddrage det offentlige bidrag at have afgivet
urigtige oplysninger om bidragsgrundlaget, idet det var
selvangivet for lavt med i alt 1.264.452 kr., hvorved det
offentlige blev unddraget 89.736 kr. i bidrag,
3)
momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 (for så vidt
angår den del af nedennævnte periode, der ligger forud for
den 1. juli 1994: dagældende lovs § 35, stk. 3, jf. stk. 1,
litra a), ved som indehaver af virksomheden V med forsæt til
afgiftsunddragelse for perioden 1. september 1992 til 30.
juni 1998 at have afgivet urigtige oplysninger til brug for
afgiftskontrollen eller kontrollen med udbetalinger efter §
63, hvorved statskassen blev undraget i alt 361.927 kr. i
moms, og
4)
straffelovens § 302, stk. 1, nr. 2 og 3, jf. dagældende
bogføringslovs § 2, jf. § 1, stk. B, jf. næringslovens § 30,
ved i Silkeborg i perioden 1. oktober 1992 til 3. juni 1998
under omstændigheder, der kendetegner forholdet som særligt
groft, som indehaver af virksomheden V at have undladt at
føre daglig kasserapport, at have undladt at bogføre
væsentlige dele af virksomhedens omsætning samt undladt at
opbevare dele af regnskabsmaterialet, alt hvorved der ikke
skabtes et retvisende billede af virksomhedens økonomiske
stilling og resultat.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte
idømmes en frihedsstraf og en tillægsbøde, jf. straffelovens
§ 50, stk. 2.
Tiltalte har erkendt sig skyldig.
Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte.
Rettens bemærkninger:
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig.
Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt
foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffen fastsættes i medfør af straffelovens § 289, jf.
skattekontrollovens § 13, stk. 1, lov om arbejdsmarkedsfonde
§ 18, stk. 2, jf. stk. 1 b, lov om merværdiafgift
(momsloven) § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, og for så vidt
angår perioden forud for den 1. juli 1994: § 35, stk. 3, jf.
stk. 1, litra a), og af straffelovens § 30, stk. 1, nr. 2 og
3, jf. dagældende bogføringslovs § 2, jf. § 1, stk. B, jf.
næringslovens § 30, til fængsel i 9 måneder.
Endvidere skal tiltalte, jf. straffelovens § 50, stk. 2,
betale en tillægsbøde på 990.000 kr. med forvandlingsstraf
af fængsel på 60 dage.
Efter det oplyste om tiltaltes helbred og personlige forhold
er det ikke påkrævet, at fængselsstraffen kommer til
fuldbyrdelse, hvilket tillige gælder med hensyn til
tillægsbøden, som tiltalte efter det oplyste om hans
reducerede erhvervsevne og om hans økonomiske forhold er
afskåret fra at kunne betale, således at fuldbyrdelse af
forvandlingsstraffen bliver aktuel. Som følge deraf gøres
både fængselsstraffen og bødestraffen i medfør af
straffelovens § 56, stk. 2, betinget med vilkår som nedenfor
anført, herunder vilkår om samfundstjeneste i 150 timer, jf.
straffelovens § 62.
- - -
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Vestre Landsrets dom 6. marts 2002 (11. afd.)
(Torben Geneser, Olav D. Larsen, Lindqvist (kst.) med
domsmænd).
Retten i Silkeborg har den 5. september 2001 afsagt dom i 1.
instans — — —.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, således at
tillægsbøden på 990.000 kr. gøres ubetinget.
Tiltalte har påstået stadfæstelse.
Anklagemyndigheden har for landsretten berigtiget tiltalen,
således at henvisningen i forhold 2 til »litra b« ændres til
»litra a«.
Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende
forklaret, at han lider af »malersyndrom« og desuden har
hjerteproblemer. Han har haft en blodprop. Han tager
hjertemedicin og nervemedicin. Hans førtidspension udgør
netto ca. 5.200 kr. om måneden, hvoraf han afdrager
skattegæld. Hans skattegæld udgør i alt ca. 1 mio. kr. Han
ejer ingen aktiver.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Den betingede frihedsstraf er passende fastsat, og der er
ikke anledning til at ændre udmålingen af tillægsbøden.
Herefter udtaler 4 voterende:
Tiltalte er 58 år og førtidspensionist. Vi tiltræder
herefter af de grunde, som byretten har anført, at
tillægsbøden er gjort betinget.
2 voterende finder under hensyn til grovheden af
lovovertrædelserne, den opnåede vinding og den idømte
betingede frihedsstraf, at tillægsbøden ikke bør gøres
betinget.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet, og landsretten
stadfæster herefter dommen, idet dommens bestemmelse om
prøvetid og længstetid opretholdes.
Thi kendes for ret:
Byrettens dom stadfæstes.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Højesterets dom.
I tidligere instanser er afsagt domme af Retten i Silkeborg
den 5. september 2001 og af Vestre Landsrets 11. afdeling
den 6. marts 2002.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Hornslet, Wendler
Pedersen, Torben Melchior, Per Sørensen og Marianne Højgaard
Pedersen.
Dommen er anket af anklagemyndigheden med påstand om
skærpelse, således at tillægsbøden på 990.000 kr. gøres
ubetinget. Endvidere påstås prøvetiden, længstetiden for
afvikling af samfundstjenesten samt tilsynsperioden regnet
fra datoen for Højesterets dom.
Tiltalte har påstået stadfæstelse.
For Højesteret drejer sagen sig således reelt alene om,
hvorvidt den idømte tillægsbøde skal gøres betinget.
Højesterets bemærkninger.
Efter straffelovens § 50, stk. 2, kan bøde idømmes som
tillægsstraf til anden strafart, når tiltalte ved
lovovertrædelsen har opnået eller tilsigtet at opnå
økonomisk vinding for sig selv eller andre. Det fremgår af
forarbejderne til denne bestemmelse, at der ved udmålingen
af disse tillægsbøder ud fra generalpræventive grunde skal
lægges større vægt på størrelsen af den økonomiske vinding,
som tiltalte opnåede eller søgte at opnå, end på tiltaltes
økonomiske forhold (Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A,
spalte 3764-65, og Folketingstidende 1971-72, tillæg A,
spalte 121). I overensstemmelse hermed er det i sager om
grove overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen, hvor
der idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf, fast
praksis som tillægsstraf at idømme en bøde, der er udmålt i
forhold til den økonomiske vinding, tiltalte har opnået
eller søgt at opnå ved lovovertrædelsen.
Ringe eller manglende betalingsevne på domstidspunktet vil
ud fra de samme grunde som udgangspunkt ikke kunne føre til,
at en sådan tillægsbøde gøres betinget. I øvrigt vil der på
dette tidspunkt ofte ikke foreligge de nødvendige
oplysninger om muligheden for nu eller senere at inddrive
bøden helt eller delvist.
Højesteret finder, at oplysningerne om lovovertrædelserne og
tiltaltes personlige og økonomiske forhold ikke giver
grundlag for undtagelsesvis at gøre bøden betinget.
Højesteret tager herefter anklagemyndighedens påstand til
følge.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at bødestraffen
gøres ubetinget.
Prøvetiden for udsættelsen af fængselsstraffen, længstetiden
for afvikling af samfundstjenesten og tilsynsperioden regnes
fra afsigelsen af denne højesteretsdom.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for Højesteret.
|