TfK 2005.143/3 ØLD
 

 

Ø.L.D. 1. december 2004 i anke 18. afd. nr. S-3842-04

(Inge Neergaard Jessen, Kallehauge, Henrik Waaben med domsmænd).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Stefan Reinel, Kbh., besk.).


Københavns Byrets dom 23. september 2004.



Politidirektøren i København har under denne sag, der er behandlet efter reglerne i retsplejelovens § 922, rejst tiltale mod T [født 1971] for


1.


hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1,


ved i en periode mellem januar 2003 og september 2003 i forening med A, hvis sag behandles særskilt, uberettiget at have skaffet sig del i udbyttet fra et tyveri, idet hun fik stillet en Nissan X Trail til en værdi af ca. 500.000 kr til rådighed til kørsler, selv om hun vidste eller bestemt måtte formode, at bilen, der blev stjålet i Frihavnen i oktober-november 2002, hidrørte fra en strafbar lovovertrædelse.


2. Frafaldet


3.


hæleri efter straffelovens § 290, stk. 1,


ved i marts-april 2004 i forening med førnævnte A uberettiget at have skaffet sig del i udbyttet fra et tyveri, idet hun fik stillet en Peugeot, reg.nr. UR 33.091, til en værdi af ca. 70.000 kr til rådighed til kørsler, selv om hun vidste eller bestemt måtte formode, at bilen, der blev stjålet fra et autoværksted, Metalbuen i Ballerup, hidrørte fra en strafbar lovovertrædelse.


4. Frafaldet




Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.


Tiltalte har erkendt sig skyldig og har forklaret om forholdene. 1)


Ad forhold 1.


T har erkendt sig skyldig og forklaret, at A, som hun har boet sammen med i næsten 3 år, og som hun blev gift med den 30. august 2004, kom med bilen i januar 2003. A var på det tidspunkt arbejdsløs. Han har tidligere arbejdet som bilsælger, og hun troede i starten, at han var i lovlig besiddelse af bilen. Efter et par uger til en måned fortalte han hende, at bilen ikke var helt legal. Hun spurgte ikke nærmere hertil. Hun har jævnligt kørt i bilen i den anførte periode, dels alene, dels sammen med A.


Ad forhold 3.


T har erkendt sig skyldig og forklaret, at hun i den nævnte periode jævnligt har kørt i bilen både alene og sammen med A. Selvom de ikke talte om det, regnede hun med, at A ikke var i lovlig besiddelse af bilen. Han sagde, at hun kunne låne den i en periode.


Tiltalte er ikke tidligere straffet.


Kriminalforsorgen har foretaget en personundersøgelse, hvori det konkluderes, at tiltalte skønnes egnet til at modtage en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.


Tiltalte har erklæret sig villig til at underkaste sig vilkår herom.

Rettens bemærkninger:



Ved tiltaltes uforbeholdne tilståelse, hvis rigtighed er bestyrket ved de i øvrigt foreliggende oplysninger, findes det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.


Tiltalte har således overtrådt straffelovens § 290, stk. 1.


Retten finder under hensyn til de store værdier, som sagen drejer sig om, at det ikke vil være tilstrækkeligt at idømme tiltalte en betinget dom med vilkår efter straffelovens § 57, stk. 1. Da tiltalte skønnes egnet til at udføre samfundstjeneste, idømmes hun en betinget dom med vilkår herom.


Straffen fastsættes til fængsel i 8 måneder. Fuldbyrdelsen udsættes i medfør af straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 2, som nedenfor bestemt.


Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 27. april 2004 kl. 08.50 til den 28. april 2004 kl. 15.10 i isolation.

Thi kendes for ret:


Tiltalte, T, straffes med fængsel i 8 måneder. Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år, på betingelse af


at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden,


at tiltalte i 1 år undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen, og


at tiltalte udfører ulønnet arbejde (samfundstjeneste) i 120 timer inden for en længstetid på 10 måneder.


Prøvetid og længstetid regnes fra endelig dom.


Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder - - -

Østre Landsrets dom.



Københavns Byrets dom af 23. september 2004 er anket af T med påstand om, at straf ikke pålægges i medfør af straffelovens § 290, stk. 3, da der alene har været tale om at modtage andel i udbytte til sædvanligt underhold fra tiltaltes daværende samlever i form af lån af biler. Tiltalte T har subsidiært påstået formildelse.


Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.


Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte. Tiltalte har blandt andet forklaret, at hun har benyttet de 2 biler af og til samt til og fra arbejde på dage, hvor det regnede, og hun har også kørt sin datter til ridning 1 til 2 gange pr. uge. Hun har ikke kørt hver anden dag, men noget mindre. Hun har måttet lukke sin forretning og er p.t. i gang med at søge job. Hun er nu gift med A. I januar-februar 2003 boede de ikke sammen. I sommeren 2003 holdt de ferie på Bornholm i Nissan X Trail-bilen.

Landsrettens begrundelse og resultat:



Efter tiltaltes forklaring anses det for bevist, at der har været tale om hæleri ved at modtage andel i udbytte hidrørende fra tyveri ved gennem en længere periode at benytte 2 forskellige biler, der fremtrådte som indregistrerede, og som således repræsenterede en meget betydelig værdi på omkring 500.000 kr. Det bemærkes herved, at værdien af tiltaltes udbytte ikke blot kan ansættes til det beløb, som det ville have kostet at køre i taxi i samme omfang, således som tiltaltes beskikkede forsvarer har gjort gældende. Tiltaltes brug af bilerne kan ikke anses som andel i sædvanligt underhold, jf. straffelovens § 290, stk. 3, som derfor ikke finder anvendelse.


Straffen findes passende.


Landsretten stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret:


Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.


Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.