TfK 2007.327 VLD


V.L.D. 8. februar 2007 i anke 2. afd. S-2829-06


 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Ib René Laursen, Holstebro).


(Fabrin, Deleuran og Grith Rosleff (kst.) med domsmænd).

Retten i Holstebros dom af 18. oktober 2006:


Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 15. september 2006.

T er tiltalt for overtrædelse af:

Straffelovens § 293 a, jf. § 21, forsøg på brugstyveri af motorkøretøj,

ved den 12. maj 2006 kl. 06.12 på Den Røde Plads i Holstebro at have forsøgt uberettiget at bruge motorcykel - - -.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

T har forklaret, at han kun kan huske, at han forlod byen ved 5-tiden den pågældende nat. Han var fuld og havde fået et askebæger i hovedet af nogle udlændinge foran et værtshus. Derfor husker han ikke så meget. Han var i byen sammen med 2 kammerater, hans egen kæreste og en af kammeraternes kæreste. Han forlod dem, fordi han var sur efter episoden foran værtshuset. Det var meningen, han skulle overnatte hos sin kæreste. Hun var vred på ham over det overfald, han havde været udsat for, fordi hun ikke havde set det. Han havde en bil stående på en parkeringsplads i byen. Det sidste han husker var, at han forlod diskoteket. Han husker intet om en motorcykel eller om anholdelsen af politiet. Da han vågnede op, befandt han sig på politistationen. Han er ikke sikker på, at han var i stand til at køre en motorcykel, men hvis det er som at køre knallert, vil han godt kunne køre den. Om sine personlige forhold har tiltalte forklaret, at han i dag er i lære som tømrer i - - -. Det har han været, siden han blev løsladt i december 2004. Hans mester er bekendt med hans fortid. Mester er dog ikke bekendt med denne sag. Han er udlært i 2008. Han bor alene. Han har ikke misbrug af nogen art.

Vidnet A har forklaret, at han den pågældende morgen var på arbejde på - - -, hvor han er - - -. Han iagttog først en meget beruset person, der kom slingrende ved Den Røde Plads. Han fik den tanke, at han var ved at stjæle en motorcykel. Det gjorde han, fordi at han så personen stå og iagttage motorcyklen. På et tidspunkt begyndte den berusede person at trække motorcyklen væk fra pladsen. Den berusede væltede med motorcyklen og fik den derefter trukket over til springvandet. Personen gik derfra over i en flaskecontainer. Her tog han en vinflaske og smadrede den mod skulpturen i springvandet. Vidnet så, at han brugte flaskehalsen til at rode med ved tændingslåsen. Da motorcyklen blev trukket over mod springvandet, var han klar over, at der var tale om forsøg på tyveri. Han ringede derfor til politiet, der ankom ca. 1 minut efter. Han stod bag ved vinduet og iagttog hele forløbet. Afstanden fra ham og hen til tiltalte var ca. 5 meter.

Vidnet politiassisten P har forklaret, at han blev tilkaldt til stedet af anmelder, der havde set en person, der var i færd med at stjæle en motorcykel på Den Røde Plads. De havde tidligere på aftenen iagttaget den motorcykel, der holdt på parkeringspladsen mellem Buddy Holly og Kaj K. Da de var i området, var de fremme i løbet af kort tid. Motorcyklen lå da ved vandkunsten ca. 20 meter fra det sted, hvor de havde set den tidligere på aftenen. Tiltalte stod ved motorcyklen, men gik væk fra den, da han så politibilen. De greb fat i ham og satte ham i patruIjebilen. Vidnet selv gik ind og talte med receptionisten på hotellet. Han gik efterfølgende hen til motorcyklen og rejste den op. Han konstaterede da, at den var skåret op ved ledningsnettet ved tændingslåsen.
- - -
Tiltalte er tidligere straffet blandt andet ved Kjellerup Byrets dom af 10. marts 2004, hvor tiltalte som fællesstraf blev idømt 1 års fængsel for blandt andet vold i gentagelsestilfælde og berigelseskriminalitet. Han blev prøveløsladt den 17. november 2004 med en prøvetid indtil 1. december 2006. Reststraffen udgør 121 dage.

Rettens bemærkninger:


På baggrund af de afgivne vidneforklaringer, der understøttes af de øvrige oplysninger i sagen om, at ledningsnettet ved tændingslåsen var skåret over, er det bevist, at tiltalte er skyldig i forsøg på brugstyveri, som anført i anklageskriftet.
Straffen fastsættes til fængsel i 14 dage, jf. straffelovens § 293 a, jf. § 21. Dommen af 10. marts 2004 påvirkes således ikke af denne afgørelse, jf. straffelovens § 61, stk. 2, nr. 1.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på sagens karakter. Den omstændighed, at forholdet er begået på et meget sent tidspunkt i prøvetiden og at tiltaltes personlige forhold til en vis grad har stabiliseret sig, gør, at retten ikke finder anledning til at udløse reststraffen på 121 dage.
- - -

Vestre Landsrets dom:


Retten i Holstebro har den 18. oktober 2006 afsagt dom i 1. instans (- - -).
Tiltalte T har påstået frifindelse, subsidiært formildelse, navnlig således at straffen gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Det bemærkes, at prøveløsladelsen fra afsoningen af dommen af 10. marts 2004 fandt sted den 1. december 2004.
I forbindelse med ankesagen har Kriminalforsorgen i Holstebro foretaget en personundersøgelse. Tiltalte er i erklæringen herom fundet egnet til at modtage en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.
Tiltalte og vidnerne A og politiassistent P har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.
Tiltalte har supplerende forklaret, at han fortsat ikke husker noget konkret fra den pågældende aften. Foreholdt sin forklaring til politirapport af 12. maj 2006, side 2, de to sidste afsnit, har han forklaret, at han ikke husker at have forklaret, at han ikke ville afvise, at han havde begået forholdet, og at han var villig til at betale erstatning.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han fortsat er i lære. Han mister denne læreplads, hvis han idømmes en ubetinget fængselsstraf.

A har supplerende forklaret, at han iagttog episoden, indtil politiet ankom. Han genkendte den pågældende som gerningsmanden, da politiet henvendte sig på hotellet sammen med den pågældende umiddelbart efter anholdelsen. Foreholdt sin forklaring til politirapport af 12. maj 2006, side 1, har vidnet forklaret, at tiltalte med flaskehalsen skar i motorcyklens ledningsnet omkring tændingslåsen.

Politiassistent P har supplerende forklaret, at anmelderen A ved konfrontation med den anholdte umiddelbart efter anholdelsen oplyste, at det var den rigtige person, de havde fat i. Motorcyklens ledningsnet var opskåret ved tændingslåsen. Dette er typisk for forsøg på brugstyveri, men ikke for hærværk. Det er ikke muligt at konstatere, om en skade på ledningsnettet er en frisk eller en ældre skade.

Landsrettens begrundelse og resultat:


Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte er fundet skyldig i forsøg på brugstyveri.

Det tiltrædes med samme begrundelse, som byretten har anført, at straffen er fastsat som sket, og at der ikke er sket udløsning af reststraffen i henhold til dommen af 10. marts 2004.

Fire af de voterende udtaler herefter:

Udgangspunktet, når en person over 18 år begår brugstyveri, er, at der er forskyldt ubetinget frihedsstraf.

Navnlig under hensyn til, at der alene er tale om et forsøg, der må antages kun at have haft ringe udsigt til at lykkes, og til de gode personlige forhold, finder vi det imidlertid undtagelsesvis forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste på de nedenfor fastsatte vilkår, jf. herved straffelovens §§ 62 og 63.

To af de voterende udtaler:

Efter forholdets karakter finder vi ikke trods de gode personlige forhold grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Vi stemmer derfor for at stadfæste dommen.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet.

Med den anførte ændring stadfæster landsretten herefter dommen.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at straffen gøres betinget, idet fuldbyrdelse af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra denne dom på betingelse af, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen, og at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 40 timer efter kriminalforsorgens bestemmelse inden for en længstetid på 6 måneder.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.