Lovens strengeste tidsbestemte straf er fængsel i 16 år. Denne straf er hjemlet for de forbrydelser, der kan medføre fængsel på livstid, og desuden for nogle andre alvorlige forbrydelser. Hertil kommer, at visse strafferammer kan stige til fængsel i 16 år i medfør af strafforhøjelsesgrunde.

    Der kan efter straffelovens § 33, stk. 2, forekomme en tidsbestemt straf på indtil 20 år, såfremt loven hjemler en forhøjelse af strafferammen, der ikke kan rummes inden for et maksimum af 16 år.

    Straffelovens § 83, stk. 3, indeholder en særlig bestemmelse om fastsættelse af straf for den, der i eller uden for fængslet begår en forbrydelse efter at være dømt til fængsel på livstid uden at være benådet. Da straf for denne forbrydelse ikke kan bevirke en skærpelse af den allerede idømte straf, skal retten ved dommen fastsætte, hvilken frihedsstraf der ville have været forskyldt, såfremt den pågældende ikke havde været dømt til fængsel på livstid.

3.1.2. Efter de gældende regler kan løsladelse fra livstidsstraf kun ske ved benådning, ikke ved prøveløsladelse. Benådningskompetencen er ved grundlovens § 24 tillagt kongen. Benådning sker således ved kongelig resolution efter indstilling fra Justitsministeriet (Direktoratet for Kriminalforsorgen).

    I praksis tages spørgsmålet om benådning op til overvejelse efter ca. 12 års frihedsberøvelse (regnet fra anholdelsen). Denne praksis er i overensstemmelse med en indstilling fra Den Nordiske Strafferetskomité, som i en betænkning af 25. april 1969 om prøveløsladelse har anført:

    »Der er i komiteen enighed om, at man - hvad enten den ene eller den anden form benyttes - mest muligt bør sikre, at spørgsmålet om løsladelse eller fortsat frihedsberøvelse tages op til overvejelse senest efter 10-12 års forløb og i øvrigt med regelmæssige mellemrum. Der er også enighed om, at frihedsberøvelsen i almindelighed ikke bør opretholdes ud over det nævnte tidspunkt, medmindre det er påkrævet under hensyn til den pågældendes farlighed.«

    Afgørelsen af, om den dømte skal løslades eller ej, afhænger af en konkret vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder navnlig af den domfældtes farlighed og i forbindelse hermed risikoen for recidiv til kriminalitet af tilsvarende eller anden alvorlig art. I vurderingen indgår med stor vægt dels afsoningsforløbet, herunder om den indsatte har været i stand til at administrere de lempelser, som er tildelt den pågældende (udgang, ophold i åben anstalt, udstationering eller frigang og lignende), dels den situation, den domfældte vil stå i ved en løsladelse. Til brug ved vurderingen af den domfældtes farlighed og recidivrisikoen indhentes i almindelighed en udtalelse fra Retslægerådet og fra anklagemyndigheden. Efter en konkret vurdering vil Retslægerådet og/eller anklagemyndigheden også kunne inddrages på et tidligere tidspunkt i forbindelse med overvejelser om lempelser i afsoningsforløbet.

    En benådning er i alle tilfælde betinget og følger reglerne om prøveløsladelse fra tidsbestemt straf, jf. straffelovens § 40 a. Der fastsættes en prøvetid, normalt på fem år, samt vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen i en periode, normalt på mellem to og fem år. Herudover kan der efter en konkret vurdering af behovet fastsættes særlige vilkår.

3.1.3. I betænkning nr. 806/1977 om alternativer til frihedsstraf er det oplyst, at 40 livstidsfanger, der blev løsladt ved benådning i perioden 1962-1976, gennemsnitligt havde været frihedsberøvet i godt 16 år. Den gennemsnitlige afsoningstid havde dog kun været godt 13 år for de personer, der var dømt siden 1955.

    Af betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse fremgår, at der i perioden fra 1975 til august 1985 blev løsladt 13 livstidsfanger ved benådning. Den gennemsnitlige varighed af frihedsberøvelsen var for disse 13 domfældte 12 1/2 år. Flertallet af de livstidsdømte var løsladt efter 10-14 års frihedsberøvelse. Den længste afsoningstid var 19 1/2 år og den korteste 9 1/2 år. Der henvises i øvrigt til betænkningen s. 81.

    I perioden fra august 1985 til 1. april 1999 er 13 livstidsfanger blevet løsladt ved benådning. Den gennemsnitlige varighed af frihedsberøvelsen har for disse 13 domfældte været 16 år og 9 måneder. Den længste afsoningstid var 33 år og 8 måneder og den korteste godt 12 år. 2 af de løsladte er senere genindsat på grund af vilkårsovertrædelse. Af de 14 livstidsfanger, der afsonede pr. 1. april 1999, havde 5 været frihedsberøvet i mere end 12 år. De havde afsonet henholdsvis 22 år og 2 måneder, 15 år og 9 måneder, 15 år og 9 måneder, 14 år og 8 måneder og 13 år og 5 måneder.

3.1.4. Om gældende regler og praksis i de øvrige nordiske lande henvises til Straffelovrådets betænkning nr. 1355/1998, s. 39.

    3.2.1. Straffelovrådet afgav i 1963 en udtalelse til Justitsministeriet i anledning af et konkret forslag om at indføre mulighed for prøveløsladelse af livstidsdømte. To af rådets medlemmer foreslog, at der ved en tilføjelse til straffelovens § 38 blev indført en bestemmelse om, at der kan ske løsladelse på prøve fra livstidsstraf efter 12 år. To andre medlemmer af rådet fandt det rigtigst, at der ikke gennemførtes regler om prøveløsladelse af livstidsfanger. Disse medlemmer ville foretrække, at løsladelse fortsat skete ved benådning, men de kunne i øvrigt tiltræde, at grænsen blev sat ved 12 år, såfremt der skulle gælde en regel om prøveløsladelse.

    Under Straffelovrådets behandling af spørgsmålet i betænkning nr. 1099/1987 var der enighed om, at løsladelse fra livstidsstraf burde kunne ske ved prøveløsladelse efter forløbet af en mindstetid. Der var endvidere enighed om, at der skulle bestå en pligt for myndighederne til at tage stilling til prøveløsladelsesspørgsmålet ved udløbet af mindstetiden. Før - og i princippet også efter - udløbet af mindstetiden skulle løsladelse som hidtil kunne ske ved benådning.

    Der var imidlertid ikke enighed i Straffelovrådet om, hvilken kompetenceordning der skulle gælde med hensyn til afgørelser om prøveløsladelse, eller hvilken mindstetid der skulle gælde. Der var imidlertid enighed om, at afgørelser om løsladelse fra livstidsstraf er af så speciel karakter, at de burde undergives domstolskontrol.

    Et flertal af Straffelovrådets medlemmer foreslog, at mindstetiden fastsættes til 14 år, og at løsladelsesspørgsmålet herefter umiddelbart indbringes for retten til afgørelse. Flertallet forudsatte, at løsladelse af livstidsdømte i almindelighed som hidtil skulle ske ved benådning, således at domstolenes opgave ville være at udøve kontrol med frihedsberøvelsens varighed for den marginale gruppe af tilfælde med særligt lange afsoningstider.

    Et mindretal af Straffelovrådets medlemmer foreslog, at løsladelse i almindelighed burde ske ved prøveløsladelse i stedet for ved benådning. Afgørelse om prøveløsladelse burde - som med hensyn til alle andre fængselsstraffe - træffes af Justitsministeriet, men der burde være adgang til domstolsprøvelse af et afslag på prøveløsladelse senest efter 12 års afsoning. Mindretallet ville dog ikke udtale sig imod en ordning, hvorefter domstolsprøvelse af et administrativt afslag først kan ske efter 14 års afsoning af livstidsstraf. I så fald anbefalede mindretallet, at en administrativ stillingtagen til løsladelsesspørgsmålet skulle være obligatorisk efter 10 års forløb og herefter - i tilfælde af afslag - med ét års mellemrum.

    Spørgsmålet om prøveløsladelse af livstidsdømte er ikke behandlet af arbejdsgruppen i betænkning nr. 1181/1989, og regler om behandlingen af sådanne sager, herunder om eventuel domstolsprøvelse, er således ikke medtaget i arbejdsgruppens lovudkast.

3.2.2. Både ved afgivelsen af udtalelsen i 1963 og betænkning nr. 1099/1987 var der i Straffelovrådet enighed om, at det i sig selv er et ret formelt problem, om løsladelse fra livstidsstraf skal ske ved benådning eller prøveløsladelse, idet det reelle indhold af løsladelsespraksis bør kunne blive det samme, uanset om afgørelserne træffes ved benådning eller prøveløsladelse. Ved den fornyede drøftelse af spørgsmålet i betænkning nr. 1355/1998 er dette fortsat Straffelovrådets opfattelse.

    Alligevel er det Straffelovrådets opfattelse, at der er visse fordele knyttet til anvendelsen af prøveløsladelse frem for benådning. Dette hænger sammen med, at Straffelovrådet finder, at der bør foreskrives en pligt til at tage spørgsmålet om løsladelse af livstidsdømte op til overvejelse efter en vis årrække. Fastsættelsen af en sådan pligt stemmer mindre godt med benådningens natur. Endvidere finder Straffelovrådet, at spørgsmålet om frihedsberøvelsens varighed er en afgørelse af så væsentlig karakter, at den efter en vis årrække bør være undergivet domstolskontrol. Dette vil være udelukket med den nuværende retstilstand, hvor løsladelse af livstidsdømte kun kan ske ved benådning.

    Der er derfor i Straffelovrådet enighed om, at der bør indføres adgang til at løslade livstidsdømte ved prøveløsladelse efter forløbet af en mindstetid. Ved udløbet af mindstetiden indtræder der en pligt til at tage stilling til løsladelsesspørgsmålet. Før udløbet af mindstetiden bør løsladelse som hidtil kun ske ved benådning. Efter udløbet af mindstetiden vil benådning naturligvis også kunne ske, men dette må antages at få begrænset praktisk betydning ved siden af adgangen til prøveløsladelse.

    Straffelovrådet har herefter overvejet, hvilken kompetenceordning der skal gælde med hensyn til afgørelser om løsladelse fra livstidsstraf, og hvilken mindstetid der skal gælde.

    Straffelovrådet finder det mest naturligt, at afgørelse om prøveløsladelse af livstidsdømte træffes af Justitsministeriet, således som det sker med hensyn til alle andre fængselsstraffe. Den administrative ordning, som er beskrevet i pkt. 3.1. ovenfor, har efter rådets opfattelse fungeret tilfredsstillende, og de dømtes retssikkerhed tilgodeses fuldt ud, hvis der fastsættes regler om adgang til domstolsprøvelse af de administrative afgørelser. Herved bevares også fordelen ved, at den primære afgørelse træffes af en central instans, der har overblik over løsladelsespraksis, og som vil have klarlagt sagens konkrete omstændigheder og formuleret en begrundelse for et eventuelt afslag, som herefter kan efterprøves af retten.

    Ved afgørelse af, hvilken mindstetid der skal gælde, inden prøveløsladelsesspørgsmålet tages op, har Straffelovrådet taget udgangspunkt i den gældende praksis, som den er beskrevet ovenfor i pkt. 3.1., og som man ikke finder anledning til at foreslå ændret. Man har herved lagt til grund, at de seneste 10 års stigning i den gennemsnitlige afsoningstid ifølge oplysning fra Justitsministeriet ikke er udtryk for en bevidst skærpelse af praksis, men en følge af de konkrete sagers særlige omstændigheder, hvorved det må tages i betragtning, at der er tale om et meget lille sagsantal.

    Rådet har endvidere lagt vægt på den omstændighed, at personer, der er idømt lovens strengeste tidsbestemte straf af fængsel i 16 år, normalt vil blive prøveløsladt i medfør af reglen om regelmæssig prøveløsladelse i straffelovens § 38, stk. 1, efter at have udstået knap 11 år af straffen.

    På dette grundlag finder Straffelovrådet, at pligten til at træffe afgørelse om løsladelsesspørgsmålet bør indtræde efter 12 års afsoning, således at der i tilfælde af afslag skal træffes ny afgørelse med ét års mellemrum.

    Straffelovrådet forudsætter, at de administrative afgørelser om prøveløsladelse træffes på grundlag af en konkret vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder af den pågældendes eventuelle farlighed svarende til den vurdering, som i dag foretages ved afgørelser om løsladelse af livstidsdømte ved benådning. Det forudsættes herved også, at der som hidtil sker høring af Retslægerådet og anklagemyndigheden, forinden der træffes afgørelse i sagen.

    Straffelovrådet finder, at adgangen til domstolsprøvelse først bør indtræde efter afsoning af 14 år af en livstidsstraf. Det er de særlig langvarige afsoninger, der giver mest anledning til at overveje en domstolskontrol, og en afsoning af mindre end 14 års varighed kræver efter rådets opfattelse ingen domstolsmedvirken, når der er afsagt dom til livsvarigt fængsel. Hensynet til den dømtes retssikkerhed tilgodeses efter rådets opfattelse fuldt ud, selv om den retlige kontrol begrænses til de særlig langvarige afsoninger. Her må det forventes, at spørgsmålet om vurdering af den dømtes farlighed ofte vil stå i forgrunden, men domstolene vil også have lejlighed til at vurdere, om andre grunde end farlighedshensyn, f.eks. kriminalitetens særlige grovhed og hensynet til retsfølelsen, kan begrunde en særlig langvarig frihedsberøvelse.

    Der henvises i øvrigt til betænkning nr. 1355/1998, s. 37- 42.

    Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets forslag om indførelse af en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte, jf. pkt. 3.2. ovenfor.

    Det foreslås på den baggrund, at der i straffelovens §§ 41- 43 indsættes bestemmelser, der bl.a. giver mulighed for at prøveløslade livstidsdømte, når 12 år af en straf af fængsel på livstid er udstået. Om det nærmere indhold af den foreslåede ordning henvises til bemærkningerne til de pågældende bestemmelser i lovforslagets § 1, nr. 8.

    "I §§ 41-42 i lovforslagets § 1, nr. 8, foreslås indført en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte. Om baggrunden for dette forslag henvises til pkt. 3 ovenfor i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    De foreslåede bestemmelser i §§ 41-42 suppleres af § 80 i forslaget til straffuldbyrdelseslov, der bl.a. fastsætter regler om pligt til administrativt at afgøre spørgsmålet om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid med visse mellemrum og om gennemførelse af tilsyn mv. i forbindelse med prøveløsladelse.

    Endvidere er der i § 112, nr. 6, 2. led, i forslaget til straffuldbyrdelseslov fastsat regler, der giver mulighed for udvidet adgang til domstolsprøvelse af afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse, når 14 år af straffen af fængsel på livstid er udstået. Også afgørelser om genindsættelse til udståelse af straf af fængsel på livstid som følge af overtrædelse af vilkår om tilsyn mv. foreslås omfattet af den udvidede adgang til domstolsprøvelse, jf. § 112, nr. 7.

    Herudover er der i § 123, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, 2. pkt., i forslaget til straffuldbyrdelseslov fastsat bestemmelser om adgangen til fornyet domstolsprøvelse af spørgsmålet om prøveløsladelse i tilfælde, hvor prøveløsladelse tidligere er afslået af retten, eller der er sket genindsættelse til udståelse af livstidsstraf.

    I § 43 i lovforslagets § 1, nr. 8, foreslås de nugældende bestemmelser om betinget benådning i straffelovens § 40 a videreført med de nødvendige tilpasninger.

    De foreslåede bestemmelser i § 43 suppleres af § 88, jf. §§ 81-87, i forslaget til straffuldbyrdelseslov, der bl.a. indeholder bestemmelser om gennemførelse af tilsyn mv. ved betinget benådning.

    Endvidere er der i § 112, nr. 8, i forslaget til straffuldbyrdelseslov fastsat regler, der giver mulighed for udvidet adgang til domstolsprøvelse af afgørelser efter lovens § 88, jf. § 86, stk. 4, om indsættelse af en betinget benådet til udståelse af straf eller reststraf i henhold til den nye straffelovs § 43.

    Bestemmelsen i § 41, stk. 1, indebærer, at der, når 12 år af en straf af fængsel på livstid er udstået, administrativt kan træffes beslutning om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid. Om baggrunden for, at prøveløsladelse foreslås først at komme på tale efter 12 års afsoning, henvises til pkt. 3.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Efter § 41, stk. 2, forudsætter løsladelse på prøve, at den dømtes forhold ikke gør løsladelse utilrådelig. Endvidere skal der være sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, og den pågældende skal afgive erklæring om at ville overholde de vilkår om tilsyn mv., der fastsættes i medfør af § 41, stk. 3. 3. pkt., jf. herved også straffelovens 38, stk. 5, om prøveløsladelse fra tidsbestemt straf. Det indebærer bl.a., at der i forbindelse med en afgørelse om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid skal foretages en konkret vurdering af den dømtes forhold svarende til den vurdering, der i dag foretages ved afgørelser om løsladelse af livstidsdømte ved benådning. Det forudsættes herved, at der som hidtil sker høring af anklagemyndigheden og Retslægerådet, inden der træffes afgørelse i sagen, jf. pkt. 3.1.2. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

    Afgørelsen om, hvorvidt den dømte skal prøveløslades, vil således bero på en afvejning af samtlige sagens omstændigheder. I vurderingen skal bl.a. indgå oplysninger om risikoen for tilbagefald (recidiv) til kriminalitet og oplysninger om den dømtes farlighed. I vurderingen vil desuden skulle inddrages oplysninger om det hidtidige afsoningsforløb, herunder om den indsatte har været i stand til at administrere de lempelser i afsoningsforløbet, der er blevet tildelt den pågældende (udgang, ophold i åben anstalt, udstationering eller frigang mv.).

    Efter § 41, stk. 3, vil prøveløsladelse altid skulle ske på vilkår, at den prøveløsladte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. Prøveløsladelse fra livstidsstraf sidestilles i denne henseende bl.a. med prøveløsladelse fra tidsbestemt straf, jf. straffelovens § 39, stk. 1, 1. pkt.

    Prøvetiden vil skulle fastsættes bl.a. under hensyn til, at der er tale om prøveløsladelse fra en tidsubestemt fængselsstraf. Det er da også baggrunden for, at der alene stilles forslag om en maksimumgrænse på 5 år for prøvetidens varighed. Ved fastsættelse af prøvetiden for prøveløsladelse fra livstidsstraf er det således ikke foreskrevet, at prøvetiden i almindelighed ikke kan overstige 3 år, jf. herved straffelovens § 39, stk. 1, 2.-3. pkt., om prøveløsladelse fra tidsbestemt straf. Den administrative praksis i sager om betinget benådning fra livstidsstraf vil eventuelt kunne være vejledende ved fastsættelsen af prøvetiden ved prøveløsladelse.

    Af § 41, stk. 3, følger også, at prøveløsladelsen kan betinges af yderligere vilkår, og at straffelovens § 57 herved finder tilsvarende anvendelse. Prøveløsladelse fra livstidsstraf sidestilles også i denne henseende med prøveløsladelse fra tidsbestemt straf, jf. straffelovens § 39, stk. 2. Den administrative praksis i sager om betinget benådning og prøveløsladelse fra længerevarende, tidsbestemt straf vil efter omstændighederne kunne give en vis vejledning ved fastsættelsen af vilkår, herunder vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen.

    Afslås en begæring om prøveløsladelse efter 12 års afsoning, er der ikke mulighed for at anmode om domstolsprøvelse efter forslaget til straffuldbyrdelseslov, idet domstolsprøvelse efter denne lov er betinget af, at 14 år af livstidsstraffen er udstået. Imidlertid følger det af lovens § 80, stk. 2, at der i forbindelse med fastsættelse af administrative regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse også skal fastsættes regler, der sikrer, at spørgsmålet om prøveløsladelse tages op til ny afgørelse senest 1 år efter en afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse.

    Begår den prøveløsladte nyt strafbart forhold i prøvetiden, og foretages der inden dennes udløb rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for forholdet, kan retten ved dom træffe afgørelse om, at den pågældende skal genindsættes til udståelse af livstidsstraffen. Når omstændighederne taler derfor, kan retten i stedet idømme straf alene for det nye forhold eventuelt i forbindelse med en ændring af vilkårene for prøveløsladelsen, jf. § 42, stk. 1. Denne bestemmelse er i forenklet form udformet som en parallel til bestemmelsen i straffelovens § 61, stk. 2, om betinget dømte.

    Da der i de tilfælde, der omfattes af § 42, stk. 1, er tale om at pådømme strafbart forhold, indbringes sagen for retten af anklagemyndigheden i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige ordning.

    Herefter vil retten afhængig af sagens konkrete omstændigheder ved dom kunne bestemme, at den dømte genindsættes til afsoning af livstidsstraffen. Når omstændighederne taler derfor, f.eks. ved kriminalitet af mindre grovhed, vil retten i stedet kunne idømme betinget eller ubetinget straf, herunder også bøde, alene for det nye forhold, eventuelt i forbindelse med en ændring af vilkårene for prøveløsladelse. Prøvetiden vil dog ikke kunne forlænges ud over de i § 41, stk. 3, nævnte 5 år.

    Overtræder den dømte i øvrigt ét eller flere af vilkårene for prøveløsladelse, vil der kunne reageres administrativt inden for den i § 41, stk. 3, fastsatte længstetid for prøvetiden (5 år) på samme måde som ved prøveløsladelse fra tidsbestemt straf. Er der i medfør af § 42, stk. 2, jf. § 40, stk. 2, nr. 3, truffet afgørelse om genindsættelse, kan afgørelsen forlanges domstolsprøvet efter § 112, nr. 7, i forslaget til straffuldbyrdelseslov. Endvidere vil der efter de administrative regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse, der fastsættes i medfør af § 80, stk. 2, i forslaget til straffuldbyrdelseslov, være pligt til at træffe ny afgørelse af spørgsmålet om prøveløsladelse senest 1 år efter genindsættelse til udståelse af sådan straf.

    Prøvetiden ved en eventuel ny prøveløsladelse kan efter lovforslaget fastsættes op til 5 år, jf. § 41, stk. 3. Herved afviger lovforslaget fra de gældende regler om prøveløsladelse efter genindsættelse til fortsat afsoning af tidsbestemt straf. Efter straffelovens § 40, stk. 6, 2. pkt., gælder for sådan prøveløsladelse, at der skal ske fradrag af den tid, i hvilken den pågældende tidligere har været prøveløsladt. Justitsministeriet har imidlertid i lighed med Straffelovrådet ikke fundet at burde foreslå en tilsvarende regel for prøveløsladelse af livstidsdømte.

    Efter § 43 i lovforslagets § 1, nr. 8, kan det ved hel eller delvis eftergivelse af en straf ved betinget benådning fastsættes som vilkår for benådningen, at bestemmelserne i § 40, stk. 1-5, om prøveløsladelse fra tidsbestemt straf eller § 42 om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid finder tilsvarende anvendelse.

    Ordet »straf« i § 43 omfatter i lighed med de nugældende regler i straffelovens § 40 a og § 61 a både tidsbestemt straf og straf af fængsel på livstid. Det er da også baggrunden for, at der om vilkår mv. for benådning henvises både til straffelovens § 40, stk. 1-5, om prøveløsladelse fra tidsbestemt straf og straffelovens § 42 om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid.

    Begår en betinget benådet nyt strafbart forhold i prøvetiden, vil spørgsmålet om reaktion som hidtil skulle afgøres af domstolene, jf. ved benådning fra tidsbestemt straf straffelovens § 43, jf. § 40, stk. 1, og ved benådning fra straf af fængsel på livstid straffelovens § 43, jf. § 42, stk. 1.

    Overtræder en betinget benådet i øvrigt de fastsatte vilkår, kan justitsministeren tildele advarsel eller ændre vilkårene inden for den gældende længstetid, jf. ved benådning fra tidsbestemt straf straffelovens § 43, jf. § 40, stk. 2, nr. 1-2, og ved benådning fra straf af fængsel på livstid straffelovens § 43, jf. § 42, stk. 2, jf. § 40, stk. 2, nr. 1-2, og § 41, stk. 3. Henvisningen i § 43 til § 40, stk. 2, nr. 3, indebærer, at det under særlige omstændigheder kan bestemmes, at den pågældende skal indsættes til udståelse af reststraffen eller livstidsstraffen. Er der i medfør af § 43 truffet bestemmelse om eftergivelse af hele straffen, vil en afgørelse efter § 40, stk. 2, nr. 3, medføre, at den pågældende skal indsættes til udståelse af hele straffen.