
	UfR 1963.1054 ØLD
		Ø. L. D. 20. september 1963 i anke IV 77/1963 (Sachs, Urne, Poul Hansen). Civilingeniørerne Johannes Ekner og Henrik Ekner (hrs. Ove Rasmussen) mod politimesteren i Gentofte (kammeradv. v/ adv. Dyrbye). Ved dom afsagt den 21. februar 1957 af Københavns amts nordre birks kriminalret blev appellanterne i nærværende ankesag, civilingeniørerne Johannes Ekner og Henrik Ekner, for overtrædelse af § 13 i lov nr. 392 af 12. juli 1946 hver idømt bl. a. en bøde på 225.000 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 3 måneder. Ved dommens forkyndelse den 4. marts s. å. frafaldt de domfældte anke, og statsadvokaten for Sjælland meddelte derpå den 8. s. m. dommen fuldbyrdelsespåtegning. Ved Justitsministeriets skrivelse af 15. maj 1957 opnåede de pågældende tilladelse til at afdrage bøderne på nærmere angiven måde, hvilken afdragsordning senere blev yderligere reguleret ved Justitsministeriets skrivelser af 3. juli 1958 og 26. juni 1959. Som et led i ordningen deponerede de den 31. marts 1958 hos politimesteren i Gentofte til sikkerhed for bødernes betaling dels et senere frigivet pantebrev, stort 55.000 kr., i en københavnsk ejendom, dels aktier af pålydende 350.000 kr. i deres virksomhed "A/S Gladsasevej 120". Den samlede aktiekapital i nævnte selskab udgør 425.000 kr. og ejes i alt væsentligt af appellanterne. Den 20. februar 1962, på hvilket tidspunkt der endnu resterede for hver af appellanterne 83.392 kr. 74 øre eller ialt 166.785 kr. 48 øre på bøderne, indgav politimesteren i Gentofte begæring til fogeden i Københavns amts nordre birk om udpantning for disse restbeløb. Den 9. marts 1962 foretog fogeden derpå hos appellanterne efter deres påvisning udpantning i aktier i ovennævnte selskab af pålydende 75.000 kr. for hver af dem og tilførte fogedbogen, at forretningen var sluttet. Under forretningen var det oplyst, at selskabets aktier ifølge en af statsautoriseret revisor Erik Larsen afgivet erklæring havde en "indre værdi" svarende til kurs ca. 135. Af den deponerede aktiepost på 350.000 kr. blev den del, hvori udpantning ikke skete, eller 200.000 kr., frigivet, og det aftaltes, at appellanterne skulle have lejlighed til gennem belåning af disse frigivne aktier at skaffe dækning for udpantningskravet. I juni måned oplyste appellanterne imidlertid, at de ikke mere ønskede realisationen af de udpantede aktier udsat, hvorpå politimesteren den 28. juni 1962 begærede tvangsauktion afholdt. Auktionen afholdtes den 1. oktober 1962 efter forudgående offentlige bekendtgørelser i Berlingske Tidende og i Statstidende; der var kun to bydende, appellanten Henrik Ekner og en københavnsk advokat, som bød hinanden op, indtil advokaten afgav højeste bud på 40.000 kr. Af hensyn til den vedtægtsmæssige aktieforkøbsret, som tilkommer aktionærerne i selskabet, blev auktionen derpå udsat. Den fortsattes den 15. oktober, hvor fogeden, da ingen andre aktionærer havde ønsket at benytte deres forkøbsret, meddelte advokaten hammerslag og sluttede auktionen. Appellanterne vil ikke bestride, at den pågældende advokat under auktionen i realiteten optrådte for at erhverve aktierne til dem. Den 5. november 1962 anmodede politimesteren nu fogeden om, at udpantningsforretningen måtte blive fortsat" for den ikke dækkede del af bødekravene, opgjort med påløbne renter indtil 15. oktober 1962 til ialt 132.245 kr. 24 øre Appellanterne protesterede mod forretningens fremme, idet de gjorde gældende, at kravet var forældet ifølge straffelovens § 97, stk. 1, men den 18. januar 1963 afsagde fogeden, efter forudgående procedure om spørgsmålet, en kendelse, der forkastede appellanternes indsigelse og bestemte, at udpantningen ville være at fremme. Forretningen kontinueredes nu den 25. januar og 1. februar 1963, hvilken sidste dag fogeden dekreterede udpantning i to ejerpantebreve af pålydende hvert 25.000 kr. i ejendommen matr. nr. 3646 Udenbys Klædebo Kvarter, Koldinggade 14, København, hvorhos appellanterne derudover afgav bankgaranti stilet til Justitsministeren for betaling af 90.000 kr. Herpå sluttedes forretningen. Den 1. marts 1963 har appellanterne påanket udpantningsforretningen af 1. februar s. å. til landsretten, idet de under anbringende af, at udpantningskravet er for ældet ifølge straffelovens § 97, har påstået udpantningen af de to ejerpantebreve ophævet og den stillede bankgaranti udleveret. Indstævnte politimesteren i Gentofte, har principalt påstået anken afvist som for sent fremsat, subsidiært den foretagne udpantning stadfæstet. Appellanterne - - - bestrider ikke, at politimesterens udpantningsbegæring af 20. februar 1962 som indgivet 5 år fra det tidspunkt, den 8. marts 1957, da straffedommen blev upåankelig fra begge sider og dermed eksigibel, jfr. retsplejelovens § 999, stk. 1, har bevirket, at de resterende bødekrav lovligt har kunnet fuldbyrdes ved den i henhold til begæringen påfølgende udpantningsforretning af 9. marts 1962. Efter denne forretnings slutning må derimod straffelovens § 97 være til hinder for yderligere udpantninger og således også for den påankede udpantningsforretning, der ikke kan betragtes som en blot fortsættelse af udpantningen den 9. marts 1962. Det må være indstævntes egen risiko, at der ikke ved denne udpantning er opnået tilstrækkelig dækning for bødekravet, og dette kan ikke bevirke en tilsidesættelse af reglen i § 97. Ellers ville det uantagelige resultat fremkomme, at der, hvis blot en udpantning var begæret inden for 5 års-fristen, derefter kunne bestå en tidsmæssig ubegrænset adgang til at fortsætte fuldbyrdelsen. Indstævnte har til støtte for sin afvisningspåstand anført, at anken efter sin begrundelse alene retter sig mod dem ved fogedens kendelse af 18. januar 1963 trufne afgørelse af forældelsesspørgsmålet, og at det derfor er denne kendelse, appellanterne rettidigt skulle have anket, hvis de ville opnå en ændring af afgørelsen på det omhandlede punkt. Med hensyn til realitetspastanden gør indstævnte gældende, at restbødestraffens fuldbyrdelse rettidigt er iværksat ved indgivelse af udpantningsbegæring inden 5 årsfristens udløb, og at det senere passerede, herunder den påankede udpantningsforretning, må anses som normale led i den derefter kontinuerligt fortsatte række af fuldbyrdelsesskridt, som under de angivne omstændigheder må kunne foretages, selv om det først sker efter fristens udløb. Med hensyn til indstævntes afvisningspastand skal landsretten bemærke, at appellanterne ikke har haft adgang til særskilt påanke af fogedrettens kendelse af 18. januar 1963, jfr. retsplejelovens § 603, stk. 3, 2. pkt., og ikke kan være udelukkede fra at gøre deres omhandlede indsigelse gældende ved anke af udpantningsforretningen, jfr. samme lovs § 606, 1. pkt. Da anke er sket rettidigt i forhold til udpantningens foretagelse den 1. februar 1963, kan afvisningspåstanden ikke tages til følge. Derimod finder landsretten at måtte give indstævnte medhold i, at den påberåbte forældelsesbestemmelse ikke er til hinder for foretagelse af de supplerende, behørigt fremmede fuldbyrdelsesskridt, som var foranlediget af, at tilstrækkelig dækning ikke, i modsætning til hvad må antages forudsat, opnåedes ved realisationen af de ved den først foretagne, ubestridt rettidige, forretning udpantede effekter. Herefter vil indstævntes subsidiære påstand være at tage til følge. - - - I sagsomkostninger for landsretten tillagdes der indstævnte 2000 kr.