|
|
Anklagemyndigheden mod T (adv. Claus Bergsøe, e.o.).
(M. Lerche, Ulla Rubinstein og Michael Vendelbo (kst.) med
domsmænd).
Københavns Byrets dom af 18. september 2000:
Politidirektøren for København har ved et anklageskrift af
22. juni 2000 rejst tiltale mod T for
1. a) Principalt,
overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og vold af
særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens
§ 245, samt færdselslovens § 3, jf. § 42, stk. 1, nr. 1,
ved den 29. august 1999 ca. kl. 19.15 på Nørre Voldgade over
for nr. 22 i København i en Mercedes Hyrevogn reg. nr. - - -
og under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden at have ført hyrevognen med en hastighed
af ca. 77 km/t, selvom hastigheden det pågældende sted ikke
må overstige 50 km/t direkte mod politiassistent D og
politibetjent J, som på stedet udførte fartkontrol, alt
hvorved han påkørte D som blev ramt på højre lår og kørte
hen over J's fødder samt ramte hende på benene og højre
albue, således at de begge måtte skadestuebehandles.
subsidært,
- - -
2. overtrædelse af straffelovens § 252 og færdselslovens § 3
samt § 42, stk. 1, nr. 1,
ved i umiddelbart forlængelse af det i forhold 1 passerede
af grov kådhed og på lignende hensynsløs måde og under
tilsidesættelse af væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden, uden at bremse at have fortsat sin
kørsel tæt forbi politiassistent H, som stod ved p-pladsen
på Nørre Voldgade i København.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte i
medfør af færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 1, ubetinget
frakendes førerretten.
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at
retten til at udøve erhvervsmæssig personbefordring
frakendes tiltalte indtil videre, jf. straffelovens § 79,
stk. 1.
Herudover har anklagemyndigheden nedlagt påstand om, at
tiltalte i medfør af straffelovens § 69, stk. 1, jf. § 68,
dømmes til ambulant psykiatrisk behandling i psykiatrisk
sygehus eller afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen,
således at der af Kriminalforsorgen i forbindelse med
overlægen kan træffes bestemmelse om indlæggelse.
Tiltalte har nægtet sig skyldig i overtrædelse af
bestemmelserne i straffeloven og har erkendt sig skyldig i
overtrædelse af bestemmelserne i færdselsloven.
Der er afgivet forklaring af tiltalte samt af vidnerne pa.
D, pb. J og pa. H. Forklaringerne er gengivet i retsbogen.
Tiltalte er tidligere straffet med bøde.
Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 29.
august 1999 til den 22. oktober 1999.
Domsmandsrettens bemærkninger:
Retten har efter vidneforklaringerne fundet det ubetænkeligt
at lægge til grund, at tiltalte er skyldig i overtrædelse af
straffelovens § 119, stk. 1, og § 245 samt færdselslovens §
3, jf. § 42, stk. 1, nr. 1. Retten har herved lagt vægt på
vidnet D's forklaring om, at tiltalte bevidst drejede bilen
i retning mod de forurettede, sammenholdt med vidnet J's
forklaring om, hvorledes tiltalte, da han var steget ud af
bilen, havde et meget vildt blik i øjnene, stirrede
vedholdende på vidnet og dennes kolleger og havde et smil om
munden, samt at han havde svaret ja på spørgsmålet om,
hvorvidt han syntes det var morsomt. Denne sidste
iagttagelse er bekræftet af vidnet H, der var den, der
spurgte tiltalte herom.
For så vidt angår forhold 2 finder retten, at tiltalte er
skyldig i overensstemmelse med tiltalen. Retten har herved
lagt vægt på, at tiltalte har kørt bilen på den måde, som er
beskrevet i forhold 1, og er fortsat ind i et
parkeringsområde, hvor en bil var bragt til standsning af
politiet og hvor en betjent befandt sig på vejbanen, således
at tiltalte ved at køre op over et brostensbelagt repos i
venstre side passerede betjenten på bilens højre side i tæt
afstand.
Tiltalte er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119,
stk. 1, § 245, og § 252 samt færdselslovens § 3 jf. § 42,
stk. 1, nr. 1.
Efter Retslægerådets erklæring og de øvrige udtalelser i
sagen finder retten, at tiltalte på gerningstidspunktet har
befundet sig i en tilstand, der er betinget af svækkelse som
ikke er af den i straffelovens § 16 nævnte beskaffenhed, jf.
samme lovs § 69.
Retten finder det derfor mere formålstjenligt, i stedet for
at idømme straf, at træffe bestemmelse om foranstaltninger
som nævnt i straffelovens § 68, 2. pkt., jf samme lovs § 69.
Længstetiden fastsættes efter straffelovens § 69 a, stk. 1,
1. pkt., til 5 år.
Påstanden om førerretsfrakendelse tages i medfør af de
påberåbte bestemmelser til følge som nedenfor bestemt.
Påstanden om frakendelse af retten til at udøve
erhvervsmæssig personbefordring, tages i medfør af
straffelovens § 79, stk. 1, til følge som nedenfor bestemt.
- - -
Thi kendes for ret:
Tiltalte T dømmes til ambulant psykiatrisk behandling i
psykiatrisk sygehus eller afdeling med tilsyn af
Kriminalforsorgen, således at der af Kriminalforsorgen i
forbindelse med overlægen kan træffes bestemmelse om
indlæggelse. Længstetiden er 5 år.
Retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves
kørekort, frakendes tiltalte for et tidsrum af 6 måneder fra
endelig dom.
Retten til at udøve erhvervsmæssig personbefordring
frakendes indtil videre tiltalte.
Østre Landsrets dom:
Københavns Byrets 34. afdelings dom af 18. september 2000 (-
- -) er anket af T med påstand om frifindelse i det ikke
erkendte omfang.
Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i
overensstemmelse med det for byretten opnåede bevisresultat
samt stadfæstelse for så vidt angår bestemmelsen om ambulant
behandling, dog således at der fastsættes en længstetid for
indlæggelse og skærpelse for så vidt angår frakendelsestiden
i medfør af færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 1.
Der er i landsretten afgivet forklaring af tiltalte og
vidnerne politiassistent D, politibetjent J og
politiassistent H, der alle har forklaret i det væsentlige
som for byretten.
Der er endvidere afgivet vidneforklaring af N. Denne
forklaring fremgår af retsbogen.
Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af
de i dommen anførte grunde skyldig som fastslået ved dommen.
Det tiltrædes ligeledes af de grunde, der er anført i
dommen, at tiltalte dømmes til ambulant psykiatrisk
behandling som bestemt ved dommen, dog således at
længstetiden for indlæggelse fastsættes til ½ år, mens
længstetiden for foranstaltningen i øvrigt fastsættes til 5
år.
Endvidere tiltrædes det, at retten til at udøve
erhvervsmæssig personbefordring frakendes tiltalte indtil
videre.
I betragtning af forholdets meget alvorlige karakter findes
førerretten at burde frakendes tiltalte i 2 år fra
landsrettens dom.
|