TfK 2010.595 VLK


V.L.K. 29. marts 2010 i kære 8. afd. S-0383-10



 

  Anklagemyndigheden mod D (adv. Henning Zacho Larsen, Fredericia).


(Chr. Bache, Hans-Jørgen Nymark Beck og Henrik Præstgaard Bæk-Jensen (kst.)).

Retten i Koldings kendelse af 16. februar 2010:


Ved dom af 14. april 2004 blev D fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244. D blev dømt til psykiatrisk behandling på hospital for sindslidende med tilsyn af Kriminalforsorgen under udskrivning, således at der af Kriminalforsorgen i forbindelse med overlægen kunne træffes bestemmelse om genindlæggelse, jf. straffelovens § 68. Der blev fastsat en længstetid på 5 år.

Anklagemyndigheden har den 25. november 2009 indbragt sagen for retten, jf. straffelovens § 72.
Påstande

Anklagemyndigheden har påstået, at længstetiden for foranstaltningen forlænges med 2 år, jf. straffelovens § 68 a, stk. 1.

D har påstået frifindelse for anklagemyndighedens påstand.

Sagens oplysninger


Overlæge L, Region Syddanmark, Psykiatricenter Vest, har i en udtalelse af 18. august 2009 oplyst følgende:
»Vi er blevet anmodet om en udtalelse med henblik på at afgøre, om der skal være ny længstetid, og om det af kriminalitetsforebyggende hensyn må anses for påkrævet, at længstetiden forlænges. Han står til en snarlig ophævelse af dommen.

Jeg skal primært henvise til min skrivelse af 21.2.08, og endvidere til min skrivelse af 4.12.06, og jeg skal så endvidere oplyse, at der bliver aflagt besøg hver anden måned hos patienten i hans bolig i - - -, og hver gang findes han i velbefindende, helt apsykotisk og ved godt mod. Han har et kunstigt ben, som han har problemer med, men rent psykisk går det fuldt ud tilfredsstillende.

Jeg skal naturligvis påpege, at patienten ikke har nogen sygdomsindsigt. Han har således besluttet sig for, at når dommen ophæves, vil han ophøre med at tage sin medicin, som er Risperdal depot. Det ligger fast, at når han ikke får medicin, er han tydeligt psykotisk, men først og fremmest formelle tankeforstyrrelser, men også vrangforestillinger. Der er intet af dette lige for tiden, hvor han jo er velmedicineret.

Bortset fra det her nævnte, ses der ikke at være nogen grund til at forlænge dommen. Han har ikke været indlagt siden 2005, og har eksemplarisk passet de ambulante kontroller. Han er aktuelt helt normal at tale med, og man kan selvfølgelig håbe på, at han af hjemmesygeplejersken, som giver ham depotet, kan overbevises om at fortsætte med depotgivningen, når dommen ophører.

Jeg skal understrege, at uanset hvor lang dommen eventuelt kunne blive, ud over den fastsatte tid, ændrer det ikke noget ved patientens opfattelse af, at han altså vil være uden medicin, når dommen ophører.«

Overlæge L har i udtalelse af 23. september 2009 oplyst følgende:

»Vi er blevet spurgt, om der vil være risiko for ny kriminalitet, hvis patienten som forventet, med behandlingsdommens udløb, vil ophøre med at tage sin medicin.

Såfremt patienten fastholder, og altså ikke vil have medicin når dommen udløber, så vil han blive stærkt psykotisk og der vil på den baggrund være risiko for ny kriminalitet.

Det er naturligvis håbet, at patienten vil fortsætte med medicineringen efter dommens ophør, men det vil kræve overtagelse og argumentation, som han ikke er modtagelig for aktuelt.«

Overlæge L har endelig i udtalelse af 4. november 2009 oplyst følgende:

»Det sidste par år er kontrollen af patientens tilstand foregået ambulant, og de seneste måneder har undertegnede aflagt besøg i hans hjem med tilstedeværelse af Kriminalforsorgen og en hjemmesygeplejerske. I al den tid har patienten haft problemer med det kunstige ben, som har medført, at han ikke har kunnet bevæge sig, og derfor opholdt sig på sofaen i stuen.

Patienten er ved besøgene venlig og imødekommende og accepterer at modtage sin medicin uden problemer. Vi husker hvordan han var inden vi påbegyndte den medikamentelle behandling, og der var han stærkt psykotisk. Vi må således tage for givet, at såfremt han ophører med medicineringen vil dette fremstå på ny, og der vil således være mulighed for ny kriminalitet. Når patienten ikke er medicineret er han præget af formelle tankeforstyrrelser og man kan simpelthen ikke forstå hvad han siger, og han sammenblander de forskellige amtsgrænser med et bilfirma med meget mere.

Ved det seneste besøg undertegnede aflagde på patientens bolig, nemlig i går den 3/11, viste det sig at han ikke havde ville tage sin medicin ved seneste injektion, åbenbar under forventning af, at dommen snart bliver ophævet. I forbindelse med besøget gik han med til at modtage medicinen fortsat.«

Kriminalforsorgen har i udtalelse af 19. august 2009 oplyst følgende:

»D's tilsyn har siden 1.06.2007 været varetaget af Kriminalforsorgen afdelingen i Sydøstjylland. Tilsynet bliver varetaget ved tilsynsbesøg hver anden måned i hans bolig sammen med relevante samarbejdspartnere, som er hjemmeplejen, støtte/kontaktperson samt overlæge L.

D bor alene i sin lejlighed, som han har haft siden ultimo 2005. Han modtager førtidspension. Hans netværk er meget sparsomt, han opholder sig det meste af tiden alene i lejligheden. Der er fra - - - Kommune tilknyttet kontaktperson via støttecentret. Kontaktpersonen har ugentlige kontakt med D.

D's medicinering varetages på nuværende tidspunkt af hjemmeplejen i - - - som besøger ham dagligt, for at varetage sygeplejemæssige opgaver.

Ved hjemmebesøgene har D en distance til samarbejdet. Han giver hver gang udtryk for, at han ikke fejler noget og at han ser frem til den dag, hvor han ikke længere skal have noget med Kriminalforsorgen at gøre. Han har ingen form for sygdomserkendelse, og meddeler at han agter at stoppe med medicinen, så snart dommen ophæves.
Der er den 18. august 09 lavet aftale med L om, at han kontakter socialpsykiatrien i - - -, for orientering ved evt. ophør af dom.

Kriminalforsorgen vil orientere hjemmeplejen og støtte/kontaktperson omkring evt. ophør af tilsyn fra kriminalforsorgen.
Konklusion: Kriminalforsorgen tilslutter sig L's indstilling om, at uanset hvor lang dommen kunne være udover den fastsatte tid, ændrer det ikke ved hans sygdomsopfattelse samt indtagelse af medicin.«

D har forklaret, at han har måttet affinde sig med medicinen. Han fejler ikke noget. Han har nu fået en ny benprotese. Han er ikke enig i overlægens vurdering. Han mener, at det er tåbeligt, at han fortsat skal tage medicinen. Det er spildte kræfter. Medicinen medfører, at han ikke kan være aktiv, idet medicinen sløver ham. Han kan således først komme ud af sin lejlighed, når han vil kunne ophøre med at tage medicinen. Det er skuffende, når Kriminalforsorgen indtager det anførte standpunkt. De kører sagen i alt for stram snor. Der er ingen psykiske problemer, ud over problemerne med at medicinen sløver. Han har fysisk ikke haft det godt, idet han ikke har kunnet gå, før på det seneste.

Forespurgt af forsvareren har D forklaret, at hjemmehjælperen kommer hos ham hver dag. Endvidere kommer P fra - - - kommune. P hjælper ham med mange praktiske ting. Han får depotmedicin hver 14. dag. Hans mor bor tæt på, og han besøger hende hver 14. dag. Hun har har over for ham erkendt, at hun nok var lidt hysterisk dengang i 2003, hvor den omhandlede voldsepisode fandt sted. Hun mener heller ikke, at han har behov for medicin. Lægen er også gået med til at nedtrappe medicinen til 2500 mg. I december holdt han også selv lidt igen med medicinen.
Rettens begrundelse og afgørelse

Efter det foreliggende, herunder D's forklaring sammenholdt med de lægelige oplysninger, findes D stadig at mangle enhver form for sygdomserkendelse og behandlingsmotivation, og det må antages, at han vil afbryde den nødvendige behandling, såfremt den idømte foranstaltning ikke forlænges. Efter de lægelige oplysninger vil der være en heraf følgende risiko for, at hans psykiske tilstand yderligere forværres, hvilket vil medføre risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet.

På den baggrund findes findes der at være sådanne særlige omstændigheder, at længstetiden bør forlænges som begæret, idet princippet om proportionalitet - uanset karakteren af den den begåede kriminalitet - ikke for tiden findes at kunne føre til, at der ikke længere er grundlag for at opretholde denne.

Anklagemyndighedens og Kriminalforsorgens indstilling tages derfor til følge, jf. straffelovens § 72, stk. 2, jf. § 68a, stk. 1.
- - -

Vestre Landsrets kendelse:


Retten i Kolding har den 16. februar 2010 afsagt kendelse om, at længstetiden for den foranstaltning, som D er idømt ved Retten i Grindsteds dom af 14. april 2004, der blev stadfæstet ved Vestre Landsrets ankedom af 8. december 2004, forlænges i 2 år.

Kendelsen er kæret af D med påstand om, at den idømte foranstaltning ikke forlænges.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Kæremålet er forhandlet mundtligt.

D har supplerende forklaret, at han bor i egen lejlighed. Hjemmehjælpen kommer hver dag og hjælper ham med praktiske gøremål. Han er også tilknyttet en kontaktperson hos kommunen. Han fik for 2 år siden foretaget en kolostomioperation og afventer for tiden oplysning om, hvorvidt forholdene ved en ny operation skal føres tilbage. Han ønsker ikke længere at modtage medicinsk behandling. Han bliver sløv af den medicinske behandling, og han føler, at medicinen hindrer ham i at blive integreret i samfundet. Han modtager i dag medicin hver 14. dag. Doseringen er på det seneste reduceret, og han har i den anledning oplevet, at han er mindre sløv. Han har et rimeligt forhold til sin mor. Ophør af behandlingen vil ikke indebære en risiko for, at han bliver voldelig. Der er ingen mening i at opretholde behandlingen, og det er spild af ressourcer, at L besøger ham hver 14. dag.

Landsrettens begrundelse og resultat:


Efter de lægelige oplysninger må det lægges til grund, at D ikke har nogen sygdomsindsigt, og at han ved ophør af den idømte foranstaltning må forventes at ophøre med at modtage den medicinske behandling. Sidstnævnte støttes tillige af D's egen forklaring til sagen. Ligeledes må det lægges til grund, at D, såfremt han afbryder den medicinske behandling, bliver stærkt psykotisk, og at der som følge heraf vil være risiko for ny kriminalitet.

Med undtagelse af forholdet, som blev pådømt i forbindelse med dommen af 14. april 2004, er D ikke i øvrigt straffet for vold eller anden personfarlig kriminalitet.

Den idømte foranstaltning har nu været opretholdt i mere end 5 år, hvilket står i åbenbart misforhold til længden af den straf, som den begåede kriminalitet må antages at kunne have medført. Endvidere må det ifølge de lægelige oplysninger antages, at der ikke er udsigt til, at D's tilstand inden for en nærmere fremtid vil bedres så meget, at der efter en lægelig vurdering vil være grundlag for at ophæve foranstaltningen.

På den anførte baggrund - og uanset at en opretholdelse af foranstaltningen må anses for formålstjenlig for at forebygge ny kriminalitet - foreligger der ikke sådanne særlige omstændigheder, som kan begrunde en forlængelse af den idømte foranstaltning.

D's påstand om, at foranstaltningen ikke forlænges, tages derfor til følge.