U.2012.2811Ø
 

TfK2012.730/1

Ø.L.K. 1. maj 2012 i kære 20. afd. S-476-12

(Ole Dybdahl, B. Tegldal, Gry Berdiin (kst.)).

Anklagemyndigheden mod A (adv. Niels W. Fredsted, Kbh., besk.).

Københavns Byrets kendelse 9. februar 2012, SS 1-2022/2012.

Sagens baggrund og parternes påstande.

Ved Københavns Byrets dom af 23. marts 2007 blev A fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 276.

I medfør af straffelovens § 16, stk. 1, blev domfældte frifundet for straf.

I medfør af straffelovens § 68 blev det ved dommen bestemt, at domfældte skulle undergives ambulant psykiatrisk behandling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kunne træffe bestemmelse om indlæggelse. Ved dommen blev der fastsat en længstetid på 5 år.

I brev af 16. januar 2012 har anklagemyndigheden i medfør af straffelovens § 68 a, stk. 1, 3. pkt., indbragt sagen for retten med påstand om, at der fastsættes en ny længstetid for foranstaltningen på 2 år.

A har nedlagt påstand om, at foranstaltningen ikke forlænges.

Oplysningerne i sagen.

A har forklaret, at hun har det meget dårligt på en lukket afdeling, og at hun har fået det meget dårligere i de forløbne 5 år. Der er meget uro på en lukket afdeling, og hun føler, at hun er blevet kastet rundt i systemet og stemplet, fordi hun har en behandlingsdom. Hun har søgt døgntilbud, men er blevet afvist på grund af dommen. Hun har tidligere læst jura, men blev nødt til at droppe studiet på grund af behandlingsdommen. Inden dommen kunne hun fungere, men nu er hun blevet hospitaliseret.

Hvis foranstaltningen ophæves, vil hun have flere muligheder. Hun ved, at hun har brug for hjælp. Hun vil helst på det private behandlingssted X, men hun vil også gerne under behandling på Rigshospitalet. Hun er tidligere stukket af fra Rigshospitalet, men på det tidspunkt havde hun det bedre og var mere velfungerende. Hun vil også gerne bo på det kollegieværelse, hun har. Det går op og ned med hendes anoreksi. Hun får ikke længere medicin. Hun har alene fået medicin, hvis man på afdelingen har ønsket at berolige hende, fordi man ikke har gidet at diskutere med hende.

Hun har ikke begået tyverier for nylig. Hun er ikke klar over, hvad der er sket i forhold til de verserende sigtelser. De nyere tyverier er sket, fordi hun er stukket af og ikke har haft penge på sig. Hun har fortsat lidt kontakt med sin far. Hendes forældre er meget bekymrede for hende.

Kontaktperson K har oplyst, at A nu har været indlagt i henhold til dommen af 2007 i en længere periode. Hun er blevet overført til lukket afdeling i H for to uger siden. A har efter hendes opfattelse ingen motivation for behandling og har ingen sygdomsindsigt. Hun bliver ikke medicineret, men får kalium-tilskud på grund af sin lave vægt. Hvis domfældte ikke spiser de nødvendige måltider, skal hun have mad via sonde. Dette er sket en enkelt gang, siden hun blev overført til H. A er blevet tilbudt en lejlighed i H med massiv støtte, men har afslået dette. Det er ikke muligt for A at få plads på Rigshospitalet, før hendes vægt er højere. Det er ikke muligt at sige, hvor længe der fortsat er behov for indlæggelse. Hun er bange for, at A vil kriminalisere sig selv, hvis foranstaltningen ophæves. A kan finde på at hamstre mad på afdelingen, men efter aftale med A gennemser personalet hendes stue et par gange om ugen.

Der er afgivet udtalelse af overlæge O, Psykiatrisk Center Nordsjælland, den 6. december 2011. Heraf fremgår, at A efter dommen af 23. marts 2007 har været indlagt flere gange. Om den seneste indlæggelse og overlægens konklusion fremgår følgende:

»Patienten indlægges den 28.03.11.

Indlægges frivilligt og der indledes behandling med antidepressiv medicin tablet Zeroxat 20 mg mhp. at dæmpe patientens OCD-lign. symptomer. Der lægges ikke fast plan for vægtøgning, men i stedet for motivation og støtte til behandling der på sigt bør foregå i Anorexiklinikken på RH. I løbet af de næste måneder bliver det tiltagende svært for patienten, at indordne sig under åben afsnits rammer med udfordring af de givne aftaler, tiltagende ustabil humørsvingende adfærd med indimellem affektpræget adfærdsmønster, og det bliver i tiltagende grad vanskeligere at håndtere patienten for både personalemedlemmer og medpatienter.

Patienten bliver i tiltagende grad diskussionslysten og samarbejder ikke om blodprøvetagning og medicinindtagelse.

Den 08.08.11 fremgår det i jr. at patienten er blevet taget på fersk gerning, da hun under ophold på åbent afsnit har stjålet 1000 kr. fra en serviceassistent, men afleverer i forbindelse med afsløring pengene tilbage. Forholdet anmeldes til politiet. Herefter ændres patientens frivillige indlæggelse til indlæggelse iht. dom. Patienten bliver herved meget aggressiv og udskældende, uden forståelse for sin handling og dennes konsekvenser. Overflyttes herefter til lukket i Y.

Ved overflytningen er patientens vægt 32,3 kilo.

Der indledes fast vagt og patienten fortsætter det ringe samarbejde om opholdet i lukket regi. Plæderer for overflytning til åben afdeling, hvortil hun flyttes den 19.08.11. Efter i en periode på omkring 5 dage ikke at kunne samarbejde omkring foranstaltningerne i åben afdeling må patienten efter aftale med overlæge E tilbageflyttes til lukket afdeling. I forbindelse med overflytningen absenterer patienten fra den vogn der skal flytte hende og rundkastes herefter.

Patienten findes efter ca. 2 uger og bringes tilbage i lukket afdeling ved politiets mellemkomst. Fremtræder nu svært afmageret med indsunken ansigt, lanugo behåring i panden og på kinder, og kontakten med patienten er forringet og helt på patientens præmisser. Der konstateres lavt kalium og natrium og patienten vurderes livstruet. Vægten er på dette tidspunkt 30 kilo og der stiles under indlæggelsen mod en stabilisering på en vægt på omkring 36 kilo. Endvidere er der fokus på støtteforanstaltning efter udskrivelse.

Patienten er herefter indlagt frem til nuværende, hvor patienten er absenteret fra lukket afdeling under udgang.

Patienten har til stadighed fremtrådt ustabil med lav vægt og på trods af holdningsplan med sigte på vægtøgning i form af diæt med efterfølgende obs. ved personale, tilbud og ergo- og fysioterapi og kontakt til psykolog, endvidere mulighed for udgang og deltagelse i forskellige aktiviteter er der ikke set en stabil bedring af patientens tilstand. Patienten har i tiltagende grad opfattet opholdet i afdelingen og behandlingen som uønsket tvang og har ikke selv givet udtryk for motivation for bedring af tilstanden.

Der er drøftet fremtidig kontakt til RH, som der dog ikke har et tilbud til patienten med mindre, at patientens motivation forbedres og patientens vægt ligger væsentlig højere, omkring 45 kilo.

Seneste vægt er den 01.12.11 målt til 33,7 kilo og patienten fremtræder således uændret svært undervægtig.

Under seneste forløb i lukket afdeling har der været konstateret gentagne tilfælde med tyveri under udgang, bla. fra somatisk afdeling og fra madvogne på terræn. Endvidere har der været tyverier fra madvogne opsat i afdelingen med hamstring af fødeemner samt tyverier fra medpatienters stuer. Patienten har fortsat ingen indsigt i disse handlinger, som konsekvent afvises og det har således ikke været muligt, at opnå en bæredygtig behandlingsalliance.

Konklusion

Under henvisning til at foranstaltningen udløber den 23.03.12 må man anbefale, at længstetiden for foranstaltningen forlænges. Dette mhp. fortsat behandling og mhp. at minimere risikoen for fornyet kriminalitet.«

I brev af 25. januar 2012 har Kriminalforsorgen anført blandt andet følgende:

»Tilsynsforløb:

A's omfattende fysiske og psykiske lidelser gør, at muligheden for kontakt med hende er meget svingende. I perioder kan der føres nogenlunde jævnlige tilsynssamtaler med hende om hendes situation og livsførelse, mens hun på andre tidspunkter er stærkt afvisende overfor overhovedet at have kontakt til Kriminalforsorgen. Gennemgående er hendes samtalefokus præget af utilfredshed med den måde som folk, familien, lægerne, kommunen, Kriminalforsorgen m.fl. behandler hende på. Hun oplever sig uretfærdigt og dårligt behandlet og søger opbakning, fra den hun snakker med, til kritik af de andre personer/instanser involveret i hendes liv.   

A er dømt for tyveri af primært forskellige madvarer til forholdsvis små beløb. Der er siden behandlingsdommen af 23.03.07 tilgået A flere bøder for småtyverier samt for kørsel med tog uden gyldig billet. Tyverierne er et resultat af hendes alvorlige spiseforstyrrelse, der medfører et spontant behov for mad, som hun forsøger at få opfyldt uden hensyn til, om hun har penge til at betale for det eller ej.

Vurdering:

Det er Kriminalforsorgens opfattelse, at der ikke er noget, der indikerer, at A aktuelt skulle være psykiatrisk mere velfungerende, end da hun modtog sin nuværende dom. Hun vurderes til at være i en helbredsmæssig særdeles udsat - og til tider livstruende - situation. A har uden tvivl behov for at være i et døgnbehandlingsregi med ekspertise indenfor spiseforstyrrelser. Men hun ønsker ikke at benytte Rigshospitalets tilbud, og har fået afslag på betaling af et privat tilbud.

Mulighederne for hjælp og støtte via tilsyn fra Kriminalforsorgen er helt utilstrækkeligt i forhold til A's alvorlige og til tider livstruende sygdom og voldsomme psykiske vanskeligheder. Det vurderes, at A alene opfatter samtalerne med den tilsynsførende som et irritationsmoment i hendes liv. Der ses endvidere ikke nogen recidivdæmpende effekt af tilsynet.«

Der er desuden fremlagt brev af 7. februar 2012 fra den tidligere bistandsværge, B.

Det er under sagen dokumenteret, at A for tyveri har vedtaget 1 bødeforelæg i august 2007, 2 bødeforelæg i 2009, 5 bødeforelæg i 2010, et bødeforelæg i 2011, at der ligeledes for tyveri er afsagt udeblivelsesdom over A i november 2011, og at der er 5 verserende sigtelser for tyveri.

Rettens begrundelse og afgørelse:

A blev ved dommen af 23. marts 2007 fundet skyldig i tyveri efter straffelovens § 276. A har efter dommen været indlagt på psykiatrisk afdeling flere gange, senest fra marts 2011, og i det seneste halve år primært på lukket afdeling. Det fremgår af sagen, at A efter dommen af 23. marts 2007 har begået adskillige tyveriforhold, og at der er flere verserende sigtelser mod hende herfor.

Efter de foreliggende lægelige oplysninger om det åbenbare behov for behandling af A sammenholdt med oplysningerne om antallet af tyveriforhold begået efter dommen af 23. marts 2007 og hensynet til at forebygge ny kriminalitet finder retten, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der bør fastsættes en ny længstetid på 2 år for den idømte foranstaltning.

Thi bestemmes:

Længstetiden for foranstaltningen idømt A ved Københavns Byrets dom af 23. marts 2007 forlænges i 2 år.

- - -

Østre Landsrets kendelse.

Ved Københavns Byrets dom af 23. marts 2007 blev A fundet skyldig i 26 butikstyverier til en samlet værdi af ca. 6.500 kr. og dømt til at undergive sig ambulant psykiatrisk behandling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse. Længstetiden for den idømte foranstaltning er 5 år.

Ved Københavns Byrets kendelse af 9. februar 2012 (- - -) blev foranstaltningen forlænget i 2 år.

A har kæret denne kendelse med påstand om, at der ikke fastsættes en ny længstetid på 2 år.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Kæremålet har været forhandlet mundtligt.

Af retspsykiatrisk erklæring af 19. oktober 2006 fremgår blandt andet:

»Ved mentalundersøgelsen er observanden fundet svært personlighedsmæssigt forstyrret og svært anorektisk med kølige hænder, lanugohår i ansigtet og ekstrem afmagring. Hun virker selvcentreret og kontaktforstyrret og synes ikke at have en fuldgod forståelse for det alvorlige i sin spiseforstyrrelse. Hendes virkelighedsopfattelse med hensyn til hendes helbred virker forvrænget, således at hun samlet fungerer psykotisk. Der er vidtgående overensstemmelse mellem den klinisk psykiatriske og den testpsykologiske vurdering.

Observanden er herefter omfattet af straffelovens § 16, stk. 1. Såfremt hun findes skyldig skal, som mest formålstjenlig foranstaltning til at imødegå en ikke ubetydelig risiko for fornyet kriminalitet, anbefales, at hun - jf. samme lovs § 68, 2. pkt. - dømmes til ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen, således at kriminalforsorgen sammen med overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse.«

Der er afgivet supplerende forklaring A, der har forklaret blandt andet, at hun har været syg, siden hun var 13 år. Hun har været velfungerende, indtil hun fik behandlingsdommen. Før dommen var hun dog også indlagt i perioder. Efter dommen har hun stjålet, når hun har været på flugt og ikke har haft penge med. Det er typisk madvarer, hun har stjålet. Hun har en bolig i et bofællesskab i H. Hun er for tiden på den lukkede afdeling i H. Forud herfor var hun på Y Hospital. Behandlingsdommen forhindrer hende i at søge behandling. Hun har det meget svært på den lukkede afdeling, hvor hun ikke bliver forstået, men derimod chikaneret af medpatienterne. Hun er klar over, at hun også efter en ophævelse af foranstaltningen i perioder må være indlagt, men hun mener, at hun kan tage vare på sig selv. Hun får førtidspension og kan leve af den.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Dommerne B. Tegldal og Gry Berdiin udtaler:   

Vi tiltræder, at der efter de foreliggende lægelige oplysninger er et åbenbart behov for behandling af A.

Efter straffelovens § 68 a, stk. 1, 3. pkt., kan retten under særlige omstændigheder fastsætte en ny længstetid på 2 år. § 68 a, blev indsat ved lov nr. 438 af 31. maj 2000. Af bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslag nr. 144 af 8. december 1999 fremgår blandt andet, at »forlængelse kan imidlertid kun ske under særlige omstændigheder, f.eks. hvis den dømtes tilstand er blevet forværret på en sådan måde, at den pågældende frembyder fare for andre, eller hvor der i øvrigt ved længstetidens udløb foreligger et åbenbart behov for at fortsætte en behandling eller pleje, der er motiveret af kriminalitetsforebyggende hensyn.«

A har i 5 år været underlagt den idømte foranstaltning og har i længere perioder været indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. Henset til karakteren af den begåede kriminalitet findes der ikke at foreligge sådanne særlige omstændigheder, at hensynet til forebyggelse af nye butikstyverier med rimelighed kræver, at der fastsættes en ny længstetid på 2 år.

Vi stemmer derfor for at ændre byrettens kendelse således, at der ikke fastsættes en ny længstetid i medfør af straffelovens § 68 a, stk. 1, 3. pkt.

Dommer Ole Dybdahl udtaler:

Af de af byretten anførte grunde stemmer jeg for at stadfæste kendelsen.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Thi bestemmes:

Byrettens kendelse ændres således, at der ikke fastsættes en ny længstetid.

- - -