| |
14. Kontrol med foranstaltninger,
herunder forelæggelse for retten af ændringer eller forlængelse af
foranstaltninger eller forlængelse af længstetid for ophold i
institution
14.1. Generelt om statsadvokaternes kontrol med foranstaltninger
Statsadvokaterne fører kontrol med idømte
særforanstaltninger, jf. §§ 68-69. Kontrollen omfatter også domme efter
straffelovens § 73, hvor retten har bestemt, at der skal anvendes
foranstaltninger efter §§ 68-69, indtil eventuel overførsel til afsoning
kan ske. Kontrollen med forvaringsdømte varetages af Rigsadvokaten, jf.
afsnit 8.
Anklagemyndighedens pligt til at påse, at en foranstaltning ikke
opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt, er fastsat i
straffelovens § 72, stk. 1.
Bestemmelsen gælder også for foranstaltninger, der
er idømt før ikrafttrædelsen af lov nr. 438 af 31. maj 2000 om ændring
af straffeloven. Om domme afsagt før den 1. juli 2000 se i øvrigt
nedenfor afsnit 14.4.
Det er i bemærkningerne til § 68 a og § 69 a forudsat, at
statsadvokatens kontrol normalt skal indebære, at der én gang årligt
indhentes en erklæring fra afdelingen/tilsynsførende myndighed om
beho-vet for at opretholde foranstaltningen. Dette gælder uanset, om der
er fastsat en længstetid for foranstaltningen. I sager, hvor der er
fastsat en længstetid for ophold i institutionen, jf. straffelovens § 69
a, fører statsadvokaten også kontrol med længstetiden for opholdet i
institutionen, jf. også afsnit 9.1.2.2. og afsnit 14.2.
Denne kontrol skal føres for at sikre, at foranstaltningen bliver
ophævet, hvis behandlingsmæssige hensyn eller proportionalitetshensyn
ikke taler for at opretholde foranstaltningen, eller hvis risikoen for
recidiv ikke længere er til stede. Der kan således efter
omstændighederne være pligt til at indbringe spørgsmålet om at
opretholde foranstaltningen for retten før udløbet af en længstetid.
I Straffelovrådets betænkning nr. 1372/1999 om tidsbegrænsning af
foranstaltninger efter straffelovens § 68 og § 69 fremgår bl.a. følgende
om proportionalitetshensynet (side 67):
”I anklagemyndighedens vurdering af spørgsmålet om
foranstaltningsændring indgår således bl.a., hvilken tidsbestemt straf
der ville være idømt for det pågældende forhold. Ved denne vurdering
skal der imidlertid også tages hensyn til kriminalitetens art og grovhed
sammenholdt med den lægelige vurdering af risikoen for recidiv.”
Landsretten har i flere trykte afgørelser taget stilling til spørgsmålet
om proportionalitet.
I TfK 2006.376V var den tiltalte i 1998 blevet dømt til
anbringelse på en institution for personer med vidtgående psykisk
handicap for overtrædelser af straffelovens § 181, stk. 1. I maj 2000
blev foranstaltningen ændret til anbringelse på en lukket (sikret)
afdeling. Da domfældte i april 2005 begærede foranstaltningen ophævet
eller lempet, anførte landsretten bl.a. : ”På baggrund af de seneste
oplysnin-ger fra institutionen Kofoedsminde samt de lægelige oplysninger
i sagen, må det lægges til grund, at der er en nærliggende risiko for,
at kærende vil begå ny ligeartet eller anden personfarlig kriminalitet,
såfremt foranstaltningen ophæves eller lempes. Da endvidere såvel
institutionen Kofoedsminde samt en konsulent i psykologi og sexologi og
en speciallæge i psykiatri og Retslægerådet anbefaler, at de idømte
særforanstaltninger opretholdes, i hvert fald endnu i nogen tid, findes
opretholdelse af de iværksatte foranstaltninger ikke indtil videre at
være uproportionale; heller ikke selvom foranstaltningerne nu har varet
længere end den straf, kærende måtte antages at være blevet idømt,
såfremt han ikke var blevet frifundet i medfør af straffelovens § 16,
stk. 1.” Den idømte foranstaltning blev herefter opretholdt.
Det forhold, at en idømt foranstaltning har varet længere end den straf,
som den foranstaltningsdømte var blevet idømt, hvis den pågældende ikke
havde været straffri efter straffelovens § 16 eller § 69, bevirker ikke
nødvendigvis, at foranstaltningen er uproportional. Der bør i hver
enkelt sag foretages en konkret vurdering, hvor samtlige sagens momenter
herunder særlig risikoen for recidiv indgår.
Kontrollen med domme efter straffelovens § 73, hvor retten har idømt
straf, har det formål, at statsadvokaten skal påse, at foranstaltningen
kun anvendes, indtil det helbredsmæssigt er forsvarligt, at dom-fældte
overføres til en afsoningsanstalt. Statsadvokaten skal endvidere påse,
at spørgsmålet om eventuel forlængelse af længstetiden indbringes for
retten. Når overførsel til afsoningsinstitution kan ske, underretter
statsadvokaten Direktoratet for Kriminalforsorgen herom, jf. også afsnit
7.7.
Statsadvokatens kontrol efter straffelovens § 72 føres som nævnt ved, at
der en gang årligt fra den institution/myndighed, der varetager
fuldbyrdelsen af foranstaltningen, indhentes en erklæring om behovet for
opretholdelse af foranstaltningen. Varetages fuldbyrdelsen af
foranstaltningsdommen af flere institutioner/myndigheder, f.eks. en
psykiatrisk afdeling og Kriminalforsorgen, indhentes udta-lelser fra
begge.
Endvidere skal der indhentes en udskrift fra Kriminalregisteret, bl.a.
for at kontrollere, om domfældte er meddelt tiltalefrafald i
foranstaltningstiden.
En lægelig erklæring bør ifølge Retslægerådets Årsberetning 1994, side
107, indeholde følgende oplysninger:
”a: En kortfattet social anamnese samt oplysninger om
patientens aktuelle sociale situation, herunder hvilke sociale forhold
patienten eventuelt udskrives til.
b: Oplysninger om patientens legemlige helbredstilstand.
c: En psykiatrisk anamnese med gennemgang af sygdomsforløb,
behandling og behandlingseffekt. Ved indlæggelser beskrives årsagen til
indlæggelsen, varighed, tilstand under indlæggelsen, behandling og
udskrivningsdiagnose(r). Gentagne indlæggelser under stort set samme
sygdomsbillede kan eventuelt slås sammen.
d: En grundig psykopatologisk beskrivelse og vurdering med
diagnostiske overvejelser.
e: Patientens eget syn på den pådømte kriminalitet. Endvidere
redegøres for eventuel kriminalitet under behandlings-forløbet.
f: Den aktuelle behandlingsplan bør nøje anføres. Ved
psykofarmakologisk behandling nævnes præparat, dosis og
administrationsmåde samt hvorvidt behandlingen er – eller på noget
tidspunkt har været – givet ved tvang. Patientens holdning til og
forståelse af behandlingsplanen bør anføres, herunder hvorvidt patienten
kan antages at være motiveret for fortsat behandling, såfremt en sådan
er påkrævet, ved ændring/ophævelse af den idømte foranstaltning.
g: Et motiveret forslag til ændring/ophævelse af den idømte
foranstaltning, herunder en vurdering af risikoen for recidiv til
ligeartet kriminalitet.”
Er statsadvokaten efter at have modtaget den/de nævnte udtalelser i
tvivl om, hvorvidt foranstaltningen bør opretholdes, forlænges eller
ændres, kan der eventuelt være grundlag for at forelægge spørgsmålet
herom for Retslægerådet.
Der kan i øvrigt efter omstændighederne være grundlag for at indhente en
udtalelse fra bistandsværgen.
Det bemærkes i øvrigt, at der hidtil ikke af de institutioner mv., der
varetager fuldbyrdelsen af foranstaltningsdomme, er opkrævet betaling
for udstedelsen af erklæringer til statsadvokaten.
14.2. Særligt om kontrol med indlæggelser
Ifølge § 3, stk. 4, i cirkulære nr. 52 af 27. juni 2006 om
Kriminalforsorgens tilsyn med personer, der er idømt en foranstaltning
efter straffelovens § 68 eller § 69, skal Kriminalforsorgen underrette
statsadvokaten om indlæggelser i de tilfælde, hvor der i dommen er
fastsat en længstetid for ophold i institution, jf. § 69 a, stk. 1.
Endvidere påhviler det overlægerne på psykiatriske sygehuse mv. at give
meddelelse til statsadvokaten om enhver indlæggelse i henhold til domme,
hvor der efter den tidligere gældende bestemmelse i straffelovens § 69,
stk. 2 (nu § 69 a) er fastsat en længstetid for opholdet på institution,
jf. Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 10. juni 1988 (medtaget
som bilag 3).
Underretningen sker med henblik på statsadvokatens kontrol med
foranstaltningsdommen.
Der er ikke i nærværende meddelelse fastsat en pligt for
anklagemyndigheden til at indbringe spørgsmålet om godkendelse af
indlæggelser i henhold til dommen for retten, sådan som det var
tilfældet med hensyn til indlæggelser i henhold til domme til ambulant
psykiatrisk behandling med mulighed for indlæggelse (pkt. C.b.1. og
C.b.2.) i det tidligere gældende cirkulære nr. 234 af 10. december 1976
om foranstaltninger over for psykisk afvigende kriminelle.
Spørgsmålet om domstolsprøvelse af indlæggelser i henhold til
foranstaltningsdomme kan dog stadig give anledning til nogen tvivl. Der
henvises herom til det anførte i Retspsykiatri af Kramp, Lunn og Waaben,
1. udgave, 1996, side 107f, samt de der nævnte retsafgørelser.
Yderligere henvises til afgørelserne i U1996.1421V og i U2000.2311V.
Retningslinierne nedenfor er derfor behæftet med en vis usikkerhed.
Efter afgørelserne i U1995.121Ø og U2000.2311V er det min opfattelse, at
indlæggelse i henhold til domme om ambulant behandling – uanset om
indlæggelsen er frivillig eller ufrivillig – ikke skal indbringes for
retten, medmindre der foreligger en klage over indlæggelsen eller en
anmodning om domstolsprøvelse.
Hvis der af den domfældte, dennes bistandsværge eller advokat klages
over indlæggelsen eller fremsættes anmodning om domstolsprøvelse, skal
sagen derimod fremsendes til retten med en udtalelse fra
anklagemyndigheden om, hvorvidt der efter anklagemyndighedens opfattelse
af retten bør tages stilling til indlæggelsen. Opmærksomheden henledes i
den forbindelse på, at en klage over indlæggelse kan være udformet
sådan, at der reelt er tale om en anmodning om ændring eller ophævelse
af foranstaltningen, jf. straffelovens § 72.
I øvrigt henvises til bestemmelsen i retsplejelovens § 998, stk. 1, om
forelæggelse for retten af tvist med hensyn til dommens fortolkning
eller i andre henseender. Spørgsmål om, på hvilket hospital eller
afdeling indlæggelse skal ske, vil formentlig ikke være undergivet
rettens prøvelse, mens f.eks. spørgsmålet om, hvorvidt indlæggelsen er
besluttet af rette myndighed, må antages at være undergivet rettens
prøvelse, jf. herved U1996.1421V.
Rigsadvokaturen skal underrettes om domstolsafgørelser af generel
betydning vedrørende den retlige prøvelse af indlæggelser i henhold til
foranstaltningsdomme.
14.3. Kontrol med domme afsagt i medfør af straffelovens § 68, jf. §
68 a, eller § 69, jf. § 69 a
Straffelovens § 72 indebærer bl.a., at der efter omstændighederne kan
være pligt til at indbringe spørgsmålet om opretholdelse af den idømte
foranstaltning for retten før udløbet af den længstetid, der er fastsat
efter § 68 a, stk. 1 og 3, eller efter § 69 a, stk. 1 og 3, og før der
efter § 68 a, stk. 2, 2. pkt., indtræder pligt for anklagemyndigheden
til at forelægge spørgsmålet om opretholdelse af en tidsube-stemt
foranstaltning for retten.
14.3.1. Kontrol med foranstaltninger, hvor der er fastsat en
længstetid
Statsadvokaten skal påse, at der i god tid inden udløbet af tidsbestemte
foranstaltninger eller længstetid for opholdet bliver taget stilling
til, om anklagemyndigheden skal anmode om forlængelse af
foranstaltningen. Kontrollen med tidsbestemte foranstaltninger skal
tilrettelægges således, at de fornødne oplysninger foreligger så
tidligt, at sagen kan indbringes for retten i god tid, inden fristen
I sådanne sager bør anklagemyndigheden i forbindelse med, at sagen
indbringes for retten, anføre, hvornår længstetiden udløber, og under
henvisning hertil anmode om, at sagen berammes hurtigst muligt. Efter
sagens indbringelse for retten bør anklagemyndigheden endvidere følge op
på, at berammelse sker snarest.
Foranstaltninger med en længstetid på 5 år, jf. § 68 a, stk. 1, og § 69
a, stk. 1, kan under særlige omstændigheder forlænges med 2 år ad
gangen, jf. § 68 a, stk. 1, 3. pkt., og § 69 a, stk. 1, 3. pkt., og
afsnit 9.1.2. ovenfor.
Foranstaltninger med en længstetid på indtil 3 år, jf. § 68 a, stk. 3,
og § 69 a, stk. 3, kan under særlige omstændigheder forlænges. Den
samlede tid for foranstaltningen kan dog ikke overstige 5 år, jf. også
afsnit 9.2.
Når den fastsatte længstetid for en idømt foranstaltning udløber,
bortfalder foranstaltningen uden videre, medmindre anklagemyndigheden
forinden har indbragt spørgsmålet om forlængelse af længstetiden for
retten, jf. U2009.94Ø. I den nævnte sag blev den domfældte den 15.
januar 2003 for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 252, stk. 1, i
medfør af straffelovens § 16, stk. 1, jf. § 68, 2. pkt., idømt en
foranstaltning med en længstetid på 5 år. Den 27. november 2007 anmodede
anklagemyndigheden om forlængelse af længstetiden. Den 14. marts 2008
afviste byretten anmodningen med den begrundelse, at rettens afgørelse
om forlængelse skulle være truffet inden foranstaltningens udløb,
hvilket ikke var sket. Landsretten ophævede byrettens afgørelse, idet
straffelovens § 68 a, stk. 1, 3. pkt., måtte forstås således, at
forlængelse kan ske, når anklagemyndigheden har indbragt spørgsmålet om
forlængelse inden længstetidens udløb.
14.3.2. Kontrol med foranstaltninger, hvor der ikke er fastsat en
længstetid
Er der ikke fastsat en længstetid for foranstaltningen, jf. § 68 a, stk.
2, og § 69 a, stk. 2, skal anklagemyndigheden på eget initiativ
indbringe spørgsmålet om ændring eller ophævelse af foranstaltningen for
retten 5 år efter afgørelsen, medmindre spørgsmålet har været forelagt
for retten inden for de sidste 2 år. Derefter forelægges spørgsmålet for
retten mindst hvert andet år. Formålet med disse bestemmelser er at
sikre, at der jævnligt sker domstolsprøvelse af spørgsmålet om
opretholdelse af foranstaltninger, der er fastsat på ubestemt tid.
Også her gælder det, at de fornødne oplysninger skal foreligge så
tidligt, at sagen kan indbringes for retten i god tid inden fristen for
domstolsprøvelse udløber.
14.3.3. Kontrol med længstetid for ophold i institution
Når længstetiden for ophold i institution efter § 69 a, stk. 1, er
udløbet, kan indlæggelse i henhold til dommen ikke opretholdes eller
iværksættes, medmindre længstetiden bliver forlænget, jf. også ovenfor
under afsnit 9.1.2.2. Om fastsættelse af en ny længstetid for
institutionsophold efter udløbet af en tidligere fastsat længstetid for
ophold henvises til U2002.2425Ø.
Om den løbende kontrol med varigheden af opholdet på institution
henvises også til afsnit 14.2.
Hvis længstetiden for opholdet efter anklagemyndighedens opfattelse bør
forlænges, bør spørgsmålet herom derfor indbringes for retten i så god
tid, at retten har mulighed for at træffe afgørelse i sagen inden
udløbet af længstetiden.
14.3.4. Beregningen af længstetid for et ophold, jf. § 69 a, stk. 1, 1.
pkt.
Hvilke ophold, der skal indgå i beregningen af længstetiden for et
ophold fastsat i henhold til straffe-lovens § 69 a, stk. 1, 1. pkt., har
i praksis givet anledning til tvivl. Problemet opstår i sager, hvor den
pågældende, der er omfattet af personkredsen i straffelovens § 69, er
dømt til behandling på psykiatrisk afdeling, således at overlægen –
eventuelt sammen med Kriminalforsorgen – kan træffe bestem-melse om
genindlæggelse.
Vestre Landsret har i U2008.1071V truffet afgørelse om, at et ophold på
et særligt botilbud for voksne sindslidende ikke skulle medregnes ved
beregningen af længstetiden for ophold i henhold til en behandlingsdom.
Den domfældte var ved dom af 19. maj 2005 anset for omfattet af
straffelovens § 69 og dømt til at undergive sig behandling på
psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med
afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med
overlægen kunne træffe bestemmelse om genindlæggelse. Længstetiden for
foranstaltningen blev fastsat til 5 år og længstetiden for domfældtes
ophold på hospital for sindslidende til 1 år. Den 5. juli 2006 afsagde
byretten kendelse om, at den fastsatte længstetid for ophold på
institution blev forlænget til den 19. maj 2007. Domfældte havde siden
den 15. marts 2004 opholdt sig på en institution, der betegnede sig som
et særligt botilbud for voksne sindslidende, og efter afsigelsen af
dommen af 19. maj 2005 opholdt han sig fortsat der på frivillig basis. I
perioden fra den 26. oktober til den 7. november 2006 var domfældte
indlagt på psykiatrisk afdeling. Anklagemyndigheden anmodede i skrivelse
af 10. juli 2007 retten om fastsættelse af en ny længstetid for ophold
på hospital for sindslidende. Landsretten udtalte, at den institution,
som domfældte opholdt sig på, ikke var en psykiatrisk afdeling, og
domfældtes ophold på institutionen var derfor ikke en anbringelse i
henhold til dommen af 19. maj 2005, der skulle medreg-nes i længstetiden
for ophold. Da domfældte siden dommen kun havde været indlagt på
psykiatrisk afdeling i knap to uger, og da der derfor fortsat var
mulighed for anbringelse på psykiatrisk afdeling i godt 11½ måned inden
for længstetiden på 5 år, var der ikke anledning til ”på nuværende
tidspunkt” at fastsætte en ny længstetid for opholdet.
Vestre Landsret har efterfølgende den 20. maj 2008 afsagt yderligere en
kendelse vedrørende samme problemstilling.
I den pågældende sag var domfældte ved dom af 11. december 2006 fundet
omfattet af straffelovens § 69 og dømt til psykiatrisk behandling på
psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med
afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med
overlægen kan træffe bestemmelse om indlæggelse. Der blev ikke fastsat
længstetid for foranstaltningen. Længstetiden for opholdet blev fastsat
til 1 år. Domfældte havde fra november 2005 til januar 2008, hvor han
flyttede i egen bolig, haft ophold i en boenhed. Ifølge det oplyste var
målgruppen for den omhandlede boenhed mennesker med alvorlige psykiske
og sociale vanskeligheder. Der blev ydet pleje, omfattende specialiseret
hjælp i almindelige daglige funktioner, støtte til genoptræning, hjælp
til udvikling af færdigheder, støtte til nødvendig behandling hos læge,
fysioterapeut, og til at tage ordineret medi-cin. Behandlingen var
baseret på relationer mellem behandler og beboer. De ansatte var ikke
uddannede terapeuter. Domfældte havde alene været indlagt i lidt over 2
måneder på psykiatrisk hospital, hvorfor der ifølge overlægens
opfattelse ikke umiddelbart var behov for en forlængelse af længstetiden.
Ifølge en udtalelse fra en overlæge fra Regionspsykiatrien adskilte et
ophold i psykiatrisk afde-ling sig væsentligt fra opholdet på boenheden,
som var et bosted, hvor der ikke foregik lægeligt ledet behandling. De
muligheder for tvangsmæssig behandling, der er på en psykiatrisk
afdeling, var ifølge udtalelsen slet ikke eksisterende i boenheden. Et
ophold i en psykiatrisk afdeling var en aktiv behandling, hvorimod
ophold i boenheden ifølge udtalelsen var en videreførelse af en allerede
lægelig ordineret og institueret behandling. Landsretten fandt herefter,
at der efter de oplysninger, der forelå om boenheden, måtte antages at
være tale om et særligt botilbud for voksne sindslidende og ikke en
psykiatrisk afdeling, hvorfor opholdet ikke kunne anses som en
anbringelse i institution i henhold til dommen. Opholdet skulle derfor
ikke medregnes ved beregningen af længstetiden. På baggrund heraf fandt
landsretten ikke, at der på nuværende tidspunkt var anledning til at
forlænge længstetiden for opholdet.
På baggrund af de to kendelser fra Vestre Landsret må det lægges til
grund, at ikke alle institutionsophold uden videre skal medtages i
beregningen af længstetiden af et ophold, jf. § 69 a, stk. 1, 1. pkt.
Landsretten foretog i de to sager en konkret vurdering af, hvorvidt de
domfældte havde været anbragt på psykiatrisk afdeling eller i en
institution, der kunne betragtes som en psykiatrisk afdeling, idet alene
sådanne anbringelser skulle medtages i beregningen af længstetiden for
opholdet.
Det er på den baggrund Rigsadvokatens opfattelse, at der i sager, hvor
domfældte er dømt til behandling på psykiatrisk afdeling eller under
tilsyn heraf, og således at overlægen kan træffe bestemmelse om
genindlæggelse (eventuelt tillige med tilsyn af Kriminalforsorgen), og
hvor der i medfør af straffelovens § 69 a er fastsat en længstetid for
opholdet, som altovervejende udgangspunkt ved beregningen af
længstetiden for dette ophold alene skal medtages ophold på psykiatrisk
afdeling, herunder både tvangsmæssige og frivillige ophold.
Det kan dog ikke udelukkes, at der efter en konkret vurdering kan være
andre ophold, der skal medtages ved beregningen af længstetiden for
opholdet.
Dette kan efter rigsadvokaturens opfattelse i givet fald særlig blive
aktuelt, hvis det pågældende sted/institution tilbyder en psykiatrisk
behandling af tilsvarende karakter som den behandling, der tilbydes på
en psykiatrisk afdeling, dvs. en lægelig behandling.
14.4. Kontrol med domme afsagt før den 1. juli 2000
Som anført ovenfor i afsnit 14.1. gælder bestemmelsen i straffelovens §
72 om statsadvokaternes pligt til at føre kontrol med idømte
særforanstaltninger også for foranstaltninger, der er idømt før 1. juli
2000, hvor lov nr. 438 af 31. maj 2000 trådte i kraft. For disse
foranstaltninger er der således ikke fastsat en længstetid.
Det gælder for disse foranstaltninger, at anklagemyndigheden på eget
initiativ skal have indbragt spørgsmålet om ændring eller ophævelse for
retten 3 år (ikke-frihedsberøvende foranstaltninger) eller 5 år
(frihedsberøvende foranstaltninger) fra dommen blev sagt, medmindre
spørgsmålet tidligere har været forelagt for retten.
Det vil herefter bero på en konkret vurdering, om anklagemyndigheden i
medfør af straffelovens § 72, stk. 1, senere på ny skal indbringe disse
sager for retten af egen drift, jf. bemærkningerne til
ikrafttrædelsesbestemmelserne i § 2 i lov nr. 438 af 31. maj 2000. Der
skal dog løbende føres kontrol med idømte foranstaltninger, således at
det sikres, at foranstaltningen ikke opretholdes i længere tid og videre
omfang end nødvendigt.
15. Sagsbehandling, når domfældte eller andre begærer en foranstaltning
ophævet
En begæring om ophævelse af en foranstaltning kan fremsættes af
domfældte, bistandsværgen, anklagemyndigheden, institutionens ledelse
eller Kriminalforsorgen, jf. straffelovens § 72, stk. 2. Også andre kan
på vegne af den domfældte fremsætte begæring om ophævelse af en
foranstaltning, f.eks. et af domfældtes familiemedlemmer eller en
advokat.
Sager, hvor der rejses spørgsmål om ophævelse af en foranstaltning,
forelægges for statsadvokaten, der herefter indhenter følgende
oplysninger, forinden sagen forelægges for retten:
1)
En udtalelse fra afdelingen/institutionen om domfældtes
behandlingsforløb, herunder en udtalelse om, hvorvidt det kan anbefales,
at foranstaltningen ophæves eller eventuelt ændres. Om indholdet af
erklæringen henvises til afsnit 14.1.
2)
En udtalelse fra Kriminalforsorgen i de sager, hvor domfældte har været
undergivet tilsyn af Kriminalforsorgen.
3)
En udskrift fra Kriminalregisteret.
4)
Eventuelt en udtalelse fra bistandsværgen.
Statsadvokaten tager herefter – eventuelt efter sagens forelæggelse for
Retslægerådet – stilling til, hvilken påstand anklagemyndigheden skal
nedlægge under sagens behandling i retten. Sagen sendes til
politidirektøren med anmodning om, at sagen indbringes for retten.
Statsadvokaten kan eventuelt i den forbindelse meddele, at byrettens
afgørelse skal kæres med opsættende virkning, hvis kendelsen ikke følger
anklagemyndighedens påstand.
|