TfK 2000.613/3

 

 

V.L.K. 14. august 2000 i kære 3. afd. S-1336-00

(Inger Nørgaard, Olav D. Larsen, Linda Hangaard (kst.)).

Anklagemyndigheden mod A (adv. Alexander Tychsen, Toftlund, e.o.).


Rødding Rets kendelse 16. maj 2000.



Ved — — — rets dom af — — — august 1999 blev A fundet skyldig i overtrædelse af våbenloven ved på sin bopæl at have besiddet et oversavet jagtgevær og overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved på sin bopæl at have truet en hjemmesygeplejerske med en pistol. I overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand blev tiltalte anset for omfattet af straffelovens § 69 og dømt til at undergive sig ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk sygehus eller afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at der af Kriminalforsorgen i forbindelse med overlægen kunne træffes bestemmelse om indlæggelse. Længstetiden for opholdet på psykiatrisk sygehus eller afdeling blev ved dommen fastsat til 3 måneder.


Under denne sag har anklagemyndigheden nedlagt påstand om, at retten i medfør af straffelovens § 72 godkender, at domfældte i henhold til dommen har været indlagt i perioderne 26. oktober - 10. november 1999, 14. december 1999 -3. januar 2000, 2. marts 2000 - 21. marts 2000 og 4. april 2000 - 7. april 2000. Anklagemyndigheden har desuden nedlagt påstand om, at længstetiden for opholdet på institution i medfør af straffelovens § 69, stk. 2, forlænges med 6 måneder.


Domfældte har protesteret mod, at retten tager stilling til spørgsmålet om, hvorvidt indlæggelserne har været berettiget. Domfældte her endvidere protesteret mod, at der sker en forlængelse af længstetiden.


— — —


Domfældte oplyste indledningsvis, at han siden dommen ialt har været indlagt 4 gange. Det kan godt passe, at 1. indlæggelse var i perioden 14. december til 3. januar, og at 2. indlæggelse blev påbegyndt den 17. februar 2000. Den varede 14 dage-3 uger. Det kan også godt passe, at 3. indlæggelse var i perioden 2. marts til 4. april. Domfældte er desuden blevet indlagt for 4 dage siden og er stadig indlagt. Samtlige indlæggelser er sket frivilligt, bortset fra den ene af indlæggelserne, hvor han blev afhentet af politiet. Lige nu er han indlagt frivilligt. At det er frivilligt, har han fået at vide af D. Han husker det ikke. Når han bliver indlagt, skyldes det, at han har problemer med alkohol. Han kan ikke styre det. Det er ikke sådan, at han bliver gal. Han har en enkelt gang smækket en dame én på hovedet, fordi hun ødelagde 2 fjernsyn hos ham. Desuden er domfældte sommetider bange. Han får også krampeanfald. Han vil protestere mod, at længstetiden i henhold til dommen forlænges. Han vil selv bestemme, hvornår han skal indlægges. Han har i år været indlagt 5 gange, og det er for meget. Den ene af indlæggelserne skete på den måde, at politiet kom og hentede ham. Han havde forinden talt med D. Han ved ikke, hvem der havde ringet til politiet. Han tog frivilligt med politiet, da de kom og hentede ham.


D [Kriminalforsorgen] oplyste, at årsagen til, at politiet måtte afhente domfældte, var, at domfældte havde ringet til hende og fortalt, at han havde købt en 9 mm pistol. Man turde derfor ikke tage nogen chancer. Den samme gang havde domfældte også ringet på 112, idet han var faldet i sin lejlighed og var kommet i klemme mellem 2 møbler. Domfældte var på dette tidspunkt også angstpræget og havde hallucinationer. Domfældte har været indlagt fra den 30. marts til den 5. april.


Domfældte påhørte protokollatet. Han tilføjede, at han ikke havde købt nogen pistol, men at det godt kan være, at han har sagt det til D i telefonen. Han har nok sagt det, for at blive indlagt og for at få hjælp.


Overlæge Niels Ljungberg, Amtssygehuset i Ribe, forklarede — — —, at domfældte siden dommen har været indlagt ialt 5 gange. 1. indlæggelse var i perioden 26. oktober til 10. november 1999, 2. indlæggelse fra 14. december 1999 til 3. januar 2000, 3. indlæggelse fra 2. marts til 21. marts 2000 og 4. indlæggelse fra 4. april til 7. april 2000. Domfældte er igen blevet indlagt den 4. maj 2000 og er stadig indlagt. Alle indlæggelser skete i samråd med vidnet og Kriminalforsorgen. Den sidste indlæggelse, indlæggelsen den 4. maj 2000, må betragtes som frivillig, idet domfældte under et møde med Kriminalforsorgen blev enig med Kriminalforsorgens medarbejdere om en indlæggelse. Domfældtes store problem er, at han kan drikke, også selv om han tager antabus, og han gør det. Han kan kun komme ud af sit alkoholmisbrug, hvis han motiveres for det, og denne motivation kan domfældte kun opnå i forbindelse med indlæggelse. Der er tale om et behandlingsforløb på minimum 2 år, og der vil i dommen blive brug for en længstetid på minimum 2 år. Det kan godt vise sig nødvendig med en behandlingstid som er væsentlig længere. Det har vist sig, at når domfældte er udskrevet, begynder han efter kort tid at drikke, og så er der ingen, der kan nå ham. De 3 måneder, som er den fastsatte længstetid i dommen, er ingenting bevendt og er snart opbrugt. Der kan ikke indenfor en så kort periode udføres et ordentligt stykke arbejde med domfældte. Domfældte kan ikke selv komme ud af sit misbrug. Samtlige indlæggelser er sket på samme grundlag, idet domfældte har været påvirket i betydelig grad. Han har set slanger og haft angstanfald. Når domfældte er udskrevet, er han ikke alkoholfri i ret lang tid ad gangen. Han har behov for at lære sig selv at kende som ædru, og dette vil kun kunne ske under indlæggelse. Vidnet tror ikke på domfældtes egen vurdering af sine muligheder for at styre det. Efter vidnets vurdering har domfældte svært ved at kende forskel på løgn og sandhed. I perioden fra udskrivningen den 7. april 2000 og til den nye indlæggelse den 4. maj 2000, drak domfældte så kraftigt, at vidnet og Kriminalforsorgen overvejede en ny indlæggelse, men dette blev foreløbigt opgivet, idet man ville vente og se, hvad der kom ud af sagens behandling i retten.

Rettens bemærkninger:



Det lægges efter overlæge Niels Ljungbergs forklaring til grund, at de omhandlede 4 indlæggelser er sket tvangsmæssigt. Det følger ikke direkte af ordlyden i straffelovens § 72, at der skal ske en retlig prøvelse af indlæggelserne, der har haft hjemmel i den afsagte dom. I betragtning af, at der er tale om en tidsbestemt foranstaltning, og under hensyn til domfældtes holdning til en retlig prøvelse, findes det heller ikke efter Den Europæiske Menneskeretskonvention artikel 5, stk. 4, påkrævet, at de stedfundne frihedsberøvelser prøves retligt i realiteten. Som følge heraf tages indlæggelserne ikke under påkendelse.


Det lægges efter overlæge Niels Ljungbergs forklaring til grund, at domfældte har behov for fortsat at være under behandling for sit alkoholmisbrug, og at der vil være tale om et langvarigt forløb, som domfældte ikke vil kunne gennemføre på frivillig basis. En forlængelse af længstetiden, der skal have nogen behandlingsmæssig effekt, skal ifølge overlægen være betydelig. En sådan forlængelse vil imidlertid stå i et misforhold til den straf, som den begåede kriminalitet kunne have udløst. Trods domfældtes åbenbare behov for behandling, findes der herefter ikke at foreligge sådanne særlige omstændigheder, at længstetiden i medfør af straffelovens § 69, stk. 2, kan forlænges.

Thi bestemmes:


De tvangsmæssige indlæggelser af domfældte A efterprøves ikke.


Begæringen om forlængelse af den ved dommen af 30. august 1999 fastsatte længstetid imødekommes ikke. — — —

Vestre Landsrets kendelse.


— — — Kæremålet har været behandlet mundtligt.


Anklagemyndigheden har gentaget sine påstande om godkendelse af de fire indlæggelser og om forlængelse af længstetiden for opholdet på psykiatrisk sygehus eller afdeling med 6 måneder. Anklagemyndigheden har endvidere i tilknytning til den sidstnævnte påstand påstået fastsat en længstetid på 5 år for foranstaltningen bestemt ved dommen af 30. august 1999, jf. straffelovens § 69 a som indsat ved lov nr. 438 af 31. maj 2000.


Anklagemyndigheden har vedrørende spørgsmålet om godkendelse henvist til Rigsadvokatens cirkulære nr. 234 af 10. december 1976 pkt. C.b.


A har påstået stadfæstelse.


Det er for landsretten oplyst, at A også efter byrettens kendelse har været indlagt i perioder, og at den samlede indlæggelsestid nu udgør 89 dage.


Overlæge Nielse Ljungberg har supplerende forklaret, at A fortsat viser tegn på sindssygdom. Der er en latent risiko for, at A vil begå ny kriminalitet, og A's behandlingsbehov er uændret.


Landsrettens begrundelse og resultat:



Ved dommen af — — — august 1999 blev A dømt til ambulant psykiatrisk behandling, således, at der af Kriminalforsorgen i forbindelse med overlægen kan træffes bestemmelse om indlæggelse. Længstetiden for opholdet på psykiatrisk sygehus eller afdeling blev fastsat til 3 måneder.


Dommerne Olav D. Larsen og Linda Hangaard udtaler herefter:


Beslutningerne om de fire tvangsindlæggelser er blevet truffet af Kriminalforsorgen i forbindelse med overlægen, og A har ikke ønsket en retlig prøvelse af indlæggelserne.


Under disse omstændigheder tiltrædes det, at det hverken følger af straffelovens § 72 eller af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 4, at der skal foretages en retlig prøvelse af de fire indlæggelser.


DommerInger Nørgaard udtaler:


Uanset at A har protesteret mod en retlig prøvelse af indlæggelserne, finder jeg ikke, at der er grundlag for at afvise anklagemyndighedens begæring om godkendelse af indlæggelserne. Jeg har herved tillagt det afgørende betydning, at det er en retssikkerhedsmæssig garanti for A, at der sker en retlig prøvelse af, at anvendelsen af indlæggelsesadgang i henhold til dommen ikke udnyttes i videre omfang end påkrævet og ud over, hvad dommen muliggør. Jeg finder endvidere, at en retlig prøvelse - uanset A's indstilling til en sådan - under hensyn til at der er tale om en tidsubestemt foranstaltning, selv om der er fastsat længstetid for ophold, er bedst stemmende med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 4. Byretten burde derfor have realitetsbehandlet anklagemyndighedens begæring. Under hensyn til oplysningerne om begrundelse for og varigheden af indlæggelserne finder jeg, at indlæggelserne kan godkendes.


Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.


Samtlige dommere udtaler herefter:


Med samme begrundelse, som byretten har anført, tiltrædes det, at der ikke er grundlag for at forlænge den fastsatte længstetid på 3 måneder.


Efter udfaldet af stemmeafgivningen stadfæster landsretten herefter i det hele kendelsen. — — —