|
V.L.K. 14. august 2000 i kære 3. afd. S-1336-00
(Inger Nørgaard, Olav D. Larsen, Linda Hangaard (kst.)).
Anklagemyndigheden mod A (adv. Alexander Tychsen, Toftlund,
e.o.).
Rødding Rets kendelse 16. maj 2000.
Ved — — — rets dom af — — — august 1999 blev A fundet
skyldig i overtrædelse af våbenloven ved på sin bopæl at
have besiddet et oversavet jagtgevær og overtrædelse af
straffelovens § 119, stk. 1, ved på sin bopæl at have truet
en hjemmesygeplejerske med en pistol. I overensstemmelse med
anklagemyndighedens påstand blev tiltalte anset for omfattet
af straffelovens § 69 og dømt til at undergive sig ambulant
psykiatrisk behandling ved psykiatrisk sygehus eller
afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, således at der af
Kriminalforsorgen i forbindelse med overlægen kunne træffes
bestemmelse om indlæggelse. Længstetiden for opholdet på
psykiatrisk sygehus eller afdeling blev ved dommen fastsat
til 3 måneder.
Under denne sag har anklagemyndigheden nedlagt påstand om,
at retten i medfør af straffelovens § 72 godkender, at
domfældte i henhold til dommen har været indlagt i
perioderne 26. oktober - 10. november 1999, 14. december
1999 -3. januar 2000, 2. marts 2000 - 21. marts 2000 og 4.
april 2000 - 7. april 2000. Anklagemyndigheden har desuden
nedlagt påstand om, at længstetiden for opholdet på
institution i medfør af straffelovens § 69, stk. 2,
forlænges med 6 måneder.
Domfældte har protesteret mod, at retten tager stilling til
spørgsmålet om, hvorvidt indlæggelserne har været
berettiget. Domfældte her endvidere protesteret mod, at der
sker en forlængelse af længstetiden.
— — —
Domfældte oplyste indledningsvis, at han siden dommen ialt
har været indlagt 4 gange. Det kan godt passe, at 1.
indlæggelse var i perioden 14. december til 3. januar, og at
2. indlæggelse blev påbegyndt den 17. februar 2000. Den
varede 14 dage-3 uger. Det kan også godt passe, at 3.
indlæggelse var i perioden 2. marts til 4. april. Domfældte
er desuden blevet indlagt for 4 dage siden og er stadig
indlagt. Samtlige indlæggelser er sket frivilligt, bortset
fra den ene af indlæggelserne, hvor han blev afhentet af
politiet. Lige nu er han indlagt frivilligt. At det er
frivilligt, har han fået at vide af D. Han husker det ikke.
Når han bliver indlagt, skyldes det, at han har problemer
med alkohol. Han kan ikke styre det. Det er ikke sådan, at
han bliver gal. Han har en enkelt gang smækket en dame én på
hovedet, fordi hun ødelagde 2 fjernsyn hos ham. Desuden er
domfældte sommetider bange. Han får også krampeanfald. Han
vil protestere mod, at længstetiden i henhold til dommen
forlænges. Han vil selv bestemme, hvornår han skal
indlægges. Han har i år været indlagt 5 gange, og det er for
meget. Den ene af indlæggelserne skete på den måde, at
politiet kom og hentede ham. Han havde forinden talt med D.
Han ved ikke, hvem der havde ringet til politiet. Han tog
frivilligt med politiet, da de kom og hentede ham.
D [Kriminalforsorgen] oplyste, at årsagen til, at politiet
måtte afhente domfældte, var, at domfældte havde ringet til
hende og fortalt, at han havde købt en 9 mm pistol. Man
turde derfor ikke tage nogen chancer. Den samme gang havde
domfældte også ringet på 112, idet han var faldet i sin
lejlighed og var kommet i klemme mellem 2 møbler. Domfældte
var på dette tidspunkt også angstpræget og havde
hallucinationer. Domfældte har været indlagt fra den 30.
marts til den 5. april.
Domfældte påhørte protokollatet. Han tilføjede, at han ikke
havde købt nogen pistol, men at det godt kan være, at han
har sagt det til D i telefonen. Han har nok sagt det, for at
blive indlagt og for at få hjælp.
Overlæge Niels Ljungberg, Amtssygehuset i Ribe, forklarede —
— —, at domfældte siden dommen har været indlagt ialt 5
gange. 1. indlæggelse var i perioden 26. oktober til 10.
november 1999, 2. indlæggelse fra 14. december 1999 til 3.
januar 2000, 3. indlæggelse fra 2. marts til 21. marts 2000
og 4. indlæggelse fra 4. april til 7. april 2000. Domfældte
er igen blevet indlagt den 4. maj 2000 og er stadig indlagt.
Alle indlæggelser skete i samråd med vidnet og
Kriminalforsorgen. Den sidste indlæggelse, indlæggelsen den
4. maj 2000, må betragtes som frivillig, idet domfældte
under et møde med Kriminalforsorgen blev enig med
Kriminalforsorgens medarbejdere om en indlæggelse.
Domfældtes store problem er, at han kan drikke, også selv om
han tager antabus, og han gør det. Han kan kun komme ud af
sit alkoholmisbrug, hvis han motiveres for det, og denne
motivation kan domfældte kun opnå i forbindelse med
indlæggelse. Der er tale om et behandlingsforløb på minimum
2 år, og der vil i dommen blive brug for en længstetid på
minimum 2 år. Det kan godt vise sig nødvendig med en
behandlingstid som er væsentlig længere. Det har vist sig,
at når domfældte er udskrevet, begynder han efter kort tid
at drikke, og så er der ingen, der kan nå ham. De 3 måneder,
som er den fastsatte længstetid i dommen, er ingenting
bevendt og er snart opbrugt. Der kan ikke indenfor en så
kort periode udføres et ordentligt stykke arbejde med
domfældte. Domfældte kan ikke selv komme ud af sit misbrug.
Samtlige indlæggelser er sket på samme grundlag, idet
domfældte har været påvirket i betydelig grad. Han har set
slanger og haft angstanfald. Når domfældte er udskrevet, er
han ikke alkoholfri i ret lang tid ad gangen. Han har behov
for at lære sig selv at kende som ædru, og dette vil kun
kunne ske under indlæggelse. Vidnet tror ikke på domfældtes
egen vurdering af sine muligheder for at styre det. Efter
vidnets vurdering har domfældte svært ved at kende forskel
på løgn og sandhed. I perioden fra udskrivningen den 7.
april 2000 og til den nye indlæggelse den 4. maj 2000, drak
domfældte så kraftigt, at vidnet og Kriminalforsorgen
overvejede en ny indlæggelse, men dette blev foreløbigt
opgivet, idet man ville vente og se, hvad der kom ud af
sagens behandling i retten.
Rettens bemærkninger:
Det lægges efter overlæge Niels Ljungbergs forklaring til
grund, at de omhandlede 4 indlæggelser er sket
tvangsmæssigt. Det følger ikke direkte af ordlyden i
straffelovens § 72, at der skal ske en retlig prøvelse af
indlæggelserne, der har haft hjemmel i den afsagte dom. I
betragtning af, at der er tale om en tidsbestemt
foranstaltning, og under hensyn til domfældtes holdning til
en retlig prøvelse, findes det heller ikke efter Den
Europæiske Menneskeretskonvention artikel 5, stk. 4,
påkrævet, at de stedfundne frihedsberøvelser prøves retligt
i realiteten. Som følge heraf tages indlæggelserne ikke
under påkendelse.
Det lægges efter overlæge Niels Ljungbergs forklaring til
grund, at domfældte har behov for fortsat at være under
behandling for sit alkoholmisbrug, og at der vil være tale
om et langvarigt forløb, som domfældte ikke vil kunne
gennemføre på frivillig basis. En forlængelse af
længstetiden, der skal have nogen behandlingsmæssig effekt,
skal ifølge overlægen være betydelig. En sådan forlængelse
vil imidlertid stå i et misforhold til den straf, som den
begåede kriminalitet kunne have udløst. Trods domfældtes
åbenbare behov for behandling, findes der herefter ikke at
foreligge sådanne særlige omstændigheder, at længstetiden i
medfør af straffelovens § 69, stk. 2, kan forlænges.
Thi bestemmes:
De tvangsmæssige indlæggelser af domfældte A efterprøves
ikke.
Begæringen om forlængelse af den ved dommen af 30. august
1999 fastsatte længstetid imødekommes ikke. — — —
Vestre Landsrets kendelse.
— — — Kæremålet har været behandlet mundtligt.
Anklagemyndigheden har gentaget sine påstande om godkendelse
af de fire indlæggelser og om forlængelse af længstetiden
for opholdet på psykiatrisk sygehus eller afdeling med 6
måneder. Anklagemyndigheden har endvidere i tilknytning til
den sidstnævnte påstand påstået fastsat en længstetid på 5
år for foranstaltningen bestemt ved dommen af 30. august
1999, jf. straffelovens § 69 a som indsat ved lov nr. 438 af
31. maj 2000.
Anklagemyndigheden har vedrørende spørgsmålet om godkendelse
henvist til Rigsadvokatens cirkulære nr. 234 af 10. december
1976 pkt. C.b.
A har påstået stadfæstelse.
Det er for landsretten oplyst, at A også efter byrettens
kendelse har været indlagt i perioder, og at den samlede
indlæggelsestid nu udgør 89 dage.
Overlæge Nielse Ljungberg har supplerende forklaret, at A
fortsat viser tegn på sindssygdom. Der er en latent risiko
for, at A vil begå ny kriminalitet, og A's behandlingsbehov
er uændret.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Ved dommen af — — — august 1999 blev A dømt til ambulant
psykiatrisk behandling, således, at der af Kriminalforsorgen
i forbindelse med overlægen kan træffes bestemmelse om
indlæggelse. Længstetiden for opholdet på psykiatrisk
sygehus eller afdeling blev fastsat til 3 måneder.
Dommerne Olav D. Larsen og Linda Hangaard udtaler herefter:
Beslutningerne om de fire tvangsindlæggelser er blevet
truffet af Kriminalforsorgen i forbindelse med overlægen, og
A har ikke ønsket en retlig prøvelse af indlæggelserne.
Under disse omstændigheder tiltrædes det, at det hverken
følger af straffelovens § 72 eller af Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 4, at der skal
foretages en retlig prøvelse af de fire indlæggelser.
DommerInger Nørgaard udtaler:
Uanset at A har protesteret mod en retlig prøvelse af
indlæggelserne, finder jeg ikke, at der er grundlag for at
afvise anklagemyndighedens begæring om godkendelse af
indlæggelserne. Jeg har herved tillagt det afgørende
betydning, at det er en retssikkerhedsmæssig garanti for A,
at der sker en retlig prøvelse af, at anvendelsen af
indlæggelsesadgang i henhold til dommen ikke udnyttes i
videre omfang end påkrævet og ud over, hvad dommen muliggør.
Jeg finder endvidere, at en retlig prøvelse - uanset A's
indstilling til en sådan - under hensyn til at der er tale
om en tidsubestemt foranstaltning, selv om der er fastsat
længstetid for ophold, er bedst stemmende med Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 4. Byretten
burde derfor have realitetsbehandlet anklagemyndighedens
begæring. Under hensyn til oplysningerne om begrundelse for
og varigheden af indlæggelserne finder jeg, at
indlæggelserne kan godkendes.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Samtlige dommere udtaler herefter:
Med samme begrundelse, som byretten har anført, tiltrædes
det, at der ikke er grundlag for at forlænge den fastsatte
længstetid på 3 måneder.
Efter udfaldet af stemmeafgivningen stadfæster landsretten
herefter i det hele kendelsen. — — —
|