TfK 2011.1092 ØLD

Ø.L.D. 28. september 2011 i anke 21. afd. S-1251-11
 

 

Anklagemyndigheden mod T1 (adv. Nils Meldahl, besk.).
(Sanne Kolmos, Bloch Andersen og Tine Egelund Thomsen (kst.) med domsmænd).

Nykøbing Falster Rets dom af 28. marts 2011:



Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.


Anklageskrift er modtaget den 13. januar 2011.


T2 og T1 er tiltalt for


tiltalte T1


overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 3. pkt., jf. stk. 7, jf. §§ 1, 2 og 3 ved d. 28. februar 2009 og i nogen tid forud i forbindelse med sit erhverv som hyrde på ejendommen L- vej, at have behandlet en gedebesætning således, idet han undlod at fodre og vande dyrene tilstrækkeligt, at 13 ud af 21 geder døde som følge af manglende foder og vand.


tiltalte T2


overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, 3. pkt., jf. stk. 7, jf. §§ 1, 2 og 3 jf. straffelovens § 23 ved i forbindelse med ovennævnte ansættelsesforhold i forbindelse med erhverv ved landbrugsproduktion som repræsentant for tiltalte T1's arbejdsgiver at have undladt at kontrollere, at dyrene blev passet ordentligt.


Påstande


Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.


Der nedlægges endvidere i medfør af dyreværnslovens § 29, stk. 1, 1. pkt., påstand om, at de tiltalte frakendes retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr i et af retten fastsat tidsrum.


De tiltalte har nægtet sig skyldige.


Sagens oplysninger


Der er afgivet forklaring af de tiltalte, af medsigtede A og af vidnet B. Forklaringerne gengives ikke, jf. retsplejelovens § 218a, stk. 4, jf. § 714, jf. § 712, stk. 1.


De tiltalte er ikke tidligere straffet.


Det Veterinære Sundhedsråd har i udtalelse af 14. september 2010 på baggrund af dyrlægeattest af 5. marts 2009 fra dyrlæge B om omstændighederne, hvorunder dyrene blev fundet konkluderende anført, at dyrene har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling.


Rettens begrundelse og afgørelse



På baggrund af Det Veterinære Sundhedsråds udtalelse lægger retten ved afgørelsen til grund, at dyrene har været udsat for groft uforsvarlig behandling med karakter af mishandling.


Retten lægger endvidere til grund, at den afgørende årsag til gedernes tilstand, herunder flere af gedernes død, var manglende fodring og pasning.


På baggrund af forklaringerne i sagen lægger retten til grund, at tiltalte T1 af tiltalte T2 i efteråret 2008 blev ansat som hyrde med henblik på pasning af T2's fårebesætning, og at der efter fælles aftale blev indkøbt en gedebesætning på 110 dyr, der blev placeret på B-vej og efterfølgende 20 geder, der blev anbragt på L-vej, hvor T1 boede til leje hos medsigtede A, idet T1 tillige skulle passe gederne.


Retten lægger videre - og i overensstemmelse med T2's og A's forklaringer - til grund, at det i løbet af januar 2009 blev aftalt, at T1 ikke længere skulle stå for pasningen af de ca. 20 nyfødte gedekid, der efter læmning blandt bestanden på B-vej var flyttet L-vej, og således at det ikke af hverken T2 eller A til T1 blev tilkendegivet, at han ikke skulle tage sig af pasningen af gedebesætningen, herunder sørge for foder og vand.


Retten forkaster således T1's forklaring herom. Retten lægger herved dels vægt på det usandsynlige i, at T2 og A med T1 skulle aftale, at T1 fortsat skulle tage sig af fårebesætningen på B-vej, men ikke gederne sammesteds eller på L-vej, således at T2 og A i givet fald skulle tage til L-vej, hvor T1 boede, for dér at forestå fodring m.v. af gederne, i stedet for at lade T1 stå for dette, ligesom T2 og A's forklaring støttes af indholdet af sms'erne fra T1's mobiltelefon.


Da T1 har forklaret, at han ikke gav gederne hverken vand eller foder, finder retten T1 skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltalte, hvorved bemærkes, at forholdet under hensyntagen til T1's stilling som hyrde foruden til dyreværnslovens § 1 tillige findes at kunne henføres til dyreværnslovens § 2 og § 3 om den, der holder dyr, ligesom retten henfører forholdet til dyreværnslovens § 28, stk. 7, da forholdet er begået som led i T1's erhverv som hyrde.


For så vidt angår T2 bemærker retten, at T2 som arbejdsgiver og besætningsejer har et selvstændigt ansvar for at sikre, at dyrene behandles forsvarligt. Ved vurderingen af, hvorvidt T2 ved manglende tilsyn har overtrådt dyreværnsloven lægger retten afgørende vægt på, at han havde ansat T1 som hyrde med ansvar for gedebesætningen på begge ejendomme, at T1 havde erfaring hermed og desuden havde 20 års erfaring med at fodre grise og til, at T1's arbejde efter januar 2009 reelt alene bestod i fodring og gederne. T2 har således efter rettens opfattelse haft en berettiget forventning om, at T1 ville udføre de ham pålagte pligter, således at gedebestanden fik den fornødne pasning, herunder vand og foder, ligesom T2 under henvisning til T1's opsigelse af lejemålet til udgangen af februar 2009, og da andet ikke er meddelt fra T1's side, har måttet gå ud fra, at T1 fortsat beboede ejendommen på L-vej. Retten finder ikke, at T2 dels i forbindelse med »hjemtagningen« af de nyfødte gedekid og dels i øvrigt ved T1's opførsel eller egne eller A's iagttagelser under besøgene på L-vej fik oplysninger, der måtte indicere, at gederne blev misrøgtet, hvorfor T2 frifindes for den rejste tiltale.


Straffen for T1 fastsættes til fængsel i 30 dage, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 1, 3. pkt., jf. stk. 7, jf. §§ 1, 2 og 3


Retten har navnlig lagt vægt på, at behandlingen af dyrene har haft karakter af mishandling. Der er ikke anført sådanne formildende omstændigheder, at der er grundlag for at gøre straffen helt eller delvis betinget.


Da behandlingen af dyrene har haft karakter af mishandling, og da forholdene er begået som led i T1's erhverv som hyrde, findes betingelserne for rettighedsfrakendelse efter dyreværnslovens § 29, stk. 1, 1. pkt., opfyldt.

Thi kendes for ret:


Tiltalte T2 frifindes.


Tiltalte T1 skal straffes med fængsel i 30 dage.


Tiltalte T1 frakendes retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr i 3 år fra endelig dom.

Østre Landsrets dom:



Nykøbing Falster Rets dom af 28. marts 2011 (- - -) er anket af T1 med endelig påstand om formildelse, herunder at han ikke skal frakendes retten til at eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr.


Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, således at rettighedsfrakendelsens længde fastsættes til 5 år.


Tiltalte har i landsretten afgivet supplerende forklaring.


Tiltalte har forklaret blandt andet, at de 20 geder kom til L-vej omkring 1. december 2008. Han fik omkring den 1. januar 2009 at vide, at han ikke skulle tage sig af gederne længere - kun fårene. Han passede herefter ikke gederne. Der blev ikke lavet nogen ny ansættelseskontrakt. Han var ikke i stalden. Han kunne ikke høre eller se gederne. Det vand, der blev set i stalden den 28. februar 2009, må være hældt op samme dag. Det er ikke noget, han kender til.


Der er under landsrettens behandling af sagen indhentet en erklæring fra tidligere driftschef på K, C, om tiltaltes ansættelsesforhold på K.


Landsrettens begrundelse og resultat



Fængselsstraffen findes af de grunde, der er anført af byretten, passende.


Landsretten finder, at forholdet må anses for et enkeltstående forhold i en særlig situation.


Landsretten finder ikke, at forholdet, henset til tiltaltes mangeårige arbejde med pasning af dyr, indebærer, at der er en nærliggende fare for, at tiltalte fremover ikke vil behandle dyr forsvarligt.


Tiltalte frifindes derfor for påstanden om rettighedsfrakendelse.