
	UfR 2001.504 ØLD
		Ø.L.D. 9. november 2000 i sag 2. afd. nr. B-2739-99 (B.O. Jespersen, Lone Molsted, Anja Olsen (kst.)). A (adv. Eivind Højgrav Rasmussen, København, e.o.) mod Justitsministeriet, Civil- og Politiafdelingen (Km.adv. v/adv. K. Hagel-Sørensen v/adv. Per Lunde Nielsen). Under denne sag, der er anlagt den 29. september 1999, har sagsøger, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Justitsministeriet, Civil- og Politiafdelingen, tilpligtes at ændre sin afgørelse af 10. maj 1999 om afslag på godkendelse af sagsøgers ansættelse som servicemedarbejder i en restaurationsvirksomhed, jf. restaurationsvirksomhedslovens § 15, stk. 3, således at sagsøger i overensstemmelse med ansøgning af 29. oktober 1998 godkendes som servicemedarbejder. Sagsøgte har principalt påstået frifindelse og subsidiært, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos de administrative myndigheder. Sagsøger har haft fri proces under sagen. Sagens omstændigheder er følgende: Ved Middelfart Rets dom af 18. december 1996 blev sagsøger idømt 30 dages betinget fængsel samt en tillægsbøde på 5.000,- kr. for vold efter straffelovens § 244 begået den 27. oktober 1996. Af retsbogen af 18. december 1996 for Middelfart Ret fremgår blandt andet: »Tiltalte A kunne erkende at have slået (forurettede) én gang i ansigtet efter at være blevet provokeret dertil. . . . Tiltalte A forklarede, at det er rigtigt , at han var på restaurant »- - -« den 27. oktober om aftenen. Han kom dertil ved midnatstid. . . . Han havde ikke været andre steder forinden. Han havde fået noget at drikke derhjemme og var i festhumør, da han ankom. Han havde fået 7-8 øl. Efter at tiltalte var kommet indenfor døren, kiggede han sig rundt i lokalet. Pludselig fik han noget vådt i ansigtet. Han gik hen til (forurettede), tog fat i ham og bad om en forklaring. (Forurettede) sagde til ham, at han skulle give slip, ellers ville han klappe ham en. Tiltalte A gav ikke slip, og (forurettede) nåede ikke at klappe ham en. Da (forurettede) tog hånden op, hvilket tiltalte A bemærkede i øjenkrogene, reagerede tiltalte A hurtigst. Han opfattede det således, at (forurettede) ville slå ham. Derfor slog tiltalte A (forurettede) én gang i ansigtet. Han ramte ham et eller andet sted i hovedet. Derved mistede (forurettede) balancen. Tiltalte A skyndte sig væk fra stedet. Dørmændene kom hen til ham og bad ham om at forlade lokalet. Det var i orden. Sammen med en kammerat gik han ud ad den ene dør. (Forurettede) gik ud ad den anden dør. Udenfor mødtes de og blev enige om, at nu var det slut. . . . Tiltalte A forklarede endvidere, at han havde set (forurettede) inden disse episoder. De kendte ikke hinanden nærmere. Han bemærkede (forurettede), da han kom ind ad døren til restaurant »- - -«. De var ca. 1 meter fra hinanden. Han kiggede ikke specielt på (forurettede). Derefter blev han ramt af noget vådt på venstre kind. Han regnede med, at det var (forurettede), der havde spyttet på ham. Han så, at (forurettede) umiddelbart forinden havde taget en tår af sin drink. I forbindelse med slaget bemærkede han først i sin øjenkrog, at (forurettede) hævede den ene hånd. Han føle sig truet og var bange for, at (forurettede) ville slå ham.« Forurettede har i samme retsmøde blandt andet forklaret: »Han bemærkede, da tiltalte A kom ind. Han troede, at han kendte ham og råbte efter ham. Han råbte »Tommy«. Det reagerede tiltalte A naturligvis ikke på. Derfor tog (forurettede) en slurk danskvand i munden og spyttede hen imod tiltalte A. Det var derfor, tiltalte A kom over til ham. Han sagde vist noget om, at det var noget svineri, og derefter slog han hurtigt (forurettede) 2 gange i ansigtet. Slagene faldt umiddelbart efter hinanden. Derved væltede (forurettede) over mod en stolpe og landede på det ene knæ. Han kom ikke til skade ved slagene, men han fik hovedpine. Efter at han havde sundet sig, fik han at vide, at tiltalte A var gået ud af restauranten. Han ledte efter ham og fandt ham udenfor. Han undskyldte og sagde, at det ikke var meningen at han ville spytte på ham. Det accepterede tiltalte A.« Den 29. oktober 1998 ansøgte sagsøger Politimesteren i - - - om godkendelse af ansættelse i restaurationsvirksomheden R. Politimesteren havde ved skrivelse af 23. februar 1995, meddelt alle restauratører i - - - politikreds, at der i medfør af restaurationsvirksomhedsloven med virkning fra den 1. marts 1995 var blevet indført en godkendelsesordning for ansatte i restaurationsvirksomheder. Skrivelsen var vedlagt bilag med de nærmere betingelser for godkendelse. Heri anføres blandt andet: »Vedr.: Godkendelse af dørmænd/kontrollører m.fl., jfr. restaurationslovens § 15. stk. 3. I medfør af ovenover anførte lovbestemmelse kan bevillingsmyndigheden stille krav om, at ansatte eller bestemte kategorier af ansatte i virksomheder med alkoholbevilling skal være godkendt af politiet. Kommunalbestyrelserne i - - - politikreds - - - - - og bevillingsnævnet i - - - Kommune har besluttet, at der indføres en ordning, hvorefter politiet skal godkende dørmænd/kontrollører, serviceringspersonale og andre ansatte med publikumskontakt i natrestauranter, diskoteker og lign., med åbningstid ud over kl. 02.00. For at en person kan godkendes som dørmand/kontrollør eller f.eks. som bartender eller andet serveringspersonale i virksomheder, hvortil der er tildelt alkoholbevilling, skal personen opfylde følgende efternævnte vandelskrav: Vold efter straffelovens §§ 119, 123, 244, 245, 246. Ansøgeren må ikke være straffet for overtrædelse af disse bestemmelser begået inden for de sidste 5 år. . . . Ovenstående kan i ganske særlige tilfælde, hvor der foreligger formildende omstændigheder, fraviges.« I skrivelse af 11. november 1998 meddelte Politimesteren i - - - sagsøger afslag på godkendelse som ansat i restaurationsvirksomheden. I skrivelsen anføres: »Under henvisning til ansøgning af 29/10 1998 modtaget her 10/11 1998 fra restauratør - - - om godkendelse af Dem som personale i restaurationsvirksomheden R, skal man meddele, at Politimesteren i - - - ikke har kunnet imødekomme ansøgningen. Afslaget er begrundet i: Betinget dom og bøde 18/12 1996 i voldssag begået 28/10 1996. Fængselsstraf i 30 dage og bøde på kr. 5.000,« Sagsøger ansøgte herefter den 10. februar 1999 om dispensation og henviste blandt andet til, at hans ansættelse i restaurationsvirksomheden som servicemedarbejder ikke havde noget at gøre med arbejdet som dørmand. Politimesteren fastholdt ved skrivelse af 24. februar 1999 afslaget. Sagsøgers advokat, advokat Eivind Højgrav Rasmussen, indbragte herefter ved skrivelse af 10. marts 1999 afgørelsen for Justitsministeriet med anmodning om godkendelse af sagsøger som ansat i restaurationsvirksomhed. Advokaten henviste blandt andet til en erklæring af 4. marts 2000 fra sagsøgerens arbejdsgiver, - - -. Erklæringen har følgende indhold: »A, har været ansat som - - -lærling hos os fra 1.7.1997. Vi kender A som en rar ung mand med godt humør og et smil på læben. A passer sit arbejde godt, og er en meget rolig og omgængelig person. Han er villig, lærenem, og udfører fagligt et godt stykke arbejde.« Endvidere henviste advokaten til en udtalelse ligeledes af 4. marts 1999 fra diskotektet R's direktør, - - -, med sålydende indhold: »A er en udadvendt person og opfattes som meget varm og godmodig. A har en målorienteret indstilling til livet, som smitter af på hans omgangskreds. Han har en sund appetit på nye udfordringer og virker glad og tilfreds. Han opfylder de strenge krav, som ansatte hos R skal kunne opfylde før de kan ansættes. Her vurderes bl.a. hvorledes den ansatte vil kunne arbejde under pres, være god til at kommunikere, være fleksibel, ærlig og ordholdende. At kunne indgå i samarbejde med krav til selvmotivation, fleksibilitet, planlægning og teamånd. Det er efter min vurdering, at A opfylder disse krav meget tilfredsstillende og må betegnes som særdeles velegnet.« Justitsministeriet traf den 10. maj 1999 sålydende afgørelse: »Afslag på godkendelse som ansat i restaurationsvirksomhed. Ved brev af 10. marts 1999, har De som advokat for A påklaget Politimesteren i - - -s afgørelse af 24. februar 1999, hvorved politimesteren meddelte Deres klient afslag på godkendelse som ansat i en virksomhed med alkoholbevilling. Til brug for behandling af sagen har Justitsministeriet indhentet en udtalelse fra Politimesteren i - - -. De har modtaget kopi af udtalelsen og er ved brev af 26. april 1999 fremkommet med kommentarer hertil. Efter restaurationslovens § 15, stk. 3, kan bevillingsmyndigheden træffe bestemmelse om, at ansatte i virksomheder med alkoholbevilling skal være godkendt af politiet. Godkendelse kan nægtes eller tilbagekaldes, såfremt den pågældende har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil kunne udføre hvervet på betryggende måde. Efter en gennemgang af sagen skal Justitsministeriet meddele, at ministeriet ikke finder grundlag for at ændre politimesterens afgørelse. Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at Deres klient den 18. december 1996 ved retten i Middelfart blev idømt 30 dages betinget fængsel og en tillægsbøde på 5.000,- kr. for overtrædelse af straffelovens § 244 (vold) begået den 27. oktober 1996 på en restaurant i Middelfart. Justitsministeriets afgørelse er ikke til hinder for, at Deres klient på et senere tidspunkt søger om at blive godkendt som kontrollør, dørmand el. lignende i en restaurationsvirksomhed.«. Sagsøger, A, har blandt andet forklaret, at han havde en bekendt, der var ansat på diskotek R i - - -. Han var selv ansat som - - -lærling. Han ønskede at supplere den sparsomme lærlingeløn og ansøgte derfor om ansættelse som servicemedarbejder på diskoteket. Han var til ansættelsessamtale og skulle blandt andet besvare specifikke skriftlige spørgsmål til vurdering af, om han som person passede ind i R's koncept. R er et diskotek for det lidt ældre publikum over 25 år og har plads til maksimalt 200 personer. På en normal aften var der imidlertid betydeligt færre. Der var ansat 4 dørmænd, hvoraf de 2 fast stod i døren, og de andre 2 cirkulerede i lokalerne. Herudover var der 6 bartendere, 4 servicemedarbejder og en leder. Han blev ansat på prøve. Som servicemedarbejder skulle han have ansvaret for rengøring og vedligeholdelse af diskotekets toiletter, opfyldning af varer i barerne samt afrydning af borde i diskoteket. Arbejdet foregik i diskotekets åbningstid og indebar en begrænset kundekontakt. Det var først, i forbindelse med at han fortalte diskotekets direktør, - - -, om sin betingede dom, at han blev gjort opmærksom på den særlige godkendelsesordning. Direktøren fortalte ham, at dommen formentlig ville forhindre ham i ansættelse i 5 år. Herefter ansøgte direktøren på hans vegne om godkendelse. Da han blev meddelt afslag, måtte han stoppe sit arbejde på diskoteket i - - -. Direktøren hjalp ham herefter med at blive ansat som bartender på et diskotek i - - -, hvor han blev godkendt af Politimesteren i - - -. Årsagen til, at han kunne blive godkendt her, var, at godkendelsesordningen i - - - alene opererer med en 3-årig grænse med hensyn til voldsdomme. Han arbejdede i - - - fra januar/februar 1999 og frem til 1. oktober 1999. Herefter blev han ansat som bartender på et nyåbnet diskotek - - -. Han er nu 23 år og er udlært som - - -. Han har ikke siden dommen i 1996 været involveret i kriminalitet af nogen art. Sagsøger har til støtte for sin påstand anført, at der ikke er grundlag for i medfør af restaurationslovens § 15, stk. 3, 2, pkt., at meddele afslag på sagsøgers ansøgning. Sagsøger har - uanset straffedommen af 18. december 1996 - ikke udvist en sådan adfærd, at han ikke vil kunne udføre arbejdet som servicemedarbejder på en betryggende måde. Pålæggelse af godkendelseskrav skal ske i overensstemmelse med den i dansk ret gældende proportionalitetsgrundsætning. Såfremt retten finder, at sagsøgers arbejde måtte været omfattet af de stillingskategorier, der er omfattet af godkendelseskravet, gøres det gældende, at udstedelsen af et sådant påbud er mere indgribende end nødvendigt til forfølgelse af lovens formål, hvorfor beslutningen også på dette grundlag skal tilsidesættes. Det gøres gældende, at der i restaurationslovens § 15, stk. 3, som betingelse for, at bevillingsmyndigheden kan meddele afslag på ansøgning om godkendelse, må være grund til at antage, at ansøgeren ikke vil kunne udføre det pågældende hverv på betryggende måde. Der er ikke ved bedømmelsen af sagsøgers ansøgning udøvet et konkret skøn som påstået af sagsøgte, og det konkrete og individuelle skøn er derved sat under en fast administrativ regel, hvilket er i strid med de krav, der stilles til skønnet i henhold til restaurationslovens § 15, stk. 3. Afgørelsen skal derfor også på dette grundlag tilsidesættes. Det gøres endvidere gældende, at sagsøgerens personlige forhold sammenholdt med det arbejde, han var tiltænkt, ikke kan begrunde et afslag, idet et sådant ligger ud over grænserne for lovens formål. Sagsøgte har til støtte for sin principale påstand anført, at sagsøgtes afgørelse af 10. maj 1999 er korrekt, og at der ikke er grundlag for at tilsidesætte det ved afgørelsen udøvede skøn, hvorefter sagsøgeren ikke kan godkendes som ansat i restaurationsvirksomheden R, jf. restaurationslovens § 15, stk. 3. Det gøres gældende, at kompetencen til at træffe bestemmelse om, at ansatte i virksomheder med alkoholbevilling skal være godkendt af politiet ifølge restaurationslovens § 15, stk. 3, 1. punktum, tilkommer »bevillingsmyndigheden«. Beslutning herom kan ikke indbringes for sagsøgte, jf. restaurationslovens § 34, jf. § 35. Det gøres derfor gældende, at lovligheden af den i - - - Kommune indførte godkendelsesordning ikke kan prøves under et søgsmål mod sagsøgte. Under alle omstændigheder bestrides det, at godkendelseskravet skulle indebære en overtrædelse af det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Det gøres på baggrund af beskrivelsen af sagsøgerens stilling gældende, at sagsøgte med rette har anset sagsøgeren for omfattet af den personkreds, som ifølge bevillingsmyndighedens bestemmelse skal godkendes af politiet. Endvidere gøres det gældende, at sagsøgtes afgørelse er truffet efter en konkret/individuel vurdering af, om der var grundlag for at omgøre politimesterens skøn. Det bestrides således, at politimesteren og sagsøgte skulle have opstillet en ufravigelig regel om, at en ansøger ikke må være straffet for en overtrædelse af blandt andet straffelovens § 244, begået inden for de sidste 5 år, hvis godkendelse skal kunne meddeles. Sagsøgte har ved afgørelsen lagt vægt på, at sagsøgeren var dømt for under et diskoteksbesøg at have overtrådt straffelovens § 244, at det på afgørelsestidspunktet alene var ca. 2 ½ år siden voldshandlingen blev begået, og at der ikke forelå eller foreligger særligt formildende omstændigheder. Det er tværtimod en skærpende omstændighed, at volden er udøvet under et diskoteksbesøg. Sagsøgeren har således med al tydelighed demonstreret, at han ikke er i besiddelse af den selvkontrol, som er nødvendig for på betryggende vis at kunne virke som ansat med publikumskontakt på et diskotek. Sagsøgeren har ikke godtgjort, at afgørelsesgrundlaget var mangelfuldt, at sagsøgte ved afgørelsen har lagt vægt på usaglige kriterier, eller at der foreligger sådanne andre væsentlige mangler ved den omtvistede afgørelse, der ville kunne føre til afgørelsens ugyldighed. Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at retten ikke kan foretage det ved restaurationslovens § 15, stk. 3, hjemlede skøn og sætte dette i stedet for sagsøgtes. Hvis sagsøgtes afgørelse kan tilsidesættes, skal sagen derfor hjemvises til fornyet administrativ behandling med henblik på en fornyet vurdering af sagsøgers forhold. Landsrettens bemærkninger: Lov nr. 256 af 6. maj 1993 om restaurations- og hotelvirksomhed m.v. bygger på Restaurationslovsudvalgets betænkning nr. 1206, afgivet i juni måned 1990. Af betænkningens s. 25 fremgår vedrørende dørmænd (kontrollører) blandt andet følgende: »På baggrund af et stigende antal sager vedrørende vold og strafbare forhold begået af og blandt »dørmænd« (kontrollører) i restaurationer har udvalget overvejet, om der burde kunne stilles lignende krav til denne personalegruppe som til bestyrere. . . . Det er dog udvalgets opfattelse, at fænomenet er af så lokal karakter og knyttet til sådanne særlige restaurationsmiljøer, at der ikke er behov for at indføre en generel bestemmelse om godkendelse af »dørmænd« svarende til restaurationslovens § 14, stk. 5, om godkendelse af bestyrere. Hertil kommer, at en sådan bestemmelse nemt vil kunne omgås ved, at de pågældende i stedet får ansættelse som tjenere, afryddere eller lignende.«. I forbindelse med genfremsættelsen af lovforslaget blev bestemmelserne i § 15, stk. 3, indføjet. Af lovforslagets bemærkninger (Folketingstidende 1992-1993, Tillæg A, sp. 226 og 227) fremgår blandt andet: »Hvor der virker dørmænd, kan der være risiko for, at der opstår uroligheder eller voldelige situationer. Det er derfor af stor vigtighed, at der kan stilles krav om godkendelse af sådant personale. . . . Godkendelseskravet vil kunne omfatte såvel kategorier af virksomheder som en eller flere konkret angivne virksomheder. Tilsvarende kan godkendelseskravet omfatte alle ansatte eller være begrænset til visse stillingskategorier i de pågældende virksomheder. Herved sikres, at godkendelseskravet ikke gives en videre udstrækning end strengt nødvendigt efter de lokale forhold. . . . Godkendelseskravet kan udstrækkes til andre ansatte end dørmænd, hvor det er nødvendigt for at imødegå kriminalitet i bestemte restaurationsmiljøer. Godkendelse kan nægtes eller tilbagekaldes, såfremt en person har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at vedkommende ikke vil kunne udføre hvervet på betryggende måde. Godkendelse vil eksempelvis kunne nægtes eller tilbagekaldes, hvis vedkommende er involveret i voldskriminalitet eller andre strafbare handlinger såsom hælerivirksomhed eller narkokriminalitet«. I forbindelse med lovforslagets behandling i Folketinget besvarede industriministeren spørgsmål fra Erhvervsudvalget. Af industriministerens kommentar til en henvendelse fra Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, der er optaget som bilag 1 til Erhvervsudvalgets betænkning over lovforslaget (Folketingstidende 1992-93, Tillæg B, sp. 1285 - 1288) fremgår blandt andet: »Der skal være tale om mere graverende forhold, for at politiet kan nægte at give tilladelse til ansættelse af en person i en restauration. Politiets afgørelse vil primært blive truffet ud fra de oplysninger, der findes i kriminalregistret. I afgørelsen vil blandt andet indgå, 1) hvilken kriminalitet ansøgeren tidligere har begået, 2) hvor længe det er siden, kriminaliteten er begået, samt 3) om politiet har kendskab til, at ansøgeren fortsat »har nær tilknytning til kriminelt miljø«. Lovovertrædelser, der vil kunne begrunde nægtelse af tilladelse, vil eksempelvis være voldskriminalitet, narkokriminalitet samt ikke ubetydelig berigelseskriminalitet (tyveri/hæleri), der enten konkret eller typisk har relation til dele af restaurationsmiljøet. Der er tale om konkrete afgørelser, som også må tage behørigt hensyn til ansøgerens behov for resocialsering.« På denne baggrund og henset til, at sagsøger, der på gerningstidspunktet var 18 år, blev idømt betinget frihedsstraf med tillægsbøde for overtrædelse af straffelovens § 244, til oplysningerne om hans gode personlige forhold og til, at der på afgørelsestidspunktet var forløbet mere end 2½ år siden gerningen, finder landsretten, at sagsøgte ikke har haft tilstrækkeligt grundlag for at antage, at sagsøger ikke på betryggende vis ville kunne udføre sit hverv som servicemedarbejder i en restaurationsvirksomhed. Landsretten tilsidesætter herefter sagsøgtes afgørelse af 10. maj 1999, således at sagen i overensstemmelse med sagsøgtes subsidiære påstand hjemvises til fornyet behandling hos de administrative myndigheder.