Dele af bemærkningerne til lov nr. 218 af 31. marts 2004

Lovforslag nr. 99 fremsat den 26. november 2003 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven

(Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse mv.)

 




"Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilag 1 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de nugældende regler.

Til § 1

Til nr. 1 (§ 33, stk. 3)

Med lovforslagets § 1, nr. 1, videreføres som stk. 3 i § 33 det gældende forbud ifølge § 84, stk. 1, nr. 2, 2. pkt., mod at idømme mere end 8 års fængsel til personer, der var under 18 år på gerningstidspunktet. Der henvises i den forbindelse til § 1, nr. 2, med bemærkninger til lovforslagets § 82, nr. 1, hvorefter det i almindelighed skal indgå som formildende omstændighed ved strafudmålingen, at gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført.

Til nr. 2 (§§ 80-84)

Forslaget til §§ 80-82 indeholder nye bestemmelser om straffens fastsættelse til afløsning af straffelovens § 80. Formålet med §§ 80-82 er på baggrund af den eksisterende praksis om straffelovens § 80 at lovfæste en række hensyn om straffastsættelsen. Udtrykkene »skærpende omstændighed« og »formildende omstændighed« anvendes af samme grund i en vid betydning. Endvidere omfatter ordene »gerning« og »handling« såvel strafbare handlinger som strafbare undladelser. Ordet »straf« inkluderer som hidtil både bøde og fængsel, herunder betinget dom med og uden vilkår om samfundstjeneste.

De foreslåede bestemmelser tilsigter ikke at ændre ved den nugældende udmålingspraksis inden for bestemte sagstyper som f.eks. volds- og berigelseskriminalitet. Samtlige bestemmelser retter sig i øvrigt alene mod den strafudmåling, som finder sted inden for den foreskrevne strafferamme. Adgangen til at gå under den foreskrevne strafferamme og efter omstændighederne lade straffen bortfalde foreslås reguleret i § 83.

Ved anvendelsen af de nugældende strafnedsættelsesbestemmelser i straffelovens §§ 84 og 85 udmåles straffen inden for en udvidet strafferamme. Det almindelige er, at straffen udmåles inden for den normale strafferamme, men fastsættes til en lavere strafposition, end den ville være blevet, hvis bestemmelsen ikke havde været anvendt. F.eks. vil nævningernes bekræftende besvarelse af et tillægsspørgsmål om anvendelse af straffelovens § 85 inden for området med drab på ægtefælle eller samlevende som udgangspunkt medføre, at straffen i stedet for 10 år bliver fastsat til 8 års fængsel, og der vil normalt ikke blive tale om at gå under minimumsstraffen efter straffelovens § 237 på fængsel i 5 år.

Det er også fremover hensigten, at der vil kunne stilles spørgsmål til nævningerne om anvendelsen af de i de foreslåede bestemmelser i §§ 81-82 anførte formildende og skærpende omstændigheder, ligesom nævningerne vil kunne tage stilling til, om § 83 finder anvendelse. I den forbindelse vil de hensyn, som i dag er indeholdt i § 84, stk. 1, og som for de flestes vedkommende er videreført i § 82, kunne anføres i spørgsmålet.

Til § 80

Den foreslåede bestemmelse i § 80 angiver de hovedhensyn, som skal vægtes ved straffastsættelsen.

§ 80 indebærer en præcisering af de hovedhensyn, som skal indgå ved straffastsættelsen. Således angives i stk. 1, at der ved straffens fastsættelse som hidtil skal lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden. Det kommer endvidere til udtryk i lovbestemmelsen, at straffastsættelsen skal ske under hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen.

I stk. 2 præciseres de hensyn, der skal indgå ved vurderingen dels af lovovertrædelsens grovhed (1. pkt.), dels af oplysninger om gerningsmanden (2. pkt.). Ved vurderingen af lovovertrædelsens grovhed skal der tages hensyn til den skade, fare og krænkelse, som er forbundet med lovovertrædelsen. Ved vurderingen af oplysninger om gerningsmanden skal der tages hensyn til dennes almindelige personlige og sociale forhold, dennes forhold før og efter gerningen samt dennes bevæggrunde til gerningen.

I den gældende § 80 foreskriver stk. 2, at det i reglen skal anses som en skærpende omstændighed, at gerningen er udført af flere i forening. Denne bestemmelse foreslås videreført i den foreslåede bestemmelse i § 81, nr. 2, jf. nedenfor.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.6.

Til § 81

I bestemmelsen lovfæstes en række forhold, som i almindelighed skal indgå som skærpende omstændigheder ved straffastsættelsen. § 81 tilsigter sammen med den foreslåede bestemmelse i § 82 at supplere lovudkastets § 80 ved vægtningen af hensynet til lovovertrædelsens grovhed og gerningsmandens person.

Opregningen af skærpende omstændigheder er ikke udtømmende, og der vil derfor kunne forekomme andre hensyn, som kan tillægges skærpende betydning. I straffelovens særlige del indgår adskillige bestemmelser, som under anvendelse af forskellige udtryk beskriver omstændigheder, hvis tilstedeværelse i det enkelte tilfælde bevirker, at en skærpet sidestrafferamme skal eller kan anvendes. § 81 tilsigter ikke at ændre herved. De forhold, som fører til anvendelse af en skærpet sidestrafferamme, f.eks. at en forbrydelse er begået med et vindingsmotiv for øje, kan naturligvis også fortsat tillægges skærpende betydning ved straffastsættelsen inden for den foreskrevne strafferamme, selv om de ikke er nævnt i § 81.

Opregningen i § 81 er inddelt således, at § 81, nr. 1, retter sig mod virkningen af, at gerningsmanden tidligere er straffet for kriminalitet, som er af betydning for pådømmelsen af den foreliggende kriminalitet. § 81, nr. 2-6, angiver generelle forhold ved gerningen, som i reglen bevirker, at gerningens strafværdighed forøges. § 81, nr. 7-9, retter sig mod den skærpelse af en gernings strafværdighed, som normalt følger af, at gerningen er udvirket ved gerningsmandens misbrug af stilling, særligt tillidsforhold mv. eller udnyttelse af tredjemands underlegenhed. § 81, nr. 10-11, retter sig mod omstændigheder, som har tilknytning til gerningsmandens status af strafafsoner eller tidligere strafafsoner.

Efter § 81, nr. 1 , skal det i almindelighed indgå som skærpende omstændighed, at gerningsmanden tidligere er straffet, når det er af betydning for sagen. Om det forhold, at gerningsmanden er tidligere straffet, skal tillægges skærpende betydning ved straffastsættelsen, beror på en konkret vurdering af beskaffenheden af såvel den foreliggende som den tidligere kriminalitet.

§ 81, nr. 1, opstiller ingen faste tidsmæssige betingelser for, hvornår tidligere kriminalitet kan medføre skærpet strafudmåling inden for den normale strafferamme. Det er efter den gældende bestemmelse i § 81 en betingelse for anvendelse af en skærpende gentagelsesstrafferamme, at både den tidligere og den aktuelle kriminalitet er begået efter det fyldte 18. år, og at den nye strafbare handling er begået inden udløbet af 5 år, efter at den tidligere straf er udstået. Med lovforslaget foreslås bestemmelsen ændret, således at 18 års-grænsen ophæves, og at tidligere straffedomme fremover tillægges betydning i 10 år ved anvendelsen af straffebestemmelser om forhøjet straf i gentagelsestilfælde, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 (§ 84). Det må forventes, at de foreslåede skærpelser i § 84 vil kunne få en vis betydning for den vægt, domstolene i forbindelse med strafudmåling inden for normalstrafferammen tillægger en straffedom, der ligger længere tilbage i tid, eller som vedrører forhold, som er begået, før den pågældende fyldte 18 år.

Med § 81, nr. 2, videreføres den nuværende regel i straffelovens § 80, stk. 2, hvorefter det i almindelighed skal indgå som skærpende omstændighed, at gerningen er udført af flere i forening. Der tilsigtes ingen ændring i anvendelsen af § 23 om straflempelse ved medvirken, når der er anledning til at anlægge en sammenlignende vurdering af flere deltageres roller.

Efter § 81, nr. 3, skal det i almindelighed indgå som skærpende omstændighed, at gerningen er særligt planlagt eller led i omfattende kriminalitet. Det indebærer sædvanligvis, at der tale om professionel eller mere systematisk kriminalitet med flere personer indblandet, f.eks. organiseret økonomisk kriminalitet, narkotikakriminalitet, hælerivirksomhed eller menneskesmugling. Bestemmelsen vil dog efter omstændighederne også være anvendelig, hvor kun en enkelt person er involveret. Det er ikke nødvendigt, at gerningsmanden har haft en særlig vigtig rolle ved planlægningen eller udførelsen af den omhandlede kriminalitet. Bestemmelsen vil efter omstændighederne kunne omfatte personer, der ikke indtager overordnede funktioner i en kriminel organisation.

Efter § 81, nr. 4, skal det i almindelighed indgå som skærpende omstændighed, at gerningsmanden tilsigtede, at gerningen skulle have betydeligt alvorligere følger, end den fik. Ordet »tilsigtede« indebærer ikke et skærpet forsætskrav. Som eksempel på tilfælde, hvor bestemmelsen kunne overvejes anvendt, kan nævnes ildspåsættelse på fremmed ejendom, jf. straffelovens § 181, stk. 1, hvor gerningsmanden har haft forsæt til, at hele ejendommen brændte ned, men ildspåsættelsen alene førte til, at en mindre del af ejendommen ødelagdes.

§ 81, nr. 5, fastslår, at det i almindelighed skal være en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har udvist særlig hensynsløshed. Med ordet »særlig« markeres, at bestemmelsen er forbeholdt omstændigheder, der rækker videre end den hensynsløshed, som normalt indgår i forbrydelsen. Som eksempel på tilfælde, hvor det kunne komme på tale at anvende bestemmelsen, kan nævnes væbnet røveri, hvorunder der tillige affyres skarpe varselsskud. Som et andet eksempel kan peges på indbrud i privat beboelse, hvorunder der begås hærværk, som rækker videre end den ødelæggelse i form af opbrud af dør og lignende, som normalt er forbundet med indtrængen i fremmed hus mv., f.eks. opskæring af møbler og beskadigelse af tapet, gulv, gardiner mv.

Efter § 81, nr. 6 , skal det i almindelighed tillægges strafskærpende betydning, hvis gerningen har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende. Bestemmelsen sigter på tilfælde, hvor forbrydelsens motiv helt eller delvis kan tilskrives disse forhold. Fortolkningen af ordene »etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende« skal ske med udgangspunkt i straffelovens § 266 b, der kriminaliserer fremsættelse af udtalelse mv., ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin »race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering«. Bestemmelsen er ikke begrænset til bestemte forbrydelsestyper eller tilfælde, hvor gerningsmandens motiv har været at true, forhåne eller nedværdige en person eller gruppe af personer. Bestemmelsen vil efter omstændighederne også kunne være anvendelig f.eks. på økonomisk kriminalitet, der begås med henblik på at støtte en racistisk organisation, som gerningsmanden er medlem af.

Efter § 81, nr. 7 , indgår blandt de skærpende omstændigheder, at gerningen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller under misbrug af stilling eller særligt tillidsforhold i øvrigt. Bestemmelsens 1. led skal ses i sammenhæng med straffelovens § 154, hvorefter den for den pågældende forbrydelse foreskrevne straf kan forhøjes med indtil det halve, når nogen i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv har gjort sig skyldig i falsk anklage, forbrydelse vedrørende bevismidler, legemsangreb, frihedsberøvelse, underslæb eller mandatsvig. Denne bestemmelse foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 30. Formålet med § 81, nr. 7, 1. led, er på den baggrund at angive, at det ved strafudmålingen inden for vedkommende strafferamme i almindelighed skal tillægges skærpende betydning, at gerningen er begået i udførelse af offentlig tjeneste eller hverv. § 81, nr. 7, 1. led, er i modsætning til § 154 ikke begrænset til bestemte forbrydelsestyper, men vil efter omstændighederne også være anvendelig ved andre former for kriminalitet, f.eks. tyveri. § 81, nr. 7, 1. led, forudsættes i lighed med den hidtil gældende § 154 alene bragt i anvendelse, når det strafbare forhold har en sådan tilknytning til udførelsen af tjenesten eller hvervet, at det kan karakteriseres som misbrug. Det fremgår også af 2. led i § 81, nr. 7, der taler om »misbrug« af stilling eller særligt tillidsforhold i øvrigt. Denne del af bestemmelsen vil f.eks. kunne omfatte berigelseskriminalitet begået under misbrug af stilling i private ansættelsesforhold. Bestemmelsen vil efter omstændighederne også være anvendelig i andre sammenhænge, hvor gerningen er udvirket ved gerningsmandens misbrug af et særligt tillidsforhold, f.eks. ved vold mod et barn, der af forældrene er overladt i gerningsmandens varetægt.

§ 81, nr. 8, angiver som skærpende omstændighed, at gerningsmanden har fået en anden til at medvirke til gerningen ved tvang, svig eller udnyttelse af dennes unge alder eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold. Modstykket til denne bestemmelse er den foreslåede bestemmelse i § 82, nr. 6, hvorefter det i almindelighed skal indgå som formildende omstændighed, at gerningen er begået som følge af tvang, svig eller udnyttelse af gerningsmandens unge alder eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold.

Med »tvang« sigtes til tilfælde, hvor gerningsmanden får en anden til at medvirke til gerningen under anvendelse f.eks. af trusler om vold. Bestemmelsen vil typisk omfatte de former for tvang, som er kriminaliseret i straffelovens § 260, men bestemmelsen er ikke begrænset hertil. F.eks. vil også trusler om skade på gods af et omfang, der ikke opfylder kravet i § 260 om »betydelig skade«, efter omstændighederne kunne føre til, at gerningen er udøvet ved tvang. »Svig« sigter til det forhold, at gerningsmanden formår en anden til at medvirke til gerningen ved mod bedre vidende at fremsætte urigtige udtalelser eller fortie sandheden. Den udviste svig kan både angå faktiske forhold, f.eks. værdien af effekter, som gerningsmanden ønsker den anden persons bistand til at stjæle, og retlige forhold, f.eks. at gerningen ikke er strafbar.

»Ung alder« sigter til personer, som ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført, jf. den foreslåede bestemmelse i § 82, nr. 1. Afgrænsningen af »betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold« beror på en konkret vurdering. Vejledende for fortolkningen af disse udtryk er den praksis, som knytter sig til straffelovens § 282 om åger. For så vidt angår udtrykket »afhængighedsforhold« kan der også hentes vejledning i praksis om den hidtil gældende straffelovs § 84, stk. 1, nr. 5. I kravet om »udnyttelse« af ung alder, betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder mv. ligger, at der skal være årsagssammenhæng mellem tilstanden hos den anden person og dennes medvirken til at begå den strafbare handling. Kravet om udnyttelse skal i øvrigt ses i lyset af bestemmelsens formål om gennem strafudmålingen at markere den øgede strafværdighed, som følger af, at gerningen er udvirket ved gerningsmandens misbrug af andres underlegenhed.

Efter § 81, nr. 9, skal det i almindelighed tillægges skærpende betydning, når gerningsmanden har udnyttet forurettedes værgeløse stilling. Denne bestemmelse sigter navnlig til kriminalitet, som begås over for udsatte persongrupper, f.eks. børn, handicappede og ældre personer. Som eksempel kan nævnes vold mod et spædbarn, salg af narkotika til små børn og tricktyveri, tasketyveri o. lign. over for ældre eller svagtseende personer. Bestemmelsen kan også være anvendelig i andre tilfælde, hvor omstændighederne bevirker, at forurettede er »værgeløs«. Som eksempel kan nævnes tyveri fra en bil, der som følge af færdselsuheld har måttet efterlades ulåst.

Efter § 81, nr. 10, er det i almindelighed en skærpende omstændighed, at gerningen er begået af en person, der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

I § 81, nr. 11, nævnes det forhold, at gerningen er begået af en tidligere indsat over for institutionen eller en person med ansættelse ved institutionen.

§ 81, nr. 10 og 11, skal ses i sammenhæng med forslaget om ophævelse af § 83, stk. 1 og 2, hvorefter straffen i dag kan forhøjes til det dobbelte, hvis en person, der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter begår en forbrydelse omfattet af §§ 119, 121, 141, 142, 180, 181, 237, 244-247, 252, 260, 261, 266 og 291, stk. 2. Formålet med disse bestemmelser er at præcisere, at det generelt efter omstændighederne kan tillægges skærpende betydning inden for den foreskrevne strafferamme, når forbrydelsen er begået af en person, der udstår straf mv., eller af en tidligere strafafsoner. § 81, nr. 10, kan omfatte tilfælde, hvor kriminalitet er begået under udgang mv. fra institutionen (»orlov«), men bestemmelsen forudsættes i lighed med § 83, stk. 1, begrænset til handlinger rettet mod medindsatte, personer med tilknytning til institutionen eller mod institutionen eller dens ejendele, jf. herved Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, side 435. Om anden kriminalitet begået under afsoning skal tillægges skærpende betydning, beror på de almindelige regler om betydningen af, at gerningsmanden tidligere er straffet (gentagelse), jf. lovforslagets § 81, nr. 1.

§ 81, nr. 10 og 11, er i modsætning til den hidtil gældende § 83, stk. 1 og 2, ikke begrænset til bestemte forbrydelser, men kan f.eks. omfatte voldtægt, jf. straffelovens § 216, der begås af en indsat. Udtrykket »over for institutionen« i § 81, nr. 11, kan bl.a. omfatte tilfælde, hvor en tidligere indsat har gjort sig skyldig i en forbrydelse som omhandlet i straffelovens § 124 i forhold til en i institutionen indsat person, f.eks. ved ulovligt at sætte sig i forbindelse med den pågældende.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.6.

Til § 82

I bestemmelsen lovfæstes en række forhold, som i almindelighed skal indgå som formildende omstændighed ved straffastsættelsen. § 82 tilsigter sammen med § 81 at supplere § 80 ved vægtningen af hensynet til lovovertrædelsens grovhed og gerningsmandens person. Opregningen af formildende omstændigheder i § 82 er ikke udtømmende.

Straffelovens almindelige del indeholder i §§ 21 og 23 regler om straflempelse ved forsøg og medvirken. Med § 82 tilsigtes ingen ændring af disse bestemmelser. Bestemmelser i straffelovens særlige del, som under anvendelse af forskellige udtryk beskriver omstændigheder, hvis tilstedeværelse i det enkelte tilfælde bevirker, at forholdet henføres til en lavere sidestrafferamme ændres ikke ved den foreslåede § 82.

Opregningen i § 82 er inddelt således, at § 82, nr. 1-2, angår gerningsmandens alder. § 82, nr. 3, vedrører overskridelse af grænserne for en objektiv straffrihedsgrund, f.eks. lovligt nødværge. § 82, nr. 4-11, retter sig mod omstændigheder ved gerningen eller gerningsmandens person henholdsvis under og efter gerningens foretagelse. § 82, nr. 12, vedrører betydningen af samtidig rettighedsfrakendelse mv. Endelig omhandler § 82, nr. 13-14, betydningen af sagsbehandlingstid og af den tid, der er gået, siden den strafbare handling blev foretaget.

Efter § 82, nr. 1, skal det i almindelighed indgå som formildende omstændighed, at gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført. Med denne bestemmelse videreføres § 84, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., jf. § 80, og i et vist omfang § 91, der i øvrigt foreslås ophævet, sml. lovforslagets § 1, nr. 3. Det hidtil gældende forbud mod at idømme straf på mere end 8 års fængsel til personer, der var under 18 år på gerningstidspunktet, videreføres i § 33 om fængselsstraffens faste minimum og maksimum, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Efter § 82, nr. 2, skal det i almindelighed tillægges formildende virkning, at gerningsmanden (på domstidspunktet) har høj alder, når anvendelse af den sædvanlige straf er unødvendig eller skadelig. Udtrykket »høj alder« sigter ikke til en bestemt aldersgrænse. Er gerningsmanden fyldt 65 år, vil der normalt være anledning til at overveje, om bestemmelsen kan bringes i anvendelse. At gerningsmanden har høj alder, er imidlertid ikke tilstrækkeligt. Det kræves videre, at sædvanlig straf er enten »unødvendig« eller »skadelig«. Om sædvanlig straf er unødvendig beror på en konkret vurdering, hvor hensynet til gerningsmandens høje alder skal afvejes over for hensynet til gennem straffastsættelsen at markere forbrydelsens strafværdighed. Denne afvejning kan efter omstændighederne føre til, at kravet om sædvanlig straf fastholdes. Straflempelse kan i så fald alene komme på tale, såfremt gerningsmandens høje alder bevirker, at anvendelse af den sædvanlige straf er »skadelig«. Er den sædvanlige straf en længerevarende fængselsstraf, vil der normalt være en formodning for, at denne betingelse er opfyldt. Også kortere fængselsstraffe kan efter omstændighederne være omfattet, f.eks. i tilfælde, hvor gerningsmanden lider af en fremskreden livstruende sygdom.

§ 82, nr. 2, tilsigter ikke at udelukke, at andre ligeværdige hensyn efter omstændighederne tillægges formildende betydning, f.eks. dårligt helbred i form af et svært fysisk handicap. Hensynet til ikke at svække eller forstyrre de psykiske funktioner vil efter omstændighederne kunne være omfattet af § 82, nr. 7 (»andre særlige oplysninger om gerningsmandens sindstilstand«).

I opregningen af formildende omstændigheder indgår i § 82, nr. 3 , at gerningen grænser til at være omfattet af en straffrihedsgrund. Hermed sigtes til en objektiv straffrihedsgrund, f.eks. tilfælde, hvor gerningsmanden har overskredet grænserne for lovlig nødværge og lovlig nødret, jf. straffelovens §§ 13 og 14 samt 84, stk. 1, nr. 1. Som et andet eksempel kan peges på tilfælde, hvor betingelserne for at statuere straffrihed som følge af samtykke eller manglende retsstridighed i øvrigt ikke fuldt ud har været opfyldt, men omstændighederne dog taler for en mildere straf.

Efter den gældende bestemmelse i § 84, stk. 1, nr. 3, kan straffen nedsættes og under i øvrigt formildende omstændigheder bortfalde, når gerningsmanden har handlet i undskyldelig uvidenhed om eller misforståelse af retsregler, der forbyder eller påbyder handlingens foretagelse. De hensyn, som bestemmelsen bygger på, indgår ikke i den foreslåede § 82, nr. 3. Der henvises i stedet til den foreslåede § 82, nr. 4, og den foreslåede § 83.

Efter § 82, nr. 4 , skal det i almindelighed indgå som formildende omstændighed, at gerningsmanden har handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af retsregler, der forbyder eller påbyder handlingens foretagelse. Bestemmelsen viderefører den hidtil gældende strafnedsættelses- og strafbortfaldsbestemmelse i straffelovens § 84, stk. 1, nr. 3. Placeringen i § 82, der omhandler mulighed for nedsættelse af straffen inden for strafferammen, medfører ikke, at den foreslåede bestemmelse i § 83 ikke vil kunne finde anvendelse. I det omfang en uvidenhed eller misforståelse efter de gældende regler i praksis ville føre til nedsat straf eller strafbortfald, jf. den gældende § 84, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, vil den foreslåede bestemmelse i § 83 om strafnedsættelse og strafbortfald ligeledes kunne finde anvendelse.

§ 82, nr. 5, nævner som formildende omstændighed, at gerningen er udført i en oprørt sindstilstand, der er fremkaldt af forurettede eller personer med tilknytning til denne ved et uretmæssigt angreb eller en grov fornærmelse. Bestemmelsen viderefører med en moderniseret formulering straffelovens § 84, stk. 1, nr. 4. Bestemmelsen udvider samtidig kredsen af personer, som har fremkaldt den oprørte sindstilstand, til også at omfatte personer med tilknytning til forurettede, f.eks. personer tilhørende forurettedes gruppe. Den oprørte sindstilstand, som kan føre til en formildet strafudmåling, kan som hidtil være fremkaldt ved, at andre end gerningsmanden er blevet angrebet.

Efter § 82, nr. 6 , skal det i almindelighed indgå som formildende omstændighed, at gerningen er begået som følge af tvang, svig eller udnyttelse af gerningsmandens unge alder eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold. Modstykket til denne bestemmelse er den foreslåede bestemmelse i § 81, nr. 8, hvorefter det i almindelighed skal indgå som skærpende omstændighed, at gerningsmanden har fået en anden til at medvirke til gerningen ved tvang, svig eller udnyttelse af dennes unge alder eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold. Der henvises til bemærkningerne ovenfor til denne bestemmelse.

Med § 82, nr. 7, videreføres straffelovens § 85, 1. pkt., idet det foreskrives, at det i almindelighed skal anses som formildende omstændighed, at gerningen er begået under indflydelse af stærk sindsbevægelse, eller at der foreligger andre særlige oplysninger om gerningsmandens sindstilstand eller omstændighederne ved gerningen. Som formildende omstændighed angives udtrykkeligt »stærk medfølelse«. Som eksempel herpå kan nævnes medlidenhedsdrab af en uhelbredelig syg person. Der vil i øvrigt kunne hentes vejledning for fortolkningen af denne bestemmelse i den praksis, som knytter sig til den hidtidige bestemmelse i § 85.

Med § 82, nr. 8-9 og 11 , videreføres de hidtil gældende bestemmelser i straffelovens § 84, stk. 1, nr. 6-9.

I § 82, nr. 10, angives som formildende omstændighed, at gerningsmanden har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af strafbare handlinger begået af andre. Med denne bestemmelse lovfæstes den retstilstand, som har udviklet sig på baggrund af Højesterets dom offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 1317. Bestemmelsen er ikke begrænset til bestemte sagstyper, herunder sager, som gerningsmanden selv har været involveret i. Bestemmelsen må efter ordlyden forventes at få størst praktisk betydning i sager om grovere kriminalitet, f.eks. større narkotikasager, sager om alvorlig voldskriminalitet og drab eller sager om omfattende eller alvorlig økonomisk kriminalitet, hvor efterforskningen erfaringsmæssigt er særlig vanskelig eller problemfyldt.

Efter § 82, nr. 12, skal det i almindelighed anses som en formildende omstændighed, at gerningsmanden på grund af den strafbare handling frakendes en af de i § 79 omhandlede rettigheder eller påføres andre følger, der kan sidestilles med straf. Bestemmelsen tilsigter at lovfæste den retstilstand, som har udviklet sig i retspraksis i tilknytning til straffelovens § 87. Om en anden følge kan sidestilles med straf, beror på en konkret vurdering. Bestemmelsen kan efter omstændighederne både omfatte følger af faktisk art, og af retlig art, f.eks. udvisning, afskedigelse eller ikendelse af disciplinære foranstaltninger i anledning af det strafbare forhold.

§ 82, nr. 13 og 14, retter sig henholdsvis mod sagsbehandlingstiden, dvs. den tid, der er medgået til sagens behandling ved politi og domstole, og mod den tid, der er gået fra den strafbare handlings foretagelse til dens pådømmelse.

Om det førstnævnte forhold fremgår af § 82, nr. 13, at det i almindelighed skal indgå som formildende omstændighed, når straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden. Hensigten med denne bestemmelse er at lovfæste den retstilstand, som har udviklet sig i retspraksis, herunder bl.a. i tilfælde, hvor der har været spørgsmål om, hvorvidt sagsbehandlingstiden har medført en krænkelse af tiltaltes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 6, stk. 1. Om bestemmelsen kan bringes i anvendelse, beror således på en konkret vurdering, hvorved der efter omstændighederne kan være anledning til at inddrage flere forhold, herunder sagens karakter og betydning, dens kompleksitet og den tiltaltes (gerningsmandens) og myndighedernes adfærd.

Efter § 82, nr. 14, skal det i almindelighed indvirke i formildende retning på straffastsættelsen, at der er gået så lang tid, siden den strafbare handling blev foretaget, at anvendelse af den sædvanlige straf er unødvendig. Formålet med denne bestemmelse er at lovfæste den retstilstand, som har udviklet sig i praksis i tilfælde, hvor der har været spørgsmål om at formilde straffen under hensyn til den tid, der er forløbet, fra gerningen blev begået, til den blev pådømt. Om den tid, der er gået, siden den strafbare handling blev foretaget, kan være en formildende omstændighed, beror på en konkret vurdering, hvorved der bl.a. også må lægges vægt på forbrydelsens karakter.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.6 og 3.8.

Til § 83

Den foreslåede nye bestemmelse i § 83 om strafnedsættelse og strafbortfald afløser straffelovens § 84, stk. 2, jf. stk. 1, samt §§ 85, 87 og 91. Formålet med § 83 er på baggrund af den eksisterende praksis at lovfæste en almindelig adgang til efter en konkret vurdering at nedsætte straffen under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold taler afgørende herfor, og under i øvrigt formildende omstændigheder at lade straffen bortfalde.

§ 83 er ikke begrænset til omstændigheder, der foreligger ved den strafbare handlings foretagelse. Også senere indtrådte omstændigheder kan bevirke strafnedsættelse eller strafbortfald, jf. eksempelvis de forhold, der nævnes i den foreslåede bestemmelse i § 82, nr. 9-14. Spørgsmålet om, hvorvidt formildende omstændigheder ved gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold bør føre til reduceret straf eller som følge af forholdets særlige karakter til strafbortfald, vil som hidtil bero på en konkret vurdering. Vejledende ved denne vurdering kan være den opregning af formildende omstændigheder, som indgår i § 82 i lovforslaget.

Med § 83 tilsigtes ingen ændring af den nugældende udmålingspraksis inden for bestemte sagstyper, f.eks. drab. Straffelovens almindelige del indeholder i §§ 21 og 23 regler om straflempelse ved forsøg og ved medvirken tillige om strafbortfald. Med § 83 tilsigtes ingen ændring af disse bestemmelser.

I straffelovens særlige del indgår bestemmelser, som åbner mulighed for strafbortfald i tilknytning til specifikke gerningsindhold, jf. bl.a. straffelovens §§ 248 og 272 om gengæld mv. ved legemsangreb og ærefornærmelser. § 83 medfører heller ingen ændring i sådanne bestemmelser.

Efter den gældende § 84, stk. 1, nr. 3, kan straffen nedsættes (herunder under den foreskrevne strafferamme og under i øvrigt formildende omstændigheder bortfalde, sml. stk. 2), når gerningsmanden har handlet i undskyldelig uvidenhed om eller misforståelse af retsregler, der forbyder eller påbyder handlingens foretagelse. Som det fremgår af pkt. 3.7, kan Justitsministeriet ikke tilslutte sig det af Straffelovrådet stillede forslag om en ny bestemmelse, hvorefter handlinger foretaget i uvidenhed om eller misforståelse af retsregler, der forbyder eller påbyder handlingen, er straffri, når uvidenheden eller misforståelsen ikke kan tilregnes gerningsmanden som forsætlig eller uagtsom. Justitsministeriet har i stedet foreslået den gældende bestemmelse i § 84, stk. 1, nr. 3, videreført i § 82, nr. 4. Der vil med den foreslåede bestemmelse i § 83 fortsat i disse tilfælde være adgang til at nedsætte straffen under den foreskrevne strafferamme og i øvrigt under formildende omstændigheder at lade straffen bortfalde efter en konkret vurdering.

Den praksis, der i dag knytter sig til § 84, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, vil kunne være vejledende ved fortolkningen af § 83 i disse situationer.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.7.

Til § 84

Som ny § 84 videreføres med visse ændringer den hidtil gældende bestemmelse i § 81.

§ 84, stk. 1, indebærer, at det er en betingelse for anvendelse af bestemmelser om forhøjet straf eller andre retsfølger i gentagelsestilfælde, at gerningsmanden, inden den pågældende på ny forbrød sig, i den danske stat er fundet skyldig i en strafbar handling, som loven tillægger gentagelsesvirkning på den nu begåede handling, eller forsøg på eller medvirken til en sådan.

Efter bestemmelsen er det således ikke længere en betingelse for at kunne anvende bestemmelser om forhøjet straf mv. i gentagelsestilfælde, at den tidligere og den aktuelle kriminalitet er begået efter det fyldte 18. år.

§ 84, stk. 2 , svarer til den gældende § 81, stk. 2. Straffedomme afsagt uden for den danske stat kan således tillægges samme gentagelsesvirkning som de her i landet afsagte domme.

§ 84, stk. 3, indebærer, at gentagelsesvirkningen ophører, når der, førend den strafbare handling er begået, er forløbet 10 år, efter at den tidligere straf er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet. Dette er en ændring i forhold til den gældende § 81, stk. 3, hvor gentagelsesvirkningen er betinget af, den nye strafbare handling er begået inden udløbet af 5 år efter, at den tidligere straf er udstået mv.

De ændrede betingelser for anvendelse af forhøjede sidestrafferammer i gentagelsestilfælde finder anvendelse i forhold til bestemmelser i straffelovgivningen samt i særlovgivningen, hvor den gældende bestemmelse i § 81 ikke er fraveget.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.

Til nr. 3 (§§ 85, 87 og 91)

Med lovforslagets § 1, nr. 3, ophæves som led i en nyaffattelse af straffelovens bestemmelser om straffastsættelse de hidtil gældende bestemmelser i §§ 85, 87 og 91, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, (§§ 80-84).

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.7. "

 

Lovforslagets almindelige bemærkninger om straffastsættelsen, strafnedsættelse, strafbortfald, tilståelsens betydning for strafudmålingen, bøder og sammenstød

 

"3.6. Straffastsættelsen

3.6.1. Gældende ret

Det fremgår af straffelovens § 80, stk. 1, at der ved straffens udmåling skal tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed og til oplysninger om gerningsmandens person, herunder om hans eller hendes almindelige personlige og sociale forhold, gerningsmandens forhold før og efter gerningen samt den pågældendes bevæggrunde til denne. Af stk. 2 følger, at hvis gerningen er udført af flere i forening, vil dette som hovedregel være at anse som en skærpende omstændighed.

§ 80 regulerer strafudmålingen inden for strafferammen. Bestemmelsen vil i medfør af § 2 i straffeloven som udgangspunkt gælde både straffelovs- og særlovsovertrædelser. Bestemmelsen finder endvidere anvendelse i forhold til såvel bødestraf som fængselsstraf, herunder også idømmelse af betingede domme med eller uden vilkår om samfundstjeneste.

Der henvises til betænkningens side 255 ff.

3.6.2. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet har i betænkningens kapitel 9 behandlet spørgsmålet om straffastsættelse (strafudmåling) inden for den foreskrevne strafferamme.

Straffelovrådet foreslår straffelovens § 80 ændret med henblik på at præcisere de hovedhensyn, som skal indgå ved straffastsættelsen.

Det foreslås også, at der som §§ 81 og 82 indsættes ikke udtømmende bestemmelser om, hvilke forhold der i almindelighed skal indgå som henholdsvis skærpende og formildende omstændigheder. Formålet med udkastets §§ 80-82 er på baggrund af den eksisterende retspraksis på grundlag af den gældende § 80 at lovfæste en række hensyn, der har betydning for straffastsættelsen. Udtrykkene »skærpende omstændighed« og »formildende omstændighed« anvendes af samme grund i en vid betydning.

Adgangen til at gå under den foreskrevne strafferamme og efter omstændighederne lade straffen bortfalde foreslår rådet reguleret i en ny § 83, jf. pkt. 3.7 nedenfor.

Der henvises til betænkningens side 251-291.

3.6.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tiltræde Straffelovrådets forslag til nyaffattelse af §§ 80-82, hvorved det nærmere angives i loven, hvilke omstændigheder der skal tillægges vægt i forbindelse med straffens fastsættelse, herunder i formildende og skærpende retning.

Justitsministeriet lægger navnlig vægt på, at der herved kan sikres en højere grad af forudsigelighed og ensartethed i retsanvendelsen, idet det i videre omfang end hidtil vil komme til at fremgå af straffedommes præmisser, hvilke momenter der har haft betydning ved strafudmålingen.

I lovforslagets § 80 angives de hovedhensyn, som skal indgå ved straffastsættelsen. Lovforslagets §§ 81 og 82 føjer hertil en ikke udtømmende opregning af omstændigheder, som i almindelighed skal tillægges henholdsvis skærpende og formildende betydning.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.

De foreslåede bestemmelser tilsigter ikke at ændre det nugældende udmålingsniveau inden for bestemte sagstyper.

Bestemmelserne retter sig alene mod den strafudmåling, som finder sted inden for den foreskrevne strafferamme, mens adgangen til at gå under den foreskrevne strafferamme og efter omstændighederne lade straffen bortfalde reguleres i den foreslåede § 83 (lovforslaget § 1, nr. 2), jf. nærmere under pkt. 3.7 nedenfor.

3.7. Strafnedsættelse og strafbortfald

3.7.1. Gældende ret

Straffelovens §§ 84 og 85 indeholder en nærmere opregning af, i hvilke tilfælde den i loven foreskrevne straf kan nedsættes.

Hvis en af de i § 84, stk. 1, nævnte strafnedsættelsesgrunde foreligger, kan straffen nedsættes under det minimum, der er foreskrevet i den enkelte straffebestemmelse, og straffen kan gå ned til den laveste grad af den mildeste strafart, dvs. 1 dagbod. Minimumsstraffen for den strafart som anvendes, jf. § 33, kan dog ikke fraviges.

Blandt strafnedsættelsesgrundene er undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af retsregler, der forbyder eller påbyder foretagelse af den pågældende handling, jf. § 84, stk. 1, nr. 3.

Det følger af straffelovens § 85, at straffen kan nedsættes, når en strafbar handling er begået under indflydelse af stærk sindsbevægelse, eller når der foreligger andre særlige oplysninger om gerningsmandens sindstilstand eller omstændigheder ved gerningen, og de nævnte forhold taler for en mildere straf end den, som ellers ville finde anvendelse. Under særlig formildende omstændigheder kan straffen i disse tilfælde bortfalde.

Til §§ 84 og 85 knytter sig en række beslægtede bestemmelser i §§ 87 (om strafnedsættelse og –bortfald ved rettighedsfrakendelse), 88, stk. 4, og 89 a, stk. 1 (om strafbortfald ved dom til foranstaltning efter §§ 68-70 og ved ungdomssanktion), og 91 (om adgang til bødestraf for lovovertrædere under 21 år).

Der henvises nærmere til betænkningens side 293-306 og 307-319.

3.7.2. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet har i betænkningens kapitel 10 behandlet adgangen til strafnedsættelse under den foreskrevne strafferammes minimum og strafbortfald.

Straffelovrådet anfører, at der efter rådets opfattelse ikke er grundlag for at ændre strafbortfaldsreglerne i straffelovens § 88, stk. 4, og § 89 a, stk. 1, der har sammenhæng med reglerne om foranstaltninger i straffelovens §§ 68-70 og om ungdomssanktion i straffelovens § 74 a.

Efter rådets opfattelse bør straffelovens §§ 84, stk. 2, jf. stk. 1, 85, 87 og 91 som led i en modernisering af strafferammesystemet afløses af én bestemmelse (§ 83), der på grundlag af den eksisterende praksis lovfæster en almindelig adgang til at nedsætte straffen under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold taler afgørende herfor, og til under i øvrigt formildende omstændigheder at lade straffen bortfalde.

De hidtil gældende bestemmelser i §§ 84, 85, 87 og 91 foreslås som følge heraf ophævet.

Straffelovrådet foreslår endvidere, at uvidenhed om eller misforståelse af retsregler, der forbyder eller påbyder en handling, fremover bør føre til straffrihed, når uvidenheden eller misforståelsen ikke kan tilregnes gerningsmanden som forsætlig eller uagtsom. Efter de gældende regler vil sådanne handlinger ikke kunne føre til straffrihed, men straffen vil i stedet kunne nedsættes eller under i øvrigt formildende omstændigheder bortfalde, jf. straffelovens § 84, stk. 1, nr. 3.

Det følger af bemærkningerne til Straffelovrådets udkast til en sådan straffrihedsbestemmelse (§ 20 a), at den praksis, der i dag knytter sig til § 84, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, vil kunne være vejledende ved fortolkningen af den nye bestemmelse.

Der henvises nærmere til betænkningens side 329-332.

3.7.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig i, at de særlige strafbortfaldsreglerne i straffelovens § 88, stk. 4, og § 89 a, stk. 1, ikke bør ændres.

Justitsministeriet er endvidere enig i Straffelovrådets forslag om, at de nuværende bestemmelser i straffelovens § 84, stk. 2, jf. stk. 1, § 85, § 87 og § 91 erstattes af én generel bestemmelse om nedsættelse af straffen under den foreskrevne ramme og strafbortfald. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. forslagets § 1, nr. 2 og 3.

Straffelovrådets forslag om at indføre straffrihed i tilfælde af undskyldelig uvidenhed om eller misforståelse af retsregler, der forbyder eller påbyder en handling, er en principiel nydannelse, idet der i disse situationer i dag alene kan ske strafnedsættelse eller strafbortfald.

I høringssvarene vedrørende Straffelovrådets betænkning har præsidenterne for Østre og Vestre Landsret bl.a. anført, at det må forventes, at den foreslåede bestemmelse om straffrihed i praksis vil blive påberåbt i et betydeligt antal tilfælde, herunder i sager mod udlændinge med anden kulturel baggrund og i sager med mere kompliceret lovgivning. Endvidere anføres det, at den foreslåede bestemmelse formentlig vil kunne medføre, at spørgsmålet om tiltaltes kendskab til retsreglerne i videre omfang end hidtil vil blive et bevistema i straffesager. Der vil bl.a. kunne rejses spørgsmål om, hvorvidt der skal gælde andre bevisregler end strafferetsplejens almindelige regler. Endvidere vil der kunne rejses spørgsmål om, hvilke krav der må stilles til tiltaltes viden om og forståelse af de relevante regler, den retlige kvalifikation af tiltaltes handling, og efter hvilke kriterier det skal afgøres, om der foreligger uagtsomhed, herunder om vurderingen afhænger af den tiltaltes individuelle forudsætninger. På den baggrund anbefales det, at den gældende bestemmelse i § 84, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, videreføres som en strafnedsættelses- og strafbortfaldsgrund.

Dommerforeningen og Rigsadvokaten har også i deres høringssvar givet udtryk for principielle betænkeligheder ved den foreslåede bestemmelse i § 20 a.

Justitsministeriet er enig i de nævnte betænkeligheder. Der vil i givet fald efter Straffelovrådets forslag være tale om en bestemmelse med et særdeles snævert anvendelsesområde, men bestemmelsen må forventes at ville medføre en række tvivlsspørgsmål og tvister.

På den baggrund finder Justitsministeriet ikke, at der er grundlag for følge Straffelovrådets forslag på dette punkt. I stedet foreslår Justitsministeriet, at den gældende bestemmelse videreføres, dels som en adgang til at statuere strafnedsættelse inden for rammen i bestemmelsen, jf. den foreslåede § 82, nr. 4, om formildende omstændigheder ved straffens fastsættelse, dels som en adgang til at nedsætte straffen under det fastsatte minimum eller lade straffen bortfalde, jf. den foreslåede bestemmelse i § 83 om strafnedsættelse og strafbortfald.

3.8. Tilståelsens betydning for strafudmålingen mv.

3.8.1. Gældende ret

Straffelovrådet har i betænkningens kapitel 11 behandlet tilståelsens betydning for strafudmålingen mv. Tilståelsen kan omfatte både egne strafbare forhold og andres strafbare forhold, herunder både forhold begået af eventuelle medgerningsmænd og forhold begået af gerningsmænd, som ingen tilknytning har til den aktuelle straffesag. Tilståelsen kan gives i en udenretlig forklaring. Angår forklaringen andres strafbare forhold, kan der efter omstændighederne blive spørgsmål om at vidne mod den pågældende i retten. Der kan også være tale om tilvejebringelse af objektive beviser, f.eks. dokumenter, der giver oplysning om en forbrydelse begået af den pågældende selv eller af tredjemand.

Tilståelsen kan indvirke på påtalen, sagsbehandlingen og strafudmålingen.

Om tilståelsens betydning for påtalen kan henvises til retsplejelovens § 723, stk. 2, hvorefter tiltalefrafald med vilkår kun kan gives, såfremt den sigtede i retten har afgivet en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende omstændigheder.

Med hensyn til den indenretslige sagsbehandling kan henvises til retsplejelovens § 922 om tilståelsessager.

For så vidt angår strafudmålingen kan henvises til straffelovens § 80, stk. 1, hvorefter der ved straffens udmåling inden for den foreskrevne strafferamme bl.a. skal tages hensyn til gerningsmandens »forhold efter gerningen«. Dette strafudmålingshensyn omfatter f.eks. tilfælde, hvor gerningsmanden har medvirket til sagens opklaring, herunder ved afgivelse af forklaring om medgerningsmænd. Efter straffelovens § 84, stk. 1, nr. 9, kan den for en strafbar handling i loven foreskrevne straf nedsættes under strafferammen, når gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse.

Om fremgangsmåden ved politiets afhøringer kan henvises til retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt., hvoraf det fremgår, at løfter, urigtige foregivender eller trusler ikke må anvendes. Reglen er en udmøntning af princippet om sigtedes ret til at nægte at udtale sig og gælder ikke alene under den udenretlige afhøring hos politiet, men også ved afhøringer i retten, jf. retsplejelovens § 754, stk. 1.

Der henvises nærmere til betænkningens side 333-350 og 359-373.

3.8.2. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet foreslår, at adgangen til at nedsætte straffen, også under den foreskrevne strafferamme, når gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse videreføres. Rådet foreslår samtidig, at der åbnes mulighed for under i øvrigt formildende omstændigheder at statuere strafbortfald i disse tilfælde. I den forbindelse anfører Straffelovrådet, at muligheden for at kunne gå under den foreskrevne strafferamme kun har betydning i de tilfælde, hvor sagen ikke efter omstændighederne kan sluttes med et tiltalefrafald eller en betinget dom uden straffastsættelse, hvor der er foreskrevet et forhøjet fængselsminimum, eller der er et behov for at gå under fængselsstraffens faste minimum på 7 dage. Om og i hvilket omfang tilståelse i egen sag bør føre til reduceret straf eller eventuelt strafbortfald bør efter Straffelovrådets opfattelse bero på en konkret vurdering, som domstolene er vant til at foretage i en række sammenhænge.

Straffelovrådet foreslår endvidere, at der åbnes mulighed for at nedsætte straffen, også under den foreskrevne strafferamme, og for under i øvrigt formildende omstændigheder at lade straffen bortfalde, når gerningsmanden har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af strafbare handlinger begået af andre. Straffelovrådet anfører bl.a. som begrundelse herfor, at der i hvert fald i tilfælde, hvor efterforskningen af alvorligere sager erfaringsmæssigt er særligt vanskelig og problemfyldt, og hvor den sigtede har givet oplysninger, som viser sig afgørende for opklaringen af sagen, bør der være mulighed for at udmåle straffen under den foreskrevne strafferamme, særligt når den pågældendes egen handling må anses for at være af forholdsvis underordnet betydning. Om og i hvilket omfang oplysning om medgerningsmænds eller tredjemænds strafbare forhold bør føre til reduceret straf eller eventuelt strafbortfald bør efter rådets opfattelse bero på en konkret vurdering ved pådømmelsen af den enkelte sag.

Hensynet til at opklare alvorlig kriminalitet og procesøkonomiske hensyn kan efter rådets opfattelse tale for, at der som led i kriminalitetsbekæmpelsen gives mulighed for at stille en sigtet eller tiltalt person fordele i udsigt som »modydelse« for, at den pågældende aflægger tilståelse om egne strafbare forhold og/eller afgiver forklaring om medgerningsmænds eller tredjemænds strafbare forhold. Straffelovrådet finder imidlertid, at adgangen til at indgå sådanne »aftaler« ikke er uden betænkelighed. Det kan således anføres, at formålet med straffeprocessen er at finde den materielle sandhed, og at det ville stride mod dette formål at åbne mulighed for at indgå aftaler om skyld og straf. Videre kan det anføres, at det vil stride mod dansk retstradition at åbne for en ordning, hvor man f.eks. på forhånd indhenter et tilsagn fra retten om ikke at idømme mere end en mellem parterne nærmere aftalt straf. Endelig kan det give anledning til tvivl, hvorvidt og i bekræftende fald i hvilket omfang løfter ud over de »lovbundne« er omfattet af forbudet mod løfter ifølge retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt. Som eksempel på et »lovbunden« løfte kan nævnes tilfælde, hvor politiet – så vidt muligt gennem den sigtedes forsvarer – tilkendegiver, at en tilståelse, herunder også tilståelse, som involverer tredjemand, efter retsplejelovens § 768 vil medføre, at arrestanten tages ud af isolation og evt. tillige løslades fra varetægtsfængsling.

Rådet anfører sammenfattende, at spørgsmålet om politiets og anklagemyndighedens adgang til at indgå aftaler med den sigtede i efterforskningsøjemed ikke er egnet til at blive lovreguleret, og at tilladeligheden af at indgå sådanne aftaler må bero på en nærmere fortolkning af retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt., som i sidste instans hører under domstolene. Efter rådets opfattelse bør en eventuel regulering således finde sted i forskrifter fra den øverste anklagemyndighed, der udarbejdes i lyset i af konkrete retstilfælde på samme måde, som det er sket med hensyn til behandlingen af sager, hvor sigtede gøres bekendt med muligheden for strafnedsættelse som følge af forklaringer om medgerningsmænd, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 11/1998.

Der henvises nærmere til betænkningens side 373-379.

3.8.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig i, at den gældende adgang til at nedsætte straffen, også under den foreskrevne strafferamme, når gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse, bør videreføres, og at der bør åbnes mulighed for under i øvrigt formildende omstændigheder at statuere strafbortfald i disse tilfælde. Justitsministeriet er endvidere enig i, at der bør åbnes mulighed for, at nedsætte straffen og under i øvrigt formidlende omstændigheder at statuere strafbortfald, når gerningsmanden har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af strafbare handlinger begået af andre.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med Straffelovrådets forslag. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (§ 82, nr. 9 og 10, og § 83), samt bemærkningerne hertil.

For så vidt angår spørgsmålet om politiets og anklagemyndighedens adgang til at indgå aftaler med den sigtede i efterforskningsøjemed er Justitsministeriet enig med rådet i, at en regulering heraf i givet fald bør ske i forskrifter fra Rigsadvokaten, hvis der på baggrund af konkrete retssager findes at være behov for det.

Justitsministeriet vil anmode Rigsadvokaten om at være opmærksom på nødvendigheden af en løbende vurdering af behovet for retningslinier på området i lyset af retspraksis.

3.9. Bøder

3.9.1. Gældende ret

I dansk ret kendes to slags bøder: dagbøder og sumbøder. Bødefastsættelse i form af dagbøder sker dels ved at regulere antallet af dagbøder, dels ved at regulere størrelsen af den enkelte dagbod. Sumbøder udmåles som et fast beløb.

Bødefastsættelse i form af dagbøder sker kun ved bøder for overtrædelse af straffeloven, jf. straffelovens § 51, stk. 1, 1. pkt. Foreligger særlovsovertrædelse og straffelovsovertrædelse til samtidig påkendelse, sker bødefastsættelsen dog som udgangspunkt også ved dagbøder, jf. straffelovens § 88, stk. 3.

Bødestraffens minimum er for sumbøder mindste pengeenhed, dvs. for tiden 25 øre. For overtrædelser af færdselsloven gælder dog en minimumsgrænse på 500 kr. (300 kr. for personer med særlig lav indtægt), jf. lov nr. 475 af 31. maj 2000 om ændring af færdselsloven. Der er intet maksimum for sumbøder.

Dagbøders minimum og maksimum er reguleret i straffelovens § 51, stk. 1. For dagbøder gælder et lovbestemt minimum på 2 kr. Med den begrænsning, der ligger i ordene »den pågældendes gennemsnitlige dagsindtægt« i samme bestemmelse, er der intet absolut maksimum for størrelsen af den enkelte dagbod. Der kan højst fastsættes 60 dagbøder.

Det følger af straffelovens § 51, stk. 3, at der ved fastsættelsen af andre bøder end nævnt i stk. 1 og 2, skal tages særligt hensyn til den skyldiges betalingsevne og til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse. Rigsadvokaten har på baggrund af retspraksis udstedt et vejledende bødekatalog, der omfatter såvel straffelovsovertrædelser som særlovsovertrædelser.

I 2000 blev der foretaget en forenkling og nyordning af bødefastsættelsen på færdselslovens område, jf. lov nr. 475 af 31. maj 2000 om ændring af færdselsloven (Bødefastsættelse). Lovændringen medførte, at der blev indført en minimumsgrænse på 500 kr. for bøder på færdselslovens område, og at de hidtil gældende bødepositioner blev reduceret betydeligt, jf. § 118 a, stk. 1. Dog blev der efter § 118 a, stk. 2, åbnet mulighed for at fravige stk. 1 ved udmåling af bøder til personer med særlig lav indtægt. Efter lovændringen foretog Rigsadvokaten en forenkling og ændring af de vejledende retningslinier for nedsættelse af bøder til personer med særlig lav betalingsevne på færdselslovens område. Efter de nye retningslinier nedsættes bøder generelt til det halve for personer mellem 15 og 18 år uden en konkret vurdering af indtægtsforholdene. For personer over 18 år med særlig lav indtægt nedsættes bøden til det halve beløb, hvis indtægten udgør mindre end tre fjerdedel af dagpengebeløbet for en fuldtidsbeskæftiget.

Der henvises nærmere til betænkningens side 381-398.

3.9.2. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet har i betænkningens kapitel 12 foretaget principielle overvejelser om bøders minimum og maksimum samt om dag- og sumbødesystemet.

Straffelovrådets drøftelser er bl.a. sket med udgangspunkt i en af Straffelovrådet særligt udarbejdet bødeundersøgelse, hvis hovedresultater er beskrevet i kapitel 12 og medtaget som bilag i bind III, side 477-86.

Straffelovrådet foreslår ingen ændringer af de gældende bestemmelser om dag- og sumbøder mv.

Straffelovrådet finder det imidlertid principielt rigtigst, at der ikke gælder nogen lovbestemt beløbsgrænse for bøders minimum og maksimum. Straffelovrådet finder i øvrigt, at det ved en revision af området burde klarlægges, om det skal være gerningstidens eller pådømmelsestidens forhold, der skal være afgørende ved bødefastsættelsen. Ved samme lejlighed kunne det overvejes at tydeliggøre terminologien f.eks. ved at indarbejde begrebet »sumbøde« i straffeloven.

Der kunne efter Straffelovrådets opfattelse rejses spørgsmål om, hvorvidt der er grundlag for at opretholde sondringen mellem straffelovsovertrædelser (som hovedregel dagbøde) og særlovsovertrædelser (som hovedregel sumbøde). Nogle af rådets medlemmer (5 medlemmer) ville have sympati for, at dagbodssystemet afskaffedes. Andre medlemmer (3 medlemmer) ville kunne gå ind for at ændre det nuværende system, så sondringen mellem behandlingsmåde (indenretslig/udenretslig) og lovovertrædelse (straffelov/særlov) opgives, og bødefastsættelsen sker som dagbøder.

Der henvises nærmere til betænkningens side 417-421.

3.9.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet har noteret sig Straffelovrådets principielle overvejelser om en mulig revision af dag- og sumbødesystemet.

Det er Justitsministeriets umiddelbare opfattelse, at det nuværende dag- og sumbødesystem i det væsentlige fungerer tilfredsstillende, men er opmærksom på, at systemet ved en revision formentlig kunne forbedres og forenkles. Justitsministeriet finder dog ikke, at der på nuværende tidspunkt foreligger et akut behov for ændringer, og som påpeget af Straffelovrådet udestår i givet fald en række uafklarede spørgsmål i relation til fastsættelsen af bøders størrelse. Under hensyntagen hertil finder Justitsministeriet, at mere omfattende ændringer af det gældende bødesystem, f.eks. afskaffelse af dagsbodssystemet, kun bør gennemføres på grundlag af en samlet gennemgang af området.

Justitsministeriet har derfor ikke medtaget forslag herom i dette lovforslag.

Justitsministeriet har overvejet spørgsmålet om udmåling af bøder til personer med særlig lav indtægt i lyset af den forenkling og ændring af bødepraksis efter færdselsloven, som er omtalt ovenfor under pkt. 3.9.1. Rigsadvokaten har oplyst, at han er ved at revidere det vejledende bødekatalog. Rigsadvokaten vil i den forbindelse foretage en tilsvarende forenkling mv. inden for hele det område, der er omfattet af det vejledende bødekatalog.

3.10. Sammenstød

3.10.1. Gældende ret

Straffelovens §§ 88 og 89 indeholder regler om straffastsættelse i tilfælde af sammenstød.

§ 88 indebærer, at der ved pådømmelsen af flere lovovertrædelser i almindelighed skal fastsættes en fælles straf inden for den strengeste af de strafferammer, som kommer i betragtning. Der sker i reglen ikke nogen selvstændig vurdering af den straf, der er pådraget ved den enkelte lovovertrædelse på den måde, at straffene lægges sammen (absolut kumulation). I retspraksis tager man sædvanligvis udgangspunkt i normalstraffen for den groveste forbrydelse og forhøjer den under hensyntagen til samtidig pådømte mindre forbrydelser. Fællesstraffen udmåles således efter omstændighederne på den måde, at strafbare forhold samlet fører til en skærpet straf for den groveste forbrydelse (modereret kumulation).

Afgørende for, om der foreligger sammenstød, er, om flere forbrydelser er begået uden mellemkommende dom. Er en forbrydelse begået efter dom for en anden forbrydelse, foreligger gentagelse. Har en person begået flere forbrydelser, men er kun den ene opdaget og pådømt, foreligger stadig sammenstød mellem forbrydelserne. Med hensyn til sådanne tilfælde fremgår det af straffelovens § 89, 1. pkt., at hvis nogen, som allerede er dømt til straf, yderligere findes skyldig i en forud for dommen begået strafbar handling, bliver en tillægsstraf at idømme, for så vidt samtidig påkendelse ville have medført forhøjelse af straffen. Formålet med § 89 er så vidt muligt at nå samme resultat, som hvis forholdene var pådømt under samme sag, og straffen således var blevet fastsat efter reglerne i § 88.

Ved lov nr. 475 af 31. maj 2000 om ændring af færdselsloven (Bødefastsættelse) blev der med ikrafttræden 1. september 2000 i færdselslovens § 118 a fastsat særlige regler om udmålingen af bøder for overtrædelse af færdselsloven eller forskrifter udstedt i medfør heraf.

Lovændringen medfører, at der fastsættes en minimumsgrænse for bøder for overtrædelser af færdselsloven på 500 kr. (for personer med særlig lav indtægt 300 kr.), jf. § 118 a, stk. 1-2. Lovændringen indebærer endvidere, at der ved flere overtrædelser af færdselsloven og i andre tilfælde, hvor der skal ske en samlet pådømmelse af færdselslovsovertrædelser og overtrædelser af anden lovgivning, som udgangspunkt skal udmåles den normale takstmæssige bødestraf for hver overtrædelse af færdselsloven (absolut kumulation), jf. stk. 3-5.

Der henvises nærmere til betænkningens side 423-436 og 438-458 med omtale af ændringen af færdselsloven.

3.10.2. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet har nærmere drøftet principperne for udmåling af straf i tilfælde med flere overtrædelser. Drøftelserne er sket med udgangspunkt i de almindelige bestemmelser i bl.a. straffelovens §§ 88 og 89 og de særlige bestemmelser i færdselslovens § 118 a, stk. 3-5.

Der er i rådet enighed om, at strafudmålingen ved pådømmelse af forbrydelser i sammenstød fortsat bør ske med udgangspunkt i en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i sagen. Straffelovrådet finder derfor ikke grundlag for at foreslå ændringer i straffelovens almindelige regler på dette område. Rådet anbefaler dog bl.a. af generalpræventive grunde en ændring af § 88, hvorved der som hovedregel foreskrives absolut kumulation ved sumbøder indtil f.eks. 3.000 kr., 5.000 kr. eller 10.000 kr. for overtrædelse af anden lovgivning end straffeloven (§ 88, stk. 2, i rådets lovudkast). Rådet har afstået fra at pege på en bestemt beløbsgrænse. Rådet forudsætter, at der samtidig sker en ophævelse af de særlige bestemmelser i færdselslovens § 118 a, stk. 3-5, om kumulation, idet forslaget går ud på at gøre færdselslovens ordning anvendelig i et vist omfang på alle strafbare forhold uden for straffeloven.

Straffelovrådet peger i betænkningen på, at der ved tyveri i overensstemmelse med almindelige udmålingsprincipper normalt ikke rejses tiltale for den husfredskrænkelse, der sædvanligvis er forbundet med et indbrud. Straffelovrådet finder det imidlertid ønskeligt, at husfredskrænkelsen kommer klarere til udtryk ved straffastsættelsen, og det anføres i betænkningen, at der i rådet er udtrykt sympati for, at tiltalepraksis ændres, så der ved indbrud i private hjem rejses tiltale for såvel tyveri som husfredskrænkelse med henblik på at opnå en skærpet opmærksomhed om strafværdigheden af husfredskrænkelsen.

Der henvises til betænkningens side 471-477.

3.10.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig i, at strafudmålingen ved pådømmelse af forbrydelser i sammenstød fortsat bør ske med udgangspunkt i en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder i sagen.

Om Straffelovrådets anbefalinger vedrørende en regel om absolut kumulation af bøder inden for særlovgivningen indtil et fastsat beløbsmaksimum på enten 3000 kr., 5000 kr. eller 10.000 kr., skal Justitsministeriet bemærke, at der i dag findes flere områder inden for særlovgivningen, hvor der i vidt omfang benyttes absolut kumulation, og hvor der udmåles meget høje bøder. Det gælder bl.a. inden for skatte- og afgiftsområdet, arbejdsmiljøområdet og på færdselslovens område, hvor princippet om absolut kumulation som nævnt er lovfæstet i færdselslovens § 118 a, stk. 3-5. En eventuel gennemførelse af Straffelovrådets forslag bør efter Justitsministeriets opfattelse ikke medføre lempelser på disse områder.

Endvidere har Justitsministeriet nedsat et udvalg om sanktionsfastsættelse i sager om spiritus- og promillekørsel mv. Dette udvalg skal udarbejde forslag til lovændringer, som indebærer en forenkling af gældende regler og praksis vedrørende sanktioner for spiritus- og promillekørsel og kørsel i frakendelsestiden samt en skærpelse af sanktionssystemet.

Under hensyn til dette udvalgsarbejde, som på flere områder må forventes at ville berøre færdselslovens regler om kumulation, finder Justitsministeriet, at en stillingtagen til Straffelovrådets anbefaling af en generel regel om kumulation af sumbøder ved alle særlovsovertrædelser bør afvente den kommende udvalgsbetænkning om skærpelser på færdselslovens område.

Justitsministeriet er enig med Straffelovrådet i, at den husfredskrænkelse, der er forbundet med et indbrud i en privat bolig, ikke kommer klart til udtryk ved straffastsættelsen. Justitsministeriet vil nærmere overveje Straffelovrådets anbefaling vedrørende tiltalepraksis på dette område og drøfte spørgsmålet med Rigsadvokaten. "