Fremsat den 26

I bestemmelsen lovfæstes en række forhold, som i almindelighed skal indgå som formildende omstændighed ved straffastsættelsen. § 82 tilsigter sammen med § 81 at supplere § 80 ved vægtningen af hensynet til lovovertrædelsens grovhed og gerningsmandens person. Opregningen af formildende omstændigheder i § 82 er ikke udtømmende.

Straffelovens almindelige del indeholder i §§ 21 og 23 regler om straflempelse ved forsøg og medvirken. Med § 82 tilsigtes ingen ændring af disse bestemmelser. Bestemmelser i straffelovens særlige del, som under anvendelse af forskellige udtryk beskriver omstændigheder, hvis tilstedeværelse i det enkelte tilfælde bevirker, at forholdet henføres til en lavere sidestrafferamme ændres ikke ved den foreslåede § 82.

Opregningen i § 82 er inddelt således, at § 82, nr. 1-2, angår gerningsmandens alder. § 82, nr. 3, vedrører overskridelse af grænserne for en objektiv straffrihedsgrund, f.eks. lovligt nødværge. § 82, nr. 4-11, retter sig mod omstændigheder ved gerningen eller gerningsmandens person henholdsvis under og efter gerningens foretagelse. § 82, nr. 12, vedrører betydningen af samtidig rettighedsfrakendelse mv. Endelig omhandler § 82, nr. 13-14, betydningen af sagsbehandlingstid og af den tid, der er gået, siden den strafbare handling blev foretaget.

Efter § 82, nr. 1, skal det i almindelighed indgå som formildende omstændighed, at gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført. Med denne bestemmelse videreføres § 84, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., jf. § 80, og i et vist omfang § 91, der i øvrigt foreslås ophævet, sml. lovforslagets § 1, nr. 3. Det hidtil gældende forbud mod at idømme straf på mere end 8 års fængsel til personer, der var under 18 år på gerningstidspunktet, videreføres i § 33 om fængselsstraffens faste minimum og maksimum, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Efter § 82, nr. 2, skal det i almindelighed tillægges formildende virkning, at gerningsmanden (på domstidspunktet) har høj alder, når anvendelse af den sædvanlige straf er unødvendig eller skadelig. Udtrykket »høj alder« sigter ikke til en bestemt aldersgrænse. Er gerningsmanden fyldt 65 år, vil der normalt være anledning til at overveje, om bestemmelsen kan bringes i anvendelse. At gerningsmanden har høj alder, er imidlertid ikke tilstrækkeligt. Det kræves videre, at sædvanlig straf er enten »unødvendig« eller »skadelig«. Om sædvanlig straf er unødvendig beror på en konkret vurdering, hvor hensynet til gerningsmandens høje alder skal afvejes over for hensynet til gennem straffastsættelsen at markere forbrydelsens strafværdighed. Denne afvejning kan efter omstændighederne føre til, at kravet om sædvanlig straf fastholdes. Straflempelse kan i så fald alene komme på tale, såfremt gerningsmandens høje alder bevirker, at anvendelse af den sædvanlige straf er »skadelig«. Er den sædvanlige straf en længerevarende fængselsstraf, vil der normalt være en formodning for, at denne betingelse er opfyldt. Også kortere fængselsstraffe kan efter omstændighederne være omfattet, f.eks. i tilfælde, hvor gerningsmanden lider af en fremskreden livstruende sygdom.

§ 82, nr. 2, tilsigter ikke at udelukke, at andre ligeværdige hensyn efter omstændighederne tillægges formildende betydning, f.eks. dårligt helbred i form af et svært fysisk handicap. Hensynet til ikke at svække eller forstyrre de psykiske funktioner vil efter omstændighederne kunne være omfattet af § 82, nr. 7 (»andre særlige oplysninger om gerningsmandens sindstilstand«).

I opregningen af formildende omstændigheder indgår i § 82, nr. 3 , at gerningen grænser til at være omfattet af en straffrihedsgrund. Hermed sigtes til en objektiv straffrihedsgrund, f.eks. tilfælde, hvor gerningsmanden har overskredet grænserne for lovlig nødværge og lovlig nødret, jf. straffelovens §§ 13 og 14 samt 84, stk. 1, nr. 1. Som et andet eksempel kan peges på tilfælde, hvor betingelserne for at statuere straffrihed som følge af samtykke eller manglende retsstridighed i øvrigt ikke fuldt ud har været opfyldt, men omstændighederne dog taler for en mildere straf.

Efter den gældende bestemmelse i § 84, stk. 1, nr. 3, kan straffen nedsættes og under i øvrigt formildende omstændigheder bortfalde, når gerningsmanden har handlet i undskyldelig uvidenhed om eller misforståelse af retsregler, der forbyder eller påbyder handlingens foretagelse. De hensyn, som bestemmelsen bygger på, indgår ikke i den foreslåede § 82, nr. 3. Der henvises i stedet til den foreslåede § 82, nr. 4, og den foreslåede § 83.

Efter § 82, nr. 4 , skal det i almindelighed indgå som formildende omstændighed, at gerningsmanden har handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af retsregler, der forbyder eller påbyder handlingens foretagelse. Bestemmelsen viderefører den hidtil gældende strafnedsættelses- og strafbortfaldsbestemmelse i straffelovens § 84, stk. 1, nr. 3. Placeringen i § 82, der omhandler mulighed for nedsættelse af straffen inden for strafferammen, medfører ikke, at den foreslåede bestemmelse i § 83 ikke vil kunne finde anvendelse. I det omfang en uvidenhed eller misforståelse efter de gældende regler i praksis ville føre til nedsat straf eller strafbortfald, jf. den gældende § 84, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, vil den foreslåede bestemmelse i § 83 om strafnedsættelse og strafbortfald ligeledes kunne finde anvendelse.

§ 82, nr. 5, nævner som formildende omstændighed, at gerningen er udført i en oprørt sindstilstand, der er fremkaldt af forurettede eller personer med tilknytning til denne ved et uretmæssigt angreb eller en grov fornærmelse. Bestemmelsen viderefører med en moderniseret formulering straffelovens § 84, stk. 1, nr. 4. Bestemmelsen udvider samtidig kredsen af personer, som har fremkaldt den oprørte sindstilstand, til også at omfatte personer med tilknytning til forurettede, f.eks. personer tilhørende forurettedes gruppe. Den oprørte sindstilstand, som kan føre til en formildet strafudmåling, kan som hidtil være fremkaldt ved, at andre end gerningsmanden er blevet angrebet.

Efter § 82, nr. 6 , skal det i almindelighed indgå som formildende omstændighed, at gerningen er begået som følge af tvang, svig eller udnyttelse af gerningsmandens unge alder eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold. Modstykket til denne bestemmelse er den foreslåede bestemmelse i § 81, nr. 8, hvorefter det i almindelighed skal indgå som skærpende omstændighed, at gerningsmanden har fået en anden til at medvirke til gerningen ved tvang, svig eller udnyttelse af dennes unge alder eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold. Der henvises til bemærkningerne ovenfor til denne bestemmelse.

Med § 82, nr. 7, videreføres straffelovens § 85, 1. pkt., idet det foreskrives, at det i almindelighed skal anses som formildende omstændighed, at gerningen er begået under indflydelse af stærk sindsbevægelse, eller at der foreligger andre særlige oplysninger om gerningsmandens sindstilstand eller omstændighederne ved gerningen. Som formildende omstændighed angives udtrykkeligt »stærk medfølelse«. Som eksempel herpå kan nævnes medlidenhedsdrab af en uhelbredelig syg person. Der vil i øvrigt kunne hentes vejledning for fortolkningen af denne bestemmelse i den praksis, som knytter sig til den hidtidige bestemmelse i § 85.

Med § 82, nr. 8-9 og 11 , videreføres de hidtil gældende bestemmelser i straffelovens § 84, stk. 1, nr. 6-9.

I § 82, nr. 10, angives som formildende omstændighed, at gerningsmanden har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af strafbare handlinger begået af andre. Med denne bestemmelse lovfæstes den retstilstand, som har udviklet sig på baggrund af Højesterets dom offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 1317. Bestemmelsen er ikke begrænset til bestemte sagstyper, herunder sager, som gerningsmanden selv har været involveret i. Bestemmelsen må efter ordlyden forventes at få størst praktisk betydning i sager om grovere kriminalitet, f.eks. større narkotikasager, sager om alvorlig voldskriminalitet og drab eller sager om omfattende eller alvorlig økonomisk kriminalitet, hvor efterforskningen erfaringsmæssigt er særlig vanskelig eller problemfyldt.

Efter § 82, nr. 12, skal det i almindelighed anses som en formildende omstændighed, at gerningsmanden på grund af den strafbare handling frakendes en af de i § 79 omhandlede rettigheder eller påføres andre følger, der kan sidestilles med straf. Bestemmelsen tilsigter at lovfæste den retstilstand, som har udviklet sig i retspraksis i tilknytning til straffelovens § 87. Om en anden følge kan sidestilles med straf, beror på en konkret vurdering. Bestemmelsen kan efter omstændighederne både omfatte følger af faktisk art, og af retlig art, f.eks. udvisning, afskedigelse eller ikendelse af disciplinære foranstaltninger i anledning af det strafbare forhold.

§ 82, nr. 13 og 14, retter sig henholdsvis mod sagsbehandlingstiden, dvs. den tid, der er medgået til sagens behandling ved politi og domstole, og mod den tid, der er gået fra den strafbare handlings foretagelse til dens pådømmelse.

Om det førstnævnte forhold fremgår af § 82, nr. 13, at det i almindelighed skal indgå som formildende omstændighed, når straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden. Hensigten med denne bestemmelse er at lovfæste den retstilstand, som har udviklet sig i retspraksis, herunder bl.a. i tilfælde, hvor der har været spørgsmål om, hvorvidt sagsbehandlingstiden har medført en krænkelse af tiltaltes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 6, stk. 1. Om bestemmelsen kan bringes i anvendelse, beror således på en konkret vurdering, hvorved der efter omstændighederne kan være anledning til at inddrage flere forhold, herunder sagens karakter og betydning, dens kompleksitet og den tiltaltes (gerningsmandens) og myndighedernes adfærd.

Efter § 82, nr. 14, skal det i almindelighed indvirke i formildende retning på straffastsættelsen, at der er gået så lang tid, siden den strafbare handling blev foretaget, at anvendelse af den sædvanlige straf er unødvendig. Formålet med denne bestemmelse er at lovfæste den retstilstand, som har udviklet sig i praksis i tilfælde, hvor der har været spørgsmål om at formilde straffen under hensyn til den tid, der er forløbet, fra gerningen blev begået, til den blev pådømt. Om den tid, der er gået, siden den strafbare handling blev foretaget, kan være en formildende omstændighed, beror på en konkret vurdering, hvorved der bl.a. også må lægges vægt på forbrydelsens karakter.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.6 og 3.8. "

3.8. Tilståelsens betydning for strafudmålingen mv.

3.8.1. Gældende ret

Straffelovrådet har i betænkningens kapitel 11 behandlet tilståelsens betydning for strafudmålingen mv. Tilståelsen kan omfatte både egne strafbare forhold og andres strafbare forhold, herunder både forhold begået af eventuelle medgerningsmænd og forhold begået af gerningsmænd, som ingen tilknytning har til den aktuelle straffesag. Tilståelsen kan gives i en udenretlig forklaring. Angår forklaringen andres strafbare forhold, kan der efter omstændighederne blive spørgsmål om at vidne mod den pågældende i retten. Der kan også være tale om tilvejebringelse af objektive beviser, f.eks. dokumenter, der giver oplysning om en forbrydelse begået af den pågældende selv eller af tredjemand.

Tilståelsen kan indvirke på påtalen, sagsbehandlingen og strafudmålingen.

Om tilståelsens betydning for påtalen kan henvises til retsplejelovens § 723, stk. 2, hvorefter tiltalefrafald med vilkår kun kan gives, såfremt den sigtede i retten har afgivet en uforbeholden tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende omstændigheder.

Med hensyn til den indenretslige sagsbehandling kan henvises til retsplejelovens § 922 om tilståelsessager.

For så vidt angår strafudmålingen kan henvises til straffelovens § 80, stk. 1, hvorefter der ved straffens udmåling inden for den foreskrevne strafferamme bl.a. skal tages hensyn til gerningsmandens »forhold efter gerningen«. Dette strafudmålingshensyn omfatter f.eks. tilfælde, hvor gerningsmanden har medvirket til sagens opklaring, herunder ved afgivelse af forklaring om medgerningsmænd. Efter straffelovens § 84, stk. 1, nr. 9, kan den for en strafbar handling i loven foreskrevne straf nedsættes under strafferammen, når gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse.

Om fremgangsmåden ved politiets afhøringer kan henvises til retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt., hvoraf det fremgår, at løfter, urigtige foregivender eller trusler ikke må anvendes. Reglen er en udmøntning af princippet om sigtedes ret til at nægte at udtale sig og gælder ikke alene under den udenretlige afhøring hos politiet, men også ved afhøringer i retten, jf. retsplejelovens § 754, stk. 1.

Der henvises nærmere til betænkningens side 333-350 og 359-373.

3.8.2. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet foreslår, at adgangen til at nedsætte straffen, også under den foreskrevne strafferamme, når gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse videreføres. Rådet foreslår samtidig, at der åbnes mulighed for under i øvrigt formildende omstændigheder at statuere strafbortfald i disse tilfælde. I den forbindelse anfører Straffelovrådet, at muligheden for at kunne gå under den foreskrevne strafferamme kun har betydning i de tilfælde, hvor sagen ikke efter omstændighederne kan sluttes med et tiltalefrafald eller en betinget dom uden straffastsættelse, hvor der er foreskrevet et forhøjet fængselsminimum, eller der er et behov for at gå under fængselsstraffens faste minimum på 7 dage. Om og i hvilket omfang tilståelse i egen sag bør føre til reduceret straf eller eventuelt strafbortfald bør efter Straffelovrådets opfattelse bero på en konkret vurdering, som domstolene er vant til at foretage i en række sammenhænge.

Straffelovrådet foreslår endvidere, at der åbnes mulighed for at nedsætte straffen, også under den foreskrevne strafferamme, og for under i øvrigt formildende omstændigheder at lade straffen bortfalde, når gerningsmanden har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af strafbare handlinger begået af andre. Straffelovrådet anfører bl.a. som begrundelse herfor, at der i hvert fald i tilfælde, hvor efterforskningen af alvorligere sager erfaringsmæssigt er særligt vanskelig og problemfyldt, og hvor den sigtede har givet oplysninger, som viser sig afgørende for opklaringen af sagen, bør der være mulighed for at udmåle straffen under den foreskrevne strafferamme, særligt når den pågældendes egen handling må anses for at være af forholdsvis underordnet betydning. Om og i hvilket omfang oplysning om medgerningsmænds eller tredjemænds strafbare forhold bør føre til reduceret straf eller eventuelt strafbortfald bør efter rådets opfattelse bero på en konkret vurdering ved pådømmelsen af den enkelte sag.

Hensynet til at opklare alvorlig kriminalitet og procesøkonomiske hensyn kan efter rådets opfattelse tale for, at der som led i kriminalitetsbekæmpelsen gives mulighed for at stille en sigtet eller tiltalt person fordele i udsigt som »modydelse« for, at den pågældende aflægger tilståelse om egne strafbare forhold og/eller afgiver forklaring om medgerningsmænds eller tredjemænds strafbare forhold. Straffelovrådet finder imidlertid, at adgangen til at indgå sådanne »aftaler« ikke er uden betænkelighed. Det kan således anføres, at formålet med straffeprocessen er at finde den materielle sandhed, og at det ville stride mod dette formål at åbne mulighed for at indgå aftaler om skyld og straf. Videre kan det anføres, at det vil stride mod dansk retstradition at åbne for en ordning, hvor man f.eks. på forhånd indhenter et tilsagn fra retten om ikke at idømme mere end en mellem parterne nærmere aftalt straf. Endelig kan det give anledning til tvivl, hvorvidt og i bekræftende fald i hvilket omfang løfter ud over de »lovbundne« er omfattet af forbudet mod løfter ifølge retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt. Som eksempel på et »lovbunden« løfte kan nævnes tilfælde, hvor politiet – så vidt muligt gennem den sigtedes forsvarer – tilkendegiver, at en tilståelse, herunder også tilståelse, som involverer tredjemand, efter retsplejelovens § 768 vil medføre, at arrestanten tages ud af isolation og evt. tillige løslades fra varetægtsfængsling.

Rådet anfører sammenfattende, at spørgsmålet om politiets og anklagemyndighedens adgang til at indgå aftaler med den sigtede i efterforskningsøjemed ikke er egnet til at blive lovreguleret, og at tilladeligheden af at indgå sådanne aftaler må bero på en nærmere fortolkning af retsplejelovens § 752, stk. 3, 2. pkt., som i sidste instans hører under domstolene. Efter rådets opfattelse bør en eventuel regulering således finde sted i forskrifter fra den øverste anklagemyndighed, der udarbejdes i lyset i af konkrete retstilfælde på samme måde, som det er sket med hensyn til behandlingen af sager, hvor sigtede gøres bekendt med muligheden for strafnedsættelse som følge af forklaringer om medgerningsmænd, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 11/1998.

Der henvises nærmere til betænkningens side 373-379.

3.8.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig i, at den gældende adgang til at nedsætte straffen, også under den foreskrevne strafferamme, når gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse, bør videreføres, og at der bør åbnes mulighed for under i øvrigt formildende omstændigheder at statuere strafbortfald i disse tilfælde. Justitsministeriet er endvidere enig i, at der bør åbnes mulighed for, at nedsætte straffen og under i øvrigt formidlende omstændigheder at statuere strafbortfald, når gerningsmanden har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af strafbare handlinger begået af andre.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med Straffelovrådets forslag. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (§ 82, nr. 9 og 10, og § 83), samt bemærkningerne hertil.

For så vidt angår spørgsmålet om politiets og anklagemyndighedens adgang til at indgå aftaler med den sigtede i efterforskningsøjemed er Justitsministeriet enig med rådet i, at en regulering heraf i givet fald bør ske i forskrifter fra Rigsadvokaten, hvis der på baggrund af konkrete retssager findes at være behov for det.

Justitsministeriet vil anmode Rigsadvokaten om at være opmærksom på nødvendigheden af en løbende vurdering af behovet for retningslinier på området i lyset af retspraksis. "