|
|
Anklagemyndigheden mod T1 og T2 (begge adv. Stine Gry
Johannesen, København).
(Erik P. Bentzen, Hans-Jørgen Nymark Beck og Hanne Aagaard
med domsmænd).
Retten i Aalborgs dom af 18. november 2011:
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 3. oktober 2011.
T2 og T1 er tiltalt for overtrædelse af
straffelovens § 244 - vold - ved søndag, den 31. juli 2011
ca. kl. 8.30 i arresthus i - - -, på gangen ud for celle nr.
53 og i kælderen i observationscellen i forening at have
overfaldet den varetægtsfængslede S med flere slag i
ansigtet og på kroppen, medens han var belagt med håndjern
på ryggen.
Tiltalte T1 har nægtet sig skyldig.
Tiltalte T2 har nægtet sig skyldig.
T1 har forklaret, at han var på arbejde den pågældende dag.
S havde været indsat i arresten i længere tid. S var kendt
for at være opfarende, bl.a. var han disciplinært blevet
overført til - - - fra et andet arresthus. Han havde ikke
selv haft problemer med S, men det havde andre af hans
kolleger, herunder A, som havde haft problemer med S den
forudgående dag. Den pågældende morgen gik han ind på S'
celle for at give ham hans medicin. S stod ved sit
skrivebord, da han kom ind på cellen. Han kunne mærke, at S
virkede anspændt og lettere aggressiv. Da han rakte
medicinen til S, forlangte denne at komme til at tale med en
sygeplejerske. Det kunne ikke lade sig gøre, fordi det var
søndag. Der var derfor ikke nogen sygeplejerske på arbejde,
hvilket han fortalte S. Det endte med, at S tog imod bægeret
med piller, hvoraf han alene tog den ene pille i munden,
medens han sagde, at han ville gemme resten af medicinen til
senere. Det blev sagt på en bestemt måde som om, at det var
noget, han selv kunne bestemme. Det var ikke tilfældet, idet
reglerne foreskriver, at den indsatte ikke må opbevare
medicin på cellen. Han sagde derfor til S, at han ikke måtte
gemme medicinen til senere, og at han enten skulle tage det
hele eller tilbagelevere den overskydende medicin. S blev
ophidset og kastede pillebægeret med resten af medicinen
tilbage i hovedet på ham samtidig med, at han råbte, at »de
også troede, at de skulle bestemme alt«. Både han og S var
højtrystede. S gik samtidig truende frem imod ham med
knyttet hånd og armene ned langs siden af kroppen. Han tog
fat i S' højre arm, som han drejede rundt. Der blev noget
tumult, og de væltede om på gulvet. Der var ikke meget plads
i cellen, som alene er på 7,8 m2. Det foregik meget
højtrystet, og tingene gik meget hurtigt. Han mente ikke, at
han i stedet havde kunnet vende ryggen til S for at gå ud af
cellen og lukke døren. Da han og S tumlede rundt, kom
medtiltalte T2 til stede. Han havde ikke tilkaldt assistance
eller aktiveret alarmen, men T2 må være blevet tilkaldt af
larmen fra cellen. Da T2 kom ind i cellen, lå han og S og
tumlede med hinanden på gulvet. Han og T2 fik herefter i
fællesskab lagt S i et halvkikset armlåsgreb og ført over
til briksen. Han og T2 havde fat i hver deres arm på S. De
fik rejst S op og begyndte at føre ham ud af cellen, hvilket
mislykkedes, idet S fik vredet sig fri. S faldt i den
forbindelse forover, således at han kom til at ligge på
gulvet på maven med overkroppen uden for cellen. Han og T2
kom ned over S på hver deres side, og fik hans hænder om på
ryggen, hvorefter T2 gav ham håndjern på. Under denne tumult
fægtede S med benene og hovedet, hvorfor han holdt S' hoved
for at undgå, at S slog hovedet bagud og ramte dem. Da de
fik løftet S op, kunne han ud af øjenkrogen se, at hans
kollega B stod skråt bagved T2. Han og T2 førte herefter S
ned til observationscellen i kælderen. Da de gik ned ad
trappen fra 1. salen, fulgte B efter dem. De skulle følge S
ned ad trappen fra 1. salen til stueetagen, hvor de skulle
gå nogle meter hen til trappen fra stueetagen ned til
kælderen. Hans kollegaer C og D stod nedenfor i kælderen, da
de kom med S, hvorfor han antager, at det er dem, der har
låst op til kælderen. Det var første gang, at han lagde
mærke til C og D i forbindelse med episoden. Han har ikke
set dem i forbindelse med episoden på 1. salen. Han og T2
førte herefter S ind i observationscellen, medens B fulgte
efter dem. Inde i observationscellen blev S lagt på maven
over briksen. Han spurgte S, om han var rolig, hvilket S
bekræftede. Det blev sagt højlydt. Han lagde mærke til, at S
havde en skade over øjet. T2 fjernede herefter håndjernene
fra S. Han gik ud af observationscellen, og umiddelbart
herefter gik C ind til S. Han mødte D udenfor
observationscellen. Han sagde til hende, at han ville gå op
og begynde at skrive sin rapport. Han ved ikke, hvad C og D
herefter måtte have foretaget sig. Omkring kl. 14.00 mødte
overvagtmester E, som tog S ud af observationscellen. E har
ikke overfor ham givet udtryk for, at han og T2 havde været
voldsomme overfor S. Han vil afvise, at han i forbindelse
med episoden har udøvet vold overfor S, udover hvad der har
været nødvendigt for at fastholde S i forbindelse med
hændelsesforløbet i hans celle. Han vil ikke mene, at han
har noget særligt godt forhold til C.
T2 har forklaret, at han den pågældende dag var på arbejde
på afdeling vest i arrestens stueetage. Han var næsten
færdig med at uddele medicin, da han hørte nogen skændes.
Han kunne høre, at det var T1, der havde hævet stemmen, men
han kunne ikke genkende den anden stemme. Det var mest T1's
stemme, som var højlydt. Han kunne ikke høre, hvad der blev
sagt. Han fortsatte med at dele medicin ud på sin afdeling,
men da han lidt efter hørte, at stemmerne blev mere og mere
højlydte, skyndte han sig op på 1. salen, hvor lyden kom
fra. Da han kom op til S' celle, var der tumult inde på
cellen. T1 og S lå på gulvet, hvor de tumlede rundt. De lå
på langs af cellen, hvor T1 lå på den venstre side af S. T1
havde fat i S' venstre arm, medens den anden arm piskede
rundt. Han gik ind på cellen, hvor han forsøgte at lægge et
armlåsgreb på S' højre arm, hvilket ikke lykkedes helt,
fordi der ikke var meget plads, når de alle tre tumlede
rundt på den begrænsede plads i cellen. Det hele gik meget
hurtigt, og de fik løftet S op på briksen, således at han
kom til at ligge med overkroppen ind over briksen. Han ville
herefter lægge håndjern på S, hvilket ikke lykkedes, idet S
fik vristet sig fri af deres greb. Det lykkedes for S at
komme op at stå og begynde at løbe over mod døren. De fik
fat i S, inden han nåede ud af cellen, hvorved S faldt
forover. De havde herefter fat i S' arme og ben, men hans
hoved kørte rundt, medens han lå på gulvet. Han lagde en
hånd på S' hoved for at holde hovedet stille, ligesom han
omsider fik mulighed for at lægge håndjern på S. Han kan
bekræfte, at resten af forløbet, herunder hændelsesforløbet
i observationscellen, forholder sig som forklaret af
medtiltalte. Han har ikke foretaget sig andet overfor S, end
hvad han har forklaret. Han har heller ikke set andre udøve
vold overfor S udover, hvad der var nødvendigt for at
fastholde ham. Han har ikke tidligere haft
uoverensstemmelser med S. Efter hans indtryk havde T1 og C
ikke noget godt forhold til hinanden. D havde været én af
hans rigtige gode kolleger.
S har som vidne forklaret, at han det pågældende tidspunkt
havde været indsat i arresten i - - - i 5 uger. Han havde
ikke forud for episoden den pågældende dag haft problemer
med at være i arresten. Den pågældende søndag omkring kl.
8.15 blev han vækket, hvorefter der blev uddelt medicin. Han
fik nogle smertestillende piller, fordi han havde ondt i
tænderne. Det var dog ikke tilfældet den pågældende morgen,
hvorfor han spurgte T1, om han kunne gemme den
smertestillende pille til senere. Det kunne ikke lade sig
gøre, hvilket han accepterede. Han havde kommet pillerne i
munden, og skulle til at drikke noget vand fra sin
vandflaske, da han ud af øjenkrogen bemærkede, at en hånd
kom flyvende. Det var T1, der helt uden varsel gav ham
»sådan en lussing« på den venstre side af hovedet. Han og T1
stod omkring en meter fra hinanden. Det var ikke noget, som
han havde set komme. Han blev chokeret, idet der ikke
tidligere havde været nogen antydning af problemer mellem
dem. T1 skubbede ham herefter over på briksen, og lidt efter
kom T2 ind på cellen. Han vil anslå, at T2 kom ind på cellen
omkring 5-10 sekunder efter, at T1 havde givet ham en
lussing. Det hele gik meget hurtigt. Han var dybt chokeret,
og undlod at gøre modstand, da de tiltalte førte hans arme
om på ryggen og lagde håndjern på ham. Efter at have fået
håndjern på hænderne, »haglede slagene ned over« ham. Der
var tale om adskillige slag med flad hånd på begge sider af
ansigtet, ligesom han blev slået med knyttet hånd på
kroppen. Det var begge de tiltalte, der slog ham. T1 råbte
samtidig til ham, at sådan opfører man sig ikke i - - -. Han
tænkte alene på at beskytte sit ansigt, hvilket ikke var
muligt, da han havde hænderne i håndjern på ryggen. Han blev
herefter rykket ned på gulvet, hvor han kom til at ligge
halvvejs ude af cellen. Han lå i døråbningen til cellen,
således at dørtrinnet trykkede mod hans brystkasse. Medens
han lå på maven på gulvet, satte T1 sig overskrævs på hans
overkrop, medens T2 sad ved siden af hans ben. Han blev
fastholdt på gulvet, medens T1 slog løs på ham. Det er hans
indtryk, at det nu kun var T1, der slog på ham. Der var tale
om knytnæveslag, der ramte ham i hovedet. Han forsøgte at
dreje hovedet fra side til side for at undgå slagene, men
han blev slået på begge sider af ansigtet. Han slog hovedet
ned i betongulvet i forbindelse med, at slagene ramte. Han
kunne mærke, at han begyndte at bløde. Da de tiltalte var
færdige med »at afstraffe« ham, blev han løftet op og slæbt
ned i kælderen. Han kunne fornemme, at der var kommet flere
fængselsbetjente til stede, men de greb ikke ind. Der var
blevet låst op til observationscellen, hvor han blev kastet
ind over briksen. Inde i observationscellen fortsatte begge
de tiltalte med at slå på ham, medens han lå ind over
briksen med sit hoved nede i madrassen og nogle tæpper. De
tiltalte råbte og skreg, medens de slog på ham. Endvidere
tildelte T1 ham flere knæspark i siden af kroppen ved at
trække ham ind mod sig samtidig med, at han stødte sit knæ
ind i siden på ham. På et tidspunkt standsede slagene, og
han blev rejst op. T1 sagde en masse ting til ham, som han
ikke umiddelbart kunne opfatte, fordi han var helt væk. Han
fandt efter et stykke tid ud af, at det drejede sig om,
hvorvidt han kunne opføre sig ordentligt, hvilket han
selvfølgelig sagde ja til. Han var helt groggy og kunne ikke
svare dem. Han var bange for at få flere tærsk. På et
tidspunkt kunne han se, at T1 skulle til at slå ham igen,
idet T1 knyttede sin hånd og slog ud efter ham, men han
nåede at trække hovedet til sig og undgik dermed at blive
ramt. Han fik besked på at tage sit tøj af og trække i noget
fængselsundertøj. Medens han klædte om, blev han igen
spurgt, om han nu kunne opføre sig ordentligt, hvilket han
bekræftede. C kom med noget papir til at tørre blodet af
hans ansigt. C sagde, at han ville tilkalde lægen. Omkring
en halv time senere ankom lægen, som var blevet tilkaldt for
at sy hans flænge over øjet. Lægen undersøgte ham ikke
ellers, ligesom han heller ikke fik lejlighed til at
fortælle lægen, hvad der nærmere var sket. Han var under
lægens undersøgelse iført fængselsundertøj, som dækkede
skaderne på kroppen. Da lægen bad ham om at oplyse sit navn
og personnummer, skubbede C ham ind på observationscellen og
sagde til lægen, at det kunne de ordne ovenpå. Lægen foretog
ikke andet end at sy flængen over øjet. Nogle timer senere
kom overvagtmester E og tog ham ud af observationscellen. E
spurgte ham, hvad der var sket. Da han fortalte det til E,
drejede denne hovedet væk og sagde, at det ikke kunne passe,
fordi han havde hørt en anden historie. Der var efter hans
opfattelse derfor ikke mere at snakke med E om. Da han talte
med sygeplejersken den næste dag, fortalte han hende, hvad
der var sket, ligesom han viste hende sine skader, herunder
fortalte, at han havde slået et stykke af en tand. Endvidere
talte han om mandagen med sin forsvarer, som anmeldte sagen
til politiet om tirsdagen. Han talte med politiet om
fredagen, hvor der blev optaget noget billeder af hans
skader. På det tidspunkt var flere af hævelserne allerede
begyndt at aftage. Han kan ikke angive nogen grund til, at
tiltalte T1 skulle slå på ham. Det er noget, som han
efterfølgende har tænkt over mange gange. Han vil afvise, at
han har kastet bægeret med pillerne tilbage i hovedet på T1.
Han har fortsat ondt i ryggen som følge af hændelsen. Han
var i første omgang af den opfattelse, at disse rygsmerter
ville forsvinde med tiden, hvilket også lægen mente, men han
kan konstatere, at han fortsat kan have rygsmerter.
C har som vidne forklaret, at han var på arbejde i arresten
den pågældende søndag. Han arbejdede på forkontoret, der
ligger omkring 30-35 meter fra forurettedes celle. Hans
kollega D var også på arbejde, men han kan ikke huske, om
hun det pågældende tidspunkt befandt sig på forkontoret. Han
kender forurettede S fra værkstedet, hvor han har arbejdet
som værkmester. Det er ikke hans indtryk, at der på noget
tidspunkt har været problemer med S. Han har ikke noget at
udsætte på S' opførsel. Han vil beskrive S som en person,
der gjorde, hvad man bad ham om, og som hellere spurgte en
gang for meget end for lidt. Han kender ikke til andre i
arresten, som har haft problemer med S. Han har ikke noget
forhold til de tiltalte, udover at de er kolleger. Han vil
ikke beskrive sit forhold til dem som hverken godt eller
dårligt, men alene som et arbejdsmæssigt forhold til
kolleger. Medens han arbejdede på forkontoret, hørte han en
voldsom larm fra 1. salen, hvor T1 råbte op. Han kunne alene
høre T1 råbe, men kunne ikke høre, hvad der blev råbt. Det
er noget, som man reagerer på i arresten på samme måde, som
hvis alarmen var blevet aktiveret. Han løb straks op på
afdelingen, hvor han havde hørt T1. Han kom op på gangen
gennem den dør, der er for enden af gangen på 1. salen. Da
han var på vej hen til cellen, så han de tiltalte komme ud
af cellen med S. Der blev ikke råbt, men det foregik i et
meget højt stemmeleje fra såvel S' som de tiltaltes side. S
blev slæbt sidelæns ud af cellen med hovedet først,
hvorefter han blev lagt på gulvet, således at han kom til at
ligge med hovedet ude på gangen, medens benene lå delvist
inde i cellen. S blev lagt ned på gulvet i en slags faldende
bevægelse. Det var T1, der var kommet først ud af cellen, og
herefter fulgte S, som de havde fat i, og til sidst T2. T1
satte sig ned på den venstre side af S' overkrop, medens T2
sad på den højre side af S' underkrop. Han vil anslå, at han
på det tidspunkt stod omkring 3-4 meter fra dem. På et
tidspunkt lagde han mærke til, at også D var kommet til
stede. Han har ikke set, hvordan hun er kommet op på 1.
salen. Efter at være blevet lagt ned på gulvet lå S stille
uden at gøre modstand, medens T2 gav ham håndjern på. De
tiltalte sagde til S, at han skulle ligge stille, hvilket
han gjorde. Han fandt ikke nogen grund til at blande sig,
idet de tiltalte tilsyneladende havde styr over tingene. Han
havde derfor ikke regnet med, at tingene ville udvikle sig,
men pludselig begyndte både T1 og T2 at slå på S. T1 sad
fortsat på siden af S, mens han lænede sig ind over ham,
medens T2 var rykket længere op på siden af S. Både T1 og T2
slog på S med knytnæveslag i ansigtet, medens S lå på gulvet
med hænderne i håndjern på ryggen. Han er sikker på, at
begge de tiltalte slog på S. Han blev meget chokeret over,
hvad der skete. Han kunne ikke se nogen grund til, at de
skulle slå på S, som ikke gjorde modstand, og som var lagt i
håndjern. Han turde ikke gribe ind overfor de to noget
større kolleger, navnlig kunne han på T1's indædte
ansigtsudtryk se, at han for sin egen sikkerheds skyld nok
ikke skulle blande sig. Han besluttede i stedet at
observere, hvad der skete, således at han senere ville kunne
redegøre for det. Han talte herefter, at S blev tildelt
12-15 knytnæveslag i ansigtet, medens han lå på gulvet. Det
er han helt sikker på. De tiltalte trak herefter S op og
førte ham ned til observationscellen i kælderen. Han var
fortsat chokeret over situationen, hvorfor han ikke kan
huske, hvor han var placeret, da han fulgte med de tiltalte
og S ned til kælderen. Han kan således ikke huske, om han
gik forrest ned ad trappen og låste op til kælderen, eller
om han gik bagved de tiltalte og S. Han havde bemærket, at D
på et tidspunkt var kommet til stede oppe på gangen foran S'
celle, men han havde ikke lagt mærke til, hvor hun kom fra.
Han kan ikke huske, hvem der låste døren op ind til
kælderen. Nede i kælderen var han og D samt B til stede. Han
havde ikke set B i forbindelse med episoden oppe på 1.
salen, men havde lagt mærke til, at denne var fulgt med til
observationscellen. De tiltalte førte S ind på
observationscellen, hvor han og de andre fulgte med ind. Han
stod herefter i døråbningen ind til observationscellen
sammen med D og B, medens de tiltalte og S var inde i
cellen. De tiltalte førte S over til et hjørne af briksen,
hvor S blev lagt forover med hænderne i håndjern på ryggen.
De tiltalte råbte til S, om han var helt rolig. S var rolig
og gjorde ikke modstand, men fulgte med og gjorde de ting,
som de tiltalte bad ham om. Begge de tiltalte gav herefter S
nogle knytnæveslag i siden af kroppen omkring nyren. Han har
ikke set nogen af de tiltalte tildele S knæspark, men alene
flere såkaldte »nyreslag« ind i siden. Håndjernene blev
herefter taget af S, som blev bedt om at klæde om. Begge de
tiltalte fortsatte med at råbe ind i hovedet på S, om han
var rolig. S klædte selv om til andet tøj. S gik ned i
bunden af observationscellen ved vinduet, hvor han stillede
sig. Da han havde bemærket, at S blødte fra ansigtet, ville
han gå hen til S med en serviet til at tørre blodet af ham.
Da han var på vej hen mod S, gik T1 imellem og afskar ham
fra at komme over til S, idet T1 arrigt sagde, at S bare
skulle være rolig. Efter at T1 havde forladt
observationscellen, gik han hen til S for at tørre blodet af
dennes ansigt. Han kunne ikke umiddelbart få kontakt med S,
som virkede helt desorienteret. Han kunne se, at »øjnene
væltede rundt i hovedet på S«. Han kaldte flere gange på S,
som hver gang trak sig tilbage fra ham. Han tørrede blodet
af S' øjenbryn, som var flækket. Han er sikker på, at også D
og B var til stede inde i observationscellen under forløbet.
De havde stået sammen med ham henne ved døren ind til
cellen. Han havde selv stået et skridt inde i cellen, medens
D og B stod lige bagved ham, således at D stod inde i cellen
til højre for døråbningen, medens B stod midt i åbningen.
Han turde heller ikke gribe ind under forløbet i
observationscellen, fordi han var bange for de tiltalte. Der
var ingen leder på arbejde i arresten på det pågældende
tidspunkt. Omkring kl. 10.00 mødte overvagtmester E, som tog
S ud af observationscellen. Han fortalte E, at S var kommet
til skade, men han fortalte ikke i detaljer, hvad der var
sket. Han besluttede at tale med H, som han den næste dag
fortalte om hændelsen. Det var ham, der tilkaldte lægen, som
skulle undersøge S. Han var til stede, da lægen undersøgte
S. Undersøgelsen foregik i rummet mellem observations- og
sikringscellen. Han kunne høre, at S fortalte lægen, at han
var blevet slået med knytnæveslag i ansigtet og på kroppen.
Lægen undersøgte alene flængen, som blev syet, men
undersøgte ikke S i øvrigt. Han har ikke forhindret S i at
tale med lægen, herunder ved at skubbe ham ind i
observationscellen. Det er korrekt, at han på lægens
forespørgsel om S' personnummer sagde, at det kunne lægen få
oplyst ovenpå. Han er sikker på, at S sagde til lægen, at
han havde fået slag på hovedet og på kroppen. Han har ikke
hørt S sige til lægen, hvem der havde slået ham.
B har som vidne forklaret, at han var på arbejde i arresten
den pågældende dag. Han befandt sig i den modsatte ende af
arresten omkring 100-150 meter fra S' celle, da han hørte
noget støj og tumult. Det var tydeligt, at noget ikke var,
som det skulle være. Alarmen var ikke blevet aktiveret, men
det er ikke altid muligt at nå at »slå alarmen«, når der er
brug for den. Han skyndte sig at aflåse sin afdeling og løbe
hen til stedet. Da han var kommet halvvejs ind på stuen på
afdeling vest, kunne han høre T1 råbe, at »her i huset er
det os, der bestemmer«. Det var det første, som han hørte
blive sagt. Han fornemmede, at noget var galt, hvorfor han
løb op til stedet på 1. salen. Han bemærkede, at de tiltalte
stod over en indsat, der lå på gulvet på maven med hænderne
på ryggen, og som var ved at blive lagt i håndjern. Da de
tiltalte rejste den indsatte op, kunne han se, at
vedkommende havde en lille flænge over det ene øje. Han kan
ikke huske, om det blødte fra flængen. Det så alene ud til
at være et lille mærke over øjet. Der var ikke andre til
stede end ham og de tiltalte samt den indsatte. Han
vurderede, at de tiltalte havde styr over situationen,
hvorfor der ikke var nogen grund for ham til at blande sig.
De tiltalte førte herefter den indsatte til
observationscellen. Den indsatte, der fortsat var i
håndjern, gjorde ikke modstand, men han valgte at følge med
til observationscellen, fordi der altid er en risiko for, at
tingene kan udvikle sig, når den indsatte får håndjernene
af. Han vil mene, at han gik bagved de tiltalte og den
indsatte ned ad trappen fra 1. salen. Han kan ikke huske,
hvorledes han er gået til siden, således at de tiltalte og
den indsatte kunne komme forbi ham på den forholdsvis smalle
gang, herunder om han er gået ind i en døråbning ud for en
celle eller om han er trådt til siden henne ved trappen. Han
fulgte med de tiltalte ned til observationscellen, hvor også
C og D var til stede. De havde også på et eller andet
tidspunkt været til stede under forløbet på 1. salen, men
han kan ikke sige, hvornår de var kommet. Han havde ikke
lagt mærke til dem, fordi han havde haft sin opmærksomhed
rettet mod de tiltalte og den indsatte. Han kan derfor
heller ikke svare på, hvor C og D nærmere stod placeret på
1. salen, eller hvornår de måtte være gået med ned til
observationscellen. Han mener dog ved nærmere eftertanke, at
i hvert fald C gik først ned ad trappen foran de tiltalte
for at åbne døren ind til kælderen. Den indsatte blev lagt
ind over briksen i observationscellen. En af de tiltalte
spurgte den indsatte, om han kunne opføre sig ordentligt,
hvilket den indsatte bekræftede. Håndjernene blev herefter
taget af den indsatte. C gik lidt efter ind og »duppede« den
indsattes øjenbryn, og herefter forlod de alle
observationscellen, som blev aflåst. Han har ikke set nogen
af de tiltalte slå på den indsatte inde i
observationscellen. Foreholdt vidnet C's forklaring herom,
bemærkede han, at det vil »undre ham, hvis det kunne være
sket«, at de tiltalte havde slået S uden at han havde set
det. Han spurgte bagefter T1, hvad det hele gik ud på,
hvortil T1 svarede, at det var noget med noget medicin. Han
talte herefter ikke mere med T1 om det. Han har ikke set
nogen af de tiltalte slå på den indsatte, hverken på gangen
på 1. salen udenfor cellen eller i observationscellen.
D har som vidne forklaret, at hun den pågældende søndag
formiddag arbejdede på arrestens forkontor sammen med C. På
et tidspunkt kunne de høre noget tumult på 1. salen, hvorfor
C og hun løb mod stedet. C løb først gennem stuen og videre
til 1. salen, og hun fulgte umiddelbart efter. Hun vil mene,
at de løb samme vej, herunder op ad trappen midt på
gangarealet. Foreholdt vidnet C's forklaring om, at han kom
ind på 1. salen gennem døren for enden at gangen, vil hun
mene, at hun i så fald har husket forkert. Hun havde ikke
lagt nærmere mærke til, hvilken vej C løb. Hun var gået ud
fra, at han nok var løbet samme vej som hende. Der er fra
forkontoret lige langt begge veje. Da hun kom op på 1.
salen, var C kommet til stede. Der lå en indsat på maven på
gulvet, og de tiltalte havde fat i vedkommende med hver
deres armsnoningsgreb, medens de var ved at sætte håndjern
på den indsatte. T2 sad på den højre side af den indsatte,
medens T1 sad på den venstre side. C stod umiddelbart foran
hende. Hun har ikke lagt mærke til B. Efter at den indsatte
havde fået håndjernene på ryggen, blev han tildelt nogle
knytnæveslag i ansigtet. Det var T1, der slog på den
indsatte. Hun har ikke set T2 slå på vedkommende. Hun var i
chok over, hvad der skete, fordi der ikke var noget i
situationen, der kunne begrunde disse slag. Der var således
efter hendes opfattelse ingen grund til at slå den indsatte,
som på dette tidspunkt lå stille med hænderne i håndjern på
ryggen. De tiltalte førte herefter den indsatte til
observationscellen. C gik forrest ned ad trappen for at låse
op til kælderen, medens hun fulgte efter de tiltalte sammen
med B. Hun kan ikke med sikkerhed huske, hvornår B var
kommet til stede, men hun mener, at han kom til stede til
sidst i forløbet, efter at den indsatte var blevet slået.
Den indsatte blev i kælderen ført til observationscellen.
Hun ved ikke, hvorledes den indsatte var placeret i
observationscellen, fordi hun trådte udenfor cellen i
forbindelse med, at den indsatte blev bedt om at tage tøjet
af. Hun hørte, at han blev spurgt, om han selv kunne tage
tøjet af, hvilket den indsatte bekræftede. Hun opholdt sig
udenfor observationscellen, hvor døren var blevet skubbet
lidt i. Hun har ikke set, hvad der måtte være sket inde på
observationscellen. Nogle minutter senere kom de tiltalte
samt C og B ud fra cellen. C gik hen for at hente noget
papir til den indsatte, som blødte. Hun har efterfølgende
observeret den indsatte i cellen, hvor han sad på briksen
uden at foretage sig noget.
I har som vidne forklaret, at hun om mandagen mødte på
arbejde i arresten som vikar for sygeplejersken. Det var
hendes opgave at uddele medicin til de indsatte. Hun talte
med S, der havde hævelser omkring øjne, ligesom han havde
fået syet en flænge ved det ene øje. S fortalte, at der
havde været en episode i weekenden. Han viste hende ingen
andre skader end dem, som hun selv kunne se. Hun talte med S
igen om onsdagen, hvor han fortalte om episoden, og hvor han
viste hende nogle mærker ned langs siden af kroppen. Det var
mere, end hvad der fremgår af de billeder, der er optaget af
politiet.
E har som vidne forklaret, at han mødte på arbejde den
pågældende dag kl. 14. Da han mødte, orienterede han sig om,
hvad der var sket i arresten umiddelbart forinden, herunder
at der var en indsat i observationscellen. Han kan ikke
huske, om der var nogen, der fortalte han om baggrunden for
anbringelsen af S i observationscellen, men han læste
observationsrapporten, inden han gik ned for at tale med S.
Da han således havde læst rapporten, vidste han på forhånd,
hvad der var sket. Han var derfor primært fokuseret på at
høre, hvad der havde givet anledning til anbringelsen i
observationscellen for at vurdere, om den indsatte var klar
til at komme tilbage til sin egen celle. S sagde, at det
havde handlet om noget medicin. S nævnte ikke noget om at
have været udsat for vold, da de talte sammen. Han kunne se,
at S var blevet »lappet« ved det ene øje. Han fandt ikke
nogen anledning til at tale yderligere med S om det
forudgående hændelsesforløb, idet han alene skulle vurdere
grundlaget for en fortsat anbringelse i observationscellen.
Han vil ikke mene, at han har afvist at høre på S' beretning
om forløbet. Han besluttede at tage S ud af
observationscellen, idet han vurderede, at S var klar til at
komme tilbage til sin egen celle.
H har som vidne forklaret, at han på et tidspunkt i løbet af
mandagen, den 1. august 2011 blev kontaktet af C, som
fortalte, at en indsat - som C arbejdede med i værkstedet -
gerne ville tale med ham, fordi vedkommende havde haft en
voldsom oplevelse i weekenden. Han gik herefter ned og talte
med den indsatte. Han orienterede den indsatte om, hvorledes
denne kunne forholde sig, hvorunder han henviste denne til
at tale med sin forsvarer og eventuelt anmelde forholdet til
politiet. Han fik om fredagen at vide, at den indsatte havde
anmeldt forholdet til politiet. Den indsatte blev herefter
overført til et andet arresthus.
Ingen af de tiltalte er tidligere straffet.
Rettens begrundelse og afgørelse:
Domsmandsretten lægger i det hele afgørende vægt på den
sikre og troværdige vidneforklaring, der er afgivet af C. På
baggrund af denne detaljerede forklaring, som i det
væsentlige er bestyrket af vidnet D's forklaring og
forurettede S' vidneforklaring samt til dels tillige af de
foreliggende billeder af forurettedes skader, findes det
bevist, at de tiltalte på gangen ud for forurettedes celle
tildelte forurettede flere knytnæveslag i ansigtet, medens
forurettede var belagt med håndjern på ryggen.
Efter samme forklaring, der er bestyrket af forurettedes
vidneforklaring og billederne af forurettedes skader, findes
det endvidere bevist, at de tiltalte efterfølgende i
observationscellen tildelte forurettede flere slag med
knyttet hånd på siden af kroppen, medens forurettede fortsat
var belagt med håndjern på ryggen.
Det bemærkes, at der ikke findes at kunne tillægges vidnet
B's ikke ganske sikre og overbevisende forklaring nogen
afgørende betydning. Hertil kommer, at dennes forklaring om,
at han kom til stede i forbindelse med hændelsesforløbet på
1. salen inden vidnerne C og D, må afvises på baggrund af
disse vidners forklaringer. Endvidere kan det ikke tillægges
nogen afgørende betydning ved bevisvurderingen, at B, der
efter vidnet C's forklaring har været til stede i
forbindelse med episoden i observationscellen, ikke har
været i stand til at forklare herom.
Voldsudøvelsen på gangen udenfor cellen har fundet sted,
efter at de tiltalte havde fastholdt forurettede på gulvet
med hænderne fastlåst i håndjern på ryggen. Der er derfor
ikke - uanset hvad der forinden måtte være passeret inde på
forurettedes celle - noget grundlag for at anse volden for
at være sket som led i nogen form for lovlig magtanvendelse
overfor forurettede. Det samme gælder den voldsudøvelse, der
har fundet sted i observationscellen, hvor forurettede
fortsat var belagt med håndjern på ryggen, og hvor der
udover de tiltalte har været yderligere tre fængselsbetjente
til stede.
Begge de tiltalte findes derfor skyldige i overensstemmelse
med tiltalen.
Straffen fastsættes for tiltalte T1 efter straffelovens §
244 til fængsel i 4 måneder.
Straffen fastsættes for tiltalte T2 efter straffelovens §
244 til fængsel i 4 måneder.
Der er ved denne strafudmåling lagt vægt på, at forholdet er
begået af de tiltalte som tjenestegørende fængselsbetjente
under udførelsen af deres arbejde, jf. herved straffelovens
§ 81, nr. 8, hvilket er en skærpende omstændighed. Det er
ligeledes en skærpende omstændighed, at voldsudøvelsen i
form af flere knytnæveslag mod ansigtet af forurettede er
foregået i en situation, hvor forurettede har ligget
fastholdt på gulvet med hænderne fastlåst i håndjern på
ryggen. Endvidere er det tillagt skærpende betydning ved
strafudmålingen, at volden er begået af de tiltalte i
forening, jf. straffelovens § 81, nr. 2. Endelig er det en
skærpende omstændighed, at de tiltaltes voldsudøvelse mod
forurettede er fortsat efter, at forurettede var blevet ført
til observationscellen i kælderen, hvor han blev tildelt
yderligere knytnæveslag på kroppen.
Der er på denne baggrund ikke grundlag for hverken helt
eller delvist at gøre straffen betinget, heller ikke med
vilkår om samfundstjeneste.
Vestre Landsrets dom:
Retten i Aalborg har den 18. november 2011 afsagt dom i 1.
instans (- - -).
Påstande
Tiltalte T1 har påstået frifindelse.
Tiltalte T2 har påstået frifindelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Supplerende oplysninger:
I forbindelse med ankesagen har Kriminalforsorgen i
Vestjylland foretaget en personundersøgelse af tiltalte T2.
Retsmedicinsk Institut har i erklæring af 14. marts 2012
besvaret spørgsmål i anledning af sagen. I erklæringen
anføres blandt andet:
»…
1. Kan de skader forurettede (S) har i ansigtet stemme
overens med, at der skulle være tildelt ham 12-15
knytnæveslag, mens han lå på arrestens betongulv.
2. Kan de skader, der er dokumenteret i sagens bilag 15 foto
3 og 4 (aflange underhudsblødninger) stamme fra knytnæveslag
eller hvilken type påvirkning af kroppen, vil der typisk
kunne give denne type skader.
…
Ad 1: De påviste misfarvninger omkring øjnene er ældre
blodunderløbne mærker, og kan være opstået på det angivne
tidspunkt. Den sammensyede læsion ved venstre øjenbryn er,
ud fra den behandlende læges udsagn, et kvæstningssår.
Læsionerne er følger efter stumpe traumer og kan være følger
efter knytnæveslag. Lokalisationen tyder på mindst to slag,
men det er på det foreliggende grundlag ikke muligt at
afgøre om der kan være tale om flere end to slag.
Ad 2: De påviste misfarvninger ved højre hoftebenskam er
ældre blodunderløbne mærker, og kan være opstået på det
angivne tidspunkt. De er følger efter ukarakteristiske
stumpe traumer. De kan være følger efter knytnæveslag, men
kan også være følger efter andre stumpe traumer såsom anslag
eller stød mod en aflang genstand. Det er ikke muligt at
angive en mere præcis opståelsesmåde for læsionerne.«
Forklaringer:
De tiltalte og vidnerne S, C, B, D, I, E og H har for
landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Der
er endvidere afgivet forklaring af læge L.
- - -
Læge L har forklaret, at han blev tilkaldt til arresten den
pågældende søndag morgen, da han skulle tilse en af de
indsatte, der skulle syes. Han blev modtaget af en
fængselsbetjent, men han husker ikke navnet på denne.
Fængselsbetjenten sagde ikke noget om baggrunden for, at den
indsatte skulle syes. Foreholdt, at den indsatte i retten
har forklaret, at han var blevet slået 15 gange i ansigtet
med knyttet hånd, har vidnet forklaret, at han ikke
observerede andre skader i ansigtet end flængen.
- - -
Landsrettens begrundelse og resultat:
Skyldspørgsmålet:
Fem voterende udtaler:
C har også for landsretten forklaret, at begge de tiltalte
tildelte S 12-15 slag i ansigtet, mens denne var ilagt
håndjern på ryggen og lå på maven ved sin celle, samt
yderligere slag på kroppen, da S var ført til
observationscellen. Forklaringen er detaljeret og fremtræder
troværdig.
På denne baggrund, og af de grunde, der i øvrigt er anført i
byrettens dom, finder disse voterende det bevist, at de
tiltalte er skyldige i at have begået vold i samme omfang
som lagt til grund af byretten.
Disse voterende stemmer derfor for at stadfæste byrettens
afgørelse af skyldspørgsmålet.
En voterende udtaler:
Henset til de modstridende vidneforklaringer om det
begivenhedsforløb, som tiltalen angår, finder denne
voterende det ikke bevist, at de tiltalte er skyldige. Denne
voterende stemmer derfor for at frifinde de tiltalte.
Der træffes afgørelse i overensstemmelse med
stemmeflertallet.
Straffastsættelse:
To voterende stemmer for at forhøje straffen til fængsel i 6
måneder, mens de øvrige voterende stemmer for at stadfæste
byrettens udmåling af fængselsstraffen.
Der træffes afgørelse i overensstemmelse med
stemmeflertallet.
Samtlige voterende har ved udmålingen af fængselsstraffen
lagt vægt på de samme momenter som anført i byrettens dom.
Efter forholdets karakter er der trods de tiltaltes gode
personlige forhold ikke grundlag for undtagelsesvist at gøre
straffen betinget.
Landsretten stadfæster derfor dommen.
|