UfR 2012.1974 ØLD

 

 

Ø.L.D. 29. februar 2012 i anke 10. afd. nr. S-3979-11

(Michael Kistrup, M. Stassen, Christina Breinstrup (kst.) med domsmænd).

Anklagemyndigheden mod T (adv. C.A Fabritius Tengnagel, Kbh., besk.).


Københavns Byrets dom 19. december 2011, SS 2-18595/2011.



Sagens baggrund og parternes påstande.


Denne sag er behandlet med domsmænd.


Anklageskrift er modtaget den 19. august 2011.


T [født 1965] er tiltalt for overtrædelse af


udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 2,


ved i perioden fra den 5. juni 2007 til den 4. august 2011, på - - -, København S, forsætligt, trods gentagne afgørelser fra Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration med pålæg om udrejse straks og senest afgørelse fra Ulændingeservice om udvisning med indrejseforbud i 2 år at have bistået sin datter D, som stammer fra Marokko, med ulovligt at opholde sig her i landet, idet tiltalte forestod D's kost, logi og skolegang, ligesom han ydede D støtte i form af billigelse af hendes nægtelse af at efterkomme afgørelser om udrejse.


Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.


Tiltalte har erkendt de faktiske omstændigheder, men nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom. Tiltalte har til støtte for sin frifindelsespåstand bl.a. gjort gældende, at han efter forældreansvarslovens § 2 som indehaver af forældremyndigheden over D har en ret og pligt til at drage omsorg for hende, hvorfor han ikke kan straffes efter den påberåbte bestemmelse. Endvidere vil et strafansvar efter udlændingeloven være i strid med FN's børnekonventions artikel 18 om, at forældre har hovedansvaret for omsorg for barnet og barnets tarv, og barnets tarv skal komme i første række, samt EMK's artikel 8 om retten til familieliv, at straffelovens § 125, stk. 2, om straffrihed for en undvegen strafafsoner, når det drejer sig om den pågældendes nærmeste, må finde analog anvendelse, og at politiet efter udlændingelovens § 30, stk. 2, skal drage omsorg for udvisningen, hvorfor en forælder aldrig vil kunne pålægges strafansvar efter udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 2, ved - indtil dette i givet fald sker - at drage omsorg for barnet eller at støtte barnet i sin nægtelse af at udrejse frivilligt.


Forklaringer.


Der er afgivet forklaring af tiltalte.


Tiltalte har forklaret, at han er far til D. D er født den 29. maj 1995 i Marokko. Han var gift med D's mor, men blev skilt fra hende i 1996. Efter skilsmissen boede D sammen med sin mor. Moren blev imidlertid gift på ny, og herefter var der ikke plads til hende hos hendes mor, og hun flyttede derfor hen til mormoren. På et tidspunkt kunne mormoren imidlertid ikke give hende tilstrækkelig omsorg, og D flyttede herefter til ham. Han har fået forældremyndigheden over hende ved en marokkansk domstol. Det var i 2004. Han søgte om >> 1975 >> opholdstilladelse for D i Danmark, men fik afslag. I 2006 kom D til Danmark på et 60 dages-visum, og hun har været her siden. Han har søgt familiesamføring med hende, men har fået afslag. På et tidspunkt kom politiet for at se, om D var hos ham, hvilket hun var. Han ved godt, at D har fået afslag få opholdstilladelse i Danmark, og at hun er udvist med udrejsefrist straks. Det er også rigtigt, at han har oplyst over for politiet, at han ved, det er ulovligt, D bor hos ham, og hun går i en dansk-arabisk skole. I Marokko har D halvsøskende. Han har også en bror i Marokko. D har kun lidt kontakt med sin mor, og hun har ikke set hende, siden hun forlod Marokko. Tiltalte er gift i Danmark og har fået tre børn her.


Personlige oplysninger.


Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Rettens begrundelse og afgørelse:



Tiltalte har erkendt de faktiske omstændigheder og er derfor skyldig i overensstemmelse med tiltalen.


Vedrørende straffastsættelse:


2 dommere udtaler:


Tiltalte har forældremyndigheden over D og har ved at handle som anført i tiltalen tillige opfyldt visse af de pligter, som indehaveren af forældremyndigheden bør opfylde. Disse dommere stemmer derfor for, at straffen skal bortfalde, jf. straffelovens § 83.


1 dommer udtaler:


Tiltalte har overtrådt udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 2. Tiltalte kunne have indrettet sig, således at han ikke overtrådte udlændingelovens bestemmelser. Dette skal der ved straffens fastsættelse tages hensyn til. Denne dommer stemmer derfor for at fastsætte bøden til 5.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 8 dage.


Der afsiges dom efter stemmeflertallet.


Tiltalte har overtrådt udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 2. I medfør af straffelovens § 83 bortfalder den forskyldte straf.

Thi kendes for ret:


Den for tiltalte, T, forskyldte straf bortfalder.


Statskassen skal betale sagens omkostninger, herunder - - -

Østre Landsrets dom.



Københavns Byrets dom af 19. december 2011 (- - -) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse, således at tiltalte idømmes en frihedsstraf subsidiært en bødestraf.


Tiltalte har principalt påstået frifindelse, subsidiært stadfæstelse.


Den 23. september 2004 godkendte Agadirs første instans-domstol, at forældremyndigheden over D blev overført fra moderen til tiltalte.


Den 4. november 2011 klagede Dokumentations- og rådgivningscenter om racediskrimination på vegne D over en afgørelse truffet af Udlændingeservice den 19. januar 2011. Justitsministeriet tillagde i brev af 22. november 2011 klagen opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen.


Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte, der har forklaret i det væsentlige som i byretten.


Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at når han i 1997, hvor hans nuværende ægtefælle, søgte om opholdstilladelse, oplyste, at D ikke skulle til Danmark, var det, fordi D's mor dengang ikke var gift og boede hos hans familie, hvor der også var plads til D. Da moderen indgik nyt ægteskab, var der ikke plads til D hos den nye ægtefælle. D's mormor blev alvorlig syg og skulle behandles i Frankrig. Hun døde i 2007. Når han ikke har oplyst om dette over for udlændingemyndighederne, var det, fordi der ikke i ansøgningsskemaet var en rubrik, hvori denne oplysning kunne gives.


Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet.


Da tiltalte ved sin handling har givet mulighed for, at hans datter født i 1995, over hvem han har forældremyndigheden, og som efter det oplyste ikke længere kan opholde sig hos sin mor eller mormor, kunne have ophold hos ham, tiltræder landsretten, når henses til sagens omstændigheder i øvrigt, at straffen i medfør af straffelovens § 83 undtagelsesvist bortfalder.

Thi kendes for ret:


Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.


Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.