
	UfR 1988.640 HD
		H.D. 2. juni 1988 i sag I 346/1987 Rigsadvokaten mod T2 (adv. J. Korsøe Jensen e.o.). Nykøbing Falster rets dom 25. september 1986. Under denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, tiltales T1 og T2 ifølge anklageskrift af 16. april 1986 fra politimesteren til straf 1.T1: For overtrædelse af lov om almindelig omsætningsafgift, jfr. nu lovbekendtgørelse nr. 68 af 18. februar 1985 § 35, stk. 1, pkt. a, ved for perioden 1. oktober 1978 til 31. december 1981 som indehaver af Dansk Feriehusudlejning, - - - af grov uagtsomhed at have afgivet urigtige angivelser til toldvæsenet, hvorved statskassen blev unddraget 590.426 kr. - - - 2.T1: For overtrædelse af lov om almindelig omsætningsafgift, jfr. nu lovbekendtgørelse nr. 68 af 18. februar 1985, § 35, stk. 3, jfr. stk. 1, pkt. a, ved som indehaver af Dansk Feriehusudlejning, - - - for perioden 1. juli 1980 til 31. december 1980 med forsæt til at unddrage statskassen moms at have afgivet urigtige angivelser til toldvæsenet, idet momstilsvaret blev nedskrevet med 183.079 kr. med anførsel i regnskabet af, at det drejede sig om udenlandsk omsætning. 3.T2: For overtrædelse af lov om almindelig omsætningsafgift, jfr. nu lovbekendtgørelse nr. 68 af 18. februar 1985, § 35, stk. 3, jfr. stk. 1, pkt. a, jfr. straffelovens § 23, ved i slutningen af 1980 og begyndelsen af 1981 som statsautoriseret revisor for den i forhold 1 nævnte virksomhed at have medvirket til, at tiltalte T1 med forsæt til at unddrage statskassen moms afgav urigtige angivelser til toldvæsenet, idet tiltalte i slutningen af 1980 udarbejdede opgørelse af momstilsvaret, hvilken opgørelse tiltalte T1 anvendte til nedskrivning af momstilsvaret for juli og oktober kvartal 1980 med ialt 183.079 kr. med anførsel i regnskabet af, at det drejede sig om udenlandsk omsætning. T1 er født den 18. oktober 1934 i - - -. T2 er født den 20. december 1923 i - - -. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf. Begge de tiltalte har nægtet sig skyldige, idet de har gjort gældende, at strafansvaret er forældet. T1 har yderligere gjort gældende, at momsangivelserne for perioderne har været af foreløbig karakter som følge af en aftale med toldvæsenet indgået på et møde i januar 1979. Mødet kom i stand i forbindelse med, at tiltaltes ejendomsmægler- og udlejningsvirksomhed - samtidig med en række andre liberale erhverv - blev momspligtig fra den 1. oktober 1978. Endvidere er gjort gældende, at forholdene hverken kan tilregnes ham som groft uagtsomme - eller vedrørende forhold 2 forsætligt - forhold, da medtiltalte T2 i dennes egenskab af revisor har udført kontrol med momsregnskaberne, ligesom der har været indkøringsproblemer med tiltaltes EDB-anlæg. Endelig har T1 anført, at det i forhold 2 nævnte unddragne beløb ikke som angivet vedrører udenlandsk omsætning, men derimod udenlandsk provision, hvorom der har bestået tvivl med hensyn til momspligten. T2, der bestrider at have udført kontrol med medtiltaltes momsregnskab, har yderligere gjort gældende, at hans medvirken ikke har været strafbar, men alene bestået i, at han af hjælpsomhed overfor en hos medtiltalte ansat kontorassistent i kladdeform har lavet en lille del af det regnskab, der ligger til grund for det i forhold 2 nævnte beløb. De tiltalte har ikke gjort indsigelser mod opgørelsen af de i anklageskriftet anførte beløb. - - - T1 har blandt andet forklaret, at han i 1959 tog eksamen som statsautoriseret ejendomsmægler, og at han siden 1959/1960 har drevet selvstændig virksomhed, herunder formidling af sommerhusudlejning. I de første år var omsætningen mellem 15.000 og 18.000 kr., og han ordnede i starten selv regnskaberne på den måde, at han foretog afregning til kunderne og førte kassekladde. Iøvrigt havde han lige fra starten revisorbistand. Han har aldrig selv haft større forståelse af regnskaber. I 1962 begyndte han at ansætte kontorhjælp til den daglige drift, og antallet af ansatte endte med at være 7-8 personer. Tiltalte har i de sidste mange år hovedsageligt beskæftiget sig med den repræsentative side af virksomheden og virksomhedens øvrige udadvendte funktioner. Momsopgørelserne blev fra starten af momspligtens indførelse udfærdiget af firmaets bogholderi i samarbejde med medtiltalte, der har været tiltaltes revisor siden 1973. - - - T1 har endvidere forklaret, at da der blev indført momspligt for blandt andet tiltaltes virksomhedsart, havde han allerede beregnet udlejningspriserne for 1979-sæsonen. Der opstod derfor problemer, da der skulle indregnes moms. I den anledning blev der afholdt et møde i januar 1979 med toldvæsenet. Tiltalte har nærmere forklaret, at han fra toldvæsenet ønskede faste retningslinier for, hvordan han skulle håndtere momsregnskabet. I mødet deltog kontorchef Ravn fra toldvæsenet, medtiltalte T2, tiltaltes daværende bogholder, Birgitte Jørgensen, samt tiltalte selv. Det blev senere telefonisk aftalt i februar 1979, at foreløbig 20% af omsætningen i hans virksomhed skulle være at anse for momspligtig formidling af udlejning af sommerhuse i stedet for de i skrivelsen af 30. januar 1979 fra toldkammeret nævnte 23%. Det var hans opfattelse, at toldvæsenet ville henvende sig med henblik på fastsættelse af endelige momsopgørelser ved udgangen af regnskabsåret, idet de 20% kun var at opfatte som et »a conto«-beløb. Tiltalte mente, at det forudsætningsvis lå i aftalen med toldvæsenet, at det var toldvæsenet og ikke tiltalte selv, der skulle rette henvendelse, når det endelige årsregnskab skulle opgøres. Også fordi toldvæsenet jo er et offentligt serviceorgan. De omtalte 20% var i virkeligheden udtryk for omfanget af den rigtige omsætning. Efter udløbet af 1979 foretog han dog ikke nogen nøjagtig beregning til kontrol af tallene. - - - Vedrørende forhold 2 har T1 blandt andet nærmere forklaret, at det i sagens bilag 4, underbilag 3 nævnte tal på 406.118 kr., der indgår i toldvæsenets beregning af det unddragne beløb, vedrørte den udenlandske provision og ikke omsætning. Beløbet var helt urealistisk, hvis det skulle være udtryk for omsætningen, der var på ca. 5 mio.kr. Tiltalte har forklaret, at han i hele perioden har været medlem af Feriehusudlejernes Brancheforenings bestyrelse, hvor man ofte diskuterede problemet omkring indførelsen af momspligt, og man var her enige om, at udenlandsk provision skulle holdes udenfor momsregnskabet. Vedrørende sagens bilag A - kopier af momsangivelser for 1980 og 1981 underskrevet af tiltalte - forklarede tiltalte, at momsangivelserne blot blev forelagt ham til underskrift af bogholderen, og at han ikke i den forbindelse har fået forelagt underbilag. Han underskrev blot momsangivelserne. T2 har forklaret, at han tog eksamen som statsautoriseret revisor i 1955, og han har siden da drevet selvstændig virksomhed som revisor. Han har været T1's revisor siden 1973. Om mødet i januar 1979 hos toldvæsenet har tiltalte forklaret, at han deltog sammen med medtiltalte T1. Der blev gennemgået tre problemer, nemlig dels problemet omkring momsningen af fortjenesten vedrørende fastprissommerhusene, dels spørgsmålet om den udenlandske provision og dels spørgsmål i tilknytning til fradrag af håndværkerregningerne vedrørende udlejningshusene. Alle disse problemer blev drøftet på mødet, der derfor udmundede i en aftale om en a conto-procent på 23, indtil problemerne var afklaret. Der var ingen problemer med momsen i 1978/1979, idet den momspligtige andel blev ansat til 20%. Vedrørende årsreguleringen af momsen for 1979 var det tiltaltes opfattelse, at hr. Ravn fra toldvæsenet havde lovet at henvende sig til T1, hvilket imidlertid ikke skete. Tiltalte drøftede med T1, om T1 skulle henvende sig selv. Tiltalte kunne ikke selv rette henvendelse til toldvæsenet på grund af sin stilling som T1's revisor. Det var ikke muligt for tiltalte selv at beregne momsen for 1979 på grundlag af de uafklarede spørgsmål vedrørende den udenlandske provision og vedrørende underskud på fastprissommerhusene. Da T1 ikke ville henvende sig til toldvæsenet, var det umuligt for tiltalte at lave nogen slutopgørelse. Tiltalte mente, at man for 1979 lavede et løseligt skøn, hvorefter der skulle betales til toldvæsenet. Tiltalte forklarede, at indførelsen af EDB-bogholderi hos tiltalte T1 medførte visse problemer, men det var tiltaltes opfattelse, at problemerne kunne løses med supplerende oplysninger fra det manuelle bogholderi. Tiltalte forklarede, at han aldrig reviderede T1's regnskaber, men alene opstillede regnskaberne på grundlag af forelagte tal. Hans revisorhonorar for arbejde for T1 i 1978 udgjorde 9.500 kr. og 12.000 kr. for 1979. På et tidspunkt mellem den 20. august 1980 og den 20. november 1980 havde tiltalte et møde med medtiltalte T1, hvor T1 oplyste, at man i brancheforeningen havde aftalt, at den udenlandske omsætning ikke skulle belastes med moms. Tiltalte sagde da til T1, at omsætningen skulle momsbelægges, da sommerhusene jo lå her i landet. T1 begrundede sit synspunkt overfor ham med, at den udenlandske omsætning svarede til en maskinfabriks salg af varer til udlandet. På et tidspunkt, hvor tiltalte kom til stede i virksomheden, anmodede Anni Jensen - der kort forinden havde tiltrådt som bogholder i T1's firma - tiltalte om hjælp til at foretage momsopgørelsen for juli kvartal 1980. Anni Jensen kunne ikke finde ud af opgørelsen, fordi T1 havde sagt, at den udenlandske omsætning skulle trækkes fra. Tiltalte besluttede sig for at hjælpe Anni Jensen. Han bad om og fik tallene fra en rød bog. Tiltalte bekræftede, at det var de tal, der er indeholdt i sagens bilag 22. Tiltalte udpegede i retten det, han havde skrevet på bilaget. Tiltalte har forklaret, at han ikke selv har foretaget nogen udregning eller kontrol af tallene. Han fastholdt overfor Anni Jensen, at fremgangsmåden var forkert, men hjalp hende dog som sagt alligevel af venlighed. Det tog ca. en halv times tid at hjælpe Anni Jensen. Han sagde til Anni Jensen, at hun ikke måtte sige til T1, at det var tiltalte, der havde hjulpet hende, ligesom han sagde til hende, at hun skulle lægge kladden i en skuffe. Efter tiltaltes opfattelse burde medtiltalte T1 have undret sig meget over, at han for juli kvartal 1980 skulle have ca. 2.000 kr. tilbage i moms. Juli kvartal var kvartalet med den største omsætning, og T1 måtte vide, at han for dette kvartal det forrige år havde betalt ca. 130.000 kr. til toldvæsenet. Tiltalte talte ikke med medtiltalte T1 om denne juliopgørelse. Han havde jo tidligere påpeget det forkerte i fremgangsmåden overfor T1. Tiltalte mente sig berettiget til at lave en opgørelse som sket til hjælp for bogholderen, selv om tallene i sig selv var baseret på et fejlagtigt grundlag. Han regnede med, at det kun var et spørgsmål om tid, hvornår toldvæsenet kom. Tiltalte har forklaret, at han lavede det sidste regnskab for T1 for året 1981. Han fratrådte samarbejdet med T1 på grund af uenighed vedrørende momsopgørelsen, blandt andet fordi medtiltalte T1 nu påstod, at det var tiltalte, der havde udtrykt den opfattelse, at den udenlandske omsætning skulle fratrækkes. Tiltalte har forklaret, at han deltog i et møde med medtiltalte T1 og revisor Riemann Rasmussen den 2. marts 1983. På mødet ville T1 have tiltalte og Riemann Rasmussen med til at støtte ham i, at det var korrekt at fradrage den udenlandske omsætning. Endvidere diskuterede man revisor Riis Sørensens oplæg, der også fastslog, at det var ukorrekt at fratrække den udenlandske omsætning. Tiltaltes påtegning på T1's regnskab for 1981 var noget usædvanlig, da den indeholdt en lang række forbehold. På mødet mellem den 20. august og den 20. november 1980 med T1 havde han sagt til denne, at han - tiltalte - ikke længere ville lave T1's momsopgørelser, når T1 ville have den udenlandske omsætning fratrukket. Hertil svarede T1, at så måtte hans egne folk klare momsopgørelsen. Tiltalte har forklaret, at han igen vedrørende momsopgørelsen for oktober kvartal 1980 måtte hjælpe Anni Jensen, da der ikke var sket nogen reguleringer for de forudgående kvartaler. - - - Anklagemyndigheden har vedrørende forældelsesspørgsmålet anført, at den 5-årige forældelsesfrist efter straffelovens § 93, stk. 2, skal regnes fra tidspunktet for indgivelsen af den sidste momsangivelse, hvilket i forhold 1. vil sige fra den 20. februar 1982 og i forhold 2. og 3. fra den 20. februar 1981. Fristen afbrydes efter straffelovens § 94, stk. 4, 1. punktum ved ethvert rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædelse, hvortil - ud over anklageskriftet af 16. april 1986 - må henregnes rettens beskikkelse af forsvarer for T1 den 3. januar 1985. Forældelsesfristen er derimod udløbet for tiltalte T2's vedkommende, hvis anklageskriftets indgivelse til retten er eneafgørende. Imidlertid følger det af straffelovens § 94, stk. 4, sidste punktum, at forældelsesfristen - i tilfælde hvor straf for en overtrædelse kan pålægges af en administrativ myndighed - afbrydes, når den pågældende gøres bekendt med, at han er sigtet hos politiet den 18. april 1985. Strafansvaret er herefter ikke forældet, i hvert fald ikke hvis strafpåstanden er bødestraf, som kan pålægges af toldvæsenet, men det samme må efter anklagemyndighedens opfattelse være tilfældet ved påstand om frihedsstraf. Også i forhold til T1 må forældelsesfristen anses for afbrudt efter § 94, stk. 4, sidste punktum, ved afhøringen som sigtet hos politiet den 19. oktober 1984. De tiltaltes forsvarere har heroverfor anført, at forældelsesfristen alene kan anses for afbrudt efter straffelovens § 94, stk. 4, 1. punktum, idet bestemmelsen forudsætter, at retten bliver impliceret. Dette er først sket ved indgivelse af anklageskriftet, hvorfor strafansvaret er forældet. Retten skal udtale: Forældelsesfristen for de i anklageskriftet nævnte perioder findes at burde regnes fra det tidspunkt, hvor den for perioderne sidste momsangivelse er indgivet, jfr. straffelovens § 94, stk. 1. Forældelse af strafansvaret for den i forhold 1. nævnte overtrædelse, hvor sidste momsangivelse antages at være indgivet den 20. februar 1982, findes herefter allerede af den grund ikke at være indtrådt inden udløbet af den i straffelovens § 93, stk. 2, nævnte 5-årige forældelsesfrist. - Det lægges til grund, at forældelsesfristerne i forhold 2. og 3. skal regnes fra den 20. februar 1981, der er sidste dato for rettidig momsangivelse for oktober kvartal 1980. Da politiet på anmodning fra Direktoratet for toldvæsenet afhørte T1 som sigtet den 19. oktober 1984 og T2 som sigtet den 18. april 1985, tiltrædes det af anklagemyndigheden anførte, således at strafansvaret for begges vedkommende ikke kan anses for forældet, jfr. straffelovens § 94, stk. 4, sidste punktum. Ad forhold 1, T1: Efter bevisførelsen og herunder den af vidnet Ravn afgivne forklaring samt det oplyste om den almindelige fremgangsmåde vedrørende toldmyndighedernes kontrol hos momspligtige lægges til grund, at tiltalte ikke kan have haft nogen berettiget forventning om, at toldmyndighederne ville tage initiativet til at bistå med den endelige årsregulering af momsmellemværendet. Efter tiltaltes egen forklaring, det forhold at en række bilag er bortkommet, og at tiltalte, der er ansvarlig herfor, har haft uorden i regnskaberne, samt at der herved er unddraget statskassen et betydeligt momsbeløb, findes tiltalte at have gjort sig skyldig i groft uagtsomt forhold. Ad forhold 2, T1: Efter bevisførelsen, herunder de af vidnerne Riemann Rasmussen, Riis Sørensen og medtiltalte afgivne forklaringer, samt henset til, at de beløb, der er opført i bilagene, der ligger til grund for toldmyndighedernes beregning af det unddragne beløb, er angivet som udenlandsk omsætning, findes tiltaltes forklaring om, at beløbet i stedet vedrører udenlandsk provision, at burde forkastes. Det fremgår endvidere af de nævnte forklaringer, der lægges til grund, at tiltalte, uagtet han burde vide, at den udenlandske omsætning - således som han definerede den - ikke kunne undtages fra momsberigtigelse - alligevel har indsendt momsangivelser opgjort på grundlag af momsregnskaber, der var nedskrevet med nævnte omsætning. Tiltalte findes herefter at have gjort sig skyldig i forsætligt forhold. Ad forhold 3, T2: Efter tiltaltes egen forklaring lægges til grund, at han har bistået medtiltaltes bogholderi i udarbejdelsen af momsregnskabet for de to perioder. Tiltalte findes herved at have gjort sig skyldig i strafbar medvirken. De tiltalte vil herefter være at anse således: T1 har efter det anførte gjort sig skyldig i overtrædelse af loven om almindelig omsætningsafgift, lovbekendtgørelse nr. 68 af 18. februar 1985, § 35, stk. 1, punkt a og § 35, stk. 3, jfr. stk. 1, punkt a, og bør anses med en straf efter disse bestemmelser af fængsel i 40 dage. Der er ved strafudmålingen taget et vist hensyn til den tid, der er gået, før tiltalen er rejst. T2 har efter det anførte gjort sig skyldig i overtrædelse af loven om almindelig omsætningsafgift, lovbekendtgørelse nr. 68 af 18. februar 1985, § 35, stk. 3, jfr. stk. 1, punkt a, jfr. straffelovens § 23. Ved strafudmålingen har retten efter bevisførelsen lagt til grund, at tiltalte har gjort medtiltalte opmærksom på, at den udenlandske omsætning - således som medtiltalte definerede den - ikke kunne fradrages i momsregnskabet, og da tiltaltes bistand iøvrigt må anses for at have været mindre væsentlig, er der fundet grundlag for at anvende strafnedsættelsesbestemmelsen i straffelovens § 23, stk. 1, 2. punktum. Den for T2 forskyldte straf fastsættes herefter på grundlag af de nævnte bestemmelser til en bøde på 5.000 kr., subsidiært en forvandlingsstraf af hæfte i 10 dage. - - - Østre Landsrets dom 16. juni 1987 (8. afd.). Nykøbing F. rets dom af 25. september 1986 - - - er anket af T1 og T2 med påstand om frifindelse. Anklagemyndigheden har anket til skærpelse for begge de tiltaltes vedkommende. - - - Distriktstoldkammeret har i et notat af 16. juni 1987 beregnet, at den afgiftspligtige provisionsindtægt - på grundlag af regnskabsmateriale fundet hos T1 - i 1979 udgjorde 28,7% af bruttoomsætningen og i 1980 33,5%, heri ikke medregnet afgiftspligten for afgivne provisionsandele til udenlandske bureauer. T1 fremsatte begæring overfor kriminalpolitiet i Nykøbing om beskikkelse af forsvarer. Begæringen blev med en beskrivelse af sigtelsen sendt til retten i Nykøbing F, der den 3. januar 1985 beskikkede en forsvarer for ham. T2 blev den 18. april 1985 afhørt af kriminalpolitiet i Nykøbing F »som sigtet for overtrædelse af lov om almindelig omsætningsafgift« i anledning af det forhold, for hvilket han nu er tiltalt. Der er i landsretten givet supplerende forklaring af de tiltalte og vidnerne kontrolchef Hans Jørgen Ravn, statsautoriseret revisor Peter Riemann Rasmussen og kontrolchef Robert Lauritsen, der alle i det væsentlige har forklaret som for byretten. Kontrolchef Robert Lauritsen har forklaret, at han den 2. juni 1983 telefonerede til T2 og fortalte, at distriktstoldkammeret ville indberette til direktoratet, at T2 burde straffes for medvirken til forsætlig momsunddragelse, og at han efter vidnets opfattelse havde overtrådt sine pligter som revisor, hvorfor sagen også burde forelægges for Industriministeriet. T2 tog øjensynligt vidnets meddelelse til efterretning. Vidnet foretog ikke notat herom, men husker, at indstillingen til direktoratet, som er dateret den 3. juni 1983, blev afsendt dagen efter. Ad forhold 1. Efter bevisførelsen for landsretten må det lægges til grund, at tiltalte T1 har været klar over, at det af toldvæsenet fastsatte grundlag på 23, senere 20% af det beløb, der indgik til ham for udlejning af sommerhuse, var midlertidigt. - - - Ad forhold 2. Efter bevisførelsen for landsretten må det lægges til grund, at T1 overfor medtiltalte i efteråret 1980 har givet udtryk for, at han ville fradrage indtægten ved udleje af sommerhuse til udlændinge ved beregningen af momstilsvaret. Denne opfattelse har han fastholdt ved et møde med medtiltalte og vidnet Riemann Rasmussen i begyndelsen af 1982, jfr. de pågældendes forklaringer. Herefter må det lægges til grund, at T1 har foranlediget sin bogholderske Annie Jensen til at udeholde de nævnte indtægter i de af tiltalte selv underskrevne opgørelser af moms for juli og oktober kvartaler 1980, uanset at han var klar over, at det var uberettiget. Som følge af det anførte tiltrædes det, at T1 også for så vidt er fundet skyldig efter anklageskriftet. Ad forhold 3. Det tiltrædes, at det ved tiltaltes egen forklaring i forbindelse med det iøvrigt oplyste må anses godtgjort, at han er skyldig efter anklageskriftet. Tiltaltes medvirken findes ikke at kunne anses for at være af mindre væsentlig betydning, hvorved bl.a. er henset til, at han to gange - kort før den 20. november 1980 og kort før den 20. februar 1981 - har bistået med udregninger til brug for de urigtige momsangivelser, og at han måtte gå ud fra, at medtiltalte ville gøre brug af dem ved angivelsen af sit momstilsvar. 4 af rettens medlemmer finder særlig under hensyn til den tid, der er forløbet siden de strafbare forhold, den for T1 fastsatte straf passende. 2 af rettens medlemmer finder under hensyn til forholdenes grovhed og de unddragne beløbs størrelse, at straffen bør fastsættes til fængsel i 60 dage. Der er enighed om, at den af T2 forskyldte straf bør fastsættes til en bøde på 20.000 kr., subsidiært hæfte i 20 dage. Med hensyn til spørgsmålet om forældelse af strafansvaret for T1 findes den i straffelovens § 93, stk. 2, 2. pkt. fastsatte 5-årige forældelsesfrist at måtte regnes i forhold 1 fra den 20. februar 1982, og i forhold 2 fra den 20. februar 1981. Forældelsesfristerne må anses afbrudt, da der den 3. januar 1985 af retten blev beskikket forsvarer for tiltalte, jfr. straffelovens § 94, stk. 4, 1. pkt. Herefter er strafansvaret ikke forældet, hvorefter tiltalte i overensstemmelse med stemmeflertallet straffes som nedenfor anført. Hvad angår spørgsmålet om forældelse for T2's vedkommende finder 4 af de voterende, at fordi kun bødestraf er forskyldt, og fordi straf således kunne være pålagt af toldvæsenet, er forældelsesfristen blevet afbrudt ved afhøringen af tiltalte som sigtet den 18. april 1985, jfr. straffelovens § 94, stk. 4, 3. pkt. Herefter er strafansvaret efter disse dommeres opfattelse ikke forældet, jfr. straffelovens § 93, stk. 2, 2. pkt. To af de voterende udtaler: Af forarbejderne til lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændring af straffelovens §§ 93 og 94 - jfr. Straffelovsrådets betænkning nr. 433/1966 - fremgår, at bestemmelsen i straffelovens § 94, stk. 4, 3. pkt. er indført for at undgå, at sager, der kan afgøres administrativt ved bødestraf, indbringes for retten alene for at undgå forældelse. Da toldmyndighederne har fremsendt sagen til anklagemyndigheden med begæring om frihedsstraf også for T2's vedkommende, findes bestemmelsen i straffelovens § 94, stk. 4, 3. pkt. ikke at kunne bringes i anvendelse. Da der ikke er foretaget rettergangsskridt inden udløbet af den 5-årige forældelsesfrist, finder disse voterende, at T2's strafansvar er forældet og stemmer for at frifinde ham. Der gives herom dom efter stemmeflertallet, - - -. Højesterets dom. Østre Landsrets dom er anket af tiltalte med påstand om frifindelse på grund af forældelse. Anklagemyndigheden har anket til skærpelse, således at der idømmes frihedsstraf. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Bjerregaard, Bangert, Weber, Gersing og Riis. Anklagemyndigheden har gjort gældende, at afbrydelsesreglen i straffelovens § 94, stk. 4, 3. pkt., generelt finder anvendelse ved overtrædelse af love, der - som momsloven - indeholder hjemmel for administrativt at pålægge straf, uanset om der i det enkelte tilfælde måtte være forskyldt bødestraf eller frihedsstraf. Fravigelsen i straffelovens § 94, stk. 4, 3. punktum, af den almindelige regel i bestemmelsens 1. punktum om afbrydelse af forældelsesfristen angår tilfælde, hvor den administrative myndighed har hjemmel til selv at søge sagen afgjort udenretligt med bødevedtagelse. Efter momslovens § 36 må afgiftsmyndigheden ved sin stillingtagen til sagens videre behandling udøve et skøn over, om den bør afgøres med bøde, eller om frihedsstraf findes påkrævet. Den omhandlede momsangivelse blev indgivet den 20. februar 1981, og den 5-årige forældelsesfrist udløb derfor den 20. februar 1986. Toldvæsenet og anklagemyndigheden har i alle instanser fastholdt påstanden om frihedsstraf. Sagen kunne som følge heraf efter momslovens § 36 ikke være afgjort administrativt. Der findes ikke i straffelovens § 94, stk. 4, 3. pkt., eller dens forarbejder at være støtte for at antage, at forældelsesfristen i et sådant tilfælde kunne afbrydes ved udenretlige skridt. Da det første rettergangsskridt i sagen var anklageskriftets indlevering til retten den 16. april 1986, er strafansvaret forældet. Tiltalte frifindes derfor. Thi kendes for ret: Tiltalte, T2, frifindes. Statskassen betaler sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.