Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 11075 af 12. februar 1990 til politimestrene (politidirektøren i København) om behandlingen af sager om meddelelse af advarsler i henhold til straffelovens § 265

 

 

Advarsler (polititilhold) udstedes med hjemmel i straffelovens § 265. Efter denne bestemmelse kan politiet meddele en person advarsel (forbud) mod at krænke en andens fred ved at trænge sig ind på vedkommende, forfølge vedkommende med skriftlige (eller telefoniske) henvendelser eller på anden lignende måde forulempe ham eller hende.

Advarselssager er omtalt i kapitel 7 i Betænkning nr. 1102/87 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager, der er afgivet af et af Justitsministeriet i 1983 nedsat udvalg.

På baggrund af udvalgsbetænkningen er der ved lov nr. 730 af 7. december 1988, der trådte i kraft den 1. januar 1989, gennemført bestemmelser bl.a. om advokatbistand til forurettede i voldssager. Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, har Justitsministeriet givet tilsagn om at fastsætte nærmere administrative retningslinier for politiets behandling af sager vedrørende polititilhold.

Formålet med disse administrative retningslinier er at samle reglerne om politiets behandling af disse sager af hensyn til overskueligheden og den ensartede behandling af sagerne. Det tilstræbes i den forbindelse, at den administrative praksis i sager om meddelelse af advarsler tilrettelægges således, at denne mulighed for at beskytte forurettede udnyttes bedst muligt. Som følge heraf skal det fremhæves, at politiet ikke bør være for tilbageholdende med at give tilhold, når det f.eks. begæres af personer, der har været udsat for voldtægt, grovere vold, eller trusler efter straffelovens § 266.

Betingelserne for meddelelse af advarsel.

De materielle betingelser for at meddele en advarsel fremgår ikke af straffeloven, og afgørelsen beror derfor i vidt omfang på politiets skøn. Afgørelserne skal således træffes på grundlag af en konkret vurdering af samtlige faktiske og retlige forhold, der indgår i sagen. De konkrete sager kan være af meget forskellig karakter, og der kan derfor alene fastsættes enkelte vejledende retningslinier for skønnet. Politiet bør imidlertid som tidligere anført i tvivlstilfælde ikke være for tilbageholdende med at meddele en advarsel.

Meddelelse af en advarsel forudsætter, at indklagede allerede har gjort sig skyldig i en eller flere krænkelser af den karakter, som omfattes af advarslen. Der kan således ikke gives advarsler i situationer, hvor der intet er sket mellem parterne, men hvor den ene part blot tror, at den anden part på et senere tidspunkt eventuelt vil foretage handlinger, der kan begrunde, at der meddeles en advarsel. Det er på den anden side ikke nødvendigt, at episoder har været anmeldt til eller efterforsket af politiet. Har politiet imidlertid tidligere været indblandet i sagen på grund af episoderne, vil der ofte være et særligt behov for at skride ind med en egentlig advarsel. Dette gælder navnlig, hvis en tidligere begæring om meddelelse af en advarsel er afslået, samtidig med at det er tilkendegivet parterne, at sagen kan tages op på ny, hvis der finder nye forulempelser sted.

Fredskrænkelserne kan efter omstændighederne indebære overtrædelser af andre bestemmelser i straffeloven. Krænkelserne har imidlertid ofte karakter af henvendelser, der ikke i sig selv er strafbare eller truende, foruroligende, fornærmelige, fysisk forulempende eller lignende. I sådanne tilfælde, hvor det hovedsageligt er henvendelsernes antal, der bevirker, at de opleves som ubehagelige eller forstyrrende, skal der i almindelighed foreligge flere fredskrænkelser, der er foregået over en vis periode, førend tilhold meddeles. Der kan desuden tages hensyn til sandsynligheden for, at krænkelserne fortsætter, hvis der ikke gribes ind.

En enkelt ophidset episode vil som oftest ikke udgøre et tilstrækkeligt grundlag for at meddele en advarsel, medmindre det er af betydelig grovhed. Som omtalt ovenfor bør politiet således ikke være tilbageholdende med at meddele advarsler i tilfælde, hvor forurettede har været udsat for voldtægt, vold af en vis grovhed eller trusler efter straffelovens § 266. Hvis forurettede nærer frygt for, at gerningsmanden vil vende tilbage, bør der ikke stilles for strenge krav med hensyn til vurderingen af sandsynligheden herfor.

Meddelelse af en advarsel forudsætter, at parterne ikke allerede har fundet sammen igen eller ventes at ville gøre det, og at der således fortsat antages at kunne forekomme krænkelser, der kan danne grundlag for, at man fra det offentliges side direkte modarbejder kontakt mellem dem. Om denne betingelse er opfyldt, afgøres på grundlag af en vurdering af samtlige faktiske og retlige forhold, der indgår i den pågældende konkrete sag. Det er således ikke udelukket at meddele en advarsel i tilfælde af, at der f.eks. i et ægteskab ikke er indgivet separations- eller skilsmissebegæring, at samlivet på gerningstidspunktet ikke var ophævet, eller at indklagede har samværsret med børn, der bor hos forurettede. Også i denne forbindelse vil krænkelsernes grovhed kunne tillægges betydning. Det er derimod naturligvis en afgørende forudsætning, at parternes samliv er ophørt på det tidspunkt, hvor advarslen meddeles.

Personer, der må anses for at være omfattet af straffelovens § 16, vil efter omstændighederne kunne meddeles en advarsel i medfør af straffelovens § 265.

Vejledning til voldtægts- og voldsofre om muligheden for meddelelse af advarsel.

Forurettede i en voldtægts- eller voldssag vil efter overgrebet ofte være bange for, at gerningsmanden på ny vil forbryde sig imod ham eller hende. Uanset om der på det pågældende tidspunkt kan tages stilling til, om der skal rejses tiltale, bør politiet derfor i forbindelse med efterforskningen af sådanne sager efter omstændighederne gøre forurettede opmærksom på muligheden for, at der eventuelt kan meddeles gerningsmanden en advarsel. En sådan vejledning bør navnlig gives i tilfælde, hvor der - f.eks. fordi parterne tidligere har levet sammen eller på anden måde stået hinanden nær - er grund til at antage, at gerningsmanden på ny vil opsøge forurettede.

Samarbejde med de sociale myndigheder.

Politiet bør være opmærksom på muligheden for at inddrage de sociale myndigheder i advarselssager, således at der ydes en aktiv og socialt orienteret bistand til parterne på et så tidligt tidspunkt som muligt. Politiet bør således efter omstændighederne opfordre parterne til at henvende sig til de sociale myndigheder eller eventuelt af egen drift orientere disse myndigheder om sagen. Det forudsættes i den forbindelse, at en eventuel videregivelse af oplysninger til de sociale myndigheder sker i overensstemmelse med forvaltningslovens § 28, det vil sige som udgangspunkt med samtykke fra de pågældende parter, og såfremt samtykke ikke foreligger da kun i form af en kort oplysning i neutral form om, at de pågældende har været i kontakt med politiet og skønnes at have behov for social bistand.

Hurtig sagsbehandling.

Sager angående meddelelse af en advarsel bør - navnlig af hensyn til forurettede - behandles med fornøden hurtighed og effektivitet. I tilfælde, hvor sagen ikke kan forventes afsluttet inden kortere tid, bør forurettede af politiet underrettes om, hvad der sker i sagen, og hvornår en afgørelse kan ventes at foreligge.

Det centrale Kriminalregister.

Hvis det som begrundelse for en begæring om meddelelse af en advarsel angives, at indklagede har begået vold eller fremsat trusler, bør der omgående fra Det centrale Kriminalregister indhentes oplysninger om den pågældendes fortid, medmindre begæringen er åbenbart grundløs.

I tilfælde, hvor der meddeles en advarsel, skal dette indberettes til kriminalregisteret.

Forvaltningsloven.

Advarselssager skal behandles i overensstemmelse med reglerne i lov nr. 571 af 19. december 1985 (forvaltningsloven), jf. punkt 87 i Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, hvortil der i øvrigt henvises. Det fremhæves i den forbindelse navnlig,

at parterne i en advarselssag har ret til aktindsigt i sagen efter de almindelige regler i forvaltningslovens kapitel 4 med de begrænsninger, der følger af lovens undtagelsesbestemmelser,

at hvis en af parterne i advarselssagen ikke kan antages at være bekendt med, at politiet er i besiddelse af bestemte oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, der er til ugunst for den pågældende part og af væsentlig betydning for sagens afgørelse, må der som udgangspunkt ikke træffes afgørelse i sagen, før der er foretaget partshøring , jf. nærmere forvaltningslovens kapitel 5,

at politiets afgørelse i sagen, når afgørelsen meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse , medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Efter forvaltningslovens § 24 skal afgørelser dels indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, dels angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønnet. Endvidere skal begrundelsen indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Den, der har fået en afgørelse meddelt mundtligt, bør om fornødent have vejledning om afgangen til at forlange en skriftlig begrundelse, jf. nærmere forvaltningslovens kapitel 6, og

at der skal gives klagevejledning i advarselssager i overensstemmelse med forvaltningslovens kapitel 7, såvel når der meddeles advarsel, som i tilfælde hvor begæringen afslås.

Manglende overholdelse reglerne om aktindsigt, partshøring eller begrundelse vil efter omstændighederne kunne føre til, at afgørelsen i sagen bliver ugyldig. Det bør fremgå af politirapporterne eller afgørelserne i sagen, at de nævnte regler er iagttaget.

Advarslens form og indhold.

Advarslen skal formuleres på en sådan måde, at advarslen efter sin ordlyd ikke rækker ud over, hvad der er strafbart i henhold til straffelovens § 265. Således bør ordet "lignende" ikke udelades i vendingen "på anden lignende måde". Som udgangspunkt bør advarsler formuleres i overensstemmelse med lovbestemmelsens ordlyd, dog eventuelt med tilføjelse af "telefoniske henvendelser", ligesom det i den enkelte sag kan være hensigtsmæssigt at medtage en præcisering af den forulempelsestype, der har givet anledning til advarslen, navnlig hvor det drejer sig om forulempelser "på anden lignende måde".

Advarsler kan efter omstændighederne begrænses til bestemte former for henvendelser til forurettede.

Der er ikke i straffelovens § 265 hjemmel til at meddele en person en advarsel om ikke at indfinde sig på et nærmere bestemt geografisk område. Derimod kan man f.eks. godt meddele en person en advarsel mod at krænke freden hos de ansatte i private virksomheder og offentlige institutioner.

Advarslen indføres i sin fulde ordlyd i politiprotokollen, der tillige skal indeholde en begrundelse for afgørelsen samt klagevejledning. Det bør anføres i protokollen, at overtrædelse af advarslen i henhold til straffelovens § 265 straffes med bøde eller hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 måneder, og at advarslen har gyldighed i 5 år. Der kan dog, hvis sagens omstændigheder tilsiger det, fastsættes en kortere gyldighedsperiode end 5 år.

Underretning til parterne om sagens afgørelse.

Parterne bør straks underrettes, når politiet har truffet afgørelse i sagen.

Det bør tilstræbes, at indklagede er tilstede, når der meddeles en advarsel. Den pågældende har imidlertid ikke mødepligt og kan ikke anholdes og bringes til stede.

Såfremt indklagede er til stede underskriver vedkommende politiprotokollen. Hvis indklagede ikke er til stede forkyndes politiprotokollen for indklagede personligt, idet politiet - under en eventuel straffesag - skal bevise, at den pågældende har haft det fornødne forsæt til at overtræde advarslen. I alle tilfælde indskærpes indklagede - om muligt - betydningen af advarslen og de strafferetlige konsekvenser af en overtrædelse af denne.

Udskrift af politiprotokollen udleveres snarest til parterne.

Behandlingen af sager om overtrædelser af advarsler.

Sager om overtrædelser af advarsler er som udgangspunkt undergivet privat påtale, jf. straffelovens § 275, stk. 1. Den praktiske hovedregel er imidlertid, at sagerne efter anmodning fra den forurettede rejses af det offentlige, jf. straffelovens § 275, stk. 2, og sagerne behandles i så fald som politisager, jf. retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2. Forurettede skal have vejledning om, at offentlig påtale kan ske efter anmodning herom fra den pågældende.

Sager angående overtrædelser af advarsler bør - navnlig af hensyn til forurettede - behandles med fornøden hurtighed og effektivitet. Det bør ved sagernes behandling tilstræbes, at straffesagen kommer til at virke som en indskærpelse af advarslen.

Forurettede skal have vejledning om adgangen til at klage til vedkommende regionale statsadvokat i tilfælde, hvor en anmeldelse mod indklagede for overtrædelse af advarslen ikke fører til, at der rejses tiltale.

Ophævelse af tidligere cirkulæreskrivelser.

Denne cirkulæreskrivelse erstatter Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 9. april 1942 angående udlevering af genpart af tilhold efter straffelovens § 265 og Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 1. august 1957 angående behandlingen af sager om advarsel i henhold til straffelovens § 265.

Hans Engell

/Johan Reimann