TfK 2002 261 ØLD




"Ø.L.D. 22. januar 2002 i anke 19. afd. nr. S-4586-01
(V. Rønne, Talevski, Lene Jensen (kst.) med domsmænd).
Anklagemyndigheden mod T (adv. Anders Boelskifte, København, e.o.). 


Gladsaxe Rets dom 18. december 2001.


Under denne sag, der er behandlet efter retsplejelovens § 922, tiltales T for
1.
røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved den 21. september 2001 kl. ca. 20.30 i Mørkhøj Grill, Mørkhøjvej 81 i Herlev, ved trussel med en kniv at have tvunget ekspedienten til at udlevere 6.000 kr.
2.
røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, i forening med A, hvis sag er afgjort, ved den 27. september 2001 at have stået vagt uden for Mørkhøj Grill, Mørkhøjvej 81 i Herlev, medens A gik ind i grillen og ved trussel med en lægtehammer tvang ekspedienten til at udlevere 1.400 kr.
3.
røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved den 2. oktober 2001 kl. ca. 15.57 i Mørkhøj Postkontor, Mørkhøjvej 111, Herlev, ved trussel med et oversavet jagtgevær at have frataget salgsassistent B 30.000 kr., idet han pegede på hende og udtalte »det er røveri - giv mig pengene«, hvilket han gentog, hvorefter han sprang om bag disken og tog pengesedlerne i skuffen.

T er født i - - - og er ikke tidligere straffet.

Ved T's uforbeholdne tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger, finder retten det bevist, at T har gjort sig skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, til fængsel i 2 år.

I medfør af straffelovens § 58, stk. 1, jf. § 56, stk. 2, udsættes fuldbyrdelsen af 18 måneder af straffen som nedenfor bestemt, idet det i erklæringen efter undersøgelsen af sigtedes person efter retsplejelovens § 808 fremgår, at tiltalte har behov for længerevarende socialpædagogisk støtte.

T har under sagen været frihedsberøvet fra den 9. oktober 2001.
En nedlagt erstatningspåstand tages til følge som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret:
T straffes med fængsel i 2 år.
Fuldbyrdelsen af 18 måneder af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år fra dato på betingelse af, at T i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, og at T i 1  år fra løsladelsen undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen.
- - - 

Østre Landsrets dom.

Gladsaxe Rets dom af 18. december 2001 - - - er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse.
Forsvareren har påstået stadfæstelse.
T har i landsretten givet forklaring om sine personlige forhold.

Straffen findes passende. Under hensyn til røveriernes antal og karakter findes der - uanset T's alder og at han hidtil har været ustraffet - ikke tilstrækkeligt grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten ændrer derfor dommen, således at straffen på fængsel i 2 år i det hele gøres ubetinget.

I øvrigt stadfæstes dommen."
- - -