TfK 2005 6 ØLD



"Ø.L.D. 4. oktober 2004 i anke 3. afd. nr. S-2727-04
(Nils Erik Jensen, Lone Kerrn-Jespersen, Lene Sigvardt (kst.) med domsmænd).
Anklagemyndigheden mod T (adv. Jacob Kiil, Kbh., besk.). 


Københavns Byrets 10. afdelings dom 7. juli 2004.

Politidirektøren i København har under denne sag, der er behandlet efter reglerne i retsplejelovens § 922, rejst tiltale mod T for

1.
røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved den 15. december 2003 ca. kl. 20.10 i forretningen Netto,  Stærevej 74 i København, i forening med A, hvis sag behandles særskilt, ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at have tvunget butikspersonalet til at udlevere 23.247,00 kr., idet de, der begge var maskerede, indfandt sig i forretningen med hhv. en splatterpistol og en kniv, som de rettede mod kasseekspedienterne - - - og - - -, som derefter åbnede pengekasserne, hvorfra de tog ovennævnte beløb.

2.
forsøg på røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, ved den 30. december 2003 ca. kl. 17.04 på Mørkhøj Posthus, Mørkhøjvej 11 i Herlev, i forening med A, B og C, hvis sager behandles særskilt, ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at have forsøgt at tvinge posthuspersonalet til at udlevere penge eller andre genstande af værdi, idet de i en bil, ført af C, kørte fra København til posthuset i Herlev, hvor de maskeret og med en pistollignende genstand indfandt sig ved posthusets hovedindgang og tog i og slog på døren, der imidlertid var låst, hvorefter de opgav deres forehavende og løb fra stedet og kørte retur til København i ovennævnte bil med C som chauffør.

3.
røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved den 30. december 2003 ca. kl. 17.45 i forretningen Netto, Stærevej 74 i København, i forening med A, B og C, hvis sager behandles særskilt, ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at have tvunget butikspersonalet til at udlevere 7.258,00 kr., idet T, A og B, der alle var maskerede, indfandt sig i forretningen med en splatterpistol og to knive, hvorefter de gik hen til kasseekspedient - - -, der sad ved en åben kasse, og tog ovennævnte beløb fra den åbne kasse, efter at C efter aftale med T, A og B forinden røveriet havde indfundet sig i forretningen og konstateret, at han ikke kunne identificere den ansatte i Netto, som skulle bære nøglen til pengeskabet i Netto på sig, hvilket C ligeledes umiddelbart forinden røveriet telefonisk meddelte T.

4.
røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved den 7. januar 2004 ca. kl. 19.06 i forretningen Netto, Rymarksvej 73 i Hellerup, i forening med A og B, hvis sager behandles særskilt, ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at have tvunget butikspersonalet til at udlevere 4.784,75 kr., idet de, der alle var maskeret, indfandt sig i forretningen med en splatterpistol og 2 knive, hvorefter de beordrede kassemedarbejderne i forretningen til at åbne kasserne, hvorfra de tog ovennævnte beløb.

5.
røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved den 12. januar 2004 ca. kl. 18.53 i forretningen Netto, Emdrupvej 107 i København, i forening med A, hvis sag behandles særskilt, ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at have tvunget butikspersonalet til at udlevere 26.800,00 kr., idet de, der begge var maskeret, indfandt sig i forretningen med to knive og gik hen til kasseekspedient - - - og beordrede hende til at åbne kassen, hvorfra de tog ovennævnte beløb.

6.
røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved den 26. januar 2004 på tankstationen Statoil, Tuborgvej 152 i København, i forening med A og B, hvis sager behandles særskilt, ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at have tvunget - - - til at udlevere 1.260,00 kr. og en mobiltelefon af mærket Erichsson til en værdi af 700,00 kr., idet de, der alle var maskeret, indfandt sig i forretningen på ovennævnte tankstation med to pistoler og beordrede - - - til at åbne kasseapparatet, hvorfra de tog nævnte beløb, ligesom de tog hans telefon, der lå ved siden af kasseapparatet.

7.
røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved den 30. januar 2004 ca. kl. 20.00 i forretningen Netto, Stenløsevej 1 i Brønshøj, i forening med A og B, hvis sager behandles særskilt, ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at have tvunget butikspersonalet til at udlevere 12.786,00 kr., idet de, der alle var maskeret, indfandt sig i forretningen med en splatterpistol og 2 knive og gik hen til kasseekspedienterne - - - og - - -, beordrede dem til at åbne kasseapparaterne, hvorefter de tog nævnte beløb fra kasseapparaterne.

8.
røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21, ved den 6. februar 2004 ca. kl. 18.30 i forretningen Dagligbrugsen, Tybjergvej 137 i Vanløse, i forening med A, B og D, hvis sager behandles særskilt, ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at have forsøgt at tvinge butikspersonalet i forretningen til at udlevere penge, idet de et par dage forud for de 6. februar 2004 havde aftalt at lave røveri i ovennævnte forretning, hvorefter T, A og B efter forudgående aftale den 6. februar 2004 ca. kl. 18.00 indfandt sig på D's bopæl - - -, i Brønshøj, tæt på ovennævnte forretning, og hvorfra de havde telefonkontakt til D, der som ansat i ovennævnte forretning befandt sig i denne, hvorefter D oplyste, at røveriet ikke kunne gennemføres, da der var for mange mennesker i forretningen, hvorfor de af frygt for at blive afdækket, afstod fra deres forehavende.

9.
røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved den 6. februar 2004 ca. kl. 19.05 i forretningen Brugsen, Tuborgvej 245 i København, i forening med A og B, hvis sager behandles særskilt, ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at have tvunget butikspersonalet i forretningen til at udlevere 7.000,00 kr., idet de, der alle var maskeret, indfandt sig i forretningen med en pistol og rettede henvendelse til kasseekspedienterne - - - og - - - og beordrede dem til at åbne kasseapparaterne, samtidig med at der blev peget rundt i butikken og på - - - med en pistol, hvorefter de fra kasseapparaterne tog ovennævnte beløb.

10.
røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, ved den 12. februar 2004 ca. kl. 19.02 i forretningen Dagligbrugsen, Tybjergvej 137 i Vanløse, i forening med A, B, D og E, hvis sager behandles særskilt, ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at have tvunget butikspersonalet i forretningen til at udlevere 81.000,00 kr. i kontanter, klippekort, taletidskort og frimærker, alt til en samlet værdi af 93.846,85 kr., idet T, A og B, der alle var maskeret, efter forudgående aftale med D, der var ansat i Dagligbrugsen, indfandt sig i forretningen med en splatterpistol og 2 knive, hvorefter de fra hylder i forretningen tilegnede sig klippekort, taletidskort og frimærker og fra et kasseapparat tilegnede sig penge, som de kom i en medbragt plasticpose, hvorefter - - -, der er ansat som kontorleder i forretningen, blev beordret til at åbne pengeskabet på lagret, hvorefter de tilegnede sig flere penge, hvorefter T, A og B forlod stedet og kørte derfra i en personbil, mrk. Opel Vectra reg.nr. - - -, ført af E.

11.
hærværk efter straffelovens § 291, stk. 1, ved den 25. februar 2004 ca. kl. 13.05 på institutionen »Udsigten«, Bakager 20 i Skibby, hvor T var surrogatanbragt som varetægtsarrestant, at have forøvet hærværk, idet T knuste ruder, væltede møbler og inventar, ødelagde et stereoanlæg og afbrændte et badeforhæng, alt hvorved der skete skade for et ikke opgjort beløb.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at forholdene 1-10 samlet henføres under straffelovens § 288, stk. 2, og påstået T idømt en ubetinget fængselsstraf.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at T i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6, og § 32, stk. 1, udvises med indrejseforbud, der efter § 32, stk. 3, skal være mindst 5 år fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen.

T har erkendt sig skyldig og har forklaret om forholdene.

T er tidligere straffet,
ved Københavns Byrets dom af 18. marts 2003 efter straffelovens § 276 med en betinget dom uden straffastsættelse og prøvetid 2 år,
ved Odense Rets dom af 25. marts 2003 efter straffelovens § 119, stk. 1, med fængsel i 30 dage, betinget, med prøvetid 1 år, og
ved Københavns Byrets dom af 21. oktober 2003 efter straffelovens § 119, stk. 1, § 121, § 285, stk. 1, jf. § 276, og lov om euforiserende stoffer med en fællesstraf, tillige omfattende dommene af 18. og 25. marts 2003, af fængsel i 3 måneder, betinget, med prøvetid 2 år.

Rettens bemærkninger:

Ved T's uforbeholdne tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger, findes det bevist, at T er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21, og § 291, stk. 1, således at T i medfør af straffelovens § 61, stk. 2, som en fælles straf, der også omfatter den betingede dom af 21. oktober 2003, idømmes fængsel i 3 år 9 måneder.

T har under sagen været frihedsberøvet fra den 12. februar 2004.
Vedrørende udvisningspåstanden lægger retten vægt på, at T er født og opvokset i Ghana, hvor han senest boede hos sin mormor i ca. 1 år 9 måneder, fra moderen rejste til Danmark 6. januar 1992, og til han selv ankom til landet den 27. august 1993, kort før sin 6-års fødselsdag. Han taler stadig sit modersmål og har jævnlig kontakt, herunder ved besøg, med mormoren i Ghana. T har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 10 år 6 måneder og har sin mor og to brødre her i landet. Han har i 1996-1999 og 2001-2003 været anbragt uden for hjemmet. Uanset T's tilknytning til Danmark findes kriminalitetens art og omfang så alvorlig, at proportionalitetshensyn ikke findes at tale mod en udvisning. Da en udvisning efter de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte hensyn ikke kan antages at virke særlig belastende, tages påstanden om udvisning i medfør af de påberåbte bestemmelser til følge som nedenfor bestemt.
Erstatningspåstanden tages til følge som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret:
T straffes med en fællesstraf af fængsel i 3 år 9 måneder.
T udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig.
- - -

Østre Landsrets dom.

Københavns Byrets 10. afdelings dom af 7. juli 2004 - - - er anket af T med påstand om frifindelse for udvisningspåstanden og i øvrigt formildelse. T har påstået røveriforholdene henført under straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1.
Anklagemyndigheden har endeligt påstået stadfæstelse.

Der foreligger en udtalelse af 19. august 2003 fra Københavns Kommune. Det fremgår heraf, at T har været anbragt på 6 forskellige ungdomshjem og sikrede afdelinger m.v. fra maj 2001 til januar 2003.  Der foreligger endvidere en udtalelse af 2. marts 2004 fra Socialcentret Brønshøj, udtalelse af 17. maj 2004 fra Sølagers sikrede afdelinger, udtalelse af 17. august 2004 fra Bakkegården samt en udtalelse af 3. september (rettelig oktober) 2004 fra Bakkegården, der er en sikret afdeling.

Af udlændingestyrelsens udtalelse af 6. juli 2004 fremgår det blandt andet:
»Opholdsgrundlag og længde 
Den 11. marts 1993 søgte T via den danske ambassade i Accra om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende mor. T fik den 18. maj 1993 opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold efter den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 1, nr. 3, indtil den 29. maj 1994. Denne tilladelse er senest den 6. august 2003 forlænget indtil den 20. september 2005.
T indrejste i Danmark den 27. august 1993, hvor han samtidig blev tilmeldt folkeregistret.
Længden af T's lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne regnes fra den 27. august 1993, hvor pågældende blev tilmeldt folkeregisteret, jf. herved udlændingelovens § 27, stk. 1.
. . .
T har således - når den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes - haft lovligt ophold i Danmark i ca. 10 år og 6 måneder.
Udvisningshjemmelen
Opholdets længde fører efter styrelsens opfattelse til, at betingelserne for en eventuel udvisning skal søges i udlændingelovens § 22, nr. 6.
. . .
§ 26-forhold
Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold kan antages at gøre en beslutning om udvisning særlig belastende for T, skal styrelsen bemærke følgende:
. . .
Ad § 26, stk. 1, nr. 3 og 4
T har en mor og to brødre boende her i landet. Hans far kender han ikke, og ved derfor ikke hvor han er.
Pågældende har oplyst, at en eventuel udvisning af ham vil have store umenneskelige konsekvenser.
Ad § 26, stk. 1, nr. 5
T har sin mormor boende i hjemlandet. Det er til sagen oplyst, at han boede sammen med hende i den periode, hvor moren var i Danmark og indtil T selv indrejste i Danmark. Styrelsen kan i den forbindelse oplyse, at moren ifølge folkeregistret indrejste her i landet den 6. januar 1992.
T har ifølge egne oplysninger været på besøg i hjemlandet af og til, og han besøger ved disse lejligheder sin mormor.
Der er ikke oplyst yderligere om hyppigheden og varigheden af disse besøg i hjemlandet.
Der er ligeledes ikke oplyst om T's sprogkundskaber - såvel mundtlige som skriftlige - på sit modersmål.
. . .
Udlændingestyrelsens udtalelse om udvisningsspørgsmålet
Styrelsen bemærker indledningsvis, at det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding kan udvises efter § 22, nr. 4-6, medmindre de i stk. 1 nævnte forhold taler derimod.
På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om at den pågældende forventes idømt en frihedsstraf af 3 år og 9 måneders varighed sammenholdt med de i udlændingelovens § 26, stk. 1 nævnte hensyn, finder styrelsen at kunne tiltræde anklagemyndighedens indstilling om udvisningsspørgsmålet.
. . .«
T har i landsretten givet forklaring om sine personlige forhold.
T har forklaret blandt andet, at han ikke har været i Ghana, siden han var på opdragelsestur. Det var i 1999 eller 2000. Opholdet varede i ca. 1½ år. Han har ikke siden haft kontakt med sin mormor, og han ved ikke, om hun stadig lever. Han taler ghanesisk, men kan ikke skrive sproget. Han føler sig som dansker.
Fra januar 2003 og indtil varetægtsfængslingen har han været sammen med sin mor og bror, hvilket er gået godt. Han kender ikke sin far.

Landsrettens begrundelse og resultat.

Det tiltrædes, at røveriforholdene henset til deres antal må henføres under straffelovens § 288, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1.

Fællesstraffen findes passende bestemt. Landsretten har herved lagt vægt på antallet af røverier og forsøg herpå, forholdenes grovhed sammenholdt med T's unge alder, jf. straffelovens § 82, nr. 1.

Vedrørende spørgsmålet om udvisning bemærkes, at T har været i Danmark, siden han var knap 6 år. Han har haft sin opvækst og skolegang i Danmark afbrudt af et ophold i Ghana på ca. 1½ år i 1999/2000. Han har ikke siden været i Ghana og ikke haft kontakt med sin mormor. T har i perioden 1996-1999 og fra maj 2001 til januar 2003 været anbragt uden for hjemmet, medens han fra januar 2003 og indtil varetægtsfængslingen i februar 2004 har boet sammen med sin mor og lillebror. I Danmark har han desuden en storebror.

T's meget unge alder og familiemæssige tilknytning til Danmark taler med styrke imod udvisning. Landsretten finder herefter, at der foreligger så afgørende hensyn, som taler mod udvisning, at udvisning må undlades trods karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet.  Landsretten frifinder derfor T for udvisningspåstanden, medens dommen i øvrigt stadfæstes.

T har fortsat været frihedsberøvet under anken."