TfK 2010.69 ØLD


Ø.L.D. 20. oktober 2009 i anke 15. afd. S-1597-09



 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Mogens Popp-Madsen, besk.).


(Henrik Bitsch, B. Vollmond og Annette Fæster Petersen (kst.) med domsmænd).

Svendborg Rets dom af 2. juni 2009:

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 8. april 2009.
Sagen vedrørende tiltalte T er den 2. juni 2009 i medfør af retsplejelovens § 706, jf. § 705, udskilt fra sagen omfattende tillige de tiltalte T1 og T2.

T er tiltalt for
røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, begået i forening og efter aftale mod A, idet de tiltalte den 16. februar 2009 kl. 17.25 trængte ind i hans lejlighed, - - -, st. Svendborg, og skubbede ham omkuld og tildelte ham flere slag i hovedet med knyttet hånd og med en fjernbetjening og ledte efter værdier og fratog ham 400 kr., en fjernbetjening, en pakke cigaretter og et bundt nøgler - værdi i alt ca. 600 kr.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf med fængsel.
Tiltalte T har nægtet sig skyldig.
Forurettede A har nedlagt påstand om erstatning med 800 kr.
Tiltalte har bestridt såvel erstatningspligten som kravets størrelse.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte og de medtiltalte T1 og T2 samt vidnerne A, B og C.
- - -
Øvrige oplysninger
A henvendte sig den 16. februar 2009, kl. 19.53, på skadestuen. Det fremgår af politiattesten blandt andet, at han har en ca. 2 cm lang og 2 mm dyb flænge under højre øje samt en 0,5 cm lang og 2 mm dyb flænge ved den yderste øjenkrog på højre øje.

Tiltalte er straffet ved Retten i Svendborgs domme af 1. august 2006 og af 25. april 2008 med dagbøder for henholdsvis trusler og blandt andet tyveri.

Der har været fremlagt en personundersøgelse, hvoraf fremgår at tiltalte er egnet til afvikle samfundstjeneste.
Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 4. marts 2009.

Rettens begrundelse og afgørelse

Efter de forklaringer, der er afgivet af tiltalte T1 og vidnerne B og C, lægger retten til grund, at samtlige de tiltalte tillige med B og C bevægede sig rundt i området ved - - - med det formål at fravende midler fra ældre eller svagelige beboere. Efter vidnerne B og C's forklaringer lægges det til grund, at gruppen med dette formål for øje først opsøgte en beboer, der viste sig ikke at være hjemme. Efter forklaringerne afgivet af de tiltalte T1 og T2 samt vidneforklaringerne lægges det til grund, at de de gennem et vindue konstaterede, at forurettede, A, befandt sig på bopælen, og at T2 kastede en pose ind til forurettede. Det lægges efter vidnerne B og C's forklaringer til grund, at posen var medbragt af tiltalte T.
Efter forklaringen afgivet af vidnet C, der til dels støttes af forklaringerne afgivet tiltalte T1, tiltalte T2 og vidnet B, lægges det til grund, at gruppen herefter bevægede sig fra lejlighedens bagside frem til hoveddøren og bankede på. Efter forklaringerne afgivet af vidnet B og tiltalte T1 samt til dels tiltalte T2 og vidnet C, lægges det til grund, at samtlige 5 gerningsmænd herefter gik ind i boligen, da forurettede åbnede døren, at de låste døren efter sig, og at tiltalte T, tiltalte T2 og vidnet C gik ind i stuen, hvor de ledte efter penge hos forurettede.
Efter vidnet A's forklaring, sammenholdt med vidnet C's forklaring, lægges det til grund, at A blev slået én gang på munden af enten tiltalte T eller tiltalte T2, og efter vidnet B's forklaring, sammenholdt med politiattesten og fotomaterialet, lægges det tillige til grund, at tiltalte T2 smed en fjernbetjening i hovedet på forurettede på 2-3 meters afstand. Det lægges til grund, at de tiltalte fravendte forurettede en pakke cigaretter.
Det findes ikke tilstrækkeligt bevist, at der er udøvet den herudover i anklageskriftet bekrevne vold, og at de tiltalte bortfjernede penge, en fjernbetjening eller nøgler, hvorfor de tiltalte frifindes herfor.
Retten lægger til grund, at det har været omfattet af samtlige tiltaltes forsæt, at forurettede skulle fravendes værdier, og efter en samlet vurdering af det forudgående hændelsesforløb som oven for beskrevet, lægges det tillige til grund, at den under røveriet udøvede vold ikke ligger ud over det, der må anses for at have været accepteret af samtlige de tiltalte.
De tiltalte findes i det beskrevne omfang skyldige i overtrædelse af straffeloven § 288, stk. 1, nr. 1, til dels, jf. § 21.

Straffen fastsættes til fængsel i 1 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, til dels jf. § 21.

Retten har i skærpende retning lagt vægt på forholdets karakter, og omstændighederne hvorunder røveriet blev begået, herunder at det er begået af flere i forening i et privat hjem, selv om de tiltalte på forhånd vidste, at der var nogen hjemme, og at det blev begået over for en person, som gerningsmændene ikke havde personlige relationer til. Der er i skærpende retning endvidere lagt vægt på tiltalte T's alder i forhold til de øvrige gerningsmænd, og på at han må anses at have indtaget en styrende og initiativtagende rolle. I formildende retning er der lagt vægt på den forholdsvis begrænsede magtanvendelse og den begrænsede værdi af de borttagne effekter.
Efter retsformanden bestemmelse blev det fremsatte erstatningskrav udskudt til civilt søgsmål.

Østre Landsrets dom:

Svendborg Rets dom af 2. juni 2009 (- - -) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse.
Forsvareren har påstået stadfæstelse.
Det er oplyst, at tiltalte ved Retten i Svendborg den 28. august 2009 efter straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276, jf. § til dels § 21, § 264, stk. 1, pkt. 1, og § 290, stk. 1, blev straffet med en tillægsstraf på fængsel i 3 måneder.
Straffen findes af de af byretten anførte grunde passende.
Landsretten stadfæster derfor dommen.
Tiltalte har været frihedsberøvet under anken.