Misbrugte børn kan udsende "signaler" som svarer til de "signaler", der udsendes af forældre, der har et højt "konfliktniveau"


 

Af nedenstående uddrag fra vejledningen fra familiestyrelsen til brug for statsforvaltningens behandling af sager om forældres samvær med deres børn fremgår blandt andet, at styrelsen er opmærksom på den omstændighed, at beskyldninger mod en samværsforælder fra den anden forælder om grænseoverskridende adfærd kan være grundløse eller fremsat med det formål at chikanere samværet. Det fremgår videre, at forvaltningen skal forsøge at få afdækket, hvorvidt beskyldningerne er grundløs eller ikke. Endelig fremgår det, at forældrenes "konfliktniveau" kan være "årsag til, at barnet mistrives og herigennem udsender signaler" af den slags, som børn også udsender, når de har været udsat for grænseoverskridende handlinger.
 
 
  Uddrag af familiestyrelsens vejledning nr. 9860 af 6. september 2007 om samvær
 
 

13.1.2.8. Sager hvor der er påstand om grænseoverskridende handlinger

Hvis det i en samværssag er klart, at et barn udsættes for grænseoverskridende handlinger af en samværsforælder, skal statsforvaltningen hurtigst muligt fjerne muligheden for overgreb ved at ophæve/suspendere samværet eller ved at fastsætte samvær under overvågning. På den anden side skal statsforvaltningen også hindre, at samværsforælderens forbindelse med barnet afbrydes og ødelægges som følge af grundløse- og/eller chikanøse beskyldninger. Mellem disse klare yderpunkter findes imidlertid en række sager, hvor det er tvivlsomt, hvad der er foregået. Sådanne sager kan være vanskelige at løse, da det afgørende for sagens resultat er den bevisvurdering, som statsforvaltningen må foretage.

Sager om grænseoverskridende handlinger er således ofte meget komplicerede. Dette skyldes, at det kan være vanskeligt – nogle gange nærmest umuligt – at få fastslået, om samværsforælderen har udsat barnet for grænseoverskridende handlinger, om beskyldningen mod samværsforælderen udspringer af et ønske om at chikanere samværet, eller om barnet har et dårligt eller traumatisk forhold til samværsforælderen, og at de signaler, som barnet udsender herom, kan tolkes som udtryk for, at barnet har været udsat for grænseoverskridende handlinger. Endelig kan forældrenes konfliktniveau være årsag til, at barnet mistrives og herigennem udsender signaler af en sådan art, at der – i øvrigt ubegrundet – opstår mistanke om grænseoverskridende handlinger.