Ringe båret af person, der flere gange tidligere var straffet for
overtrædelse af våbenloven, ansås ikke som slagvåben eller stødvåben
 

 
af advokat Claus Bonnez

10. maj 2008


UfR.1991.119.V

En mand, der adskillige gange tidligere var straffet for blandt andet overtrædelse af våbenloven, blev antruffet af politiet med ringe med "skarpe kanter" på højre hånds lillefinger og ringfinger. På venstre hånds ringfinger bar han også en "stor ring med skarpe kanter".

Anklagemyndigheden gjorde gældende, at der var tale om våben. Anklagemyndigheden henviste til, at manden var "tidligere straffet blandt andet for overtrædelse af våbenloven". Herunder henvistes til "de to ringes størrelse" samt den måde, som de blev båret på.

Byretten domfældte uden videre den pågældende. Landsretten fandt, at der ikke var ført bevis for, at der var tale om våben og frifandt derfor tiltalte. Landsretten bemærkede, at det ikke af lovens forarbejder fremgår, at der skal tages hensyn til, om "den aktuelle ejer, besidder, bærer eller bruger af genstanden tidligere er straffet, herunder straffet for overtrædelse af våbenloven".

Landsretten bemærkede også, at den omstændighed, at ringene kan bruges "bl. a. som pyntegenstande" taler mod, at der er tale om slagvåben eller stødvåben. 
 
V.L.D. 8. november 1990 i anke 2-S. 925/1990

Anklagemyndigheden mod T (adv. Bo Visby Carlsen, Aalborg, e.o.)

Af anke 2-S. 925/1990 - Anklagemyndigheden mod T (adv. Bo Visby Carlsen, Aalborg, e.o.) - fremgik, at T, født den 5. februar 1955, ved anklageskrift af 31. januar 1990 fra politimesteren i Aalborg var tiltalt til straf for overtrædelse af våbenlovens § 4, stk. 2, nr. 2, jfr. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 438 af 19. juli 1988 § 9, stk. 1, nr. 6, ved fredag den 12. januar 1990 ca. kl. 23.10 ud for restaurant »Den grønne Løve«, Løvvangscentret i Nørresundby, at have været i besiddelse af et slagvåben i form af 2 ornamentsringe af metal udformet som 2 hoveder med skarpe kanter og som blev båret på højre hånds lille- og ringfinger, hvorved de fremtrådte som et knojern, selv om han ikke havde politiets tilladelse til at besidde, bære eller anvende slagvåbnet. Der var under sagen nedlagt påstand om konfiskation af de to ringe i medfør af straffelovens § 75, stk. 2.

Tiltalte havde erkendt de faktiske forhold beskrevet i anklageskriftet, men nægtet sig skyldig, idet han havde forklaret, at ringene alene var til pynt. Han havde endvidere protesteret mod konfiskation af ringene.

I Aalborg rets 8. afdelings dom 21. marts 1990 siges bl.a.:
Foreløbig bemærkes, at de foreviste ringe, hvorpå er skarpe kanter, må karakteriseres som slagvåben.
Idet retten lægger til grund, at tiltalte ikke har politiets tilladelse til at bære ringene og da retten finder, at det burde have været klart for tiltalte, at ringene er omfattet af våbenlovens bestemmelser findes tiltalte skyldig i anklagen.

Som følge af det anførte vil tiltalte for overtrædelse af de anførte bestemmelser være at anse med en bøde, der efter tiltaltes økonomiske forhold kan fastsættes til 1.600 kr., subsidiært med hæfte i 8 dage.
Påstanden om konfiskation tages til følge - - -.

V.L.D. 8. november 1990.

- - - Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Tiltalte har ikke givet personligt møde under domsforhandlingen.

Anklagemyndigheden har under domsforhandlingen ved landsretten dokumenteret følgende forstraffe vedrørende tiltalte:

Ved Vestre Landsrets ankedom af 30. september 1985 idømt fængsel i 1 år 9 måneder. Sagen vedrørte omfattende handel med narkotika, hæleri, medvirken til bedrageri og overtrædelse af våbenloven ved i foråret 1984 i 2 måneder at have opbevaret en salonriffel.

Ved Vestre Landsrets ankedom af 14. januar 1987 idømt fængsel i 2 år og 3 måneder. Sagen vedrørte spirituskørsel m.v., lov om euforiserende stoffer, hæleri, legemsbeskadigelse samt våbenloven ved
- den 2. august 1986 på en festivalplads at være fundet i besiddelse af et oversavet jagtgevær med 8 patroner.
- den 30. august 1986 på gaden i Ålborg at være fundet i besiddelse af en pistol, kaliber 7,65 og 24 stk. patroner.
- den 12. oktober 1986 og nogen tid forud herfor at have besiddet en riffel, et oversavet jagtgevær, ammunition til de nævnte våben samt en kniv og en bajonet.
- den 12. oktober 1986 at have benyttet det oversavede jagtgevær til at skyde på en person med 2 patroner indeholdende salt.
Ved dom afsagt af retten i Ålborg den 19. september 1988 idømt fængsel i 4 måneder. Straffen idømt for hæleri, færdselsloven, lov om euforiserende stoffer og våbenloven ved i tiden fra omkring den 15. juni 1986 til den 6. september 1988 at have været i besiddelse af et oversavet jagtgevær, en salonriffel samt ammunition til de nævnte våben. Våbnene blev fundet i tiltaltes bil. Jagtgeværet skarpladt.
Ved dom afsagt af retten i Ålborg den 20. marts 1989 idømt fængsel i 5 måneder. Straffen idømt for hæleri, færdselsloven, lov om euforiserende stoffer samt våbenloven ved den 11. februar 1989 på sin bopæl at være fundet i besiddelse af en 9 mm pistol, diverse patroner, 1 kniv, 1 dolk, 1 bajonet og 1 sabel.

Ved dom afsagt af retten i Ålborg den 22. august 1990 idømt straf af fængsel i 40 dage for overtrædelse af våbenloven m.v.
I en politirapport af 12. januar 1989 - - - hedder det bl.a.:

»Under patrulje (den 12. januar 1990 kl. 23.10) - - -, blev sigtede set gående ud fra rest. Den Grønne Løve, Nr. Sundby. Pgl. er kendt voldsmand, samt kendt for narko, hvorfor vi rettede henvendelse til ham.
Ved henvendelse til ham, bemærkede jeg, at han på højre hånds lille- og ringfinger bar to stk. fingerringe, hvorpå var skarpe kanter således, at de virkede som knojern. På venstre hånds ringfinger var der også påsat stor ring med skarpe kanter.

Sigtede blev gjort bekendt med, at det var en overtrædelse af våbenloven, idet fingerringene blev betragtet som knojern. Rpl.s regler iagttaget. Han nægtede sig skyldig, idet han hævdede, at det var til pynt.«

Anklagemyndigheden har gjort gældende, at der ved afgørelsen af, om de 2 ringe er omfattet af bekendtgørelse nr. 438 af 19. juli 1988 § 9, stk. 1, nr. 6, ikke alene skal lægges vægt på de 2 ringes størrelse, vægt og form og den måde, hvorpå de er blevet båret, men også på, at tiltalte tidligere er straffet herunder for overtrædelse af våbenloven.

Landsretten skal udtale:
Efter § 9, stk. 1, nr. 6, i bekendtgørelse nr. 438 af 19. juli 1988, der er udstedt med hjemmel i lovbekendtgørelse nr. 529 af 11. december 1985 om våben § 4, stk. 2, nr. 2, er det forbudt uden politiets tilladelse at erhverve, besidde, bære eller anvende slag- eller stødvåben. Der er imidlertid ikke i lovens § 4, stk. 2, nr. 2, - og i øvrigt heller ikke i motiverne til denne bestemmelse - nogen støtte for, at der ved afgørelsen af, om en genstand er et slag- eller stødvåben, kan eller skal tages hensyn til, om den aktuelle ejer, besidder, bærer eller bruger af genstanden tidligere er straffet, herunder straffet for overtrædelse af våbenloven.

De 2 ringe er ikke et knojern, og under hensyn til ringenes vægt, rumfang og form og til, at ringene kan bruges bl.a. som pyntegenstande, finder landsretten ikke, at de 2 ringe er slag- eller stødvåben.

Landsretten frifinder derfor tiltalte. - - -