TfK 2010.790 ØLD

 

  Ø.L.D. 31. maj 2010 i anke 22. afd. nr. S-905-10

(Jan Uffe Rasmussen, Sanne Kolmos, Lone Bach Nielsen (kst.) med domsmænd).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Martin Vangkilde Hansen, Ringsted, besk.).

Roskilde Rets dom 5. marts 2010, 10A-754/2010.

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 4. februar 2010.

T [født 1954] er tiltalt for overtrædelse af:

1.

straffelovens § 245, stk. 1, legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter,

ved den 29. december 2009 ca. kl. 16.40 ved ejendommen - - -, Ringsted, at have sprøjtet med peberspray eller lignende mod F's ansigt, hvorved F fik dette i ansigt og øjne.

2.

våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, jf. våbenbekendtgørelsens § 43, stk. 4, jf. § 14, stk. 1, nr. 11,

ved den 29. december 2009 ca. kl. 16.40 på bopælen - - -, Ringsted, uden politiets tilladelse at have besiddet 2 stk. peberspray.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af en peberspray hos tiltalte, jf. straffelovens § 75.

Tiltalte har nægtet sig skyldig, idet han dog i forhold 2 har erkendt besiddelse af 1 stk. peberspray.

Tiltalte har ikke protesteret mod konfiskationspåstanden.

Forklaringer

- - -

Sagens oplysninger

Der er under sagen dokumenteret Sundhedsstyrelsens udtalelse om eventuelle medicinske skadevirkninger ved anvendelse OC-spray/peberspray af 3. marts 2009 samt uddrag fra Rigspolitichefens A Kundgørelse II nr. 57 om >> 2373 >> politiets anvendelse af peberspray (jf. bekendtgørelse nr. 1430 af 11. december 2007).

Der er endvidere dokumenteret politiattest af 25. januar 2010 vedrørende F's henvendelse på skadestuen den 29. december 2009 kl. 18.35. Det fremgår heraf, at der af objektive fund blev konstateret rødme svarende til begge øjne, ansigt og især kinder og næse.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han er gift og modtager førtidspension efter at have været udsat for en arbejdsulykke.

Rettens begrundelse og afgørelse:
Forhold 1

Efter vidnerne F's og - - -'s forklaringer, der findes sammenhængende, detaljerede og troværdige, og som støttes af de lægelige oplysninger vedrørende F samt vidnerne - - -'s og politiassistent - - -'s forklaringer, findes det bevist, at tiltalte sprøjtede med peberspray eller lign. mod F's ansigt, hvorved F fik dette i ansigt og øjne.

Der lægges herved yderligere vægt på politiassistent - - -'s forklaring om, at han i bryggerset konstaterede aerosoler efter peberspray i luften, og at hans kollega ikke kunne opholde sig i bryggerset på grund af sin reaktion på aerosolerne, samt at der efterfølgende på tiltaltes bopæl blev fundet en peberspray.

Det findes på den baggrund ubetænkeligt at tilsidesætte tiltaltes forklaring om, at han sprøjtede med en blanding af olie og krydderier fra en dåse.

Tiltalte findes herefter at have gjort sig skyldig i den rejste tiltale, idet anvendelsen af peberspray eller lign. mod ansigt og øjne må karakteriseres som vold af særlig farlig karakter omfattet af straffelovens § 245, stk. 1.

Retten har herved lagt vægt på, at det efter de foreliggende oplysninger, herunder Sundhedsstyrelsens udtalelse, kan lægges til grund, at anvendelse af peberspray el.lign. vil kunne påføre den, som sprayen anvendes over for, betydelige smertefulde gener, navnlig i form af stærk og umiddelbar irritation af slimhinderne samt hoste, at generne varierer afhængig af forskellig koncentration af det aktive stof i forskellige peberspray, at der synes at være en dosisafhængig respons hos patienter med særligt følsom luftvej, og at anvendelse af peberspray bør begrænses mest muligt, ligesom der ved anvendelse bør sikres mulighed for lægetilsyn af de eksponerede. Der er endvidere lagt vægt på de betydelige gener, F efter det oplyste var udsat for.

Forholdet henføres herefter under straffelovens § 245, stk. 1.

Forhold 2.

Tiltalte har erkendt besiddelse af 1 stk. peberspray. Henset til at tiltalte i forhold 1 ligeledes anvendte en peberspray eller lign. mod F's ansigt, findes det bevist, at tiltalte uden politiets tilladelse har besiddet i alt 2 stk. peberspray. Tiltalte findes derfor skyldig i dette forhold.

Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. straffelovens § 245, stk. 1, og våbenlovens § 10.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på baggrunden for voldsudøvelsen, voldens karakter, herunder at tiltalte anvendte en peberspray, samt generne for F.

Der findes ikke grundlag for at gøre straffen betinget.

Retten tager påstanden om konfiskation til følge som nedenfor bestemt, jf. straffelovens § 75.

Thi kendes for ret:
Tiltalte, T, skal straffes med fængsel i 60 dage.

Hos tiltalte konfiskeres en peberspray.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Østre Landsrets dom.

Roskilde Rets dom af 5. marts 2010 (- - -) er anket af T med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har tillige anket dommen med påstand om skærpelse.

I Sundhedsstyrelsens udtalelse af 3. marts 2009 er konklusionen vedrørende eventuelle medicinske skadevirkninger ved anvendelse af peberspray følgende:

». . .

Anvendelse bør kun ske af særligt uddannet personel, efter særlig instruks, der inkluderer viden om skadevirkninger og i hvilke situationer, der er brug for lægetilsyn.

. . .«

Der er for landsretten fremlagt en udtalelse af 20. april 2010 fra Teknologisk Institut, der på foranledning af forsvareren blev anmodet om at foretage en nærmere undersøgelse og sammenligning af den konfiskerede peberspray og den konfiskerede dåse med olie tilsat krydderi. Teknologisk Institut v/centerchef Paul Lyck Hansen har i udtalelsen anført følgende:

»Der er i forbindelse med anmodningen . . . modtaget 2 effekter . . . med følgende beskrivelse.

Det fremgår at kredsen anmoder om at »Laboratoriet ved Teknologisk Institut bedes undersøge dåsens indhold . . . med henblik på en udtalelse om indholdets farlighed og eventuelle sammenlignelighed med peberspray.

Ligeledes ønskes en udtalelse/oplysning om, hvor lang tid duften/lugten af dåsens indhold (med krydderi i olie) er i luften i et rum, hvor der er åbent ud til det fri (åben dør/vindue)

En tilsvarende udtalelse for så vidt angår peberspray . . .

Kommentar

Det er laboratoriets vurdering, at ovenstående opgave ikke kan udføres på baggrund af kemiske målinger, da de kemiske indholdsstoffer i de to forskellige produkter vurderes at være ikke-sammenlignelige. Laboratoriet besidder ikke den nødvendige ekspertise til at kunne vurdere indholdsstoffernes farlighed.

Undertegnede vurderer, at det ikke er muligt at foretage en kvalificeret vurdering af, hvor lang tid duften/lugten vil kunne registreres i lokalet jf. ovenstående scenarie, da det vil afhænge af en række ukendte faktorer, såsom fx luftskifte, mængden af lugtkomponenter samt temperaturforhold.«

Det er oplyst, at tiltaltes anmeldelse mod F er sluttet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2.

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne F, - - - og politiassistent - - -, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Tiltalte har forklaret blandt andet, at han stod ca. ud for vaskemaskinen i bryggerset, da chaufføren kom ind. Tiltalte faldt eller snublede bagerst i bryggerset, og chaufføren trak sig lidt tilbage. Tiltalte stillede sig ud for døren, og da chaufføren trængte ind igen, sparkede chaufføren termoglasset i vinkøleskabet i stykker. Der var herefter lidt ro, og chaufføren gik ud af bryggerset igen. Tiltalte tænkte nu på, at han ikke ville kunne forsvare sig, hvis chaufføren kom ind i bryggerset igen, og at han havde sin spray ved vaskemaskinen - han mener rettelig bøtten med olie. Han stak fingrene ned i bøtten og »tjattede« olie på chaufføren 2-3 gange. Chaufføren stod da udenfor, og han selv stod ca. en meter fra pågældende på kanten af dørtrinnet. Chaufføren forsvandt. Døren nåede på intet tidspunkt at blive lukket. Han kan kun bruge sin venstre arm, idet den anden er sat sammen med søm og skruer. Han havde fået 3 øl hos maleren og drak godt 2 øl hjemme og var ikke beruset. Manden, som henvendte sig sammen med chaufføren, var ikke inde i bryggerset. Eftersom chaufføren var ophidset og ikke ville erkende, at det var forkert at have holdt længe med motoren i gang, havde han kun tænkt sig at udlevere bilnøglen til chaufføren ved politiets mellemkomst. Krukken udleverede han først til politiet i forbindelse med ransagningen i januar.

Han har tidligere arbejdet 26 år inden for forsvaret som seniorsergent. De seneste ca. 10 år har han modtaget førtidspension.

Vidnet F har forklaret blandt andet, at han ikke var ophidset, men en smule irriteret, da han henvendte sig hos tiltalte. Tiltalte var derimod ophidset, og det virkede også, som om at tiltalte var lidt fuld. Han stod med en fod inden for dørtrinnet og fik foden i klemme, da tiltalte forsøgte at lukke døren. Da han forsøgte at skubbe døren op af hensyn til sin fod, snublede tiltalte over et skab og faldt bagud. Vidnet gik ikke ind. Han så flasken, tiltalte havde i hånden, og kunne ikke se, at det var en sprayflaske, men han kunne høre spraylyden. Tiltalte sprayede på vidnet i en afstand af 30-40 cm. Sprayknappen blev holdt nede i maks. 5 sekunder. Tiltalte sprayede kun én gang. Vidnet blev ramt i ansigtet og på halsen. Forevist den peberspray, som politiet har medtaget fra tiltaltes bopæl, kan han ikke sige, om det var en flaske ligesom den, at tiltalte brugte. Da han blev ramt, følte han, at han blev blind, og det brændte helt vildt. Han kunne intet se. Han gik ca. et skridt ind og sparkede ud efter manden med sin højre fod, men ramte åbenbart et vinkøleskab. Det er helt sikkert, at tiltalte ikke bare stænkede noget på ham. Man kunne lugte på tøjet bagefter, at der sad noget i tøjet, der lugtede, men der var ingen pletter eller andre mærker.

Vidnet - - - har forklaret blandt andet, at han indledende stod 2-4 meter væk fra F. Han så tiltalte tage en sprayflaske på ca. 10 cm. Han kunne se flasken tydeligt, da den kom fri af lågen. Han stod ca. 2 m fra F, da F blev sprayet på. Lige efter kunne han se, at sprayvæsken hang i luften. Tiltalte sprayede kun én gang. Han kan ikke sige i hvor mange sekunder, men det var i forholdsvis lang tid. Han så ikke tiltalte gøre andet end at holde hånden stille, da han sprayede. Han har ikke tidligere set den krukke, som han nu får forevist, og som politiet efter det oplyste tog med fra tiltaltes adresse.

Vidnet, politiassistent - - - har forklaret blandt andet, at de ved modtagelsen af meldingen om at køre til stedet blot fik oplyst, at der var tumult på adressen. Der gik vel 5-10 minutter fra meldingen, indtil han og kollegaen indfandt sig på stedet. Den reaktion, han kunne mærke på sine øjne og næse, var den samme som ved peberspray. Forstøvningen hang ligesom i luften i de 5-10 minutter, de var på stedet. Lugten er svær at beskrive, men når man tidligere har oplevet lugten af peberspray, er man ikke i tvivl. Den måde, forurettede havde smerter i øjnene og var rød om øjnene på, svarer godt til de gener, politifolk selv oplever ved peberspray.

Landsrettens begrundelse og resultat:
Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet i begge forhold.

5 dommere tiltræder, at angrebet med peberspray eller lignende på grund af den betydelige smerteforvoldelse og generne med forbigående blindhed og risiko for alvorlig skade er henført under straffelovens § 245, stk. 1.

1 dommer finder, at forholdet alene kan henføres under straffelovens § 244.

Straffen findes passende.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret:
Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.