|
|
|
||
|
|
|||
|
H. D. 15. maj 1970 i sag 224/1968 Politibetjent Knud Lind (hrs. Poul Schmith e. o. mod typograf Kurt Brauer (lrs. Jørgen Jacobsen e. o.) Østre Landsrets dom 13. december 1968 (X afd.). (Kirchheiner, Tofthøj, Pia St|rup). I tiden fra den 4. juni 1967 til tronfølgerens bryllup den 10. juni 1967 etablerede politiet en bevogtning af Holmens Kirke med 7 udendørs poster og en afspærring af fortovene bl. a. i Holmens Kanal og i Havnegade. Hjørnet mellem de 2 gader, hvorfra der fører fodgængerovergange til de modsatte fortove, var frit, og for begge ender af afspærringerne var tværs over fortovet opsat ca. 1½ m høje afspærringsgitre forsynet med skilte hvorefter fodgængere henvistes til det modsatte fortov. Der var udfærdiget en særlig instruks hvorefter formålet med afspærringen var at hindre uvedkommende i at komme kirken nærmere end den fastsatte sikkerhedsafstand. Kun personel med adgangskort fra Hofmarskallatet, politiets afdeling E og særligt TV-tegn havde adgang. Desuden havde buspassagerer adgang i nødvendigt omfang til et stoppested i Holmens Kanal beliggende inden for det afspærrede fortov. Sagssøgeren typograf Kurt Brauer, der var medlem af borgerrepræsentationen, og som natten mellem den 5. juni 1967 kl. ca. 24 og den 6. juni 1967 kl. 7 bl. a. på sin arbejdsplads havde drukket 6 pilsnere heraf 1 guldpilsner, indfandt sig sidstnævnte morgen noget før kl. 7.45 ved politivagten ved kirkens bagindgang nærmest Holmens bro. Under en samtale med den vagthavende politiassistent Hans Chr. Hinsch, overfor hvem han legitimerede sig som borgerrepræsentant, drøftedes bl.a. stoppestedets beliggenhed inden for det afspærrede område, hvilket sagsøgeren kritiserede, og de ærlige adgangskort til området. Politiassistent Hinsch gav udtryk for, at stoppestedet kunne forventes flyttet. Sagsøgeren anmodede om tilladelse til at telefonere til Københavns Sporveje, mon det blev afslået. Sagssøgeren gik fra kirken på det afspærrede fortov i Holmens Kanal til afspærringsgitret, uden om dette og ind på det frie hjørne og herfra mod det afspærrede fortov i Havnegade. Sagsøgte, politibetjent Knud Lind, der gjorde tjeneste ved politiposten på hjørnet råbte til ham, at han ikke måtte gå den vej. Sagsøgeren fortsatte, mon sagtnede dog sine skridt. Sagsøgte gentog, at han ikke måtte gå den vej, men sagsøgeren sagde bl. a., at han skulle den vej hjem. Sagsøgte kom hen til sagsøgeren og tog ham i højre overarm eller i ærmet. De gik tilbage mod hjørnet, og sagsøgte gav efter en ordveksling sagsøgeren ordre til at benytte fodgængerovergangen. Sagsøgeren trak sin arm til sig og sagde, at han ikke kunne lide, at nogen lagde hånd på ham, at sagsøgte ikke var sergent i hæren og ikke kunne give ordrer her. Sagsøgeren viste sagsøgt sit legitimationskort som borgerrepræsentant, og sagsøgte tilkaldte over en ved gitteret midt på hjørnet anbragt radio assistance fra politivagten til »anholdelse af en vanskelig herre«. Diskussionen mellem parterne fortsatte. Sagsøgte tog et fast greb i sagsøgerens overarm. Sagsøgeren vristede armen løs eller forsøgte på det. Poitibetjentene Freddy Andersen og Dan Hansen kom til, og sagsøgte gav sagsøgeren et eller to slag med knyttet hånd i maven. Sagsøgte tog føregreb i sagsøgerens højre arm og politibetjent Dan Hansen i hans venstre arm, hvorefter han med begge arme på ryggen i foroverbøjet stilling blev ført mod politivagten. Undervejs hertil pådrog han sig brud på højre arm lige over håndleddet. Fra politivagten blev han indbragt til Kommunehospitalets skadestue og ifølge politiattest af 6. juni 1967 konstateredes ved undersøgelse samme dag kl. 8.30 brud på nederste del af højre spoleben og albueben. Det anføres i attesten, at bruddet kan være opstået ved, at sagsøgeren som angivet har fået vredet armen om, og at han ikke virkede beruset, men lugtede af øl fra munden. Sagsøgeren fik armen lagt i gibs. Samme dag indgav han politianmeldelse mod sagsøgte for vold med legemsbeskadigelse til følge ved under anholdelse at have vredet sagsøgerens højre arm om på ryggen, så den brækkede. Københavns politi rejste tiltale mod sagsøgte for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, jfr. § 154 ved under den nævnte vagttjeneste at have øvet vold mod sagsøgeren, idet han tildelte ham flere knytnæveslag i mellemgulvet. Ved Københavns byrets dom af 17. august 1967 fandtes sagsøgte skyldig i overtrædelse af de nævnte bestemmelser ved at have tildelt sagsøgeren 2 stød i maven efter at sagsøgeren påny havde revet sin arm løs, og med det formål at lette føregrebets iværksættelse. Retten lagde efter anklag-myndighedens procedure til grund, at det havde været berettiget at gennemføre anholdelsen ved føregreb, men fandt, at slagene ikke havde været nødvendige for at gennemføre føregrebet, og at sagsøgte - uanset den margin, der burde indrømmes ham - ikke kunne påberåbe sig straffrihed efter straffelovens § 13, stk. 3. Efter princippet i straffelovens § 84, stk. 1 nr. 1 fastsattes straffen til 10 dagbøder ` 20 kr. Under denne sag, hvorunder der er meddelt begge parter fri proces, har sagsøgeren, under påberåbelse af at sagsøgte har gennemført anholdelsen under anvendelse af unødig magt og på en for hårdhændet og brutal måde påstået ham idømt straf efter straffelovens § 244 stk. 1. Da volden har medført, at sagsøgeren har brækket armen, har han endvidere påstået sagsøgte dømt til at betale sig erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i tiden fra 6. juni 1967 til 4. september 1967, 12.749 kr. 90 øre, for svie og smerte 2.000 kr. og for lidelse og tort, jfr. ikrafttrædelseslov til straffelov § 15, 2.000 kr., eller ialt 16.749 kr. 90 øre med renter S % årlig fra sagens anlæg den 5. december 1967. Sagsøgte har påstået afvisning for så vidt angår påstanden om idømmelse af straf i medfør af retsplejelovens § 725 stk. 4, jfr. § 726, idet den skete offentlige påtale »opsluger« enhver privat påtale indenfor det handlingsforløb, tiltalen vedrører. Iøvrigt har han, der ikke bestrider, at skaden er sket, da sagsøgeren under anvendelse af føregreb blev ført ind til politivagten, påstået frifindelse for såvel straf som erstatning, idet han har anført, at anholdelsen har været lovlig, at gennemførelsen med magt ikke har overskredet, hvad der var nødvendigt og rimeligt, og at der iøvrigt er udvist en så grov egenskyld fra sagsøgerens side, at et eventuelt ansvar for sagsøgte må bortfalde. Med hensyn til erstatningskravets størrelse har sagsøgte anført, at det for svie og smerte krævede beløb er for højt, og at der ikke er grundlag for erstatning for lidelse og tort. Under domsforhandlingen er afgivet forklaring af parterne og vidneforklaringer af politikommissær Karl Chr. G. Gundersen, politiassistent Hinsch, politibetjentene Ole Gervin, Freddy Andersen. Dan Hansen og Svend Pilegaard Petersen samt af lagerassistent Arne Kjeldsen Lund. Desuden er montør Einar Carl Hansens vidneforklaring i den nævnte byretssag dokumenteret. Sagsøgeren har bl. a. forklaret, at han havde fået flere henvendelser om det »ulogiske« i, at stoppestedet lå indenfor det afspærrede område. Han havde også læst en notits om forholdet i Berlingske Tidende, da han den 6. juni 1967 besluttede selv at undersøge sagen. Ved afslutningen af samtalen m d politiassistent Hinsch sagde Sagsøgeren, at han ville komme igen om aftenen og se på det. Politiassistenten svarede: »Ja, gør De det«. Han fik herved det indtryk, at han måtte færdes på det afspærrede område. Han har ikke anmodet om tilladelse til det, og ikke hørt politiassistent Hinsch sige, at han kun måtte gå der, hvis han skulle med bussen. Han gik også uantastet forbi flere politibetjente på fortovet i Holmens Kanal. Han plejer at gå hjem ad Havnegade og gik i tanker mod det afspærrede fortov. Sagsøgte råbte: »Kan De ikke læse«, Han svarede: »Skal vi nu til det igen.« Han sagde, at han havde talt med den vagthavende, og måske også, at denne fandt det i orden, at han gik på det afspærrede område. Sagsøgte var straks opfarende og voldsom. Da sagsøgeren rev armen til sig kaldte sagsøgte ham dumme svin m. v. og slog ham en gang i maven. Andre slag husker sagsøgeren ikke. Han sagde, at han fra sit arbejde med politivedtægten vidste, hvad politiet måtte og ikke måtte, men ikke, at der ikke var lovhjemmel for afspærringen. Han bad flere gange om at tale med den vagthavende og var forbavset over sagsøgtes udtalelse i radioen. Sagsøgte havde ikke sagt til ham, at han var anholdt. Meget hurtigt kom der 2 politibetjente om hjørnet. Sagsøgeren gik hen imod dem. Da den ene sagde, at han var arresteret, svarede sagsøgeren noget i retning af »ja det er udmærket«. Samtidig havde sagsøgte med begge hænder taget fat i sagsøgerens højre arm. Sagsøgeren sagde noget i retning af »lad være, jeg går jo med«. Samtidig forsøgte han at trække armen til sig. Han husker ikke, om det lykkedes for ham, men husker, at sagsøgte i hvert fald til sidst fik armen om på ryggen af ham. Da der blev grebet fat i hans venstre arm, bøjede han den selv om på ryggen. Ved føregrebene blev han bøjet så meget forover, at hans næse var 10-15 cm fra jorden. Han spændte ikke bevist armmusklerne, men bestræbte sig for ikke at gøre modstand, men følge med. Sagsøgte trykkede med begge sine hænder mod hans håndled og brugte kræfter, så han stønnede af anstrengelse. Da de var gået 25-35 m og vel var nået ud for stoppestedet, mærkede sagsøgeren et sprødt knæk i armen og en smerte. Sagsøgte har bl.a. forklaret, at han havde været ansat i politiet i godt 3 år og gennemgået uddannelsen på politiskolen. Han havde læst den skriftlige instruks, og politiassistent Hinsch havde mundtligt instrueret om, at fodgængere skulle afvises, og at de ved posterne tjenestegørende hellere måtte være for skrappe end lade uvedkommende passere. Politikort og pressekort gav ingen adgang. Sagsøgte så sagsøgeren komme fra det afspærrede fortov i Holmens Kanal og gå inden om afspærringen på fortovet på hjørnet. På anråb svarede sagsøgeren, at han ikke ville diskutere den sag mere, men sagsøgte forstod ikke, hvad han sigtede til. Sagsøgeren var nået 2 m inden for afspærringen i Havnegade, da sagsøgte gik foran ham og standsede ham. Sagsøgte kunne straks af sagsøgerens legitimationskort se, at det ikke gav ham adgang. Han tvivlede uanset kortet, der er uden foto, på, at sagsøgeren virkelig var borgerrepræsentant. Sagsøgeren lugtede af øl og havde røde øjne. Han har ikke givet sagsøgeren noget slag, før han tilkaldte assistance. Mens dette skete, gik sagsøgeren påny mod det afspærrede område og råbte, at sagsøgte blot kunne sende ham kortet. Sagsøgte antog, at han ville fortsætte forseelsen. Han havde forinden radioopkaldet besluttet anholdelse, og efter at have tilkaldt assistance sagde han til sagsøgeren, at denne var anholdt, idet han samtidig tog sagsøgeren med et fast tag i armen, men sagsøgeren rev sig løs. Sagsøgte besluttede sig nu til at tage føregreb. Han havde på politiskolen lært, at det er vanskeligt at tage føregreb på en person, der er klar over, at det vil ske, og at man i en sådan situation bør indlede med et stød i solar plexus, hvorved den pågældende vil miste vejret og falde sammen, således at det bliver lettere at gennemføre føregrebet. Han gav derefter sagsøgeren et stød i maven, hvorved han mistede luften og bøjede sig fremover, hvorefter sagsøgte tog føregreb på den højre arm. Slaget eller slagene i maven »gik ikke igennem«. De blev givet på kort hold og var ikke kraftige. Han har ikke anmodet sagsøgeren om at følge med, da han anså det for nytteløst. Han var ikke ophidset eller bange, men anså føregreb for nødvendigt for at gennemføre anholdelsen. Han har foretaget mange anholdelser med føregreb, men aldrig voldt skade. Sagsøgeren blev bøjet lidt forover, vel til ca. 1 m over jorden. Hvis han havde haft hovedet i knæhøjde, ville han være faldet. Sagsøgeren spændte armmusklerne og forsøgte hele tiden at trække armen nedad. Sagsøgte havde den ene hånd på hans albue. Han øgede ikke trykket med hånden, men modtrykket øgedes ved sagsøgerens modstand. Kort før de nåede kirkens hovedindgang, mærkede sagsøgte et knæk i sagsøgerens håndled og løsnede sit greb. Bruddet må være fremkaldt ved, at sagsøgeren har rykket i armen, men sagsøgte erindrer ikke om han gav et kraftigt ryk lige før skadens indtræden. Politibetjent Freddy Andersen har forklaret, at han af den vagthavende fik at vide, at der var vrøvl med en herre ved post 3. Da vidnet, som gik foran politibetjent Dan Hansen, kom om hjørnet, så han parterne stå omtrent henne ved afspærringen i Havnegade, uden for det afspærrede område. Vidnet gik hen til dem og spurgte, om sagsøgeren var anholdt, hvilket sagsøgeren bekræftede. Han så, at sagsøgte havde fået fat i armen på sagsøgeren, og at sagsøgeren vristede sig løs. Vidnet, der skulle overtage posten, gik nogle skridt væk fra stedet, men så, at sagsøgte gav sagsøgeren et dybt stød i maven, og at sagsøgte og Dan Hansen derefter tog føregreb på ham. Vidnet hørte ikke, om der blev spurgt, om sagsøgeren ville gå med, men det var hans indtryk, at han ikke ville med. Politibetjent Dan Hansen har forklaret, at han fik at vide, at han skulle ud til assistance ved anholdelse af en genstridig mand ved post 3. Da vidnet kom rundt om hjørnet, så han sagsøgte stå med armen på sagsøgerens højre skulder. Da vidnet var ud for lysskabet, rev sagsøgeren sig løs ved en armbevægelse og tog et skridt frem mod vidnet. Vidnet gik hen til ham og sagde: »Vil De være så venlig at følge med.« Dertil sagde sagsøgeren »Nej«, og vidnet sagde derpå, »at han så kunne betragte sig som anholdt«. Sagsøgte gav derefter sagsøgeren 2 slag i mellemgulvet. Sagsøgeren bukkede let forover og gik muligt nogle skridt tilbage. Sagsøgte og vidnet tog samtidig føregreb på ham. Han gjorde nogen modstand, men vidnet har været udsat for kraftigere modstand ved andre anholdelser. Sagsøgeren blev bøjet let forover. Da de var kommet rundt om hjørnet, begyndte han at skrige uartikuleret. Vidnet havde ikke indtryk af, at det var af smerte, men antog, at det var for at tiltrække opmærksomheden. Lidt længere fremme gjorde sagsøgeren kraftigere modstand og prøvede at rykke armen fri. Vidnet strammede automatisk sit greb og vil gå ud fra, at sagsøgte gjorde det samme. Først i vagtstuen blev vidnet klar over, at der var sket noget med sagsøgerens arm. Foreholdt sin forklaring i byretten, hvorefter sagsøgte slog sagsøgeren i maven før vidnet anholdt sagsøgeren, har vidnet fastholdt sin ovennævnte forklaring. Vidnet politikommissær Gundersen har bl. a. forklaret, at bevogtningen af kirken blev iværksat, fordi der i pressen og fjernsynet var blevet omtalt trusler om sabotage og hærværk mod kirken og brylluppet. Bevogtningen skulle være streng, og en meget begrænset personkreds havde adgang til de afspærrede områder. Fra post 3 skulle der være øjenforbindelse til de 2 politiposter i Havnegade og nogle skridt foran posten til en post i Holmens Kanal. Stoppestedet i Holmens Kanal blev den 6. juni 1967 hyttet uden for det afspærrede område. Vidnet politiassistent Hinsch har bl. a. forklaret at sagsøgeren sagde, at han mente, at hele bevogtningen var unødvendig, og han betvivlede, at politiet havde hjemmel til at foretage afspærringen. Vidnet fik det indtryk, at sagsøgeren ønskede, at vidnet straks skulle ophæve hele bevogtningen. Sagsøgeren spurgte til sidst, om han måtte gå videre inden for afspærringen. Vidnet svarede, at det måtte han kun, hvis han skulle med bussen, idet hans borgerrepræsentantkort ikke var tilstrækkeligt. Vidnet gik derefter ind i vagtlokalet og så ikke, hvor sagsøgeren gik hen. Det havde været hans indtryk, at sagsøgeren var ilter og opfarende, og han lugtede af spiritus, men vidnet mente ikke, at han var så påvirket, at dette i sig selv kunne begrunde anholdelse. Den pågældende morgen var alle poster besat, og så vidt vidnet erindrer var der 8 politifolk ude og 8 i vagtstuen i kirken. Vidnet så sagsøgte og vidnet Dan Hansen indbringe sagsøgeren, som de begge havde sædvanligt føregreb på. Sagsøgeren var let foroverbøjet. Situationen var ikke dramatisk. Sagsøgeren skreg ikke, men sagde: »slip mig«. Sagsøgte sagde, at sagsøgeren var kommet til skade med højre hånd, og at sagsøgte havde måttet gennemtvinge anholdelsen ved føregreb. Vidnet politibetjent Gervin har bl. a. forklaret, at vidnet Hinsch sagde til sagsøgeren, at han kun måtte gå på det afspærrede område, hvis han skulle med bussen. Vidnet havde allerede sagt det til ham. Sagsøgeren sagde til vidnet Hinsch, at han ikke mente, der var lovhjemmel for afspærringen. Vidnet så sagsøgeren blive ført de sidste 10-15 m til hovedindgangen. Han gik let foroverbøjet. Han skreg, til han nåede porten. Vidnet kunne ikke se, at han gjorde modstand. Vidnet politibetjent Pilegaard Petersen har forklaret, at han, der stod ved kirkens hovedindgang, hørte sagsøgeren hyle som et vildt dyr, da 2 kolleger førte ham mod indgangen. De holdt ham i et ganske almindeligt føregreb. Vidnet så ham vel på 15-20 m's afstand. Vidnet fik indtryk af, at han strittede imod og så at han i hvert fald en gang forsøgte at slide sig løs. Vidnet Lund har forklaret, at han, der stod på fortovet ved Overformynderiet, så sagsøgeren blive ført af sted af to betjente. Han var stærkt foroverbøjet og skreg højt, og betjentenes behandling af ham forekom vidnet unødig hård. Einar Hansen har som vidne inden Københavns Byret forklaret, at han kom gående på fortovet på hjørnet af Havnegade overfor posten. Han så, at der på det modsatte hjørne - uden for afspærringen - stod en ung mand og en betjent, som havde et kort i hånden. Den unge mand rakte hånden ud efter kortet, men betjenten stak hånden om på ryggen og gik hen bag et skab, hvor han tilsyneladende telefonerede. Den unge mand blev stående foran skabet. Da betjenten havde telefoneret, gik han et par skridt frem og stod og læste på kortet. Kort efter kom 2 betjente om hjørnet. Den unge mand gik nogle skridt hen mod dem. De tog ham i armene og pressede ham op mod gitteret. Medens han stod sådan, var der en af betjentene, der gav ham 2 dunk i maven. Det var ikke de store slag. Derefter vred de 2 betjente armene om og førte ham væk, medens den unge mand skrig voldsomt. Vidnet har intet hørt af, hvad der eventuelt blev sagt. I »Vejledning i selvforsvar« udarbejdet til brug ved undervisning på Politiskolen m. v. hedder det bl.a.: »- - - Afsnit II »Sårbare og følsomme steder« - - - »Solar Plexus« (plexus solare)stød i mellemgulvsregionen vil, såfremt det kommer overraskende, ramme dybt igennem flere ømfindtlige organer, bl. a. lever og mavesæk, der kan beskadiges. Går stødet kraftigt igennem, udløses der tillige en kraftig reflexagtig lammelse, især af vejrtrækningen, og efter et velrettet slag vil man som regel have brug for ca. 1 minuts pusterum for at være frisk igen. - - - Afsnit XI. Føregrebene - - - Arm på ryggen: (»Håndjernsgrebet«). Fat om modpartens højre overarm med egen højre hånd. Løft modpartens overarm. Med egen venstre hånd (med håndfladen opad) fattes om modpartens højre hånd, og dennes håndled bøjes (håndledsgreb), og hans højre arm føres om på ryggen, idet albueleddet bøjes. Højre hånd glider ned og fatter om hans albueled, og angriberens arm holdes tæt ind til ryggen. Derefter føres han af sted. - - -« Sagsøgeren har nærmere anført, at sagen ikke drejer sig om anholdelsens lovlighed, idet han udelukkende vil støtte sin påstand på, at det henset til stedet for anholdelsen, forseelsens beskaffenhed og sagsøgerens optræden var unødvendigt at gennemføre anholdelsen ved føregreb eller med en sådan hårdhed, at sagsøgerens arm brækkede. Sagsøgte har ved overskridelse af sin lovlige magtudøvelse gjort sig skyldig i en strafbar vold, der kan sidestilles med »tæv på politistationen«. Området var anlagt som et militært fort med mange politiposter med indbyrdes optisk forbindelse og radioforbindelse til en politivagt. Der var 3 politibetjente i umiddelbar nærhed, da føregrebet blev taget, og der er ingen grund til at indrømme sagsøgte en sådan margin som ved anholdelser »i marken«. Forseelsen var ubetydelig og ufarlig, og der var flere dage til brylluppet. Sagsøgeren har ikke gjort modstand mod anholdelsen eller indbringelsen, og sagsøgte har ikke haft grund til at tro, at sagsøgeren ville stikke af, men sagsøgte har end ikke opfordret sagsøgeren til at gå frivilligt m d. Både hans anmodninger om at tale med den vagthavende og hans skridt frem mod politibetjent Dan Hansen, viste hans villighed hertil. Sagsøgte, der var sagsøgeren fysisk overlegen, og hverken bange eller ophidset, havde under disse omstændigheder ingen grund til at tage føregreb. Sagsøgte og hans kollegers forklaring giver et ensidigt billede, og de udenforstående vidner Lunds og Einar Hansens forklaringer, om at sagsøgeren er behandlet unødig hårdt og brutalt, bør lægges til grund. Sagsøgerens brækkede arm er et objektivt bevis herpå. Forhåndsformodningen om aktionens lovlighed må falde bort, da den blev indledt med ulovlig vold, jfr. byretsdommen om slagene i maven. Denne dom kan ikke hindre privat påtale af den del af handlingsforløbet, der ikke er omfattet af tiltalen, og dommen tager netop ikke stilling til føregrebets nødvendighed. Sagsøgte har anført, at sagsøgeren ikke i de af ham påberåbte udtalelser har kunnet støtte nogen tilladelse til at færdes på det afspærrede område, og at han ikke har haft nogen føje til at tro, at han havde adkomst hertil. Det må efter vidnerne Hinsch's og Gervins forklaringer antages, at dette udtrykkeligt er tilkendegivet ham. Ved herefter trods de opsatte forbudsskilte at gå på de afspærrede fortove, har han gjort sig skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 25 stk. 1 og 2. Allerede efter sagsøgerens egen forklaring har han i ord og gerning nægtet at rette sig efter politiets lovlige anvisninger, og anholdelsen må anses for lovlig. Sagsøgeren har både før og efter, at sagsøgte havde anholdt ham, revet sig løs, sidste gang ved et kraftigt ryk, da sagsøgte utvivlsomt har holdt godt fast. Sagsøgeren har endvidere efter, at politibetjent Hansen havde anholdt ham, nægtet at følge med, jfr. dette vidnes forklaring. Politiets lovlige magtudøvelse kræver intet forudgående angreb, jfr. straffelovens § 13, stk. 3, og det er uden betydning for føregrebets lovlighed, at sagsøgte var sagsøgeren fysisk overlegen, og at der var flere politifolk til stede. Anvendelsen af grebet måtte efter sagsøgerens optræden anses påkrævet, og det er normal ufarligt. Der ville intet være sket, hvis sagsøgeren havde forholdt sig roligt, og der er intet grundlag for at antage, at der ikke er taget så lempeligt som muligt på sagsøgeren. Vidnerne Lund og Einar Hansen har efter deres placering ikke tydeligt kunnet se, hvad der foregik, og et føregreb ser for ukyndige hårdhændet ud. Sagsøgerens skrig skyldes ikke smerte, da de er begyndt før armbruddet, men ønsket om at vække opsigt. Efter sagsøgtes, vidnerne politibetjent Hansens og Pilegaard Petersens forklaringer har sagsøgeren strittet imod, og det må antages, at han selv ved at søge at trække armen til sig, har brækket den. Hvis der skulle foreligge et ansvarsgrundlag for sagsøgte, må ansvaret bortfalde på grund af grov egen skyld hos sagsøgeren. Han har i ord og handling optrådt, ikke som en sagesløs borger, men som en kværulant. Han må selv bære risikoen for, at han på grund af fortsat modstand har pådraget sig skade. Retten skal udtale: Den af Københavns politi rejste tiltale mod sagsøgte for vold mod sagsøgeren ved at have tildelt ham slag i maven og det heri indeholdte tiltalefrafald for det øvrige handlingsforløb, findes ikke at være til hinder for den af sagsøgeren i medfør af straffelovens § 244, stk. 5 rejste tiltale. Efter vidnerne politiassistent Hinsch's og politibetjent Gervins forklaringer må det lægges til grund, at det er tilkendegivet sagsøgeren, at han ikke måtte færdes på det afspærrede område, hvilket i øvrigt må have stået ham klart. Efter sagsøgerens egen forklaring har han overtrådt færdselsforbudet, hvis lovlighed ikke er bestridt, og nægtet at efterkomme politiets ordrer givet i anledning af, at han påny forsøgte at overtræde forbudet. Anholdelsen må herefter anses som lovlig. Det findes endvidere ved sagens pådømmelse at måtte lægges til grund, at sagsøgeren 2 gange har revet sig fri af sagsøgtes tag i hans arm, men at han ikke på noget tidspunkt har søgt at unddrage sig ansvaret ved at bortfjerne sig. Sagsøgte findes efter sagsøgerens i det hele udviste optræden at have haft føje til at gå ud fra, at sagsøgeren ikke ville følge frivilligt med, og det kan derfor ikke anses for ubeføjet, at sagsøgte fandt det nødvendigt at anvende føregreb. Dommerne Kirchheiner og Tofthøj - finder, at den videre gennemførelse af anholdelsen er sket på en unødig hård måde, der medførte brud på sagsøgerens ene arm. Disse dommere lægger herved særlig vægt på, at der var 3 sagsøgeren fysisk overlegne politifolk til stede, da føregreb blev taget, at 2 betjente tog føregreb, og at sagsøgeren, der var alene, ikke på noget tidspunkt havde forsøgt noget voldeligt angreb mod politiet, samt at anholdelsen skete på et af en talstærk politistyrke bevogtet sted, ligesom føregrebene burde have været opgivet, da sagsøgte hørte, at der skete et brud i sagsøgerens arm. Sagsøgte findes herefter at have overtrådt straffelovens § 244, stk. 1, men den forskyldte straf findes bl. a. under hensyn til den sagsøgte givne instruks om at udføre sin bevogtningsopgave med strenghed og sagsøgerens udæskende optræden at burde bortfalde i medfør af princippet i straffelovens § 84, stk. 1 nr. 1, jfr. stk. 2. Sagsøgte findes ved sit anførte forhold at have pådraget sig erstatningsansvar for den sagsøgeren overgåede skade. Erstatning for svie smerte findes at burde fastsættes til 600 kr., medens der ikke skønnes at være grundlag for at tillægge sagsøgeren erstatning for lidelse og tort. Idet sagsøgerens krav vedrørende tabt arbejdsfortjeneste ikke er bestridt, stemmer disse dommere herefter for at dømme sagsøgte til at betale sagsøgeren 13.349 kr. 90 øre med renter 5 % årlig fra den 5. december 1967 at regne til betaling sker. Dommer Pia St|rup udtaler: Det må efter sagsøgtes og vidnerne politibetjent Hansens og Pilegaard Petersens forklaringer lægges til grund, at sagsøgeren efter føregrebet har strittet imod og forsøgt at trække hænderne til sig. På det foreliggende grundlag kan den umiddelbare årsag til skadens indtræden ikke fastslås, men efter sagsøgtes og vidnet politibetjent Hansens forklaringer er sagsøgte blevet klar over, at der opstod et stadigt øget tryk på sagsøgerens håndled, og han må have indset, at dette som følge af armens stilling medførte fare for beskadigelse eventuelt brud. Herefter og af de af de øvrige dommere i så henseende anførte grunde kan jeg tiltræde, at sagsøgte har overskredet sin lovlige magtudøvelse, selvom det betyder, at han eventuelt måtte have løsnet eller opgivet håndledsgrebet før skadens indtræden. Jeg kan endvidere tiltræde, at sagsøgte har pådraget sig strafansvar efter straffelovens § 244, stk. 1, at dette ansvar af de anførte grunde, hvortil jeg vil føje, at det drejer sig om en ringe overskridelse af en vanskelig dragen grænse for politiets lovlige magtudøvelse, bør bortfalde, og at sagsøgte har pådraget sig erstatningsansvar for den sagsøgeren overgåede skade. Da sagsøgeren ved sin modstand mod anholdelsens gennemførelse i betydelig grad har medvirket til skadens indtræden og under hensyn til det om sagsøgerens optræden i øvrigt anførte ville jeg nedsætte erstatningen, i hvis beregning jeg er enig, til halvdelen. Der vil være at give dom efter stemmeflertallet. Der er enighed om, at ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part. - - - Højesterets dom. Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret. I pådømmelsen har deltaget tretten dommere Lorenzen. Dybdal, Trolle, Hermann, Gjeruff., Theodor Petersen, Tamm, Blom-Andersen, H. A Sørensen, Vetli, le Maire, Hvidt og Shaumburg. For Højesteret har appellantinden gentaget sin påstand om frifindelse og subsidiært påstået erstatningen nedsat på grund af egen skyld fra indstævntes side. Påstanden om afvisning vedrørende strafspørgsmålet er ikke gentaget for Højesteret. Indstævnte har påstået stadfæstelse og har også for Højesteret alene støttet sin påstand på, at gennemførelsen af anholdelsen - uanset om denne var lovlig, og uanset om anvendelse af føregreb var berettiget - er sket med ufornøden hårdhed. Til brug for Højesteret er der afgivet forklaring af den i dommen nævnte montør Einar Carl Hansen, som ud over det i dommen anførte bl. a. har forklaret, at han så en af politifolkene tage føregreb på indstævntes højre arm, der virkede meget strakt, og det var derfor, indstævnte kom så langt ned med hovedet, at dette kun var 20 til 30 cm over jorden. Indstævnte faldt ikke, og dette var han afklaret fra på grund af den måde, hvorpå han blev holdt. Retslægerådet har i en erklæring af 21. november 1969 udtalt: »- - - Transport under føregreb vil teoretisk, men i praksis formentlig sjældent, kunne medføre brud af anholdtes arm, enten forårsaget af unødig stor kraftanvendelse fra betjentens side ved bøjning af håndleddet eller forårsaget af anholdtes frigørelsesforsøg. Såfremt anholdte forholder sig rolig, må risikoen for brud anses for minimal. En større eller mindre foroverbøjning af kroppen under transporten er uden indflydelse på fremkomsten af et underarmsbrud« Syv dommere - Lorenzen, Gjerulff, Blom-Andersen, Vetli, le Maire Hvidt og Schaumburg udtaler: Efter det foreliggende findes appellanten ikke at have haft forsæt til legemskrænkelse overfor indstævnte Det bemærkes herved, at det ikke kan antages, at appellanten, før føringen var afsluttet. blev klar over, at indstævntes arm var brækket. Disse dommere stemmer herefter for at frifinde appellanten for indstævntes tiltale efter straffelovens § 244, stk. 1. For så vidt angår spørgsmålet om erstatning, lægger disse dommere vægt på, at der vel var tale om en bevogtningsopgave, hvis sikre gennemførelse var af særlig betydning. Forholdene på stedet var imidlertid rolige, og intet tydede på, at nogen ville gribe incl. til fordel for indstævnte. Denne, der var alene, havde vel optrådt udæskende, men havde ikke været aggressiv overfor politiet eller givet grund til at befrygte, at han ville forsøge at trænge ind i kirken, der var under politiets bevogtning. Ved under disse omstændigheder at have gennemført føregrebet, der indledtes med de slag i mellemgulvet, for hvilke appellanten ved Københavns byrets dom er anset med bødestraf, på en så hårdhændet måde, at der fremkom brud på indstævntes arm, findes appellanten at have pådraget sig erstatningsansvar overfor indstævnte, og denne findes ikke at have ydet en modstand, som kunne føre til nedsættelse af erstatningskravet. Herefter stemmer disse dommere for at stadfæste dommen, for så vidt erstatningen angår. Seks dommere - Dybdal, Trolle, Hermann, Theodor Petersen, Tamm og H. A. Sørensen udtaler: Af de i dommen anførte grunde tiltrædes det, at anholdelsen har været lovlig, og at appellantens beslutning om at anvende føregreb ikke har været ubeføjet. Der findes ikke at være grundlag for at antage, at appellanten under anvendelsen af føregrebet forsætligt har udøvet vold mod indstævnte udover, hvad selve føringen og indstævntes optræden under denne måtte medføre. Det bemærkes herved, at det må antages, at appellanten ikke, før føringen var afsluttet, blev klar over, at indstævnte var kommet til skade. Den nedlagte påstand om straf efter straffelovens § 244 findes herefter ikke at kunne tages til følge. Der findes imidlertid ej heller at foreligge grundlag for at pålægge appellanten erstatningsansvar for den indstævnte overgåede skade. Årsagen til dennes indtræden er ikke klarlagt, udover at det må anses godtgjort, at indstævnte har gjort modstand mod føregrebet og søgt at frigøre sig, og at dette i sig selv kan have fremkaldt skaden, hvorimod der ikke er ført bevis for, at appellanten under føringen har udvist uforsvarligt forhold, som kan anses som skadesårsag. Det findes ikke at kunne pådrage appellanten ansvar, at han under episodens hurtige udvikling ikke i tide blev opmærksom på, at der var indtrådt fare for, at indstævnte kom til skade. Disse dommere stemmer herefter for i det hele at frifinde appellanten. Der vil være at give dom efter stemmeflertallet. Samtlige dommere er enige om, at der med sagens omkostninger for Højesteret forholdes som nedenfor anført. Thi kendes for ret: Appellanten, politibetjent Knud Lind, bør for den af indstævnte, typograf Kurt Brauer, rejste tiltale til straf fri at være. I øvrigt bør landsrettens dom ved magt at stande. Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for Højesteret til den anden part. Det idømte at udrede inden 15 dage efter denne højesteretsdom.s. afsigelse. |
|||
|
|
|||