TfK 2009 941 VLD

 

 
 
 
Anklagemyndigheden mod T (adv. Hanne Sølgaard, Hornslet).

 
(Lilholt, Dorte Jensen og Thomas Jønler med domsmænd).

Retten i Århus, 3. afdelings dom:

Denne sag er behandlet som tilståelsessag.
Retsmødebegæring er modtaget den 22. juni 2009.

T er tiltalt for overtrædelse af
1. tyveri efter straffelovens § 276,
ved i perioden fra den 15. juli 2006 ca. kl. 12.00 til den 29. juli 2006 ca. kl. 18.00 at være brudt ind i villaen, - - -, og stjålet B&O anlæg mrk. Overture, B&O højtalere mrk. Beolab 6000, B&O fjernbetjening mrk. B&O, bærbar pc mrk. IBM, samt diverse indbo til en samlet værdi af ca. 70.749,00 kr.
2. Frafaldet.
3. brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293 a,
ved i perioden fra den 8. december 2008 ca. kl. 17.40 til den 19. januar 2009, ca. kl. 13.50 uberettiget at have brugt blå metallic varebil - - - til kørsel i Århus og omegn.
4. tyveri efter straffelovens § 276,
ved i perioden fra den 8. december 2008 ca. kl. 17.40 til den 19. januar 2009 ca. kl. 13.50 fra den i forhold 3 nævnte varebil, at have stjålet vinkelsliber, mrk. Bosch, 2 par solbriller mrk. Bollé, tlf. oplader til Samsung, GPS mrk. Garmin alt til en samlet værdi af ca. 4000 kr.
5. Frafaldet.
6. Frafaldet.
7. brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293 a,
ved i perioden fra den 5. februar 2009 ca. kl. 15.00 til den 10. februar 2009 ca. kl. 10.00 uberettiget at have brugt hvid VW Transporter, - - - til kørsel i Århus og omegn.
8. tyveri efter straffelovens § 276,
ved i perioden fra den 5. februar 2009 ca. kl. 15.00 til den 10. februar 2009 ca. kl. 10.00 fra den i forhold 7 nævnte varebil at have stjålet rotorlæser med BM mrk. MicroFyn i blå kuffert, nivileringsapparat ukendt mrk. i rød kuffert, Standerben, nivileringsstok og stadier, værktøjskasse alt til en samlet værdi af ca. 18.000 kr.
9. tyveri efter straffelovens § 276,
ved i perioden fra den 7. februar 2009 ca. kl. 14.00 til den 8. februar 2009 ca. kl. 17.00 at være brudt ind i villaen, - - -, og stjålet bilnøgler til en hvid Transporter, reg.nr. - - -, nøgler til firma, GPS, mrk. TomTom, Dankort, samt sort dametaske alt til en samlet værdi af ca. 1.100 kr.
10. Frafaldet.
11. tyveri efter straffelovens § 276,
ved den 22. februar 2009 mellem ca. kl. 09.30 og ca. kl. 17.30 at være brudt ind i villaen, - - -, og stjålet PH5 pendel, PH 3/2 bordlampe med hvid opalglas mrk. 125 års jubilæumsmodel på fod, PH 4/3 bordlampe med hvid metalskærm, TV fladskærm 37" mrk. Philips, 100 Euro, digital kamera blå mrk. Olympus, kontanter Euro 100 og dkr. 100, samt bilnøgle til Skoda Fabia - - - alt til en samlet værdi af 31.150 kr.
12. brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293a,
ved i perioden fra den 22. februar 2009 ca. kl. 09.30 til den 24. februar 2009 ca. kl. 17.30 uberettiget at have brugt personbil - - - til kørsel i Århus og omegn.
13. tyveri efter straffelovens § 276,
ved i perioden fra den 6. marts 2009 ca. kl. 17.30 til den 9. marts 2009 ca. kl. 15.15 at være brudt ind i villaen, - - -, og stjålet kamera, Globalknive, diverse ure og værdifulde smykker alt til en samlet værdi af ca. 60.000 kr.
14. tyveri efter straffelovens § 276,
ved den 12. marts 2009 imellem ca. kl. 08.00 og ca. kl. 12.00 at være brudt ind i villaen - - -, og stjålet div. gamle guldsmykker, Nintendo 64 med ca. 10 spil, Digital kamera mrk. Nikon Coolpix 6400, Apple Ipod Mini 6 SI M9801, serienr. - - -, MP3 afspiller ukendt mrk., samt bilnøgle til Peugeot 306, regnr. - - - til en samlet pris på 57.511 kr.
15. tyveri efter straffelovens § 276,
ved den 17. marts 2009 imellem ca. kl. 08.30 og ca. kl. 13.00 at være brudt ind i villaen, - - -, og stjålet PH-lampe Kontrast, hollandsk designstol mrk. Hidde armchair med skammel i lysbrun bøffellæder, bærbar pc mrk. Fujitsu Siemens Amilo, herreur mrk. Armani med sort læderrem, samt nøgle til personbil mrk. Alfa Romeo alt til en samlet værdi af ca. 63.881 kr.
16. tyveri efter straffelovens § 276,
ved den 18. marts 2009 imellem kl. 08.15 og ca. kl. 16.00 at være brudt ind i villaen, - - - , og stjålet nøgler til Ford Mondeo samt Citroen C3 til en ukendt værdi.
17. brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293 a,
ved i perioden fra den 18. marts 2009 ca. kl. 19.30 til den 30. marts 2009 ca. kl. 10.00 med rette nøgle uberettiget at have brugt personbil, sort Ford Mondeo, regnr. - - -, til kørsel i Hornslet og Århus.
18. Frafaldet.
19. færdselslovens § 117 d, jf. § 56, stk. 1,
ved den 26. februar 2009 ca. kl. 12.55 at have ført personbil sølvgrå Ford Mondeo med reg.nr. - - - ad Egå Møllevej, Egå uden at have erhvervet kørekort.

Påstande
Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af et koben hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, hvilket tiltalte har taget bekræftelse til genmæle overfor.
- - -
Tiltalte forklarede om sine personlige forhold, at han indtil oktober/november modtog offentlig bistand med henblik på, at han i den periode skulle tage et stort kørekort. Han fik imidlertid ikke taget dette kørekort, hvorfor bistandshjælpen blev indstillet. Derefter tjente han til dagen og vejen ved at bygge huse og ved at stjæle. Hans indsats med at bygge huse var sort. Han ved ikke hvor meget han har tjent ved henholdsvis det sorte byggearbejde og ved kriminalitet. Han erkender, at han modtog bestilling på bestemte varer, og at han hovedsageligt solgte til en bestemt hæler.
Tiltalte er straffet ved,
1. Århus rets dom af 13. december 2001 med fængsel i 50 dage betinget, 2 års prøvetid for overtrædelse af straffelovens § 276 og § 293.
2. Samme rets dom af 2. juli 2002, med fængsel i 30 dage betinget for overtrædelse af straffelovens § 244, prøvetid 2 år.
3. Samme rets afgørelse af 25. april 2003 med fængsel i 1 år og 6 måneder, for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1, jf. § 23, § 276 til dels jf. § 286, stk. 1, § 290, stk. 1, § 293 a, lov om euforiserende stoffer og våbenloven. Fællesstraf med 1. dom af 13. december 2001. Løsladt 11. marts 2004 med reststraf 184 dage.
4. Samme rets dom af 3. marts 2005 med fængsel i 10 måneder, fællesstraf. Overtrædelse af straffelovens § 276, § 293 a, lov om euforiserende stoffer og færdselsloven. Løsladt den 16. august 2005 med reststraf 103 dage.
5. Samme rets dom af 13. november 2006 med fængsel i 9 måneder og bøde på 2.000 kr., samt betinget førerretsfrakendelse, for overtrædelse af straffelovens § 276, § 293 a, lov om euforiserende stoffer og færdselsloven. Fællesstraf.
6. Samme rets dom af 23. marts 2007 med fængsel i 6 måneder, for overtrædelse af straffelovens § 293 a, § 276 og færdselsloven.
7. Hjørring rets dom af 6. august 2008, udeblivelsesdom, 2.000 kr., for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 2. april 2009.

Rettens begrundelse og afgørelse
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffebestemmelserne er straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276, straffelovens § 293 a og færdselslovens § 117 d, jf. § 56, stk. 1.
Straffen fastsættes i henhold til de nævnte bestemmelser til fængsel i 2 år.
Retten har ved straffens fastsættelse lagt vægt på, at tiltalte har ageret som professionel levebrødkriminel, og har foretaget bestillingsindbrud efter let omsættelige varer af dyr kvalitet. Værdien af de samlede tyverier fremstår som lidt diffus, og retten har derfor ikke fundet tilstrækkelig grundlag for at anføre forhold under straffelovens § 286, stk. 1. Videre har retten lagt vægt på, at tiltalte tidligere er straffet for hel ligeartet kriminalitet, og han har recidiveret ganske hurtigt.

Vestre Landsrets dom:
Retten i Århus, 3. afdeling, har den 12. august 2009 afsagt dom i 1. instans (- - -).
Påstande mv.
Tiltalte, T, har påstået formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse og har under hovedforhandlingen nedlagt påstand om, at tyveriforholdene henføres under straffelovens § 286, stk. 1.
Landsretten har truffet afgørelse om, at anklagemyndigheden ikke nu kan påstå tyveriforholdene henført under straffelovens § 286, stk. 1, der hverken er nævnt i retsmødebegæringen for byretten, i byrettens retsbog for det retsmøde, hvor sagen blev fremmet efter retsplejelovens § 831, eller i ankemeddelelsen.
Anklagemyndigheden har berigtiget tiltalen i forhold 9, således at 7. februar 2009 ændres til 5. februar 2009.
Supplerende oplysninger
Tiltalte er udover de domme, der er refereret i den indankede dom, senest straffet ved dom af 14. april 2009 for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 2, liste A, nr. 1, med en bøde på 2.000 kr.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Straffen for brugstyverierne fastsættes efter straffelovens § 293 a, 2. pkt., da tiltalte tidligere er straffet for brugstyveri. Straffen fastsættes som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, til dommen af 14. april 2009 og for så vidt angår forhold 1 tillige som en tillægsstraf til dommene af 13. november 2006, 23. marts 2007 og 6. august 2008.
Efter tiltaltes forstraffe, herunder at tiltalte er straffet 5 gange tidligere for brugstyveri, og efter sagens omfang og tyveriforholdenes professionelle karakter er der ikke grundlag for at nedsætte straffen. Allerede fordi tyveriforholdene er henført under straffelovens § 285, stk. 1, er der heller ikke grundlag for at forhøje straffen.
Efter længden af den idømte straf foreligger der sådanne særlige grunde, som er nævnt i færdselslovens § 118 a, stk. 5, således at der ikke er fuld tilstrækkelig anledning til at idømme en tillægsbøde for færdselslovsovertrædelsen.
Med de anførte ændringer vedrørende fastsættelse af straffen som tillægsstraf og præciseringen af hvilket punktum i straffelovens § 293 a, straffen er fastsat efter, stadfæster landsretten herefter dommen.
Tiltalte har fortsat været frihedsberøvet under anken.