Forslag nr. 59 til Lov om ændring af udlændingeloven og straffeloven
(Tidsubegrænset opholdstilladelse, asyl, familiesammenføring og udvisning m.v.)

 

Fremsat af indenrigsministeren (Thorkild Simonsen)

 

den 16. april 1998

 

Vedtaget ved tredjebehandling den 26. juni 1998

 

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 650 af 13. august 1997, som ændret ved § 14 i lov nr. 980 af 17. december 1997, foretages følgende ændringer:

1. § 7, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

»Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde, der medfører velbegrundet frygt for forfølgelse eller tilsvarende overgreb, ikke bør kræves, at den pågældende vender tilbage til sit hjemland.«

2. § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, affattes således:

»d) har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år.«

3. § 9, stk. 1, nr. 5, ophæves.

4. § 9, stk. 2, nr. 4, affattes således:

»4) Hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler derfor, herunder at udsendelse, jf. § 30, ikke har været mulig i mindst 18 måneder.«

5. I § 9, stk. 3, udgår »stk. 1, nr. 5, eller«.

6. § 9, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, litra d, til en samlever og opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, litra d, og efter stk. 1, nr. 4, skal, medmindre særlige grunde taler derimod, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil. Har den herboende person ikke dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 3, såfremt særlige grunde taler derfor, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil.«

7. § 9, stk. 7, affattes således:

»Stk. 7. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2-4, og stk. 2, nr. 1, 3 og 4, skal være opnået inden indrejsen. Efter indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre ganske særlige forhold taler derfor. Har udlændingen på tidspunktet for ansøgningen lovligt ophold her i landet i medfør af §§ 1-4 eller § 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter §§ 6-9, kan ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2 eller 3, dog indgives, behandles og tillægges opsættende virkning, medmindre særlige grunde taler derimod.«

8. I § 9 indsættes efter stk. 7 som nyt stykke:

»Stk. 8. Kan en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, indgives her i landet, jf. stk. 7, og opholder ansøgeren sig her i landet på tidspunktet for ansøgningens indgivelse, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, på grundlag af samliv på fælles bopæl i ægteskab kun gives, såfremt ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse har lovligt ophold her i landet i medfør af §§ 1-4 eller i medfør af en opholdstilladelse efter §§ 6-9, eller såfremt ganske særlige grunde taler derfor.«

9. I § 9 indsættes som stk. 9-11:

»Stk. 9 . Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan ikke gives, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller etableringen af samlivsforhold er at opnå opholdstilladelse.

Stk. 10. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan ikke gives, såfremt ægteskabets indgåelse beror på en aftale indgået af andre end ægtefællerne. Bestemmelsen i 1. pkt. finder alene anvendelse i tilfælde, hvor mindst den ene af ægtefællerne er under 25 år.

Stk. 11. Kommunalbestyrelsen afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den person, der bor i Danmark, er i stand til at forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om, hvornår det kan anses for godtgjort, at den person, der bor i Danmark, er i stand til at forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og om kommunalbestyrelsens udtalelse efter 1. pkt.«

10. § 10 affattes således:

» § 10. Uanset bestemmelserne i §§ 6-9 kan der kun, når særlige grunde taler derfor, gives opholdstilladelse,

1) hvis udlændingen er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter §§ 22, 23 eller 24, såfremt pådømmelsen var sket her i landet,

2) hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, som kunne medføre udvisning efter reglerne i kapitel 4, eller

3) hvis udlændingen på grund af smitsom sygdom eller alvorligere sjælelig forstyrrelse må antages at frembyde fare eller væsentlige ulemper for sine omgivelser.

Stk. 2. Til udlændinge, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, kan opholdstilladelse gives efter reglerne i §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde taler derimod. Endvidere kan opholdstilladelse undtagelsesvis gives efter §§ 6 og 9, når ganske særlige grunde taler derfor, dog tidligst to år efter udrejsen.«

11. § 11, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. En tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt ophold forlænges efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage tilladelsen efter § 19.

Stk. 3. Efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding med opholdstilladelse efter §§ 7, 8 eller 9, stk. 1 og 2, som med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 3 år, jf. dog stk. 5.

Stk. 4. Uanset at betingelserne i stk. 3 ikke er opfyldt, kan der efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis væsentlige hensyn afgørende taler for at imødekomme ansøgningen, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Medmindre særlige grunde taler derimod, er meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse betinget af, at den pågældende udlænding

1) har gennemført et tilbudt introduktionsprogram efter lov om integration af udlændinge i Danmark eller, hvis dette ikke er tilfældet, har gennemført et andet tilbudt forløb, der kan sidestilles hermed, jf. stk. 7,

2) under sit ophold her i landet inden for en af indenrigsministeren fastsat periode ikke er idømt en betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, jf. stk. 7, og

3) ikke har forfalden gæld på over 50.000 kr. til det offentlige, jf. stk. 6 og 7.

Stk. 6. Uanset bestemmelsen i stk. 5, nr. 3, kan der dog meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis den pågældende udlænding har indgået en aftale om afvikling af gælden og overholder en sådan aftale.

Stk. 7. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler for anvendelsen af stk. 5. Det i stk. 5, nr. 3, angivne beløb er fastsat i 1998-niveau og reguleres fra og med 1999 en gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 8. Udlændingestyrelsen registrerer opholdsgrundlag for udlændinge, der meddeles opholdstilladelse efter §§ 6-9 eller fritages for opholdstilladelse efter § 5, stk. 2, i Det Centrale Personregister (CPR). Registreringen sker ved meddelelsen af opholdstilladelsen eller fritagelsen herfor. Er der blevet meddelt opholdstilladelse til en udlænding som nævnt i § 42 a, stk. 1, 1. pkt., sker registreringen ved udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til den pågældende. Registrering kan ikke ske før det i 2. og 3. pkt. nævnte tidspunkt.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 9.

12. § 14, stk. 1, affattes således:

»Følgende udlændinge er fritaget for arbejdstilladelse:

1) Udlændinge, der er statsborgere i et andet nordisk land, jf. § 1.

2) Udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, jf. §§ 2 og 6.

3) Udlændinge med tidsubegrænset opholdstilladelse.

4) Udlændinge med opholdstilladelse efter §§ 7, 8 eller 9, stk. 1, eller stk. 2, nr. 1, 2, 5 eller 6.

5) Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2.

6) Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7.

7) Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person.«

13. I § 19, stk. 1, indsættes som nr. 4:

»4) Når opholdstilladelsen er betinget af, at en herboende person godtgør at være i stand til at forsørge ansøgeren, jf. § 9, stk. 3 og 4, og den herboende person ikke længere kan godtgøre dette. Bestemmelsen i § 9, stk. 11, finder tilsvarende anvendelse.«

14. § 19, stk. 2, ophæves.

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 2-5.

15. I § 19 indsættes som stk. 6:

»Stk. 6. Ved afgørelsen om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt i medfør af § 9, stk. 1, nr. 2, skal der tages særligt hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivsophør, der skyldes, at udlændingen med opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, har været udsat for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i landet.«

16. § 22 affattes således:

» § 22. En udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 7 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8 kan udvises, hvis

1) udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 4 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed,

2) udlændingen for flere strafbare forhold idømmes ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed,

3) udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, og tidligere her i landet er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter,

4) udlændingen efter lov om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191 eller § 191 a idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter,

5) udlændingen efter § 59, stk. 3, eller straffelovens § 125 a idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter,

6) udlændingen efter straffelovens § 119, stk. 1 og 2, § 180, § 181, § 183 a, § 210, stk. 1 og 3, jf. stk. 1, § 216, § 222, § 224, jf. §§ 216 og 222, og § 225, jf. §§ 216 og 222, samt § 237, § 245, § 246, § 252, stk. 2, § 261, stk. 2, § 276, jf. § 286, §§ 278-284, jf. § 286, og § 288 idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.«

17. § 23 affattes således:

» § 23. En udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 3 år, kan udvises

1) af de grunde, der er nævnt i § 22,

2) hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed,

3) hvis udlændingen for flere strafbare forhold idømmes ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed,

4) hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, og tidligere her i landet er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.«

18. § 24 affattes således:

» § 24 . Andre udlændinge kan udvises

1) af de grunde, der er nævnt i §§ 22 eller 23,

2) hvis udlændingen idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.«

19. § 25 ophæves, og i stedet indsættes:

» § 25. En udlænding kan udvises, når dette findes påkrævet af hensyn til statens sikkerhed.

§ 25 a. En udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan endvidere udvises, hvis

1) udlændingen uden for de i §§ 22-24 nævnte tilfælde er dømt for overtrædelse af straffelovens §§ 276-284 eller toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, eller udlændingen over for politiet har erkendt overtrædelsen eller er pågrebet under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det strafbare forhold,

2) udlændingen er dømt for ulovlig besiddelse af euforiserende stoffer eller udlændingen over for politiet har erkendt ulovlig besiddelse eller brug af euforiserende stoffer eller der i øvrigt foreligger en særlig bestyrket mistanke.

Stk. 2. Efter indrejsen kan en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, desuden udvises, hvis:

1) Der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke udvises af denne grund.

2) Udlændingen ikke har de nødvendige midler til sit underhold her i landet og til hjemrejsen. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke udvises af denne grund.

3) Andre hensyn til den offentlige orden eller sikkerheds- eller sundhedsmæssige grunde tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i landet.

§ 25 b. En udlænding kan udvises, hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse.«

20. § 26 affattes således:

» § 26. Ved afgørelsen om udvisning skal der tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af

1) udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund, herunder om udlændingen er kommet her til landet som barn eller ganske ung,

2) varigheden af udlændingens ophold her i landet,

3) udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold,

4) udlændingens tilknytning til herboende personer,

5) udvisningens konsekvenser for udlændingens herboende nære familiemedlemmer,

6) udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og

7) risikoen for, at udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold.

Stk. 2. En udlænding kan udvises efter § 22, nr. 4-6, medmindre de i stk. 1 nævnte forhold taler afgørende derimod.«

21. I § 27, stk. 1, ændres »§§ 11, stk. 2, 1. pkt., 17, stk. 1, 3. pkt., 18, stk. 2, 19, stk. 2,» til: »§§ 11, stk. 3, 17, stk. 1, 3. pkt., 18, stk. 2,».

22. I § 27, stk. 1, ændres »og 22-25« til: »22, 23 og 25 a«.

23. I § 28, stk. 3, ændres »§ 40, stk. 7,» til: »§ 40, stk. 8,».

24. § 31, stk. 2, 1. pkt. , affattes således:

»Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, såfremt de i § 7, stk. 2, nævnte forhold foreligger.«

25. § 32 affattes således:

» § 32. En dom, kendelse eller beslutning, hvorved en udlænding udvises, medfører, at udlændingens visum og opholdstilladelse bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet (indrejseforbud). Indrejseforbudet kan tidsbegrænses og regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen.

Stk. 2. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 meddeles for

1) 3 år, hvis udlændingen idømmes en frihedsstraf af ikke over 3 måneder eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed,

2) 5 år, hvis udlændingen idømmes en frihedsstraf af mere end 3 måneder men ikke over 1 år eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed,

3) 10 år, hvis udlændingen idømmes fængsel af mere end 1 år, men ikke over 2 år, eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lov-overtrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed,

4) bestandig, hvis udlændingen idømmes fængsel af mere end 2 år eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

Stk. 3. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 22, nr. 4-6, meddeles dog for mindst 5 år.

Stk. 4. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 25 meddeles for bestandig. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §§ 25 a og 25 b meddeles for 1 år.

Stk. 5. Den politimyndighed, som drager omsorg for udrejsen, udleverer udlændingen en skriftlig og begrundet meddelelse om indrejseforbudet og om strafansvaret ved overtrædelse heraf.

Stk. 6. Et indrejseforbud bortfalder, såfremt den pågældende under de i § 10, stk. 2, nævnte betingelser meddeles opholdstilladelse efter §§ 6-9.

Stk. 7. Et indrejseforbud meddelt en statsborger i et andet nordisk land kan senere ophæves, såfremt ganske særlige grunde taler derfor.«

26. I § 33, stk. 1, ændres »§ 24, nr. 5, eller efter § 25« til: »§§ 25 a eller 25 b«.

27. § 33, stk. 8 , ophæves, og i stedet indsættes:

» Stk. 8 . Er udvisning sket ved dom, fastsætter politiet udrejsefristen til straks. Udrejsefristen regnes fra tidspunktet for løsladelse eller udskrivning fra hospital eller forvaring. Er dommen betinget, eller er udvisning sket ved dom til ambulant behandling med mulighed for frihedsberøvelse, regnes fristen fra tidspunktet for endelig dom i sagen eller, hvis den pågældende ikke har været til stede ved domsafsigelsen, fra dommens forkyndelse.

Stk. 9. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 9, jf. § 10, stk. 2, fra en udlænding med indrejseforbud har ikke opsættende virkning, medmindre den myndighed, der behandler ansøgningen, træffer beslutning herom.«

Stk. 9 bliver herefter stk. 10.

28. I § 34, stk. 2, nr. 1, ændres »§ 40, stk. 1,» til: »§ 40, stk. 1, 1. og 2. pkt.,».

29. I § 35, nr. 1 , ændres »§ 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 1, jf. §§ 22, nr. 2-4, eller 23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 2-4.« til: »§§ 22-24.«

30. I § 36, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 24, nr. 5, og § 25,» til: »§§ 25 a og 25 b,».

31. I § 36, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 22, nr. 1, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, og § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 1.« til: »§ 25.«

32. § 39, stk. 6, ophæves.

33. I § 40, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »kan gives,» : »inddrages eller bortfalde,»

34. I § 40, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:

»Andre personer, som skønnes at kunne bidrage med oplysninger til brug for sagens behandling, kan pålægges at meddele de i 1. pkt. nævnte oplysninger.«

35. I § 42 a, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:

»En udlænding som nævnt i 1. pkt., der er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1 eller 2, § 9, stk. 2, nr. 2, eller § 9, stk. 2, nr. 4-6, får udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen til og med udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til den pågældende.«

36. § 42 a, stk. 6, nr. 1, ophæves.

Nr. 2-8 bliver herefter nr. 1-7.

37. I § 42 a indsættes som stk. 7:

»Stk. 7 . Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, der indgiver ansøgning om asyl ved eller efter indrejsen og ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., ikke skal have dækket sine udgifter til underhold bortset fra kost, logi og sundhedsmæssige ydelser.«

38. I § 44, stk. 2, 1. pkt., udgår »til unge og ældre«.

39. § 44, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

40. I § 46, stk. 1, ændres »§§ 46 a-50 og 51, stk. 2, 2. pkt.,» til: »§§ 46 a-49, § 50, § 50 a og § 51, stk. 2, 2. pkt.,».

41. I § 48 a, stk. 1, ændres »§ 24, nr. 5,» til: »§ 25 b«.

42. I § 48 a, stk. 4, 1. pkt., ændres »eller om overførsel eller tilbageførsel« til: »eller overførsel eller tilbageførsel«.

43. § 49, stk. 1, affattes således:

»Når en udlænding dømmes for strafbart forhold, afgøres det efter anklagemyndighedens påstand ved dommen, om den pågældende skal udvises i medfør af §§ 22-24. Træffes der bestemmelse om udvisning, skal dommen indeholde bestemmelse om indrejseforbudets varighed, jf. § 32, stk. 1-3.«

44. Efter § 49 indsættes:

» § 49 a. Forud for udsendelse af en udlænding, som har haft opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8, og som er udvist ved dom, jf. § 49, stk. 1, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker i udsendelsen. En afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, skal tillige indeholde afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter § 7.«

45. § 50, stk. 1, affattes således:

»Er udvisning efter § 49, stk. 1, ikke iværksat, kan en udlænding, som påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning. Begæring herom kan fremsættes tidligst 6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat. Fremsættes begæringen senere, kan retten beslutte at behandle sagen, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.«

46. Efter § 50 indsættes:

» § 50 a. Er udvisning sket ved dom, hvorved en udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 er dømt til forvaring eller anbringelse, træffer retten i forbindelse med en afgørelse efter straffelovens § 72 om ændring af foranstaltningen, der indebærer udskrivning fra hospital eller forvaring, samtidig bestemmelse om ophævelse af udvisningen, hvis udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted.

Stk. 2. Er en udvist udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde undergivet en strafferetlig retsfølge, der indebærer frihedsberøvelse, indbringer anklagemyndigheden i forbindelse med udskrivning fra hospital eller forvaring spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for retten. Taler udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende imod, at udsendelse finder sted, ophæver retten udvisningen. Retten beskikker en forsvarer for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85. Retten kan bestemme, at udlændingen skal varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse dette for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse.«

47. I § 51, stk. 2, ændres »§§ 22-25« til: »§§ 22-25 b«.

48. I § 52, stk. 1, nr. 1, ændres »§ 9, stk. 1, nr. 3-5,» til: »§ 9, stk. 1, nr. 3 eller 4,».

49. I § 52, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 24, nr. 5,» til: »§ 25 b«.

50. I § 52, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 25« til: »§ 25 a«.

51. § 53 a, stk. 1 og 2, affattes således:

»For Flygtningenævnet kan indbringes klager over afgørelser, som Udlændingestyrelsen har truffet om følgende spørgsmål, jf. dog stk. 3:

1) Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der påberåber sig at være omfattet af §§ 7 eller 8.

2) Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20 af en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7 eller 8.

3) Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument.

4) Beslutning om udsendelse efter § 49 a.

Stk. 2 . Afslår Udlændingestyrelsen at give opholdstilladelse efter § 7 til en udlænding, der opholder sig her i landet, eller træffer Udlændingestyrelsen efter § 49 a afgørelse om, at en udsendelse ikke vil være i strid med § 31, anses afgørelsen for påklaget til Flygtningenævnet. Påklage af en afgørelse som nævnt i stk. 1 har opsættende virkning.«

52. § 57 affattes således:

» § 57. Forinden der af anklagemyndigheden nedlægges påstand om udvisning af en udlænding, kan der indhentes en udtalelse fra Udlændingestyrelsen. I forbindelse med fornyet prøvelse efter § 50 af en beslutning om udvisning indhenter anklagemyndigheden en udtalelse fra Udlændingestyrelsen.

Stk. 2. Anklagemyndigheden kan til brug for de i stk. 1 nævnte udtalelser uden udlændingens samtykke videregive oplysning om udlændingens strafbare forhold, herunder om sigtelser for strafbare forhold, til Udlændingestyrelsen.«

§ 2

I lov nr. 410 af 10. juni 1997 om ændring af udlændingeloven. (Schengenkonventionen m.v.) foretages følgende ændringer:

1. § 1, nr. 1, 7-9 og 14, ophæves.

2. I § 1, nr. 11, ændres »stk. 3« til: »stk. 2«, »Stk. 4.« ændres til: »Stk. 3.«, og »Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.« ændres til: »Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.«

3. I § 1, nr. 13, ændres i § 28, stk. 7, »§ 40, stk. 7,» til: »§ 40, stk. 8,».

4. § 1, nr. 16, affattes således:

» 16. § 29 ophæves.«

5. § 1, nr. 17-19, 21, 23, 30 og 31, ophæves.

6. I § 1, nr. 32, ændres i § 58 g, 1. pkt., »§ 22, § 23 eller § 24, nr. 1-3« til: »§§ 22 eller 23«, og i § 58 g, 2. pkt., ændres »§ 24, nr. 4« til: »§ 24« og »anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter« til: »anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse«.

7. § 2, nr. 1-4, 7, 9 og 11, ophæves.

§ 3

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 12. august 1997, foretages følgende ændring:

1. Efter § 125 indsættes:

»§ 125 a. Den, der under skærpende omstændigheder gør sig skyldig i menneskesmugling efter udlændingelovens § 59, stk. 3, straffes med fængsel indtil 4 år.«

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Udlændingelovens § 9, stk. 11, og § 19, stk. 1, nr. 4, 2. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9 og 13, og § 1, nr. 11, 14, 21 og 35, og § 2, nr. 2, træder i kraft den 1. januar 1999.

Stk. 3. Udlændingelovens § 11, stk. 2-8, § 27, stk. 1, og § 42 a, stk. 1, 2. pkt., som affattet henholdsvis ændret ved denne lovs § 1, nr. 11, 21 og 35, finder ikke anvendelse på udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse inden den 1. januar 1999. § 1, nr. 14, har virkning for opholdstilladelser, der meddeles fra og med den 1. januar 1999.

Stk. 4. Udlændingelovens § 7, stk. 2, 1. pkt., § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, § 9, stk. 2, nr. 4, § 9, stk. 3, 4 og 7-10, § 19, stk. 1, nr. 4, 1. pkt., § 42 a, stk. 7, og § 52, stk. 1, nr. 1, som affattet henholdsvis ændret ved denne lovs § 1, nr. 1, 2, 4-9, 13, 37 og 48, finder ikke anvendelse på udlændinge, der inden lovens ikrafttræden har indgivet ansøgning om eller er meddelt opholdstilladelse. § 1, nr. 3 og 36, har virkning for udlændinge, der indgiver ansøgning om opholdstilladelse fra og med lovens ikrafttræden.

Stk. 5. Udlændingelovens § 10, stk. 1, § 19, stk. 6, §§ 22-26, § 27, stk. 1, § 32, stk. 1-4, § 33, stk. 1 og 8, § 35, nr. 1, § 36, stk. 1, 1. og 2. pkt., § 48 a, stk. 1, § 49, stk. 1, § 50 a, § 51, stk. 2, § 52, stk. 1, nr. 3 og 4, og § 57, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, som affattet henholdsvis ændret ved denne lovs § 1, nr. 10, 15-20, 22, 25-27, 29-31, 41, 43, 46, 47, 49, 50 og 52, finder alene anvendelse, såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er begået efter lovens ikrafttræden. Tilsvarende gælder for udlændingelovens § 58 g, 1. pkt., som affattet ved § 1, nr. 32, i lov nr. 410 af 10. juni 1997 om ændring af udlændingeloven. (Schengenkonventionen m.v.), som ændret ved denne lovs § 2, nr. 6. Såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er begået før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 6. Udlændingelovens § 50, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 45, og udlændingelovens § 57, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder ikke anvendelse for udlændinge, der inden lovens ikrafttræden første gang har fremsat begæring om udvisningens ophævelse.

Stk. 7. For ansøgninger om administrativ ophævelse af et indrejseforbud, der er indgivet inden lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler i udlændingelovens § 32, stk. 4, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 650 af 13. august 1997, fortsat anvendelse.

§ 5

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. §§ 1 og 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3. § 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 650 af 13. august 1997, som ændret ved § 14 i lov nr. 980 af 17. december 1997, foretages følgende ændringer:

1. § 7, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

»Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde, der medfører velbegrundet frygt for forfølgelse eller tilsvarende overgreb, ikke bør kræves, at den pågældende vender tilbage til sit hjemland.«

2. § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, affattes således:

»d) har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år.«

3. § 9, stk. 1, nr. 5, ophæves.

4. § 9, stk. 2, nr. 4, affattes således:

»4) Hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler derfor, herunder at udsendelse, jf. § 30, ikke har været mulig i mindst et år.«

5. I § 9, stk. 3, udgår: »stk. 1, nr. 5, eller«.

6. § 9, stk. 4 , affattes således:

» Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, litra d, til en samlever og opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, litra d, og efter stk. 1, nr. 4, skal, medmindre særlige grunde taler derimod, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil. Har den herboende person ikke dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter §§ 7-8, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 3, såfremt særlige grunde taler derfor, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil.«

7. § 9, stk. 7, affattes således:

» Stk. 7. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2-4, og stk. 2, nr. 1 og nr. 3-4, skal være opnået inden indrejsen. Efter indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre ganske særlige forhold taler derfor. Har udlændingen på tidspunktet for ansøgningen lovligt ophold her i landet i medfør af §§ 1-4 eller § 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter §§ 6-9, kan ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2 eller 3, dog indgives, behandles og tillægges opsættende virkning, medmindre særlige grunde taler derimod.«

8. I § 9 indsættes som stk. 8-10:

» Stk. 8 . Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan ikke gives, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller etableringen af samlivsforhold er at opnå opholdstilladelse.

Stk. 9. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan ikke gives, såfremt ægteskabets indgåelse beror på en aftale indgået af andre end ægtefællerne. Bestemmelsen i 1. pkt. finder alene anvendelse i tilfælde, hvor mindst den ene af ægtefællerne er under 25 år.

Stk. 10. Kommunalbestyrelsen afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den person, der bor i Danmark, er i stand til at forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om, hvornår det kan anses for godtgjort, at den person, der bor i Danmark, er i stand til at forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og om kommunalbestyrelsens udtalelse efter 1. pkt.«

9. § 10 affattes således:

» § 10. Uanset bestemmelserne i §§ 6-9 kan der kun, når særlige grunde taler derfor, gives opholdstilladelse,

1) hvis udlændingen er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter §§ 22, 23 eller 24, såfremt pådømmelsen var sket her i landet,

2) hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, som kunne medføre udvisning efter reglerne i kapitel 4, eller

3) hvis udlændingen på grund af smitsom sygdom eller alvorligere sjælelig forstyrrelse må antages at frembyde fare eller væsentlige ulemper for sine omgivelser.

Stk. 2. Til udlændinge, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, kan opholdstilladelse gives efter reglerne i §§ 7-8, medmindre særlige grunde taler derimod. Endvidere kan opholdstilladelse undtagelsesvis gives efter § 6 og § 9, når ganske særlige grunde taler derfor, dog tidligst to år efter udrejsen.«

10. § 11, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:

» Stk. 2. En tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt ophold forlænges efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage tilladelsen efter § 19.

Stk. 3. Efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding med opholdstilladelse efter §§ 7, 8 eller 9, stk. 1 og 2, som med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 3 år, jf. dog stk. 5.

Stk. 4. Uanset at betingelserne i stk. 3 ikke er opfyldt, kan der efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis væsentlige hensyn afgørende taler for at imødekomme ansøgningen, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Medmindre særlige grunde taler derimod, er meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse betinget af, at den pågældende udlænding

1) har gennemført et tilbudt introduktionsprogram efter lov om integration af udlændinge i Danmark eller, hvis dette ikke er tilfældet, har gennemført et andet tilbudt forløb, der kan sidestilles hermed, jf. stk. 7,

2) under sit ophold her i landet inden for en af indenrigsministeren fastsat periode ikke er idømt en betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, jf. stk. 7, og

3) ikke har forfalden gæld på over 50.000 kr. til det offentlige, jf. stk. 6 og 7.

Stk. 6. Uanset bestemmelsen i stk. 5, nr. 3, kan der dog meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis den pågældende udlænding har indgået en aftale om afvikling af gælden og overholder en sådan aftale.

Stk. 7. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler for anvendelsen af stk. 5. Det i stk. 5, nr. 3, angivne beløb er fastsat i 1998-niveau og reguleres fra og med 1999 en gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 8. Udlændingestyrelsen registrerer opholdsgrundlag for udlændinge, der meddeles opholdstilladelse efter §§ 6-9 eller fritages for opholdstilladelse efter § 5, stk. 2, i Det Centrale Personregister (CPR). Registreringen sker ved meddelelsen af opholdstilladelsen eller fritagelsen herfor. Er der blevet meddelt opholdstilladelse til en udlænding som nævnt i § 42 a, stk. 1, 1. pkt., sker registreringen ved udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til den pågældende. Registrering kan ikke ske før det i 2. og 3. pkt. nævnte tidspunkt.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 9.

11. § 14, stk. 1 , affattes således:

» § 14. Følgende udlændinge er fritaget for arbejdstilladelse:

1) Udlændinge, der er statsborgere i et andet nordisk land, jf. § 1.

2) Udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, jf. §§ 2 og 6.

3) Udlændinge med tidsubegrænset opholdstilladelse.

4) Udlændinge med opholdstilladelse efter §§ 7, 8 eller 9, stk. 1, eller stk. 2, nr. 1, 2, 5 eller 6.

5) Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2.

6) Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7.

7) Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person.«

12. I § 19, stk. 1, indsættes som nr. 4:

»4) Når opholdstilladelsen er betinget af, at en herboende person godtgør at være i stand til at forsørge ansøgeren, jf. § 9, stk. 3-4, og den herboende person ikke længere kan godtgøre dette. Bestemmelsen i § 9, stk. 10, finder tilsvarende anvendelse.«

13. § 19, stk. 2 , ophæves.

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 2-4.

14. I § 19 indsættes efter stk. 5, der bliver stk. 4, som nyt stykke:

» Stk. 5. Ved afgørelsen om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt i medfør af § 9, stk. 1, nr. 2, skal der tages særligt hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivsophør, der skyldes, at udlændingen med opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, har været udsat for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i landet.«

15. § 22 affattes således:

» § 22. En udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 7 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter §§ 7-8 kan udvises, hvis:

1) Udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 4 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

2) Udlændingen for flere strafbare forhold idømmes ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

3) Udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, og tidligere her i landet er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

4) Udlændingen efter lov om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191 eller § 191 a idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

5) Udlændingen efter § 59, stk. 3, eller straffelovens § 125 a idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

6) Udlændingen efter straffelovens § 119, stk. 1 og 2, § 180, § 181, § 183 a, § 210, stk. 1 og stk. 3, jf. stk. 1, § 216, § 222, § 224, jf. §§ 216 og 222, og § 225, jf. §§ 216 og 222, samt § 237, § 245, § 246, § 252, stk. 2, § 261, stk. 2, og § 288 idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.«

16. § 23 affattes således:

» § 23. En udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 3 år, kan udvises:

1) Af de grunde, der er nævnt i § 22.

2) Hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

3) Hvis udlændingen for flere strafbare forhold idømmes ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

4) Hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, og tidligere her i landet er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.«

17. § 24 affattes således:

» § 24 . Andre udlændinge kan udvises:

1) Af de grunde, der er nævnt i §§ 22 eller 23.

2) Hvis udlændingen idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.«

18. § 25 ophæves, og i stedet indsættes:

» § 25. En udlænding kan udvises, når dette findes påkrævet af hensyn til statens sikkerhed.

§ 25 a. En udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan endvidere udvises, hvis:

1) Udlændingen uden for de i §§ 22-24 nævnte tilfælde er dømt for overtrædelse af straffelovens §§ 276-284 eller toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, eller udlændingen over for politiet har erkendt overtrædelsen eller er pågrebet under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det strafbare forhold.

2) Udlændingen er dømt for ulovlig besiddelse af euforiserende stoffer, eller udlændingen over for politiet har erkendt ulovlig besiddelse eller brug af euforiserende stoffer, eller der i øvrigt foreligger en særlig bestyrket mistanke.

Stk. 2. Efter indrejsen kan en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, desuden udvises, hvis:

1) Der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke udvises af denne grund.

2) Udlændingen ikke har de nødvendige midler til sit underhold her i landet og til hjemrejsen. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke udvises af denne grund.

3) Andre hensyn til den offentlige orden eller sikkerheds- eller sundhedsmæssige grunde tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i landet.

§ 25 b. En udlænding kan udvises, hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse.«

19. § 26 affattes således:

» § 26. Ved afgørelsen om udvisning skal der tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af

1) udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund, herunder om udlændingen er kommet her til landet som barn eller ganske ung,

2) varigheden af udlændingens ophold her i landet,

3) udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold,

4) udlændingens tilknytning til herboende personer,

5) udvisningens konsekvenser for udlændingens herboende nære familiemedlemmer,

6) udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og

7) risikoen for, at udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold.

Stk. 2. En udlænding kan udvises efter § 22, nr. 4-6, medmindre de i stk. 1 nævnte forhold taler afgørende derimod.«

20. I § 27, stk. 1 , ændres »§§ 11, stk. 2, 1. pkt., 17, stk. 1, 3. pkt., 18, stk. 2, 19, stk. 2,» til: »§§ 11, stk. 3, 17, stk. 1, 3. pkt., 18, stk. 2,».

21. I § 27, stk. 1 , ændres »og 22-25« til: »22-23 og 25 a«.

22. I § 28, stk. 3 , ændres »§ 40, stk. 7,» til: »§ 40, stk. 8,».

23. § 31, stk. 2, 1. pkt. , affattes således:

»Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, såfremt de i § 7, stk. 2, nævnte forhold foreligger.«

24. § 32 affattes således:

» § 32. En dom, kendelse eller beslutning, hvorved en udlænding udvises, medfører, at udlændingens visum og opholdstilladelse bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet (indrejseforbud). Indrejseforbuddet kan tidsbegrænses og regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen.

Stk. 2. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 22, § 23 eller § 24 meddeles for:

1) 3 år, hvis udlændingen idømmes en frihedsstraf af ikke over 3 måneder eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

2) 5 år, hvis udlændingen idømmes en frihedsstraf af mere end 3 måneder men ikke over 1 år eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

3) 10 år, hvis udlændingen idømmes fængsel af mere end 1 år men ikke over 2 år eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lov-overtrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

4) Bestandig, hvis udlændingen idømmes fængsel af mere end 2 år eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

Stk. 3. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 22, nr. 4-6, meddeles dog for mindst 5 år.

Stk. 4. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 25 meddeles for bestandig. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 25 a og § 25 b meddeles for 1 år.

Stk. 5. Den politimyndighed, som drager omsorg for udrejsen, udleverer udlændingen en skriftlig og begrundet meddelelse om indrejseforbuddet og om strafansvaret ved overtrædelse heraf.

Stk. 6. Et indrejseforbud bortfalder, såfremt den pågældende under de i § 10, stk. 2, nævnte betingelser meddeles opholdstilladelse efter §§ 6-9.

Stk. 7. Et indrejseforbud meddelt en statsborger i et andet nordisk land kan senere ophæves, såfremt ganske særlige grunde taler derfor.«

25. I § 33, stk. 1 , ændres »§ 24, nr. 5, eller efter § 25« til: »§ 25 a eller § 25 b«.

26. § 33, stk. 8 , ophæves, og i stedet indsættes:

» Stk. 8 . Er udvisning sket ved dom, fastsætter politiet udrejsefristen til straks. Udrejsefristen regnes fra tidspunktet for løsladelse eller udskrivning fra hospital eller forvaring. Er dommen betinget, eller er udvisning sket ved dom til ambulant behandling med mulighed for frihedsberøvelse, regnes fristen fra tidspunktet for endelig dom i sagen eller, hvis den pågældende ikke har været til stede ved domsafsigelsen, fra dommens forkyndelse.

Stk. 9. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 9, jf. § 10, stk. 2, fra en udlænding med indrejseforbud har ikke opsættende virkning, medmindre den myndighed, der behandler ansøgningen, træffer beslutning herom.«

Stk. 9 bliver herefter stk. 10.

27. I § 34, stk. 2, nr. 1 , ændres »§ 40, stk. 1,» til: »§ 40, stk. 1, 1. og 2. pkt.,».

28. I § 35, nr. 1 , ændres »§ 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 1, jf. §§ 22, nr. 2-4, eller 23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 2-4.« til: »§§ 22-24.«.

29. I § 36, stk. 1, 1. pkt. , ændres »§ 24, nr. 5, og § 25,» til: »§ 25 a og § 25 b,».

30. I § 36, stk. 1, 2. pkt. , ændres »§ 22, nr. 1, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, og § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 1.« til: »§ 25.«.

31. I § 40, stk. 1, 1. pkt. , indsættes efter »kan gives,» : »inddrages eller bortfalde,».

32. I § 40, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:

»Andre personer, som skønnes at kunne bidrage med oplysninger til brug for sagens behandling, kan pålægges at meddele de i 1. pkt. nævnte oplysninger.«

33. I § 42 a, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:

»En udlænding som nævnt i 1. pkt., der er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1 eller 2, § 9, stk. 2, nr. 2, eller § 9, stk. 2, nr. 4-6, får udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen til og med udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til den pågældende.«

34. § 42 a, stk. 6, nr. 1 , ophæves.

Nr. 2-8 bliver herefter nr. 1-7.

35. I § 42 a indsættes som stk. 7:

» Stk. 7 . Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, der indgiver ansøgning om asyl ved eller efter indrejsen og ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., ikke skal have dækket sine udgifter til underhold bortset fra kost, logi og sundhedsmæssige ydelser.«

36. I § 46, stk. 1 , ændres »§§ 46 a-50 og 51, stk. 2, 2. pkt.,» til: »§§ 46 a-49, § 50, § 50 a og § 51, stk. 2, 2. pkt.,».

37. I § 48 a, stk. 1, ændres »§ 24, nr. 5,» til: »§ 25 b«.

38. I § 48 a, stk. 4, 1. pkt. , ændres »eller om overførsel eller tilbageførsel« til: »eller overførsel eller tilbageførsel«.

39. § 49, stk. 1 , affattes således:

»Når en udlænding dømmes for strafbart forhold, afgøres det efter anklagemyndighedens påstand ved dommen, om den pågældende skal udvises i medfør af §§ 22-24. Træffes der bestemmelse om udvisning, skal dommen indeholde bestemmelse om indrejseforbuddets varighed, jf. § 32, stk. 1-3.«

40. Efter § 49 indsættes:

» § 49 a. Forud for udsendelse af en udlænding, som har haft opholdstilladelse efter §§ 7-8, og som er udvist ved dom, jf. § 49, stk. 1, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker i udsendelsen. En afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, skal tillige indeholde afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter § 7.«

41. § 50, stk. 1 , affattes således:

»Er udvisning efter § 49, stk. 1, ikke iværksat, kan en udlænding, som påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning. Begæring herom kan fremsættes tidligst 6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat. Fremsættes begæringen senere, kan retten beslutte at behandle sagen, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.«

42. Efter § 50 indsættes:

» § 50 a. Er udvisning sket ved dom, hvorved en udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 er dømt til forvaring eller anbringelse, træffer retten i forbindelse med en afgørelse efter straffelovens § 72 om ændring af foranstaltningen, der indebærer udskrivning fra hospital eller forvaring, samtidig bestemmelse om ophævelse af udvisningen, hvis udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted.

Stk. 2. Er en udvist udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde undergivet en strafferetlig retsfølge, der indebærer frihedsberøvelse, indbringer anklagemyndigheden i forbindelse med udskrivning fra hospital eller forvaring spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for retten. Taler udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende imod, at udsendelse finder sted, ophæver retten udvisningen. Retten beskikker en forsvarer for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85. Retten kan bestemme, at udlændingen skal varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse dette for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse.«

43. I § 51, stk. 2 , ændres »§§ 22-25« til: »§§ 22-25 b«.

44. I § 52, stk. 1, nr. 1 , ændres »§ 9, stk. 1, nr. 3-5,» til: »§ 9, stk. 1, nr. 3-4,».

45. I § 52, stk. 1, nr. 3 , ændres »§ 24, nr. 5,» til: »§ 25 b«.

46. I § 52, stk. 1, nr. 4 , ændres »§ 25« til: »§ 25 a«.

47. § 53 a, stk. 1 og 2 , affattes således:

»For Flygtningenævnet kan indbringes klager over afgørelser, som Udlændingestyrelsen har truffet om følgende spørgsmål, jf. dog stk. 3:

1) Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8.

2) Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20 af en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.

3) Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument.

4) Beslutning om udsendelse efter § 49 a.

Stk. 2 . Afslår Udlændingestyrelsen at give opholdstilladelse efter § 7 til en udlænding, der opholder sig her i landet, eller træffer Udlændingestyrelsen efter § 49 a afgørelse om, at en udsendelse ikke vil være i strid med § 31, anses afgørelsen for påklaget til Flygtningenævnet. Påklage af en afgørelse som nævnt i stk. 1 har opsættende virkning.«

48. § 57 affattes således:

» § 57. Forinden der af anklagemyndigheden nedlægges påstand om udvisning af en udlænding, kan der indhentes en udtalelse fra Udlændingestyrelsen. I forbindelse med fornyet prøvelse efter § 50 af en beslutning om udvisning indhenter anklagemyndigheden en udtalelse fra Udlændingestyrelsen.

Stk. 2. Anklagemyndigheden kan til brug for de i stk. 1 nævnte udtalelser uden udlændingens samtykke videregive oplysning om udlændingens strafbare forhold, herunder om sigtelser for strafbare forhold, til Udlændingestyrelsen.«

§ 2

I lov nr. 410 af 10. juni 1997 om ændring af udlændingeloven (Schengenkonventionen m.v.) foretages følgende ændringer:

1. § 1, nr. 1, 7-9, og 14, ophæves.

2. I § 1, nr. 11 , ændres »stk. 3« til: »stk. 2«, »Stk. 4.« ændres til: »Stk. 3.«, og »Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.« ændres til: »Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.«.

3. I § 1, nr. 13 , ændres i § 28, stk. 7, »§ 40, stk. 7,» til: »§ 40, stk. 8,».

4. § 1, nr. 16 , affattes således:

» 16. § 29 ophæves.«

5. § 1, nr. 17-19, 21, 23, 30 og 31 , ophæves.

6. I § 1, nr. 32 , ændres i § 58 g, 1. pkt., »§ 22, § 23 eller § 24, nr. 1-3« til: »§§ 22-23«, og i § 58 g, 2. pkt., ændres »§ 24, nr. 4« til: »§ 24« og »anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter« til: »anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse«.

7. § 2, nr. 1-4, 7, 9 og 11, ophæves.

§ 3

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 12. august 1997, foretages følgende ændring:

1. Efter § 125 indsættes:

»§ 125 a. Den, der under skærpende omstændigheder gør sig skyldig i menneskesmugling efter udlændingelovens § 59, stk. 3, straffes med fængsel indtil 4 år.«

§ 4

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 148 af 8. marts 1991, som ændret senest ved § 9 i lov nr. 232 af 2. april 1997, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 11 indsættes i kapitel 1:

» § 11 a. En udlænding må kun indgå ægteskab her i landet, hvis den pågældende har lovligt ophold her i medfør af udlændingelovens §§ 1-4 eller § 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6-9.

Stk. 2. Hvis ganske særlige omstændigheder taler derfor, navnlig varigheden af udlændingens ophold her i landet, kan statsamtet give tilladelse til ægteskabet, selv om betingelsen i stk. 1 ikke er opfyldt.«

2. § 19, stk. 1, 2. pkt. , ophæves.

3. I § 19 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

» Stk. 2. En attest som nævnt i stk. 1 har gyldighed i 4 måneder. Hvis ægteskabsbetingelsen i § 11 a er opfyldt for et kortere tidsrum end 4 måneder, skal gyldigheden af attesten begrænses tilsvarende.«

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Udlændingelovens § 9, stk. 10, og § 19, stk. 1, nr. 4, 2. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 8 og 12, og § 1, nr. 10, 13, 20 og 33, § 2, nr. 2, og § 4 træder i kraft den 1. januar 1999.

Stk. 3. Udlændingelovens § 11, stk. 2-8, § 27, stk. 1, og § 42 a, stk. 1, 2. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 10, 20 og 33, finder ikke anvendelse for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse inden den 1. januar 1999. § 1, nr. 13, har virkning for opholdstilladelser, der meddeles fra og med den 1. januar 1999.

Stk. 4. Udlændingelovens § 7, stk. 2, 1. pkt., § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, § 9, stk. 2, nr. 4, § 9, stk. 3, 4 og 7-9, § 19, stk. 1, nr. 4, 1. pkt., § 42 a, stk. 7, og § 52, stk. 1, nr. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, 2, 4-8, 12, 35 og 44, finder ikke anvendelse for udlændinge, der inden lovens ikrafttræden har indgivet ansøgning om eller er meddelt opholdstilladelse. § 1, nr. 3 og 34, har virkning for udlændinge, der indgiver ansøgning om opholdstilladelse fra og med lovens ikrafttræden.

Stk. 5. Udlændingelovens § 10, stk. 1, § 19, stk. 5, §§ 22-26, § 27, stk. 1, § 32, stk. 1-4, § 33, stk. 1 og 8, § 35, nr. 1, § 36, stk. 1, 1. og 2. pkt., § 48 a, stk. 1, § 49, stk. 1, § 50 a, § 51, stk. 2, § 52, stk. 1, nr. 3 og 4, og § 57, stk. 1, 1. pkt. og stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9, 14-19, 21, 24-26, 28-30, 37, 39, 42, 43, 45, 46 og 48, finder alene anvendelse, såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er begået efter lovens ikrafttræden. Tilsvarende gælder for udlændingelovens § 58 g, 1. pkt., som affattet ved § 1, nr. 32, i lov nr. 410 af 10. juni 1997 om ændring af udlændingeloven (Schengenkonventionen m.v.), som ændret ved denne lovs § 2, nr. 6. Såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er begået før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 6. Udlændingelovens § 50, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 41, og udlændingelovens § 57, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 48, finder ikke anvendelse for udlændinge, der inden lovens ikrafttræden første gang har fremsat begæring om udvisningens ophævelse.

Stk. 7. For ansøgninger om administrativ ophævelse af et indrejseforbud, der er indgivet inden lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler i udlændingelovens § 32, stk. 4, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 650 af 13. august 1997, fortsat anvendelse.

§ 6

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. §§ 1, 2 og 4 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3. § 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets baggrund

Regeringen fremsatte den 17. december 1997 forslag til lov om ændring af udlændingeloven, straffeloven og ægteskabsloven (Tidsubegrænset opholdstilladelse, asyl, familiesammenføring og udvisning m.v.). Lovforslaget (lovforslag nr. L 154) blev 1. behandlet af Folketinget den 22. januar 1998. Nærværende lovforslag er i alt væsentligt identisk med L 154. På baggrund af behandlingen i Folketinget og Folketingets Retsudvalg samt de indkomne høringssvar er der dog foretaget enkelte ændringer og præciseringer i lovteksten og bemærkningerne hertil.

Herudover er det fundet hensigtsmæssigt at foreslå, at de udlændinge, der efter forslaget til lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven) er omfattet af introduktionsprogrammet, fritages for arbejdstilladelse, jf. forslagets § 1, nr. 11. Endvidere foreslås en begrænset udvidelse af adgangen til udvisning efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 22, nr. 6, jf. forslagets § 1, nr. 15, samt efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, jf. forslagets § 1, nr. 18. Endelig foreslås det, at oplysningspligten i udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., udvides til også at gælde inddragelses- og bortfaldssager, jf. forslagets § 1, nr. 31.

2. Ændring af reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse

I dag gives der tidsubegrænset opholdstilladelse til de fleste udlændinge tre år efter den første opholdstilladelse. Regeringen finder ikke dette rimeligt. Regeringen ønsker, at tidsubegrænset opholdstilladelse som hovedregel skal gives til udlændinge, der har deltaget i et tilbudt introduktionsprogram. Det skal dog tillige være en betingelse, at udlændingen ikke har begået kriminalitet af en vis grovhed, og at den pågældende, hvis han eller hun har gæld til det offentlige, er indstillet på at indgå og overholde en aftale om tilbagebetaling. De, der opfylder de nævnte betingelser, har krav på tidsubegrænset opholdstilladelse tre år efter den første opholdstilladelse.

På den måde understreges det i lovgivningen, at det forventes af udlændinge, der ønsker at bo fast i Danmark, at de gør en indsats for at lære dansk og tilpasse sig danske samfundsforhold. Og det understreges, at kriminalitet og misbrug af det sociale system får konsekvenser i form af karenstid for opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.

De udlændinge, der ikke får tidsubegrænset opholdstilladelse, skal fortsat have mulighed for at opholde sig her i landet, så længe de omstændigheder, der i sin tid begrundede opholdstilladelsen, fortsat er til stede.

Efter forslaget skal der meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til udlændinge med opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens §§ 7-8 eller 9, stk. 1 og 2, som med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end tre år, såfremt grundlaget for den pågældendes opholdstilladelse fortsat er til stede, og såfremt den pågældende udlænding opfylder de yderligere betingelser vedrørende integrationsvilje, undladelse af kriminalitet og manglende gæld til det offentlige. Den tidsmæssige undergrænse svarer til tre års-reglen i den gældende § 19, stk. 2, vedrørende opholdstilladelse med henblik på varigt ophold.

De pågældende personer vil have retskrav på tidsubegrænset opholdstilladelse, såfremt de opfylder de ovennævnte betingelser.

De udlændinge, der alene har opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold eller i mindre end tre år med henblik på varigt ophold, vil efter forslaget kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis væsentlige hensyn taler afgørende herfor. Denne bestemmelse vil ligeledes kunne anvendes til at give tidsubegrænset opholdstilladelse inden for tre års-fristen. Der vil i disse tilfælde ikke være tale om et retskrav på tidsubegrænset opholdstilladelse, men om en skønsmæssig vurdering af den enkeltes forhold.

3. Familiesammenføring

Der foreslås en ændring af det krav, der stilles til varigheden af den herboende references ophold i Danmark i sager vedrørende familiesammenføring med en ægtefælle i de tilfælde, hvor referencen ikke er dansk statsborger, nordisk statsborger eller flygtning. Her foreslås det, at referencen skal have haft en tidsubegrænset opholdstilladelse i mindst 3 år. Det sikres hermed, at en herboende udlænding, der efter de foreslåede regler vil have ret til familiesammenføring med sin ægtefælle eller samlever, har en sådan tilknytning til det danske samfund, at vedkommende kan medvirke til ægtefællens eller samleverens integration i det danske samfund.

I relation til familiesammenføring med ægtefæller foreslås det tillige, at ægtefællerne ikke har et retskrav på opholdstilladelse, hvis ægteskabets indgåelse beror på en aftale indgået af andre end de pågældende selv, dvs. hvis der er tale om et såkaldt arrangeret ægteskab. Ikke mindst af hensyn til de implicerede personer bør det ikke være muligt at opnå opholdstilladelse i disse situationer, hvor et ægteskab i Danmark kan være forbundet med store menneskelige omkostninger. Formålet med forslaget er således at beskytte unge mod et utilbørligt pres i forbindelse med indgåelse af et arrangeret ægteskab. Af praktiske/administrative grunde vil denne yderligere betingelse for familiesammenføring efter forslaget blive begrænset til alene at omfatte tilfælde, hvor en af ægtefællerne er under 25 år.

Det foreslås endvidere, at det ikke skal være muligt at opnå opholdstilladelse på grundlag af ægteskab, hvis der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål er at opnå opholdstilladelse (pro forma-ægteskab). Samtidig ophæves betingelserne om forsørgelseskrav ved familiesammenføring med ægtefælle eller mindreårigt barn i de tilfælde, hvor den herboende er dansk statsborger, nordisk statsborger eller flygtning.

Der skal endvidere, medmindre særlige grunde taler herimod, stilles krav om, at den herboende reference, der ikke er dansk statsborger, nordisk statsborger eller flygtning, godtgør at kunne forsørge ægtefællen. For så vidt angår familiesammenføring med mindreårige børn, kan opholdstilladelse, såfremt særlige grunde taler derfor, betinges af, at den herboende reference, der ikke er dansk eller nordisk statsborger eller flygtning, godtgør at kunne forsørge barnet.

Endvidere ophæves retskravet på familiesammenføring til forældre over 60 år til en person, som ikke er dansk eller nordisk statsborger eller flygtning. I disse tilfælde har den herboende reference i almindelighed ikke en sådan tilknytning til det danske samfund, at der bør meddeles familiesammenføring til familiemedlemmer uden for kernefamilien.

Uanset de ovenfor nævnte ændringer vil det som hidtil være muligt efter et konkret skøn at meddele opholdstilladelse efter andre bestemmelser i udlændingeloven, jf. § 9, stk. 2, nr. 1 og 4.

For at skabe mulighed for også efterfølgende at sikre, at forsørgelseskravet overholdes, foreslås det, at forsørgelseskravet i familiesammenføringssager ikke kun vurderes i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse, men også efterfølgende skal kunne vurderes. Det præciseres samtidig, at manglende overholdelse af forsørgelseskravet vil kunne medføre, at opholdstilladelsen inddrages.

De foreslåede bestemmelser skal administreres i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder først og fremmest artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om respekt for familiens enhed.

4. Præcisering af bestemmelsen om de facto-flygtninge

Danmark har tiltrådt FN's flygtningekonvention af 1951, og efter udlændingeloven gives der i overensstemmelse hermed asyl til udlændinge, der er omfattet af flygtningekonventionen, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1 (konventionsstatus).

Der gives endvidere efter § 7, stk. 2, asyl til udlændinge, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender tilbage til sit hjemland (de facto-status).

Der har været en bekymring for, at den praksis, der udvikler sig hos asylmyndighederne, ændrer sig i forhold til den oprindelige hensigt med bestemmelsen. Både af hensyn til de myndigheder, der skal anvende bestemmelsen, og af hensyn til den almindelige forståelse af udlændingelovens asylbegreb er det vigtigt, at der ikke består den risiko.

Der foreslås derfor en ændret formulering af udlændingelovens § 7, stk. 2, der præciserer, at opholdstilladelse gives, hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde, der medfører velbegrundet frygt for forfølgelse eller tilsvarende overgreb, ikke bør kræves, at den pågældende vender tilbage til sit hjemland.

5. Ændring af udvisningsbestemmelserne

Den 24. marts 1997 afgav Udvisningsudvalget, et ekspertudvalg nedsat af indenrigsministeren, betænkning nr. 1326 om udvisning.

Udvalget har udarbejdet et forslag til ændring af udlændingelovens regler om udvisning samt opstillet modeller for blandt andet en udvidet adgang til udvisning ved visse kriminalitetsformer.

Udvalgets forslag udgør grundlaget for de foreslåede bestemmelser om ændring af reglerne om udvisning. Der foreslås desuden en række nye bestemmelser om udvidet adgang til udvisning ved særlige, forsætlige, alvorlige og samfundsfarlige kriminalitetsformer i lighed med den udvidede adgang til udvisning, der i dag gælder i forhold til udlændinge, der idømmes ubetinget frihedsstraf for narkotikakriminalitet.

Der kan i øvrigt henvises til kapitel 21 i Udvisningsudvalgets betænkning, der indeholder en sammenfatning af udvalgets arbejde.

6. Begrænsning af adgangen for asylansøgere, der har fået afslag på asyl, til at opnå opholdstilladelse

Det foreslås, at adgangen til at give opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, til asylansøgere, der får afslag på deres asylansøgning, men hvor det ikke er muligt at gennemføre tvangsmæssig udsendelse, begrænses til de tilfælde, hvor det efter udsendelsesbestræbelser i mindst et år må anses for udsigtsløst at sende den pågældende tilbage. Det skal endvidere altid være en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse i disse tilfælde, at udlændingen har medvirket ved udsendelsesbestræbelserne.

Forslaget indebærer en skærpelse i forhold til den gældende praksis, hvorefter der kan meddeles midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, til afviste asylansøgere i tilfælde, hvor det - uden at dette skyldes manglende medvirken fra udlændingens side - ikke har været muligt at udsende den pågældende på grund af udsendelseshindringer, og der er forløbet mindst tre måneder efter den seneste udrejsefrist.

7. Begrænsning af adgangen for asylansøgere til at få udbetalt kost-, lomme- eller tøjpenge

En del asylansøgere søger først om asyl inde i landet. De pågældende har normalt hverken rejsedokumenter eller identitetspapirer på sig. Myndighedernes efterforskning af deres sag er derfor meget vanskelig. I en del tilfælde er der tale om personer, der er blevet ført ind i landet af menneskesmuglere.

Regeringen vil modarbejde denne fremgangsmåde. Der vil derfor blive etableret en fremskyndet behandling af sådanne asylansøgninger i Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet. På den måde sikres det, at disse asylansøgere får deres sag afgjort så hurtigt som muligt, således at afviste asylansøgere kan udsendes.

Det foreslås endvidere, at Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, skal bestemme, at asylansøgere, der ikke medvirker til sagens oplysning, ikke skal have dækket deres udgifter til underhold bortset fra kost, logi og sundhedsmæssige ydelser. De pågældende personer vil alene få kost m.v. i naturalier.

8. Ændring af straffeloven vedrørende menneskesmugling

Regeringen lægger afgørende vægt på at dæmme effektivt op for den professionelle menneskesmugling, der sker for vindings skyld.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i straffeloven, hvorefter menneskesmugling under skærpende omstændigheder straffes med fængsel i indtil fire år. I dag er strafferammen to år.

Forslaget skal ses som en opfølgning på den såkaldte Budapest-konference om illegal indvandring, der blev afholdt i 1993 med deltagelse af ministre fra 34 regeringer. Danmark har i oktober 1997 deltaget i en ministerkonference i Prag. Der blev i den forbindelse vedtaget en række anbefalinger om forebyggelse af ulovlig indvandring, herunder anbefalinger om harmonisering af lovgivningen til bekæmpelse af menneskesmugling. Det fremgår blandt andet af disse anbefalinger, at strafferammen for menneskesmugling under skærpende omstændigheder bør være på mindst 3 års fængsel.

I Norge og Sverige er strafferammerne for menneskesmugling højere end de nugældende danske strafferammer. Således er strafferammen i den norske udlændingelov fra den 10. januar 1997 forhøjet fra fængsel i 2 år til fængsel i 5 år for den, som for vindings skyld foretager organiseret menneskesmugling. I Sverige blev strafferammen for organiseret menneskesmugling fra den 1. januar 1997 forhøjet fra fængsel i 2 år til fængsel i 4 år.

9. Afskaffelse af adgangen for asylansøgere m.v. til at indgå ægteskab her i landet

I dag kan asylansøgere indgå ægteskab, medens deres ansøgning om asyl behandles. Også asylansøgere, der har fået afslag på deres ansøgning, kan indgå ægteskab indtil udløbet af den frist, der er fastsat for deres udrejse. På grundlag af ægteskabet kan asylansøgeren opnå familiesammenføring med en herboende.

Efter regeringens opfattelse er der en risiko for, at asylansøgere indgår pro forma-ægteskaber, der alene har til formål at sikre ansøgeren et opholdsgrundlag her i landet.

Regeringen vil som et led i bekæmpelsen af misbruget mod udlændingelovens regler imødegå pro forma-ægteskaber. Det foreslås derfor, at lov om ægteskabs indgåelse og opløsning ændres, således at udlændinge, der alene har et såkaldt processuelt ophold her i landet, fordi deres ansøgning om opholdstilladelse behandles, ikke har adgang til at indgå ægteskab.

10. Internationale konventioner

10.1. Generelt

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har en sådan karakter og er opbygget på en sådan måde, at det oftest ikke så meget er selve reglerne på et bestemt retsområde som reglernes anvendelse, der i det konkrete tilfælde kan være i strid med rettighederne i henhold til konventionen. Det forudsættes således, at de skønsmæssige beføjelser, der i medfør af dette forslag overlades til udlændingemyndighederne, administreres i overensstemmelse med bestemmelserne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

10.2. Forslag om afskaffelse af adgangen for asylansøgere m.v. til at indgå ægteskab her i landet

Efter artikel 12 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har giftefærdige mænd og kvinder ret til at indgå ægteskab og stifte familie i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne ret. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med konventionens artikel 8 om respekt for familielivet og privatlivet. Rettighederne i artikel 12 er imidlertid relative, og den materielle beskyttelse heraf begrænset, idet rettighederne kan undergives sådan lovmæssig regulering, som staten finder passende. Medlemsstaterne har et ganske vidt skøn, idet dog en regulering af blandt andet adgangen til at kunne indgå ægteskab skal være i overensstemmelse med et almindeligt legalitetsprincip.

Justitsministeriet har oplyst, at det er Justitsministeriets opfattelse, at forslaget om afskaffelse af adgangen for asylansøgere m.v. til at indgå ægteskab her i landet er i overensstemmelse med rammerne for medlemsstaternes adgang i artikel 12 til at fastsætte nationale love om udøvelsen af retten til at indgå ægteskab.

Endvidere følger det af konventionens artikel 14, at medlemsstaterne ikke må diskriminere på grundlag af blandt andet national oprindelse. Opregningen af diskriminationsgrunde i artikel 14 er imidlertid ikke udtømmende. Bestemmelsen udgør ikke et selvstændigt forbud mod diskrimination, men er accessorisk knyttet til de øvrige rettigheder og friheder, der er beskyttet i konventionen. Artikel 14 kan således kun påberåbes i sammenhæng med en af de øvrige bestemmelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, for eksempel artikel 12.

Det grundlæggende kriterium for anvendelsen af artikel 14 er, at der skal være tale om sammenlignelige situationer (»in relevantly similar situations«). Er en forskelsbehandling i sammenlignelige situationer objektiv og rimelig begrundet, foreligger der imidlertid ikke diskrimination. Heri ligger, at en forskelsbehandling skal varetage et anerkendelsesværdigt formål og være proportional for ikke at være omfattet af diskriminationsforbuddet.

Justitsministeriet har oplyst, at det er Justitsministeriets opfattelse, at en udlænding, der opholder sig i en kortere periode i Danmark, medens en ansøgning om opholdstilladelse behandles, ikke er i en sammenlignelig situation med en anden udlænding med et egentligt legalt ophold her i landet. Efter Justitsministeriets opfattelse kan den foreslåede ordning således ikke generelt antages at stride mod konventionens bestemmelser.

I tilknytning hertil bemærkes, at konventionsorganerne som udgangspunkt ikke foretager nogen generel eller abstrakt vurdering af, om en medlemsstats retstilstand er forenelig med konventionens krav. Det afgørende er den konkrete anvendelse. Konventionsorganerne foretager således en vurdering af, hvorvidt der i det konkrete tilfælde foreligger en krænkelse af en af de i konventionen sikrede rettigheder eller friheder.

På den baggrund finder Justitsministeriet, at ordningen bør udformes på en sådan måde, at en udlænding, der har opholdt sig her i landet i meget lang tid og derved har opnået en tilknytning til den person, med hvem ægteskabet agtes indgået, kan få tilladelse til at gifte sig her i landet. Baggrunden herfor er, at beskyttelsen af for eksempel retten til at indgå ægteskab efter artikel 12 kan indebære, at en udlændings faktiske tilknytning til landet må tillægges en sådan vægt, at udlændingens processuelle ophold her i landet mister sin reelle betydning som et relevant forskelsbehandlingskriterium i forhold til udlændinge med et egentligt legalt ophold her i landet.

Det er således Justitsministeriets opfattelse, at der i visse særlige tilfælde kan bestå en sådan ligeartethed mellem udlændinge med processuelt ophold og udlændinge med et egentligt legalt ophold, at en forskelsbehandling vil savne saglig begrundelse og derfor være uforenelig med artikel 12 sammenholdt med artikel 14.

Tilsvarende fremgår det af FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder artikel 23, at giftefærdige mænds og kvinders ret til at indgå ægteskab og stifte familie skal anerkendes. Denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med konventionens artikel 26, der fastlægger kravet om, at alle mennesker skal være lige for loven og er berettiget til lovens ligelige beskyttelse uden nogen forskelsbehandling (ligebehandlingsprincippet).

Efter artikel 10, stk. 1 i FN's konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder anerkender staterne, at den størst mulige beskyttelse og bistand skal ydes familien, som er samfundets naturlige og grundlæggende gruppeenhed, især til dens stiftelse, og så længe den har forsørgerpligt over for børn under uddannelse. Ægteskab skal kun kunne indgås med de vordende ægtefællers frie samtykke.

Tilsvarende indeholder FN's konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination i artikel 5, litra d, nr. iv, en bestemmelse om retten til at indgå ægteskab og til valg af ægtefælle. Også denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med det generelle racediskriminationsforbud blandt andet i artikel 5, hvorefter medlemsstaterne forpligter sig til at forbyde og afskaffe alle former for racediskrimination og sikre ethvert menneske ret til lighed for loven, uanset race, hudfarve eller national eller etnisk oprindelse. Opregningen af diskriminationsgrunde er udtømmende.

De anførte bestemmelser skal inden for deres anvendelsesområde fortolkes på tilsvarende måde, som tilfældet er for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention på dette område. Der henvises derfor til det ovenfor anførte vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Sammenfattende er det således Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede ordning ikke generelt strider imod de forpligtelser, som Danmark har påtaget sig i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder samt FN's konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Indenrigsministeriet kan henholde sig til denne opfattelse.

For så vidt angår Danmarks forpligtelser efter flygtningekonventionen skal det anføres, at konventionen ikke indeholder bestemmelser, der regulerer udlændinges adgang til at indgå ægteskab. Det bemærkes i den forbindelse, at forslaget ikke begrænser anerkendte flygtninges adgang til at indgå ægteskab.

10.3. Begrænsninger i adgangen til familiesammenføring m.v.

De foreslåede begrænsninger i adgangen til familiesammenføring skal administreres på en sådan måde, at der meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1 eller 4, i situationer, hvor en nægtelse af opholdstilladelse ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om respekt for familielivet, artikel 12 om retten til at indgå ægteskab og stifte familie og artikel 14, hvorefter rettigheder i henhold til konventionen skal beskyttes uden forskel på grund af blandt andet race eller national eller social oprindelse. Der vil ligeledes blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1 eller 4, hvis en nægtelse af opholdstilladelse vil stride mod Danmarks øvrige internationale forpligtelser, herunder blandt andet efter FN's konvention om afskaffelse af alle former for racediskrimination, jf. ovenfor. Tilsvarende undlades inddragelse eller nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse, såfremt dette ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Tilsvarende skal den foreslåede begrænsning i adgangen til at indgive ansøgning om opholdstilladelse som led i familiesammenføring administreres på en sådan måde, at ansøgningen kan indgives her i landet, hvis nægtelse heraf ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser.

Verdenserklæringen om menneskerettigheder indeholder i artikel 16, stk. 1, en bestemmelse, hvorefter den enkelte uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse grunde har ret til at gifte sig og stifte familie, ligesom det i stk. 3 angives, at familien er samfundets naturlige og grundlæggende enhedsgruppe og har krav på samfundets og staternes beskyttelse. Erklæringen er ikke bindende for medlemsstaterne.

10.4. Præcisering af bestemmelsen om de facto-flygtninge

Flygtningekonventionen indeholder ikke regler om betingelserne for opnåelse af de facto-status. Konventionen indeholder heller ikke særlige regler, der tillægger en flygtning adgang til familiesammenføring. De foreslåede bestemmelser kan derfor ikke antages at være i strid med flygtningekonventionen.

Indenrigsministeriet lægger til grund, at Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet vil administrere bestemmelsen i udlændingelovens § 7, stk. 2, om de facto-flygtninge, i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3, hvorefter der ikke må ske udsendelse af personer til et land, hvor de vil blive underkastet tortur eller blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. herved de tilsvarende bestemmelser i artikel 3 og artikel 16 i FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

10.5. Ændring af udvisningsbestemmelserne

Efter den foreslåede affattelse af udlændingelovens § 26, stk. 1, skal der ved en afgørelse om udvisning tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særligt belastende på grund af blandt andet udlændingens personlige og familiemæssige forhold. Det er herved forudsat, at udvisning undlades, hvis dette strider mod Danmarks internationale forpligtelser.

Efter den foreslåede affattelse af udlændingelovens § 26, stk. 2, skal de i udlændingelovens § 26, stk. 1, opregnede hensyn kun undtagelsesvis føre til undladelse af udvisning, såfremt udlændingen har begået en af de kriminalitetsformer, der er nævnt i § 22, nr. 2-6. Det er herved forudsat, at domstolene i hver enkelt sag vurderer rækkevidden af Danmarks internationale forpligtelser, og at udvisning i alle tilfælde undlades, hvis dette strider mod sådanne forpligtelser.

For så vidt angår de øvrige foreslåede ændringer af udvisningsreglerne kan nærmere henvises til Udvisningsudvalgets betænkning nr. 1326, kapitel 15.

10.6. Udvidet oplysningspligt

De foreslåede bestemmelser om udlændinges oplysningspligt, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, skal administreres med respekt af det forbud mod »selvinkriminering«, som er nævnt i artikel 14, stk. 3, litra g, i FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Efter denne bestemmelse skal enhver ved afgørelsen af en anklage mod ham for et strafbart forhold være berettiget til ikke at blive tvunget til at vidne imod sig selv eller erkende sin skyld.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder ikke nogen tilsvarende udtrykkelig bestemmelse. Konventionsorganerne har imidlertid udledt et lignende princip af konventionens artikel 6, stk. 1, om retten til en retfærdig rettergang. Det følger således af organernes praksis, at en person ikke kan pålægges at give oplysninger, der vil kunne udsætte den pågældende selv for straf (såkaldt »selvinkriminering«).

Det vil derfor være i strid med de nævnte konventionsbestemmelser, hvis tredjemand pålægges oplysningspligt efter den foreslåede bestemmelse i tilfælde, hvor den pågældende derved udsætter sig selv for straf, f.eks. for (medvirken til) menneskesmugling eller dokumentfalsk. Bestemmelserne er dog ikke til hinder for, at tredjemand pålægges oplysningspligt, hvis den pågældende derved udsætter sine nærmeste for straf.

11. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

11.1. Udlændingestyrelsen

Med nærværende forslag til ændring af udlændingeloven gennemføres der væsentlige ændringer inden for alle lovens hovedområder. Med forslaget introduceres en række helt nye principper i udlændingelovgivningen, der i vidt omfang indebærer, at tilladelser og forlængelser heraf ikke længere skal meddeles automatisk, men efter konkrete, individuelle og intensiverede prøvelser af opholdsgrundlaget, hvilket igen indebærer en bredere sagsoplysning og større anvendelse af høringer af andre myndigheder.

Lovforslaget indeholder en række ændringer af reglerne om familiesammenføring, som betyder en løbende administrativ vurdering af sagerne. Det gælder navnlig den i forslaget indeholdte ændring af udlændingelovens § 19, stk. 1, hvor indsættelsen af et nyt nr. 4 betyder, at det løbende skal vurderes, om en person, der som betingelse for meddelelse af opholdstilladelse til en udlænding har godtgjort at kunne forsørge denne udlænding, fortsat kan godtgøre dette. Hidtil er denne vurdering alene blevet foretaget ved meddelelsen af den første tilladelse.

Lovforslaget indfører endvidere et nyt system, hvorefter meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse betinges af, at visse nærmere krav som hovedregel er opfyldt. Kravene til meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse vedrører alle typer opholdstilladelser, herunder navnlig asyl- og familiesammenføringstilladelser. Der skal foretages en grundig prøvelse af udlændingens reelle tilknytning til og integration i landet, hvilket indebærer en række nye sagsskridt. Til brug for Udlændingestyrelsens vurdering vil der blandt andet skulle indhentes oplysninger fra kriminalregisteret og udtalelser fra udlændingens aktuelle og eventuelle tidligere bopælskommuner.

Herudover er der en række andre ændringer, som ikke eller kun i meget begrænset omfang skønnes at medføre mer- eller mindreudgifter.

Samlet skønnes det under forudsætning af, at lovforslaget træder i kraft 1. juli 1998, at forslaget vil medføre merudgifter for Udlændingestyrelsen i 1998 på 1,9 mill. kr., heraf 1,4 mill. kr. lønsum. Merudgifterne i 1998 forventes ved omprioritering at kunne finansieres inden for den på finansloven for 1998 afsatte driftsbevilling til Udlændingestyrelsen.

Merudgifterne på længere sigt er forbundet med en betydelig usikkerhed. Fastlæggelsen af ressourcetilførslen til Udlændingestyrelsen i 1999 og følgende år som følge af lovforslaget vil ske i forbindelse med udarbejdelsen af FL99 under hensyn til virkningen af de samlede regelændringer på udlændingeområdet, det forventede antal sager samt foreliggende effektiviseringsmuligheder.

11.2. Udgifter til underhold af flygtninge umiddelbart efter meddelelse af opholdstilladelse

Den foreslåede ændring af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, betyder, at en asylansøger, der bliver meddelt opholdstilladelse, vil kunne få udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen, indtil det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen efter § 4, stk. 2, i det af indenrigsministeren samtidig fremsatte forslag til lov om integration af udlændinge i Danmark får ansvaret for integration af udlændinge. Efter samme lovforslag påhviler ansvaret for boligplacering, integration m.v. af flygtninge og flygtningelignende personer kommunalbestyrelsen fra udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til den pågældende. Dette indebærer, at der i gennemsnit vil gå 1 1/2 måned, inden overgivelsen til kommunen vil finde sted. I dag sker overgivelsen til Dansk Flygtningehjælp/kommunen efter 1/2 måned. Dette vil isoleret set medføre øgede udgifter til underhold i asylopholdssystemet. Udgifterne vil blive indarbejdet på de årlige finanslove i forbindelse med budgetteringen af den forventede indkvarteringsopgave.

11.3. Indenrigsministeriets departement

Efter de foreslåede regler om meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse træffer Udlændingestyrelsen afgørelse med klageadgang til Indenrigsministeriet. Antallet af afslag på ansøgninger om tidsubegrænset opholdstilladelse truffet af Udlændingestyrelsen kan ikke med sikkerhed anslås, idet meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter forslaget beror på, om udlændingen opfylder nogle nærmere angivne betingelser. Det må forventes, at langt størstedelen af Udlændingestyrelsens afslag på ansøgninger om tidsubegrænset opholdstilladelse vil blive påklaget til Indenrigsministeriet. Da de nye regler ikke finder anvendelse på udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse inden lovens ikrafttræden, vil der først være merudgifter for Indenrigsministeriets departement i 2002.

Den foreslåede affattelse af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 4, 1. pkt., indebærer, at Udlændingestyrelsen løbende skal vurdere, om en person, der som betingelse for meddelelse af opholdstilladelse til en udlænding har godtgjort at kunne forsørge udlændingen, fortsat kan godtgøre dette. I de tilfælde, hvor forsørgelsesevnen ikke kan godtgøres, kan Udlændingestyrelsen træffe bestemmelse om at nægte at forlænge eller inddrage den meddelte opholdstilladelse. Disse afgørelser kan påklages til Indenrigsministeriet. Som følge af, at der i alle disse sager løbende skal ske en vurdering af forsørgelsesevnen, må det påregnes, at Udlændingestyrelsen vil træffe afgørelse om inddragelse eller nægtelse af forlængelse af et større antal opholdstilladelser end tidligere. Det må endvidere påregnes, at disse afgørelser for langt størstepartens vedkommende vil blive påklaget til Indenrigsministeriet.

Den stramning, der foretages i reglerne om familiesammenføring i forhold til ægtefæller og forældre over 60 år, må antages at medføre en mere tidskrævende prøvelse af, om der kan være særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, uanset at betingelserne herfor som udgangspunkt ikke er opfyldt. Det kan for eksempel være tilfældet, hvor stærke humanitære hensyn eller hensynet til internationale forpligtelser taler for at meddele opholdstilladelse.

Samlet skønnes det under forudsætning af, at lovforslaget træder i kraft 1. juli 1998, at forslaget vil medføre merudgifter for Indenrigsministeriets departement i 1998 på 0,8 mill. kr., heraf 0,6 mill. kr. lønsum. Merudgifterne i 1998 forudsættes ved omprioritering at kunne finansieres inden for den afsatte bevilling til Indenrigsministeriets departement på finansloven for 1998. Lovforslaget skønnes i år 2002, når de nye regler er slået fuldt igennem, isoleret set at medføre merudgifter for Indenrigsministeriets departement på 4,4 mill. kr., heraf 3,3 mill. kr. lønsum. Fastlæggelsen af ressourcetilførelsen til Indenrigsministeriets departement i 1999 og følgende år som følge af lovforslaget vil ske i forbindelse med udarbejdelsen af de årlige finanslove.

11.4. Justitsministeriet

Justitsministeriet har vedrørende de ressourcemæssige konsekvenser af lovforslaget anført, at de foreslåede ændringer af reglerne om udvisning som helhed må forventes at medføre, at der skal tages stilling til spørgsmål om udvisning i et større antal straffesager end i dag. De foreslåede ændringer af bestemmelserne om udvisning må derfor antages at kunne indebære en større arbejdsbelastning for politi, anklagemyndighed og domstole, men det er ikke muligt præcist at angive, hvilken merbelastning for retsvæsenet de foreslåede ændringer vil medføre.

Den eventuelle merbelastning forudsættes imidlertid umiddelbart at kunne varetages inden for rammerne af de ressourcer, der i dag er afsat. Lovforslaget forventes derfor ikke at nødvendiggøre tilførelse af yderligere ressourcer.

11.5. Kommunaløkonomiske konsekvenser

Ved den foreslåede indførelse af det nye system, hvorefter meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse betinges af, at visse krav som hovedregel er opfyldt, er forudsat, at den udtalelse, kommunen afgiver til brug for afgørelsen i den enkelte sag, skal kunne lægges uprøvet til grund af udlændingemyndighederne. Kommunens afgørelse kan påklages særskilt via det almindelige sociale ankesystem. De kommunaløkonomiske konsekvenser heraf vil først opstå i 2002 og vil blive drøftet med de kommunale parter.

11.6. Erhvervsøkonomiske og miljømæssige konsekvenser

Forslaget skønnes ikke at have erhvervsøkonomiske eller miljømæssige konsekvenser.

11.7. EU-retlige aspekter

De foreslåede bestemmelser om udvisning skal administreres i overensstemmelse med de gældende regler i EU-retten. Der henvises særligt til kapitel 19 i Udvisningsudvalgets betænkning nr. 1362, der indeholder en gennemgang af EU-rettens krav til udvisningsreglerne.

De foreslåede bestemmelser om betingelserne for meddelelse af familiesammenføring efter udlæn-dingelovens § 9 berører ikke retten til indrejse og familiesammenføring for udlændinge omfattet af EU-reglerne, jf. herved udlændingelovens §§ 2 og 6.

12. Hørte myndigheder m.v.

Som anført under afsnit 1 vedrørende lovforslagets baggrund er nærværende lovforslag i alt væsentligt identisk med L 154, der samtidig med dets fremsættelse for Folketinget den 17. december 1997 blev sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Advokatrådet, Amnesty International, Amtsrådsforeningen, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Kriminalpolitiforening, Dansk Politiforbund, Dansk Røde Kors, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Den Danske Dommerforening, Dokumentations- og Rådgivningscenteret for Racediskrimination, Dommerfuldmægtigforeningen, Flygtningenævnet, Foreningen af Politimestre i Danmark, Foreningen af Statsamtmænd, Frederiksberg Kommune, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Landsorganisationen i Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Politidirektøren i København, Politifuldmægtigforeningen, præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, retterne i København, Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Retslægerådet, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Rådet for Etniske Minoriteter, Statsamtsjuristforeningen samt Udlændingestyrelsen.

L 154 blev endvidere sendt til Boligselskabernes Landsforening.

Nærværende lovforslag er samtidig med fremsættelsen for Folketinget sendt til orientering til ovennævnte myndigheder og organisationer samt til følgende myndigheder og organisationer, der er fremkommet med bemærkninger eller henvendelser i forbindelse med fremsættelsen af L 154:

CEPAR, Daghøjskolen for Flygtninge i Aalborg, Danske Kvinders Nationalråd, Direktoratet for Kriminalforsorgen, ETICA, FCF, Folkekirkens Nødhjælp, Landsforeningen af Dansk-udenlandske Ægtepar, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Multikulturel Forening, OASIS, RCT-J, Transkulturelt Terapeutisk Team for unge Indvandrere og Flygtninge (T.T.T.) samt UNG-sam.

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Den foreslåede affattelse af § 7, stk. 2 , vil betyde, at det vil være en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse efter bestemmelsen, at lignende grunde som anført i konventionen eller andre tungtvejende grunde medfører velbegrundet frygt hos asylansøgeren for forfølgelse eller tilsvarende overgreb.

Efter den ved forslaget formulerede bestemmelse skal der meddeles opholdstilladelse til personer, som ved en eventuel tilbagevenden til hjemlandet må frygtes at blive udsat for en konkret, individuel forfølgelse af en vis styrke eller en risiko herfor. Derimod vil der ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen alene af almene, humanitære eller sociale grunde, således som det også er angivet i Flygtningenævnets 1. beretning for perioden 1. oktober 1983 til 31. marts 1987. At der i et land hersker generelt dårlige forhold, måske borgerkrigsagtige tilstande, eller at den pågældende asylansøger af sociale, uddannelses- eller helbredsmæssige eller lignende grunde er særligt dårligt stillet, kan således ikke uden videre begrunde asyl.

Som angivet i Flygtningenævnets 5. beretning for perioden 1. juli 1995 til 31. december 1996 meddeles personer, som har forladt hjemlandet på grund af utilfredshed med de generelle politiske og sociale tilstande, men som ikke har været udsat for en individuel forfølgelse fra myndighedernes side, som udgangspunkt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. De pågældende meddeles afslag, selv om det er sandsynligt, at de vil være socialt vanskeligt stillet ved en tilbagevenden til hjemlandet. Der meddeles ligeledes afslag på asyl i tilfælde, hvor en ansøger som asylmotiv alene henviser til, at den pågældende tilhører en befolkningsgruppe, der udsættes for diskrimination og chikane af myndighederne eller andre befolkningsgrupper. Kravet om, at en asylansøger skal have været udsat for eller risikere konkret og individuel forfølgelse, gør sig ligeledes gældende i forhold til personer, der som asylmotiv alene henviser til borgerkrigslignende tilstande i hjemlandet.

Det er sigtet med den foreslåede formulering af udlændingelovens § 7, stk. 2, at sikre, at asylmyndighedernes begrundelser indeholder en direkte stillingtagen til den konkrete, individuelle risiko for asylansøgeren ved en tilbagevenden.

Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet vil fortsat kunne meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, til størsteparten - eller eventuelt alle - asylansøgere af for eksempel en bestemt nationalitet, hvis oplysningerne om forholdene i det pågældende land tilsiger, at den enkelte asylansøger risikerer forfølgelse eller overgreb, der må sidestilles hermed, ved en tilbagevenden til hjemlandet.

Det vil fortsat være således, at den enkeltes velbegrundede frygt for overgreb ved en tilbagevenden, der kan føre til meddelelse af asyl, enten kan bestå i en objektivt funderet antagelse om, at ansøgeren ved en tilbagevenden vil blive udsat for overgreb, eller i den pågældendes betydelige subjektive frygt som følge af de overgreb, som den pågældende har været udsat for inden flugten til Danmark. Der vil eksempelvis fortsat kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen til torturofre og til personer, der ved tilbagevenden risikerer en efter danske retstraditioner uforholdsmæssig streng straf for republikflugt eller militærunddragelse eller risikerer at blive tvunget til aktiv krigstjeneste.

Der er således ikke tilsigtet en ændring af betingelserne for at meddele de facto-status, således som de er sammenfattet i Flygtningenævnets 4. beretning for perioden 1. januar 1992 til 30. juni 1995, s. 537: Forfølgelse af lignende grunde som anført i konventionen samt chikane eller andre former for overgreb, der - uden at være omfattet af konventionen - har antaget en sådan grov eller systematisk karakter, at der foreligger tungtvejende grunde til, at det ikke bør kræves, at ansøgeren vender tilbage.

Det er endvidere forudsat, at asylmyndighederne fortsat vurderer, om en asylansøger, der er blevet meddelt afslag på asyl, sikkert og værdigt kan indrejse i det pågældende land og tage ophold der. Der er således ikke tilsigtet en ændring af asylmyndighedernes praksis vedrørende den asylretlige vurdering af indrejserisikoen.

Der foretages ingen ændringer i adgangen til at søge om opholdstilladelse af humanitære grunde eller andre særlige grunde. Udlændinge, der er meddelt endeligt afslag på asyl, vil derfor som hidtil have mulighed for at indgive ansøgning om humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 2, ligesom der fortsat vil kunne søges om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, hvorefter der kan gives opholdstilladelse, hvis ganske særlige grunde taler derfor, jf. dog for så vidt angår § 9, stk. 2, nr. 4, forslagets § 1, nr. 4.

Til nr. 2

Det følger af den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, at en udlænding, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller fast samlivsforhold med en herboende udlænding, der ikke er nordisk statsborger eller flygtning, har retskrav på familiesammenføring, såfremt den herboende lovligt har boet her i landet i mere end de sidste fem år. I dag regnes denne tidsfrist fra datoen for referencepersonens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse her i landet eller tilmelding til folkeregisteret, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1.

Med den foreslåede ændring af § 9, stk. 1, nr. 2, litra d , vil en udlænding, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller fast samlivsforhold med en herboende udlænding, der ikke er nordisk statsborger eller flygtning, have retskrav på familiesammenføring, hvis den herboende har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Fristen regnes fra tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse - eller, hvis Udlændingestyrelsens afgørelse er omgjort af Indenrigsministeriet, fra Indenrigsministeriets afgørelse - hvorefter den herboende er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

Der vil fortsat være mulighed for i særlige tilfælde at meddele opholdstilladelse til en ægtefælle til en herboende, der ikke opfylder 3 års-kravet, efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 1, hvorefter der gives opholdstilladelse til udlændinge, der ikke er omfattet af § 9, stk. 1, hvis udlændingen har nær familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person. Som anført i Højesterets dom af 17. januar 1996 (sag nr. II 430/1994, refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, side 529 ff.) finder denne bestemmelse også anvendelse på de personkategorier, hvor adgangen til familiesammenføring reguleres nærmere i § 9, stk. 1. Der vil ligeledes være mulighed for at meddele opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, hvorefter der kan gives opholdstilladelse af ganske særlige grunde. Dette kan eksempelvis forekomme i tilfælde, hvor den herboende reference ikke er i stand til at opfylde det obligatoriske forsørgelseskrav i § 9, stk. 3, og der foreligger ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse.

Til nr. 3

Det foreslås, at retskravet på familiesammenføring med forældre over 60 år til herboende udlændinge, der ikke er flygtninge eller nordiske statsborgere, ophæves.

Der vil i særlige tilfælde være mulighed for at meddele opholdstilladelse til forældre omfattet af forslaget efter bestemmelsen i § 9, stk. 2, nr. 1, hvorefter der kan gives opholdstilladelse til udlændinge, som ikke er omfattet af § 9, stk. 1, hvis udlændingen har nær familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person. Der vil endvidere kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, hvis der foreligger manglende forsørgelsesevne hos den herboende reference, og der i øvrigt foreligger ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse.

Til nr. 4

Det foreslås, at adgangen til at meddele opholdstilladelse på grund af udsendelseshindringer efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, begrænses til de tilfælde, hvor det efter udsendelsesbestræbelser i mindst et år må anses for udsigtsløst at udsende en afvist asylansøger.

Det vil endvidere altid være en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse, at udlændingen har medvirket ved udsendelsesbestræbelserne. Denne betingelse gælder, uanset om udsendelse af andre grunde end den pågældende udlændings manglende medvirken ikke er mulig.

Politiet skal forelægge de sager for Udlændingestyrelsen, hvor der er forløbet mindst 12 måneder efter udløbet af den seneste udrejsefrist, og hvor udsendelse efter politiets vurdering må anses for udsigtsløs.

Forslaget indebærer en skærpelse i forhold til den gældende praksis, hvorefter der kan meddeles midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, til afviste asylansøgere i tilfælde, hvor det - uden at dette skyldes manglende medvirken fra udlændingens side - ikke har været muligt at udsende den pågældende på grund af udsendelseshindringer, og der er forløbet mindst tre måneder efter den seneste udrejsefrist.

Til nr. 5, 13, 14, 20-22, 25, 27-30, 36-39 samt 43-47

Der er tale om konsekvensændringer samt en enkelt lovteknisk rettelse.

For så vidt angår nr. 5 og 44 er der tale om konsekvensændringer som følge af den foreslåede ophævelse af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 5, jf. forslagets § 1, nr. 3.

For så vidt angår nr. 13 er der tale om, at udlændingelovens § 19, stk. 2, ophæves som en konsekvens af de foreslåede ændringer til udlændingelovens § 11, jf. forslagets § 1, nr. 10.

For så vidt angår nr. 14 er den foreslåede indføjelse af et nyt stk. 5 i udlændingelovens § 19 en konsekvens af den foreslåede ændring af udlændingelovens § 26, jf. forslagets § 1, nr. 19. En bestemmelse med det pågældende indhold findes i den nugældende § 26, stk. 1, nr. 6.

For så vidt angår nr. 20 er der tale om en konsekvensændring som følge af de foreslåede ændringer til udlændingelovens § 11, jf. forslagets § 1, nr. 10, og § 19, jf. forslagets § 1, nr. 13.

For så vidt angår nr. 21, 25, 28-30, 37, 39, 43, 45 og 46 er der tale om konsekvensændringer som følge af de foreslåede ændringer af udlændingelovens udvisningsbestemmelser, jf. forslagets § 1, nr. 15-18.

For så vidt angår nr. 22 er der tale om en konsekvensændring som følge af vedtagelsen af lov nr. 407 af 10. juni 1997, § 1, nr. 3.

For så vidt angår nr. 27 er der tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede ændring af udlændingelovens § 40, jf. forslagets § 1, nr. 32.

For så vidt angår nr. 36 og 47 er der tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede indsættelse af § 49 a i forslagets § 1, nr. 40.

For så vidt angår nr. 38 er der tale om en lovteknisk rettelse af udlændingeloven § 48 a, stk. 4, hvorved et misvisende »om« i lovteksten udgår.

Til nr. 6

Det foreslås, at udlændingelovens regler om forsørgelseskrav ændres, således at der i relation til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, og efter stk. 1, nr. 4, skal stilles krav om godtgørelse af forsørgelsesevnen, medmindre særlige grunde taler herimod, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 4.

Krav om dokumentation for forsørgelsesevnen kan herefter alene undlades, hvis der foreligger »særlige grunde«. Særlige grunde vil foreligge i de situationer, hvor det efter en samlet vurdering af familieforholdets nærhed og den herboendes personlige, familiemæssige og økonomiske forhold forekommer urimeligt at stille krav om, at forsørgelsesevnen godtgøres.

Forekommer det urimeligt på grund af høj alder eller helbredsmæssige forhold at henvise den herboende ægtefælle til at tage ophold i et andet land, har den herboende forældremyndigheden eller samværsret over mindreårige børn bosiddende i Danmark, eller er den herboende studieaktiv eller i lavtlønnet beskæftigelse, skal der som udgangspunkt ikke stilles krav om dokumentation af forsørgelsesevnen.

Tilsvarende gælder, hvis den herboende kan godtgøre at være udsat for forbigående arbejdsløshed og har et klart skriftligt tilsagn om at komme i arbejde på ny. Deltagelse i jobtræningstilbud eller det blotte forhold, at den herboende indvandrer har haft sin opvækst her i landet, kan ikke i sig selv medføre, at kravet om dokumentation af forsørgelsesevnen fraviges, men kan i lighed med anden personlig eller familiemæssig tilknytning her til landet få betydning ved vurderingen af, om der skal stilles krav om dokumentation af forsørgelsesevnen.

Det vil endvidere være en forudsætning for at stille krav om godtgørelse af forsørgelsesevnen, at den herboende ikke som følge heraf henvises til at tage ophold i et land, hvor den herboende ikke har mulighed for sammen med ansøgeren at indrejse og tage ophold.

I relation til § 9, stk. 1, nr. 4, vil det som efter hidtidig praksis bero på et skøn - blandt andet over tilknytningen mellem den herboende reference og forældrene og over, i hvilket omfang forældrene i hjemlandet var optaget i den herboendes husstand under opholdet der - om opholdstilladelse bør gives, selv om kravet om dokumentation af forsørgelsesevnen ikke kan opfyldes. Udgangspunktet er dog, at forsørgelsesevnen må forlanges godtgjort.

Det foreslås endvidere, at opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 3, når den herboende af forældrene ikke har dansk indfødsret, ikke er statsborger i et af de andre nordiske lande eller ikke har opholdstilladelse efter §§ 7-8, såfremt særlige grunde taler derfor, kan betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil.

Udgangspunktet vil således være, at det ikke kan kræves, at den herboende dokumenterer sin forsørgelsesevne. Hvis særlige grunde taler derfor, vil det dog kunne kræves, at den herboende af forældrene kan dokumentere sin forsørgelsesevne, f.eks. hvis der ikke har været forudgående kontakt mellem den herboende af forældrene og det pågældende barn i en lang periode forud for ansøgningen om familiesammenføring.

Det foreslås endvidere præciseret i § 9, stk. 4, at der - uanset at der ikke i den enkelte sag stilles krav om godtgørelse af forsørgelsesevnen - skal stilles krav om, at den herboende påtager sig forsørgelsen i relation til § 9, stk. 1, nr. 2, litra d (samlevere), og nr. 4. Hermed skabes der mulighed for, at den herboende af kommunen skal afkræves den hjælp til forsørgelse efter lov om social bistand - og efter den 1. juli 1998 efter lov om aktiv socialpolitik - der udbetales ansøgeren, jf. § 9, stk. 5.

Der vil fremover ikke være mulighed for at stille forsørgelseskrav i relation til § 9, stk. 1, nr. 2, litra a-c - altså ved ægtefællefamiliesammenføring for personer, der har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens §§ 7-8. Forsørgelseskravet ophæves i disse situationer, fordi det ved den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 8, i forslagets § 1, nr. 8, vil være udelukket at opnå opholdstilladelse på grundlag af ægteskab, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet er at opnå opholdstilladelse (pro forma-ægteskab).

Det vil endvidere ikke være muligt at stille krav om dokumentation af forsørgelsesevnen i relation til § 9, stk. 1, nr. 3, når den herboende af forældrene har dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter §§ 7-8.

I forhold til gældende praksis indebærer forslaget en skærpelse over for indvandrere med mere end syv års ophold her i landet, som efter den gældende praksis som udgangspunkt har været sidestillet med danske statsborgere for så vidt angår kravet om godtgørelse af forsørgelsesevnen.

Til nr. 7

Det følger af den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 7 , at en opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2-4, og stk. 2, nr. 1 og nr. 3-4, skal være opnået inden indrejsen. Efter indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre ganske særlige forhold taler derfor.

Det er blandt andet hensigten med bestemmelsen at forbyde, at en ansøgning om familiesammenføring fra en asylansøger, der i udlandet har indgået ægteskab med en herboende person, indgives og behandles her i landet. Uanset at det med den foreslåede ændring af ægteskabsloven ikke længere vil være muligt for en asylansøger at indgå ægteskab med en herboende person her i landet, vil forbuddet kunne omgås ved, at ægteskabet indgås i udlandet. Den foreslåede bestemmelse hindrer, at en sådan ansøgning om familiesammenføring indgives og behandles her i landet.

En ansøgning om opholdstilladelse, der i strid med den foreslåede § 9, stk. 7, er indgivet her i landet, kan, medmindre ganske særlige forhold taler derfor, ikke behandles her i landet. Dette gælder, uanset om ansøgeren opfylder betingelserne for at opnå opholdstilladelse, og uden nogen stillingtagen hertil, ligesom indgivelsen af en sådan ansøgning, medmindre ganske særlige forhold taler derfor, ikke kan tillægges opsættende virkning med hensyn til en eventuel udrejsefrist.

Bestemmelsen hindrer dog ikke udlændingemyndighederne i at registrere en ansøgning, der i strid med den foreslåede § 9, stk. 7, søges indgivet her i landet, som modtaget. Ansøgningen kan imidlertid ikke behandles eller tillægges opsættende virkning, medmindre ganske særlige forhold taler derfor. Det forudsættes, at udlændingemyndighederne giver ansøgeren meddelelse om, at ansøgningen ikke kan indgives, behandles eller tillægges opsættende virkning. Såfremt ansøgeren ønsker at fastholde sin ansøgning, må den pågældende indgive en fornyet ansøgning om opholdstilladelse i overensstemmelse med hovedreglen i den foreslåede § 9, stk. 7, 1. pkt., hvorefter opholdstilladelsen skal være opnået inden indrejsen. Dette indebærer, at den pågældende, medmindre ganske særlige forhold taler derimod, må udrejse af landet for at søge om opholdstilladelse fra sit hjemland eller et tredjeland.

Videresender en anden myndighed i medfør af forvaltningslovens § 7 en ansøgning om opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen, vil Udlændingestyrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse normalt skulle nægte at behandle ansøgningen og at tillægge den opsættende virkning, medmindre ganske særlige grunde taler derfor.

Med den foreslåede bestemmelse gives der mulighed for, at en ansøgning om opholdstilladelse kan indgives efter indrejsen og behandles her i landet, når ganske særlige forhold taler derfor.

For så vidt angår udlændinge, der efter indrejsen ansøger om opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, kan sådanne ganske særlige forhold foreligge, hvis ansøgeren har opnået en sådan tilknytning til Danmark i kraft af et langvarigt ophold her i landet og/eller personlig tilknytning til den herboende ægtefælle/samlever, at det ikke bør kræves, at den pågældende udrejser af Danmark for at søge om opholdstilladelse her i landet fra sit hjemland eller et andet opholdsland. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en udlænding har opholdt sig her i landet i flere år og har opnået en påviselig tilknytning til en her i landet fastboende ægtefælle eller samlever, f.eks. ved samliv gennem flere år på fælles bopæl i Danmark og/eller et andet land. Har ægteparret fællesbørn, vil også kortere samliv kunne være tilstrækkeligt.

For så vidt angår mindreårige børn, der efter indrejsen ansøger om opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 3, forudsættes det, at ansøgningen i almindelighed vil blive behandlet og tillagt opsættende virkning, medmindre særlige grunde taler derimod, f.eks. hvis den ene af forældrene fortsat er bosat i hjemlandet, og barnet ikke har haft kontakt med den herboende af forældrene i flere år.

Har udlændingen på tidspunktet for ansøgningen lovligt ophold her i landet i medfør af §§ 1-4 eller § 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter §§ 6-9, kan ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2 eller 3, dog indgives, behandles og tillægges opsættende virkning, medmindre særlige grunde taler derimod, jf. § 9, stk. 7, 3. pkt.

Det forudsættes, at en mindreårig uledsaget asylansøger eller en udlænding, der efter endeligt afslag på asyl ikke kan udsendes af landet, fortsat kan indgive og få behandlet en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, her i landet.

Indgives en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, af andre grunde, f.eks. som studerende, missionær eller au-pair, forudsættes det, at den pågældendes ansøgning som udgangspunkt ikke vil blive behandlet eller tillagt opsættende virkning, medmindre ganske særlige forhold gør sig gældende.

Tilsvarende gælder ved ansøgninger om opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 4, og stk. 2, nr. 3.

Til nr. 8

Det foreslås, at der ikke kan gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, hvis der er bestemte grunde til at antage, at der foreligger et såkaldt pro forma-ægteskab, dvs. hvis der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet eller etableringen af fast samlivsforhold er at opnå opholdstilladelse, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 8 .

Nægtelse af opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse vil dog alene finde sted, hvor der foreligger et sikkert grundlag for at antage, at ægteskabet indgås med det i bestemmelsen beskrevne formål. En formodning herom vil således ikke være tilstrækkelig. Det skal være et afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet/samlivsforholdet at opnå opholdstilladelse, for at opholdstilladelse nægtes efter bestemmelsen.

Ved afgørelsen af, om der foreligger bestemte grunde til at antage, at der er tale om et pro forma-ægteskab, skal udlændingemyndighederne tage hensyn til samtlige forhold i sagen. Udlændingemyndighederne vil for eksempel kunne inddrage momenter som parternes manglende samliv på fælles bopæl, parternes manglende evne til at kommunikere på samme sprog, en stor aldersforskel mellem parterne, parternes manglende eller begrænsede personlige kendskab til hinanden forud for ægteskabets indgåelse samt parternes tidligere giftermål. I den forbindelse vil det kunne indgå i vurderingen, om den herboende part tidligere har været gift med en udlænding og er blevet skilt fra udlændingen kort tid efter, at denne har opnået tidsubegrænset opholdstilladelse.

Det foreslås endvidere, at der ikke kan gives opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, når det må slås fast, at indgåelsen af ægteskabet beror på en aftale, der er indgået af andre end ægtefællerne, jf. den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 9 . Der vil dog efter en skønsmæssig vurdering kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, i situationer, hvor ganske særlige grunde taler herfor, f.eks. hvis der er mindreårige børn i ægteskabet.

Forslaget omfatter af praktiske/administrative grunde alene sager, hvor den ene af ægtefællerne eller begge ægtefæller er under 25 år.

Ved afgørelsen af, om ægteskabsindgåelse beror på en aftale indgået af andre end ægtefællerne selv, vil udlændingemyndighederne skulle inddrage samtlige foreliggende oplysninger i sagen. Udlændingemyndighederne skal således lægge vægt på ægtefællernes egne oplysninger om baggrunden for ægteskabets indgåelse, ligesom der vil kunne lægges vægt på forklaringer fra forældre og eventuelt andre familiemedlemmer eller bekendte om ægteskabets indgåelse.

De forklaringer, der vil skulle indhentes til brug for vurderingen af, om opholdstilladelse skal nægtes efter § 9, stk. 8 eller 9, vil skulle indhentes af Udlændingestyrelsen eller om nødvendigt af politiet.

En opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, vil kunne inddrages, såfremt det efterfølgende viser sig, at der er tale om et arrangeret ægteskab eller et pro forma-ægteskab.

Det foreslås i § 9, stk. 10, 1. pkt. , at kommunalbestyrelsen efter anmodning fra Udlændingestyrelsen afgiver en udtalelse om, hvorvidt den person, der bor i Danmark, er i stand til at forsørge ansøgeren, jf. § 9, stk. 3 og 4.

Dette er i overensstemmelse med gældende praksis, hvorefter den herboendes opholdskommune, såfremt udlændingemyndighederne finder, at der skal stilles krav om godtgørelse af forsørgelsesevnen, skal afgive en udtalelse om den herboendes økonomiske forhold med henblik på en vurdering af, om den herboende er i stand til at forsørge den familiesammenførte.

Udlændingestyrelsen skal i overensstemmelse med den gældende praksis alene anmode kommunalbestyrelsen om en sådan udtalelse, såfremt der er truffet beslutning om, at der skal stilles krav om godtgørelse af forsørgelsesevnen efter § 9, stk. 3 eller 4.

I § 9, stk. 10, 2. pkt., foreslås det, at indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om, hvornår det kan anses for godtgjort, at den person, der bor i Danmark, er i stand til at forsørge ansøgeren, og om kommunalbestyrelsens udtalelse efter 1. pkt. Herved sikres, at de enkelte kommunalbestyrelser anvender et ensartet beregningsgrundlag.

Den foreslåede bemyndigelse giver adgang til at fastsætte regler for såvel Udlændingestyrelsens afgørelser efter § 9, stk. 3 og 4, samt for kommunalbestyrelsens udtalelser om, hvorvidt forsørgelsesevnen kan godtgøres.

Det er hensigten at fastsætte regler om, at det beløb, som den herboende skal have rådighed over, for at forsørgelsesevnen kan anses for godtgjort, skal overstige eller være lig med summen af det beløb, som efter sociallovgivningen ville kunne udmåles i kontanthjælp til den herboende, og det beløb, som ville kunne udmåles i kontanthjælp til ansøgeren.

Der vil blandt andet blive fastsat nærmere regler for, i hvilket omfang den herboendes og ansøgerens indtægter, herunder offentlige ydelser, og formue skal medregnes i det krævede rådighedsbeløb, samt hvilke former for kontanthjælp der skal medtages ved beregningen af summen af de beløb, som efter sociallovgivningen ville kunne udmåles i kontanthjælp til den herboende og ansøgeren.

Endvidere vil der blive fastsat nærmere regler for, hvorvidt vurderingen af forsørgelsesevnen skal foretages ud fra en brutto- eller en nettoberegning.

Der vil herudover kunne fastsættes nærmere regler om, hvilken kommunalbestyrelse der skal anmodes om en udtalelse efter § 9, stk. 10, 1. pkt., og om klagemuligheder og retsvirkning af kommunalbestyrelsens udtalelser.

Til nr. 9

Den foreslåede ændring af § 10, stk. 2 , indebærer, at udlændinge, der har indrejseforbud, undtagelsesvis vil kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 6 eller § 9, når ganske særlige grunde taler derfor, dog tidligst to år efter udrejsen. Der vil fortsat som efter de hidtil gældende regler være mulighed for meddelelse af opholdstilladelse efter §§ 7-8.

Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse efter § 6 eller § 9 i denne situation, at der foreligger ganske særlige grunde. Den foreslåede bestemmelse om, at opholdstilladelse i medfør af §§ 6 og 9 tidligst skal kunne gives to år efter udrejsen, fremgår ikke af det lovforslag, der anbefales af Udvisningsudvalget, men svarer til den gældende bestemmelse i § 32, stk. 4, 2. pkt. (som udgår i den foreslåede affattelse af § 32 i forslagets § 1, nr. 24), hvorefter et ved dom meddelt indrejseforbud tidligst kan ophæves to år efter udrejsen, medmindre udlændingen meddeles asyl. Den foreslåede to års-grænse vil også skulle gælde ved administrativt indrejseforbud.

Der kan henvises til det anførte i Udvisningsudvalgets betænkning nr. 1326, side 829-830.

§ 10, stk. 2, foreslås endvidere affattet således, at der kan meddeles opholdstilladelse efter §§ 7-8 til udlændinge, der har indrejseforbud, medmindre særlige grunde taler derimod. Der kan henvises til det anførte i Udvisningsudvalgets betænkning nr. 1326, side 831.

Til nr. 10

Det foreslås, at den gældende bestemmelse i § 11, stk. 2, 1. pkt., hvorefter en opholdstilladelse med henblik på varigt ophold ikke kan tidsbegrænses ud over fem år, ophæves.

Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2 , er identisk med bestemmelsen i den gældende § 11, stk. 2, 2. pkt., hvorefter en tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på varigt ophold forlænges efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage den efter § 19.

Der tilsigtes ikke med dette forslag nogen ændring i praksis for, hvornår en tidsbegrænset opholdstilladelse meddeles med henblik på varigt eller med henblik på midlertidigt ophold.

I udlændingebekendtgørelsens § 22 er der givet nærmere regler for, hvornår opholdstilladelse meddeles med henblik på henholdsvis varigt eller midlertidigt ophold. Af § 22, stk. 1, følger således, at opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, 8 og 9, stk. 1, gives med henblik på varigt ophold, medmindre ansøgeren alene ønsker midlertidig opholdstilladelse. Af § 22, stk. 2, fremgår, at opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, gives med henblik på enten varigt eller midlertidigt ophold, idet der ved afgørelsen heraf navnlig skal tages hensyn til formålet med opholdet og ansøgerens ønsker.

Meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter de foreslåede bestemmelser i § 11, stk. 3 og 4 , vil være betinget af, at udlændingen er i besiddelse af en opholdstilladelse, der ikke er inddraget, nægtet forlænget, udløbet eller bortfaldet. Er opholdstilladelsen udløbet, eller har Udlændingestyrelsen påbegyndt behandling af en inddragelsessag, må den pågældende udlænding afvente den endelige afgørelse om forlængelse eller undladelse af inddragelse.

En tidsbegrænset opholdstilladelse vil fortsat kunne inddrages, når det grundlag, som er angivet i ansøgningen eller tilladelsen, var urigtigt eller ikke længere er til stede, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. De i § 26 angivne hensyn vil dog skulle tages i betragtning ved beslutningen om inddragelse, jf. § 19, stk. 5. Ligeledes vil alle former for opholdstilladelse, herunder også tidsubegrænsede, fortsat kunne inddrages, såfremt opholdstilladelsen er opnået ved svig, jf. § 19, stk. 3.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3 , skal der meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til udlændinge med opholdstilladelse efter §§ 7, 8 eller 9, stk. 1 og 2, som med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste tre år. Vurderingen af, om denne tidsmæssige betingelse er opfyldt, sker i overensstemmelse med hidtidig praksis.

Et lovligt ophold med henblik på varigt ophold her i landet omfatter i § 11, stk. 3, den periode, hvor den pågældende udlænding har haft opholdstilladelse med henblik på varigt ophold her i landet i medfør af udlændingelovens §§ 7-9. For så vidt angår EU-borgere med opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 6 gælder særlige regler i EF-bekendtgørelsen, jf. udlændingelovens § 2.

Hvis en udlænding har opholdt sig her i landet på to eller flere på hinanden følgende grundlag, indtræder beskyttelsen mod inddragelse efter gældende praksis for udlændingelovens § 19, stk. 2, først, når udlændingen opfylder den tidsmæssige betingelse efter det sidst indtrådte grundlag, regnet fra ansøgningens indgivelse. Selve varigheden af den pågældendes ophold her og dermed den mulige selvstændige tilknytning til landet kan dog efter et konkret skøn begrunde, at opholdstilladelsen ikke inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 5, jf. § 26.

Efter udlændingelovens § 27, stk. 1, regnes tre års-perioden fra tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregistret eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse. For så vidt angår udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 eller 2, og har ansøgt om opholdstilladelse fra og med den 16. juni 1995, jf. § 3, stk. 2 og 5, jf. § 1, nr. 2, i lov nr. 382 af 14. juni 1995, hvorved § 27, stk. 2, blev indsat i udlændingeloven, regnes tre års-perioden fra tidspunktet for den første meddelelse af opholdstilladelse, jf. § 27, stk. 2.

Meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, skal i modsætning til gældende praksis ikke ske automatisk efter udløbet af tre års-perioden. Tidsubegrænset opholdstilladelse skal, medmindre særlige grunde taler derimod, alene meddeles, såfremt de yderligere betingelser, som er anført i den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 5, er opfyldt. Er disse yderligere betingelser opfyldt, vil persongruppen i den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 3, have et retskrav på tidsubegrænset opholdstilladelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 4 , vil der, uanset at betingelserne i stk. 3 ikke er opfyldt, efter ansøgning kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis væsentlige hensyn afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.

Ved denne bestemmelse gives der mulighed for at meddele tidsubegrænset opholdstilladelse til udlændinge, der ikke har boet lovligt her i landet med henblik på varigt ophold i mere end tre år. Således kan for eksempel udlændinge, der alene har haft opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold, meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis væsentlige hensyn taler afgørende herfor. Ligeledes kan udlændinge, der har opholdstilladelse med henblik på varigt ophold, men som har boet her i landet i mindre end tre år, meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis væsentlige hensyn taler afgørende herfor.

Der vil i disse tilfælde ikke være tale om, at den pågældende udlænding har et retskrav på tidsubegrænset opholdstilladelse. Afgørelsen heraf vil bero på en skønsmæssig vurdering af den pågældendes forhold.

Det er en betingelse, at den pågældende som minimum har haft opholdstilladelse her i landet i en periode, der svarer til den hidtidige praksis for, efter hvilken periode en opholdstilladelse meddeles tidsubegrænset. Efter hidtidig praksis kan der i visse tilfælde meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, selvom den pågældende udlænding ikke har boet lovligt her i landet med henblik på varigt ophold i mere end tre år. Dette gælder visse udlændinge, der meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter lovligt ophold her i landet i mindre end tre år, samt visse udlændinge, der har haft lovligt ophold her i landet i mere end tre år, men alene med henblik på midlertidigt ophold. Der er ikke med lovforslaget tilsigtet ændringer i denne praksis.

Medmindre særlige grunde taler imod, er meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter de foreslåede bestemmelser i § 11, stk. 3 og 4, betinget af den pågældende udlændings integrationsvilje, undladelse af kriminalitet og manglende gæld til offentlige, jf. den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 5 .

Det foreslås i § 11, stk. 5, nr. 1 , at tidsubegrænset opholdstilladelse betinges af, at den pågældende udlænding har gennemført et tilbudt introduktionsprogram efter integrationsloven eller, hvis dette ikke er tilfældet, har gennemført et andet tilbudt forløb, der kan sidestilles hermed.

Efter integrationslovforslagets § 16 skal udlændinge omfattet af integrationsloven, der på tidspunktet for kommunalbestyrelsens overtagelse af ansvaret er fyldt 18 år, tilbydes et introduktionsprogram, der omfatter kursus i samfundsforståelse, danskundervisning og aktivering.

Hvis en udlænding ikke er blevet tilbudt deltagelse i et introduktionsprogram - eller i et andet tilsvarende forløb - gælder betingelsen i den foreslåede § 11, stk. 5, nr. 1, ikke. Kommunalbestyrelsen kan således efter det fremsatte forslag til integrationslov § 20, stk. 2, § 21, stk. 4, og § 23, stk. 8, undlade at tilbyde en udlænding et eller flere elementer i introduktionsprogrammet, hvis den pågældende på grund af særlige forhold ikke vil kunne følge dette/disse. Det gælder f.eks. fysisk og psykisk handicappede, torturofre og stærkt traumatiserede flygtninge.

Betingelsen i den foreslåede § 11, stk. 5, nr. 1, gælder heller ikke, hvis en udlænding med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3 eller 4, slet ikke er omfattet af integrationsloven.

Af den foreslåede bestemmelse fremgår, at udlændingen skal have gennemført introduktionsprogrammet eller et andet tilsvarende forløb. Det må således kræves, at udlændingen har deltaget aktivt i introduktionsprogrammet, herunder danskundervisningen, eller de andre integrationsmæssige tiltag, den pågældende er blevet tilbudt. Bagatelagtige eller undskyldelige udeblivelser fra introduktionsprogrammet, for eksempel på grund af graviditet eller dokumenteret sygdom, som ikke medfører noget tab af rettigheder i forhold til introduktionsydelsen, vil ikke forhindre opnåelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse.

Om en udlændings manglende fremmøde til et tilbudt introduktionsprogram vil medføre, at der ikke kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til den pågældende, vil afhænge af den konkrete situation, herunder den pågældendes personlige forhold samt omfanget af det manglende fremmøde. Tilsvarende gælder, hvis udlændingen forsømmer deltagelsen i programmet, herunder danskundervisningen, i et omfang, der må sidestilles med udeblivelse.

Meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse vil ikke være betinget af, at udlændingen består en prøve i de færdigheder, den pågældende har erhvervet sig under introduktionsindsatsen, eller at der foretages en evaluering af, hvilket udbytte udlændingen har haft af introduktionsindsatsen.

Har en udlænding ikke gennemført det introduktionsprogram, den pågældende er blevet tilbudt efter integrationsloven, vil det være tilstrækkeligt, at udlændingen har deltaget aktivt i eventuelle andre tilbudte integrationsmæssige tiltag. Dette gælder de udlændinge, der som følge af udeblivelse fra introduktionsprogrammet efterfølgende tilbydes et andet forløb, der kan sidestilles med introduktionsprogrammet.

Efter integrationslovforslagets § 4, stk. 1, har kommunalbestyrelsen ansvaret for samordningen af den almindelige integrationsindsats i kommunen, der består af ethvert tiltag, som ikke er omfattet af integrationsloven, og som foretages af den offentlige forvaltning med det formål at integrere flygtninge og indvandrere i Danmark.

I § 11, stk. 5, nr. 2 , foreslås det, at tidsubegrænset opholdstilladelse skal betinges af, at den pågældende udlænding under sit ophold her i landet inden for en af indenrigsministeren fastsat periode ikke er idømt en betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse.

Udlændinge, der er straffet for kriminalitet af en vis grovhed, vil således ikke kunne opnå tidsubegrænset opholdstilladelse før udløbet af en vis karenstid. Længden af karenstiden vil afhænge af lovovertrædelsens karakter og af sanktionens længde.

Det foreslås endelig i § 11, stk. 5, nr. 3 , at tidsubegrænset opholdstilladelse gøres betinget af, at den pågældende udlænding ikke har forfalden gæld på over 50.000 kr. til det offentlige.

Den gæld, der i henhold til Justitsministeriets cirkulære nr. 132 af 3. oktober 1997 om dansk indfødsret ved naturalisation, §§ 18-32, kan udelukke meddelelse af dansk indfødsret, er forfalden gæld med hensyn til skatter og afgifter, tilbagebetalingspligtige ydelser efter bistandsloven, børnebidrag, der er udbetalt forskudsvis af det offentlige, daginstitutionsbetaling, tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte og tilbagebetaling af boligindskudslån.

Betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse vil blive udformet sådan, at disse typer af gæld ligeledes vil kunne udelukke meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.

Den forfaldne gæld skal dog være på mindst 50.000 kr. for at kunne medføre, at en udlænding udelukkes fra at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. En sådan minimumsgrænse er ikke opstillet i Justitsministeriets indfødsretscirkulære.

Det skal efter § 11, stk. 6, være en betingelse for at nægte meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse efter § 11, stk. 5, nr. 3, at der er tale om forfalden gæld, hvor den pågældende udlænding ikke har villet aftale en afdragsordning eller ikke overholder en sådan.

Hvis gælden eller manglende indgåelse af en afdragsordning skyldes forhold, som ikke kan lægges udlændingen til last, for eksempel sygdom, arbejdsløshed eller påbegyndt uddannelse, vil der ligeledes kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, selv om denne betingelse ikke er opfyldt.

Det foreslås, at indenrigsministeren fastsætter nærmere regler for anvendelsen af bestemmelsen, herunder vedrørende reguleringen af den angivne beløbsgrænse på 50.000 kr., jf. den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 7.

Afgørelsen af, om en udlænding skal have meddelt, forlænget eller inddraget en opholdstilladelse, træffes af de kompetente udlændingemyndigheder efter kompetencereglerne herom i udlændingeloven. Det indebærer, at afgørelser om meddelelse, forlængelse eller inddragelse af asyl træffes af Udlændingestyrelsen med klageadgang til Flygtningenævnet, medens afgørelser om meddelelse, forlængelse eller inddragelse af familiesammenføringstilladelser træffes af Udlændingestyrelsen med klageadgang til Indenrigsministeriet.

Vurderingen af, om en opholdstilladelse kan meddeles tidsubegrænset, er alene en vurdering af, om de særlige betingelser i § 11, herunder betingelserne i § 11, stk. 5, vedrørende integrationsvilje, kriminalitet og restancer til det offentlige, er opfyldt. Der indgår ingen asylretlige elementer i denne vurdering. Det foreslås derfor, at den særskilte afgørelse om, hvorvidt en udlænding skal meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, i alle sager skal træffes af Udlændingestyrelsen med klageadgang til Indenrigsministeriet. En sådan fremgangsmåde er helt sædvanlig og indeholder retssikkerhedsgarantier i form af administrativ prøvelse i to instanser, ombudsmandskontrol og adgang til domstolsprøvelse.

Det foreslås, at opnåelse af tidsubegrænset opholdstilladelse - i lighed med proceduren for opnåelse af dansk indfødsret - forudsætter en udtrykkelig ansøgning herom. En ansøgning om opholdstilladelse eller forlængelse heraf vil ikke i sig selv være tilstrækkelig.

Det foreslås, at Udlændingestyrelsen til brug for vurderingen af, hvorvidt den pågældende udlænding opfylder de supplerende betingelser i den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 5, indhenter en udtalelse fra udlændingens aktuelle og eventuelt også tidligere bopælskommuner med henblik på fastlæggelse af, om udlændingen opfylder betingelserne i § 11, stk. 5, nr. 1 og 3.

Efter forslaget til integrationslovens § 52 afgiver kommunalbestyrelsen på anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt udlændingen har gennemført et tilbudt introduktionsprogram eller, hvis dette ikke er tilfældet, har gennemført et andet tilbudt forløb, der kan sidestilles hermed, samt om udlændingen har forfalden gæld på over 50.000 kr. til det offentlige og i givet fald har indgået en aftale om afvikling af gælden og overholder en sådan aftale.

Kommunens udtalelse skal alene vedrøre det objektive kriterium om udlændingens deltagelse i introduktionsprogrammet og skal ikke indeholde nogen evaluering af udlændingens indsats.

Kommunens udtalelse vil ligeledes skulle angive, om udlændingen - i tilfælde af, at den pågældende ikke har fulgt introduktionsprogrammet - har fulgt eventuelle andre tilbudte forløb, der kan sidestilles med introduktionsprogrammet.

Udlændingemyndighederne må kunne lægge kommunens udtalelse til grund uden yderligere prøvelse ved vurderingen af, om en opholdstilladelse kan meddeles tidsubegrænset. Kommunens udtalelse vil i givet fald særskilt kunne påklages via det almindelige sociale ankesystem.

Med henblik på fastlæggelse af eventuel kriminalitet og omfanget heraf - jf. betingelsen i § 11, stk. 5, nr. 2, om undladt kriminalitet - vil Udlændingestyrelsen ligeledes skulle indhente straffeattest vedrørende den pågældende udlænding.

Det vil efter forvaltningsloven være nødvendigt at indhente udlændingens samtykke til at indhente disse udtalelser. Det skal derfor være en betingelse for at ansøge om tidsubegrænset opholdstilladelse, at udlændingen giver samtykke til indhentelse af de nævnte udtalelser - ligesom når udlændingen søger om dansk indfødsret. En ansøgning kan nægtes behandlet alene under henvisning til, at samtykke ikke afgives.

En udlænding, som ikke opfylder de foreslåede yderligere betingelser for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, vil blive meddelt fortsat tidsbegrænset opholdstilladelse, såfremt grundlaget for opholdstilladelsen fortsat er til stede.

Er grundlaget for opholdstilladelsen ikke længere til stede, kan opholdstilladelsen inddrages efter de almindelige regler i udlændingelovens § 19. Prøvelsen heraf vil fortsat ligge hos de myndigheder, der har kompetencen til at meddele og inddrage opholdstilladelser. I asylsager vil det således fortsat være Udlændingestyrelsen og i 2. instans Flygtningenævnet, der træffer afgørelse om forlængelse eller inddragelse af opholdstilladelsen. Ved afgørelsen om inddragelse skal der dog tages hensyn til, om inddragelse af opholdstilladelsen må antages at virke særligt belastende for den pågældende udlænding, jf. herved udlændingelovens § 26. Varigheden af udlændingens ophold her i landet vil kunne indgå som et moment ved denne vurdering.

Meddeles der fortsat tidsbegrænset opholdstilladelse, vil den pågældende udlænding på ny kunne søge om tidsubegrænset opholdstilladelse ved udløbet af den tidsbegrænsede opholdstilladelse. Der er ingen tidsfrister for, hvornår en ny ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse kan indgives.

Udlændingen vil fortsat skulle opfylde betingelserne i § 11, stk. 5, for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingen skal således have gennemført et introduktionsprogram eller i benægtende fald andre integrationsmæssige tiltag, have undladt kriminalitet i en vis periode og ikke have forfalden gæld til det offentlige på over 50.000 kr.

Selv om en udlænding ikke har deltaget i fornødent omfang i det tilbudte introduktionsprogram til at opfylde betingelsen i § 11, stk. 5, nr. 1, kan udlændingen ved fornyet ansøgning blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis den pågældende har gennemført andre tilbudte forløb, som må sidestilles med introduktionsprogrammet.

Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 8, giver mulighed for at foretage statistiske udtræk om antallet og fordelingen her i landet af udlændinge med et givet opholdsgrundlag. Bestemmelsen præciserer endvidere, at asylansøgere, der meddeles opholdstilladelse, ikke kan registreres i CPR med virkning fra et tidspunkt, der ligger før det tidspunkt, hvor den ansvarlige kommune overtager integrationsansvaret, jf. bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 33.

Til nr. 11

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 14, stk. 1, er alene udlændinge, der er statsborgere i et andet nordisk land eller omfattet af EF-reglerne, eller som har tidsubegrænset opholdstilladelse, fritaget for arbejdstilladelse. Efter udlændingebekendtgørelsens § 30 er udlændinge, der er omfattet af udlændingelovens §§ 7-8, samt visse andre nærmere afgrænsede grupper af udlændinge endvidere fritaget for arbejdstilladelse. For så vidt angår de udlændinge, der ikke er fritaget for arbejdstilladelse, er der i bekendtgørelsen fastsat visse nærmere betingelser for udstedelse af arbejdstilladelse til de pågældende, jf. §§ 31-34.

I forslaget til lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationsloven) foreslås det, at loven skal omfatte udlændinge med opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, 8 eller 9, stk. 1, nr. 2-4, eller stk. 2, nr. 2, 5 eller 6, samt udlændinge med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2, udlændinge med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, og udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 1 eller 4, når tilladelsen er meddelt som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person, jf. integrationslovforslagets § 2, jf. §§ 54-56.

Et af hovedformålene med integrationslovforslaget er at bidrage til, at de udlændinge, der er omfattet af integrationslovforslaget, bliver bedre integreret på det danske arbejdsmarked. Introduktionsprogrammet skal således - for så vidt angår de erhvervsaktive udlændinge - målrettet sigte mod en ansættelse på arbejdsmarkedet eller mod en uddannelse.

På den baggrund foreslås det, at de udlændinge, der er omfattet af integrationslovforslaget, fritages for arbejdstilladelse. Dette indebærer, at de pågældende udlændinge altid vil have ret til at tage beskæftigelse, når de er meddelt opholdstilladelse i medfør af en af de angivne bestemmelser.

For så vidt angår udlændinge med opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, indebærer de gældende regler, at arbejdstilladelse meddeles uden betingelser, jf. udlændingebekendtgørelsens § 31, jf. § 34. Det foreslås på den baggrund, at denne gruppe udlændinge, der består af udlændinge med tidligere dansk indfødsret, generelt fritages for arbejdstilladelse.

For så vidt angår udlændinge med opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 3, og udlændinge, der uden for de i § 14, stk. 1, nr. 4-6, angivne situationer er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, vil der fortsat kunne fastsættes nærmere betingelser for meddelelse af arbejdstilladelse i udlændingebekendtgørelsen, jf. bemyndigelsen i udlændingelovens § 15.

Til nr. 12

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i § 19, stk. 1, nr. 4 , således at det fremgår, at i de tilfælde, hvor der som betingelse for meddelelse af opholdstilladelse stilles krav om, at den herboende påtager sig at forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil, skal betingelsen ikke alene være opfyldt ved meddelelsen af tilladelsen, men Udlændingestyrelsen skal løbende vurdere, om betingelsen er opfyldt, indtil udlændingen har opnået tidsubegrænset opholdstilladelse. Er der stillet forsørgelseskrav første gang, der udstedes en opholdstilladelse, skal opholdstilladelsen således som udgangspunkt nægtes forlænget eller inddrages, hvis der efterfølgende bliver tale om en manglende forsørgelsesevne. Dette skal dog ikke gælde, hvis der er tale om en rent midlertidig eller undskyldelig manglende forsørgelsesevne. Det forudsættes i den forbindelse, at det af udlændingemyndighedernes afgørelse udtrykkeligt fremgår, at opholdstilladelsen er meddelt under den forudsætning, at den herboende påtager sig forsørgelsen af ansøgeren, når forsørgelseskravet er stillet, indtil tidspunktet for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse.

Opholdstilladelsen skal endvidere kun kunne nægtes forlænget eller inddrages, hvis det fortsat er sådan, at der i den enkelte sag skal stilles et forsørgelseskrav. Det skal stadig være sådan, at parternes personlige forhold og tilknytning til Danmark og til hjemlandet ikke taler imod at stille et forsørgelseskrav.

Kravet om, at forsørgelseskravet løbende skal være opfyldt, er ikke absolut. I hvert enkelt tilfælde skal der foretages en individuel vurdering af, om det er rimeligt at stille kravet. For eksempel skal kravet ikke stilles, såfremt en eventuel manglende opfyldelse af forsørgelseskravet skyldes arbejdsløshed, der enten er midlertidig eller uforskyldt, f.eks. fordi den skyldes sygdom eller ulykke.

Oplysning herom vil kunne fremkomme i forbindelse med ansøgning om forlængelse af opholdstilladelsen og vil i givet fald kunne føre til, at forsørgelseskravet ikke stilles. Oplysningen vil endvidere kunne fremkomme i forbindelse med de sociale myndigheders undersøgelse af, om forsørgelseskravet i forbindelse med en forlængelse af opholdstilladelsen fortsat er opfyldt, og vil i dette tilfælde indgå i kommunens udtalelse til udlændingemyndighederne. Udlændingemyndighederne vil herefter kunne tage højde herfor ved vurderingen af, om tilladelsen skal inddrages.

Den foreslåede ændring indebærer en ændring af de gældende bestemmelser i udlændingeloven, idet der efter de gældende regler ikke er hjemmel til at inddrage eller nægte at forlænge en opholdstilladelse på grund af manglende overholdelse af forsørgelseskravet.

Ved vurderingen af, om manglende opfyldelse af forsørgelseskravet skal føre til inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en meddelt opholdstilladelse, skal de hensyn, der er nævnt i udlændingelovens § 26, stk. 1, fortsat indgå, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 5 (der efter forslagets § 1, nr. 13, bliver til § 19, stk. 4). Det vil således eksempelvis kunne få betydning for spørgsmålet om inddragelse, om udlændingen som følge af det hidtidige ophold i Danmark har erhvervet en sådan tilknytning til landet, at inddragelse ikke bør ske.

Efter bistandslovens § 4 kan der af de sociale myndigheder træffes bestemmelse om, at en udlænding, der har behov for vedvarende hjælp til forsørgelse, skal hjemsendes. I så fald vil opholdstilladelsen bortfalde efter reglen i udlændingelovens § 18.

Det foreslås, at den foreslåede bestemmelse i § 9, stk. 10, finder tilsvarende anvendelse ved afgørelser om inddragelse eller nægtelse af forlængelse, fordi forsørgelsesevnen ikke længere kan anses for godtgjort. Kommunalbestyrelsen afgiver således efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den herboende person fortsat er i stand til at forsørge den pågældende udlænding. Der henvises nærmere til bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 8.

Til nr. 15

De foreslåede bestemmelser i § 22, nr. 1-3 , er i overensstemmelse med Udvisningsudvalgets forslag, jf. dog formuleringen »eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed«. Der henvises herom til udvalgets betænkning nr. 1326, side 832-836 og nedenfor.

Bestemmelsen finder anvendelse over for udlændinge, der har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 7 år, jf. nærmere om fristens beregning i den gældende bestemmelse i § 27, stk. 1. Der henvises herom til betænkning nr. 1326, side 800-801.

Det er efter bestemmelsen en betingelse, at udlændingen har lovligt ophold. Herved forstås, at udlændingen lovligt opholder sig her i landet i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6-9 (EF/EØS-borgere, asyl, familiesammenføring, andre særlige grunde), opholder sig lovligt i landet, fordi den pågældende har visum, jf. udlændingelovens § 4, eller har lovligt ophold i landet, fordi der ikke over for den pågældende stilles krav om visum eller opholdstilladelse, jf. udlændingelovens §§ 1-3 og 5, stk. 2 (nordiske statsborgere, EF/EØS-borgere i op til 6 måneder, visumfri udlændinge og børn under 18 år med fast ophold hos forældremyndighedens indehaver).

Derimod er der ikke i denne forbindelse tale om lovligt ophold, hvis udlændingen alene har ret til at opholde sig her i landet, medens en ansøgning om opholdstilladelse behandles af udlændingemyndighederne.

Bestemmelsen i § 22, nr. 4 , opretholdes.

Ved de nye bestemmelser i § 22, nr. 5-6 , foreslås det, at ubetinget frihedsstraf for forskellige former for forsætlig alvorlig kriminalitet skal være omfattet af den samme udvidede adgang til udvisning, der i dag gælder ved dom for narkotikakriminalitet. Det er alene forsætlige lovovertrædelser, der foreslås omfattet af den udvidede adgang til udvisning efter § 22, nr. 5-6.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 22, nr. 5, vil udvisning kunne ske, hvis udlændingen idømmes ubetinget frihedsstraf efter udlændingelovens § 59, stk. 3, eller straffelovens § 125 a, jf. herved forslagets § 3, om menneskesmugling. Strafferammen for dom for menneskesmugling under skærpende omstændigheder foreslås forhøjet fra den nuværende fængsel i indtil 2 år til fængsel i indtil 4 år, jf. nærmere bemærkningerne til forslagets § 3 om ændring af straffeloven og de almindelige bemærkninger, afsnit 8.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 22, nr. 6 , vil udvisning kunne ske, hvis udlændingen idømmes ubetinget frihedsstraf efter straffelovens § 119, stk. 1 eller 2, om vold eller trusler om vold m.v. mod personer i offentlig tjeneste. Overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 og 2, straffes i dag med fængsel i indtil 6 år.

Efter § 22, nr. 6, vil udvisning endvidere kunne ske, hvis udlændingen idømmes ubetinget frihedsstraf efter straffelovens § 180 om livstruende eller alvorlig brandstiftelse (forsæt til omfattende ødelæggelse af fremmed ejendom eller forstyrrelse af samfundsordenen) eller efter straffelovens § 181 om forsætlig brandstiftelse. Overtrædelse af straffelovens § 180 straffes i dag med fængsel på indtil livstid, medens overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1 og 2, straffes med fængsel i indtil 6 år, og overtrædelse af § 181, stk. 3, (under særligt skærpende omstændigheder) med fængsel i indtil 10 år.

Efter § 22, nr. 6, vil udvisning endvidere kunne ske, hvis udlændingen idømmes ubetinget frihedsstraf efter straffelovens § 183 a om fly- og skibskapring. Overtrædelse af straffelovens § 183 a straffes i dag med fængsel på indtil livstid.

Efter § 22, nr. 6, vil udvisning ligeledes kunne ske, hvis udlændingen idømmes ubetinget frihedsstraf efter straffelovens § 210, stk. 1, og stk. 3, jf. stk. 1, § 216, § 222, samt § 224 og § 225, jf. §§ 216 og 222, om incest og forskellige andre forbrydelser mod kønssædeligheden (voldtægt og tilsvarende anden kønslig omgang samt samleje og anden kønslig omgang med personer under 15 år). Overtrædelse af straffelovens § 210, stk. 1, § 216, § 222, samt § 224 og § 225, jf. §§ 216 og 222, straffes i dag med fra fængsel i indtil 6 år til fængsel i indtil 10 år.

Endvidere vil udvisning kunne ske, hvis udlændingen idømmes ubetinget frihedsstraf efter straffelovens § 237, § 245 og § 246 om forbrydelser mod liv og legeme (forsætlig manddrab, forsætlig vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter, forsætlig legemsbeskadigelse samt forsætlig vold under særdeles skærpende omstændigheder). Overtrædelse af straffelovens § 237 straffes i dag med fængsel på indtil livstid, medens overtrædelse af straffelovens § 245 og § 246 straffes med fra fængsel i indtil 4 år til fængsel i indtil 8 år.

Endvidere vil udvisning efter den foreslåede bestemmelse i § 22, nr. 6, kunne ske, hvis udlændingen idømmes frihedsstraf efter straffelovens § 252, stk. 2, om hensynsløs forvoldelse af smitte med livstruende og uhelbredelig sygdom (HIV eller lignende), straffelovens § 261, stk. 2, om ulovlig frihedsberøvelse af særlig grov karakter eller straffelovens § 288 om røveri. Overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2, straffes i dag med fængsel i indtil 4 år, overtrædelse af straffelovens § 261, stk. 2, straffes med fængsel i indtil 12 år, medens overtrædelse af straffelovens § 288 straffes med fængsel i indtil 10 år.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 22 kan der også ske udvisning, hvis den udviste er idømt en anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse. I forhold til de gældende regler, hvorefter der kan ske udvisning ved anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, præciseres det, at der også kan ske udvisning ved dom til ambulant behandling med mulighed for institutionsanbringelse. Udvisning vil som hidtil kunne ske ved dom til forvaring eller til anbringelse på hospital for sindslidende og ved mentalt retarderede udlændinge, der er blevet dømt til institutionsanbringelse eller med mulighed herfor. Der vil derimod ikke kunne ske udvisning ved dom til ambulant behandling, der ikke giver mulighed for frihedsberøvelse.

Til nr. 16

De foreslåede bestemmelser i § 23 er i overensstemmelse med Udvisningsudvalgets forslag. Der henvises herom til udvalgets betænkning nr. 1326, side 836-839.

Til nr. 17

I overensstemmelse med Udvisningsudvalgets anbefalinger, jf. betænkning nr. 1326, side 839-841, foreslås bestemmelsen i § 24 om udvisningsbetingelserne for andre udlændinge ændret og forenklet, således at alle udlændinge, der ikke har opholdt sig i landet i mere end 3 år, vil kunne udvises, hvis de idømmes en betinget eller ubetinget frihedsstraf.

En nedsættelse af minimumsbetingelserne for udvisning til betinget eller ubetinget frihedsstraf for andre udlændinge vil navnlig i relation til udlændinge, der har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 2 år, medføre, at flere sager forelægges domstolene til individuel prøvelse, idet udvisning af denne gruppe af udlændinge efter de gældende regler forudsætter idømmelse af 1 års ubetinget fængsel.

Der skal i denne forbindelse lægges afgørende vægt på, at der i flere sager end hidtil ved anvendelsen af udlændingelovens § 26 skal foretages en konkret vurdering af, om udlændingens tilknytning her til landet findes at burde medføre, at beslutning om udvisning undlades. En person, der har haft opholdstilladelse her i landet af en vis varighed, men ikke mere end 3 år, vil således konkret kunne nyde en højere grad af beskyttelse end en udlænding med kortvarigt eller midlertidigt ophold her i landet.

Der vil herunder særligt skulle lægges vægt på, om den pågældende har stiftet familie her i landet, og om den pågældende har en nærmere tilknytning til det danske samfund, herunder gennem deltagelse i arbejdsmarkedet, uddannelse m.v.

Den hidtidige praksis med hensyn til udvisning af udlændinge, der alene har haft kortere tids ophold her i landet - f.eks. som turist - forventes opretholdt.

Til nr. 18

I de foreslåede bestemmelser i §§ 25-25 b reguleres adgangen til administrativ udvisning. Der er i det væsentligste tale om en præcisering af den hidtidige anvendelse af de gældende bestemmelser i udlændingeloven, der giver adgang til administrativ udvisning, jf. §§ 22, nr. 1, og 25, jf. § 46, stk. 1, sammenholdt med § 49, stk. 1.

Bestemmelsen i § 25 om udvisning på grund af hensynet til statens sikkerhed svarer til den gældende bestemmelse i § 22, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse i § 25 a indeholder en række indskrænkninger i forhold til den gældende bestemmelse i § 25. Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse over for udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, jf. nærmere om fristens beregning i den gældende bestemmelse i § 27, stk. 1. Den gældende bestemmelse kan anvendes over for udlændinge, som ikke har boet her i landet i længere tid end de sidste 2 år.

Den foreslåede bestemmelse i § 25 a, stk. 1, nr. 1, præciserer i forhold til den gældende bestemmelse i § 25, stk. 1, at der alene vil kunne ske udvisning på grund af berigelseskriminalitet, der er omfattet af straffelovens § 276 (tyveri), § 277 (ulovlig omgang med hittegods), § 278 (underslæb), § 279 (bedrageri), § 279 a (databedrageri), § 280 (mandatsvig), § 281 (afpresning), § 282 (åger), § 283 (skyldnersvig) og § 284 (hæleri) samt ved indsmugling i strid med toldlovens bestemmelser, jf. toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1. Ernærer en udlænding sig helt eller delvis på ulovlig vis, uden at udlændingen har begået berigelseskriminalitet, f.eks. ved prostitution, vil der efter den foreslåede bestemmelse ikke kunne ske udvisning.

Det præciseres endvidere i lovteksten, at beslutning om administrativ udvisning forudsætter, at der foreligger en erkendelse fra udlændingen, eller at udlændingen er pågrebet under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det strafbare forhold. Denne præcisering er i overensstemmelse med hidtidig praksis . Det foreslås herudover, at det tillige skal kunne føre til beslutning om administrativ udvisning, at udlændingen af retten er dømt for overtrædelsen.

Det præciseres endvidere i lovteksten, at en beslutning om administrativ udvisning forudsætter, at udlændingen uden for de i udlændingelovens §§ 22-24 nævnte tilfælde er dømt for en eller flere af de i bestemmelsen nævnte overtrædelser. Idømmes udlændingen betinget eller ubetinget frihedsstraf for en eller flere af de i bestemmelsen nævnte overtrædelser, kan retten efter anklagemyndighedens påstand træffe afgørelse om, hvorvidt udvisning skal ske af den pågældende udlænding, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1. Idømmes udlændingen frihedsstraf for forholdet, men frifindes den pågældende for påstanden om udvisning, vil administrativ udvisning efter § 25 a, stk. 1, nr. 1, ikke kunne ske. Derimod vil administrativ udvisning efter § 25 a, stk. 1, nr. 1, kunne ske, hvis udlændingen idømmes bødestraf for overtrædelsen og dermed ikke kan udvises efter §§ 22-24. Frifindes udlændingen for forholdet, vil der ikke kunne ske administrativ udvisning efter § 25 a, stk. 1, nr. 1. Har anklagemyndigheden rejst straffesag med påstand om frihedsstraf for en af de i bestemmelsen nævnte overtrædelser, bør en beslutning om administrativ udvisning afvente straffesagens udfald.

Efter administrativ praksis træffes der afgørelse om udvisning af udlændinge for overtrædelse af toldloven, når overtrædelsen har professionel karakter, hvilket blandt andet kan være tilfældet, hvis udlændingen tidligere er straffet for tilsvarende forhold, eller overtrædelsen er sket med henblik på videresalg. Toldlovsovertrædelser, hvor det unddragne afgiftsbeløb overstiger 2.000 kr., betragtes som værende af professionel karakter. Der er ikke ved ændringen tilsigtet en ændring af administrativ praksis for udvisning på grund af toldlovsovertrædelser.

I den foreslåede bestemmelse i § 25 a, stk. 1, nr. 2, opretholdes den gældende adgang til udvisning i udlændingelovens § 25, stk. 2, nr. 2, på grund af ulovlig besiddelse eller brug af euforiserende stoffer.

Med henblik på en præcisering af de situationer, hvor udvisning efter bestemmelsen vil kunne komme på tale, foreslås det, at der i lovteksten indsættes en bestemmelse om, at beslutning om administrativ udvisning forudsætter, at der foreligger en erkendelse fra den pågældende, eller at der i øvrigt foreligger en særlig bestyrket mistanke om ulovlig besiddelse eller brug af euforiserende stoffer. Denne præcisering er i overensstemmelse med hidtidig praksis . Det foreslås herudover, at det tillige skal kunne føre til beslutning om administrativ udvisning, at udlændingen af retten er dømt for ulovlig besiddelse af euforiserende stoffer.

Ved en særlig bestyrket mistanke forstås, at der foreligger en høj grad af bevis for, at den pågældende besidder (har besiddet) eller bruger (har brugt) euforiserende stoffer. Der vil således i overensstemmelse med gældende administrativ praksis kunne ske udvisning trods manglende erkendelse, såfremt den pågældende enten indvortes eller direkte på sin person findes i besiddelse af euforiserende stoffer, eller såfremt den pågældende antræffes stærkt narkotikapåvirket og har friske stikmærker på kroppen.

Den gældende bestemmelse i § 25, stk. 2, nr. 1, om udvisning af udlændinge, der på grund af alkoholmisbrug jævnligt har givet anledning til ulempe for andre eller til forstyrrelse af ro og orden, foreslås i overensstemmelse med Udvisningsudvalgets anbefaling ophævet.

Det foreslås, at afvisningsreglerne i § 28, stk. 1, nr. 3-5, jf. stk. 2, indarbejdes i reglerne om administrativ udvisning, jf. den foreslåede bestemmelse i § 25 a, stk. 2 . Dette indebærer, at de i den gældende bestemmelse i § 28, stk. 1, nr. 3-5, anførte afvisningsgrunde efter forslaget både vil kunne medføre udvisning og afvisning. Efter forslaget vil de tilfælde, hvor der efter gældende praksis efter indrejsen træffes bestemmelse om afvisning med indrejseforbud, blive omfattet af reglerne om administrativ udvisning, medens de situationer, hvor der efter praksis træffes bestemmelse om afvisning ved indrejsen af de i § 28, stk. 1, nr. 3-5, anførte grunde, forsat vil være omfattet af afvisningsreglerne.

I relation til den gældende bestemmelse i § 28, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, (efter forslaget § 25 a, stk. 2, nr. 1 ), som tager sigte på afvisning/udvisning på grund af en formodning om, at den pågældende vil tage ophold eller arbejde uden fornøden tilladelse, bemærkes, at bestemmelsen - som efter hidtidig praksis - særligt finder anvendelse på udlændinge, der tager beskæftigelse her i landet uden fornøden tilladelse.

Bestemmelsen i § 25 b om udvisning på grund af ulovligt ophold svarer til den gældende bestemmelse i § 24, nr. 5.

En administrativ beslutning om udvisning kan påklages til Indenrigsministeriet og kan af udlændingen i de i § 52, stk. 1, nr. 3 og 4, nævnte situationer forlanges indbragt for domstolene. Herudover kan en administrativ beslutning om udvisning indbringes for domstolene efter grundlovens § 63.

Til nr. 19

Den foreslåede bestemmelse i § 26, stk. 1 , er i overensstemmelse med Udvisningsudvalgets forslag. Der henvises herom til udvalgets betænkning nr. 1326, side 845-849.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 26, stk. 2 , skal der i forhold til de udlændinge, der udvises efter de foreslåede bestemmelser i § 22, nr. 4-6, jf. forslagets § 1, nr. 15, ske en vægtning af de hensyn, der er opregnet i § 26, stk. 1. Vægtningsreglen indebærer, at de i § 26, stk. 1, opregnede hensyn kun undtagelsesvis skal føre til undladelse af udvisning, såfremt udlændingen har begået en af de kriminalitetsformer, som er nævnt i § 22, nr. 4-6.

Der vil herefter ved idømmelse af en ubetinget frihedsstraf for en af de i § 22, nr. 4-6, omfattede kriminalitetsformer som udgangspunkt skulle ske udvisning - uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet. Kun særlige forhold efter § 26, stk. 1, vil herefter kunne føre til, at udvisning undlades. Om der foreligger sådanne særlige forhold, at der ikke skal ske udvisning, afhænger af en konkret afvejning af på den ene side arten og grovheden af den begåede kriminalitet og på den anden side styrken af de i § 26, stk. 1, nævnte hensyn.

Det skal fremhæves, at vægtningsreglen skal anvendes i overensstemmelse med danske myndigheders forpligtelser til i forbindelse med en afgørelse om udvisning at inddrage hensyn, der følger af internationale konventioner og aftaler, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 3 og 8. De i § 26, stk. 1, nævnte hensyn, herunder til udlændingens familiemæssige tilknytning til Danmark, vil således tale imod udvisning i det omfang, dette følger af internationale forpligtelser, jf. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

De foreslåede ændringer af udvisningsreglerne må antages at ville medføre, at de i § 26 angivne hensyn vil blive inddraget i et større antal sager om udvisning af kriminelle udlændinge, end tilfældet er i dag. De foreslåede ændringer af udlændingelovens §§ 22-25 indebærer således en udvidet adgang til at udvise udlændinge med lang tids ophold her i landet - og dermed typisk en større tilknytning til herboende personer - hvilket vil medføre, at der i et større antal af de sager, der forelægges domstolene, vil foreligge faktiske momenter, som efter § 26 vil skulle indgå ved beslutningen om, hvorvidt der skal ske udvisning. De i § 26 angivne hensyn vil dog ikke i sig selv skulle tillægges en større vægt end hidtil ved udvisningsbeslutninger.

Til nr. 23

Formuleringen af bestemmelsen i § 31, stk. 2, 1. pkt. , foreslås ændret således, at refoulementsforbuddet betinges af, om der foreligger omstændigheder, der er omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2, og ikke - som efter den gældende bestemmelse - af, om den pågældende udlænding har opholdstilladelse her i landet som de facto-flygtning. Ved ændringen, der indebærer en udvidet beskyttelse i forhold til den gældende regel, opnås der systematisk overensstemmelse mellem stk. 1 og stk. 2 i § 31.

Der henvises nærmere til Udvisningsudvalgets betænkning nr. 1326, side 762-765.

Efter udlændingelovens § 32 a skal et afslag på asyl være ledsaget af en afgørelse om, hvorvidt den udlænding, afslaget vedrører, efter udlændingelovens § 31 kan udsendes tvangsmæssigt af landet, hvis den pågældende ikke udrejser frivilligt. Flygtningenævnet har i praksis antaget, at nævnet i forbindelse med en beslutning efter udlændingelovens § 32 a om tvangsmæssig udsendelse kan fastsætte betingelser, således at en udsendelse kan ske, uden at udlændingelovens § 31 er til hinder herfor.

Til nr. 24

De foreslåede bestemmelser i § 32, stk. 1, 2 og 4-7 , er i overensstemmelse med Udvisningsudvalgets forslag. Der henvises herom til udvalgets betænkning nr. 1326, side 849-850.

Bestemmelsen i § 32, stk. 3 , indebærer, at udlændinge, der udvises efter § 22, nr. 4-6, meddeles indrejseforbud for mindst 5 år - uanset varigheden af udlændingens ophold her i landet og den konkret forskyldte straf.

Reglerne i § 32, stk. 2 og 4, om indrejseforbuddets varighed er knyttet til længden af den konkret forskyldte straf og giver ikke mulighed for en konkret vurdering af indrejseforbuddets længde.

Den gældende ordning, hvorefter et af domstolene fastsat indrejseforbud kan ophæves administrativt, jf. den gældende § 32, stk. 4, 1. pkt., foreslås endvidere ophævet.

Til nr. 26

Den gældende bestemmelse i § 33, stk. 8, hvorefter udrejsefristen i forbindelse med udvisning ved dom regnes fra dommens afsigelse eller, hvis den pågældende ikke har været til stede ved denne, fra dommens forkyndelse, foreslås ophævet, idet bestemmelsen ikke indeholder en dækkende regulering af de i praksis forekommende situationer. I stedet foreslås indsat en bestemmelse, hvori der tages højde for de forskellige typer af straffedomme og foranstaltningsdomme.

Efter den foreslåede ændrede affattelse af § 33, stk. 8 , fastsættes udrejsefristen til straks og regnes fra tidspunktet for løsladelse. Sker der prøveløsladelse, skal udrejsefristen regnes fra dette tidspunkt.

Det foreslås endvidere, at udrejsefristen regnes fra tidspunktet for udskrivning og ikke fra eventuelle foranstaltningsændringer, hvor der ikke sker udskrivning. Det er udskrivningen fra hospital eller forvaring, der er afgørende, også ved udskrivning til fortsat ambulant behandling, uanset om denne måtte være forbundet med ophold på døgninstitution eller bofællesskaber og lignende.

Den foreslåede bestemmelse forudsætter, at den behandlende overlæge underretter anklagemyndigheden, når det bliver aktuelt at udskrive en udvist udlænding fra hospital eller forvaring. Rigsadvokaten vil instruere politimestrene om, at overlægen i forbindelse med fremsendelse af dommen skal anmodes om, at der skal ske indberetning til vedkommende politimester forud for udskrivningen.

Ved betingede domme foreslås udrejsefristen fastsat til tidspunktet for endelig dom i sagen. Udsendelse vil herefter, såfremt dommen ikke ankes, kunne ske efter ankefristens udløb. Ankes dommen, vil udsendelse kunne ske, når ankedommen er afsagt, eller, såfremt den pågældende ikke har været til stede ved ankedommens afsigelse, fra dommens forkyndelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 9 , har en ansøgning om opholdstilladelse efter § 9, jf. § 10, stk. 2, fra en udlænding med indrejseforbud herefter ikke opsættende virkning, medmindre den myndighed, der behandler ansøgningen, træffer beslutning herom.

Til nr. 31

Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. , skal en udlænding meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet. En udlænding har således oplysningspligt over for udlændingemyndighederne i forbindelse med en ansøgning om meddelelse eller forlængelse af opholdstilladelse.

Opfyldes oplysningspligten efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., ikke, kan dette i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige regler indebære, at en udlændings ansøgning om opholdstilladelse ikke imødekommes. Det følger endvidere af udlændingelovens § 60, stk. 1, at en udlænding, som ikke opfylder oplysningspligten, kan straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med hæfte.

Det foreslås, at denne oplysningspligt udvides til også at gælde sager om inddragelse og bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19.

Opfyldes oplysningspligten ikke, kan dette indebære, at udlændingemyndighederne på det foreliggende grundlag kan anse det for godtgjort, at opholdstilladelsen kan inddrages eller bortfalde.

Til nr. 32

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 40, stk. 1, 3. pkt. , indsættes en bestemmelse om, at også andre personer end den udlænding, der søger om opholdstilladelse, kan pålægges oplysningspligt over for udlændingemyndighederne, såfremt de pågældende må antages at kunne bidrage med oplysninger til sagens behandling.

Bestemmelsen vil finde anvendelse ved enhver sag om opholdstilladelse efter udlændingelovens bestemmelser, herunder sager om inddragelse og bortfald af opholdstilladelse, jf. den i forslagets § 1, nr. 31, foreslåede udvidelse af oplysningspligten i § 40, stk. 1, 1. pkt.

Foretages afhøring af politiet i forbindelse med efterforskning af et formodet strafbart forhold, eller foretages afhøring i retten, finder retsplejelovens regler om afhøring af sigtede og ikke sigtede, herunder reglerne om vidnefritagelse og vidneudelukkelse, anvendelse.

Reglerne om vidnefritagelse og vidneudelukkelse finder derimod ikke anvendelse i forbindelse med den foreslåede oplysningspligt over for udlændingemyndighederne. Den foreslåede regel om oplysningspligt skal sikre tilvejebringelsen af det fornødne grundlag for en beslutning vedrørende opholdstilladelse. Det skal herunder sikres, at den herboende reference i familiesammenføringssager bidrager med de til sagens behandling nødvendige oplysninger.

Myndighederne vil dog skulle administrere den foreslåede bestemmelse med respekt af forbuddet i FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention mod »selvinkriminering«, jf. de almindelige bemærkninger, afsnit 10.6.

Udlændingemyndighederne vil kunne kræve, at oplysningerne fra andre personer afgives på tro og love, jf. udlændingelovens § 40, stk. 4. Manglende opfyldelse af denne oplysningspligt vil være omfattet af straffebestemmelsen i udlændingelovens § 60, stk. 1.

Endvidere kan manglende opfyldelse af oplysningspligten efter en konkret vurdering af de i sagen foreliggende oplysninger komme ansøgeren til skade og efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder føre til, at der meddeles afslag på ansøgningen. En manglende deltagelse i sagens oplysning vil for eksempel ikke kunne tillægges en sådan processuel skadevirkning, hvis den manglende medvirken - eksempelvis i en sag om familiesammenføring mellem ægtefæller - beror på et modsætningsforhold mellem de personer, der er oplysningspligtige efter den foreslåede § 40, stk. 1, 3. pkt., og ægtefællerne, og det på baggrund af oplysningerne tilvejebragt i øvrigt af ægtefællerne må antages, at ægteskabet er bestemt af ægtefællerne selv.

Til nr. 33

Efter § 4, stk. 2, i det af indenrigsministeren samtidig fremsatte forslag til lov om integration af udlændinge i Danmark påhviler ansvaret for boligplacering, introduktionsprogrammer, udbetaling af introduktionsydelse og samordning af den almindelige integrationsindsats i kommunen vedrørende flygtninge og flygtningelignende personer, jf. § 54 i samme forslag, kommunalbestyrelsen fra udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til den pågældende.

Efter den gældende § 42 a, stk. 1, i udlændingeloven får en udlænding, der opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under behandling, udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen.

Den foreslåede ændring af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, betyder, at en asylansøger, der bliver meddelt opholdstilladelse, får udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen indtil det tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen efter § 4, stk. 2, i forslaget til lov om integration af udlændinge i Danmark får ansvaret for integration af udlændingen.

Til nr. 34 og 35

Efter den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 7 , skal Udlændingestyrelsen, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, der indgiver ansøgning om asyl ved eller efter indrejsen, og som ikke medvirker til sagens oplysning, ikke skal have sine udgifter til underhold dækket, bortset fra kost, logi og sundhedsmæssige ydelser. Det forudsættes, at udlændingen i disse tilfælde får ydet kost og logi m.v. i naturalier. De pågældende vil således ikke få udbetalt kost-, lomme- eller tøjpenge.

Efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 42 a, stk. 6, nr. 1, der blev indsat ved lov nr. 407 af 10. juni 1997 om ændring af udlændingeloven, har Udlændingestyrelsen alene mulighed for at træffe en sådan bestemmelse.

Efter den foreslåede § 42 a, stk. 7, bliver Udlændingestyrelsen - efter at ansøgning om asyl er indgivet - forpligtet til at gennemgå asylansøgerens forhold med henblik på at træffe afgørelse efter bestemmelsen.

Politiet indberetter til Udlændingestyrelsen de udlændinge, der ikke har medvirket til den indledende fase af asylsagsbehandlingen, som politiet varetager. Forpligtelsen til at medvirke til sagens oplysning indtræder på tidspunktet for indgivelsen af asylansøgningen.

Udlændingestyrelsen kan alene træffe bestemmelse om, at udlændingen skal have dækket sine udgifter til underhold på almindelig vis efter § 42 a, stk. 1, hvis særlige grunde taler derfor, d.v.s. hvis inddragelse af kost-, tøj- og lommepenge efter udlændingens personlige og familiemæssige forhold vil virke særlig belastende for udlændingen, f.eks. hvis udlændingen har børn i eller under den undervisningspligtige alder, eller hvis udlændingen er mindreårig uledsaget asylansøger.

Til nr. 40

Forslaget er i overensstemmelse med Udvisningsudvalgets forslag. Der henvises herom til udvalgets betænkning nr. 1326, side 852-853.

Til nr. 41

Den foreslåede § 50, stk. 1 , er i overensstemmelse med Udvisningsudvalgets forslag. Der henvises herom til udvalgets betænkning nr. 1326, side 853.

Til nr. 42

Den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 50 a indeholder nærmere regler om en obligatorisk retslig prøvelse af, om udvisning af en udlænding med en foranstaltningsdom efter straffelovens §§ 68-70 skal ophæves, fordi udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted.

§ 50 a, stk. 1 , indeholder regler om tilrettelæggelsen af den obligatoriske retslige prøvelse ved udlændinge, der er dømt til forvaring eller anbringelse. I disse tilfælde kræver en foranstaltningsændring, der indebærer udskrivning fra hospital eller forvaring, efter de gældende regler en forudgående godkendelse fra retten i medfør af straffelovens § 72. Det foreslås derfor, at den obligatoriske retslige prøvelse finder sted samtidig med, at retten i medfør af straffelovens § 72 tager stilling til en sådan foranstaltningsændring. Beslutter retten i medfør af straffelovens § 72, at foranstaltningen endeligt skal ophæves, skal der ikke ske nogen retslig prøvelse af, om udvisningen skal ophæves. I disse tilfælde skal udvisningen effektueres efter foranstaltningens ophævelse. Anklagemyndigheden drager omsorg for, at den obligatoriske retslige prøvelse finder sted.

§ 50 a, stk. 2 , indeholder regler om tilrettelæggelsen af den obligatoriske retslige prøvelse ved udlændinge, der er dømt eller i forbindelse med en foranstaltningsændring fortsat er undergivet en strafferetlig retsfølge, der indebærer frihedsberøvelse. I disse tilfælde kræver udskrivning fra hospital eller forvaring ikke rettens forudgående godkendelse. Det foreslås derfor, at retten på anklagemyndighedens foranledning tager stilling til spørgsmålet om eventuel ophævelse af udvisningen. De almindelige regler i retsplejelovens § 765 om varetægtssurrogat finder anvendelse. Den obligatoriske retslige prøvelse skal finde sted, også selv om der er gået kortere tid efter afsigelsen af dommen. Er udlændingen dømt til ambulant behandling med mulighed for frihedsberøvelse, forudsættes det, at retten i forbindelse med straffesagen tager stilling til, om udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted.

Der vil ved rettens afgørelse kunne lægges vægt på, om udlændingen er i en tilstand, hvor det efter de lægefaglige vurderinger i sagen kan befrygtes, at den pågældende vil begå personfarlig kriminalitet. Retten vil endvidere kunne lægge vægt på karakteren og grovheden af den kriminalitet, der begrundede udvisning.

Retten skal af egen drift påse, om udsendelse af en udlænding med et fortsat behandlingsbehov vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den retslige prøvelse efter § 50 a udelukker ikke udlændingens adgang til efter § 50 at få spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten, jf. herved forslagets § 1, nr. 41.

Til nr. 48

Som en konsekvens af, at det ikke længere vil skulle indgå i domstolenes overvejelser i forbindelse med udvisning på grund af strafbart forhold at vurdere, om udlændingen (fortsat) risikerer asylrelevant forfølgelse i hjemlandet, jf. herved den foreslåede bestemmelse i § 26, stk. 1, nr. 7, i forslagets § 1, nr. 19, foreslås bestemmelsen i § 57, stk. 1, hvorefter Flygtningenævnet afgiver en udtalelse til brug for domstolsbehandlingen, ophævet.

Som en konsekvens af, at Flygtningenævnet ikke længere vil skulle afgive udtalelse til brug for straffesagen, foreslås den gældende bestemmelse i § 57, stk. 3, (efter forslaget § 57, stk. 2) ændret således, at oplysninger om en udlændings strafbare forhold i disse tilfælde alene kan videregives til Udlændingestyrelsen.

Med henblik på at sikre, at domstolene i forbindelse med en fornyet prøvelse efter § 50 af en beslutning om udvisning får adgang til relevante oplysninger vedrørende udlændingens personlige, familiemæssige og øvrige forhold, således at afgørelsen kan træffes på et fyldestgørende grundlag, foreslås der i § 57, stk. 1, indsat en bestemmelse om, at anklagemyndigheden i disse sager er forpligtet til at indhente en udtalelse fra Udlændingestyrelsen.

Til § 2

Til nr. 1-7

Der er alene tale om konsekvensændringer og lovtekniske ændringer. De i nr. 1, 5 og 7 anførte bestemmelser foreslås ophævet, idet der er tale om bestemmelser, som ifølge bemærkningerne til § 3 i lov nr. 410 af 10. juni 1997 alene skulle sættes i kraft, såfremt Schengen-konventionen trådte i kraft for Danmarks vedkommende, førend EF-asylkonventionens ikrafttræden. Den foreslåede ophævelse af § 1, nr. 17, er en konsekvens af forslagets § 1, nr. 24. De foreslåede ændringer i nr. 2 og 6 er konsekvensændringer som følge af forslagets § 1, nr. 13 og 15-18. De foreslåede ændringer i nr. 3 og 4 er konsekvensændringer som følge af vedtagne ændringer af udlændingeloven ved lov nr. 407 af 10. juni 1997, og lov nr. 387 af 6. juni 1991, jf. ikrafttrædelsesbekendtgørelse nr. 650 af 1. juli 1997.

Til § 3

Til nr. 1

Den foreslåede bestemmelse indebærer ikke en udvidelse af de strafbare forhold efter udlændingeloven. Bestemmelsen er alene en overbygning på den gældende straffebestemmelse i udlændingelovens § 59, stk. 3, og den skal alene anvendes, hvor der foreligger skærpende omstændigheder .

Spørgsmålet om, hvorvidt menneskesmugling er foretaget under skærpende omstændigheder, beror på en samlet vurdering af lovovertrædelsen. Skærpende omstændigheder vil for eksempel foreligge, hvis der er tale om organiseret eller professionel menneskesmugling. I vurderingen indgår også, om der er tale om et enkeltstående forhold, eller om der er tale om en mere systematisk adfærd. Bestemmelsen forudsættes alene anvendt, hvor der er tale om menneskesmugling for vindings skyld. Dette er i øvrigt allerede en betingelse efter udlændingelovens § 59, stk. 3, 2. og 3. pkt.

Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse på alle tre led i udlændingelovens § 59, stk. 3.

Bestemmelsen forudsættes ikke udelukkende anvendt, hvor strafferammen på fængsel indtil 2 år i udlændingelovens § 59, stk. 3, ikke findes tilstrækkelig. Bestemmelsen forudsættes således anvendt i tilfælde, hvor forholdet skønnes at være så groft, at samfundets reaktion bør give sig udtryk ved anvendelse af straffeloven frem for udlændingeloven. Dette gælder, selv om den konkret forskyldte fængselsstraf fastsættes til væsentligt mindre end 2 år.

Den foreslåede bestemmelse omfatter kun forsætlige forhold, jf. straffelovens § 19.

Til § 4

Til nr. 1

Det foreslås, at der i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning indsættes en ny bestemmelse i § 11 a , hvorefter kun visse nærmere anførte kategorier af udlændinge kan indgå ægteskab her i landet. Det drejer sig om udlændinge, der lovligt opholder sig her i landet i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6-9 (EF/EØS-borgere, asyl, familiesammenføring, andre særlige grunde), udlændinge, der opholder sig lovligt i landet, fordi de har visum, jf. udlændingelovens § 4, og udlændinge, der har lovligt ophold i landet, fordi der ikke over for dem stilles krav om visum eller opholdstilladelse, jf. udlændingelovens §§ 1-3 og 5, stk. 2 (nordiske statsborgere, EF/EØS-borgere i op til 6 måneder, visumfri udlændinge og børn under 18 år med fast ophold hos forældremyndighedens indehaver).

Det er en betingelse for indgåelse af ægteskab, at den pågældende tillige i medfør af de øvrige bestemmelser i udlændingeloven har ret til ophold i Danmark. En udlænding, hvis opholdstilladelse er inddraget eller bortfaldet, jf. udlændingelovens kapitel 3, vil således ikke kunne indgå ægteskab her i landet. Endvidere vil en udlænding, der har opnået opholdstilladelse, men som er udvist eller afvist i medfør af udlændingelovens kapitel 4 og 5, ikke kunne indgå ægteskab her i landet. Det er endvidere en forudsætning, at udlændingens opholdstilladelse eller visum er gyldigt og ikke er udløbet.

De foreslåede ændringer indebærer, at det fremover ikke vil være muligt for en udlænding, der alene har ret til opholde sig her i landet, fordi den pågældendes ansøgning om opholdstilladelse behandles af udlændingemyndighederne, at indgå ægteskab her i landet. Har udlændingen, medens ansøgningen om opholdstilladelse behandles, et andet opholdsgrundlag, vil dette være tilstrækkeligt til at indgå ægteskab.

Afskåret fra at indgå ægteskab vil herefter være asylansøgere, hvis ansøgning er under behandling, og som ikke har et gyldigt visum eller opholdstilladelse eller et visumfrit ophold, der ikke er udløbet. Endvidere kan nævnes som et eksempel, at udlændinge, hvis gyldige visum udløber under opholdet i Danmark, og som ansøger om forlængelse af det pågældende visum, ikke i det tidsrum, der medgår til at behandle denne visumansøgning, vil have adgang til at indgå ægteskab. Som et eksempel kan yderligere nævnes udlændinge, der er blevet meddelt afslag på asyl, men som ikke for tiden kan udsendes. Dette gælder, uanset om de pågældende har ansøgt om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4.

I de tilfælde, hvor udlændingemyndighederne fastsætter en bestemt udrejsefrist, jf. udlændingelovens § 33, indebærer forslaget, at der ikke skal være adgang til at indgå ægteskab i tidsrummet fra udlændingemyndighedernes afgørelse til udrejsefristens udløb.

Den udlænding, der ønsker at indgå ægteskab her i landet, skal opfylde betingelserne i den foreslåede § 11 a på tidspunktet for vielsens forrettelse. Det er således ikke tilstrækkeligt, at betingelserne for at kunne indgå ægteskab i Danmark er opfyldt ved udstedelse af prøvelsesattest eller ved udlændingens henvendelse til vielsesmyndigheden.

Hvis ganske særlige omstændigheder taler derfor, navnlig varigheden af udlændingens ophold her i landet, kan statsamtet give tilladelse til ægteskabet, selv om betingelsen i den foreslåede § 11 a, stk. 1, ikke er opfyldt. I tilfælde, hvor en asylansøger m.v. har opholdt sig i landet i meget lang tid og har opnået en påviselig tilknytning til den person, med hvem ægteskabet agtes indgået, kan statsamtet således efter den foreslåede § 11 a, stk. 2 , helt undtagelsesvis give tilladelse til, at der indgås ægteskab. Statsamtets afgørelse kan efter almindelige regler påklages til justitsministeren (Civilretsdirektoratet).

Udlændinge, der ikke bor i Danmark, men som ønsker at indgå ægteskab i Danmark, vil alene kunne gøre dette, hvis de har lovligt ophold her i landet efter udlændingelovens regler. Dette vil blandt andet betyde, at udlændinge med gyldigt visum og udlændinge, der ikke er omfattet af et visumkrav, vil kunne indgå ægteskab her i landet i den periode, hvor de har ret til at opholde sig i Danmark.

De foreslåede ændringer har ingen betydning for indgåelse af ægteskab mellem herboende danske statsborgere.

Til nr. 2

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslagets § 4, nr. 3.

Til nr. 3

Efter § 19, stk. 1, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning må vielse ikke foretages, før en af de myndigheder, der er nævnt i lovens § 13, stk. 1, har attesteret, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt. En sådan attest har efter den nugældende § 19, stk. 1, 2. pkt., gyldighed i 4 måneder.

Det foreslås, at tidsrummet for gyldighed beskrives særskilt i § 19, stk. 2 . Gyldighedsperioden på 4 måneder foreslås som udgangspunkt opretholdt. Hvor ægteskabsbetingelsen i den foreslåede § 11 a er opfyldt for et kortere tidsrum, skal gyldigheden af attesten dog begrænses tilsvarende. Derved sikres det, at den udlænding, der ønsker at indgå ægteskab i Danmark, opfylder betingelserne i den foreslåede § 11 a på tidspunktet for vielsens forrettelse.

Til § 5

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Det foreslås i § 5, stk. 2 , at den i § 1, nr. 8 og 12, foreslåede affattelse af udlændingelovens § 9, stk. 10, og § 19, stk. 1, nr. 4, 2. pkt., træder i kraft den 1. januar 1999. Herved sikres, at den fornødne administrative regulering kan træde i kraft samtidig med de foreslåede bemyndigelser i udlændingeloven.

Det foreslås endvidere i § 5, stk. 2, at § 1, nr. 10, 13 og 20, samt § 2, nr. 2, som indeholder de foreslåede ændringer vedrørende meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, herunder spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelse, jf. herved bemærkningerne til de pågældende bestemmelser, træder i kraft den 1. januar 1999.

De foreslåede ændringer vedrørende meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse indebærer, at der ved meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse blandt andet skal ses på, om den pågældende udlænding har fulgt det tilbudte introduktionsprogram, som vil blive indført ved indenrigsministerens forslag til lov om integration af udlændinge i Danmark. Det findes derfor hensigtsmæssigt, at ændringerne træder i kraft den 1. januar 1999 samtidig med loven om integration af udlændinge i Danmark.

Med samme begrundelse foreslås det, at de ved § 1, nr. 10, 13 og 20, foreslåede ændringer af udlændingeloven samt den ved § 2, nr. 2, foreslåede ændring af lov nr. 410 af 10. juni 1997 om ændring af udlændingeloven (Schengenkonventionen m.v.) ikke finder anvendelse for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse inden bestemmelsernes ikrafttræden, jf. den foreslåede § 5, stk. 3. Uanset om opholdstilladelsen meddeles af 1. eller 2. instans, er tidspunktet for meddelelsen af opholdstilladelsen afgørende for, om de foreslåede ændringer vil finde anvendelse.

Det foreslås endvidere i § 5, stk. 2, at § 1, nr. 33, træder i kraft den 1. januar 1999, da bestemmelsen er knyttet til forslaget om lov om integration af udlændinge i Danmark, jf. ovenfor. Med samme begrundelse foreslås det, at den ved § 1, nr. 33, foreslåede ændring af udlændingelovens § 42 a, stk. 1, ikke finder anvendelse for udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse inden bestemmelsernes ikrafttræden, jf. den foreslåede § 5, stk. 3.

Det foreslås endelig i § 5, stk. 2, at § 4 vedrørende ændring af ægteskabsloven, hvorefter kun visse nærmere anførte kategorier af udlændinge kan indgå ægteskab her i landet, træder i kraft den 1. januar 1999. Herved sikres, at Civilretsdirektoratet kan forberede den ændrede procedure for prøvelsen af ægteskabsbetingelserne i kommunerne.

I § 5, stk. 4 , foreslås det, at de ved § 1, nr. 1-8, 12, 34, 35 og 44, foreslåede ændringer af udlændingeloven ikke finder anvendelse for udlændinge, der inden lovens ikrafttræden har indgivet ansøgning om eller er meddelt opholdstilladelse. De nævnte bestemmelser indeholder ændringer i udlændingelovens bestemmelser vedrørende meddelelse af asyl med de facto-status, familiesammenføring, herunder forsørgelseskrav, opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, samt motiva-tionsfremmende foranstaltninger over for asylansøgere, der ikke medvirker ved sagens oplysning, jf. herved bemærkningerne til de pågældende bestemmelser. De pågældende ændringer i betingelserne og vilkårene for ophold/opholdstilladelse findes af retssikkerhedsmæssige hensyn alene at skulle finde anvendelse på de udlændinge, der indgiver ansøgning om opholdstilladelse efter lovens ikrafttræden. For så vidt angår de udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse her i landet inden lovens ikrafttræden, men hvis opholdstilladelse søges forlænget eller meddelt på ny efter lovens ikrafttræden, skal de hidtil gældende regler i udlændingeloven fortsat finde anvendelse ved behandlingen af ansøgninger om forlængelse eller fornyet meddelelse af opholdstilladelse.

I forhold til den i § 1, nr. 4, foreslåede ændring af udlændingelovens § 9, stk. 2, nr. 4, hvorefter der kan meddeles opholdstilladelse, blandt andet hvis udsendelse ikke har været mulig i mindst et år, indebærer dette, at den hidtidige praksis, hvorefter der meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen, hvis udsendelse ikke har været mulig i mindst tre måneder, således fortsat vil finde anvendelse ved en fornyet meddelelse af opholdstilladelsen. I forhold til den i § 1, nr. 12, foreslåede ændring af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 4, 1. pkt., hvorefter der vil kunne ske inddragelse af en opholdstilladelse, der er betinget af, at en herboende person godtgør at være i stand til at forsørge ansøgeren, hvis den herboende person ikke længere kan godtgøre dette, indebærer dette, at det hidtidige regelgrundlag, hvorefter der ikke lægges vægt på senere indtruffen manglende forsørgelsesevne, således fortsat vil gælde ved en forlængelse eller fornyet meddelelse af opholdstilladelsen.

I § 5, stk. 5, foreslås det - i overensstemmelse med Udvisningsudvalgets overvejelser, jf. betænkning nr. 1326, side 796 - at de foreslåede materielle ændringer i udvisningsbestemmelserne (og de dertil hørende konsekvensændringer) alene finder anvendelse, såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er begået efter lovens ikrafttræden. Der henvises nærmere til bemærkningerne til de i forslagets § 5, stk. 5, anførte bestemmelser. Det foreslås endvidere, at de hidtil gældende regler finder anvendelse, såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er begået før lovens ikrafttræden.

I § 5, stk. 6 , foreslås det - i overensstemmelse med Udvisningsudvalgets overvejelser, jf. betænkning nr. 1326, side 796 - at de foreslåede ændringer vedrørende mulighederne for ophævelse af en udvisningsbeslutning ved fornyet indbringelse for retten, ikke finder anvendelse for udlændinge, der inden lovens ikrafttræden første gang har fremsat begæring om udvisningens ophævelse. Der henvises nærmere til bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 41 og 48.

I § 5, stk. 7 , foreslås det - i overensstemmelse med Udvisningsudvalgets overvejelser, jf. betænkning nr. 1326, side 796 - at ansøgning om administrativ ophævelse af et indrejseforbud, der er indgivet inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Dette indebærer, at ansøgninger om administrativ ophævelse af et indrejseforbud, som er indgivet inden lovens ikrafttræden, vil være omfattet af den gældende bestemmelse i § 32, stk. 4, hvorefter et indrejseforbud kan ophæves, når omstændighederne taler derfor, idet et ved dom meddelt indrejseforbud dog tidligst kan ophæves to år efter udrejsen, medmindre udlændingen meddeles asyl.

Den i § 1, nr. 9, anførte affattelse af udlændingelovens § 10, stk. 2, og § 1, nr. 11, 22 og 23, den i § 1, nr. 24, anførte affattelse af udlændingelovens § 32, stk. 5-7, den i § 1, nr. 26, anførte affattelse af udlændingelovens § 33, stk. 9, og § 1, nr. 27, 36, 38, 40 og 47, samt § 2, nr. 1, 3-5 og 7, foreslås ikke at få begrænsninger i deres anvendelsesområde, idet der er tale om lovtekniske ændringer, konsekvensændringer, eller ændringer, der er begunstigende i forhold til den enkelte udlænding. De nævnte bestemmelser træder således i kraft dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende uden begrænsning i deres anvendelsesområde.

De i § 1, nr. 31 og 32, foreslåede affattelser af udlændingelovens § 40, stk. 1, om oplysningspligt i sager om opholdstilladelser får virkning for alle sager ved lovens ikrafttræden dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende.

I overensstemmelse med forslagets § 5, stk. 1, foreslås forslagets § 3 vedrørende indsættelse af § 125 a i straffeloven, hvorefter menneskesmugling under skærpende omstændigheder straffes med fængsel i indtil 4 år, at skulle træde i kraft dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende. Bestemmelsen finder efter almindelige principper, jf. herved straffelovens § 3, alene anvendelse på lovovertrædelser, der begås efter lovens ikrafttræden. Når en sådan lovovertrædelse skal pådømmes ved domstolene, skal der imidlertid som skærpende omstændighed lægges vægt på tidligere domme for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3 (menneskesmugling), der er afsagt før lovens ikrafttræden.

Til § 6

Bestemmelsen vedrører lovens ikrafttræden på Færøerne og i Grønland.

NOTAT

I dette notat citeres i venstre spalte indholdet af de bestemmelser, der foreslås ændret ved lovforslag nr. L 59 om ændring af udlændingeloven, straffeloven og ægteskabsloven fremsat den 16. april 1998. I højre spalte anføres de foreslåede ændringer.

De under lovforslagets § 2 med mindre skrift gengivne bestemmelser i lov nr. 410 af 10. juni 1997 træder først i kraft efter indenrigsministerens bestemmelse, jf. § 3 i lov nr. 410 af 10. juni 1997.

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 650 af 13. august 1997, som ændret ved § 14 i lov nr. 980 af 17. december 1997, foretages følgende ændringer:

§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951.

Stk. 2 . Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at udlændingen vender tilbage til sit hjemland. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1.

Stk. 3 . - - -

Stk. 4 . - - -

Stk. 5 . - - -

1. § 7, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

»Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde, der medfører velbegrundet frygt for forfølgelse eller tilsvarende overgreb, ikke bør kræves, at den pågældende vender tilbage til sit hjemland.«

§ 9. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til:

1) En udlænding, som tidligere har haft dansk indfødsret.

2) En udlænding over 18 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 18 år, der

a) har dansk indfødsret

b) har indfødsret i et af de nordiske lande

c) har opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller

d) lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 5 år.

2. § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, affattes således:

»d) har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år.«

3) Mindreårigt barn af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle, når barnet bor hos forældremyndighedens indehaver.

4) Forældre over 60 år til et dansk eller nordisk barn eller et barn med opholdstilladelse efter §§ 7-8.

5) Forældre over 60 år til en udlænding med tidsubegrænset opholdstilladelse. Opholds-tilladelse kan dog i almindelighed kun gives, hvis ansøgeren ikke har andre børn i hjemlandet.

3. § 9, stk. 1, nr. 5, ophæves.

Stk. 2 . Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til andre udlændinge:

1) Hvis udlændingen uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde har nær familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person.

2) Hvis udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.

3) Hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler for at imødekomme ansøgningen.

4) Hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler derfor.

4 . § 9, stk. 2, nr. 4, affattes således:

»4) Hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler derfor, herunder at udsendelse, jf. § 30, ikke har været mulig i mindst et år.«

5) Hvis en udlænding med opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. uden for de i § 7, stk. 1 og stk. 2, nævnte tilfælde på grund af krigshandlinger eller lignende uroligheder i det område, vedkommende ellers kan vende tilbage til, må antages at have behov for fortsat midlertidig beskyttelse her i landet.

6) Hvis en udlænding fra Den Føderative Republik Jugoslavien (Serbien-Montenegro), der her i landet har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i henhold til § 7 inden den 11. oktober 1995, og som er blevet meddelt endeligt afslag på den pågældende ansøgning, ikke for tiden kan indrejse i Den Føderative Republik Jugoslavien (Serbien-Montenegro).

Stk. 3 . Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 5, eller stk. 2, nr. 1, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil.

5. I § 9, stk. 3, udgår: »stk. 1, nr. 5, eller«.

Stk. 4 . Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, til en samlever og opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, kan betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2-4, kan endvidere betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil.

6. § 9, stk. 4 , affattes således:

»Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, litra d, til en samlever og opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, litra d, og stk. 1, nr. 4, skal, medmindre særlige grunde taler derimod, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil. Har den herboende person ikke dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter §§ 7-8, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 3, såfremt særlige grunde taler derfor, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil.«

Stk. 5 . Har en herboende person (garanten) påtaget sig at forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om social bistand til forsørgelse, skal kommunalbestyrelsen pålægge garanten at yde betaling for hjælpen. Sådan betaling skal af kommunalbestyrelsen inddrives hos garanten efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter.

Stk. 6 . Ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 2, kan kun indgives af personer, der opholder sig her i landet. Ved behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 2, kan akterne, der er indgået i sagen om opholdstilladelse til ansøgeren efter § 7, indhentes uden ansøgerens samtykke.

Stk. 7 . Opholdstilladelse efter stk. 1 og stk. 2, nr. 1 og nr. 3-4, skal være opnået inden indrejsen. Indenrigsministeren kan dog fastsætte regler om, i hvilke tilfælde ansøgning om opholdstilladelse kan indgives her i landet.

7. § 9, stk. 7, affattes således:

» Stk. 7. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2-4, og stk. 2, nr. 1 og nr. 3-4, skal være opnået inden indrejsen. Efter indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre ganske særlige forhold taler derfor. Har udlændingen på tidspunktet for ansøgningen lovligt ophold her i landet i medfør af §§ 1-4 eller § 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter §§ 6-9, kan ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2 eller 3, dog indgives, behandles og tillægges opsættende virkning, medmindre særlige grunde taler derimod.«

8. I § 9 indsættes som stk. 8-10:

» Stk. 8 . Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan ikke gives, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller etableringen af samlivsforhold er at opnå opholdstilladelse.

Stk. 9. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan ikke gives, såfremt ægteskabets indgåelse beror på en aftale indgået af andre end ægtefællerne. Bestemmelsen i 1. pkt. finder alene anvendelse i tilfælde, hvor mindst den ene af ægtefællerne er under 25 år.

Stk. 10. Kommunalbestyrelsen afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den person, der bor i Danmark, er i stand til at forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om, hvornår det kan anses for godtgjort, at den person, der bor i Danmark, er i stand til at forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og om kommunalbestyrelsens udtalelse efter 1. pkt.«

§ 10. Uanset bestemmelserne i §§ 6-9 kan der kun, når særlige grunde taler derfor, gives opholdstilladelse:

1) hvis udlændingen er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter §§ 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 1, jf. §§ 22, nr. 2-4, eller 23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 2-4, såfremt pådømmelsen var sket her i landet,

2) hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, som kunne medføre udvisning efter reglerne i kapitel 4, eller

3) hvis udlændingen på grund af smitsom sygdom eller alvorligere sjælelig forstyrrelse må antages at frembyde fare eller væsentlig ulemper for sine omgivelser.

Stk. 2 . Til udlændinge, som har indrejsefor-bud, jf. § 32, kan opholdstilladelse kun gives efter reglerne i §§ 7-8.

9. § 10 affattes således:

» § 10 . Uanset bestemmelserne i §§ 6-9 kan der kun, når særlige grunde taler derfor, gives opholdstilladelse,

1) hvis udlændingen er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter §§ 22, 23 eller 24, såfremt pådømmelsen var sket her i landet,

2) hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, som kunne medføre udvisning efter reglerne i kapitel 4, eller

3) hvis udlændingen på grund af smitsom sygdom eller alvorligere sjælelig forstyrrelse må antages at frembyde fare eller væsentlige ulemper for sine omgivelser.

Stk. 2. Til udlændinge, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, kan opholdstilladelse gives efter reglerne i §§ 7-8, medmindre særlige grunde taler derimod. Endvidere kan opholdstilladelse undtagelsesvis gives efter § 6 og § 9, når ganske særlige grunde taler derfor, dog tidligst to år efter udrejsen.«

§ 11 . Opholdstilladelse gives med henblik på varigt eller midlertidigt ophold her i landet. En opholdstilladelse kan tidsbegrænses.

Stk. 2 . Er opholdstilladelse givet med henblik på varigt ophold, kan en tidsbegrænsning ikke udstrækkes ud over 5 år fra den dag, hvor udlændingen med lovligt ophold tog fast bopæl her i landet. En tidsbegrænset opholdstilladelse med henblik på varigt ophold forlænges efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage den efter § 19.

10. § 11, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:

» Stk. 2. En tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt ophold forlænges efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage tilladelsen efter § 19.

Stk. 3. Efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding med opholdstilladelse efter §§ 7, 8 eller 9, stk. 1 og 2, som med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 3 år, jf. dog stk. 5.

Stk. 4. Uanset at betingelserne i stk. 3 ikke er opfyldt, kan der efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis væsentlige hensyn afgørende taler for at imødekomme ansøgningen, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Medmindre særlige grunde taler derimod, er meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse betinget af, at den pågældende udlænding

1) har gennemført et tilbudt introduktionsprogram efter lov om integration af udlændinge i Danmark eller, hvis dette ikke er tilfældet, har gennemført et andet tilbudt forløb, der kan sidestilles hermed, jf. stk. 7,

2) under sit ophold her i landet inden for en af indenrigsministeren fastsat periode ikke er idømt en betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, jf. stk. 7, og

3 ikke har forfalden gæld på over 50.000 kr. til det offentlige, jf. stk. 6 og 7.

Stk. 6. Uanset bestemmelsen i stk. 5, nr. 3, kan der dog meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis den pågældende udlænding har indgået en aftale om afvikling af gælden og overholder en sådan aftale.

Stk. 7. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler for anvendelsen af stk. 5. Det i stk. 5, nr. 3, angivne beløb er fastsat i 1998-niveau og reguleres fra og med 1999 en gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 8. Udlændingestyrelsen registrerer opholdsgrundlag for udlændinge, der meddeles opholdstilladelse efter §§ 6-9 eller fritages for opholdstilladelse efter § 5, stk. 2, i Det Centrale Personregister (CPR). Registreringen sker ved meddelelsen af opholdstilladelsen eller fritagelsen herfor. Er der blevet meddelt opholdstilladelse til en udlænding som nævnt i § 42 a, stk. 1, 1. pkt., sker registreringen ved udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til den pågældende. Registrering kan ikke ske før det i 2. og 3. pkt. nævnte tidspunkt.«

Stk. 3. For udlændinge med opholdstilladelse efter § 6 gælder dog reglen i artikel 7, stk. 2, i De europæiske Fællesskabers Råds direktiv nr. 360 af 15. oktober 1968.

Stk. 3 bliver herefter stk. 9.

§ 14. Følgende udlændinge er fritaget for ar-bejdstilladelse:

1) Statsborgere i et andet nordisk land, jf. § 1.

2) Udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, jf. §§ 2 og 6.

3) Udlændinge, der har tidsubegrænset op-holdstilladelse.

11. § 14, stk. 1 , affattes således:

» § 14. Følgende udlændinge er fritaget for arbejdstilladelse:

1) Udlændinge, der er statsborgere i et andet nordisk land, jf. § 1.

2) Udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, jf. §§ 2 og 6.

3) Udlændinge med tidsubegrænset opholdstilladelse.

4) Udlændinge med opholdstilladelse efter §§ 7, 8, eller 9, stk. 1, eller stk. 2, nr. 1, 2, 5 eller 6.

5) Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2.

6) Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7.

7) Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person.«

Stk. 2. Indenrigsministeren kan bestemme, at andre udlændinge er fritaget for arbejdstilladelse.

§ 19. En tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages:

1) Når det grundlag, som er angivet i ansøgningen eller tilladelsen, herunder efter §§ 7 eller 8, var urigtigt eller ikke længere er til stede.

2) Når udlændingen ikke har fornødent pas eller anden rejselegitimation, jf. § 39, der giver adgang til tilbagerejse til udstederlandet.

3) Når udlændingen undlader at overholde de betingelser, der er fastsat for opholdstilladelsen eller for en arbejdstilladelse. Betingelserne skal udtrykkeligt være tilkendegivet, og det skal skriftligt være indskærpet udlændingen, at tilsidesættelse vil medføre inddragelse.

12. I § 19, stk. 1, indsættes som nr. 4:

»4) Når opholdstilladelsen er betinget af, at en herboende person godtgør at være i stand til at forsørge ansøgeren, jf. § 9, stk. 3-4, og den herboende person ikke længere kan godtgøre dette. Bestemmelsen i § 9, stk. 10, finder tilsvarende anvendelse«

Stk. 2 . Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse på en udlænding, som er omfattet af §§ 7, 8 eller 9, stk. 1 og 2, og som med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 3 år.

13. § 19, stk. 2 , ophæves.

Stk. 3 . En tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse kan altid inddrages, såfremt udlændingen har opnået opholdstilladelsen ved svig.

Stk. 4 . Bestemmelserne i stk. 1, nr. 2 og 3, finder ikke anvendelse på udlændinge, som har opholdstilladelse efter § 6.

Stk. 5. Ved afgørelser om inddragelse af op-holdstilladelse finder bestemmelsen i § 26, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 2-4.

14. I § 19 indsættes efter stk. 5, der bliver stk. 4, som nyt stykke:

» Stk. 5. Ved afgørelsen om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt i medfør af § 9, stk. 1, nr. 2, skal der tages særligt hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivsophør, der skyldes, at udlændingen med opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, har været udsat for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i landet.«

§ 22 . Udlændinge, som bor her i landet med henblik på varigt ophold, og som lovligt har boet her i mere end de sidste 7 år, og udlændinge med opholdstilladelse efter §§ 7-8 kan kun udvises, hvis:

1) Udvisning findes påkrævet af hensyn til statens sikkerhed.

2) Udlændingen vedholdende har begået grov kriminalitet.

3) Udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 6 års fængsel eller anden straffe-retlig retsfølge af frihedsberøvende karakter og udlændingen under hensyn til den idømte straf samt arten og grovheden af den begåede kriminalitet ikke bør forblive her i landet

4) Udlændingen efter lov om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191 eller § 191 a er idømt en ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

15. § 22 affattes således:

» § 22. En udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 7 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter §§ 7-8 kan udvises, hvis:

1) Udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 4 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

2) Udlændingen for flere strafbare forhold idømmes ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

3) Udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, og tidligere her i landet er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

4) Udlændingen efter lov om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191 eller § 191 a idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

5) Udlændingen efter § 59, stk. 3, eller straffelovens § 125 a idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig rets-følge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

6) Udlændingen efter straffelovens § 119, stk. 1 og 2, § 180, § 181, § 183 a, § 210, stk. 1 og stk. 3, jf. stk. 1, § 216, § 222, § 224, jf. §§ 216 og 222, og § 225, jf. §§ 216 og 222, samt § 237, § 245, § 246, § 252, stk. 2, § 261, stk. 2, og § 288 idømmes ubetinget fri-hedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.«

§ 23 . Udlændinge, som bor her i landet med henblik på varigt ophold, og som lovligt har boet her i mere end de sidste 4 år, kan kun udvises:

1) Af de i § 22 nævnte grunde.

2) Hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, og udlændingens forhold begrunder en nærliggende fare for, at udlændingen under fortsat ophold her i landet vil begå forbrydelser.

3) Hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 4 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, og udlændingen under hensyn til den idømte straf samt arten eller grovheden af den begåede kriminalitet ikke bør forblive her i landet.

16. § 23 affattes således:

» § 23. En udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 3 år, kan udvises:

1) Af de grunde, der er nævnt i § 22.

2) Hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

3) Hvis udlændingen for flere strafbare forhold idømmes ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

4) Hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, og tidligere her i landet er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.«

§ 24 . Andre udlændinge kan udvises:

1) Af de i §§ 22 eller 23 nævnte grunde.

2) Hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af fængsel eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en lovovertrædelse, som kan medføre fængsel i 2 år eller derover, og udlændingen under hensyn til den idømte straf samt arten eller grovheden af den begåede kriminalitet ikke bør forblive her i landet. En udlænding, som bor her i landet med henblik på varigt ophold, og som lovligt har boet her i mere end de sidste 2 år, kan dog kun udvises af denne grund, såfremt udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

3) Hvis en udlænding, der med lovligt ophold har fast bopæl her i landet, idømmes højere straf end hæfte eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, og hvis der på grund af overtrædelsens beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt er bestemte grunde til at antage, at udlændingen under fortsat ophold her i landet vil begå lovovertrædelser.

4) Hvis en udlænding, der ikke er omfattet af nr. 3, idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der kan medføre højere straf end hæfte.

5) Hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse.

17. § 24 affattes således:

» § 24. Andre udlændinge kan udvises:

1) Af de grunde, der er nævnt i §§ 22 eller 23.

2) Hvis udlændingen idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.«

18. § 25 ophæves og i stedet indsættes:

»§ 25. En udlænding kan udvises, når dette findes påkrævet af hensyn til statens sikkerhed.

§ 25 a. En udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan endvidere udvises, hvis:

§ 25. En udlænding, som ikke har boet her i landet i længere tid end de sidste 2 år, kan desuden udvises, hvis udlændingen helt eller delvis ernærer sig på ulovlig vis.

Stk. 2 . En udlænding, som ikke har boet her i landet i længere tid end det sidste år, kan desuden udvises:

1) Hvis udlændingen på grund af alkoholmis-brug jævnligt har givet anledning til ulempe for andre eller til forstyrrelse af ro og orden.

2) Hvis udlændingen ulovligt besidder eller bruger euforiserende stoffer.

1) Udlændingen uden for de i §§ 22-24 nævnte tilfælde er dømt for overtrædelse af straffelovens §§ 276-284 eller toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, eller udlændingen over for politiet har erkendt overtrædelsen eller er pågrebet under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det strafbare forhold.

2) Udlændingen er dømt for ulovlig besiddelse af euforiserende stoffer, eller udlændingen over for politiet har erkendt ulovlig besiddelse eller brug af euforiserende stoffer, eller der i øvrigt foreligger en særlig bestyrket mistanke.

Stk. 2. Efter indrejsen kan en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, desuden udvises, hvis:

1) Der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse. Udlændinge, der er om-fattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke udvises af denne grund.

2) Udlændingen ikke har de nødvendige midler til sit underhold her i landet og til hjemrejsen. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke udvises af denne grund.

3) Andre hensyn til den offentlige orden eller sikkerheds- eller sundhedsmæssige grunde tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i landet.

§ 25 b. En udlænding kan udvises, hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse.«

§ 26. Ved afgørelsen om udvisning skal der foruden til udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund, herunder varigheden af opholdet her i landet, tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af:

1) udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold,

2) udlændingens personlige eller familiemæssige tilknytning til herboende danske eller udenlandske statsborgere,

3) udlændingens tilknytning til landet i øvrigt, herunder at udlændingen er kommet hertil som barn eller ganske ung og dermed helt eller delvis har haft sin opvækst her i landet,

4) udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold,

5) risikoen for, at udlændingen vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og

6) udsættelse for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i landet, der har medført, at en udlænding med opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, ikke længere samlever på fælles bopæl med den i Danmark fastboende person, eller udlændingens i øvrigt særligt svage stilling.

Stk. 2. En udlænding kan udvises efter § 22, nr. 4, medmindre de i stk. 1 nævnte forhold taler afgørende derimod.

19. § 26 affattes således:

» § 26. Ved afgørelsen om udvisning skal der tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af

1) udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund, herunder om udlændingen er kommet her til landet som barn eller ganske ung,

2) varigheden af udlændingens ophold her i landet,

3) udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold,

4) udlændingens tilknytning til herboende per-soner,

5) udvisningens konsekvenser for udlændingens herboende nære familiemedlemmer,

6) udlændingens manglende eller ringe tilknyt-ning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og

7) risikoen for, at udlændingen, uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde, vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold.

Stk. 2. En udlænding kan udvises efter § 22, nr. 4-6, medmindre de i stk. 1 nævnte forhold taler afgørende derimod.«

§ 27. De i §§ 11, stk. 2, 1. pkt., 17, stk. 1, 3. pkt., 18, stk. 2, 19, stk. 2, og 22-25 nævnte tidsrum regnes fra tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregisteret eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse.

Stk. 2. - - -

Stk. 3. - - -

Stk. 4. - - -

Stk. 5. - - -

20. I § 27, stk. 1 , ændres: »§§ 11, stk. 2, 1. pkt., 17, stk. 1, 3. pkt., 18, stk. 2, 19, stk. 2,» til: »§§ 11, stk. 3, 17, stk. 1, 3. pkt., 18, stk. 2,».

21. I § 27, stk. 1 , ændres »og 22-25« til: »22-23 og 25 a«.

§ 28 . - - -

Stk. 2 - - -

Stk. 3 . En udlænding, der meddeles afslag på eller frafalder en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, eller hvis ansøgning om asyl bortfalder efter § 40, stk. 7, kan uanset bestemmelserne i stk. 1 afvises i indtil 3 måneder fra indrejsen.

Stk. 4 . - - -

Stk. 5 . - - -

22. I § 28, stk. 3 , ændres »§ 40, stk. 7,» til: »§ 40, stk. 8,».

§ 31 . En udlænding må ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel 1 A, nævnte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, såfremt udlændingen har opnået opholdstilladelse i henhold til § 7, stk. 2 eller stk. 4, jf. stk. 2. Dette gælder dog ikke, hvis der er bestemte grunde til at antage, at udlændingen frembyder fare for landets sikkerhed, eller hvis udlændingen efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må antages at frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.

23. § 31, stk. 2, 1. pkt. , affattes således:

»Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, såfremt de i § 7, stk. 2, nævnte forhold foreligger.«

§ 32. En dom, kendelse eller beslutning, hvorved en udlænding udvises, medfører, at udlændingens visum og opholdstilladelse bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet (indrejseforbud). Indrejseforbuddet kan tidsbegrænses og skal i så fald udløbe den 1. januar eller den 1. juli.

Stk. 2 . Bestemmelse om indrejseforbud kan træffes i forbindelse med en beslutning om afvisning efter § 28, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3-5.

Stk. 3 . Den politimyndighed, som drager om-sorg for udrejsen, skal udlevere udlændingen en skriftlig og begrundet meddelelse om indrejse-forbuddet og om strafansvaret ved overtrædelse heraf.

Stk. 4 . Når omstændighederne taler derfor, kan et indrejseforbud senere ophæves. Et ved dom meddelt indrejseforbud kan dog, medmin-dre der gives udlændingen opholdstilladelse efter §§ 7-8, tidligst ophæves 2 år efter udrejsen, jf. dog § 50.

24. § 32 affattes således:

»§ 32. En dom, kendelse eller beslutning, hvorved en udlænding udvises, medfører, at udlændingens visum og opholdstilladelse bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet (indrejseforbud). Indrejseforbuddet kan tidsbegrænses og regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen.

Stk. 2. Indrejseforbud i forbindelse med udvis-ning efter § 22, § 23 eller § 24 meddeles for:

1) 3 år, hvis udlændingen idømmes en frihedsstraf af ikke over 3 måneder eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

2) 5 år, hvis udlændingen idømmes en frihedsstraf af mere end 3 måneder men ikke over 1 år eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

3) 10 år, hvis udlændingen idømmes fængsel af mere end 1 år men ikke over 2 år eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

4) Bestandig, hvis udlændingen idømmes fæng-sel af mere end 2 år eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

Stk. 3. Indrejseforbud i forbindelse med udvis-ning efter § 22, nr. 4-6, meddeles dog for mindst 5 år.

Stk. 4. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 25 meddeles for bestandig. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 25 a og § 25 b meddeles for 1 år.

Stk. 5. Den politimyndighed, som drager om-sorg for udrejsen, udleverer udlændingen en skriftlig og begrundet meddelelse om indrejse-forbuddet og om strafansvaret ved overtrædelse heraf.

Stk. 6. Et indrejseforbud bortfalder, såfremt den pågældende under de i § 10, stk. 2, nævnte betingelser meddeles opholdstilladelse efter §§ 6-9.

Stk. 7. Et indrejseforbud meddelt en statsborger i et andet nordisk land kan senere ophæves, såfremt ganske særlige grunde taler derfor.«

§ 33. Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, beslutning om inddragelse af opholdstilladelse og beslutning om udvisning efter § 24, nr. 5, eller efter § 25 skal indeholde en frist for udrejse. Afgørelsen skal endvidere indeholde oplysning om reglen i stk. 3, 1. pkt.

Stk. 2. Meddeler Udlændingestyrelsen i med-før af § 53 a, stk. 3, afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, kan udlændingen pålægges at udrejse straks. Det samme gælder ved fastsættelse af en ny udrejsefrist, hvis der er meddelt opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, efter at Udlændingestyrelsen har meddelt afslag på asyl efter § 53 a, stk. 3. I andre tilfælde må fristen bortset fra påtrængende tilfælde ikke være kortere end 15 dage eller, hvis udlændingen er statsborger i et andet nordisk land og har haft bopæl her i landet, eller hvis udlændingen hidtil har haft opholdstilladelse, 1 måned.

Stk. 3 . Påklages en afgørelse efter stk. 1 inden 7 dage efter, at den er meddelt den pågældende, har udlændingen ret til at blive her i landet, indtil klagen er afgjort, såfremt udlændingen enten er omfattet af EF-reglerne, jf. § 2, eller er statsborger i et andet nordisk land og har haft bopæl her i landet, eller hidtil har haft opholdstilladelse her i landet. Opretholdes afgørelsen, fastsættes der en ny frist for udrejse efter reglerne i stk. 2.

Stk. 4 . - - -

Stk. 5 . - - -

Stk. 6 . - - -

Stk. 7 . - - -

Stk. 8 . Er udvisning sket ved dom, fastsætter politiet en udrejsefrist efter reglerne i stk. 2. Fristen regnes fra dommens afsigelse eller, hvis den pågældende ikke har været til stede ved denne, fra dens forkyndelse.

Stk. 9 . Klage over en afvisningsbeslutning giver ikke udlændingen ret til at indrejse i landet.

25. I § 33, stk. 1 , ændres »§ 24, nr. 5, eller efter § 25« til: »§ 25 a eller § 25 b«.

26. § 33, stk. 8 , ophæves, og i stedet indsættes:

» Stk. 8 . Er udvisning sket ved dom, fastsætter politiet udrejsefristen til straks. Udrejsefristen regnes fra tidspunktet for løsladelse eller udskrivning fra hospital eller forvaring. Er dommen betinget, eller er udvisning sket ved dom til ambulant behandling med mulighed for frihedsberøvelse, regnes fristen fra tidspunktet for endelig dom i sagen eller, hvis den pågældende ikke har været til stede ved domsafsigelsen, fra dommens forkyndelse.

Stk. 9. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 9, jf. § 10, stk. 2, fra en udlænding med indrejseforbud har ikke opsættende virkning, medmindre den myndighed, der behandler ansøgningen, træffer beslutning herom.«

Stk. 9. bliver herefter stk. 10.

§ 34 . - - -

Stk. 2 . Politiet kan, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse, bestemme, at en udlænding skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter, såfremt

1) udlændingen indgiver ansøgning om asyl ved eller efter indrejsen og ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1,

2) - - -

3) - - -

4) - - -

5) - - -

27. I § 34, stk. 2, nr. 1 , ændres »§ 40, stk. 1,» til: »§ 40, stk. 1, 1. og 2. pkt.,».

§ 35 . En udlænding kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægts-fængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes, og når:

1) Udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning efter § 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 1, jf. §§ 22, nr. 2-4, eller 23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 2-4.

2) - - -

28. I § 35, nr. 1 , ændres »§ 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 1, jf. §§ 22, nr. 2-4, eller 23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 2-4.« til: »§§ 22-24.«.

§ 36 . Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, for udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25, for overførsel eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen eller for udsendelse af en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a i øvrigt ikke har ret til at opholde sig her i landet, kan politiet bestemme, at den pågældende skal frihedsberøves. Har udlændingen fast bopæl her i landet, kan den pågældende alene frihedsberøves for at sikre muligheden for udvisning efter § 22, nr. 1, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, og § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 1. En udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 forventes eller er udtaget til behandling efter den i § 53 a, stk. 3, nævnte procedure, kan efter en konkret, individuel vurdering frihedsberøves, såfremt det er påkrævet for at fastholde udlændingens tilstedeværelse under asylsagsbehandlingen, medmindre de i § 34 nævnte foranstaltninger er tilstrækkelige.

Stk. 2 . - - -

29. I § 36, stk. 1, 1. pkt. , ændres »§ 24, nr. 5, og § 25,» til: »§ 25 a og § 25 b,».

30. I § 36, stk. 1, 2. pkt. , ændres »§ 22, nr. 1, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, og § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 1.« til: »§ 25.«.

§ 40 . En udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet. Udlændingen skal efter tilsigelse give personligt møde og på begæring stille sit pas eller sin rejselegitimation til rådighed ved behandlingen af ansøgninger i henhold til loven.

31. I § 40, stk. 1, 1. pkt. , indsættes efter »kan gives,»: »inddrages eller bortfalde,».

32. I § 40, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:

»Andre personer, som skønnes at kunne bidrage med oplysninger til brug for sagens behandling, kan pålægges at meddele de i 1. pkt. nævnte oplysninger.«

Stk. 2 . - - -

Stk. 3 . - - -

Stk. 4 . - - -

Stk. 5 . - - -

Stk. 6 . - - -

Stk. 7 . - - -

Stk. 8 . - - -

§ 42 a. En udlænding, der opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under behandling, får udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen kan dog bestemme, at en udlænding, der har tilstrækkelige midler hertil, ikke skal have dækket sine eller sin husstands udgifter til underhold. Udlændingestyrelsen kan endvidere pålægge en udlænding at betale de i 1. pkt. nævnte udgifter til udlændingens underhold, såfremt udlændingen har tilstrækkelige midler hertil. Udlændingestyrelsen kan fastsætte nærmere retningslinier for beregningen af de i 1. pkt. nævnte udgifter, herunder fastsætte gennemsnitstakster for en given ydelse over en given periode. Udlændingestyrelsens pålæg til en udlænding om at betale de i 1. pkt. nævnte udgifter tillægges udpantningsret.

Stk. 2 . - - -

Stk. 3 . - - -

Stk. 4 . Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en i stk. 1 nævnt udlænding, uanset om den pågældende selv har tilstrækkelige midler til sit underhold, skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse. En sådan udlænding må ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægge hindringer i vejen for udførelsen af disse personers hverv.

Stk. 5 . Har en udlænding, der ikke har ansøgt om opholdstilladelse i henhold til § 7, efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 ikke ret til at opholde sig her i landet, kan Udlændingestyrelsen bestemme, at udgifterne til udlændingens underhold dækkes af Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med bestemmelsen i stk. 1. Stk. 4 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6 . Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en udlænding, der er omfattet af stk. 1 eller 5, ikke skal have dækket sine udgifter til underhold bortset fra kost, logi og sundhedsmæssige ydelser, såfremt

1) udlændingen indgiver ansøgning om asyl ved eller efter indrejsen og ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1,

2) - - -

3) - - -

4) - - -

5) - - -

6) - - -

7) - - -

8) - - -

33. I § 42 a, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:

»En udlænding som nævnt i 1. pkt., der er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1 eller 2, § 9, stk. 2, nr. 2, eller § 9, stk. 2, nr. 4-6, får udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen til og med udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til den pågældende.«

34. § 42 a, stk. 6, nr. 1 , ophæves.

Nr. 2-8 bliver herefter nr. 1-7.

35. I § 42 a indsættes som stk. 7:

» Stk. 7 . Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, der indgiver ansøgning om asyl ved eller efter indrejsen og ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., ikke skal have dækket sine udgifter til underhold bortset fra kost, logi og sundhedsmæssige ydelser.«

§ 46 . Afgørelser i henhold til denne lov træffes med de undtagelser, der fremgår af §§ 46 a-50 og 51, stk. 2, 2. pkt., af Udlændingestyrelsen.

Stk. 2 . - - -

Stk. 3 . - - -

36. I § 46, stk. 1 , ændres »§§ 46 a-50 og 51, stk. 2, 2. pkt.,» til: »§§ 46 a-49, § 50, § 50 a og § 51, stk. 2, 2. pkt.,».

§ 48 a . Påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om overførsel eller tilbageførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller om afvisning efter reglerne i kapitel 5 eller udvisning efter § 24, nr. 5, og i givet fald udsendelse.

Stk. 2 . - - -

Stk. 3 . - - -

Stk. 4 . Træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om undladelse af afvisning eller udvisning eller om overførsel eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen og udsendelse, skal politiet gøre asylansøgeren bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp. Indenrigsministeren kan fastsætte regler, hvorefter politiet forud for Udlændingestyrelsens afgørelse skal gøre en asylansøger, der opholder sig her i landet, bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp.

37. I § 48 a, stk. 1 , ændres »§ 24, nr. 5,» til: »§ 25 b«.

38. I § 48 a, stk. 4, 1. pkt. , ændres »eller om overførsel eller tilbageførsel« til: »eller overførsel eller tilbageførsel«.

§ 49 . Når en udlænding dømmes for strafbart forhold, afgøres det efter anklagemyndighedens påstand ved dommen, om den pågældende skal udvises i medfør af § 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 1, jf. §§ 22, nr. 2-4, eller 23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 2-4. Træffes der bestemmelse om udvisning, skal dommen indeholde bestemmelse om indrejseforbuddets varighed, jf. § 32, stk. 1.

Stk. 2 . - - -

Stk. 3 . - - -

39. § 49, stk. 1 , affattes således:

»Når en udlænding dømmes for strafbart forhold, afgøres det efter anklagemyndighedens påstand ved dommen, om den pågældende skal udvises i medfør af §§ 22-24. Træffes der bestemmelse om udvisning, skal dommen indeholde bestemmelse om indrejseforbuddets varighed, jf. § 32, stk. 1-3.«

40. Efter § 49 indsættes:

» § 49 a. Forud for udsendelse af en udlænding, som har haft opholdstilladelse efter §§ 7-8, og som er udvist ved dom, jf. § 49, stk. 1, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker i udsendelsen. En afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, skal tillige indeholde afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter § 7.«

§ 50 . Er udvisning efter § 49, stk. 1, ikke iværksat inden 6 måneder efter dommen, kan en udlænding, som påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, forlange, at spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbringes for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning. Begæring herom skal være fremsat senest 3 måneder før det tidspunkt, hvor udvisningen kan forventes iværksat. Såfremt udvisningen opretholdes, kan spørgsmålet efter 6 måneders forløb på ny een gang indbringes for retten, dog tidligst 1 år og senest 6 måneder før det tidspunkt, hvor udvisningen kan ventes iværksat.

Stk. 2 . - - -

Stk. 3 . - - -

41. § 50, stk. 1 , affattes således:

»Er udvisning efter § 49, stk. 1, ikke iværksat, kan en udlænding, som påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning. Begæring herom kan fremsættes tidligst 6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat. Fremsættes begæringen senere, kan retten beslutte at behandle sagen, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.«

42. Efter § 50 indsættes:

» § 50 a. Er udvisning sket ved dom, hvorved en udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 er dømt til forvaring eller anbringelse, træffer retten i forbindelse med en afgørelse efter straffelovens § 72 om ændring af foranstaltningen, der indebærer udskrivning fra hospital eller forvaring, samtidig bestemmelse om ophævelse af udvisningen, hvis udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted.

Stk. 2. Er en udvist udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde undergivet en strafferetlig retsfølge, der indebærer frihedsberøvelse, indbringer anklagemyndigheden i forbindelse med udskrivning fra hospital eller forvaring spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for retten. Taler udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende imod, at udsendelse finder sted, ophæver retten udvisningen. Retten beskikker en forsvarer for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85. Retten kan bestemme, at udlændingen skal varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse dette for nødvendigt for at sikre udlændinges tilstedeværelse.«

§ 51 . - - -

Stk. 2 . Er en udlænding i udlandet idømt straf for en lovovertrædelse, der har haft eller må antages at skulle have haft virkning her i landet, kan der under de i §§ 22-25 nævnte betingelser træffes bestemmelse om udvisning. Såfremt udlændingen har fast bopæl i Danmark, indbringes spørgsmålet til afgørelse ved byretten i den retskreds, hvor den pågældende bor. Sagen kan fremmes uden udlændingens tilstedeværelse. Rettens afgørelse træffes ved kendelse.

43. I § 51, stk. 2 , ændres »§§ 22-25« til:»§§ 22-25 b«.

§ 52 . Endelige administrative afgørelser efter § 46 kan inden 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt udlændingen, af denne kræves indbragt til prøvelse for den ret, hvor udlændingen har bopæl, eller, hvis udlændingen ikke har bopæl noget sted i riget, for Københavns byret, hvis afgørelsen går ud på:

1) nægtelse af opholdstilladelse med henblik på varigt ophold efter § 9, stk. 1, nr. 3-5,

2) bortfald, inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en sådan tilladelse,

3) udvisning efter § 24, nr. 5, af en udlænding, som er omfattet af EF-reglerne, jf. § 2, eller

4) udvisning efter § 25 af en udlænding, som:

a) er statsborger i et andet nordisk land og har fast bopæl her i landet eller

b) er omfattet af EF-reglerne, jf. § 2.

Stk. 2 . - - -

Stk. 3 . - - -

Stk. 4 . - - -

Stk. 5 . - - -

Stk. 6 . - - -

Stk. 7 . - - -

44. I § 52, stk. 1, nr. 1 , ændres »§ 9, stk. 1, nr. 3-5,» til: »§ 9, stk. 1, nr. 3-4,».

45. I § 52, stk. 1, nr. 3 , ændres »§ 24, nr. 5,» til: »§ 25 b«.

46. I § 52, stk. 1, nr. 4 , ændres »§ 25« til: »§ 25 a«.

§ 53 a . For Flygtningenævnet kan indbringes klager over afgørelser, som Udlændingestyrel-sen har truffet om følgende spørgsmål, jf. dog stk. 3:

1) Nægtelse af opholdstilladelse til en udlæn-ding, der påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8.

2) Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20 af en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.

3) Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument.

Stk. 2 . Afslår Udlændingestyrelsen at give opholdstilladelse efter § 7 til en udlænding, der opholder sig her i landet, anses afgørelsen for påklaget til Flygtningenævnet. Påklages en afgørelse som nævnt i stk. 1, har klagen opsættende virkning.

47. § 53 a, stk. 1 og 2 , affattes således:

»For Flygtningenævnet kan indbringes klager over afgørelser, som Udlændingestyrelsen har truffet om følgende spørgsmål, jf. dog stk. 3:

1) Nægtelse af opholdstilladelse til en udlæn-ding, der påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8.

2) Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20 af en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.

3) Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument.

4) Beslutning om udsendelse efter § 49 a.

Stk. 2 . Afslår Udlændingestyrelsen at give opholdstilladelse efter § 7 til en udlænding, der opholder sig her i landet, eller træffer Udlændingestyrelsen efter § 49 a afgørelse om, at en udsendelse ikke vil være i strid med § 31, anses afgørelsen for påklaget til Flygtningenævnet. Påklage af en afgørelse som nævnt i stk. 1 har opsættende virkning.«

Stk. 3 . - - -

Stk. 4 . - - -

Stk. 5 . - - -

§ 57. Forinden der af anklagemyndigheden nedlægges påstand om udvisning af en udlæn-ding, der har opholdstilladelse i medfør af §§ 7-8, skal der indhentes en udtalelse fra Flygtningenævnet.

Stk. 2 . Forinden der af anklagemyndigheden uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde nedlægges påstand om udvisning af en udlænding, kan der indhentes en udtalelse fra Udlændingestyrelsen.

Stk. 3 . Anklagemyndigheden kan til brug for de i stk. 1 og 2 nævnte udtalelser uden udlændingens samtykke videregive oplysning om udlændingens strafbare forhold, herunder om sigtelser for strafbare forhold, til Flygtningenævnet eller Udlændingestyrelsen.

48. § 57 affattes således:

» § 57. Forinden der af anklagemyndigheden nedlægges påstand om udvisning af en udlæn-ding, kan der indhentes en udtalelse fra Udlæn-dingestyrelsen. I forbindelse med fornyet prøvelse efter § 50 af en beslutning om udvisning indhenter anklagemyndigheden en udtalelse fra Udlændingestyrelsen.

Stk. 2. Anklagemyndigheden kan til brug for de i stk. 1 nævnte udtalelser uden udlændingens samtykke videregive oplysning om udlændingens strafbare forhold, herunder om sigtelser for strafbare forhold, til Udlændingestyrelsen.«

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 51 af 22. januar 1997, foretages følgende ændringer:

§ 2

I lov nr. 410 af 10. juni 1997 om ændring af udlændingeloven (Schengenkonventionen m.v.) foretages følgende ændringer:

1. I § 2, stk. 3, § 30, stk. 1, § 34 og § 36, stk. 1, 1. pkt. , ændres »3-5« til: »3-5a«.

7. I § 7, stk. 2 , indsættes som 2. pkt. :

»En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1.«

8. I § 7, stk. 4 , indsættes som 2. pkt .:

»Reglen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på udlændinge, der opholder sig i et andet Schengenland.«

9. I § 7, stk. 5 , ændres »§ 48, stk. 2,» til: »§ 48 a, stk. 1,».

14. I § 28, stk. 5 , indsættes som 3. pkt .:

»Har Danmark fremsat anmodning over for et andet Schengenland om overtagelse af udlændingen efter Schengenkonventionen, jf. § 29, regnes fristen i 1. pkt. fra det tidspunkt, da det andet Schengenland har besvaret anmodningen.«

1. § 1, nr. 1, 7-9, og 14, ophæves.

11. I § 19 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

» Stk. 4. En tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse kan altid inddrages, såfremt en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, er indberettet til Schengeninformationssystemet som uønsket i medfør af Schengenkonventionen på baggrund af omstændigheder, der her i landet kunne medføre udvisning efter udlændingelovens kapitel 4. Inddragelse efter 1. pkt. sker i forbindelse med konsultationer i medfør af Schengenkonventionens artikel 25 med myndighederne i et andet Schengenland.«

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.

13. § 28 affattes således:

» § 28. - - -

Stk. 2 . - - -

Stk. 3 . - - -

Stk. 4 . - - -

Stk. 5 . - - -

Stk. 6 . - - -

Stk. 7 . En udlænding, der meddeles afslag på eller frafalder en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, eller hvis ansøgning om asyl bortfalder efter § 40, stk. 7, kan uanset bestemmelserne i stk. 1-4 afvises i indtil 3 måneder fra indrejsen.

Stk. 8 . - - -

Stk. 9 . - - -

2. I § 1, nr. 11 , ændres »stk. 3« til: »stk. 2«, »Stk. 4.« ændres til: »Stk. 3.«, og »Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.« ændres til: »Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.«.

3. I § 1, nr. 13 , ændres i § 28, stk. 7, »§ 40, stk. 7,» til: »§ 40, stk. 8,».

16 . § 29 ophæves, og i stedet indsættes som nyt kapitel:

4. § 1, nr. 16 , affattes således:

» 16. § 29 ophæves.«

»Kapitel 5 a

Overførsel og tilbageførsel efter Schengenkonventionen

§ 29. En udlænding kan overføres og tilbage-føres til et andet Schengenland efter reglerne i Schengenkonventionen.«

17 . I § 32, stk. 2 , ændres »§ 28, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3-5« til: »§ 28, stk. 5, jf. stk. 1, nr. 4, 5 og 7, og stk. 2 og 3«.

5. § 1, nr. 17-19, 21, 23, 30 og 31 , ophæves.

18 . I § 34 ændres »udvises eller afvises eller udsendes,» til: »udvises eller afvises, eller overføres eller tilbageføres efter Schengenkonventionen eller udsendes«.

19. I § 36, stk. 1, 1. pkt. , ændres »for afvisning eller for udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25 eller udsendelse« til: »for afvisning, for udvisning efter § 24, nr. 5, og § 25 for overførsel eller tilbageførsel efter Schengenkonventionen eller for udsendelse«.

21 . § 37, stk. 5 , affattes således:

» Stk. 5 . Kæremål har ikke opsættende virkning med hensyn til gennemførelse af beslutning om afvisning eller udvisning, om overførsel eller tilbageførsel efter Schengenkonventionen eller om udsendelse under henvisning til, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 a.«

23 . I § 40 a, stk. 1, nr. 2 , ændres »afvises eller udvises efter § 48, stk. 2,» til: »afvises, udvises, overføres eller tilbageføres efter § 48 a, stk. 1,».

30 . § 48, stk. 2-4 , ophæves, og i stedet indsættes:

» § 48 a. Påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om overførsel eller tilbageførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller om afvisning efter reglerne i kapitel 5 eller udvisning efter § 24, nr. 5, og i givet fald udsendelse.

Stk. 2 . Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 behandles ikke, før der er truffet afgørelse efter stk. 1 og udlændingen i givet fald er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant land.

Stk. 3 . Indgiver en udlænding, der opholder sig i et andet Schengenland, ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, at ansøgningen ikke behandles, førend Danmark har modtaget en anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse.

Stk. 4 . Træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om undladelse af afvisning eller udvisning eller om overførsel eller tilbageførsel efter Schengenkonventionen og udsendelse, skal politiet gøre asylansøgeren bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp. Indenrigsministeren kan fastsætte regler, hvorefter politiet forud for Udlændingestyrelsens afgørelse skal gøre en asylansøger, der opholder sig her i landet, bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp.

§ 48 b. Anmoder et andet Schengenland Danmark om at overtage eller tilbagetage en udlænding efter reglerne i Schengenkonventionen, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse vedrørende anmodningen.

§ 48 c. Udlændingestyrelsen kan uanset reglerne i §§ 48 a og 48 b i særlige tilfælde beslutte, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 skal behandles her i landet.

§ 48 d. Udlændingestyrelsens afgørelser efter §§ 48 a-48 c kan påklages til indenrigsministeren. Klage har ikke opsættende virkning.

§ 48 e. Når Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at en udlænding, der påberåber sig at være omfattet af § 7, kan opholde sig her i landet under asylsagens behandling, registrerer politiet den pågældende som asylansøger.

Stk. 2 . Udlændingestyrelsen forestår i øvrigt sagens oplysning. Udlændingestyrelsen træffer herunder bestemmelse om udfyldelse af ansøgningsskema og afhøring af udlændingen.«

31 . Efter § 58 a indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 8 a

Videregivelse af oplysninger i medfør af Schengenkonventionen m.v.

§ 58 b. Fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, som er modtaget fra myndighederne i et andet Schengenland i medfør af artikel 38 i Schengenkonventionen, må kun videregives til de myndigheder, der er nævnt i konventionens artikel 38, stk. 5. Oplysningerne må kun anvendes til de formål, der er nævnt i konventionens artikel 38, stk. 1.

Stk. 2 . Fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, må i det omfang, det følger af Schengenkonventionen, videregives til myndighederne i et andet land, der er tilsluttet Schengenkonventionen.

§ 58 c. Registertilsynet fører her i landet tilsyn med behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er modtaget efter Schengenkonventionens artikel 38.

§ 58 d. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser til gennemførelse af Schengenkonventionen.

§ 58 e. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiets betaling for udgifter, som andre Schengenlande har afholdt i forbindelse med udsendelse af udlændinge.

§ 58 f. Rigspolitichefen indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, som uønsket til Schengeninformationssystemet, hvis den pågældende er udvist af landet i medfør af § 22, § 23 eller § 24, nr. 1-3. 1 pkt. finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, der er udvist af landet i medfør af § 24, nr. 4, såfremt den pågældende er idømt ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

§ 58 g. Udlændingestyrelsen forestår konsultationer med myndighederne i et andet Schengenland i medfør af Schengenkonventionens artikel 25.

Stk. 2 . Finder Udlændingestyrelsen efter de i stk. 1 nævnte konsultationer, at en i medfør af § 58 f indberettet udlænding bør slettes som uønsket i Schengeninformationssystemet, sletter Rigspolitichefen den pågældende i Schengeninformationssystemet.«

32 . Kapitel 8 a affattes således:

»Kapitel 8 a

Videregivelse af oplysninger i medfør af EF-asylkonventionen og Schengenkonventionen m.v.

§ 58 b. - - -

§ 58 c. - - -

§ 58 d. - - -

§ 58 e. - - -

§ 58 f. - - -

§ 58 g. Rigspolitichefen indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, som uønsket til Schengeninformationssystemet, hvis den pågældende er udvist af landet i medfør af § 22, § 23 eller § 24, nr. 1-3. 1 pkt. finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, der er udvist af landet i medfør af § 24, nr. 4, såfremt den pågældende er idømt ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

6. I § 1, nr. 32 , ændres i § 58 g, 1. pkt., »§ 22, § 23 eller § 24, nr. 1-3« til: »§§ 22-23«, og i § 58 g, 2. pkt., ændres »§ 24, nr. 4« til: »§ 24«, og »anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter« til: »anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse«.

§ 58 h. - - -»

§ 2

I lov nr. 387 af 6. juni 1991 om ændring af udlændingeloven (EF-asylkonventionen), som ændret ved § 2 i lov nr. 382 af 14. juni 1995, foretages følgende ændringer:

1. § 1, nr. 1, 3, 6 og 10 , ophæves.

7. § 2, nr. 1-4, 7, 9 og 11 , ophæves.

2. Indledningen til § 1, nr. 2 , affattes således:

» § 7, stk. 4, 2. pkt. , affattes således:»

3. § 1, nr. 4 , affattes således:

»4. § 28, stk. 5, 3. pkt. , affattes således:

»Har Danmark fremsat anmodning over for et andet land om overtagelse af udlændingen efter EF-asylkonventionen, jf. § 29, regnes fristen i 1. pkt. fra det tidspunkt, da det andet land har besvaret anmodningen.«»

4. § 1, nr. 5 , affattes således:

»5. Kapitel 5 a affattes således:

»Kapitel 5 a

Overførsel og tilbageførsel efter EF-asylkonventionen

§ 29. En udlænding kan overføres til et andet EF-land efter reglerne i EF-asylkonventionen. På samme måde kan en udlænding tilbageføres til et andet EF-land i de tilfælde, hvor dette efter EF-asylkonventionen skal tilbagetage udlændingen.

Stk. 2. Ved EF-asylkonventionen forstås i denne lov konvention af 15. juni 1990 om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers medlemsstater.«»

7 . § 1, nr. 7-9 , affattes således:

» 7 . I § 34 ændres »Schengenkonventionen« til: »EF-asylkonventionen«.

8 . I § 36, stk. 1, 1. pkt ., ændres »Schengen-konventionen« til: »EF-asylkonventionen«.

9. I § 37, stk. 5 , ændres »Schengenkonventionen« til: »EF-asylkonventionen.«.'

9. § 1, nr. 11 , affattes således:

» 11. §§ 48 a-e affattes således:

» § 48 a. Påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om overførsel eller tilbageførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller om afvisning efter reglerne i kapitel 5 eller udvisning efter § 24, nr. 5, og i givet fald udsendelse.

Stk. 2. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 behandles ikke, før der er truffet afgørelse efter stk. 1 og udlændingen i givet fald er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant land.

Stk. 3. Indgiver en udlænding, der opholder sig i et andet EF-land, ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, at ansøgningen ikke behandles, førend Danmark har modtaget en anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse.

Stk. 4. Træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om undladelse af afvisning eller udvisning eller om overførsel eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen og udsendelse, skal politiet gøre asylansøgeren bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp. Indenrigsministeren kan fastsætte regler, hvorefter politiet forud for Udlændingestyrelsens afgørelse skal gøre en asylansøger, der opholder sig her i landet, bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp.

§ 48 b. Anmoder et andet EF-land Danmark om at overtage eller tilbagetage en udlænding efter reglerne i EF-asylkonventionen, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse vedrørende anmodningen.

§ 48 c. Hvis særlige hensyn af humanitær karakter taler herfor, kan Udlændingestyrelsen uanset reglerne i §§ 48 a og 48 b beslutte, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 skal behandles her i landet, hvis udlændingen ønsker dette.

§ 48 d. Udlændingestyrelsens afgørelser efter §§ 48 a - 48 c kan påklages til indenrigsministeren. Klage har ikke opsættende virkning.

§ 48 e. Når Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at en udlænding, der påberåber sig at være omfattet af § 7, kan opholde sig her i landet under asylsagens behandling, registrerer politiet den pågældende som asylansøger.

Stk. 2. Udlændingestyrelsen forestår i øvrigt sagens oplysning. Udlændingestyrelsen træffer herunder bestemmelse om udfyldelse af ansøgningsskema og afhøring af udlændingen.«»

11. § 1, nr. 12 , affattes således:

» 12. Kapitel 8 a affattes således:

»Kapitel 8 a

Videregivelse af oplysninger i medfør af EF-asylkonventionen og Schengenkonventionen m.v.

§ 58 b. Fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, som er modtaget fra myndighederne i et andet EF-land efter EF-asylkonventionens artikel 15, må kun videregives til de myndigheder, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 5. Oplysningerne må kun anvendes til de formål, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 1.

Stk. 2 . Fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, må i det omfang, det følger af EF-asylkonventionen, videregives til myndighederne i et andet land, der er tilsluttet EF-asylkonventionen. Oplysninger som nævnt i 1. pkt. må i det omfang, det følger af Schengenkonventionen, videregives til myndighederne i et andet land, der er tilsluttet Schengenkonventionen.

§ 58 c. Registertilsynet fører her i landet tilsyn med behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er modtaget efter EF-asylkonventionen.

§ 58 d. Indenrigsministeren fastsætter nærmere bestemmelser til gennemførelse af Schengenkonventionen og EF-asylkonventionen.

§ 58 e. Indenrigsministeren kan fastsætte, at de regler i denne lov, som er gennemført til opfyldelse af EF-asylkonventionen, med de nødvendige ændringer også skal anvendes i forhold til et eller flere tredjelande, der har indgået overenskomst med EF-landene om at tilslutte sig EF-asylkonventionen eller et hertil svarende arrangement, eller som på andet grundlag er forpligtet til at anvende reglerne i EF-asylkonventionen.

§ 58 f. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiets betaling for udgifter, som andre Schengenlande har afholdt i forbindelse med udsendelse af udlændinge.

§ 58 g. Rigspolitichefen indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, som uønsket til Schengeninformationssystemet, hvis den pågældende er udvist af landet i medfør af § 22, § 23 eller § 24, nr. 1-3. 1 pkt. finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, der er udvist af landet i medfør af § 24, nr. 4, såfremt den pågældende er idømt ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

§ 58 h. Udlændingestyrelsen forestår konsultationer med myndighederne i et andet Schengenland i medfør af Schengenkonventionens artikel 25.

Stk. 2. Finder Udlændingestyrelsen efter de i stk. 1 nævnte konsultationer, at en i medfør af § 58 g indberettet udlænding bør slettes som uønsket i Schengeninformationssystemet, sletter Rigspolitichefen den pågældende i Schengeninformationssystemet.«»

§ 3

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 12. august 1997, foretages følgende ændring:

1. Efter § 125 indsættes:

» § 125 a. Den, der under skærpende omstæn-digheder gør sig skyldig i menneskesmugling efter udlændingelovens § 59, stk. 3, straffes med fængsel indtil 4 år.«

§ 4

I lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 148 af 8. marts 1991, som ændret senest ved § 9 i lov nr. 232 af 2. april 1997, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 11 indsættes i kapitel 1:

» § 11 a . En udlænding må kun indgå ægteskab her i landet, hvis den pågældende har lovligt ophold her i medfør af udlændingelovens §§ 1-4 og 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 6-9.

Stk. 2. Hvis ganske særlige omstændigheder taler derfor, navnlig varigheden af udlændingens ophold her i landet, kan statsamtet give tilladelse til ægteskabet, selv om betingelsen i stk. 1 ikke er opfyldt.«

§ 19. Vielse må ikke foretages, før en af de myndigheder, der er nævnt i § 13, stk. 1, har attesteret, at ægteskabsbetingelserne er opfyldt. Attesten skal være udstedt inden for de sidste 4 måneder.

2. § 19, stk. 1, 2. pkt. , ophæves.

3. I § 19 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

» Stk. 2 . En attest som nævnt i stk. 1 har gyldighed i 4 måneder. Hvis ægteskabsbetingelsen i § 11 a er opfyldt for et kortere tidsrum end 4 måneder, skal gyldigheden af attesten begrænses tilsvarende.«

Stk. 2 . - - -

Stk. 3 . - - -

Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.

NOTAT

Sammenskrivning af forslag til lov om ændring af udlændingeloven, straffeloven og ægteskabsloven (L 59 af 16. april 1998) med den gældende udlændingelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 650 af 13. august 1997.

De ved lovforslag nr. L 59 af 16. april 1998 foreslåede ændringer af udlændingeloven er markeret ved understregning.

Kapitel 1

Udlændinges indrejse og ophold i Danmark

§ 1. Statsborgere i Finland, Island, Norge og Sverige kan uden tilladelse indrejse og opholde sig her i landet.

§ 2. Udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet Det Europæiske Fællesskab eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, kan indrejse og opholde sig her i landet i indtil 3 måneder fra indrejsen eller, såfremt de pågældende er arbejdssøgende, i indtil 6 måneder fra indrejsen.

Stk. 2. Udlændinge, der er omfattet af de regler, der er nævnt i stk. 4 (EF-reglerne), men som ikke er statsborgere i et af de i stk. 1 nævnte lande (tredjelandsstatsborgere), kan indrejse og opholde sig her i landet i samme tidsrum som de i stk. 1 nævnte personer. Tredjelandsstatsborgere skal dog have deres pas eller anden rejselegitimation viseret før indrejsen, medmindre de pågældende er fritaget for visum, jf. § 39, stk. 2.

Stk. 3. De begrænsninger, der følger af kapitlerne 3-5, finder kun anvendelse på udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, i det omfang det er foreneligt med disse regler.

Stk. 4. Indenrigsministeren fastsætter nærmere bestemmelser til gennemførelse af Det Europæiske Fællesskabs regler om visumfritagelse og om ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling af tjenesteydelser m.v.

§ 3. Udlændinge, der efter regler fastsat i medfør af § 39, stk. 2, er fritaget for visum, kan indrejse og opholde sig her i landet i indtil 3 måneder fra indrejsen. I dette tidsrum fradrages dog den tid, hvori udlændingen inden for de sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark eller et andet nordisk land. Har udlændingen opholdstilladelse i et andet nordisk land, fradrages dog alene den tid, hvori udlændingen inden for de sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark.

§ 4. Andre udlændinge skal have visum for at indrejse og opholde sig i Danmark. Det samme gælder udlændinge, som har indrejseforbud, jf. § 32.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte udlændinge må ikke opholde sig her i landet ud over det tidsrum, der er angivet i det udstedte visum.

Stk. 3. Visum kan gives til en eller flere indrejser med ret til indtil i alt 3 måneders ophold inden for et nærmere fastsat tidsrum. I de nævnte 3 måneders ophold fradrages den tid, hvori udlændingen inden for de sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark eller i et andet nordisk land. Har udlændingen opholdstilladelse i et andet nordisk land, fradrages dog alene den tid, hvori udlændingen inden for de sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark.

§ 5. Udlændinge, der ikke er statsborgere i et andet nordisk land, jf. § 1, må kun opholde sig i Danmark ud over de i §§ 2-4 angivne tidsrum, såfremt de har opholdstilladelse.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, at børn under 18 år, der har fast ophold hos forældremyndighedens indehaver, er fritaget for opholdstilladelse.

§ 6. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, jf. § 2.

§ 7. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951.

Stk. 2. Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde, der medfører velbegrundet frygt for forfølgelse eller tilsvarende overgreb, ikke bør kræves, at den pågældende vender tilbage til sit hjemland. En ansøgning som nævnt i 1. pkt. anses også som en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1.

Stk. 3. Opholdstilladelse kan nægtes, såfremt udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land eller på grund af længerevarende ophold, derboende nære slægtninge eller andre tilsvarende forhold har nærmere tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må antages at kunne opnå beskyttelse.

Stk. 4. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, som ikke befinder sig her i landet, såfremt Danmark på grund af udlændingens tidligere længerevarende lovlige ophold her i landet, herboende nære slægtninge eller anden tilsvarende tilknytning må anses for nærmest til at yde den pågældende beskyttelse. Reglen i 1. pkt. finder ikke anvendelse på udlændinge, der opholder sig i et andet EF-land.

Stk. 5. Til en udlænding, der er afvist eller udvist i henhold til § 48 a, stk. 1, gives der kun opholdstilladelse efter stk. 4.

§ 8. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til udlændinge, der kommer hertil som led i en aftale med De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge eller lignende international aftale.

§ 9. Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til:

1) En udlænding, som tidligere har haft dansk indfødsret.

2) En udlænding over 18 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 18 år, der

a) har dansk indfødsret

b) har indfødsret i et af de nordiske lande

c) har opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller

d) har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år.

3) Mindreårigt barn af en i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle, når barnet bor hos forældremyndighedens indehaver.

4) Forældre over 60 år til et dansk eller nordisk barn eller et barn med opholdstilladelse efter §§ 7-8.

5) (ophæves)

Stk. 2. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til andre udlændinge:

1) Hvis udlændingen uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde har nær familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person.

2) Hvis udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter afgørende taler for at imødekomme ansøgningen.

3) Hvis væsentlige beskæftigelsesmæssige eller erhvervsmæssige hensyn taler for at imødekomme ansøgningen.

4) Hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler derfor, herunder at udsendelse, jf. § 30, ikke har været mulig i mindst et år.

5) Hvis en udlænding med opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. uden for de i § 7, stk. 1 og stk. 2, nævnte tilfælde på grund af krigshandlinger eller lignende uroligheder i det område, vedkommende ellers kan vende tilbage til, må antages at have behov for fortsat midlertidig beskyttelse her i landet.

6) Hvis en udlænding fra Den Føderative Republik Jugoslavien (Serbien-Montenegro), der her i landet har indgivet ansøgning om opholdstilladelse i henhold til § 7 inden den 11. oktober 1995, og som er blevet meddelt endeligt afslag på den pågældende ansøgning, ikke for tiden kan indrejse i Den Føderative Republik Jugoslavien (Serbien-Montenegro).

Stk. 3. Opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 1, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren og godtgør at være i stand hertil.

Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, litra d, til en samlever og opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, litra d, og efter stk. 1, nr. 4, skal, medmindre særlige grunde taler derimod, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil. Har den herboende person ikke dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de nordiske lande eller opholdstilladelse efter §§ 7-8, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 3, såfremt særlige grunde taler derfor, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil.

Stk. 5. Har en herboende person (garanten) påtaget sig at forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og ydes der senere ansøgeren hjælp efter lov om social bistand til forsørgelse, skal kommunalbestyrelsen pålægge garanten at yde betaling for hjælpen. Sådan betaling skal af kommunalbestyrelsen inddrives hos garanten efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter.

Stk. 6. Ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 2, kan kun indgives af personer, der opholder sig her i landet. Ved behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 2, nr. 2, kan akterne, der er indgået i sagen om opholdstilladelse til ansøgeren efter § 7, indhentes uden ansøgerens samtykke.

Stk. 7. Opholdstilladelse efter stk. 1 og stk. 2, nr. 1 og nr. 3-4, skal være opnået inden indrejsen. Efter indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre ganske særlige forhold taler derfor. Har udlændingen på tidspunktet for ansøgningen lovligt ophold her i landet i medfør af §§ 1-4 eller § 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter §§ 6-9, kan ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2 eller 3, dog indgives, behandles og tillægges opsættende virkning, medmindre særlige grunde taler derimod.

Stk. 8. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan ikke gives, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller etableringen af samlivsforhold er at opnå opholdstilladelse.

Stk. 9. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan ikke gives, såfremt ægteskabets indgåelse beror på en aftale indgået af andre end ægtefællerne. Bestemmelsen i 1. pkt. finder alene anvendelse i tilfælde, hvor mindst den ene af ægtefællerne er under 25 år.

Stk. 10. Kommunalbestyrelsen afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den person, der bor i Danmark, er i stand til at forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om, hvornår det kan anses for godtgjort, at den person, der bor i Danmark, er i stand til at forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og om kommunalbestyrelsens udtalelse efter 1. pkt.

§ 10. Uanset bestemmelserne i §§ 6-9 kan der kun, når særlige grunde taler derfor, gives opholdstilladelse,

1) hvis udlændingen er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter §§ 22, 23 eller 24, såfremt pådømmelsen var sket her i landet,

2) hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, som kunne medføre udvisning efter reglerne i kapitel 4, eller

3) hvis udlændingen på grund af smitsom sygdom eller alvorligere sjælelig forstyrrelse må antages at frembyde fare eller væsentlige ulemper for sine omgivelser.

Stk. 2. Til udlændinge, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, kan opholdstilladelse gives efter reglerne i §§ 7-8, medmindre særlige grunde taler derimod. Endvidere kan opholdstilladelse undtagelsesvis gives efter § 6 og § 9, når ganske særlige grunde taler derfor, dog tidligst to år efter udrejsen.

§ 11. Opholdstilladelse gives med henblik på varigt eller midlertidigt ophold her i landet. En opholdstilladelse kan tidsbegrænses.

Stk. 2. En tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt ophold forlænges efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage tilladelsen efter § 19.

Stk. 3. Efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding med opholdstilladelse efter §§ 7, 8 eller 9, stk. 1 og 2, som med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 3 år, jf. dog stk. 5.

Stk. 4. Uanset at betingelserne i stk. 3 ikke er opfyldt, kan der efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis væsentlige hensyn afgørende taler for at imødekomme ansøgningen, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Medmindre særlige grunde taler derimod, er meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse betinget af, at den pågældende udlænding

1) har gennemført et tilbudt introduktionsprogram efter lov om integration af udlændinge i Danmark eller, hvis dette ikke er tilfældet, har gennemført et andet tilbudt forløb, der kan sidestilles hermed, jf. stk. 7,

2) under sit ophold her i landet inden for en af indenrigsministeren fastsat periode ikke er idømt en betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, jf. stk. 7, og

3) ikke har forfalden gæld på over 50.000 kr. til det offentlige, jf. stk. 6 og 7.

Stk. 6. Uanset bestemmelsen i stk. 5, nr. 3, kan der dog meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis den pågældende udlænding har indgået en aftale om afvikling af gælden og overholder en sådan aftale.

Stk. 7. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler for anvendelsen af stk. 5. Det i stk. 5, nr. 3, angivne beløb er fastsat i 1998-niveau og reguleres fra og med 1999 en gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 8. Udlændingestyrelsen registrerer opholdsgrundlag for udlændinge, der meddeles opholdstilladelse efter §§ 6-9 eller fritages for opholdstilladelse efter § 5, stk. 2, i Det Centrale Personregister (CPR). Registreringen sker ved meddelelsen af opholdstilladelsen eller fritagelsen herfor. Er der blevet meddelt opholdstilladelse til en udlænding som nævnt i § 42 a, stk. 1, 1. pkt., sker registreringen ved udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til den pågældende. Registrering kan ikke ske før det i 2. og 3. pkt. nævnte tidspunkt.

Stk. 9. For udlændinge med opholdstilladelse efter § 6 gælder dog reglen i artikel 7, stk. 2, i De europæiske Fællesskabers Råds direktiv nr. 360 af 15. oktober 1968.

§ 12. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om opholdstilladelser, herunder om adgangen til opholdstilladelse, om tilladelsernes varighed, og om de betingelser, der kan fastsættes for opholdet.

Kapitel 2

Arbejde

§ 13. Udlændinge skal have arbejdstilladelse for at tage lønnet eller ulønnet beskæftigelse, for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed eller for mod eller uden vederlag at udføre tjenesteydelser her i landet. Arbejdstilladelse kræves tillige til beskæftigelse på dansk skib eller luftfartøj, der som led i rutefart eller i øvrigt regelmæssigt ankommer til dansk havn eller lufthavn.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om, i hvilket omfang arbejdstilladelse kræves til arbejde på søterritoriet eller kontinentalsoklen.

§ 14. Følgende udlændinge er fritaget for arbejdstilladelse:

1) Udlændinge, der er statsborgere i et andet nordisk land, jf. § 1.

2) Udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, jf. §§ 2 og 6.

3) Udlændinge med tidsubegrænset opholdstilladelse.

4) Udlændinge med opholdstilladelse efter §§ 7, 8 eller 9, stk. 1, eller stk. 2, nr. 1, 2, 5 eller 6.

5) Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2.

6) Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7.

7) Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan bestemme, at andre udlændinge er fritaget for arbejdstilladelse.

§ 15. Der kan knyttes betingelser til en arbejdstilladelse.

Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om arbejdstilladelser, herunder om tilladelsernes indhold og varighed og om de betingelser, der kan knyttes til en tilladelse.

§ 16. Arbejdsministeren kan fastsætte regler om, at en udlænding, som har arbejdstilladelse eller er fritaget herfor, skal være medlem af en arbejdsløshedskasse, og om, at den, der beskæftiger en udlænding, skal underrette arbejdsformidlingen.

Stk. 2. Den, der beskæftiger en udlænding, skal på begæring meddele vedkommende myndighed de nødvendige oplysninger til konstatering af, om udlændingen arbejder lovligt her i landet.

Kapitel 3

Bortfald og inddragelse af opholdstilladelser og arbejdstilladelser

§ 17. En opholdstilladelse bortfalder, når udlændingen opgiver sin bopæl i Danmark. Tilladelsen bortfalder endvidere, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 6 på hinanden følgende måneder. Har udlændingen med henblik på varigt ophold lovligt boet mere end 2 år her i landet, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. I de nævnte tidsrum medregnes ikke fravær på grund af værnepligt eller tjeneste, der træder i stedet herfor.

Stk. 2. Det kan dog efter ansøgning bestemmes, at en opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet i de i stk. 1 nævnte tilfælde.

Stk. 3. En opholdstilladelse, der er givet i medfør af §§ 7- 8, ophører først efter stk. 1, når udlændingen frivilligt har taget bopæl i hjemlandet eller har opnået beskyttelse i et tredje land.

§ 17 a. For en udlænding, der tilhører den gruppe af personer, der er nævnt i § 47 a, stk. 1, nr. 1-8, i lov om social bistand, og som med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, bortfalder opholdstilladelsen først, når vedkommende har opholdt sig uden for landet i mere end 6 på hinanden følgende måneder. Har udlændingen lovligt boet her i landet i mere end de sidste 6 år, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. For personer, der er nævnt i § 47 a, stk. 1, nr. 4-6 og 8, i lov om social bistand, finder reglerne i 1. og 2. pkt. kun anvendelse, såfremt de vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem de har den tilknytning, der har dannet grundlag for opholdstilladelsen.

Stk. 2. For personer, der er nævnt i § 47 a, stk. 1, nr. 9, i lov om social bistand, og som med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, bortfalder opholdstilladelsen, når vedkommende har opholdt sig uden for landet i mere end 3 på hinanden følgende måneder.

Stk. 3. En udlænding kan kun een gang bevare sin opholdstilladelse i henhold til stk. 1 og 2.

§ 18. En opholdstilladelse bortfalder, når der af forsørgelsesmæssige grunde er truffet afgørelse om, at en udlænding, der ikke har de fornødne midler til sit underhold, skal hjemsendes.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke, hvis udlændingen med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 3 år.

§ 19. En tidsbegrænset opholdstilladelse kan inddrages:

1) Når det grundlag, som er angivet i ansøgningen eller tilladelsen, herunder efter §§ 7 eller 8, var urigtigt eller ikke længere er til stede.

2) Når udlændingen ikke har fornødent pas eller anden rejselegitimation, jf. § 39, der giver adgang til tilbagerejse til udstederlandet.

3) Når udlændingen undlader at overholde de betingelser, der er fastsat for opholdstilladelsen eller for en arbejdstilladelse. Betingelserne skal udtrykkeligt være tilkendegivet, og det skal skriftligt være indskærpet udlændingen, at tilsidesættelse vil medføre inddragelse.

4) Når opholdstilladelsen er betinget af, at en herboende person godtgør at være i stand til at forsørge ansøgeren, jf. § 9, stk. 3-4, og den herboende person ikke længere kan godtgøre dette. Bestemmelsen i § 9, stk. 10, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. (ophæves, og stk. 3-5 bliver stk. 2-4)

Stk. 2. En tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse kan altid inddrages, såfremt udlændingen har opnået opholdstilladelsen ved svig.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 2 og 3, finder ikke anvendelse på udlændinge, som har opholdstilladelse efter § 6.

Stk. 4. Ved afgørelser om inddragelse af opholdstilladelse finder bestemmelsen i § 26, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Ved afgørelsen om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt i medfør af § 9, stk. 1, nr. 2, skal der tages særligt hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivsophør, der skyldes, at udlændingen med opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, har været udsat for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i landet.

§ 20. Er der i medfør af §§ 7 eller 8 givet opholdstilladelse til en udlænding, der er kommet hertil som led i en omfattende indstrømning af flygtninge, kan tilladelsen inddrages, såfremt tredjeland har erklæret sig villigt til at modtage og yde den pågældende beskyttelse eller de omstændigheder, der begrundede opholdstilladelsen, klart er bortfaldet.

§ 21. En arbejdstilladelse bortfalder, når udlændingens opholdstilladelse bortfalder eller inddrages.

Kapitel 4

Udvisning

§ 22. En udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 7 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter §§ 7-8 kan udvises, hvis:

1) Udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 4 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

2) Udlændingen for flere strafbare forhold idømmes ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

3) Udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, og tidligere her i landet er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

4) Udlændingen efter lov om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191 eller § 191 a idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

5) Udlændingen efter § 59, stk. 3, eller straffelovens § 125 a idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

6) Udlændingen efter straffelovens § 119, stk. 1 og 2, § 180, § 181, § 183 a, § 210, stk. 1 og stk. 3, jf. stk. 1, § 216, § 222, § 224, jf. §§ 216 og 222, og § 225, jf. §§ 216 og 222, samt § 237, § 245, § 246, § 252, stk. 2, § 261, stk. 2, og § 288 idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

§ 23. En udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 3 år, kan udvises:

1) Af de grunde, der er nævnt i § 22.

2) Hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

3) Hvis udlændingen for flere strafbare forhold idømmes ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

4) Hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, og tidligere her i landet er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

§ 24. Andre udlændinge kan udvises:

1) Af de grunde, der er nævnt i §§ 22 eller 23.

2) Hvis udlændingen idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.

§ 25. En udlænding kan udvises, når dette findes påkrævet af hensyn til statens sikkerhed.

§ 25 a. En udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan endvidere udvises, hvis:

1) Udlændingen uden for de i §§ 22-24 nævnte tilfælde er dømt for overtrædelse af straffelovens §§ 276-284 eller toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, eller udlændingen over for politiet har erkendt overtrædelsen eller er pågrebet under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det strafbare forhold.

2) Udlændingen er dømt for ulovlig besiddelse af euforiserende stoffer, eller udlændingen over for politiet har erkendt ulovlig besiddelse eller brug af euforiserende stoffer, eller der i øvrigt foreligger en særlig bestyrket mistanke.

Stk. 2. Efter indrejsen kan en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, desuden udvises, hvis:

1) Der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke udvises af denne grund.

2) Udlændingen ikke har de nødvendige midler til sit underhold her i landet og til hjemrejsen. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke udvises af denne grund.

3) Andre hensyn til den offentlige orden eller sikkerheds- eller sundhedsmæssige grunde tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i landet.

§ 25 b. En udlænding kan udvises, hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse.

§ 26. Ved afgørelsen om udvisning skal der tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af

1) udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund, herunder om udlændingen er kommet her til landet som barn eller ganske ung,

2) varigheden af udlændingens ophold her i landet,

3) udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold,

4) udlændingens tilknytning til herboende personer,

5) udvisningens konsekvenser for udlændingens herboende nære familiemedlemmer,

6) udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og

7) risikoen for, at udlændingen, uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde, vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold.

Stk. 2. En udlænding kan udvises efter § 22, nr. 4-6, medmindre de i stk. 1 nævnte forhold taler afgørende derimod.

§ 27. De i §§ 11, stk. 3, 17, stk. 1, 3. pkt., 18, stk. 2, 22-23 og 25 a nævnte tidsrum regnes fra tidspunktet for udlændingens tilmelding til folkeregisteret eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse.

Stk. 2. For så vidt angår udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2, regnes de i stk. 1 nævnte tidsrum fra tidspunktet for den første meddelelse af opholdstilladelsen, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. For så vidt angår udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 og § 9, stk. 2, nr. 5, i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v., regnes de i stk. 1 nævnte tidsrum fra tidspunktet for den første meddelelse af opholdstilladelse i medfør af lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. eller, hvis ansøgningen om opholdstilladelse er indgivet her i landet, fra tidspunktet for ansøgningens indgivelse. Fristen regnes fra det tidligste af de i 1. pkt. nævnte begyndelsestidspunkter.

Stk. 4. Ophold med en opholdstilladelse, der er opnået ved svig, anses ikke for lovligt ophold.

Stk. 5. Den tid, hvori en udlænding har været varetægtsfængslet forud for en senere domfældelse eller har udstået frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, medregnes ikke i de i stk. 1 nævnte tidsrum.

§ 27 a. Til brug for Udlændingestyrelsens og Indenrigsministeriets afgørelser om udvisning efter kapitel 4, jf. § 49, kan politiet uden udlændingens samtykke videregive oplysninger om udlændingens strafbare forhold, herunder om sigtelser for strafbare forhold, til Indenrigsministeriet eller Udlændingestyrelsen.

Kapitel 5

Afvisning

§ 28. En udlænding, der ikke har opholdstilladelse, eller en nordisk statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, kan uanset bestemmelserne i kapitel 1 afvises ved indrejsen:

1) Hvis udlændingen har indrejseforbud og ikke har visum, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt.

2) Hvis udlændingen ikke opfylder de bestemmelser om pas, visum og indrejse, som er fastsat efter kapitel 7. Statsborgere i et andet nordisk land kan dog kun afvises af denne grund, såfremt de indrejser fra et ikke-nordisk land, jf. § 39, stk. 4.

3) Hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at den pågældende vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke afvises af denne grund.

4) Hvis udlændingen ikke har de nødvendige midler til sit underhold her i landet og til hjemrejsen. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke afvises af denne grund, jf. dog stk. 2.

5) Hvis andre hensyn til den offentlige orden eller sikkerheds- eller sundhedsmæssige grunde tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i landet.

Stk. 2. Afvisning efter stk. 1 kan endvidere ske indtil 3 måneder efter indrejsen. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog efter indrejsen kun afvises efter stk. 1, nr. 1 og 5, og, såfremt det offentlige må bekoste udlændingens rejse ud af landet, tillige efter nr. 4. Har Danmark fremsat anmodning over for et andet EF-land om overtagelse af udlændingen efter EF- asylkonventionen, jf. § 29 a, regnes fristen i 1. pkt. fra det tidspunkt, da det andet EF-land har besvaret anmodningen.

Stk. 3. En udlænding, der meddeles afslag på eller frafalder en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, eller hvis ansøgning om asyl bortfalder efter § 40, stk. 8, kan uanset bestemmelserne i stk. 1 afvises i indtil 3 måneder fra indrejsen.

Stk. 4. En udlænding, der ikke har fast bopæl her i landet, kan uanset bestemmelserne i kapitel 1 afvises, såfremt det findes påkrævet af hensyn til statens sikkerhed.

Stk. 5. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om afvisning og udsendelse af blindpassagerer.

§ 29. En ikke-nordisk udlænding, som må antages at ville rejse videre til et andet nordisk land, skal afvises ved indrejsen, hvis den pågældende har modtaget indrejseforbud fra et sådant land og ikke har opnået særlig tilladelse til at indrejse i Danmark og det eller de andre nordiske lande, hvortil den pågældende udlænding må antages at ville rejse.

Stk. 2. En ikke-nordisk udlænding, som må antages at ville rejse videre til et andet nordisk land, kan afvises ved indrejsen til Danmark, hvis den pågældende kan afvises efter de regler, der gælder i det nordiske land, hvortil den pågældende udlænding må antages at ville rejse.

Stk. 3. Afvisning efter stk. 1 og 2 kan endvidere ske indtil 3 måneder efter indrejsen.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 finder ikke anvendelse på udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2.

Kapitel 5 a

Overførsel m.v. efter EF-asylkonventionen

§ 29 a. En udlænding kan overføres til et andet EF-land efter reglerne i EF-asylkonventionen. På samme måde kan en udlænding tilbageføres til et andet EF-land i de tilfælde, hvor dette efter EF-asylkonventionen skal tilbagetage udlændingen.

Stk. 2. Ved EF-asylkonventionen forstås i denne lov konvention om fastsættelse af, hvilken stat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives i en af De Europæiske Fællesskabers medlemsstater.

Kapitel 6

Forskellige regler om opholdstilladelse, udvisning og afvisning

§ 30. En udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a ikke har ret til at opholde sig her i landet, skal udrejse af landet.

Stk. 2. Udrejser udlændingen ikke frivilligt, drager politiet omsorg for udrejsen. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler herom.

Stk. 3. Til brug for behandlingen af en sag om udsendelse af en udlænding videregiver Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet uden udlændingens samtykke alle akter, der er indgået i sagen om opholdstilladelse efter § 7, til politiet, når der er meddelt endeligt afslag på opholdstilladelse efter § 7, eller når udlændingen frafalder ansøgningen herom.

§ 31. En udlænding må ikke udsendes til et land, hvor den pågældende risikerer forfølgelse af de i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, artikel 1 A, nævnte grunde, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et sådant land.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, såfremt de i § 7, stk. 2, nævnte forhold foreligger. Dette gælder dog ikke, hvis der er bestemte grunde til at antage, at udlændingen frembyder fare for landets sikkerhed, eller hvis udlændingen efter endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må antages at frembyde nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.

§ 32. En dom, kendelse eller beslutning, hvorved en udlænding udvises, medfører, at udlændingens visum og opholdstilladelse bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet (indrejseforbud). Indrejseforbuddet kan tidsbegrænses og regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen.

Stk. 2. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 22, § 23 eller § 24 meddeles for:

1) 3 år, hvis udlændingen idømmes en frihedsstraf af ikke over 3 måneder eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

2) 5 år, hvis udlændingen idømmes en frihedsstraf af mere end 3 måneder men ikke over 1 år eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

3) 10 år, hvis udlændingen idømmes fængsel af mere end 1 år men ikke over 2 år eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

4) Bestandig, hvis udlændingen idømmes fængsel af mere end 2 år eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

Stk. 3. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 22, nr. 4-6, meddeles dog for mindst 5 år.

Stk. 4. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 25 meddeles for bestandig. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 25 a og § 25 b meddeles for 1 år.

Stk. 5. Den politimyndighed, som drager omsorg for udrejsen, udleverer udlændingen en skriftlig og begrundet meddelelse om indrejseforbuddet og om strafansvaret ved overtrædelse heraf.

Stk. 6. Et indrejseforbud bortfalder, såfremt den pågældende under de i § 10, stk. 2, nævnte betingelser meddeles opholdstilladelse efter §§ 6-9.

Stk. 7. Et indrejseforbud meddelt en statsborger i et andet nordisk land kan senere ophæves, såfremt ganske særlige grunde taler derfor.

§ 32 a. Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller afgørelser om bortfald eller inddragelse af en sådan opholdstilladelse skal tillige indeholde afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, hvis denne ikke udrejser frivilligt, jf. § 31.

§ 33. Afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, beslutning om inddragelse af opholdstilladelse og beslutning om udvisning efter § 25 a eller § 25 b skal indeholde en frist for udrejse. Afgørelsen skal endvidere indeholde oplysning om reglen i stk. 3, 1. pkt.

Stk. 2. Meddeler Udlændingestyrelsen i medfør af § 53 a, stk. 3, afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, kan udlændingen pålægges at udrejse straks. Det samme gælder ved fastsættelse af en ny udrejsefrist, hvis der er meddelt opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, efter at Udlændingestyrelsen har meddelt afslag på asyl efter § 53 a, stk. 3. I andre tilfælde må fristen bortset fra påtrængende tilfælde ikke være kortere end 15 dage eller, hvis udlændingen er statsborger i et andet nordisk land og har haft bopæl her i landet, eller hvis udlændingen hidtil har haft opholdstilladelse, 1 måned.

Stk. 3. Påklages en afgørelse efter stk. 1 inden 7 dage efter, at den er meddelt den pågældende, har udlændingen ret til at blive her i landet, indtil klagen er afgjort, såfremt udlændingen enten er omfattet af EF-reglerne, jf. § 2, eller er statsborger i et andet nordisk land og har haft bopæl her i landet, eller hidtil har haft opholdstilladelse her i landet. Opretholdes afgørelsen, fastsættes der en ny frist for udrejse efter reglerne i stk. 2.

Stk. 4. Indgives der ansøgning om opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2, inden 10 dage efter, at Flygtningenævnet har meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 7, har dette opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen. En sådan ansøgning har ikke opsættende virkning, hvis udlændingens asylsag er afgjort af Udlændingestyrelsen efter § 53 a, stk. 3, og udrejsefristen er overskredet.

Stk. 5. Indbringes en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen efter § 53 a, stk. 3, for Folketingets Ombudsmand, har dette ikke opsættende virkning.

Stk. 6. Indbringes en afgørelse truffet af indenrigsministeren efter § 9, stk. 2, nr. 2, for Folketingets Ombudsmand, har dette ikke opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, hvis indbringelsen må anses for åbenlyst ubegrundet, eller udlændingens udrejsefrist er overskredet.

Stk. 7. En ansøgning om genoptagelse af en afgørelse efter § 7 eller § 9, stk. 2, nr. 2, har ikke opsættende virkning med hensyn til udrejsefristen, medmindre den myndighed, der har truffet afgørelsen, træffer beslutning herom. Er udlændingens udrejsefrist overskredet, har en ansøgning om genoptagelse ikke opsættende virkning.

Stk. 8. Er udvisning sket ved dom, fastsætter politiet udrejsefristen til straks. Udrejsefristen regnes fra tidspunktet for løsladelse eller udskrivning fra hospital eller forvaring. Er dommen betinget, eller er udvisning sket ved dom til ambulant behandling med mulighed for frihedsberøvelse, regnes fristen fra tidspunktet for endelig dom i sagen eller, hvis den pågældende ikke har været til stede ved domsafsigelsen, fra dommens forkyndelse.

Stk. 9. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 9, jf. § 10, stk. 2, fra en udlænding med indrejseforbud har ikke opsættende virkning, medmindre den myndighed, der behandler ansøgningen, træffer beslutning herom.

Stk. 10. Klage over en afvisningsbeslutning giver ikke udlændingen ret til at indrejse i landet.

§ 34. Indtil der er truffet afgørelse om, hvorvidt en udlænding skal udvises eller afvises, eller overføres eller tilbageføres efter EF-asylkonventionen eller udsendes under henvisning til, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 a, og indtil en afgørelse herom kan iværksættes, kan politiet, når det må anses for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse, bestemme, at udlændingen skal:

1) deponere sit pas, anden rejselegitimation og billet hos politiet,

2) stille en af politiet fastsat sikkerhed,

3) tage ophold efter politiets nærmere bestemmelse og

4) give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter.

Stk. 2. Politiet kan, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse, bestemme, at en udlænding skal give møde hos politiet på nærmere angivne tidspunkter, såfremt

1) udlændingen indgiver ansøgning om asyl ved eller efter indrejsen og ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt.,

2) udlændingen udebliver fra en afhøring ved Udlændingestyrelsen eller politiet, hvortil den pågældende er indkaldt,

3) udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet,

4) udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. § 42 a, stk. 4, 1. pkt., eller

5) politiet drager omsorg for udlændingens udrejse og udlændingen ikke medvirker hertil, jf. § 40, stk. 3, 1. pkt.

§ 35. En udlænding kan varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes, og når:

1) Udlændingen ikke har fast bopæl her i landet, og der er begrundet mistanke om, at udlændingen har begået en lovovertrædelse, der kan medføre udvisning efter §§ 22 - 24.

2) Udlændingen er indrejst i strid med et indrejseforbud.

§ 36. Såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, for udvisning efter § 25 a og § 25 b, for overførsel eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen eller for udsendelse af en udlænding, der efter reglerne i kapitlerne 1 og 3-5 a i øvrigt ikke har ret til at opholde sig her i landet, kan politiet bestemme, at den pågældende skal frihedsberøves. Har udlændingen fast bopæl her i landet, kan den pågældende alene frihedsberøves for at sikre muligheden for udvisning efter § 25. En udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 forventes eller er udtaget til behandling efter den i § 53 a, stk. 3, nævnte procedure, kan efter en konkret, individuel vurdering frihedsberøves, såfremt det er påkrævet for at fastholde udlændingens tilstedeværelse under asylsagsbehandlingen, medmindre de i § 34 nævnte foranstaltninger er tilstrækkelige.

Stk. 2. En udlænding kan frihedsberøves, såfremt den pågældende ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om at tage ophold, jf. § 42 a, stk. 4, 1. pkt. En udlænding, hvis ansøgning om opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under behandling, kan endvidere frihedsberøves, hvis udlændingen udebliver fra en afhøring ved politiet eller Udlændingestyrelsen, hvortil den pågældende er indkaldt. Det samme gælder den udlænding, der gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægger hindringer i vejen for udførelsen af disse personers hverv, jf. § 42 a, stk. 4, 2. pkt.

§ 37. En udlænding, der er frihedsberøvet efter § 36, skal, medmindre den pågældende forinden løslades, inden 3 døgn efter frihedsberøvelsens iværksættelse fremstilles for retten, der tager stilling til spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte opretholdelse. Er frihedsberøvelsen efter § 36 iværksat umiddelbart i forlængelse af en anholdelse efter retsplejelovens kapitel 69, regnes fristen fra anholdelsen. Fremstillingen skal ske for retten på det sted, hvor udlændingen er tilbageholdt.

Stk. 2. Retten beskikker en advokat for udlændingen. Tidspunktet for frihedsberøvelsens iværksættelse og for fremstillingen i retten anføres i retsbogen.

Stk. 3. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Er udlændingen frihedsberøvet på afgørelsens tidspunkt, og findes frihedsberøvelsen lovlig, fastsættes der i kendelsen en frist for fortsat tilbageholdelse. Denne frist kan senere forlænges af retten, dog højst med 4 uger ad gangen. Er frihedsberøvelsen iværksat i medfør af § 36, stk. 1, 3. pkt., kan frihedsberøvelsen opretholdes efter denne bestemmelse i højst 7 dage fra frihedsberøvelsens iværksættelse efter § 36, stk. 1, 3. pkt.

Stk. 4. Ved frihedsberøvelsens iværksættelse skal politiet gøre udlændingen bekendt med bestemmelserne i stk. 1 og stk. 2, 1. pkt. Politiet skal endvidere gøre udlændingen bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentation eller, såfremt udlændingen søger opholdstilladelse efter § 7, med en repræsentant for Dansk Flygtningehjælp.

Stk. 5. Kæremål har ikke opsættende virkning med hensyn til gennemførelse af beslutning om afvisning eller udvisning, om overførsel eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen eller om udsendelse under henvisning til, at udlændingen ikke har ret til at opholde sig her i landet efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 a.

Stk. 6. Retsplejelovens kapitel 43 a finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

§ 37 a. Retsplejelovens § 758, stk. 1, 1.-3. pkt., § 758, stk. 2, og § 759 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, der frihedsberøves i medfør af § 36.

Stk. 2. Retsplejelovens §§ 773-776 og 778 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36.

§ 37 b. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, er under frihedsberøvelsen ikke undergivet andre indskrænkninger i sin frihed, end frihedsberøvelsens øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet nødvendiggør.

Stk. 2. Retsplejelovens § 770, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af udlændingelovens § 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36.

§ 37 c. Retten kan på begæring af politiet bestemme, at en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, fuldstændigt eller delvis skal udelukkes fra fællesskab med andre indsatte (isolation), hvis dette er påkrævet af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet.

Stk. 2. Isolation må ikke iværksættes eller fortsættes, såfremt formålet hermed kan tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger. Ved afgørelsen om isolation skal der endvidere tages hensyn til den særlige belastning, indgrebet kan medføre for den frihedsberøvede på grund af dennes unge alder eller fysiske eller psykiske svagelighed.

Stk. 3. Politiets begæring om isolation indgives til retten på det sted, hvor udlændingen er frihedsberøvet. Retten beskikker en advokat for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Kæremål har ikke opsættende virkning med hensyn til gennemførelse af beslutning om isolation. Retsplejelovens kapitel 43 a finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Finder retten, at isolation kan iværksættes eller fortsættes, fastsættes der i kendelsen en frist for fortsat isolation. Ved iværksættelse af isolation må den første frist for indgrebets længde ikke overstige 2 uger. Denne frist kan senere forlænges af retten, dog højst med 4 uger ad gangen. Fuldstændig isolation må ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 8 uger.

Stk. 5. Politiet kan bestemme, at en udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, men ikke er fremstillet for retten i medfør af § 37, fuldstændig eller delvis skal undergives isolation, såfremt betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt. Udlændingen kan kræve, at en af politiet i medfør af 1. pkt. truffet beslutning om isolation forelægges retten til afgørelse i forbindelse med udlændingens fremstilling for retten i medfør af § 37. En begæring efter 2. pkt. har ikke opsættende virkning. Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse.

§ 37 d. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, kan modtage besøg i det omfang, opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet tillader det. Politiet kan af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, modsætte sig, at den frihedsberøvede modtager besøg, eller forlange, at besøg finder sted under kontrol. Den frihedsberøvede har altid ret til ukontrolleret besøg af den beskikkede advokat. En frihedsberøvet, der har ansøgt om opholdstilladelse efter § 7, har endvidere altid ret til ukontrolleret besøg af en repræsentant for Dansk Flygtningehjælp.

Stk. 2. Nægter politiet besøg til en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, skal den frihedsberøvede underrettes herom, medmindre retten af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, træffer anden bestemmelse. § 37 c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Nægter politiet besøg til en udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, men ikke er fremstillet for retten i medfør af § 37, skal den frihedsberøvede underrettes herom, medmindre politiet af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, træffer anden bestemmelse.

Stk. 4. En udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, kan kræve, at politiets afslag på besøg eller krav om kontrol i medfør af stk. 1 forelægges retten til afgørelse. En begæring efter 1. pkt. har ikke opsættende virkning. § 37 c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, men ikke er fremstillet for retten i medfør af § 37, jf. § 36, kan kræve, at politiets afslag på besøg eller krav om kontrol i medfør af stk. 1 forelægges retten til afgørelse i forbindelse med udlændingens fremstilling for retten i medfør af § 37, jf. § 36. En begæring efter 1. pkt. har ikke opsættende virkning. § 37 c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 37 e. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, har ret til at modtage og afsende breve. Politiet kan gennemse brevene inden modtagelsen eller afsendelsen. Politiet skal snarest muligt udlevere eller sende brevene, medmindre indholdet vil kunne være til skade for indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, eller til skade for opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet.

Stk. 2. En udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, eller hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, har ret til ukontrolleret brevveksling med den beskikkede advokat, indenrigsministeren, Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet. Har udlændingen ansøgt om opholdstilladelse efter § 7, har vedkommende endvidere adgang til ukontrolleret brevveksling med Dansk Flygtningehjælp. Retsplejelovens § 772, stk. 2, finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Tilbageholdes et brev til eller fra en udlænding, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36, skal spørgsmålet, om tilbageholdelsen bør opretholdes, straks forelægges retten til afgørelse. Opretholdes tilbageholdelsen, skal afsenderen og adressaten straks underrettes, medmindre retten af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, træffer anden bestemmelse. § 37 c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Tilbageholdes et brev til eller fra en udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af § 36, men ikke er fremstillet for retten i medfør af § 37, skal afsenderen og adressaten straks underrettes herom, medmindre politiet af hensyn til indhentelsen af oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet, træffer anden bestemmelse. Afsenderen eller adressaten kan kræve, at politiets tilbageholdelse af et brev forelægges retten til afgørelse i forbindelse med udlændingens fremstilling for retten i medfør af § 37. En begæring efter 2. pkt. har ikke opsættende virkning. § 37 c, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 37 f. Straffelovens § 86, stk. 1-3, finder tilsvarende anvendelse, når en udlænding har været frihedsberøvet efter § 36, stk. 2, 3. pkt.

Kapitel 7

Kontrollen med udlændinges indrejse, ophold og udrejse m.v.

§ 38. Indenrigsministeren fastsætter regler om, ved hvilke grænseovergangssteder, havne og lufthavne ind- og udrejse kan finde sted.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om ind- og udrejsekontrol, herunder om udenlandske besætningsmedlemmers ophold her i landet, om på- og afmønstring her i landet af udenlandske besætningsmedlemmer og om de pligter, der påhviler skibsførere og luftfartøjschefer.

Stk. 3. I forbindelse med indrejse- og udrejsekontrol har kontrolmyndigheden ret til at undersøge bagagerum og andre lukkede rum i køretøjer, skibe og luftfartøjer for at sikre, at ulovlig ind- og udrejse ikke finder sted.

§ 39. En udlænding skal ved indrejse, under ophold her i landet og ved udrejse herfra være i besiddelse af pas eller andet dokument, der efter indenrigsministerens bestemmelse kan godkendes som rejselegitimation.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang passet eller rejselegitimationen skal være påtegnet visum til indrejse i eller udrejse af landet.

Stk. 3. Passet eller rejselegitimationen skal ved ind- og udrejse forevises for paskontrollen og under ophold her i landet på begæring forevises for offentlige myndigheder. Indenrigsministeren kan bestemme, at udlændinge til stadighed skal medføre deres pas eller anden legitimation under ophold her i landet.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3 gælder ikke for statsborgere i et andet nordisk land, der opholder sig her i landet, eller som indrejser fra eller udrejser til et andet nordisk land. Indenrigsministeren kan fritage andre udlændinge for pligterne efter stk. 1 og 3.

Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter regler om udstedelse af særlig rejselegitimation til udlændinge, der ikke kan skaffe sig pas, eller som af andre grunde har behov for et sådant dokument. Rejselegitimation kan inddrages efter samme regler, som gælder om pas til danske statsborgere, eller når grundlaget for udstedelsen er bortfaldet.

Stk. 6. For udstedelse af særlig rejselegitimation, jf. stk. 5, betales 150 kr.

§ 40. En udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet. Udlændingen skal efter tilsigelse give personligt møde og på begæring stille sit pas eller sin rejselegitimation til rådighed ved behandlingen af ansøgninger i henhold til loven. Andre personer, som skønnes at kunne bidrage med oplysninger til brug for sagens behandling, kan pålægges at meddele de i 1. pkt. nævnte oplysninger.

Stk. 2. En udlænding skal meddele de oplysninger om sine økonomiske forhold, som er nødvendige til bedømmelse af, om Udlændingestyrelsen kan pålægge udlændingen at tilbagebetale udgifterne til udlændingens underhold, jf. § 42 a, stk. 1.

Stk. 3. Drager politiet omsorg for en udlændings udrejse, skal udlændingen meddele de nødvendige oplysninger hertil og medvirke til tilvejebringelse af nødvendig rejselegitimation og visum og til udrejsen i øvrigt. Retten kan på begæring af politiet, hvis det skønnes fornødent, bestemme, at en udlænding, der ikke ønsker at medvirke dertil, skal fremstilles for hjemlandets eller et andet lands repræsentation, eller at udlændingens fingeraftryk, der er optaget i medfør af § 40 a, stk. 1 og 2, kan videregives til hjemlandets eller et andet lands repræsentation. Retten beskikker en advokat for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Kæremål har ikke opsættende virkning. Ved rettens behandling af sagen finder retsplejelovens kapitel 43 a i øvrigt tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Afgiver en person en erklæring til oplysning i sager, der henhører under denne lov, kan udlændingemyndighederne kræve, at erklæringen afgives på tro og love.

Stk. 5. Den, der ved at afgive en urigtig erklæring eller på anden måde medvirker eller søger at medvirke til, at en udlænding opnår en opholdstilladelse ved svig, skal erstatte de udgifter, der påføres staten ved udlændingens indrejse, ophold og udrejse og ved udlændingesagens behandling. Kravet tillægges udpantningsret.

Stk. 6. Til oplysning i sager, der henhører under denne lov, kan der optages forhør i retten, jf. retsplejelovens § 1018.

Stk. 7. Dokumenter og genstande, der må antages at være af betydning for at fastslå en udlændings identitet eller tilknytning til andre lande, kan tages i bevaring, hvis det skønnes fornødent. Retsplejelovens kapitler 72, 73 og 75 b finder anvendelse i samme omfang som i sager, der angår forbrydelser, der kan medføre fængselsstraf.

Stk. 8. Udebliver en udlænding, der har ansøgt om opholdstilladelse efter § 7, efter at være tilsagt personligt til at møde hos Udlændingestyrelsen eller politiet uden anmeldt lovligt forfald, bortfalder udlændingens ansøgning om opholdstilladelse efter § 7. Tilsigelsen skal indeholde oplysning om virkningerne af udeblivelse. Udlændingestyrelsen kan i særlige tilfælde beslutte, at en ansøgning ikke skal anses for bortfaldet.

§ 40 a. Der kan optages fingeraftryk af en udlænding:

1) som søger om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2,

2) som søger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1 eller 2, og som kan afvises, udvises, overføres eller tilbageføres efter § 48 a, stk. 1, eller

3) som ikke søger om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2, og som skal afvises, udvises eller udrejse af landet, jf. § 30, stk. 1, såfremt der på baggrund af pågældendes dokumenter, ejendele, økonomiske midler og andre personlige forhold er bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil indrejse på ny og ansøge om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Der kan endvidere optages fingeraftryk af en udlænding, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på identifikation af den pågældende eller med henblik på udstedelse eller fremskaffelse af rejsedokument.

Stk. 3. Fingeraftryk, der optages i medfør af stk. 1 eller 2, kan registreres i et særligt edb-register, der føres af Rigspolitichefen. Politiet og Udlændingestyrelsen kan anvende registret i forbindelse med behandlingen af udlændingesager. Indenrigsministeren fastsætter efter lovgivningen om offentlige registre forskrifter for registret.

Stk. 4. Fingeraftryk, der modtages fra udenlandske udlændingemyndigheder i forbindelse med behandlingen af udlændingesager, kan registreres i det i stk. 3 nævnte edb-register.

Stk. 5. Fingeraftryk, der i medfør af stk. 3 og 4 er registreret i det i stk. 3 nævnte edb-register, slettes 10 år efter registreringen af fingeraftrykket i registret.

Stk. 6. Fingeraftryk, der registreres i det i stk. 3 nævnte edb-register, kan til brug for identifikation af den pågældende udlænding manuelt eller elektronisk sammenholdes med fingeraftryk optaget efter retsplejelovens bestemmelser herom.

Stk. 7. Søgning og videregivelse af oplysninger fra registret til politiet til brug for efterforskningen af et strafbart forhold kan foretages, hvis:

1) efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, og

2) søgningen må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.

Stk. 8. Søgning og videregivelse af oplysninger fra registret til politiet til brug for en international efterlysning kan foretages under de i stk. 7 nævnte betingelser.

Stk. 9. Afgørelse om søgning og videregivelse af oplysninger efter stk. 7 og 8 træffes af retten ved kendelse. I kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for søgning er opfyldt. Kendelsen kan til enhver tid omgøres. Kendelsen kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85. Retsplejelovens kapitel 62 og 63 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 10. Politiet og Udlændingestyrelsen kan uden udlændingens samtykke elektronisk eller manuelt videregive oplysninger fra registret vedrørende fingeraftryk, der i medfør af stk. 3 og 4 er registreret i edb-registret, til udenlandske udlændingemyndigheder.

§ 40 b. Der kan optages personfotografi af en udlænding, der søger om opholdstilladelse efter § 7.

Stk. 2. Der kan optages personfotografi af en udlænding, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på identifikation af den pågældende, med henblik på udstedelse af identitetskort eller andet legitimationsdokument eller med henblik på udstedelse eller fremskaffelse af rejsedokument.

Stk. 3. Personfotografi optaget i medfør af stk. 1 og 2 kan uden udlændingens samtykke videregives til indenlandske og udenlandske udlændingemyndigheder i forbindelse med behandlingen af udlændingesager.

§ 40 c. Ved behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 kan udlændingemyndighederne kræve, at ansøgeren og den person, til hvem ansøgeren oplyser at have den familiemæssige tilknytning, som skal danne grundlag for opholdstilladelsen, medvirker til en dna-undersøgelse med henblik på at fastslå den familiemæssige tilknytning, såfremt denne ikke på anden måde kan anses for tilstrækkeligt dokumenteret.

§ 41. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, at udlændinge af hensyn til statens sikkerhed eller opretholdelsen af ro og orden har pligt til at melde sig hos en offentlig myndighed.

§ 42. Indenrigsministeren kan fastsætte regler, hvorefter den, der mod eller uden vederlag yder logi til eller stiller lejrplads til rådighed for udlændinge, skal føre fortegnelse over udenlandske gæster og give politiet underretning om deres ankomst og afrejse. Fortegnelsen skal til enhver tid kunne forevises politiet.

Stk. 2. Udlændinge skal meddele de oplysninger, der er nødvendige til opfyldelse af pligten efter stk. 1.

§ 42 a. En udlænding, der opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under behandling, får udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen. En udlænding som nævnt i 1. pkt., der er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1 eller 2, § 9, stk. 2, nr. 2, eller § 9, stk. 2, nr. 4-6, får udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen til og med udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til den pågældende. Udlændingestyrelsen kan dog bestemme, at en udlænding, der har tilstrækkelige midler hertil, ikke skal have dækket sine eller sin husstands udgifter til underhold. Udlændingestyrelsen kan endvidere pålægge en udlænding at betale de i 1. pkt. nævnte udgifter til udlændingens underhold, såfremt udlændingen har tilstrækkelige midler hertil. Udlændingestyrelsen kan fastsætte nærmere retningslinier for beregningen af de i 1. pkt. nævnte udgifter, herunder fastsætte gennemsnitstakster for en given ydelse over en given periode. Udlændingestyrelsens pålæg til en udlænding om at betale de i 1. pkt. nævnte udgifter tillægges udpantningsret.

Stk. 2. Udlændingestyrelsen tilvejebringer og driver indkvarteringssteder for udlændinge, der er nævnt i stk. 1. Dette kan ske i samarbejde med Dansk Røde Kors eller med andre private organisationer eller selskaber, som er godkendt hertil af indenrigsministeren. Statslige styrelser, som er godkendt hertil af indenrigsministeren, eller en kommune kan endvidere efter aftale med Udlændingestyrelsen tilvejebringe og drive sådanne indkvarteringssteder. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om, i hvilket omfang Udlændingestyrelsens beføjelser efter denne bestemmelse kan overføres til andre myndigheder. Indenrigsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at Udlændingestyrelsen kan fastsætte nærmere regler for og træffe bestemmelse om udøvelsen af disse beføjelser.

Stk. 3. Indenrigsministeren fastsætter regler for kommunernes deltagelse i finansieringen af tilvejebringelsen og driften af indkvarteringssteder for udlændinge, der er nævnt i stk. 1, herunder om statens dækning af udgifterne.

Stk. 4. Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en i stk. 1 nævnt udlænding, uanset om den pågældende selv har tilstrækkelige midler til sit underhold, skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse. En sådan udlænding må ikke gennem voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, lægge hindringer i vejen for udførelsen af disse personers hverv.

Stk. 5. Har en udlænding, der ikke har ansøgt om opholdstilladelse i henhold til § 7, efter reglerne i kapitel 1 og 3-5 ikke ret til at opholde sig her i landet, kan Udlændingestyrelsen bestemme, at udgifterne til udlændingens underhold dækkes af Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med bestemmelsen i stk. 1. Stk. 4 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6. Udlændingestyrelsen kan bestemme, at en udlænding, der er omfattet af stk. 1 eller 5, ikke skal have dækket sine udgifter til underhold bortset fra kost, logi og sundhedsmæssige ydelser, såfremt

1) (ophæves, og nr. 2-8 bliver nr. 1-7),

1) udlændingen udebliver fra en afhøring med Udlændingestyrelsen eller politiet, hvortil den pågældende er indkaldt,

2) udlændingen har udvist voldelig eller truende adfærd over for personer, der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge, eller over for de personer, der i øvrigt opholder sig på indkvarteringsstedet,

3) udlændingen ikke efterkommer Udlændingestyrelsens bestemmelse om, at udlændingen skal tage ophold efter Udlændingestyrelsens nærmere bestemmelse, jf. § 42 a, stk. 4, 1. pkt.,

4) udlændingen ikke efterkommer politiets bestemmelse om en i § 34 nævnt foranstaltning,

5) udlændingen tilsidesætter et pålæg om at udføre nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet, jf. § 42 d, stk. 1,

6) udlændingen er efterlyst af politiet med henblik på forkyndelse, udrejsekontrol eller udsendelse eller

7) politiet drager omsorg for udlændingens udrejse og udlændingen ikke medvirker hertil, jf. § 40, stk. 3, 1. pkt.

Stk. 7. Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, der indgiver ansøgning om asyl ved eller efter indrejsen og ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., ikke skal have dækket sine udgifter til underhold bortset fra kost, logi og sundhedsmæssige ydelser.

§ 42 b. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om erstatning for skader, som udlændinge, der opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under behandling, forvolder på andre eller andres ejendele, og for skader, som påføres de pågældende udlændinge eller disses ejendele. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om forsikring mod sådanne skader. De herved forbundne udgifter afholdes af staten.

§ 42 c. Børn i den undervisningspligtige alder, der opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under behandling, eller hvis forældre er omfattet af § 42 a, stk. 5, skal deltage i særskilt tilrettelagt undervisning. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvilke uddannelser og aktiviteter der tilbydes, og kan herunder efter forhandling med undervisningsministeren bestemme, i hvilket omfang de nævnte børn kan deltage i folkeskolens undervisning.

Stk. 2. Indenrigsministeren kan bestemme, at der for andre udlændinge, der opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under behandling, kan tilrettelægges tilbud om undervisning. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvilke uddannelser og aktiviteter der tilbydes, og kan endvidere bestemme, at undervisningen kan ske i et samarbejde med skoler og uddannelsesinstitutioner under Arbejdsministeriet, Kulturministeriet og Undervisningsministeriet eller kan erstattes af undervisning udbudt af disse. Indenrigsministeren kan desuden bestemme, i hvilket omfang gennemførelsen vil være afhængig af, at de i 1. pkt. nævnte udlændinge medvirker hertil som undervisere og lignende.

Stk. 3. Indenrigsministeren kan bestemme, at regler, der fastsættes i medfør af stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, kun skal gælde for visse indkvarteringssteder. Indenrigsministeren kan ved fastsættelsen af regler i medfør af stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 fravige § 46.

§ 42 d. En udlænding, der er indkvarteret på et af de i § 42 a, stk. 2, nævnte indkvarteringssteder, har pligt til at medvirke ved udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet.

Stk. 2. Udlændingestyrelsen eller den statslige styrelse, private organisation eller kommune, som Udlændingestyrelsen bemyndiger dertil, kan meddele en udlænding pålæg om at udføre de i stk. 1 nævnte opgaver. Udlændingestyrelsen kan bestemme, i hvilket omfang tilsidesættelse af et meddelt pålæg skal medføre flytning til et andet indkvarteringssted.

Stk. 3. En udlænding, der er indkvarteret på et af de i § 42 a, stk. 2, nævnte indkvarteringssteder, må udføre andre end de i stk. 1 nævnte opgaver i forbindelse med driften af indkvarteringsstedet og medvirke ved gennemførelsen af den i § 42 c nævnte undervisning.

Stk. 4. En udlænding, der opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under behandling, må deltage i ulønnet humanitært arbejde eller andet frivilligt arbejde.

Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om udførelsen af de i stk. 1 og 3 nævnte opgaver. Tilbud om det i stk. 4 nævnte arbejde kan tilrettelægges efter indenrigsministerens nærmere bestemmelse. Indenrigsministeren kan herunder fastsætte regler om nedsættelse af samarbejdsorganer på de enkelte indkvarteringssteder samt om disse organers kompetence.

Stk. 6. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang udlændinge, der medvirker til udførelsen af de i stk. 1 og 3 nævnte opgaver eller deltager i frivilligt arbejde som nævnt i stk. 4, skal have betaling herfor. Indenrigsministeren kan endvidere bestemme, at den i 1. pkt. nævnte betaling træder i stedet for dækning af de pågældendes og deres husstands udgifter til underhold efter § 42 a. Indenrigsministeren kan herunder bestemme, at Udlændingestyrelsen kan fastsætte nærmere retningslinjer for beregningen af den i 1. pkt. nævnte betaling. Indenrigsministeren kan bestemme, at de i medfør af stk. 5 og nærværende stykke fastsatte regler samt stk. 1 og 2 kun skal gælde for visse indkvarteringssteder.

Stk. 7. Indenrigsministeren kan efter forhandling med socialministeren fastsætte regler om, i hvilket omfang udlændinge, der opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse i henhold til § 7 er taget under behandling, er omfattet af reglerne i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. De herved forbundne udgifter afholdes af staten.

§ 43. Såfremt politiet drager omsorg for en udlændings ophold og udrejse, skal udlændingen afholde de udgifter, der for udlændingens eget vedkommende er forbundet hermed. Har udlændingen ikke tilstrækkelige midler, afholdes udgifterne foreløbig af statskassen.

Stk. 2. Føreren og den, der har rådighed over et skib eller luftfartøj, som har bragt en udlænding her til landet, samt dennes herværende repræsentant har pligt til uden udgift for staten at sørge for udlændingens udrejse, såfremt udlændingen bliver afvist efter reglerne i kapitel 5. De har endvidere pligt til at erstatte statens udgifter ved rømte eller agterudsejlede besætningsmedlemmer og blindpassagerers ophold, tilbageførelse til skibet eller luftfartøjet eller udsendelse. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om størrelsen af den i 2. pkt. nævnte erstatning.

Stk. 3. Den, der har bistået en udlænding med ulovligt at indrejse eller opholde sig her i landet, og den, der har beskæftiget en udlænding uden arbejdstilladelse, skal erstatte de udgifter, der påføres staten ved udlændingens ophold og udrejse.

Stk. 4. Krav efter stk. 1-3 tillægges udpantningsret.

§ 43 a. Til udlændinge, der opholder sig her i landet, og hvis ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 er taget under behandling, kan der, hvis vedkommende ikke selv har midler hertil, ydes hjælp til rejse til et tredjeland, hvor vedkommende efter indrejsen i Danmark og inden udløbet af en fastsat udrejsefrist har opnået indrejse- og opholdstilladelse, hvis den pågældende har fået afslag på eller frafalder en ansøgning om opholdstilladelse her i landet.

Stk. 2. Der kan ikke ydes hjælp til:

1) udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet,

2) udlændinge, der er statsborgere i et af de nordiske lande,

3) udlændinge, der er statsborgere i et land, som er tilsluttet Det Europæiske Fællesskab, og

4) udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Stk. 3. Hjælpen efter stk. 1 omfatter:

1) udgifter til billet til fly, tog m.v.,

2) nødvendige udgifter til transport af personlige ejendele,

3) højst 5.000 kr. pr. familie til transport af udstyr, der er nødvendigt for den pågældendes eller familiens erhverv i det pågældende tredjeland, og

4) andre udgifter, der er forbundet med rejsen.

Stk. 4. En udlænding kan kun modtage hjælp efter stk. 1 een gang.

Stk. 5. Beløbet i stk. 3, nr. 3, reguleres een gang årligt med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

§ 44. Indenrigsministeren kan fastsætte regler om betaling for ansøgninger om visum og for ansøgninger, der indgives her i landet om opholds- og arbejdstilladelse.

Stk. 2. For udstedelse af dansk rejselegitimation til udlændinge betales et beløb svarende til beløbet for udstedelse af danske pas til unge og ældre, jf. paslovens § 4 a. For forlængelse skal der ikke ske betaling.

§ 45. Ved aftale med fremmede regeringer eller mellemfolkelige organisationer eller ved bestemmelse fastsat af indenrigsministeren kan der ske lempelse af reglerne om opholds- og arbejdstilladelse i forhold til visse lande og visse grupper af udlændinge.

Kapitel 8

Kompetence- og klageregler m.v.

§ 46. Afgørelser i henhold til denne lov træffes med de undtagelser, der fremgår af §§ 46 a - 49, § 50, § 50 a og § 51, stk. 2, 2. pkt., af Udlændingestyrelsen.

Stk. 2. Udlændingestyrelsens afgørelser kan, bortset fra de i § 9, stk. 2, nr. 5, § 33, § 42 a, stk. 4, 1. pkt., og stk. 5, § 42 d, stk. 2, og § 53 a nævnte afgørelser, påklages til indenrigsministeren.

Stk. 3. Indenrigsministeren kan træffe bestemmelse om og fastsætte nærmere regler for Udlændingestyrelsens behandling af de af stk. 1 og 2 omfattede sager.

§ 46 a. Afgørelse om opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2, træffes af indenrigsministeren.

§ 46 b. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4, behandles kun, hvis ansøgningen indeholder oplysninger om ansøgerens tilknytning til Danmark.

Stk. 2. Vedkommende danske diplomatiske eller konsulære repræsentation skal påse, at ansøgningen opfylder betingelsen i stk. 1, og kan afvise ansøgningen, såfremt dette ikke er tilfældet. Beslutningen om afvisning kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 46 c. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om, i hvilket omfang afgørelser vedrørende meddelelse, forlængelse, bortfald og inddragelse af opholdstilladelser efter § 6 eller § 9, stk. 2, nr. 1, kan træffes af andre myndigheder end Udlændingestyrelsen. Der kan i den forbindelse fastsættes bestemmelser om, til hvilken myndighed afgørelsen kan påklages, og om, at en afgørelse truffet af den myndighed, hvortil afgørelsen kan påklages, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Indenrigsministeren kan endvidere fastsætte bestemmelser om, at den myndighed, hvortil afgørelsen kan påklages, kan fastsætte nærmere regler for og træffe bestemmelse om sagernes behandling.

§ 46 d. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at et statsamt uden udlændingens samtykke til brug for en afgørelse eller udtalelse efter denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør heraf kan videregive alle akter, der er indgået i de af § 46 c omfattede sager, til Udlændingestyrelsen. Indenrigsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om, at Udlændingestyrelsen uden udlændingens samtykke til brug for en afgørelse i de af § 46 c omfattede sager kan videregive alle akter, der er indgået i Udlændingestyrelsens sag vedrørende en afgørelse eller udtalelse efter denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør heraf, til et statsamt. Indenrigsministeren kan endelig fastsætte nærmere regler om, at et statsamt til brug for en afgørelse i de af § 46 c omfattede sager uden udlændingens samtykke kan videregive alle akter, der er indgået i de af § 46 c omfattede sager, til et andet statsamt.

§ 47. Opholdstilladelse til personer, som nyder diplomatiske rettigheder, samt til deres familiemedlemmer meddeles af udenrigsministeren.

Stk. 2. Der kan efter aftale mellem indenrigsministeren og udenrigsministeren gives danske diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet bemyndigelse til at udstede visum og opholdstilladelse.

§ 47 a. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at politiet i helt særlige tilfælde kan udstede visum ved indrejsen i landet samt udstede tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der lovligt opholder sig her i landet.

§ 48. Afgørelse om afvisning ved indrejsen, jf. §§ 28, stk. 1, og 29, stk. 1 - 2, kan træffes af vedkommende politimester eller politidirektøren. Afgørelser efter § 30, § 33, stk. 8, § 34, § 36, § 37 c, stk. 5, § 37 d, stk. 1 og 3, § 37 e, stk. 1 og 4, § 40, stk. 6 og 7, § 40 a, stk. 1 og 2, § 40 a, stk. 3, 1. pkt., § 40 a, stk. 4-6 og 10, og § 40 b og § 43, stk. 1 og 2, kan træffes af Rigspolitichefen, vedkommende politimester eller politidirektøren. Afgørelser om ydelse af hjælp efter § 43 a kan træffes af Rigspolitichefen. De i 1.-3. pkt. nævnte afgørelser kan påklages til indenrigsministeren. Klagen har ikke opsættende virkning. Politiets afgørelse om iværksættelse af foranstaltninger efter § 36 og §§ 37 c-37 e kan dog kun påklages til indenrigsministeren, såfremt afgørelsen ikke kan indbringes for domstolene efter § 37 eller §§ 37 c-37 e. Politiets afgørelser efter § 33, stk. 8, kan ikke indbringes for indenrigsministeren.

§ 48 a. Påberåber en udlænding sig at være omfattet af § 7, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om overførsel eller tilbageførsel efter reglerne i kapitel 5 a eller om afvisning efter reglerne i kapitel 5 eller udvisning efter § 25 b, og i givet fald udsendelse.

Stk. 2. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 behandles ikke, før der er truffet afgørelse efter stk. 1 og udlændingen i givet fald er udrejst af landet. Udlændingen må dog ikke udsendes til et land, hvor der er risiko for forfølgelse af de grunde, der er nævnt i artikel 1 A i flygtningekonventionen af 28. juli 1951, eller hvor der ikke er beskyttelse mod videresendelse til et sådant land.

Stk. 3. Indgiver en udlænding, der opholder sig i et andet EF-land, ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, at ansøgningen ikke behandles, førend Danmark har modtaget en anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse.

Stk. 4. Træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om undladelse af afvisning eller udvisning eller overførsel eller tilbageførsel efter EF-asylkonventionen og udsendelse, skal politiet gøre asylansøgeren bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp. Indenrigsministeren kan fastsætte regler, hvorefter politiet forud for Udlændingestyrelsens afgørelse skal gøre en asylansøger, der opholder sig her i landet, bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp.

§ 48 b. Anmoder et andet EF-land Danmark om at overtage eller tilbagetage en udlænding efter reglerne i EF-asylkonventionen, træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse vedrørende anmodningen.

§ 48 c. Hvis særlige hensyn af humanitær karakter taler herfor, kan Udlændingestyrelsen uanset reglerne i §§ 48 a og 48 b beslutte, at en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 skal behandles her i landet, hvis udlændingen ønsker dette.

§ 48 d. Udlændingestyrelsens afgørelser efter §§ 48 a-c kan påklages til indenrigsministeren. Klage har ikke opsættende virkning.

§ 48 e. Når Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at en udlænding, der påberåber sig at være omfattet af § 7, kan opholde sig her i landet under asylsagens behandling, registrerer politiet den pågældende som asylansøger.

Stk. 2. Udlændingestyrelsen forestår i øvrigt sagens oplysning. Udlændingestyrelsen træffer herunder bestemmelse om udfyldelse af ansøgningsskema og afhøring af udlændingen.

§ 49. Når en udlænding dømmes for strafbart forhold, afgøres det efter anklagemyndighedens påstand ved dommen, om den pågældende skal udvises i medfør af §§ 22 - 24. Træffes der bestemmelse om udvisning, skal dommen indeholde bestemmelse om indrejseforbuddets varighed, jf. § 32, stk. 1-3.

Stk. 2. Frafalder anklagemyndigheden tiltale mod en udlænding for et strafbart forhold, der kan medføre udvisning efter de i stk. 1 nævnte bestemmelser, kan det som et vilkår for tiltalefrafaldet fastsættes, at udlændingen skal udvises med et nærmere angivet indrejseforbud. Bestemmelserne i retsplejelovens § 723 finder tilsvarende anvendelse. Rettens afgørelse om godkendelse af et vilkår om udvisning træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85.

Stk. 3. I det omfang udlændingen ikke efter retsplejelovens almindelige regler har fået beskikket en forsvarer, skal der ved behandlingen af de i stk. 1 og 2 nævnte sager efter anmodning beskikkes en forsvarer for den pågældende.

§ 49 a. Forud for udsendelse af en udlænding, som har haft opholdstilladelse efter §§ 7-8, og som er udvist ved dom, jf. § 49, stk. 1, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker i udsendelsen. En afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, skal tillige indeholde afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter § 7.

§ 50. Er udvisning efter § 49, stk. 1, ikke iværksat, kan en udlænding, som påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning. Begæring herom kan fremsættes tidligst 6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat. Fremsættes begæringen senere, kan retten beslutte at behandle sagen, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.

Stk. 2. Straffelovens § 59, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Begæringen kan afvises af retten, såfremt det er åbenbart, at der ikke er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold. Afvises begæringen ikke, beskikkes der efter anmodning en forsvarer for udlændingen. Retten kan, når det må anses for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan iværksættes, bestemme, at udlændingen skal underkastes frihedsberøvelse. § 34, § 37, stk. 3 og 6, og §§ 37 a-37 e finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85.

§ 50 a. Er udvisning sket ved dom, hvorved en udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 er dømt til forvaring eller anbringelse, træffer retten i forbindelse med en afgørelse efter straffelovens § 72 om ændring af foranstaltningen, der indebærer udskrivning fra hospital eller forvaring, samtidig bestemmelse om ophævelse af udvisningen, hvis udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted.

Stk. 2. Er en udvist udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde undergivet en strafferetlig retsfølge, der indebærer frihedsberøvelse, indbringer anklagemyndigheden i forbindelse med udskrivning fra hospital eller forvaring spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for retten. Taler udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende imod, at udsendelse finder sted, ophæver retten udvisningen. Retten beskikker en forsvarer for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85. Retten kan bestemme, at udlændingen skal varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse dette for nødvendigt for at sikre udlændinges tilstedeværelse.

§ 51. Overføres strafforfølgningen i en straffesag mod en udlænding, der ikke har fast bopæl her i landet, til et andet land, kan der i forbindelse med overførelsen træffes afgørelse om, at den pågældende udvises, såfremt strafforfølgningen angår en lovovertrædelse, der efter de i § 49, stk. 1, nævnte bestemmelser kan medføre udvisning. Udvisningen ophæves, såfremt udlændingen frifindes for den påsigtede lovovertrædelse.

Stk. 2. Er en udlænding i udlandet idømt straf for en lovovertrædelse, der har haft eller må antages at skulle have haft virkning her i landet, kan der under de i §§ 22-25 b nævnte betingelser træffes bestemmelse om udvisning. Såfremt udlændingen har fast bopæl i Danmark, indbringes spørgsmålet til afgørelse ved byretten i den retskreds, hvor den pågældende bor. Sagen kan fremmes uden udlændingens tilstedeværelse. Rettens afgørelse træffes ved kendelse.

§ 52. Endelige administrative afgørelser efter § 46 kan inden 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt udlændingen, af denne kræves indbragt til prøvelse for den ret, hvor udlændingen har bopæl, eller, hvis udlændingen ikke har bopæl noget sted i riget, for Københavns byret, hvis afgørelsen går ud på:

1) nægtelse af opholdstilladelse med henblik på varigt ophold efter § 9, stk. 1, nr. 3-4,

2) bortfald, inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en sådan tilladelse,

3) udvisning efter § 25 b af en udlænding, som er omfattet af EF-reglerne, jf. § 2, eller

4) udvisning efter § 25 a af en udlænding, som:

a) er statsborger i et andet nordisk land og har fast bopæl her i landet eller

b) er omfattet af EF-reglerne, jf. § 2.

Stk. 2. Sagen indbringes for retten af Udlændingestyrelsen, der fremsender sagens akter med oplysning om den påklagede afgørelse, en kort redegørelse for de omstændigheder, der påberåbes, samt sagens bevisligheder.

Stk. 3. Retten drager omsorg for sagens oplysning og træffer selv bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner, om tilvejebringelse af andre bevismidler og om, hvorvidt sagen skal behandles mundtligt. Udebliver udlændingen uden lovligt forfald, afgør retten, om afgørelsen kan prøves uden udlændingens tilstedeværelse, eller om sagen skal afvises eller udsættes.

Stk. 4. Såfremt retten finder det fornødent og udlændingen opfylder den i retsplejelovens § 330, stk. 1, nr. 2, nævnte betingelse, beskikkes der en advokat for udlændingen, medmindre denne selv har antaget en sådan.

Stk. 5. Retten kan, når der er særlig anledning dertil, pålægge udlændingen helt eller delvis at betale sagsomkostninger.

Stk. 6. Sagens indbringelse for retten har ikke opsættende virkning, medmindre retten træffer bestemmelse herom.

Stk. 7. Retten afgør ved kendelse, om sagen skal afvises, eller om afgørelsen skal opretholdes eller ophæves. Kendelsen kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.

§ 53. Flygtningenævnet består af en formand og et af indenrigsministeren fastsat antal næstformænd og andre medlemmer.

Stk. 2. Ved nævnets behandling af en sag medvirker foruden formanden eller en af næstformændene 4 medlemmer, hvoraf 1 medlem udpeges af indenrigsministeren, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Dansk Flygtningehjælp, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet og 1 medlem beskikkes efter indstilling fra udenrigsministeren.

Stk. 3. Drøftelse af spørgsmål om almindelige retningslinjer for nævnets arbejde m.v. sker i nævnets koordinationsudvalg, der sammensættes som nævnt i stk. 2 og så vidt muligt består af faste medlemmer.

Stk. 4. Sager, hvor Udlændingestyrelsen har meddelt afslag på asyl under henvisning til, at de i § 7, stk. 4, nævnte betingelser ikke er opfyldt, kan behandles af formanden eller en af næstformændene alene.

Stk. 5. Sager, hvor betingelserne for at opnå asyl åbenbart må anses for at være opfyldt, kan behandles af formanden eller en af næstformændene alene.

Stk. 6. Sager, hvor der er anmodet om genoptagelse af en afgørelse truffet af Flygtningenævnet, kan behandles af formanden eller en af næstformændene alene, når der ikke er grund til at antage, at nævnet vil ændre sin afgørelse.

Stk. 7. Formanden og næstformændene skal være dommere. Medlemmerne beskikkes af indenrigsministeren for en periode på højst 4 år. Genbeskikkelse kan finde sted.

Stk. 8. Har et medlem forfald, kan der i særlige tilfælde udpeges eller beskikkes et andet medlem. Stk. 2 og 3 finder tilsvarende anvendelse.

§ 53 a. For Flygtningenævnet kan indbringes klager over afgørelser, som Udlændingestyrelsen har truffet om følgende spørgsmål, jf. dog stk. 3:

1) Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der påberåber sig at være omfattet af §§ 7-8.

2) Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20 af en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7-8.

3) Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument.

4) Beslutning om udsendelse efter § 49 a.

Stk. 2 . Afslår Udlændingestyrelsen at give opholdstilladelse efter § 7 til en udlænding, der opholder sig her i landet, eller træffer Udlændingestyrelsen efter § 49 a afgørelse om, at en udsendelse ikke vil være i strid med § 31, anses afgørelsen for påklaget til Flygtningenævnet. Påklage af en afgørelse som nævnt i stk. 1 har opsættende virkning.

Stk. 3. Udlændingestyrelsen kan, efter at sagen har været forelagt for Dansk Flygtningehjælp, bestemme, at afgørelsen i en sag, herunder en sag om opholdstilladelse efter § 7, stk. 4, hvor ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet.

Stk. 4. Udlændingestyrelsens afgørelser som nævnt i stk. 1 skal indeholde oplysning om reglerne i stk. 1-3.

Stk. 5. Politiet kan uden udlændingens samtykke videregive oplysninger om en udlændings strafbare forhold, herunder om sigtelser for strafbare forhold, til Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, hvis den pågældende har ansøgt om opholdstilladelse efter §§ 7-8 eller er omfattet af § 42 a, stk. 5.

§ 53 b. Udlændingestyrelsen underretter Flygtningenævnet om afgørelser, som ikke har kunnet indbringes for nævnet, fordi Udlændingestyrelsen har truffet bestemmelse herom efter reglen i § 53 a, stk. 3. Flygtningenævnet kan bestemme, at bestemte grupper af sager skal kunne indbringes for nævnet.

§ 54. Indbringes en afgørelse for Flygtningenævnet, fremsender Udlændingestyrelsen sagens akter til nævnet med oplysninger om den påklagede afgørelse, en kort redegørelse for de omstændigheder, der påberåbes, samt sagens bevisligheder. Nævnet drager i øvrigt selv omsorg for sagens oplysning og træffer bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner og om tilvejebringelse af andre bevismidler.

Stk. 2. Under nævnets behandling af en klage over Udlændingestyrelsens afgørelse i en sag vedrørende ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 kan Flygtningenævnets formand eller en af næstformændene beslutte, at der ikke kan fremlægges dokumenter eller andre bevismidler, som kunne være fremlagt under Udlændingestyrelsens behandling af sagen. Under nævnets behandling af en ansøgning om genoptagelse af en af nævnet truffet afgørelse kan Flygtningenævnets formand eller en af næstformændene beslutte, at der ikke kan fremlægges dokumenter eller andre bevismidler, som er omfattet af 1. pkt. eller kunne være fremlagt under nævnets tidligere behandling af sagen.

§ 55. Flygtningenævnet kan om fornødent beskikke en advokat for udlændingen, medmindre denne selv har antaget en sådan.

Stk. 2. Kan det ud fra hensynet til sagens fremme ikke anses for forsvarligt, at den advokat, som udlændingen ønsker beskikket, medvirker, kan Flygtningenævnet nægte at beskikke den pågældende som advokat for udlændingen. Ønsker udlændingen i stedet en anden advokat beskikket, skal Flygtningenævnet beskikke den pågældende, medmindre beskikkelse kan nægtes efter 1. pkt.

Stk. 3. Udlændingen og dennes advokat skal have lejlighed til at gøre sig bekendt med det materiale, der indgår i nævnets behandling, og til at udtale sig herom.

Stk. 4. Hvis hensynet til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter eller hensynet til tredjemand undtagelsesvis gør det påkrævet, kan bestemmelsen i stk. 3 fraviges i fornødent omfang.

§ 56. Flygtningenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, henviser en sag til behandling efter § 53, stk. 2 eller 4-6.

Stk. 2. Såfremt udlændingen eller den beskikkede advokat begærer det, har udlændingen ret til mundtligt at forelægge sin sag for nævnet, jf. dog stk. 3 og 4. Nævnet bestemmer, om den øvrige behandling af sagen skal være mundtlig, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3. Sager, der behandles efter § 53, stk. 4-6, behandles på skriftligt grundlag.

Stk. 4. Flygtningenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, kan henvise en sag, der skal behandles efter § 53, stk. 2, til behandling på skriftligt grundlag, hvis:

1) klagen må anses for grundløs,

2) der er meddelt opholdstilladelse efter § 7, stk. 2, men udlændingen påberåber sig at være omfattet af § 7, stk. 1 (statusændringssag),

3) sagen vedrører meddelelse af opholdstilladelse efter § 7, stk. 4, under henvisning til de i § 7, stk. 1 eller 2, nævnte betingelser,

4) sagen vedrører nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument,

5) sagen vedrører meddelelse af opholdstilladelse efter § 7 til indrejsende familiemedlemmer til en udlænding, der tidligere er meddelt opholdstilladelse efter § 7 (konsekvensstatussag), eller

6) forholdene i øvrigt taler for anvendelse af denne behandlingsform.

Stk. 5. Sager, der er henvist til behandling på skriftligt grundlag efter stk. 4, nr. 1, kan henvises til mundtlig behandling.

Stk. 6. Nævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed skal det resultat, som er gunstigst for den pågældende klager, være gældende. Afgørelsen skal ledsages af grunde.

Stk. 7. Nævnets afgørelser er endelige.

Stk. 8. Indenrigsministeren fastsætter Flygtningenævnets forretningsorden efter forhandling med nævnet.

§ 57. Forinden der af anklagemyndigheden nedlægges påstand om udvisning af en udlænding, kan der indhentes en udtalelse fra Udlændingestyrelsen. I forbindelse med fornyet prøvelse efter § 50 af en beslutning om udvisning indhenter anklagemyndigheden en udtalelse fra Udlændingestyrelsen.

Stk. 2. Anklagemyndigheden kan til brug for de i stk. 1 nævnte udtalelser uden udlændingens samtykke videregive oplysning om udlændingens strafbare forhold, herunder om sigtelser for strafbare forhold, til Udlændingestyrelsen.

§ 58. Om salær og godtgørelse for udlæg til advokater, der beskikkes efter § 37, stk. 2, § 37 c, stk. 3, 2. pkt., § 49, stk. 3, § 50, stk. 2, 3. pkt., § 52, stk. 4, § 55, stk. 1, og § 65, stk. 3, 2. pkt., gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

§ 58 a. Folketingets Ombudsmands virksomhed omfatter ikke Flygtningenævnet, jf. dog § 17 i lov om Folketingets Ombudsmand.

Kapitel 8 a

Videregivelse af oplysninger i medfør af EF-asylkonventionen m.v.

§ 58 b. Fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, som er modtaget fra myndighederne i et andet EF-land efter EF-asylkonventionens artikel 15, må kun videregives til de myndigheder, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 5. Oplysningerne må kun anvendes til de formål, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 1.

Stk. 2. Fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, må i det omfang, det følger af EF-asylkonventionen, videregives til myndighederne i et andet land, der er tilsluttet EF-asylkonventionen.

§ 58 c. Registertilsynet fører her i landet tilsyn med behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er modtaget efter EF-asylkonventionen.

§ 58 d. Indenrigsministeren fastsætter nærmere bestemmelser til gennemførelse af EF-asylkonventionen.

§ 58 e. Indenrigsministeren kan fastsætte, at de regler i denne lov, som er gennemført til opfyldelse af EF-asylkonventionen, med de nødvendige ændringer også skal anvendes i forhold til et eller flere tredjelande, der har indgået overenskomst med EF-landene om at tilslutte sig EF-asylkonventionen eller et hertil svarende arrangement.

Kapitel 9

Straffebestemmelser

§ 59. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes den udlænding, som:

1) Indrejser eller udrejser uden om paskontrollen her i landet eller i et andet nordisk land.

2) Indrejser her i landet i strid med et indrejseforbud eller et tilhold meddelt i henhold til tidligere udlændingelove.

3) Opholder sig her i landet eller arbejder uden fornøden tilladelse.

4) Ved bevidst urigtige oplysninger eller svigagtige fortielser skaffer sig adgang til landet gennem paskontrollen eller skaffer sig visum, pas eller anden rejselegitimation eller tilladelse til ophold eller arbejde her i landet.

Stk. 2. Med samme straf som i stk. 1 anført straffes den, som beskæftiger en udlænding uden fornøden arbejdstilladelse eller i strid med de for en arbejdstilladelse fastsatte betingelser.

Stk. 3. Den, der forsætligt bistår en udlænding med ulovligt at indrejse eller opholde sig her i landet, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. På samme måde straffes den, der for vindings skyld bistår en udlænding med at indrejse i Danmark med henblik på herfra at indrejse i et andet land, hvor udlændingen vil blive afvist eller tilbagesendt. På samme måde straffes endvidere den, der for vindings skyld bistår en udlænding med at indrejse i et andet land, hvor udlændingen vil blive afvist eller tilbagesendt.

§ 59 a. Den, der bringer en udlænding her til landet, straffes med bøde, såfremt den pågældende udlænding ved indrejse i Danmark ikke er i besiddelse af fornøden rejselegitimation og visum, jf. § 39.

§ 60. Overtrædelse af § 16, stk. 2, de i medfør af § 34 eller § 42 a, stk. 4, 1. pkt., givne pålæg, § 39, stk. 1 og 3, § 40, stk. 1-3, og § 42 a, stk. 4, 2. pkt., eller tilsidesættelse af de betingelser, der er knyttet til en tilladelse efter loven, straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med hæfte.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. I forskrifter, der udstedes i medfør af §§ 2, stk. 3, 12, 15, stk. 2, 16, stk. 1, og 38, stk. 2, kan der fastsættes straf af bøde eller af bøde eller hæfte for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

§ 61. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 62. Sager vedrørende overtrædelse af lovens § 59, stk. 1, nr. 2, behandles uden medvirken af domsmænd, uanset om der bliver spørgsmål om højere straf end bøde.

Kapitel 10

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 63. Loven træder i kraft den 1. oktober 1983, jf. dog §§ 64 og 65.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov om udlændinges adgang til landet m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 344 af 22. juni 1973.

Stk. 3. Lovens regler om udvisning på grund af strafbart forhold finder anvendelse i alle sager, der ikke er pådømt i 1. instans ved lovens ikrafttræden.

§ 64. (Overgangsbestemmelse, udeladt).

§ 65. (Overgangsbestemmelse, udeladt).

§ 66. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

NOTAT

Sammenskrivning af forslag til lov om ændring af udlændingeloven, straffeloven og ægteskabsloven (L 59 af 16. april 1998) med de endnu ikke ikrafttrådte ændringer af udlændingeloven med henblik på Danmarks tiltræden af Schengen-konventionen, jf. lov nr. 410 af 10. juni 1997.

De ved lovforslag nr. L 59 af 16. april 1998 foreslåede ændringer af lov nr. 410 af 10. juni 1997 er markeret ved understregning.

Lov nr. 410 af 10. juni 1997, § 1, nr. 12, 20, 28 og 29, samt § 2, nr. 5, 6, 8 og 10, er udeladt, idet de heri vedtagne ændringer af udlændingeloven er trådt i kraft dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende, jf. lovens § 3.

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 51 af 22. januar 1997, foretages følgende ændringer:

1. (ophæves)

2. Efter § 2 indsættes:

»§ 2 a. Ved Schengenkonventionen forstås i denne lov konvention af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser.

Stk. 2. Ved et Schengenland forstås i denne lov et land, der er tilsluttet Schengenkonventionen.

§ 2 b. Udlændinge, der har opholdstilladelse i et andet Schengenland, har ret til at indrejse og opholde sig i Danmark i indtil 3 måneder fra indrejsen. I de nævnte 3 måneders ophold fradrages den tid, hvori udlændingen inden for de sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark eller et andet Schengenland end det land, der har udstedt opholdstilladelsen. Har udlændingen opholdstilladelse i et andet nordisk land, fradrages dog ikke den tid, hvori udlændingen har haft ophold i et andet nordisk land.

Stk. 2. Udlændinge, der har visum gyldigt for alle Schengenlande, har ret til at indrejse og opholde sig i Danmark i indtil 3 måneder inden for visummets gyldighedsperiode. I de nævnte 3 måneders ophold fradrages den tid, hvori udlændingen inden for de sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark eller et andet Schengenland.

Stk. 3. Udlændinge, der har visum med gyldighed begrænset til et andet Schengenland, har ret til uden ugrundet ophold at rejse gennem Danmark i medfør af Schengenkonventionens artikel 18. Udlændinge, der har opholdstilladelse eller tilbagerejsetilladelse udstedt af et andet Schengenland, har ret til uden ugrundet ophold at rejse gennem Danmark i medfør af Schengenkonventionens artikel 5, stk. 3.«

3. § 3 affattes således:

»§ 3. Udlændinge, der efter regler fastsat i medfør af § 39, stk. 2, er fritaget for visum, har ret til at indrejse og opholde sig her i landet i indtil 3 måneder fra indrejsen. I de nævnte 3 måneders ophold fradrages den tid, hvori udlændingen har haft ophold i Danmark eller et andet Schengenland inden for de sidste 6 måneder.«

4. § 4, stk. 3 , ophæves og i stedet indsættes som stk. 3 og 4 :

» Stk. 3. Visum udstedes i medfør af Schengenkonventionens artikel 12 til at gælde indrejse og ophold i alle Schengenlande.

Stk. 4. Visum kan gives til en eller flere indrejser med ret til indtil i alt 3 måneders ophold inden for et nærmere fastsat tidsrum. I de nævnte 3 måneders ophold fradrages den tid, hvori udlændingen inden for de sidste 6 måneder har haft ophold i Danmark eller et andet Schengenland.«

5. Efter § 4 indsættes:

» § 4 a. Uanset bestemmelserne i §§ 3-4 kan der i særlige tilfælde udstedes visum, der begrænses til kun at gælde indrejse og ophold i Danmark.

§ 4 b. En udlænding, der har opholdt sig i Danmark eller et andet Schengenland i medfør af §§ 2-4 a, kan i særlige tilfælde få forlænget sin ret til ophold her i landet.«

6. § 5, stk. 1 , affattes således:

»Udlændinge, der ikke efter §§ 1-4 b har ret til at opholde sig her i landet, må kun opholde sig her i landet, hvis de har opholdstilladelse.«

7.- 9. (ophæves)

10. I § 10, stk. 1 , udgår i nr. 2 »eller«, og efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:

»3) hvis udlændingen ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, og er indberettet til Schengeninformationssystemet som uønsket i medfør af Schengenkonventionen, eller«

Nr. 3 bliver herefter nr. 4.

11. I § 19 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

» Stk. 3. En tidsbegrænset eller tidsubegrænset opholdstilladelse kan altid inddrages, såfremt en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, er indberettet til Schengeninformationssystemet som uønsket i medfør af Schengenkonventionen på baggrund af omstændigheder, der her i landet kunne medføre udvisning efter udlændingelovens kapitel 4. Inddragelse efter 1. pkt. sker i forbindelse med konsultationer i medfør af Schengenkonventionens artikel 25 med myndighederne i et andet Schengenland.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

12. (udeladt)

13. § 28 affattes således:

»§ 28. En udlænding, der ikke har opholdstilladelse her i landet, og en nordisk statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, kan afvises ved indrejsen fra et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, i følgende tilfælde:

1) Hvis udlændingen har indrejseforbud og ikke har visum, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt.

2) Hvis udlændingen ikke opfylder de bestemmelser om rejselegitimation, visum og indrejse, som er fastsat efter kapitel 7.

3) Hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at den pågældende vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke afvises af denne grund.

4) Hvis udlændingen ikke kan forevise dokumentation for opholdets formål og nærmere omstændigheder. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke afvises af denne grund.

5) Hvis udlændingen ikke har de nødvendige midler til sit underhold her i landet og til hjemrejsen og ikke er i stand til på lovlig vis at erhverve disse midler. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke afvises af denne grund.

6) Hvis udlændingen ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, og er indberettet til Schengeninformationssystemet som uønsket i medfør af Schengenkonventionen.

7) Hvis andre hensyn til Schengenlandenes offentlige orden, forhold til fremmede magter eller sikkerheds- eller sundhedsmæssige grunde tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i landet.

Stk. 2. Statsborgere i lande, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen eller De Europæiske Fællesskaber, skal afvises ved indrejsen fra et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, efter bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-7, jf. dog stk. 6.

Stk. 3. En udlænding, der ikke har opholdstilladelse her i landet, eller en nordisk statsborger, som ikke har fast bopæl her i landet, kan afvises ved indrejsen fra et Schengenland efter bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-7, jf. dog stk. 6. En nordisk statsborger kan dog kun afvises efter stk. 1, nr. 2, såfremt den pågældende indrejser fra et ikkenordisk land, jf. § 39, stk. 4.

Stk. 4. En udlænding, der ikke er nordisk statsborger og ikke er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, og som må antages at ville rejse videre til et andet nordisk land, kan endvidere afvises ved indrejsen i Danmark, hvis

1) den pågældende har modtaget indrejseforbud fra et nordisk land og ikke har opnået særlig tilladelse til at indrejse i Danmark og det eller de nordiske lande, hvortil den pågældende udlænding må antages at ville rejse, eller

2) den pågældende udlænding kan afvises efter de regler, der gælder i det nordiske land, hvortil den pågældende udlænding må antages at ville rejse.

Stk. 5. Afvisning efter stk. 1-4 kan endvidere ske indtil 3 måneder efter indrejsen. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog efter indrejsen kun afvises efter stk. 1, nr. 1 og 7, og, såfremt det offentlige må bekoste udlændingens rejse ud af landet, tillige efter stk. 1, nr. 5.

Stk. 6. Afvisning efter stk. 1-5 må dog ikke ske, hvis udlændingen i medfør af Schengenkonventionens artikel 5, stk. 2, har opnået særlig tilladelse til at indrejse i Danmark. Har udlændingen efter § 2 b, stk. 3, 1. pkt., ret til at rejse gennem Danmark, kan den pågældende alene afvises efter stk. 1, nr. 1, 2, 6 eller 7, jf. stk. 2-5. Har udlændingen efter § 2 b, stk. 3, 2. pkt., ret til at rejse gennem Danmark, kan den pågældende alene afvises efter stk. 1, nr. 1 eller 2, jf. stk. 2-5.

Stk. 7. En udlænding, der meddeles afslag på eller frafalder en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, eller hvis ansøgning om asyl bortfalder efter § 40, stk. 8, kan uanset bestemmelserne i stk. 1-4 afvises i indtil 3 måneder fra indrejsen.

Stk. 8. En udlænding, der ikke har fast bopæl her i landet, kan uanset bestemmelserne i kapitel 1 afvises, såfremt det findes påkrævet af hensyn til statens sikkerhed.

Stk. 9. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om afvisning og udsendelse af blindpassagerer.«

14. (ophæves)

15. I § 28, stk. 5 , indsættes som 3. pkt. :

»Har Danmark fremsat anmodning over for et andet land om overtagelse af udlændingen efter EF-asylkonventionen, jf. § 29, regnes fristen i 1. pkt. fra det tidspunkt, da det andet land har besvaret anmodningen.«

16. § 29 ophæves.

17.- 19. (ophæves)

20. (udeladt)

21. (ophæves)

22. I § 38 indsættes før stk. 1 som nye stykker:

»Ved grænsen til et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, skal ind- og udrejsekontrol finde sted i medfør af Schengenkonventionens artikel 6.

Stk. 2. Ind- og udrejsekontrol må ikke finde sted ved grænsen til et Schengenland. Dog kan der undtagelsesvis ske kontrol ved en sådan grænse i medfør af Schengenkonventionens artikel 2, stk. 2.«

Stk. 1-3 bliver herefter stk. 3-5.

23. (ophæves)

24. I § 43, stk. 2, 1. pkt. , ændres »pligt til uden udgift for staten at sørge for udlændingens udrejse,» til: »pligt til uden udgift for staten straks at sørge for udlændingens udrejse eller tilbagerejse,».

25. I § 43 indsættes som stk. 5 :

»Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse ved indrejse fra et Schengenland.«

26. I § 47, stk. 2 , indsættes som 2. pkt. :

»Efter aftale med et andet land kan udenrigsministeren efter aftale med indenrigsministeren bemyndige udenlandske diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet til at udstede visum og opholdstilladelse.«

27. I § 48, stk. 1, 1. pkt. , ændres »§§ 28, stk. 1, og 29, stk. 1-2,» til: »§ 28, stk. 1-4,».

28. - 29. (udeladt)

30. - 31. (ophæves)

32. Kapitel 8 a affattes således:

»Kapitel 8 a

Videregivelse af oplysninger i medfør af EF-asylkonventionen og Schengenkonventionen m.v .

§ 58 b. Fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, som er modtaget fra et andet EF-lands myndigheder i medfør af EF-asylkonventionens artikel 15, må kun videregives til de myndigheder, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 5. Oplysningerne må kun anvendes til de formål, der er nævnt i konventionens artikel 15, stk. 1.

Stk. 2. Fortrolige oplysninger, herunder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, må i det omfang, det følger af EF-asylkonventionen, videregives til myndighederne i et andet land, der er tilsluttet EF-asylkonventionen. Oplysninger som nævnt i 1. pkt. må i det omfang, det følger af Schengenkonventionen, videregives til myndighederne i et andet land, der er tilsluttet Schengenkonventionen.

§ 58 c. Registertilsynet fører her i landet tilsyn med behandlingen og anvendelsen af de oplysninger, der er modtaget efter EF-asylkonventionen.

§ 58 d. Indenrigsministeren fastsætter nærmere bestemmelser til gennemførelse af Schengenkonventionen og EF-asylkonventionen.

§ 58 e. Indenrigsministeren kan fastsætte, at de regler i denne lov, som er gennemført til opfyldelse af EF-asylkonventionen, med de nødvendige ændringer også skal anvendes i forhold til et eller flere tredjelande, der har indgået overenskomst med EF-landene om at tilslutte sig EF-asylkonventionen eller et hertil svarende arrangement, eller som på andet grundlag er forpligtet til at anvende reglerne i EF-asylkonventionen.

§ 58 f. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om politiets betaling for udgifter, som andre Schengenlande har afholdt i forbindelse med udsendelse af udlændinge.

§ 58 g. Rigspolitichefen indberetter en udlænding, der ikke er statsborger i et Schengenland eller et land, der er tilsluttet De Europæiske Fællesskaber, som uønsket til Schengeninformationssystemet, hvis den pågældende er udvist af landet i medfør af §§ 22-23.1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, der er udvist af landet i medfør af § 24, såfremt den pågældende er idømt ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse.

§ 58 h. Udlændingestyrelsen forestår konsultationer med myndighederne i et andet Schengenland i medfør af Schengenkonventionens artikel 25.

Stk. 2. Finder Udlændingestyrelsen efter de i stk. 1 nævnte konsultationer, at en i medfør af § 58 g indberettet udlænding bør slettes som uønsket i Schengeninformationssystemet, sletter Rigspolitichefen den pågældende i Schengeninformationssystemet.«

33. I § 59 a indsættes som stk. 2 :

»Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse ved indrejse fra et Schengenland.«

§ 2

I lov nr. 387 af 6. juni 1991 om ændring af udlændingeloven (EF-asylkonventionen), som ændret ved § 2 i lov nr. 382 af 14. juni 1995, foretages følgende ændringer:

1.- 4., 7., 9. og 11. (ophæves)

5.- 6., 8. og 10. (udeladt)

§ 3

Stk. 1. Indenrigsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Ministeren kan bestemme, at de enkelte bestemmelser i loven træder i kraft på forskellige tidspunkter og kun træder i kraft ved bestemte grænseovergangssteder.

Stk. 2. § 1, nr. 12, 20, 28 og 29, og § 2, nr. 5, 6, 8 og 10, træder dog i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 4

Loven gælder for alle sager, hvor ansøgning om opholdstilladelse er indgivet efter lovens ikrafttræden.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Skriftlig fremsættelse (16. april 1998)

Indenrigsministeren (Thorkild Simonsen):

Jeg tillader mig herved for det høje Ting at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, straffeloven og ægteskabsloven (Tidsubegrænset opholdstilladelse, asyl, familiesammenføring og udvisning m.v.).

(Lovforslag nr. L 59).

Lovforslaget fremsættes samtidig med fremsættelsen af forslag til lov om integration af udlændinge i Danmark (integrationslov) og er således en del af regeringens udspil om integrations- og udlændingepolitikken.

Lovforslaget er i alt væsentligt identisk med L 154, der blev fremsat af regeringen den 17. december 1997. Blandt andet på baggrund af behandlingen i Folketinget er der dog foretaget enkelte ændringer og præciseringer i lovteksten og bemærkningerne hertil.

Der foreslås en ændret formulering af udlændingelovens § 7, stk. 2, om de facto-flygtninge. Med ændringen præciseres det, at der kun gives asyl til personer, der er personligt forfulgt.

Tidsubegrænset opholdstilladelse skal ikke som hidtil meddeles automatisk efter tre år. Fremover skal der som udgangspunkt kun meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis udlændingen tillige har fulgt det introduktionsprogram, der tilbydes efter lov om integration af udlændinge i Danmark, ikke har forfalden gæld på over 50.000 kr. til det offentlige, som udlændingen ikke vil afdrage, og ikke har begået kriminalitet af en vis grovhed. Med henblik på at sikre en bedre integration af udlændinge på arbejdsmarkedet fritages de udlændinge, der vil være omfattet af integrationsloven, for arbejdstilladelse.

Reglerne om familiesammenføring foreslås ændret, således at indvandrere fremover først kan få ret til familiesammenføring tre år efter, at de er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Der skal endvidere ikke være retskrav på familiesammenføring med forældre over 60 år til herboende indvandrere. Ved familiesammenføring med ægtefæller skal der som udgangspunkt stilles forsørgelseskrav over for indvandrere, men ikke over for danskere, nordiske statsborgere og herboende flygtninge. I sager, hvor der er stillet forsørgelseskrav i forbindelse med tilladelse til familiesammenføring, vil det fremover løbende skulle vurderes, om forsørgelseskravet faktisk opfyldes. Arrangerede ægteskaber og ægteskaber, hvor der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål er at opnå opholdstilladelse (pro forma-ægteskaber), skal ikke kunne danne grundlag for familiesammenføring.

Med henblik på at sikre et ensartet grundlag for kommunalbestyrelsernes udtalelser om, hvorvidt forsørgelsesevnen kan anses for godtgjort, foreslås det, at indenrigsministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om, hvornår forsørgelsesevnen kan anses for godtgjort, og for kommunalbestyrelsens udtalelse om, hvorvidt forsørgelsesevnen er opfyldt i en konkret sag.

De generelle minimumsbetingelser for, hvornår der kan ske udvisning af udlændinge med mere end syv års ophold her i landet, nedsættes fra seks års ubetinget fængsel til fire års ubetinget fængsel. For udlændinge med kortere tids ophold sker der på samme måde en justering i skærpende retning. Herudover foreslås det, at den særlige udvidede adgang til udvisning, der gælder for narkokriminelle udlændinge, bliver suppleret med en tilsvarende adgang til at udvise udlændinge, der er idømt ubetinget fængsel for menneskesmugling, terrorisme og forbrydelser af personfarlig karakter, herunder forsætligt manddrab, voldtægt, røveri, grov vold og forsætlig brandstiftelse. Endvidere er det foreslået, at alle former for berigelseskriminalitet skal kunne medføre administrativ udvisning.

Strafferammen for menneskesmugling, der begås under skærpende omstændigheder, foreslås forhøjet fra to til fire års fængsel. Der indsættes en bestemmelse herom i straffeloven.

Reglerne i ægteskabsloven foreslås ændret, således at udlændinge med processuelt ophold, herunder asylansøgere, ikke skal kunne indgå ægteskab her i landet.

Efter 2. behandling den 25. juni 1998

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 650 af 13. august 1997, som ændret ved § 14 i lov nr. 980 af 17. december 1997, foretages følgende ændringer:

1. § 7, stk. 2, 1. pkt., affattes således:

»Efter ansøgning gives der endvidere opholdstilladelse til en udlænding, som ikke er omfattet af flygtningekonventionen af 28. juli 1951, men hvor det af lignende grunde som anført i konventionen eller af andre tungtvejende grunde, der medfører velbegrundet frygt for forfølgelse eller tilsvarende overgreb, ikke bør kræves, at den pågældende vender tilbage til sit hjemland.«

2. § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, affattes således:

»d) har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år.«

3. § 9, stk. 1, nr. 5, ophæves.

4. § 9, stk. 2, nr. 4, affattes således:

»4) Hvis ganske særlige grunde i øvrigt taler derfor, herunder at udsendelse, jf. § 30, ikke har været mulig i mindst 18 måneder.«

5. I § 9, stk. 3, udgår »stk. 1, nr. 5, eller«.

6. § 9, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, litra d, til en samlever og opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 4, skal betinges af, at den person, der bor i Danmark, påtager sig at forsørge ansøgeren. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, litra d, og efter stk. 1, nr. 4, skal, medmindre særlige grunde taler derimod, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil. Har den herboende person ikke dansk indfødsret, statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 3, såfremt særlige grunde taler derfor, betinges af, at den herboende person, som det påhviler at forsørge ansøgeren, godtgør at være i stand hertil.«

7. § 9, stk. 7, affattes således:

»Stk. 7. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2-4, og stk. 2, nr. 1, nr. 3 og 4, skal være opnået inden indrejsen. Efter indrejsen kan ansøgning herom ikke indgives, behandles eller tillægges opsættende virkning her i landet, medmindre ganske særlige forhold taler derfor. Har udlændingen på tidspunktet for ansøgningen lovligt ophold her i landet i medfør af §§ 1-4 eller § 5, stk. 2, eller i medfør af en opholdstilladelse efter §§ 6-9, kan ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2 eller 3, dog indgives, behandles og tillægges opsættende virkning, medmindre særlige grunde taler derimod.«

8. I § 9 indsættes efter stk. 7 som nyt stykke:

»Stk. 8. Kan en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, indgives her i landet, jf. stk. 7, og opholder ansøgeren sig her i landet på tidspunktet for ansøgningens indgivelse, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, på grundlag af samliv på fælles bopæl i ægteskab kun gives, såfremt ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse har lovligt ophold her i landet i medfør af §§ 1-4 eller i medfør af en opholdstilladelse efter §§ 6-9, eller såfremt ganske særlige grunde taler derfor.«

9. I § 9 indsættes som stk. 9-11:

»Stk. 9 . Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan ikke gives, såfremt der er bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse eller etableringen af samlivsforhold er at opnå opholdstilladelse.

Stk. 10. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 2, kan ikke gives, såfremt ægteskabets indgåelse beror på en aftale indgået af andre end ægtefællerne. Bestemmelsen i 1. pkt. finder alene anvendelse i tilfælde, hvor mindst den ene af ægtefællerne er under 25 år.

Stk. 11. Kommunalbestyrelsen afgiver efter anmodning fra Udlændingestyrelsen en udtalelse om, hvorvidt den person, der bor i Danmark, er i stand til at forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om, hvornår det kan anses for godtgjort, at den person, der bor i Danmark, er i stand til at forsørge ansøgeren, jf. stk. 3 og 4, og om kommunalbestyrelsens udtalelse efter 1. pkt.«

10. § 10 affattes således:

» § 10. Uanset bestemmelserne i §§ 6-9 kan der kun, når særlige grunde taler derfor, gives opholdstilladelse,

1) hvis udlændingen er dømt for et forhold, som kunne medføre udvisning efter §§ 22, 23 eller 24, såfremt pådømmelsen var sket her i landet,

2) hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, som kunne medføre udvisning efter reglerne i kapitel 4, eller

3) hvis udlændingen på grund af smitsom sygdom eller alvorligere sjælelig forstyrrelse må antages at frembyde fare eller væsentlige ulemper for sine omgivelser.

Stk. 2. Til udlændinge, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, kan opholdstilladelse gives efter reglerne i §§ 7 og 8, medmindre særlige grunde taler derimod. Endvidere kan opholdstilladelse undtagelsesvis gives efter §§ 6 og 9, når ganske særlige grunde taler derfor, dog tidligst to år efter udrejsen.«

11. § 11, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. En tidsbegrænset opholdstilladelse meddelt med henblik på varigt ophold forlænges efter ansøgning, medmindre der er grundlag for at inddrage tilladelsen efter § 19.

Stk. 3. Efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding med opholdstilladelse efter §§ 7, 8 eller 9, stk. 1 og 2, som med henblik på varigt ophold lovligt har boet her i landet i mere end de sidste 3 år, jf. dog stk. 5.

Stk. 4. Uanset at betingelserne i stk. 3 ikke er opfyldt, kan der efter ansøgning meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis væsentlige hensyn afgørende taler for at imødekomme ansøgningen, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. Medmindre særlige grunde taler derimod, er meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse betinget af, at den pågældende udlænding

1) har gennemført et tilbudt introduktionsprogram efter lov om integration af udlændinge i Danmark eller, hvis dette ikke er tilfældet, har gennemført et andet tilbudt forløb, der kan sidestilles hermed, jf. stk. 7,

2) under sit ophold her i landet inden for en af indenrigsministeren fastsat periode ikke er idømt en betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, jf. stk. 7, og

3) ikke har forfalden gæld på over 50.000 kr. til det offentlige, jf. stk. 6 og 7.

Stk. 6. Uanset bestemmelsen i stk. 5, nr. 3, kan der dog meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, hvis den pågældende udlænding har indgået en aftale om afvikling af gælden og overholder en sådan aftale.

Stk. 7. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler for anvendelsen af stk. 5. Det i stk. 5, nr. 3, angivne beløb er fastsat i 1998-niveau og reguleres fra og med 1999 en gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Stk. 8. Udlændingestyrelsen registrerer opholdsgrundlag for udlændinge, der meddeles opholdstilladelse efter §§ 6-9 eller fritages for opholdstilladelse efter § 5, stk. 2, i Det Centrale Personregister (CPR). Registreringen sker ved meddelelsen af opholdstilladelsen eller fritagelsen herfor. Er der blevet meddelt opholdstilladelse til en udlænding som nævnt i § 42 a, stk. 1, 1. pkt., sker registreringen ved udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til den pågældende. Registrering kan ikke ske før det i 2. og 3. pkt. nævnte tidspunkt.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 9.

12. § 14, stk. 1, affattes således:

»Følgende udlændinge er fritaget for arbejdstilladelse:

1) Udlændinge, der er statsborgere i et andet nordisk land, jf. § 1.

2) Udlændinge, der er omfattet af EF-reglerne, jf. §§ 2 og 6.

3) Udlændinge med tidsubegrænset opholdstilladelse.

4) Udlændinge med opholdstilladelse efter §§ 7, 8 eller 9, stk. 1, eller stk. 2, nr. 1, 2, 5 eller 6.

5) Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt i umiddelbar forlængelse af en opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 2.

6) Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet ansøgning om opholdstilladelse efter § 7.

7) Udlændinge med opholdstilladelse efter § 9, stk. 2, nr. 4, når tilladelsen er meddelt som følge af en familiemæssig tilknytning til en herboende person.«

13. I § 19, stk. 1, indsættes som nr. 4:

»4) Når opholdstilladelsen er betinget af, at en herboende person godtgør at være i stand til at forsørge ansøgeren, jf. § 9, stk. 3 og 4, og den herboende person ikke længere kan godtgøre dette. Bestemmelsen i § 9, stk. 11, finder tilsvarende anvendelse.«

14. § 19, stk. 2, ophæves.

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 2-5.

15. I § 19 indsættes som stk. 6:

»Stk. 6. Ved afgørelsen om inddragelse af en opholdstilladelse meddelt i medfør af § 9, stk. 1, nr. 2, skal der tages særligt hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede som følge af samlivsophør, der skyldes, at udlændingen med opholdstilladelse efter § 9, stk. 1, nr. 2, har været udsat for overgreb, misbrug eller anden overlast m.v. her i landet.«

16. § 22 affattes således:

» § 22. En udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 7 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8 kan udvises, hvis

1) udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 4 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed,

2) udlændingen for flere strafbare forhold idømmes ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed,

3) udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, og tidligere her i landet er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter,

4) udlændingen efter lov om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191 eller § 191 a idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter,

5) udlændingen efter § 59, stk. 3, eller straffelovens § 125 a idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter,

6) udlændingen efter straffelovens § 119, stk. 1 og 2, § 180, § 181, § 183 a, § 210, stk. 1 og 3, jf. stk. 1, § 216, § 222, § 224, jf. §§ 216 og 222, og § 225, jf. §§ 216 og 222, samt § 237, § 245, § 246, § 252, stk. 2, § 261, stk. 2, § 276, jf. § 286, §§ 278-284, jf. § 286, og § 288 idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.«

17. § 23 affattes således:

» § 23. En udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 3 år, kan udvises

1) af de grunde, der er nævnt i § 22,

2) hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 2 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed,

3) hvis udlændingen for flere strafbare forhold idømmes ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed,

4) hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, og tidligere her i landet er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.«

18. § 24 affattes således:

» § 24 . Andre udlændinge kan udvises:

1) Af de grunde, der er nævnt i §§ 22 eller 23.

2) Hvis udlændingen idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.«

19. § 25 ophæves, og i stedet indsættes:

» § 25. En udlænding kan udvises, når dette findes påkrævet af hensyn til statens sikkerhed.

§ 25 a. En udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan endvidere udvises, hvis

1) udlændingen uden for de i §§ 22-24 nævnte tilfælde er dømt for overtrædelse af straffelovens §§ 276-284 eller toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, eller udlændingen over for politiet har erkendt overtrædelsen eller er pågrebet under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det strafbare forhold,

2) udlændingen er dømt for ulovlig besiddelse af euforiserende stoffer eller udlændingen over for politiet har erkendt ulovlig besiddelse eller brug af euforiserende stoffer eller der i øvrigt foreligger en særlig bestyrket mistanke.

Stk. 2. Efter indrejsen kan en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, desuden udvises, hvis:

1) Der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke udvises af denne grund.

2) Udlændingen ikke har de nødvendige midler til sit underhold her i landet og til hjemrejsen. Udlændinge, der er omfattet af § 2, stk. 1 eller 2, kan dog ikke udvises af denne grund.

3) Andre hensyn til den offentlige orden eller sikkerheds- eller sundhedsmæssige grunde tilsiger, at udlændingen ikke bør have ophold her i landet.

§ 25 b. En udlænding kan udvises, hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse.«

20. § 26 affattes således:

» § 26. Ved afgørelsen om udvisning skal der tages hensyn til, om udvisningen må antages at virke særlig belastende, navnlig på grund af

1) udlændingens tilhørsforhold til det danske samfund, herunder om udlændingen er kommet her til landet som barn eller ganske ung,

2) varigheden af udlændingens ophold her i landet,

3) udlændingens alder, helbredstilstand og andre personlige forhold,

4) udlændingens tilknytning til herboende personer,

5) udvisningens konsekvenser for udlændingens herboende nære familiemedlemmer,

6) udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold, og

7) risikoen for, at udlændingen uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold.

Stk. 2. En udlænding kan udvises efter § 22, nr. 4-6, medmindre de i stk. 1 nævnte forhold taler afgørende derimod.«

21. I § 27, stk. 1, ændres »§§ 11, stk. 2, 1. pkt., 17, stk. 1, 3. pkt., 18, stk. 2, 19, stk. 2,» til: »§§ 11, stk. 3, 17, stk. 1, 3. pkt., 18, stk. 2,».

22. I § 27, stk. 1, ændres »og 22-25« til: »22, 23 og 25 a«.

23. I § 28, stk. 3, ændres »§ 40, stk. 7,» til: »§ 40, stk. 8,».

24. § 31, stk. 2, 1. pkt. , affattes således:

»Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, såfremt de i § 7, stk. 2, nævnte forhold foreligger.«

25. § 32 affattes således:

» § 32. En dom, kendelse eller beslutning, hvorved en udlænding udvises, medfører, at udlændingens visum og opholdstilladelse bortfalder, og at udlændingen ikke uden tilladelse på ny må indrejse og opholde sig her i landet (indrejseforbud). Indrejseforbudet kan tidsbegrænses og regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen.

Stk. 2. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §§ 22-24 meddeles for

1) 3 år, hvis udlændingen idømmes en frihedsstraf af ikke over 3 måneder eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed,

2) 5 år, hvis udlændingen idømmes en frihedsstraf af mere end 3 måneder men ikke over 1 år eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed,

3) 10 år, hvis udlændingen idømmes fængsel af mere end 1 år, men ikke over 2 år, eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lov-overtrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed,

4) bestandig, hvis udlændingen idømmes fængsel af mere end 2 år eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

Stk. 3. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 22, nr. 4-6, meddeles dog for mindst 5 år.

Stk. 4. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 25 meddeles for bestandig. Indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter §§ 25 a og 25 b meddeles for 1 år.

Stk. 5. Den politimyndighed, som drager omsorg for udrejsen, udleverer udlændingen en skriftlig og begrundet meddelelse om indrejseforbudet og om strafansvaret ved overtrædelse heraf.

Stk. 6. Et indrejseforbud bortfalder, såfremt den pågældende under de i § 10, stk. 2, nævnte betingelser meddeles opholdstilladelse efter §§ 6-9.

Stk. 7. Et indrejseforbud meddelt en statsborger i et andet nordisk land kan senere ophæves, såfremt ganske særlige grunde taler derfor.«

26. I § 33, stk. 1, ændres »§ 24, nr. 5, eller efter § 25« til: »§§ 25 a eller 25 b«.

27. § 33, stk. 8 , ophæves, og i stedet indsættes:

» Stk. 8 . Er udvisning sket ved dom, fastsætter politiet udrejsefristen til straks. Udrejsefristen regnes fra tidspunktet for løsladelse eller udskrivning fra hospital eller forvaring. Er dommen betinget, eller er udvisning sket ved dom til ambulant behandling med mulighed for frihedsberøvelse, regnes fristen fra tidspunktet for endelig dom i sagen eller, hvis den pågældende ikke har været til stede ved domsafsigelsen, fra dommens forkyndelse.

Stk. 9. Ansøgning om opholdstilladelse efter § 9, jf. § 10, stk. 2, fra en udlænding med indrejseforbud har ikke opsættende virkning, medmindre den myndighed, der behandler ansøgningen, træffer beslutning herom.«

Stk. 9 bliver herefter stk. 10.

28. I § 34, stk. 2, nr. 1, ændres »§ 40, stk. 1,» til: »§ 40, stk. 1, 1. og 2. pkt.,».

29. I § 35, nr. 1 , ændres »§ 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 2-4, eller § 23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 1, jf. §§ 22, nr. 2-4, eller 23, nr. 2-3, eller § 24, nr. 2-4.« til: »§§ 22-24.«

30. I § 36, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 24, nr. 5, og § 25,» til: »§§ 25 a og 25 b,».

31. I § 36, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 22, nr. 1, § 23, nr. 1, jf. § 22, nr. 1, og § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 1.« til: »§ 25.«

32. § 39, stk. 6, ophæves.

33. I § 40, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »kan gives,» : »inddrages eller bortfalde,»

34. I § 40, stk. 1, indsættes som 3. pkt.:

»Andre personer, som skønnes at kunne bidrage med oplysninger til brug for sagens behandling, kan pålægges at meddele de i 1. pkt. nævnte oplysninger.«

35. I § 42 a, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:

»En udlænding som nævnt i 1. pkt., der er blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af § 7, stk. 1 eller 2, § 9, stk. 2, nr. 2, eller § 9, stk. 2, nr. 4-6, får udgifterne til underhold dækket af Udlændingestyrelsen til og med udgangen af den første hele måned efter tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til den pågældende.«

36. § 42 a, stk. 6, nr. 1, ophæves.

Nr. 2-8 bliver herefter nr. 1-7.

37. I § 42 a indsættes som stk. 7:

»Stk. 7 . Udlændingestyrelsen skal, medmindre særlige grunde taler derimod, bestemme, at en udlænding, der indgiver ansøgning om asyl ved eller efter indrejsen og ikke medvirker til sagens oplysning, jf. § 40, stk. 1, 1. og 2. pkt., ikke skal have dækket sine udgifter til underhold bortset fra kost, logi og sundhedsmæssige ydelser.«

38. I § 44, stk. 2, 1. pkt., udgår »til unge og ældre«.

39. § 44, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

40. I § 46, stk. 1, ændres »§§ 46 a-50 og 51, stk. 2, 2. pkt.,» til: »§§ 46 a-49, § 50, § 50 a og § 51, stk. 2, 2. pkt.,».

41. I § 48 a, stk. 1, ændres »§ 24, nr. 5,» til: »§ 25 b«.

42. I § 48 a, stk. 4, 1. pkt., ændres »eller om overførsel eller tilbageførsel« til: »eller overførsel eller tilbageførsel«.

43. § 49, stk. 1, affattes således:

»Når en udlænding dømmes for strafbart forhold, afgøres det efter anklagemyndighedens påstand ved dommen, om den pågældende skal udvises i medfør af §§ 22-24. Træffes der bestemmelse om udvisning, skal dommen indeholde bestemmelse om indrejseforbudets varighed, jf. § 32, stk. 1-3.«

44. Efter § 49 indsættes:

» § 49 a. Forud for udsendelse af en udlænding, som har haft opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8, og som er udvist ved dom, jf. § 49, stk. 1, træffer Udlændingestyrelsen afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtykker i udsendelsen. En afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, jf. § 31, skal tillige indeholde afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse efter § 7.«

45. § 50, stk. 1, affattes således:

»Er udvisning efter § 49, stk. 1, ikke iværksat, kan en udlænding, som påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten ved anklagemyndighedens foranstaltning. Begæring herom kan fremsættes tidligst 6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat. Fremsættes begæringen senere, kan retten beslutte at behandle sagen, såfremt fristoverskridelsen må anses for undskyldelig.«

46. Efter § 50 indsættes:

» § 50 a. Er udvisning sket ved dom, hvorved en udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 er dømt til forvaring eller anbringelse, træffer retten i forbindelse med en afgørelse efter straffelovens § 72 om ændring af foranstaltningen, der indebærer udskrivning fra hospital eller forvaring, samtidig bestemmelse om ophævelse af udvisningen, hvis udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende taler imod, at udsendelse finder sted.

Stk. 2. Er en udvist udlænding efter reglerne i straffelovens §§ 68-70 uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde undergivet en strafferetlig retsfølge, der indebærer frihedsberøvelse, indbringer anklagemyndigheden i forbindelse med udskrivning fra hospital eller forvaring spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for retten. Taler udlændingens helbredsmæssige tilstand afgørende imod, at udsendelse finder sted, ophæver retten udvisningen. Retten beskikker en forsvarer for udlændingen. Rettens afgørelse træffes ved kendelse, der kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 85. Retten kan bestemme, at udlændingen skal varetægtsfængsles, når der er bestemte grunde til at anse dette for nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse.«

47. I § 51, stk. 2, ændres »§§ 22-25« til: »§§ 22-25 b«.

48. I § 52, stk. 1, nr. 1, ændres »§ 9, stk. 1, nr. 3-5,» til: »§ 9, stk. 1, nr. 3 eller 4,».

49. I § 52, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 24, nr. 5,» til: »§ 25 b«.

50. I § 52, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 25« til: »§ 25 a«.

51. § 53 a, stk. 1 og 2, affattes således:

»For Flygtningenævnet kan indbringes klager over afgørelser, som Udlændingestyrelsen har truffet om følgende spørgsmål, jf. dog stk. 3:

1) Nægtelse af opholdstilladelse til en udlænding, der påberåber sig at være omfattet af §§ 7 eller 8.

2) Bortfald efter § 17 og inddragelse efter §§ 19 eller 20 af en opholdstilladelse, der er givet efter §§ 7 eller 8.

3) Nægtelse af udstedelse af dansk rejsedokument for flygtninge eller inddragelse af et sådant rejsedokument.

4) Beslutning om udsendelse efter § 49 a.

Stk. 2 . Afslår Udlændingestyrelsen at give opholdstilladelse efter § 7 til en udlænding, der opholder sig her i landet, eller træffer Udlændingestyrelsen efter § 49 a afgørelse om, at en udsendelse ikke vil være i strid med § 31, anses afgørelsen for påklaget til Flygtningenævnet. Påklage af en afgørelse som nævnt i stk. 1 har opsættende virkning.«

52. § 57 affattes således:

» § 57. Forinden der af anklagemyndigheden nedlægges påstand om udvisning af en udlænding, kan der indhentes en udtalelse fra Udlændingestyrelsen. I forbindelse med fornyet prøvelse efter § 50 af en beslutning om udvisning indhenter anklagemyndigheden en udtalelse fra Udlændingestyrelsen.

Stk. 2. Anklagemyndigheden kan til brug for de i stk. 1 nævnte udtalelser uden udlændingens samtykke videregive oplysning om udlændingens strafbare forhold, herunder om sigtelser for strafbare forhold, til Udlændingestyrelsen.«

§ 2

I lov nr. 410 af 10. juni 1997 om ændring af udlændingeloven. (Schengenkonventionen m.v.) foretages følgende ændringer:

1. § 1, nr. 1, 7-9 og 14, ophæves.

2. I § 1, nr. 11, ændres »stk. 3« til: »stk. 2«, »Stk. 4.« ændres til: »Stk. 3.«, og »Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.« ændres til: »Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.«

3. I § 1, nr. 13, ændres i § 28, stk. 7, »§ 40, stk. 7,» til: »§ 40, stk. 8,».

4. § 1, nr. 16, affattes således:

» 16. § 29 ophæves.«

5. § 1, nr. 17-19, 21, 23, 30 og 31, ophæves.

6. I § 1, nr. 32, ændres i § 58 g, 1. pkt., »§ 22, § 23 eller § 24, nr. 1-3« til: »§§ 22 eller 23«, og i § 58 g, 2. pkt., ændres »§ 24, nr. 4« til: »§ 24« og »anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter« til: »anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse«.

7. § 2, nr. 1-4, 7, 9 og 11, ophæves.

§ 3

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 12. august 1997, foretages følgende ændring:

1. Efter § 125 indsættes:

»§ 125 a. Den, der under skærpende omstændigheder gør sig skyldig i menneskesmugling efter udlændingelovens § 59, stk. 3, straffes med fængsel indtil 4 år.«

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Udlændingelovens § 9, stk. 11, og § 19, stk. 1, nr. 4, 2. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9 og 13, og § 1, nr. 11, 14, 21 og 35, og § 2, nr. 2, træder i kraft den 1. januar 1999.

Stk. 3. Udlændingelovens § 11, stk. 2-8, § 27, stk. 1, og § 42 a, stk. 1, 2. pkt., som affattet henholdsvis ændret ved denne lovs § 1, nr. 11, 21 og 35, finder ikke anvendelse på udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse inden den 1. januar 1999. § 1, nr. 14, har virkning for opholdstilladelser, der meddeles fra og med den 1. januar 1999.

Stk. 4. Udlændingelovens § 7, stk. 2, 1. pkt., § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, § 9, stk. 2, nr. 4, § 9, stk. 3, 4 og 7-11, § 19, stk. 1, nr. 4, 1. pkt., § 42 a, stk. 7, og § 52, stk. 1, nr. 1, som affattet henholdsvis ændret ved denne lovs § 1, nr. 1, 2, 4-9, 13, 37 og 48, finder ikke anvendelse på udlændinge, der inden lovens ikrafttræden har indgivet ansøgning om eller er meddelt opholdstilladelse. § 1, nr. 3 og 36, har virkning for udlændinge, der indgiver ansøgning om opholdstilladelse fra og med lovens ikrafttræden.

Stk. 5. Udlændingelovens § 10, stk. 1, § 19, stk. 6, §§ 22-26, § 27, stk. 1, § 32, stk. 1-4, § 33, stk. 1 og 8, § 35, nr. 1, § 36, stk. 1, 1. og 2. pkt., § 48 a, stk. 1, § 49, stk. 1, § 50 a, § 51, stk. 2, § 52, stk. 1, nr. 3 og 4, og § 57, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, som affattet henholdsvis ændret ved denne lovs § 1, nr. 10, 15-20, 22, 25-27, 29-31, 41, 43, 46, 47, 49, 50 og 52, finder alene anvendelse, såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er begået efter lovens ikrafttræden. Tilsvarende gælder for udlændingelovens § 58 g, 1. pkt., som affattet ved § 1, nr. 32, i lov nr. 410 af 10. juni 1997 om ændring af udlændingeloven. (Schengenkonventionen m.v.), som ændret ved denne lovs § 2, nr. 6. Såfremt det forhold, der begrunder udvisningen, er begået før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 6. Udlændingelovens § 50, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 45, og udlændingelovens § 57, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 52, finder ikke anvendelse for udlændinge, der inden lovens ikrafttræden første gang har fremsat begæring om udvisningens ophævelse.

Stk. 7. For ansøgninger om administrativ ophævelse af et indrejseforbud, der er indgivet inden lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler i udlændingelovens § 32, stk. 4, som affattet ved lovbekendtgørelse nr. 650 af 13. august 1997, fortsat anvendelse.

§ 5

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Stk. 2. §§ 1 og 2 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3. § 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Ingen