
	TfK 2004.516/1 HD
		H.D. 28. maj 2004 i sag 464/2003 (1. afd.) Rigsadvokaten mod T (adv. Niels Ulrik Heine, Kbh., e.o.). Københavns Byrets dom 26. februar 2003 (37. afd.) Politidirektøren i København har ved et anklageskrift af 4. februar 2003 rejst tiltale mod T og T2 for tyveri efter straffelovens § 276, ved den 7. november 2002 omkring kl. 18, i forening og efter forudgående aftale, i butikken Hennes & Mauritz, Kalvebod Brygge 59, København V, at have stjålet tøj til en samlet værdi af 1.303 kr., idet de i fællesskab fyldte tøj i to plastikposer, hvor den ene var foret med staniol for ikke at aktivere forretningens alarmanlæg, hvorefter T tog poserne og forlod butikken uden at betale. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf for begge de tiltalte. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos de tiltalte i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, konfiskeres en plastikpose foret med staniol. Tiltalte T2 har nægtet sig skyldig, medens tiltalte T har erkendt sig skyldig, idet hun dog har hævdet, at hun var alene om tyveriet. Der er afgivet forklaring af de tiltalte samt af vidnerne A og B. Forklaringerne er gengivet i retsbogen. Tiltalte T2 er tidligere straffet, senest ved Østre Landsrets ankedom af 25. april 2000 efter straffelovens § 276, jf. § 285 samt § 284, jf. § 276, jf. § 286, med fængsel i 5 måneder. Prøveløsladt den 28. november 2000, prøvetid 2 år, reststraf 51 dage. ved Ringsted Rets doms af 4. januar 2001, efter straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276, med en fællesstraf af fængsel i 60 dage, der tillige omfattede reststraffen på 51 dage vedrørende prøveløsladelsen efter dommen af 25. april 2000. Tiltalte T er ikke tidligere straffet. Domsmandsrettens bemærkninger: Efter tiltalte T's uforbeholdne erkendelse, der bestyrkes af de øvrige oplysninger i sagen, findes det bevist, at tiltalte T har gjort sig skyldig i tyveri af tøjet. Efter bevisførelsen, herunder navnlig den forklaring, vidnet A har afgivet om, at de tiltalte fulgtes ad og i fællesskab lagde de stjålne varer i poser, hvoraf den ene viste sig at være en pose foret med staniol, finder retten det ubetænkeligt at lægge til grund, at de tiltalte, som angivet i tiltalen, begik tyveriet i forening og efter forudgående aftale. Begge de tiltalte findes således skyldige i den rejste tiltale. Straffen for tiltalte T2 fastsættes efter straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276, til fængsel i 30 dage. Som anført ovenfor har tiltalte T overtrådt straffelovens § 276. Henset til at tiltalte T ikke tidligere er straffet, finder retten det imidlertid upåkrævet, at straf kommer til fuldbyrdelse. Straffastsættelsen for tiltalte T udsættes derfor i medfør af straffelovens § 56, stk. 1, som nedenfor bestemt. Påstanden om konfiskation tages i medfør af de påberåbte bestemmelser til følge som nedenfor bestemt. - - - Fastsættelsen af fængselsstraf for tiltalte T udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år, på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. Hos de tiltalte konfiskeres en plastikpose foret med staniol. De tiltalte skal betale sagens omkostninger, - - - Østre Landsrets dom 29. august 2003 (10. afd.). (Blinkenberg, Mikael Sjöberg, Elisabet Michelsen (kst.) med domsmænd). Københavns Byrets 37. afdelings dom af 26. februar 2003 - - - er anket af T2 med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, navnlig således at straffen gøres betinget. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Anklagemyndigheden har anket dommen vedrørende T og har påstået skærpelse samt nedlagt påstand om udvisning i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 2, med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32 i et af retten fastsat tidsrum. T har påstået formildelse, subsidiært stadfæstelse og påstået afvisning af, subsidiært frifindelse for påstanden om udvisning. Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af de tiltalte og vidnet A, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten. T har i landsretten afgivet forklaring om sine personlige forhold. Den i byretten af vidnet B afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 4. Også efter bevisførelsen for landsretten findes de tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldige efter anklageskriftet. 5 voterende finder, at straffene er passende udmålt, og finder ikke grundlag for at gøre straffen for tiltalte T2 betinget. 1 voterende finder under henvisning til forholdets karakter, at straffen for T2 bør forhøjes til fængsel i 30 dage. Der gives dom efter stemmeflertallet. Anklagemyndigheden har først under anken nedlagt påstand om udvisning af tiltalte T. Påstanden om udvisning er ikke en lovbestemt følge af domfældelsen, men beror på anklagemyndighedens påstand efter udlændingelovens § 49, bevisførelsen herom og forsvarets argumentation som forudsætning for rettens stillingtagen. En udvisning må anses for en væsentlig og indgribende retsfølge, som tiltalte må have adgang til at opnå prøvet ved retten i to instanser. Da retsplejelovens § 963, stk. 3, jf. § 947, sammenholdt med retsplejelovens § 833, ikke findes at udgøre et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at fravige dette, afvises påstanden. Landsretten stadfæster derfor dommen. - - - Tiltalte T2 skal betale sagens omkostninger for landsretten. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten for tiltalte T. Højesterets dom. I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byrets 37. afdeling den 26. februar 2003 og af Østre Landsrets 10. afdeling den 29. august 2003. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Marie-Louise Andreasen, Peter Blok, Poul Søgaard, Niels Grubbe og Thomas Rørdam. Påstande Dommen er anket af anklagemyndigheden med påstand om ophævelse af landsrettens dom for så vidt angår afvisningen af udvisningspåstanden og hjemvisning af sagen til realitetsbehandling af udvisningspåstanden. Tiltalte, T, har påstået stadfæstelse. Højesterets begrundelse og resultat Når en udlænding dømmes for et strafbart forhold, afgøres det efter anklagemyndighedens påstand ved dommen, om den pågældende skal udvises, jf. udlændingelovens § 49, stk. 1. Der er ikke grundlag for at fastslå, at anklagemyndighedens manglende nedlæggelse af udvisningspåstanden for byretten - der skyldtes en fejl - har skabt en berettiget forventning hos T om, at påstanden ikke ville blive nedlagt. Som anført af landsretten er udvisning ikke en lovbestemt følge af domfældelse for et strafbart forhold, og Højesteret er enig i, at udvisning er en så indgribende retsfølge, at tiltalte ikke på grund af anklagemyndighedens fejl bør være afskåret fra ved ordinær anke at opnå prøvelse i to retsinstanser. Højesteret finder samtidig, at bestemmelsen i udlændingelovens § 49, stk. 1, ikke kan være til hinder for, at det i særlige situationer tillades, at anklagemyndigheden efterfølgende anlægger en særskilt sag om udvisning. Højesteret finder således, at der må være adgang for anklagemyndigheden hertil i en situation som den foreliggende, hvor det beror på en fejl, at påstand om udvisning ikke blev nedlagt under behandlingen af straffesagen i 1. instans, og hvor anklagemyndigheden inden sagens afslutning ved endelig dom har taget forbehold om at rejse en særskilt sag om udvisning. I den foreliggende sag må påstanden i ankemeddelelsen sidestilles med et sådant forbehold. Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.