|
|
|
||
|
|
|||
|
Anklagemyndigheden mod T (adv. Dan Christian Harild, besk.).
(C. Levy, Mogens Kroman og Michael Toftager (kst.) med domsmænd). T var tiltalt for dokumentfalsk efter straffelovens § 171, ved den 22. december 2004 i tidsrummet fra kl. 10.45 til kl. 11.15 på Frederiksberg Rådhus, Ægteskabskontoret, Smallegade 1, 2000 Frederiksberg, over for personalet v/A, at have gjort brug af falsk spansk opholdstilladelse m/nr. - - - samt falsk nigeriansk pas, som dokumentation for lovligt ophold i EU/Schengen. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om frihedsstraf og udvisning med indrejseforbud fastsat i medfør af udlændingelovens § 32, jfr. § 49. Tiltalte nægtede sig skyldig. Der blev under sagen den 2. februar 2005 afgivet en udtalelse af Udlændingestyrelsen, hvori det bl.a. hed: »T har ingen opholdstilladelse i Danmark og har således ikke lovligt ophold i Danmark i udvisningsbestemmelsernes forstand, jf. herved bestemmelsen i udlændingelovens § 27. … § 26-forhold: Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt de i udlændingelovens § 26, stk. 1, nævnte forhold kan antages at gøre en beslutning om udvisning særlig belastende for T, skal styrelsen bemærke følgende: T har efter det oplyste ingen tilknytning til Danmark. Der er ikke i øvrigt forhold, som omhandlet i § 26, stk. 1, der taler imod udvisning. Det er til sagen oplyst, at T kun har opholdt sig kortvarigt i Danmark, idet han indrejste i Danmark den 21. december 2004 fra Tyskland, og han har i øvrigt oplyst, at han har opholdstilladelse i Spanien. Efter udlændingelovens § 26, stk. 1, nr. 6, skal der ved afgørelser om udvisning tages hensyn til risikoen for, at udlændingen udenfor de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde vil lide overlast i hjemlandet eller andre lande, hvor udlændingen kan ventes at tage ophold. Ved vurderingen skal der således tages hensyn til, om udlændingen risikerer straf for samme forbrydelse i sit hjemland, og om der er risiko for, at udlændingen vil blive udsat for særligt byrdefulde straffeforanstaltninger i den anledning. Det fremgår af et af Udenrigsministeriet udarbejdet notat af 20. juni 2001 vedrørende en konkret sag, at det af Section 12 (2) i den nigerianske »National Drug Law Enforcement Agency Decree« fremgår, at en person, der i udlandet er fundet skyldig i blandt andet narkotikaforbrydelser, kan straffes for at have bragt landet i miskredit i udlandet. Styrelsen skal endvidere oplyse, at der efter Section 12 (3) i den ovennævnte nigerianske lov er hjemmel til at idømme frihedsstraf af indtil 5 års varighed for overtrædelse af ovennævnte bestemmelse. En kilde har overfor Udenrigsministeriet oplyst, at der i praksis idømmes fængselsstraffe af 2 måneder til 3 års varighed for overtrædelse af bestemmelsen. Styrelsen skal hertil oplyse, at forfatningsmæssigheden af den ovennævnte bestemmelse i en konkret sag er blevet afprøvet ved en retsinstans i Nigeria, der fandt, at det var i strid med Nigerias forfatning at retsforfølge den konkrete sags person for en lovovertrædelse af samme karakter, som pågældende tidligere var blevet retsforfulgt og dømt for. Styrelsen skal endvidere oplyse, at en kilde overfor Udenrigsministeriet har oplyst, at den ovennævnte dom er indbragt til prøvelse for en højere retsinstans af den nigerianske stat, og at kilden som følge heraf ikke ser sig i stand til at udtale sig om retstilstanden, før den overordnede retsinstans har taget stilling til sagen. Vedrørende samme konkrete sag fremgår det blandt andet af et af Udenrigsministeriet udarbejdet notat af 12. februar 2002, at den nigerianske regering imidlertid ikke har betalt retsafgiften, hvorfor appelsagen ikke er indbragt for appeldomstolen. Flygtningenævnet lagde i en konkret sag den 20. december 2000 til grund - henset til at sagens person havde været efterspurgt af Interpol i Nigeria - at han risikerede fængselsstraf som følge af en i Danmark begået narkotikaforbrydelse. Nævnet fandt endvidere på baggrund af, at afsoningsforholdene i Nigeria, jf. 1999 Country Reports on Human Rights Practices, er livstruende, og at mange dør under fængselsophold, at udsendelse af pågældende til Nigeria var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. Flygtningenævnet lagde i en konkret sag af 22. april 2002 vedrørende samme problemstilling tit grund, at det ikke kunne afvises, at sagens persons dom for narkotikakriminalitet var kommet til de nigerianske myndigheders kendskab og under den nuværende retstilstand ville kunne medføre, at den pågældende blev idømt fængselsstraf i hjemlandet som følge af narkotikasagen i Danmark. Pågældende fandtes som udgangspunkt omfattet af den dagældende udlændingelovs § 7, stk. 2 som følge heraf, men på grund af karakteren af den kriminalitet som den pågældende var dømt for, fandt Flygtningenævnet, at særlige grunde talte imod, at pågældende meddeltes opholdstilladelse i medfør af denne bestemmelse, jf. den dagældende udlændingelovs. § 10, stk. 2. Endvidere meddelte Flygtningenævnet i afgørelsen, at sagens person ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til Nigeria eller et andet land, hvor denne ikke er beskyttet mod videresendelse til Nigeria, jf. udlændingelovens § 31. Flygtningenævnet udtalte imidlertid i en konkret sag den 9. september 2003, at det efter nævnets opfattelse, og således som udlændingelovens § 31 nu er formuleret, for det første ikke ville kunne begrunde asyl, såfremt en nigeriansk statsborger blev straffet for narkotikakriminalitet begået her i landet ved en tilbagevenden til Nigeria, og for det andet, at det forhold, at den pågældende i den forbindelse ville risikere at afsone fængselsstraf i et nigeriansk fængsel herfor, ikke medførte en nærliggende, risiko for hverken tortur eller anden umenneskelig behandling. Styrelsen bemærker, at der i nærværende sag er tale om en overtrædelse af straffelovens § 171, dokumentfalsk, og ikke narkotikakriminalitet. Styrelsen finder i øvrigt generelt, at der i sager, hvor spørgsmålet om dobbeltstraf i Nigeria er relevant, bør lægges vægt på, om de nigerianske myndigheder har fået eller vil få kendskab til den af pågældende begåede forbrydelse i Danmark, og om den pågældende som følge heraf risikerer at blive pågrebet og udsat for dobbeltstraf. Udlændingestyrelsens udtalelse om udvisningsspørgsmålet: På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om at den pågældende forventes idømt en frihedsstraf på 60 dages varighed sammenholdt med de i udlændingelovens § 26, stk. 1 nævnte hensyn, finder styrelsen at kunne tiltræde anklagemyndighedens indstilling om udvisningsspørgsmålet. …« I Frederiksberg Rets dom af 7. marts 2005 hedder det bl.a.: Tiltalte har været frihedsberøvet fra den 22. december 2004. Rettens bemærkninger: Ved indholdet af de ovennævnte erklæringer findes det godtgjort, at såvel pas som opholds- og arbejdstilladelse er falske. Tiltalte har givet skiftende forklaringer om sin erhvervelse af de omhandlede dokumenter. Begge dokumenter er ifølge forklaringerne opnået ved hjælp af mellemmænd og uden hans direkte henvendelse til de udstedende myndigheder. Tiltalte har desuden erkendt, at han tidligere har anvendt et andet navn end det nu oplyste. Under disse omstændigheder findes det ubetænkeligt at forkaste tiltaltes forklaring om, at han anså dokumenterne som ægte, da de på det i tiltalen anførte tidspunkt blev forevist på Frederiksberg Rådhus på Ægteskabskontoret. Tiltalens rigtighed er således godtgjort. Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage, jfr. straffelovens § 172, stk. 1, jfr. § 171. Betingelserne for udvisning med indrejseforbud som påstået af anklagemyndigheden findes opfyldt. Udvisningspåstanden tages derfor til følge i medfør af udlændingelovens § 24, jfr. § 32, stk. 2, nr. 1, jfr § 32, stk. 1, med indrejseforbud i 3 år regnet fra den 1. i førstkommende måned efter iværksættelse af udvisningen. Østre Landsrets dom: Frederiksberg Rets dom af 7. marts 2005 (- - -) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært udsættelse af sagen og mere subsidiært frifindelse for påstanden om udvisning. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Der er for landsretten fremlagt »Letter of identification« af 17. marts 2005. Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte, der har forklaret i det væsentlige som i byretten. - - - Landsrettens begrundelse og resultat: Landsretten har ikke fundet grundlag for at udsætte domsforhandlingen med henblik på nærmere oplysninger fra de nigerianske myndigheder om tiltaltes identitet. Også efter bevisførelsen for landsretten findes det på grundlag af de tekniske erklæringer godtgjort, at den spanske opholdstilladelse og det nigerianske pas begge er falske. Når henses til de særlige omstændigheder ved den måde, som tiltalte har skaffet dokumenterne på, og tiltaltes anvendelse af et andet navn i Tyskland end det, der fremgår af dokumenterne, findes det ubetænkeligt at forkaste tiltaltes forklaring om, at han anså dokumenterne som ægte. Det er herefter godtgjort, at tiltalte forsætligt har overtrådt straffelovens § 171. Straffen findes passende. Det tiltrædes, at betingelserne for udvisning med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 2, jf. § 32, stk. 2, nr. 1, jf. § 32, stk. 1, er opfyldt. Det må imidlertid efter de oplysninger, der fremgår af Udlændingestyrelsens udtalelse af 2. februar 2005, antages, at der består en risiko for, at tiltalte vil lide overlast i hjemlandet, hvis han udvises, jf. § 26, stk. 1, nr. 6. Som følge heraf findes det betænkeligt at træffe bestemmelse om udvisning. Tiltalte frifindes derfor for påstanden om udvisning. Tiltalte har under anken været frihedsberøvet fra den 22. december 2004. |
|||
|
|
|||